fbpx

Konfirmation for delebørn

Ekstramor-rollen |  1 Kommentar
Konfirmation i den sammenbragte familie

Janne er familierådgiver med speciale i sammenbragte familier og forfatter til 2 bøger om sammenbragte familier.

Forfatter: Janne Leth Førgaard
Udgivet: 4. april 2021
Opdateret: 4. april 2021

Konfirmation for delebørn:
Sådan giver du konfirmanden en god dag,
samtidig med du passer på dig selv

Konfirmationen er som de fleste andre højtider for ekstramødre, en følelsesmæssig udfordrende dag. Det er dagen, hvor det for mange bliver meget tydeligt, at de er det ekstra i familien. Det kan være, du kender følelsen. Følelsen af at være “i overskud”. At du ikke er forælderen.

At du ikke per definition er sikret en (naturlig) plads i kirken, til festen, ved hovedbordet og ej heller i konfirmandens tanker og hjerte.

Der er mange praktiske og følelsesmæssige aspekter forbundet med konfirmationen for alle i den sammenbragte familie. Og for at sikre, at det bliver en glædelig dag, er der nogle ting, I voksne bliver nødt til at tale om længe, inden selve dagen oprinder. Det bliver helt sikkert nødvendigt at indgå kompromisser. Sluge kameler. Alt sammen i kærlighedens navn.

I det her blogindlæg fokuserer jeg primært på det følelsesmæssige aspekt, som jeg i den grad anbefaler, at du også tager højde for. For en del sammenbragte par bliver en konfirmation så følelsesmæssig presset en begivenhed, at ekstramoren overvejer at forlade parforholdet efterfølgende, fordi hun føler sig nedgjort, ydmyget og ubetydelig. Tænk engang (selvom jeg godt ved, at det kan være svært at forestille sig).

For at det ikke skal nå hertil, har jeg skrevet det her blogindlæg til dig, der gerne vil give dit ekstrabarn en god konfirmation, men samtidig passe på dig selv og dit forhold.

I blogindlægget kan du læse om:

  • I finder ud af, om I skal holde en fest eller to fester.
  • I sætter konfirmandens ønsker og drømme før jeres egoer og følelser (det gælder både de biologiske forældre og dig som ekstramor).
  • du finder din plads - både fysisk og mentalt - til konfirmationen.
  • I planlægger og forventningsafstemmer i fællesskab.
  • du forbereder dig mentalt på dagen, som godt kan blive svær at være i, og finder din rolle.
  • I tackler de følelser, der kan komme efter konfirmationen.
  • I kan forholde jer, hvis samarbejdet med barnets andet hjem slet ikke fungerer.

Hvem har ret til at holde barnets konfirmation?

Hvem, der har ret til at holde barnets konfirmation, afhænger nok af, hvem i familien, du spørger. Først og fremmest er de voksne nødt til at tage stilling til, om konfirmationen kan holdes som en fælles fest med begge hjem. Det er ikke nødvendigvis en god idé. Men hvis det kan lade sig gøre, er det selvfølgelig fint (det er i mange tilfælde også det, som konfirmanden ønsker sig).

Men det er ikke noget, I skal stræbe efter for enhver pris. For hvis stemningen mellem konfirmandens to hjem er meget anspændt, vil det præge konfirmanden i månederne op til. Det er det ikke værd. Slet ikke for konfirmanden, som gerne skulle gå og glæde sig til sin dag.

Selv om det vil være rart for konfirmanden at kunne dele den store dag med begge forældre, så kan det være rarere at holde festen hver for sig, hvis forældrenes forhold er meget konfliktfyldt. Eller hvis konfirmandens mor har det meget anstrengt med ekstramoren og hellere så hendes ryg end ansigt. Sådan er det desværre i en del familier.

Kan forældrene ikke normalt være i stue sammen, er det ikke realistisk at tro, at de kan det på den store dag. Det er på mange måder en følelsesladet dag.

Beslutter I jer for at holde festen sammen, men er ikke vant til at ses eller opholde jer i samme rum, så anbefaler jeg på det kraftigste, at I begynder at mødes inden, så de to hjem - og især konfirmanden - ved, at forældrene og ekstraforældrene, kan være i samme rum, uden at nogen af jer får ondt i maven, skælder ud eller på anden vis hakker på hinanden.

