fbpx

Skilsmissefar
Manden i den sammenbragte familie

Skilsmissefar. Fraskilt far. Biologisk far. Adoptivfar. Weekendfar. Delefar. Tivolifar. Bonusfar. Ekstrafar. Stedfar. Papfar. Far.

Der er forskellige betegnelser for manden i den sammenbragte familie. Der er også forskellige måder at være far på. Nogle mænd er både fædre og ekstrafædre. Nogle mænd er fædre. Nogle mænd er ekstrafædre.

En ting er den ”korrekte” beskrivelse af hans rolle, en (helt) anden ting er måden, han udfylder rollen på. Og her har vi fat i roden af noget, der er vigtigt. Men også noget, som kan være kilde til store diskussioner og konflikter. Han er jo nødt til at være far på den måde, han gerne vil være far på.

Det kommer bare nogle gange bag på dig, der ikke er moren til hans barn, at han er far på den måde, han er. Du har mødt ham og lært ham at kende som mand og partner. Og nu lærer du også hans far-side at kende. Og det er ikke altid let, fordi det er andre sider af ham og egenskaber, som du nu får at se.

Det kan være rigtig svært at sige farvel til kernefamilien

Først og fremmest så er det at forelske sig i et barns far eller mor – det at vælge at leve et liv med ham eller hende – et endegyldigt farvel til kernefamilien. Hvis den ene part har et barn med ind i forholdet, så kan det per definition ikke blive en kernefamilie. Det behøver ikke være en dårlig ting. Overhovedet ikke. Det er bare ikke en kernefamilie med far, mor og fælles børn.

Ligesom det er svært for ekstramoren at finde sig til rette og navigere i den familiekonstellation, så er det det også for manden. Og det, synes jeg, er et overset aspekt. Måske fordi mænd ikke snakker lige så meget om det, som vi kvinder gør. I hvert fald er der slet ikke skrevet de mængder litteratur om mænd i sammenbragte familier, som der er om kvinder. Det vil jeg med dette blogindlæg rette en smule op på.

Så lad os træde over i hans sko og se, hvordan der egentlig ser ud derovre:

Kære skilsmissefar

Dette blogindlæg er dedikeret til dig. Du vil blandt andet kunne læse om:

✓ hvordan du arbejder med frygten og den dårlige samvittighed, så den ikke kommer til at kontrollere dig.

✓ hvorfor vejledning og gode råd kan være en god ide både hvad angår det praktiske – og det følelsesmæssige aspekt efter skilsmissen.

✓ balancegangen mellem at være far og ny partner – uden at gå på kompromis.

✓ hvordan du undgår at føle dig i klemme mellem din eks og din nye partner.

✓ hvorfor du bliver nødt til at skrue lidt ned for ambitionsniveauet, når du lever i en sammenbragt familie.

Pas på, at din frygt og dårlige samvittighed ikke får overhånden

Stort set alle skilsmisseforældre rammes on and off af en frygt for, at barnet ikke kan lide at være hos dem. At barnet hellere vil være hos den anden forælder. Det kan jeg virkelig sagtens forstå. Det er utroligt sårbart (og lærerigt) at være forælder, og når vi ikke har barnet hos os hele tiden, bliver den tid, hvor vi er sammen, ofte virkelig afgørende.

Mange forældre bliver ramt af en voldsom dårlig samvittighed over at have brudt barnets hjem op. At have gjort deres barn til delebarn. Selvom det efterhånden er helt almindeligt, og selvom 1 ud af 3 børn, før de fylder 18, vil blive delebarn, så er det stadig en stor følelsesmæssig påvirkning – både for børn og voksne. Det tror jeg ikke kan undgås. Det skal det heller ikke.

Det, der er virkelig vigtigt at være opmærksom på, er, hvordan frygten for at miste barnets kærlighed og vores egen dårlige samvittighed bliver beslutningstagere i vores liv.

Forestil dig lige, hvor uheldigt det er at have frygt og dårlig samvittighed, som chauffør på dit livs rejse. Du er nødt til at træffe dine egne beslutninger, så du er in charge of dit eget liv, og ikke lader dig styre af frygten eller din dårlige samvittighed.

