Når ekskonen fylder for meget
Når du forelsker dig i en mand, der har et barn fra tidligere, får du en samlet pakke. En slags 3-i-1. Du får et barn – måske flere – med. Du får en ekskone – måske flere – med. Og du får alle deres indbyrdes relationer med.
Du får det hele. På godt og på ondt. Og det kan være svært at navigere i. Fordi du pludselig oplever tanker og følelser, som du ikke kender fra dine andre relationer. De tanker og de følelser har jeg beskrevet her – måske kan du nikke genkendende til dem.
En kvinde fra hans fortid tegner din fremtid
Selvom ham du elsker har afsluttet sin kærlighedsrelation til barnets mor, så vil (og skal) de to altid have en relation og et samarbejde om barnet. Det er naturligt og nødvendigt. Og det er et vilkår, som du bliver nødt til at leve med.
Men det er også naturligt, at det er en stor følelsesmæssig udfordring for dig at håndtere. Jeg har været der. Jeg ved, hvor overvældende det kan føles. Men du kan komme igennem det og have dig selv med hele vejen.
Find en hylde i dig, som hun kan bo på
Hvis du sætter hende der på hylden, kan du tage hende frem og forholde dig til hende, når det er nødvendigt i stedet for, at hun drøner rundt i dit hoved 24/7. Det bliver du forpustet og træt af, når hun gør.
Især fordi du sideløbende er i fuld gang med at håndtere din rolle som ekstramor og alle de følelser, der følger med.
Det er op til dig at finde en hylde, hun kan lægge på. Hun springer (desværre) ikke selv derop. Hun er muligvis slet ikke klar over, hvor meget hun fylder i dit hoved. Det er din opgave og dit ansvar at slutte fred med, at det er sådan, det er. Hvis ikke, du gør det, så bliver det vanskeligt – for ikke at sige umuligt – for dig at trives i den sammenbragte familie.
Selv omtaler jeg altid mine ekstrabørns mødre ved navn eller som børnenes mødre – og ikke som min mands ekskoner eller ekser. Det kan virke som en banalitet, men det betyder faktisk noget. Fordi ord betyder noget. Og lige i det her tilfælde kan de betyde noget for dine følelser omkring hende.
Den evige påmindelse om hans fortid
kan gøre ondt
Det er præcis den vinkel, jeg anbefaler, at du anlægger, når du skal forholde dig til hende. Hun er barnets mor mere, end hun er hans eks. Det er lettere (ikke let, men lettere) at forholde sig til, at din kæreste er nødt til at have en relation til sit barns mor, end det er at forholde sig til, at han er nødt til at have en relation til sin eks. Same same, but very different. Især for dig og dine følelser.
Husk derfor på:
Han ser hende som barnets mor, mere end som sin eks
Hun er vigtig for ham, fordi hun er vigtig for barnet.
Det er sådan, det er. Det er også sådan, at det føles unaturligt for dig, at en anden kvinde fra fortiden er med til at udstikke ordrer og retningslinjer for din fremtid. Det forstår jeg godt. Min mand har to børn fra to tidligere forhold. Jeg kender det selv.
Det ér svært at navigere i til at starte med (det bliver det til dels ved med at være), men det bliver nemmere. Både for dig, ham og for hende. I skal bare lige finde melodien i jeres relationer og samarbejde.
Det er i hans (og din) interesse,
at du har en god relation til hende
Når hun har det godt, har barnet det (sandsynligvis) også godt, og så har han det også godt – og dermed er der mere overskud til dig og jeres parforhold (læs; så har du det også godt). Win-win, ikke?
Derfor er din og hendes relation ikke ligegyldig. Faktisk er den rigtig vigtig. Det tror jeg også godt, du ved. Måske det endda er grunden til, at du læser med her lige nu.