Gå til konfirmationen, som du ville gå til en enhver anden større opgave;
Find ud af, hvad I er nødt til at tage højde for før, under og efter konfirmationen. Alt det vender jeg tilbage til.


Konfirmationsfest for delebørn

Barnets tarv

Allerførst skal I naturligvis tage stilling til, om festen kan holdes sammen. Helt personligt mener jeg (ligesom jeg mener, at der kun er én jul), at der kun er én konfirmationsfest, for det er kun én dag, du bliver konfirmeret i kirken. Men der er tilfælde, hvor forældrene ikke kan være sammen, og så kan det jo blive nødvendigt at markere det ved to forskellige festlige lejligheder, hvis begge forældre gerne vil fejre det.

Det har jeg stor forståelse og respekt for. Sådan gik det også i min egen sammenbragte familie. For begge mine ekstrabørn gjaldt det, at vi ikke holdt festen sammen, men at min mand, min mands (skilte) forældre og deres ægtefæller, vores fælles børn og jeg var med i kirken for at se selve konfirmationen.

Til den ene konfirmation var der forinden lidt diskussion om, hvem der måtte sidde hvor. Det var ikke rart, og mange (oprørte) følelser kom i spil hos flere af os. Det er derfor, det er så vigtigt, at I fra starten af finder ud af, hvordan I løser denne “opgave” på bedst mulig vis - hvor I både prioriterer at give konfirmanden verdens bedste dag - samtidig med at I passer på jer selv og hinanden.

Skilsmisse og konfirmation:
Det er konfirmandens dag. Ikke (ekstra)forældrenes egos dag

Det er konfirmandens dag. I min optik betyder det, at mit ekstramor-ego og mine sårede ekstramor-følelser må vige pladsen, og anytime lade hensynet til ekstrabarnet veje tungest. Det er konfirmandens dag. Han eller hun er ikke skyld i, at forældrene er skilt, og at vi voksne har forskellige ønsker til, hvordan det skal være.

I sådan en situation er det rigtig godt som ekstramor at spørge sig selv:
Hvad er det kærligste, jeg kan gøre? For mig selv, mit ekstrabarn og min partner?

Jeg mener naturligvis ikke, du skal lægge dig fladt ned og lade alle andre vade hen over dig og dine grænser. Så når du tænker “Men må jeg godt sige fra som bonusmor?”, så er mit helt klare svar ja – sig fra, udtryk dine behov, træk din grænse velvidende, at det ikke er sikkert, du bliver hørt. Hvis barnets mor har et anstrengt forhold til dig og ham, du elsker, så kommer I i klemme. Det er sådan, det er.

Er det uretfærdigt?
Helt afgjort.

Er det urimeligt?
Bestemt

Er det unødvendigt?
Ja, også det. Men du kan ikke ændre på din partners eks. Heller ikke når ekskonen fylder for meget.


Hvor er der plads til mig?

Spørgsmål som “Hvordan vi skal sidde?”, “Hvordan det skal være?”, “Hvem giver gaver sammen? og så videre vil alle sammen afhænge af, hvem du spørger. Måske har din partner et bud, dit ekstrabarn – den kommende konfirmand – et andet, konfirmandens mor et tredje, og du har sikkert et helt fjerde.

Kunsten er, som med andre vigtige aspekter i livet, at finde en god løsning eller i hvert fald et kompromis alle (nogenlunde) kan leve med. Det er ikke altid muligt, uden nogen af jer bliver skuffede, føler sig overset eller decideret tilsidesat.

Vi fandt nogle løsninger, der fungerede godt for begge mine ekstrabørn, som er forskellige og har forskellige ønsker, behov og ikke mindst mødre. Vi fokuserede på løsninger, der tilgodeså mine ekstrabørn, så de fik en god oplevelse og en god dag. Det var det vigtigste for mig, selvom det krævede en meget stor følelsesmæssig indsats fra min side. En kontrolleret styring af mine følelser.

En konfirmation i den sammenbragte familie er dagen, hvor du både fra anden side og fra dit eget følelsesregister bliver mindet om, at du er ekstramor og ikke var en del af den oprindelige familie – og at du heller aldrig kan blive det. De tanker kan godt gøre ondt – fordi du jo har sagt farvel til kernefamilien og de drømme, du engang havde.