Du har brug for viden, vejledning og værktøjer – ikke kun i forhold til praktik, men også i forhold til dine følelser

Min klare og kærlige anbefaling til alle fædre er: Opsøg viden og værktøjer – for både din, din partners og dine børns skyld. Det kan jeg give dig i min personlige rådgivning, som du kan læse mere om her. Og ja beskrivelsen henvender sig primært til kvinder, men jeg har også mænd i forløb.

Hvis du ikke har lyst til at få professionel hjælp, så find en kollega, fodboldkammerat eller andre, der er i samme situation som dig, og spørg, hvordan han egentlig har gjort i forhold til det at være skilsmissefar.

Har han mon gjort sig nogle erfaringer, du kan drage nytte af?
Nogle genveje, du kan skyde i stedet for at gå hele omvejen?
Måske I bare kan tale om de følelser, der følger med at være skilsmissefar?
Nogle af de følelser, som din partner og din øvrige omgangskreds, har svært ved at forstå?

Et kærligt tip til dig

Forestil dig, at din bedste ven var i din situation.

Hvad ville du så råde ham til at gøre?

Skriv det gerne ned, og brug det selv.

Og overvej, hvordan du ville tale til din bedste ven. Typisk er vi meget hårdere ved os selv end ved andre, og vi taler ofte alt for grimt til os selv – tal til dig selv, som du ville gøre det til din bedste ven. Med respekt og forståelse.

Ofte opsøger fædre professionel hjælp, når det kommer til deres rettigheder typisk hos Familieretshuset. Og gudskelov for paragraffer og juridiske instanser. En del af at leve et godt skilsmisseliv er naturligvis også, at deleordningen (og bodelingen) kommer på plads. Nogle par finder selv ud af det, for andre er det så konfliktfyldt, at det bliver nødvendigt at involvere Familieretshuset.

For mig er dét det mere lavpraktiske aspekt ved en skilsmisse – det er naturligvis nødt til at være i orden.

Men der er også hele det følelsesmæssige aspekt, og det synes jeg er utroligt vigtigt at tage ordentlig hånd om også. Ellers kan det blive svært for alle at finde sig godt til rette i familien, når følelserne er store og i klemme.

En sammenbragt familie betyder flere familier i familien

Det er ikke let at være ekstramor. Men det er virkelig heller ikke let at være far i en sammenbragt familie. En vigtig og væsentlig pointe at huske på.

Uanset om du forlod dit barns mor, hun forlod dig eller om I aldrig rigtig var et par, så er det et faktum, at din nye partner – dit barns ekstramor ikke elsker dit barn lige så højt og betingelsesløst, som du gør.

Ligesom barnet naturligvis ikke elsker ekstramoren eller ekstrafaren, som det elsker sine biologiske forældre. Det er et vilkår. Og det er helt fint, når bare vi husker på, at det er sådan, virkeligheden er. Uden at forsøge at forcere følelser, vi ikke har.

Nogle mænd håber og tror lidt, at der kommer en ny mor, der bliver lige så glade for barnet, som han selv er. Det sker ofte ikke. Det er for stor en forventning at have til et andet menneske, der ikke selv har valgt at få det barn, som du (formentlig) har valgt og kendt hele barnets liv.

En del fædre, der skal være fædre igen bliver nervøst for, at der bliver flere familier i familien, når de får barn med deres nuværende partner. Og at der bliver gjort forskel på børnene.

Det forstår jeg godt.
For der bliver gjort forskel.
Der er forskel.

Det behøver ikke være så dårligt, som det måske lyder. Det er bare ultra-vigtigt, at I snakker sammen om det på en respektfuld måde. Alle i familien fortjener naturligvis at blive behandlet kærligt og respektfuldt. Men det kan ikke være på samme måde. Hvad der er godt til en baby, er ikke nødvendigvis godt til en 6-årig.

