fbpx

Sådan skaber du en dejlig ferie i den sammenbragte familie for både børn og voksne

Ferie i den sammenbragte familie er ikke bare ferie. Hvilken slags ferie og om det overhovedet føles som ferie, afhænger muligvis af hvem og hvor mange, der er med.

I en kernefamilie er det givet på forhånd. Mor og far tager på ferie med deres (fælles) børn.

Sådan er det ikke, når du har sagt farvel til kernefamilien. I den sammenbragte familie er det ikke givet på samme måde, hvor mange og hvilke familiemedlemmer ferien inkluderer.

Der er flere familier om at sætte ferie-programmet so to speak. Flere kalendere og meget logistik, der er nødt til at gå op i højere enhed, for at alle får en god ferie.

Derfor har jeg skrevet det her blogindlæg til dig. Fordi jeg kender kaosset og frustrationerne, der følger med at planlægge ferien, når man lever i en sammenbragt familie.

I blogindlægget fortæller jeg dig blandt andet om…

✓ hvordan I får det svære puslespil kaldet ferie i den sammenbragte familie til at gå op (jeg fortæller dig trin for trin, hvad vi gjorde – og stadigvæk gør).

✓ hvordan du passer på dig selv i sommerferien, så det også bliver afslappende og rart for dig.

✓ hvordan I bedst forbereder og planlægger sommerferien.

✓ hvad en succesfuld ferie er (og hvorfor det, som du sikkert kan gætte, afhænger af den respektive familie).

Dine, mine og vores børn på sommerferie

I den sammenbragte familie melder der sig også – oftest hos ekstramoren, der ikke selv har børn fra tidligere – et relevant og ømtåleligt spørgsmål på banen:

Må vi rejse uden alle familiemedlemmer eller er det no go?

Altså spørgsmålet om, hvorvidt du må rejse med jeres fælles børn uden ekstrabørnene. Det er et stort ønske for mange ekstramødre også at prøve at rejse på ferie bare med ”den lille familie” i den store sammenbragte familie.

Et konkret eksempel:
Hvis dine ekstrabørn ikke er hos jer i for eksempel efterårsferien, er det så i orden, at du, din partner og jeres fælles børn tager på ferie uden ”de store” børn?

Svaret afhænger helt sikkert af, hvem du spørger.

Spørger du mig, er svaret ja.

Men husk at informere alle om, at det er det, der kommer til at ske.

Det er ikke noget, nogen tilfældigt skal finde ud af. Når du lever i en sammenbragt familie, er forskelsbehandling af børn en uundgåelig del af livet. Eksempelvis vil nogle af børnene, dem, hvis forældre er skilt, sikkert komme på to sommerferier. Mens de børn, hvis forældre ikke er skilt, ”kun” kommer på en sommerferie. Det er sådan, det er. For det er vilkårene, når man lever i en sammenbragt familie.

Må far rejse alene med sine børn fra tidligere?

Også spørgsmålet om, hvorvidt far må rejse alene med egne børn fra tidligere uden fælles børn, melder sig på banen.

Nogle børn har et ønske om at komme alene på ferie med deres far eller mor – uden ekstraforældre eller ekstrasøskende. Og nogle forældre har et ønske om at rejse på ferie kun med egne børn. Det er oftest et ønske, når du bor sammen med dine og mine børn, er mit indtryk.

Og må de det?

Igen kommer det an på, hvem du spørger?

Hvis du spørger mig, så er svaret ja.
Det må de gerne.

Det har vi selv praktiseret af flere omgange. Altså at min mand har været afsted med sine børn fra tidligere, og jeg blev hjemme med vores fælles børn.

Vi informerede naturligvis alle om, at det var det, der kom til at ske. Det har primært været skiferier, da min mand er en stor ski-entusiast og gerne ville give glæden videre til børnene. Og da der er et stort aldersspænd på børnene hos os (der er 13 år mellem den ældste og yngste), var det rarest for ham at have de store ”for sig selv” og kunne koncentrere sig om dem.