Hvordan dit forhold til eks’en er, afhænger udelukkende af dig
Nej, det gør det i teorien ikke. Og så alligevel gør det det. “Jamen, hvad mener du helt præcist med det, Janne?”
Det, jeg mener, er: Hvordan hun opfører sig overfor dig, er fuldstændig ude af dine hænder
Det kan du ikke gøre noget ved. Det, du til gengæld kan gøre noget ved, er, hvilken betydning du tillægger hendes adfærd samt den måde, du vælger at håndtere jeres relation på.
Det er lettere at have en god relation, når begge parter i relationen er konstruktive. Det siger sig selv.
Men selv hvis du bliver mødt med ligegyldighed, foragt, had, latterliggørelse, vrede, jalousi, eller hvis hun nægter at anerkende din eksistens, så er det 100 % dit valg, hvordan du håndterer det.
Relationen er vigtig, men ikke for enhver pris. Du skal have dig selv med hele vejen. Og føle dig godt tilpas i din rolle som ekstramor.
Og det er her, det bliver virkelig fedt; hun er sig, og du er dig
Du ved ikke, hvordan der ser ud ovre hos hende. Og det er en virkelig vigtig pointe at have med.
Måske sørger hun over, at det liv, der en gang var hendes, nu er dit. Måske er hun bange for, at barnet bliver gladere for dig end for hende. Måske er hun så sur på barnets far, at hun bare ønsker, han skal lide, som hun selv gør.
Faktum er: Du ved ikke, hvad hun går og tumler med hver dag.
Men. Hvis du lader hende bære sine egne følelser og lader være med at gøre dem til dine, så kan hun bo et neutralt sted i dig, hvor du fint kan sætte hende på den hylde, du har indrettet netop til hende. Du bestemmer, hvor hylden er, og hvornår hun kommer ned fra den.
Du accepterer hende, og du accepterer, at hun er en del af ham du elsker og hans barns liv, samtidig med at du respekterer dig selv og dine følelser og giver dig selv lov til at vælge jeres relation til eller fra. Alt sammen på dine præmisser. Det er så vigtigt for, at også du trives i jeres familiekonstellation.
Lad os prøve at vende det hele 180 grader
Jeg tillader mig at vende alt det, vi har talt om her, rundt en gang.
Forestil dig, at du skulle samarbejde om noget så vigtigt som dit barn og dit barns trivsel med en eks, du dybest set er helt færdig med.
Så festligt er det heller ikke for ham du elsker. Det, de var uenige om, dengang de var et par, bliver de jo ikke pludseligt enige om, nu hvor de er gået hver til sit. Tværtimod, så strammer konflikterne tit til. Det har hjulpet mig at huske på, når det hele syntes uoverskueligt i forhold til hans ekser.
For nu har han jo valgt dig. Det er dig, han elsker. Men samarbejdet med hende er stadig et livsvilkår for både dig, ham og hende for barnets skyld.
Derfor kan det også nogle gange være rart at snakke om det sammen. Måske I endda kan nikke genkendende til noget af det, den anden føler? Følelser bliver generelt lidt mindre skræmmende, når vi taler højt om dem (også de følelser, vi helst ikke vil være ved, at vi har).
PS: Har hans ekskone taget overhånd (i dig)?
Hvis det af forskellige årsager er blevet for svært for dig at have en konstruktiv relation til hans ekskone – uanset om du ser hende eller ej, så lad os tage en snak. En ting er, at relationen i sig selv kræver noget. En helt anden ting er, at relationen nogle gange bliver decideret udfordret af hendes tilgang til dig. Det vil jeg meget gerne hjælpe dig med at håndtere – det er ofte en af samtaleemnerne i de personlige rådgivningsforløb, jeg tilbyder.
Går du allerede og overvejer om et rådgivningsforløb måske er noget for dig, så lad os tage en snak. Her kan du få svar på dine spørgsmål og få en forsmag på, hvordan jeg arbejder i mine forløb, inden du beslutter, om det er noget for dig. Samtalen koster dig ikke en krone, men blot den tid, du bruger på samtalen.