I sammenbragte familier er der ofte en aldersforskel mellem børnene, som gør det naturligt i en periode at dele sig op for eksempel ved aktiviteter, udflugter og den slags. Det anser jeg ikke som problematisk, hvis I snakker om det. Problemet er oftest, at I ikke snakker om det af frygt for, at nogen skal føle sig udenfor. Som med meget andet her i livet er vished bedre og mildere end de skrækscenarier, vi kan opbygge i vores fantasier.

Det kan være svært at balancere din nye partner og dine børn

Det kan være en udfordring at balancere det at være en god partner uden at føle, at du tilsidesætter dine børn. Det er en svær balancekunst. Virkelig. Derfor ville jeg også ønske, at jeg havde et magisk råd a la ”Gør sådan her, så bliver alt godt.”

Det har jeg desværre ikke. Men jeg ved, at det der virker hver gang er at snakke sammen om det. Kommunikation i parforhold er alfa og omega.

At du og din kæreste sammen snakker om, hvad der er realistisk, når dine børn er hos jer, og hvad der ikke er realistisk. Det er ikke dit ansvar som mand, far og kæreste at fikse det hele. Heldigvis ikke. Det er dit ansvar at tage hånd om de følelser, der kommer i spil i dig. Og i dine børn. Jeg anbefaler naturligvis også, at du udviser interesse, lydhørhed og omsorg for din partner. Men det, der er svært for hende, er hendes. Det, der bliver svært i parforholdet, er jeres.

Nogle gange kan det være, din partner har ønsker, du ikke kan indfri. Eksempelvis din udelte opmærksomhed, selvom du er sammen med dit barn. Det kan du ikke give hende. Og det er helt, som det skal være, men derfor kan din partner godt blive rigtig ked af ikke at kunne få det. Blot er det ikke dit ansvar som mand. Det, der ofte virker godt, er at anerkende det. Det kan eksempelvis lyde sådan her:

”Jeg ved godt, at du kunne tænke dig, at vi to sad og så en film sammen.
Det kan jeg desværre ikke give dig lige nu.”

 Sagt med kærlighed i stemmen. Ofte forsvinder en del af den følelsesmæssige intimitet og de fysiske berøringer også, når børnene er hos jer. Det er ikke kun dit ansvar som far og mand. Overhovedet ikke.

Tip til dig

Mange undervurderer betydningen af en kærlig berøring i forbifarten; et klem på låret under middagen, et kys når du går forbi eller et knus. Bare fordi.

Det kan have stor betydning for din partner og minimerer ofte også hendes følelse af at være ”udenfor.” Følelsen af at være nummer to efter dine børn. En følelse, som det er vigtigt, at vi taler om og arbejder med.

Du kan med fordel læse mere om, hvordan det er at føle sig som gæst i eget hjem her.

Ændrer din kæreste sig, når dit barn kommer?

Mange ekstramødre får målbare fysiske symptomer, inden ekstrabarnet kommer og mens barnet er hos jer. Ekstramødre er desværre også overrepræsenteret i stress- og depressions-statistikker sammenlignet med biologiske mødre.

Det er naturligvis en frygtelig kattepine for dig som partner og far. For du glæder dig jo til og over, at dem, du elsker allerhøjest, endelig er samlet under samme tag igen. Det kan være, du føler dig magtesløs, når din kæreste ændrer sig og trækker sig fra dig og fra dine børn.

Det ér et af vilkårene ved den sammenbragte familie.
En af de modstridende interesser.
Du vil helst være mest muligt sammen med barnet – det behov har din kæreste ikke.

Som far fortryder du forhåbentlig ikke, at du har fået dit barn. Som ekstramor kan man derimod godt komme til periodevis at fortryde at have indledt et forhold til en, der er far. Det er ikke det samme som at ville ud af forholdet. Det er en indikator af, at noget er supersvært.

Som mand og kæreste er det ikke rart at se på, at hende, du elsker højt, er lige ved at gå i stykker over valg, som du har foretaget i din fortid. Det kan være et tungt åg at bære, særligt hvis du selv har det svært med nogle af dine valg også.