Da mine ekstrabørn blev konfirmeret, var min mand ligeledes afsted alene med konfirmanden, det vil sige, at hverken søskende eller jeg var med. Da vores fælles børn blev konfirmeret, var han og jeg afsted med konfirmanden. Heller ikke her var der andre søskende med.

De 2 svære ferier, som alle ekstramødre frygter

Der er særligt 2 ferie-tidspunkter på året, der kan få enhver ekstramor til at tabe pusten i kortere eller længere tid. Det er sommerferien. Og juleferien.

Hvilke 5 ting du selv kan gøre for at skabe en god jul i den sammenbragte familie, kan du læse om her.

En af de ting, der oftest udfordrer ekstraforælderen er voksentiden. Den forsvinder ganske enkelt i ferien. Og det er rigtig skidt. For det er netop voksentiden, der er med til at tanke især ekstraforælderen op. Og hvis den mangler, kan du let komme til at føle dig som gæst i eget hjem.

Bevares, den biologiske forælder kan også sagtens ”få nok” af, at ferien måske på nogle punkter er mest på barnets præmisser. Men den helt store og altafgørende forskel på ekstraforælderen og forælderen er den ubetingede kærlighed til barnet. Den har ekstraforælderen ikke. Og det er der ikke noget galt med. Det er helt naturligt.

Fælles for begge ferier (og ferier generelt) er, at det er vigtigt at afstemme forventninger. Forventninger til aktivitetsniveau. Sengetider. Serviceniveau. Skærmforbrug. Voksentid.

God ferie sammenbragt familie

Sommerferien i den sammenbragte familie: Et puslespil, hvor det kan føles som om, brikkerne ikke passer sammen

Hvis du har fulgt mig i noget tid, vil det ikke komme som en overraskelse, at jeg anbefaler, at I starter i god tid med at planlægge sommerferien.

Helt overordnet er der det logistiske at få på plads: Hvornår holder barnet ferie sammen med jer?

Det var lidt af et puslespil, da mine ekstrabørn var yngre, eftersom de jo har hver deres mor. Proceduren var nogenlunde sådan her (måske kan du bruge den som inspiration, hvis du og din partner (og hans ekspartner(e)) har svært ved at finde ud af, hvor pokker I skal starte og slutte.

Step 1
Min mand koordinerede med sine kolleger, hvilke uger han kunne få fri.

Step 2
Min mand spørger eks nummer 1: Kan jeg få vores datter i uge X?

Step 3
Eks nummer 1 koordinerer med sin arbejdsplads, hvornår hun kan holde ferie, så barnet var hos dets far, det vil sige hos os, mens hun selv arbejdede.

Step 4
Min mand spørger eks nummer 2: Kan jeg få vores datter i uge X?

Step 5
Eks nummer 2 koordinerer med sin arbejdsplads, hvornår hun kan holde ferie, så barnet var hos dets far, det vil sige hos os, mens hun selv arbejdede.

Step 6
Når step 1-5 var på plads, undersøgte jeg med min daværende arbejdsplads, om jeg kunne få fri i de uger…

Jeg er sikker på, du forstår logistikken og puslespillet. Og det er præcis det, det er. Et puslespil. Og i alle årene lykkedes det os at få det til at gå op, så vi holdt sommerferie sammen. Og i alle årene synes jeg, det var en helt utrolig anstrengende proces. Så jeg forstår dig virkelig godt, hvis du allerede nu, synes det hele virker uoverskueligt.

Alenetid på ferien

Sommerferietips: Så sommerferien også bliver din ferie. Dit åndehul. Og din pause fra hverdagen

Sommerferien er en tid på året, de fleste glæder sig til. Sådan er det ikke nødvendigvis for alle ekstramødre. Der kan det være, at du kan mærke, at du glæder dig (mere til) sommerferien med dit ekstrabarn er overstået.

