Sammenbragte børn

Sammenbragte børn er en del af pakken, når du forelsker dig i nogens far – men relationen til dit ekstrabarn kan være svær at navigere i

Når sammenbragte børn pludselig bliver en del af livet og hverdagen, kan det være let at miste sig selv. Og det er en relation, du nemt kan komme til at slå dig på, hvis du ikke er opmærksom på nogle helt essentielle ting. Derfor har jeg skrevet det her blogindlæg til dig.

Relationen til dit ekstrabarn er (primært) en envejsrelation, som du er ansvarlig for

Også når det nogle gange føles som om, du er mere husholderske og tjenestepige end ekstramor.

Flere ekstramødre har spurgt mig, hvordan man håndterer følelsen af at være tjener og husholderske for ekstrabarnet.

Et vigtigt og relevant spørgsmål.

Allerede i formuleringen fornemmer jeg, at det drejer sig om nogle grænser, der ikke er blevet sat. Det kan der være mange grunde til. Men hvis du vil trives som ekstramor, er det helt utroligt vigtigt, at du kan sætte grænser og sige fra.

Mange ekstramødre føler lidt de løber panden mod en mur i relationen til og med deres ekstrabarn. At alle de tjenester og ting, de gør for barnet, ikke bliver værdsat. Måske kender du følelsen af, at du giver og giver uden at få noget igen. At relationen primært går én vej. Og at det er på din bekostning som ekstramor.

Jeg vil ikke afvise, at det meget vel kan være faktuelt rigtigt.

Af samme årsag er jeg også passioneret fortaler for, at du kigger dit ekstramor-ambitionsniveau godt efter i sømmene. Nogle gange kommer du ganske enkelt til – med de bedste intentioner naturligvis – at gabe over mere, end du har ressourcer til.

Og det er skidt. Uanset hvilken relation, det drejer sig om. Men særligt skidt i relationen til og med dit ekstrabarn, fordi det i denne relation ofte er svært for mange ekstramødre at sige nej og sætte grænser. Læs mere i mit blogindlæg “Må jeg godt sige fra som ekstramor?” her. For du er nødt til at sætte dine grænser og sige nej, når du er ekstramor. Både for at passe på dig selv og på din sammenbragte familie.

Et tip til dig fra mig:
Før aldrig regnskab i relationen til dit ekstrabarn

Og i virkeligheden heller ikke i nogen andre relationer. Men lad os for nu fokusere på relationen til dit ekstrabarn, som i særdeleshed kan være en svær relation.

I praksis betyder det: Gør ikke noget for dit ekstrabarn i håbet om at få noget bestemt igen. Giv det af et oprigtigt hjerte for at give. Ikke for at få igen. Alle mennesker – også dit ekstrabarn – er bedre tjent med, at du giver dem et helhjertet nej i stedet for et halvhjertet ja. Sig nej, når du mener nej. Sig ja, når du mener ja.

Lettere sagt end gjort?
Helt sikkert.

“Jamen, Janne, får jeg så ikke dårlig samvittighed, hvis jeg siger nej til noget, mit ekstrabarn gerne vil have mig til?” Jo, det tror jeg, du gør. Og så er du nødt til at deale med det. Det er blandt andet noget af det, jeg arbejder meget med i mine personlige rådgivningsforløb til ekstramødre, fordi jeg har mærket på egen krop, hvor utroligt vigtig en del af ekstramorrollen det her er.

Gør det for din egen skyld. Find ud af, hvad der kendetegner dig som ekstramor og som menneske

Nogle gange kommer du til at stå med følelsen af at være en tjenende ånd, der egentlig er lidt i vejen. Det er en af de sværeste følelser som ekstramor. At føle sig som gæst i eget hjem.

Mange ekstramødre har over for mig beskrevet, hvordan de føler sig som tjener og husholderske for ekstrabarnet. Der var endda engang en, som brugte ordet “slave” for at beskrive hendes virkelighed. Det kan være en altoverskyggende følelse, der i den grad sætter sig i dig som ekstramor, men også i din sammenbragte familie.