Det, du kan gøre, er at anerkende og undersøge det
For eksempel ved at sige:

– “Jeg er oprigtigt ked af, at det er så svært for dig. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget.“

– “Jeg bliver helt fortvivlet over, at du får det så dårligt. Er der noget, jeg kan gøre?”

– “Det lyder som om, du har meget svært ved at acceptere min fortid – er det rigtigt?”

– “Jeg elsker, når vi alle sammen er sammen, det skal du virkelig vide. Men har du brug for tid alene, vil jeg gerne have, at du prioriterer det for vores alle sammens skyld.”

Jeg kan jo lige så godt sige det, som det er:

JA! Det ville være nemmere for jer begge to, hvis ingen af jer havde børn fra tidligere forhold; hvis I fik børn sammen og blev sammen, til døden skiller jer. Men det er ikke sådan virkeligheden udspiller sig for langt de fleste af os. Derfor er du også nødt til at få det bedste ud af de vilkår, du får stillet til rådighed med den partner, du nu vælger.

Nogle gange har vi forskellige behov og interesser. Det bedste for jer begge er at anerkende og acceptere, at det er sådan, det er. I stedet for at håbe på noget, der ikke kommer til at ske. Det sidste er meget lidelsesfuldt.

Det er ikke nemt at være manden mellem 2 kvinder

Som mand mellem 2 eller flere kvinder, befinder du dig ikke i en nem rolle. Helt afgjort ikke.

Min egen mand har 4 døtre med 3 mødre, hvoraf jeg er en af mødrene. Du behøver ikke være matematikprofessor for at regne ud, at det ikke altid har været nemt at være ham.

Chancen for, at vi alle, eller bare os 3 mødre, har været glade eller bare tilfredse samtidig, er nærmest lig nul. Derfor har det også været en stor øvelse for ham at mærke efter, hvad der var vigtigt for ham som menneske, som ekspartner, som far og som (ægte)mand. Og så holde fast i de værdier.

Som han så fint sagde til mig en gang:

Så let er det altså heller ikke at være mig.

Der er altid en brik, der ligger skævt.

Det er som om, der altid mangler en stol, fordi mindst én altid er utilfreds.

Det gjorde stort indtryk på mig. Måske fordi jeg mest havde været optaget af, hvor svært, jeg synes, det var at være ekstramor og skulle forholde mig til min mands ekser. Jeg havde helt mistet blikket for ham. Det er jo ofte, det der sker. Du bliver mere optaget af, hvordan det er for dig, og mindre, hvordan det er for den anden.

Derfor kan en af dine kærligste handlinger meget vel være bare en gang imellem at sætte dig i din partners sted.

Hvordan ser der egentlig ud derovre fra?

Det er mit formål med dette blogindlæg – at se det hele fra mandens perspektiv, for det kan være meget sundt både for dig og parforholdet lige at skifte perspektivet engang imellem.

Føler du dig i klemme mellem eksen og kæresten?

Pas på med at lade din eks stå i vejen for din lykke. Når ekskonen fylder for meget, kan det nemlig have konsekvenser for det parforhold, du er i nu. For selvom det er en eks og dermed din fortid, så er I for altid forbundet, når I har et barn sammen. Netop den forbundethed er svær for den nye partner. Hvis begge parter i det oprindelige par er afklarede med at være gået hver til sit og blot ønsker det bedste for den anden, så gør det bestemt nogle ting lettere både for barnet, men også for den nye partner, der jo så bliver inkluderet som en naturlig del af den udvidede familie.

Langt fra sådan går det for alle. Det kan vi se på antallet af møder og ventetiden hos Familieretshuset.

Nogle bliver så optændt af had og hævn over partneren, at de helt glemmer at tænke på, at det faktisk er barnets anden forælder. De ser kun en ekspartner, de vil have ned med nakken. En ekspartner, de ønsker at straffe.