At glæde sig til, at sommerferien er overstået, er ikke et udtryk for, at du er en egoistisk, barnehadende, ond stedmor, men derimod et udtryk for, at du er presset ved tanken om ferien, som den ser ud.

Måske har du ikke mulighed for at påvirke strukturen i ferien eller planlægningen synderligt, men du kan heldigvis skabe en struktur i ferien, du rent faktisk kan se dig selv i.

Jeg anbefaler, at du tager stilling til, om du vil holde hele ferien sammen, eller om det er bedre for alle, du ikke holder ferie i alle dagene.

Mange ekstramødre synes, det er for overvældende og intenst eksempelvis at skulle holde 2 ugers sommerferie med ekstrabarnet.

For at sikre dig, at det også bliver din sommerferie, er der særligt fede 3 ekstramor-muligheder, jeg har lyst til at fremhæve for dig:

#1 Udnyt tiden – gør noget dejligt for dig selv
Benyt dig af, at din partner er optaget af, at barnet er hos jer. Han vil sandsynligvis gerne tilbringe mest muligt tid sammen med barnet. Det ønske eller behov har du ikke på samme måde.

Derfor kan du benytte chancen til at være og gøre noget for dig selv. Ting, der gør dig glad. En gåtur. Et langt bad. En cafétur. Lige præcis, hvad du nu har lyst til.

Pointen er, at du kan vende følelsen af at miste tid og opmærksomhed til følelsen af, hvor rart det er at gøre noget godt for dig selv.

Og nej, det ville du ikke have valgt, hvis du havde valget. Men du har ikke lige valget i den familiekonstellation, du nu engang har. Derfor er du nødt til at få det bedste ud af de kort, du har på hånden.

#2 Vær nysgerrig i stedet for dømmende
Hvis ekstrabørnene reagerer eller opfører sig anderledes end du, dine børn eller jeres fælles børn gør, så tag detektivhatten på og vær nysgerrig i stedet for at dømme dine ekstrabørn. Prøv at overveje…

Hvorfor mon de gør, som de gør?
Hvorfor bliver jeg ’ramt’ af det her?
Hvad er min andel i det?
Hvilken følelse er det, jeg får, når de gør sådan?

Benyt chancen til at blive klogere på dig selv. Det kan du nemlig også bruge din nysgerrighed til.

#3 Fralæg dig ansvarstyveriet

Mange ekstramødre har en tendens til at tage et (for) stort ansvar; jeg kalder det for ansvarstyveri.

I praksis betyder det, at du står med for meget ansvar og din partner med for lidt, hvis det nu er ham, du har taget det fra.

Nyd, at dine ekstrabørn er din partners ansvar, og at du kan byde ind med alt det, du har lyst til. Men lad ansvaret blive der, hvor det hører hjemme: Nemlig hos forælderen.

Det er vigtigt, at du får sagt fra, hvis du kan mærke, at du ikke får plads nok, eller hvis dine grænser bliver overskredet. Du kan læse mere om dette i mit blogindlæg “Må jeg godt sige fra som bonusmor?” her.

Har du brug for hjælp til at prioritere dig selv og tid alene? Også når kalenderen siger ferietid? Så er du mere end velkommen til at booke en uforpligtende og afklarende samtale her og høre mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig.

Forberedelse af ferien

Når du har det helt åbenlyse på plads; hvor, hvornår og hvor længe, du holder ferie, så anbefaler jeg, at I forbereder ferien. Og involvér meget gerne barnet også. Lad alle familiemedlemmernes ferie-ønsker komme frem i lyset. Det er ikke ensbetydende med, at I behøver at imødekomme dem. Og det vigtigt, at I siger det. Men det betyder, at alle har mulighed for at sige deres mening. Og det er rigtigt vigtigt, at alle medlemmerne i en sammenbragt familie føler sig set, hørt og forstået.