Konfirmation deleboern

Planlægning og forventningsafstemning mellem de biologiske forældre og ekstraforældrene

Når I holder konfirmationen sammen med barnets andet hjem, anbefaler jeg, at I udover den åbenlyse praktik, såsom hvem konfirmanden skal med hjem, når festen er slut også forventningsafstemmer budget, bordplan, forplejning, festlige indslag og eventuel oprydning. Hvem står for hvad, hvornår og hvordan. For nogle er et bordkort ikke bare et bordkort. Og en bordplan er ikke bare en bordplan. Slet ikke, når du er ekstramor og i forvejen på tynd is den dag. Eller en mor, der måske også har det rigtig svært med, at dagen ikke bliver, som hun forestillede sig for 13-15 år siden, da hun blev mor til konfirmanden.

Alt det praktiske taler I med barnets andet hjem om inden dagen og afstemmer løbende.

Jeg er helt bevidst om, at der i en del tilfælde ikke er tale om et samarbejde, selvom festen bliver holdt sammen. Men at der nærmere er tale om en slags diktering og krav fra barnets mors side.

Den måde dynamikken var i deres parforhold, da de var sammen vil ofte skinne igennem i deres måde at samarbejde på nu. Hvis manden ikke rigtigt fik et ben til jorden, da de stadig var et par, får han det med utrolig stor sandsynlighed ikke lige pludselig, efter han er blevet skilsmissefar.

Så vil du som ekstramor måske opleve det som en diktering, hvor du kommer til at stå med følelsen af bare at skulle klappe hælene sammen og ”makke ret”, hvis der ikke skal blive alt for heftige diskussioner.

Men … Hvordan kan det være, at han ”føjer” hende og ikke dig?

Det er der flere grunde til. For det første ved han måske ikke, hvordan han skal sige hende imod. For det andet orker han det måske bare ikke. For det tredje vil han måske bare have den dag overstået med mindst muligt besvær. For sit barns skyld.

Konfirmation i sammenbragte familier

Som en fortvivlet skilsmissefar engang sagde til mig:

”Jeg vil hellere have savet min højre arm af end at fejre min søns store dag sammen med hende. Men der er ligesom ikke nogen vej udenom, ellers vil hun få alle overbevist om, at det er mig, der er en dårlig far.”

Av. Når faren synes, det er så slemt, kan det være svært som ekstramor at forstå, hvorfor han ikke bare sætter foden ned og siger til hende, at han ikke vil være med til måden, det foregår på. Men så enkelt, så sort-hvidt er det ikke altid muligt at se det.

Der ligger en subtil trussel og lurer under overfladen:
”Så kan du selv forklare dit barn, at vi ikke kan holde festen sammen. Det er fint for mig …”

Hvis det er jeres virkelighed, er min klare anbefaling, at I er meget ærlige over for barnet omkring, hvorfor festen bliver, som den bliver. På den måde undgår I (og især din partner) også, at barnet bebrejder jer (og især ham), at festen ikke bliver som alle klassekammeraternes. Det er vigtigt at barnet ikke føler, at han eller hun skal vælge side - vælge, hvilken forælder han eller hun vil være “loyal” over for. Det er alt for store bekymringer at lægge på et ungt menneskes skuldre.

Et lille tip herfra

Et ekstramor hjerteikon

Sådan forbereder du dig mentalt på dagen som ekstramor

Som med andre vigtige milepæle i dit liv, anbefaler jeg, at du forbereder dig mentalt på den dag.

Det er en svær dag at komme igennem. Ingen tvivl om det. Udvis medfølelse og omsorg for dig selv. Det gør noget ved dig at være den ekstra og vidne til hele din partners og hans eks fortid. Deres familier kender hinanden, og nogle bliver måske glade for at se hinanden igen.

Nogle har det neutralt med dig.
Andre har glædet sig til at hilse på dig
Mens andre igen ville ønske, at du blev hjemme. Eller slet ikke fandtes.

Forbered dig mentalt så godt du kan:

- Hvad ved du, der kan komme til at ske – sådan praktisk?