Samarbejde i den sammenbragte familie er ikke altid let

I nogle parforhold sidder der en ekskone, barnets mor, og delvist styrer eksmanden, fordi han af skræk for at miste samværet med sine børn eller af frygt for, hvad hun kan finde på at sige til dem om ham, gør nogenlunde, som hun siger, uanset at det hverken er ret eller rimeligt.
Eksempler jeg ofte hører om er …
– at hun gerne vil bytte dage, når det er til hendes favør. Men hvis han og den nye partner beder om noget, kan det meget sjældent lade sig gøre.

– at hun udstikker ordrer om, hvad ekstramoren må give barnet i gave, om hun må komme med til gymnastik-opvisning, fodboldkampe og så videre.

– at ekstramor ikke bliver sat med resten af familien til konfirmationen, at hun ikke bliver nævnt i konfirmandens takketale og lignende.

– at børnene bliver nægtet fritidsaktiviteter, efterskoleophold, hvis han ikke betaler (meget) ekstra udover de lovmæssige takster.

– at eksen kører en hetz uden grund mod den nye kæreste – desværre også ofte via børnene.

Det er naturligvis hårdt at være modtager af sådan en hetz. Men manden (og ekstramoren) skal nok håndtere det. Enten selv eller med professionel rådgivning. De helt store tabere i det her er desværre børnene, der kommer voldsomt i klemme.

Hvis du er mand og har en eks, der farer frem på den måde, er min anbefaling:

Bær ikke brænde til bålet.

Forhold dig kun til og svar kun på det faktuelle, når hun skriver og skælder dig ud.
Skriv eventuelt bare helt kort: “Sådan ser jeg ikke på det” eller “Det er vi ikke enige i”.

Når barnet fremsætter påstande, du kan høre, kommer fra dets mor, kan du anerkende det, der bliver sagt kærligt og klart:

“Ja, jeg ved godt, at det er sådan for mor. Det er det ikke for mig.”

“Ja, jeg ved godt, at mor ser sådan på det, det gør jeg ikke.”

“Ja, sådan er det ikke for mig. For mig er det anderledes.”

Så har du mødt og anerkendt dit barn og dets mor uden selv at bære brænde til bålet.

Når alt det her er sagt, så er det også vigtigt for din nye partner og jeres relation, at du siger fra, hvis din ekskones opførsel tager over. Det kan komme til udtryk i, at du og din partner skændes mere og mere. Måske fordi hun føler, at du lader din eks trampe på dig, hende og jeres forhold. Hvis det når hertil, er det mere end ok at tale med din ekspartner om, hvordan I kan samarbejde på en mere konstruktiv måde. For jer alle sammen.

Du kan læse mere om livet i en sammenbragt familie her.

Opdragelsen i to hjem kan være konfliktfyldt

Min klokkeklare anbefaling til dig, som mand og far, er at du ikke lader din ekskone styre slagets gang hos dig og din nye partner. Det privilegium havde hun måske en gang, men det mistede hun endegyldigt, da I flyttede hver til sit. Det er ikke alle kvinder, der af sig selv er opmærksomme på det. Hun er naturligvis velkommen til at fremsætte alle de forslag og ønsker, hun kan komme i tanke om. Og du er fri til at sige ja eller nej, som du synes.

Omvendt anbefaler jeg naturligvis heller ikke, at din nuværende partner udelukkende sætter dagsordenen.

Det er netop i dette krydsfelt, at mange mænd kommer i klemme. Her er min klokkeklare anbefaling:

At du som mand, menneske og far mærker efter, hvad der vigtigt for dig og hvorfor. Og at du holder fast i det.

Ja, så bliver mindst en af dem sure eller skuffede. Det kan ikke undgås. Det er ofte i det mislykkede forsøg på at forsøge at undgå det, at det går galt. Gå ind i det i stedet for udenom.

Du kan eventuelt læse mere i mit blogindlæg “Sammenbragt familie: Opdragelse” her.

Skilsmissefar - manden i den sammenbragte familie

Når vi prøver at gøre alle glade i den sammenbragte familie,
er det den sikre vej til stress og magtesløshed

Det er sådan en smuk tanke, at alle skal være glade i den sammenbragte familie. Det var bestemt også mit eget mål og ønske. Men det er bare også vejen til stress og magtesløshed.