Familierådgiverens private insider-info

I min familie har vi et princip om, at du må skrive alt det, du ønsker dig på din ønskeliste både, hvad angår ferier, men også når du laver din fødselsdagsønskeliste. Der er ikke en censur på listen.

Betyder det, at mine ekstrabørn får en dykkertur til Mauritius, hvis de ønsker sig det?
Overhovedet ikke. Selvfølgelig ikke.

Det betyder, at vi snakker om, hvor fedt det er at dykke, og at det kunne være vidunderligt at prøve på Mauritius.

OBS:
Min mand og jeg har naturligvis sagt til alle 4 børn, at de må skrive lige det, de ønsker sig på listen, men at det på ingen måde er ensbetydende med, at de får det. De ved hvad gavebudgettet er, og derfor ved de også på forhånd, at en dykkertur ikke er en gave, de får. Men de må da hjertens gerne ønske sig den.

Jeg skrev selv en rigtig dyr herskabslejlighed på min fødselsdagsliste sidste år. Den fik jeg ikke. Det er en vigtig pointe, fordi det betyder, at alle i den sammenbragte familie må ønske sig lige, hvad de vil – ligesom at ingen i den sammenbragte familie kan forvente at få lige, hvad de peger på. På den måde er børn og voksne ligeværdige.

Når I forbereder jer, så husk alle medlemmerne af jeres sammenbragte familie

I din forberedelse synes jeg også, det er vigtigt at tage højde for, at det rent faktisk bliver ferie for alle dem, der nu skal med.

I praksis betyder det for mig, at alle hjælper til og tilgodeses, men i forskellige tempi og situationer. Det betyder også, at alle tager de store sko på og lader være med at hænge sig i småtings-afdelingen. Helikopter-perspektivet, du ved.

Det allervigtigste i din forberedelse er dog i mine øjne klart, at du og din partner afstemmer forventninger til ferien og til hinanden. Og når de er afstemt, kan I involvere og informere børnene.

Partykilleren:
Planlæg og forventningsafstem jer
til en dejlig og harmonisk ferie

Lyder det dræbende for den gode feriestemning at skulle forventningsafstemme?

Og tænker du måske “Kan jeg ikke bare tage det, som det kommer?”

Jo, det kan du sagtens. Min erfaring, privat og professionelt, er dog, at du sparer en del frustrationer og diskussioner i ferien, hvis du og din partner på forhånd har taget stilling til disse 5 emner, som let kan føre til uenigheder, konflikter og skænderier:

#1 Aktiviteter
Skal alle familiemedlemmer være med til alle ferieaktiviteter, eller er noget af det frivilligt?

#2 Sukkerindtag
Er det okay at tage en is til morgenmad, eller er det først senere på dagen, I spiser is?

#3 Skærmforbrug
Hvornår og hvor længe må små og store være på deres skærme? Har I nogle regler om det?

#4 Sengetider
Er der sengetider, eller er det når I bliver trætte, I går i seng?

#5 Serviceniveau
Hvor meget eller hvor lidt vil I gerne have, at barnet hjælper til?

Alle den slags spørgsmål er det virkelig godt og konfliktnedtrappende at have taget stilling til på forhånd. Og ja, I er muligvis uenige, når I snakker om emnerne, men så har I afstemt forventningerne inden ferien og har dermed tid til at vænne jer til kompromiset, som I kommer frem til i fællesskab.

Du kan med fordel læse mere i mit blogindlæg “Sammenbragt familie: Opdragelse og udfordringer” her.

Har I brug for et ekstra sæt øjne og måske bare en at vende jeres planlægning af en forestående ferie med? Så er du altid velkommen til at booke en uforpligtende og afklarende samtale, så vi kan finde ud af, hvad det er I har brug for.

Forventningsafstemning med alle parter

Såfremt det er muligt anbefaler jeg, at du og I afstemmer med barnets andet hjem. Sådan så barnet får en ”glidende overgang” fra den ene ferie til den anden.

