Krise i sammenbragt familie

Krise i sammenbragt familie:
Hvad du kan gøre, hvis den rammer dig

Krise i den sammenbragte familie er lige så sikkert, som at det bliver mandag, når det har været søndag. Det er slet ikke til at komme uden om. Så lad os lade være med det.

Det interessante og konstruktive er, hvordan du forholder dig til den krise, du uundgåeligt løber ind i. Men lad mig starte med at slå fast, at kriser i den sammenbragte familie kan udmønte sig på forskellig vis. Nogle kriser påvirker begge parter lige meget, andre kriser påvirker direkte den ene part mest og den anden part lidt mindre, men fordi den første part er så påvirket, bliver den anden det også.

Krisen behøver ikke at udspille sig hos os, før de har en voldsom effekt på os. Det får de også, hvis der er krise i barnets andet hjem.

Derfor har jeg skrevet dette blogindlæg – til dig, der oplever kriserne på egen krop og ved, hvor ondt de kan gøre. Til dig, der gerne vil vide, hvad du kan gøre, for at komme igennem det her som et helt menneske.

 Kommunikation i sammenbragt familie
– I kan faktisk blive stærkere af krisen

Lad mig lige slå fast, at kriser er svære at håndtere uanset, hvor god kommunikationen er i parforholdet og mellem de biologiske forældre. En krise er en krise. Vi kan lære noget af den, vi kan komme styrket ud af den, men den er hård, mens den står på. For alle involverede parter.

Men netop god kommunikation er alfa og omega, fordi kriser er uundgåelige i den sammenbragte familie – og i livet generelt. Helt afgørende for den gode kommunikation er et oprigtigt ønske om at forstå den anden. At fjerne blikket fra sig selv og ”forstå mig nu tilgangen” til at udvise et nysgerrigt blik for den anden med et oprigtigt ønske om at forstå, hvad der er på spil ovre hos din partner.

Prøv at spørge:

“Forstår jeg dig?”

“Har jeg forstået, hvad der er vigtigt for dig?”

Det gælder ikke kun din partner, men det gælder også barnets anden forælder, som du ikke bor sammen med. Der er ikke noget så sundt (og nødvendigt, hvis du spørger mig) som en gang imellem at sætte sig i den andens sted.

Hvordan ser der ud derovre?
Hvad er vigtigt for ham eller hende?

Konstruktiv kommunikation i parforholdet er kernen til trivsel, derfor har jeg også dedikeret et helt indlæg til netop det. Du finder mit blogindlæg om kærlig og konstruktiv kommunikation i parforholdet her.

 Udfordringer og problemer i sammenbragte familier – og hvordan du håndterer dem

Når du siger farvel til kernefamilien, får du en række udfordringer og problemer med, du ikke ville opleve ellers. Jeg kan ikke komme ind på dem alle her, men jeg har listet et udsnit af nogle af dem, jeg ved, mange løber ind i. Du kan desuden læse mere om livet i en sammenbragt familie her.

Ændring i samvær

Jeg har endnu til gode at møde en ekstramor, der ikke med sin hjerne kan se og forstå det helt rimelige, nødvendige og kærlige i at sætte barnets tarv forrest, når det kommer til ændringer i samværet. Når det er sagt, kan det godt føles anderledes i hjertet. 

Det kan føles som om, du bliver kørt over, fordi du ikke har noget at skulle have sagt i dit eget hjem. At du bare må indordne dig under det, andre beslutter hen over hovedet på dig. Det er ikke rart. Faktisk er det utrolig ubehageligt. Lidt som at føle sig som gæst i eget hjem.

Prøv at huske dig selv på, at nogle gange sker der bare ændringer, og det er sådan, det er. Jeg anbefaler alle forældre at tage deres partner, ekstraforælderen, med på råd, når der skal laves ændringer i samværet. Det er ikke ensbetydende med, at det bliver, som ekstraforælderen ønsker sig, men at blive lyttet til og taget med på råd er helt utroligt rart.

Og præsentér også løsningen på en kærlig måde:

“Barnets mor og jeg har besluttet, at … 

Jeg ved godt, at det også har en stor påvirkning på dig.

Hvordan får vi det bedste ud af det?”

Det er så rart at blive hørt og blive anerkendt, selvom det ikke går, som vi ønsker os. Tag ansvar for at forklare din partner det, så han forstår, hvad det betyder for dig.

 Planlægning og (u)forudsigelighed

I sammenbragte familier er det nødvendigt med en del planlægning og logistik-koordinering. Jeg anbefaler at have et ”løst” forhold til planer forstået på den måde, at det, du har planlagt, måske ikke helt kommer til at ske, sådan som du havde planlagt.

Det har helt afgjort været en af mine største ekstramor-udfordringer. Alle de ændringer i planer og tilhørende uforudsigelighed har i den grad sat mig på voldsom prøve. At blive og være ekstramor er på så mange parametre det ultimative kontroltab.