De her følelser håndterer du ved at praktisere det, jeg lige har skrevet. Når du mener nej, så siger du nej. Når du mener ja, så siger du ja. Og så hviler du i, at du har været tro mod dig selv – også selvom det betyder, at dit ekstrabarn bliver sur eller frustreret. Det er ikke verdens undergang, at barnet bliver sur. Det er ikke rart. Men barnet er i sin gode ret til at blive sur, når han eller hun ikke får det, som han eller hun gerne vil have. Og du er i den gode ret til at sige nej eller fra, når der er noget, du ikke vil.

Jeg anbefaler naturligvis, at du og din partner snakker om og afstemmer din rolle, så det bliver nemmere for dig at navigere i den – og så du kan føle dig mere fri i din rolle som ekstramor. Hvis både din partner og dit ekstrabarn har en klar forventning til dig om et eller andet, kan nu være et godt tidspunkt at snakke om det og justere det.

Jeg har én simpel leveregel, som jeg bruger hver dag for at huske på, hvem jeg er. Som ekstramor, mor og menneske

Jeg har gjort op med mig selv, hvad det er, der er kendetegnende ved mig og min måde at være ekstramor, mor og menneske på. Og det har rustet mig rigtig godt til at træffe de valg, jeg har det godt, bedst, med.

Fordi jeg ved, hvad jeg ønsker, der skal kendetegne mig, så jeg har besluttet, at jeg

– “siger godnat, selvom der måske ikke bliver sagt godnat til mig.”

– “siger hej, selvom der måske ikke bliver sagt hej tilbage.”

– “udviser interesse, selvom der måske ikke bliver udvist samme interesse for mig.”

– “taler ordentligt, selvom der måske ikke altid bliver talt ordentligt til mig.”

– “spørger om noget, selvom der måske ikke bliver svaret.”

– “siger nej, hvis der er noget, jeg ikke vil, selvom den anden vil blive skuffet.”

– “ikke holder regnskab over relationen eller “tjenesterne”, for så får kærligheden trange kår.”

– “holder fast i det, der er vigtigt for mig, selvom jeg måske møder modstand.”

– “udviser oprigtig nysgerrighed overfor, hvordan det ser ud hos den anden.”

Måske kan du bruge mine punkter som inspiration. For vi er alle sammen forskellige, og derfor kan det være, der er nogle andre ting, som er vigtigere for dig, og for, at du føler dig godt tilpas i din rolle som ekstramor og som menneske.

Det er en aftale, jeg har med mig selv

Og på den måde undgår jeg at “falde i” – at tale grimt til min familie eller gå på kompromis med mine egne værdier. For det kan jeg ikke tillade mig, hvis jeg vil overholde min aftale med mig selv om, hvad der er kendetegnende ved mig. Det handler ikke om nogen andre. Det handler om mig og om den, jeg gerne vil være. Og det er faktisk en stor hjælp for mig i løbet af dagen. Som ekstramor. Som mor. Som menneske.

Jeg vil gerne sikre mig, at jeg er en udgave af mig selv, som jeg kan se i øjnene hver aften og smile venligt til. En person, jeg kan stå ved og være stolt af. En person, jeg kan se (selv)kærligt på. Især hvis jeg føler, jeg ikke er blevet mødt med smil eller med taknemmelighed.

Det her er ikke en sag mellem mit ekstrabarn og mig.

Det er en sag i mig.

Det er noget, jeg gør, 100% for min egen skyld.

Så jeg kan se mig selv i øjnene hver aften. Og holde af det, jeg ser. Og så jeg kan fungere i det, der er min virkelighed: En sammenbragt familie. Du kan læse mere i mit blogindlæg “Sammenbragt familie: Opdragelse og udfordringer” her.

Hvad er dit vigtigste ekstramor-værktøj?

Hvis du har et ekstramor-værktøj, -tip eller -trick, som du tænker andre kan få glæde af, håber jeg, at du vil skrive det i kommentarfeltet herunder. Måske du tænker, at det bare er en lille ting, du gør – men måske er det lige det tip eller trick, som en af vores med-ekstramødre har brug for.

Så: Hvad er dit vigtigste værktøj, som har gjort en forskel for dig i din rolle som ekstramor?