- Hvilke følelser ved du, det kan bringe i spil? Hos dig? Hos dem omkring dig?

- Hvordan vil du forholde dig til ”mor og far-fortællingen” i talerne?

- Hvad kan du gøre for at tage dig kærligt af dig selv?

- Hvad kunne du have brug for fra din partner den dag?

Måske kan det blive nødvendigt at forlade festlokalet for en stund og trække vejret dybt og langsomt alene udenfor. Det er helt okay.

Måske kan det være rart at have et lille selvberoligende mantra kørende indeni:

“Det handler ikke om mig.
Jeg er lige, som jeg skal være.
Jeg ved, jeg kan.
Det er snart slut.”

Én ting er sikker: Hvis du ikke slutter fred med, at tingene nu engang er, som de er, så vil de stille og roligt komme frem og give dig mere og mere ondt i maven.

Hvad er min rolle til konfirmationen?

Gør dig tanker om, hvordan du kunne tænke dig, at din rolle er på selve dagen. Hvad vil du gerne være med til, og (endnu vigtigere) hvad vil du ikke være med til?

Når du har det klart i tankerne for dig selv, så afstemmer du med din partner, om det er muligt. Noget er, noget er måske ikke. Det kan være ting som, at han husker at præsentere dig, når han hilsen på nogen, du ikke ved, hvem er. At han fortæller dig, hvem de forskellige er, og diskret peger dem ud. At han en gang imellem kommer over og siger hej, hvis I sidder langt fra hinanden. De små gestusser, der vil gøre, at du føler dig mindre til overs og mere elsket af ham.

Når du ved, hvad der skal ske, og hvad din rolle i det er, er det lidt lettere at forholde sig til. Ikke nødvendigvis let. Men trods alt lidt lettere. Især hvis du ved, at han ”har din ryg” den dag. Og at du har hans.

Sådan kan I støtte hinanden

En ting er, hvordan du bedst kommer igennem dagen. En anden ting er, hvordan det er at være ham. Snak også om, hvordan I bedst kan støtte hinanden på selve dagen. Ja, dagen er svær for dig. Den er heller ikke nødvendigvis nemt for ham.

Hvad kunne han have brug for fra dig?
Hvad kunne du have brug for fra ham?

Hav fokus på, hvordan I sammen støtter hinanden, så det bliver den bedst tænkelige dag - ikke kun for konfirmanden, men også for jer som sammenbragt par.

Det er min erfaring, at et kærligt blik, et klem på skulderen eller et kys på kinden i forbifarten har en meget større værdi, end du lige tror sådan en dag, hvor alle de sammenbragte familie-følelser sidder helt uden på (fest)tøjet.


Efterspillet - husk at vende dagen med hinanden

Når konfirmationen er vel overstået, anbefaler jeg, at I snakker dagen igennem. Start med alt det, der gik godt.

Hvad var du og I bare verdensmestre i?

Hvad burde du få en kæmpe, kæmpe ekstramor-medalje for?

Men tag også det svære frem, hvis der er noget, der sidder og gnaver. Det er ikke godt for dig eller parforholdet at gå rundt med en følelse i maven over noget, der er sket, og som ikke kan ændres nu (men som bare vokser sig større og skaber en afstand mellem jer). Det kan hjælpe, hvis du italesætter det og dermed forsøge at undgå, at det sker igen.

Det kan lyde sådan her:

- “Jeg har tænkt på … (indsæt det, du har tænkt på, eller det, der måske går dig på her efter konfirmationen). Det vil jeg gerne snakke med dig om, hvornår ville være et godt tidspunkt?”

Når I så snakker sammen, så hav fokus på en potentiel fremadrettet løsning a la:

- “Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at slippe … (indsæt det, du har svært ved at slippe). Det blev jeg rigtig gal, skuffet, frustreret (indsæt det, du blev) over.”

- “Hvis vi kommer til at stå i en lignende situation igen, kunne jeg godt tænke mig (indsæt det, du kunne tænke dig). Kan det lade sig gøre?”

På den måde giver du ham chancen for at være opmærksom fremadrettet. Han kan ikke u-gøre eller ændre det, der er sket. Det kan du i øvrigt heller ikke selv. Men du kan bruge det som en læring, så det ikke har været helt forgæves.