Jeg er fuldstændig opmærksom på, at det meget ofte ikke vil være muligt. Men hvis det er muligt, så anbefaler jeg, at I benytter jer af muligheden.

Jeg talte for nylig med en ekstramor, der var meget frustreret over barnets mors planlægning af sommerferien. Hun var helt stresset på barnets vegne, fordi barnet skulle hastes direkte videre på ferie, når det blev hentet hjemme hos hende og dets far.

Selv havde hun og barnets far planlagt en rolig ferie, som sluttede af med, at de skulle være nogle dage hjemme i barnets vante omgivelser. Og hun forestillede sig, at det ville være rart for barnet lige at lande hjemme hos mor igen, inden de skulle videre.

Det kan jeg så fint sætte mig ind i, og jeg er også enig i, at det ville være en god løsning for sammenbragte børn, der mest af alt jo bare gerne vil tilbringe tid sammen med deres forældre. Det er bare ofte ikke sådan, det går. Husk på at de her ting også med garanti er noget, som går din partner på – det er heller ikke let at være skilsmissefar.

Det, du kan gøre, er at forberede barnet mentalt ved at fortælle, hvad planerne er, når ferien er slut hos jer. Altså de planer du kender til. For du kan ikke blande dig i, hvad der foregår ovre hos hende – hvordan hun gør tingene. Ligesom hun heller ikke kan hos dig. Læs mere om, hvad du kan gøre, når ekskonen fylder for meget her.

Hvad er en succesfuld ferie?

Det er jo virkelig et relevant spørgsmål, og igen vil svaret afhænge af, hvem du spørger. Og det anbefaler jeg, at du gør. Altså spørger.

Ligesom jeg anbefaler, at I planlægger ferien, anbefaler jeg også, at I evaluerer ferien, når den er slut. Meget gerne på skrift. Om et års tid kan I ikke huske i detaljer, hvad der var godt og mindre godt ved denne ferie. Men har I skrevet det ned, er det let at genlæse noterne og indføre justeringer ved næste ferie.

Det kræver ikke mere end 15 minutter, et stykke papir og en kuglepen. Alternativt kan du skrive det ind i noterne på din telefon, den har du sikkert (som alle os andre) lige ved hånden. Så sæt jer gerne ned og spørg hinanden…

– Hvad gik rigtig godt?

– Hvad er der mulighed for, at vi forbedre til næste år?

– Er der noget særligt, vi med fordel kan være opmærksomme på?

Kommunikation i parforholdet – som den her type øvelser kan hjælpe med – er uvurderlig – og uundværlig. Især hvis I står over for noget, som potentielt kan indebære pressede situationer (som for eksempel en sommerferie). Men hvis din partner synes, det lyder helt vanvittigt at evaluere ferien, så kan du sagtens gøre det selv og finde ud af, hvad DU vil justere på til næste ferie. Det kan være en rigtig fin øvelse, som kan gøre dig mere opmærksom på, hvornår dine grænser blev overskredet, eller hvornår du følte dig særligt godt tilpas.

Med ønsket om en skøn ferie til dig og din sammenbragte familie

Kærligst Janne

Familierådgiver Janne Leth Førgaard
 

Janne Leth Førgaard
Ekstramor til 2 og mor til 2
Familierådgiver og forfatter til bogen:
Førstehjælp til Ekstramødre

Siden 2011 har jeg hjulpet ekstramødre med at få en lettere hverdag med ro på tankerne, et styrket parforhold og følelsen af at kunne være sig selv, også sammen med ekstrabarnet.

Få mine tips og værktøjer, der gør det lettere at være ekstramor allerede i dag

Sådan vinker du farvel til skyld, skam og dårlig samvittighed

Sådan håndterer du det kontroltab det er at være ekstramor

 Få overblik over hvad du må som ekstramor

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så lander værktøjerne automatisk i din indbakke
Det koster blot din e-mail - herefter modtager du løbende inspirationsmails og tilbud

Tak - Tjek venligst din e-mail