Mit absolut bedste råd til dig er:

Planlæg det, du og I kan, og hav en fleksibel tilgang til ændringer såvel som uforudsigelighed, så lider din trivsel ikke på helt samme måde overlast, når der ændres i tingene. Igen.

 Omskifteligheden fra uge til uge

Når du lever i en sammenbragt familie, så skifter familien som regel struktur hver anden uge.

For nogle går den fra total tosomhed til familie bestående af et eller flere børn. Det kan være særligt svært for ekstramoren, der ikke selv har børn. Manden glæder sig vildt til at se sit barn og har nu de to (eller flere), han elsker allerhøjest under samme tag. For ham er det også en ændring, men ikke lige så voldsom, da han jo i sagens natur også har glædet sig til samværet – og derudover har savnet at være sammen med sit barn. Det har ekstramoren ikke på samme måde, så hun vil oftest føle det som en stor og kæmpe omvæltning, som hun uge efter uge skal finde fodfæste i. Her kan de forbudte følelser altså godt komme på besøg. Det er helt naturligt og okay. Netop de forbudte følelser kan du læse mere om her.

For andre består ændringen i at være én slags familie til pludselig at skulle være en anden slags familie. Og det kræver noget af alle. Ikke kun af ekstramoren. Også af det barn eller de børn, der skifter bopæl. Og de børn, hvis søskende nu kommer hjem igen.

Et ofte overset aspekt er netop det med søskende. Hvis du har fået fælles barn med din partner, der har barn eller børn fra tidligere, så er dit barn heller ikke sammen med sine søskende hele tiden.

Som med meget andet, der kan være svært og udfordrende, anbefaler jeg, at du og din partner taler om det. Også med børnene. Det er godt at sætte ord på jeres følelser og den stemning, I hver især mærker i hjemmet. Og eventuelt hvordan I opfatter forskellene. Der er oftest forskel på dine, mine og vores børn. Børn kan godt tåle, at der er forskel, hvis vi voksne kan. Og hvis vi kan tale om det på en konstruktiv og kærlig måde. Fantasien er altid værre og mere dramatisk end virkeligheden for børn.

 Barnets savn af den anden forælder

For det barn, der ikke har begge forældre under samme tag, kan der nogle gange være et stort savn af den anden forælder. Det er svært for barnet. Men det kan også være svært for forælderen, der er sammen med barnet – for ikke at tale om ekstraforælderen. Her kan du godt komme til at føle dig utilstrækkelig, fordi barnet savner den anden så voldsomt. Det har ikke noget med dig at gøre, og det er vigtigt at huske på. Barnets savn er barnets savn, og det anbefaler jeg, at du tager kærligt hånd om. Hvad det savn gør ved dig som forælder eller ekstramor, anbefaler jeg også, at du tager dig kærligt af.

 Samarbejdet mellem de to hjem

Jeg kender ikke nogen, der er uenige i, at det er vigtigt at have et godt samarbejde mellem de to hjem. Men hvad et godt samarbejde præcist er, kan der være meget delte meninger om.

En del ekstramødre står med oplevelsen af, at samarbejdet er ”godt”, fordi faren til barnet gør, som den biologiske mor vil have. Det betyder, at ekstramoren kan få følelsen af, at det bliver hendes bekostning. Og at han hellere vil sørge for, at den biologiske mor er glad, end at hans partner er det.

For manden handler det ofte om noget andet; nemlig at han gerne vil sikre sig, at barnet har det godt. Og det ved han, at barnet har, hvis barnets mor har det godt.

Der er dog desværre masser af tilfælde, hvor der er en skævvridning i samarbejdet, og barnets biologiske mor har en uforholdsmæssig stor magt over relationen. Det er ikke godt hverken for hende, for barnets far eller for barnet. Og i øvrigt heller ikke for dig.

Et godt samarbejde inkluderer en gensidig lydhørhed, en kompromis-søgende tilgang, respekten for forskelligheder og evnen til at tilsætte egne behov for en stund. Det ved jeg godt, kan være lettere sagt end gjort, især når ekskonen fylder for meget.

 Krig mellem bioforældrene

I nogle skilsmissefamilier er konfliktniveauet desværre så højt, at der er decideret krig mellem de biologiske forældre. Det er naturligvis værst for dem og for barnet, men det er virkelig også hårdt at være vidne til som ekstramor. På den måde bliver du ufrivilligt fanget midt i kampzonen.

Her er der et par ting, der er ekstremt vigtige at være opmærksomme på i min optik:

– Forsøg at afgrænse det bedst muligt, så du og I ikke ender med at give konflikten alt jeres bedste taletid. Snak om det i tidsbegrænsede intervaller.

– Fokusér på det, du kan gøre noget ved – brug din energi og dit overskud på det, du kan influere på og lad resten ligge. Jeg ved, hvor helt utroligt svært det er. Jeg ved også, at det er vejen frem, hvis du ikke vil blive bitter og ædt op indeni.