Svære følelser i sammenbragte familier

Hvad gør vi, når vi slet ikke kan blive enige med konfirmandens andet hjem?

Nogle gange sker der det, at konfirmandens forældre overhovedet ikke kan blive enige om noget som helst. Her må du og I kigge på, hvordan I bedst kommer igennem jeres uenighed. Det kan I gøre ved at tage aktivt stilling til:

- Hvad er ikke til diskussion?

- Hvad kan du give slip på?

- Hvad kan du blive nødt til at acceptere?

- Hvordan kan du undgå at bære brænde til bålet

- Hvad er – helt overordnet – det kærligste at gøre her? For dig selv og for konfirmanden?

- Er der en uvildig rådgiver, der kan hjælpe jer?

Kan du - for at nedtrappe konflikten - være hende, der siger ”okay, så bliver dagen, som den er planlagt af barnets mor.” Det gør jeg for at vægte mit ekstrabarns tarv, selvom alt i mig er lodret i uenig i måden, hun håndterer det på og behandler mig på.

Du kan godt være uenig og helt uforstående overfor hendes handlinger og/eller anvisninger, men vælge at acceptere, at det er sådan, det bliver. For at give konfirmanden en god dag.

Jeg siger ikke, det er det, du skal.

Jeg siger, det er muligt. Og så er det 100 % op til dig at mærke efter, hvad der føles rigtigt for dig. Det kan kun du mærke.


Hjælp. Jeg er ikke velkommen til konfirmationen

Nogle gange sker det, at du som ekstramor decideret bliver ”forment” adgang til konfirmationen. Hvad gør du så?

Så taler du med din partner om, hvordan I vil håndtere det som par. Det er ikke kun dit problem. Det er meget vigtigt for mig at understrege. For ellers kan du føle dig så forfærdeligt alene i den situation.

Nej, det er jeres fælles problem.

Og derfor anbefaler jeg, at I finder en løsning sammen. Det er ikke ensbetydende med, at du kommer med.

Det, jeg anbefaler, at det er ensbetydende med, er, at I snakker om, hvordan I vil håndtere det i jeres parforhold, så ikke det ender med at ødelægge jeres kærlighed.

Det er et alvorligt problem, som ikke er skabt af jer, men som nu er blevet jeres.
Muligvis med fuldt overlæg, muligvis ikke.

Mit kærlige råd til jer vil være, at I tager det alvorligt og taler det igennem. Ikke én gang, men mange gange. Med nysgerrigheden og empatien for hinandens udgangspunkt forrest. Kommunikation i parforholdet er alfa og omega.

Kan I ikke selv tale om det på en konstruktiv måde (hvilket er helt forståeligt, for det er heftige følelser og svære problemer det her), så vil jeg rigtig gerne hjælpe jer via min familierådgivning til par i sammenbragte familier.

Med venlig hilsen

Familierådgiver Janne Leth Førgaard
Specialiseret rådgivning af Ekstramor Janne Leth Førgaard

Specialiseret rådgivning til dig og din familie

Mit navn er Janne og jeg er uddannet Stepfamily Coach, Anger facilitator, Edu-therapy specialist, praktisk parterapeut og familierådgiver. Jeg er forfatter til 2 bøger om sammenbragte familier.

Jeg hjælper kvinder, mænd og par i sammenbragte familier med at håndtere de følelser, konflikter og udfordringer, der opstår.

Privat lever jeg i en sammenbragt familie og har gjort det siden 2002. Jeg er også selv barn af skilte forældre.

  • Åh, ville så ønsket at jeg fik læst det her før min bonusdatters konfirmation i sidste år. Jeg synes det var en mega svær dag, og det skabt mange konflikter mellem mig og min kæreste. Ekskonen behandlet mig ikke særskilt godt, og min kæreste tog hende i forsvar når hun dagen efter grædt over hvor svært det været for hende. Jeg fik heldigvis sidde ved siden af min kæreste under konfirmationen, men det var heller ikke en selvfølge.

    Om to år er det dags igen, og til den tid skal jeg læse dette indlæg igen 😊

    Tak for en super god blog ♥️

  • {"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
    >
    Success message!
    Warning message!
    Error message!