Book din gratis afklaringssamtale med det samme lige her.
Kærligst Janne
Ekstramor til 2 og mor til 2
Familierådgiver og forfatter til Førstehjælp til Ekstramødre
Siden 2011 har jeg hjulpet ekstramødre med at få en lettere hverdag med ro på tankerne, et styrket parforhold og følelsen af at kunne være sig selv, også sammen med ekstrabarnet.
Kære Janne.
Tusind tak for dette indlæg – lige den situation jeg, som nu kæreste og ny ekstramor står i.
Har aldrig været i en sådan situation før, kun den anden vej rundt (da min eksmand fandt en ny kæreste) og har googlet mig til lidt gode råd og faldt over din side.
Du har nogle virkelig gode pointer, som jeg har taget til mig og vil forsøge at huske, når det hele virker lidt for uoverskueligt.
Hvor er jeg bare glad for for at høre, at du er glad for indlægget og føler dig forstået. Jeg ønsker dig alt det bedste i din nye rolle som ekstramor. Kærlig hilsen Janne
En rigtig god blogge og det giver så god mening. Jeg er i tidligt i forhold. Jeg har været sammen med min kærste i 4 mdr når jeg har mit barn i min uge ( 2 voksne børn også flyttet hjemme fra ) så er min kæreste helt med i den uge når han så få sin søn bliver jeg sat ud af spil og bliver usynlig og må kun komme når sønnen sover, min kærste eks vil ik have jeg får lov at se ham før der er fået 6 mdr og hun gør alt for at ødelægge vores forhold. Hun vil lave ting med ham ig skønne hele tiden og han siger ja og gør det. Og jeg sidder bare og venter på hvornår det er mig han laver ting med. Og der er ik nogle i min kæreste omgangskreds der kender til mig. Han sige at han vil ik såre hans ex og det gør han hvis han offentlig gøre vores forhold. Lige nu er jeg der hvor jeg er ved at sige stop og ik vil mere. Jeg er virkelig frustreret og ked af det og vil godt finde en løsning. Hvad gør jeg.
Det lyder som en svær situation, du står i. I dit sted ville jeg snakke med din kæreste om, at du er rigtig ked af tingene, som de er, og at du har brug for, at I sammen finder en løsning, som I begge kan se jer i. Fordi du er rigtig ked af tingene, som de er nu. Kærlig hilsen Janne
Kære Janne
Tak for et virkelig godt indlæg- og jeg har netop tilmeldt mig dine e-mails. Men jeg har et spørgsmål, jeg er nemlig ved at gå til af mine følelser. Jeg har kendt en mand i 1,5 år, vi bor ikke sammen, men vi er sammen også med vores børn og vil en fælles fremtid. Mine udfordringer består i, at ekskonen som han har været skilt fra i 5 år styre hvad de kan og ikke kan, når hun vil og selv får noget ud sf det. Det er SÅ grimt i mine øjne. De første 3 år efter deres skilsmisse ville hun ikke acceptere hans daværende kæreste, satte børnene af på trappestenen og var modbydelig med rygtespredning mm og han har ikke set eks familien siden. Da ham og hans tidligere kæreste går fra hinanden vil hun pludselig gerne have et samarbejde- hvilket er godt for børnene. Men nu synes jeg det har taget overhånd og jeg føler han nu glemmer at sætte grænser og tænke sig om også ift hvad de sætter igang overfor børnene. Hun har ingen partner og vi har som sagt været sammen i 1,5 år. Hun viser ingen interesse i mig, men vil alt muligt nu. Min grænse blev nået her fornyeligt hvor de fejrede datterens fødselsdag. Jeg synes børn har ret til at se begge deres forældre på deres fødselsdag, det har hun så ikke villet de sidste 5 år. Nu vil hun gerne og jeg støtter op om det. De mødes til morgenkaffe bare dem og deres 2 børn og hyggede sig. Senere var der noget surprice fra nogle veninder som de