Er det ensbetydende med, at du accepterer en urimelig og uacceptabel adfærd?
Slet ikke. Det er ensbetydende med, at du bruger din energi konstruktivt og (selv)kærligt. Mens du passer godt på dig selv.

 Svigerforældrenes forventninger til dig som ekstramor

Nogle svigerforældre har også en meget stærk holdning til, hvor meget og hvad deres svigerdatter skal involvere sig i ekstrabarnet. Det er én udfordring. En anden udfordring er, at nogle svigerforældre stadig har en meget tæt relation til deres første svigerdatter, hvilket kan gøre det svært for den nye ”at komme til” og at finde sin plads. Hvis du kan mærke, at det er en stor udfordring, så prøv at starte med at tale med din partner om det, så I sammen kan finde ud af, hvordan I griber det an, så du kan være i det.

Konflikter i sammenbragte familier kan blive udløst af flere ting

Der er de konflikter, som udløses af, at det er en sammenbragt familie, du lever i. Det er nogle af dem, du netop læst om. Og så er der de konflikter, der bliver udløst af, at din partner og dig er forskellige og ser forskelligt på tingene.

Fælles for alle konflikter er, at de er ubehagelige. Min anbefaling til at håndtere dine konflikter er egentlig uafhængig af konfliktens oprindelse. 

 Opdragelse i sammenbragte familier kan være
en bombe under den gode stemning og det gode samarbejde

Opdragelse kan være et sprængfarligt emne – også i den sammenbragte familie. Det er sjældent, at begge forældre går helt ens til værks. Det gør de heller ikke i kernefamilier. Der bliver det muligvis bare mindre kritisk, da begge forælder har (nogenlunde) den samme kærlighed til og overbærenhed med barnet.

Da jeg var ekstramor, men ikke selv mor, troede jeg, at en del af vores uenigheder og forskellige syn på tingene, skyldtes det faktum, at jeg ikke var mor, men ”kun” ekstramor. Da vi fik fælles børn, kunne jeg konstatere, at vores uenigheder ikke havde noget med, hvem der var biologisk forælder at gøre, men derimod noget at gøre med, at vi ser forskelligt på tingene, min mand og jeg. Det gør vi stadigvæk her 19 år efter. Vi er langt fra enige om alt. Og hurra for det. Men vi ved, hvordan vi skal tackle vores forskelligheder. Og det er rart – og en tryg følelse.

I sammenbragte familier kan vi både være uenige internt i parforholdet, men også med den anden forælder, der muligvis opdrager markant anderledes. Og præcis dén forskellighed er barnet nødt til at navigere i. Og det er ekstraforælderen også.

Opdragelse i den sammenbragte familie er et helt emne for sig, derfor har jeg også dedikeret et helt blogindlæg til det. Det kan du læse om i mit blogindlæg “Sammenbragt familie: Opdragelse og udfordringer” her.

Parforhold kommer i krise
– men det behøver ikke være begyndelsen på enden

I kernefamilier binder børnene forældrenes bånd tættere sammen. Den binding er der ikke i sammenbragte familier. Faktisk kan det nogle gange føles stik modsat. At det er børnene og jeres forskellige tilgange til og interesser i dem, der skiller jer ad.

Det er en af de indbyggede interessekonflikter, der er på spil i sammenbragte familier, og derfor kommer parforholdet unægtelig i krise.

Ekstraforælderen og den biologiske forælder har ikke samme interesse i og kærlighed til barnet. Det er sådan, det er. Og det giver anledning til konflikter, kriser, skuffelser og diskussioner. Det kommer I ikke uden om. Det er en uundgåelig del af livet og dynamikken i den sammenbragte familie.

Men det behøver ikke at være så slidsomt at håndtere, som det måske er nu. Med god krisehåndtering kan det blive lettere at håndtere, og I vil også opleve, at god kommunikation, nysgerrighed og forståelse kan forkorte krisens levetid og intensitet.

Gør det lettere for jer selv - bed om hjælp til det der er svært;
familierådgivning til sammenbragte familier

Ud fra et personligt synspunkt kan jeg ikke anbefale hjælp og rådgivning nok. Nogle betragter det som en falliterklæring. En del af mig forstår det godt. Jeg har også høje forventninger til, hvad jeg selv burde kunne overkomme. Men hvorfor slide sig igennem tingene, når du kan få konkrete råd, teknikker og værktøjer, der gør det lettere at være i jeres sammenbragte familie? Både for dig, din partner og børnene.

Personligt har jeg altid betragtet hjælp og rådgivning som en investering i mig selv og i kærligheden. Et signal til partneren om, at du er vigtig for mig, jeg vil gerne have, vi løser det her, og eftersom vi ikke selv kan (det kan de færreste), så lad os få noget hjælp.

Du kan læse mere om min familierådgivning til par i sammenbragte familier lige her.

Jeg forstår godt, hvis du synes, det er en stor beslutning at søge hjælp. Og jeg forstår også godt, hvis en af grundene til, at du ikke har fået det gjort, er, at du er tvivl om, hvem du skal vælge. I kan booke en indledende session med mig lige her.