I en sammenbragt familie, hvor der, i sagens natur, er indbygget en del interessekonflikter, er det i min optik for ambitiøst at tro, at vi alle kan være glade samtidig. Det kan vi muligvis i glimt. Men ikke hele tiden. Det behøver vi heller ikke.

Et af de vigtigste læringspunkter for mig selv efter mere end 18 år i en sammenbragt familie er at favne og lære at holde af forskelligheden.

Af mangfoldigheden.

Af diversiteten.

Af det, der er anderledes end mig selv.

Hvis du holder et skarpt fokus på, hvad du kan bidrage med og reelt påvirke, så kommer du virkelig langt.
Så kommer du til at føle dig godt tilpas.
Så ved du, hvornår det er tid til at lade ting, du ikke kan ændre på, ligge.

Er der noget, du ikke forstår, så udvis nysgerrighed. Når du spørger, får du svar, og på den måde bliver du klogere på din partner og på jeres indbyrdes relation. Nogle gange er det rart. Andre gange ikke. Men hvis du ikke spørger, så får du ikke et svar, og så er det dine egne antagelser, der skaber billedet. Nogle gange er det konstruktivt. Andre gange ikke.

Er du bonusfar eller ekstrafar?

Der er en grund til, at jeg bruger ekstramor-begrebet fremfor bonusmor. Af samme årsag bruger jeg også ekstrafar fremfor bonusfar. Som bonusfar eller ekstrafar er din rolle naturligvis anderledes end den biologiske fars.

Heldigvis for ekstrafædrene er der ikke de samme forventninger til dem, som der er til ekstramødre. Uretfærdigt? Ja, helt bestemt, men det er ikke det, blogindlægget her handler om. Det handler heller ikke om kønsforskelle. Det handler om, hvordan vi finder os til rette i den rolle, vi får tildelt eller tager i den familie, vi vælger at leve i.

Som ekstrafar er du uden egentlige rettigheder over et barn, som du måske tilbringer lige så meget tid med som barnets mor – og måske mere tid med end barnets far. Det er ikke en let rolle. Det er mit indtryk, at det er nogle andre ting, der er svære ved at være ekstrafar end der er ved at være ekstramor.

Det er ikke de samme følelser, der kommer i spil. Og du får måske heller ikke de samme fysiske symptomer som hjertebanken, søvnbesvær, ondt i maven, grådlabilitet, som ekstramødre ofte gør. Men måske tager jeg helt fejl – og så fald, må du endelig give det til kende i kommentarfeltet herunder. For så vil jeg utrolig gerne være med til at starte en dialog om det.

Det er heller ikke mit indtryk, at de fraskilte fædre på samme måde som mødrene forsøger direkte og indirekte at blande sig i, hvordan tingene foregår hos deres ekspartner. Derfor bliver ekstrafædrene skånet for farens (utidige) indblanding i det liv, der nu er hans. Med andre ord slipper du for at skulle tage alt for meget stilling til din partners eks og dermed fortid.

Har du lyst til at dele dine erfaringer som enten skilsmissefar, ekstrafar, skilsmissemor eller ekstramor, så gør det endelig i kommentarfeltet lige herunder.

Kærligst Janne

Familierådgiver Janne Leth Førgaard

 

 

Ekstramor til 2 og mor til 2
Familierådgiver og forfatter til Førstehjælp til Ekstramødre

Siden 2011 har jeg hjulpet ekstramødre med at få en lettere hverdag med ro på tankerne, et styrket parforhold og følelsen af at kunne være sig selv, også sammen med ekstrabarnet.

Familierådgiver Janne Leth Førgaard

Få mine tips og værktøjer, der gør det lettere at være ekstramor allerede i dag

Sådan vinker du farvel til skyld, skam og dårlig samvittighed

Sådan håndterer du det kontroltab det er at være ekstramor

 Få overblik over hvad du må som ekstramor

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så lander værktøjerne automatisk i din indbakke
Det koster blot din e-mail - herefter modtager du løbende inspirationsmails og tilbud

Tak - Tjek venligst din e-mail