også var sammen om- fint! Men nu knækker min film.. Datteren havde et ønske om at samle familierne, det forstår jeg godt og tror også hun har ønsket dette de sidste 4 år hvor mor intet har villet. Han gik så med til at hun og hele hendes familie skulle komme i hans hjem sammen med hans familie og uden mig og mine børn. Jeg synes det er misforstået omsorg, jeg tænker det er muligt at tale med sin store datter om at det ikke kan lade sig gøre og at det er meget at kræve af familierne at sætte dem sammen efter 5 år og med mange grimme ord om ham. Men at det er dejligt at mor, far og deres børn nu kan være sammen om at fejre dem og at han så kunne fejre hende yderligere med hans familie og evt os. Jeg synes han nu er forhippet på at få det samarbejde at han glemmer at tænke sig om. Han siger det kun var denne ene gang på denne måde- men hvorfor så gøre det? Hvad hvis det andet barn vil det samme? Jeg prøvede at tale med ham om mine følelser i det med at hun nu kom med hele familien og at fordi hun nu vil det hele, kommer pludselig med gave til hans fødselsdag osv og at hun IKKE har en partner at tage hensyn til, at så skal han tænke sig godt om hvad han nu sætter i gang! Jeg mener godt børn forstår at der er noget der ikke kan lade sig gøre når man er skilt og at der er hensyn at tage til andre, men også hvor dejligt det er at mor og far nu kan være sammen om at fejre dem. Jeg kan bare mærke, at jeg vil ikke være en del af at hele hans eksfamilie nu skal være en del af vores liv på denne måde og at datteren kan vælge at sætte folk sammen som hun vil uden at tage hensyn til hvad de udsættes for og at mig og mine børn kan vælges fra- Det er min kærestes ansvar at tage disse beslutninger for børn vil altid ønske det andet, hvilket er forståeligt! Og jeg åbner selvfølgelig mine arme for deres mor og har efterspurgt at møde hende. Så jeg har lige brug for at høre om jeg er helt gal på den, for jeg har været SÅ påvirket af det, føler mig svigtet, fravalgt og ikke inkluderet i at træffe beslutninger om hvad vil vi og kan ift vores børn og deres forældre. Jeg har selv et godt samarbejde med mine børns far, men jeg ville aldrig udsætte min kæreste for noget lign. Så hvad tænker du?
På forhånd tak :0)
Tak for din kommentar og spørgsmål. Det er helt afgjort en udfordrende situation, du står i og jeg forstår så udmærket godt, at du er (meget) påvirket af det. Min anbefaling vil være, at du og kæreste snakker om det og finder et kompromis i forhold til fremtidige lignende situationer. Måske er det et kompromis, I har prøvet at indgå uden at komme i mål, fordi I ser så forskelligt på det. I så fald kan det være en hjælp at tale med en professionel, der kan hjælpe jer med at finde frem til løsninger, I begge har det bedre med.
Jeg forstår også godt, at du føler dig svigtet, fravalgt og ikke inkluderet. Det lyder også som om, der er en uhensigtsmæssig dynamik i gang og at det desværre ikke er noget, du direkte kan påvirke, læser jeg mig frem til. De følelser og den frustration ville jeg også tage meget alvorligt og få professionel hjælp til at håndtere og kommunikere til din kæreste på en klar og kærlig måde, så han bliver klar over (uden at føle sig angrebet), hvordan du har det og hvordan håndteringen af det påvirker dig. Det kan en dygtig parterapeut hjælpe jer med sammen. Du er også hjertelig velkommen til at læse om mine personlige rådgivningsforløb. Jeg rådgiver og hjælper løbende ekstramødre i lignende situationer.
Alle de bedste tanker til dig
Janne