fbpx

Når du selv bliver mor,
bliver det anderledes at være ekstramor

I begyndelsen af 2002 kom jeg ud på mit livs rejse, da jeg forelskede mig i en mand, der også var far til to piger. At være ekstramor var helt afgjort det sværeste og mest udfordrende, jeg havde prøvet. Og det var ikke, fordi mine ekstrabørn ikke var søde. Det var de. Og det er de stadig. De tog imod mig med åbne arme.

Det var på grund af alt det, der skete inde i mig. Det var som om alle de svære og forbudte følelser blev vakt til live i en eksplosionslignende tilstand. Jeg blev så chokeret over mig selv og mine følelser.

Da jeg selv blev mor, kom der nærmest “dobbelt op” på følelserne. At blive mor, uanset om du er ekstramor eller ikke, er en følelsesmæssig overvældende oplevelse for langt de fleste. Hormonerne suser rundt i kroppen og skal lige finde et naturligt leje igen. Du har brug for tid til at finde dig til rette i rollen som mor. Præcis, som du har brug for tid til at finde dig til rette i rollen som ekstramor.

I dette blogindlæg vil jeg blandt andet fortælle dig om:

✓ vigtigheden af, at I taler sammen, inden I bliver én mere i jeres sammenbragte familie. Det er både en samtale mellem dig og din partner – og jer og dit ekstrabarn.

✓ hvordan det kom bag på mig, at mine og min mands uenigheder ikke handlede om, at han var far og jeg ekstramor – men nærmere om, at vi var forskellige (og stadig er det den dag i dag).

✓ råd til, hvad du kan gøre, når din rolle som både mor og ekstramor overvælder dig.

✓ at det er svært at være både mor og ekstramor. Men på hver sin måde. Præcis ligesom både kernefamilier og sammenbragte familier har hver deres udfordringer og konflikter.

Indtil nu har du ikke været mor
– men du har heller ikke ikke været mor

For ekstramor er et sted i midten af det hele. Og rollen indebærer en masse frustrationer, følelser og kærlighed – men ikke de samme, som hvis du var deres biologiske mor.
Og det er pointen. Du er ikke din partners børns mor. Det betyder ikke, at du ikke kan elske dem. Bare ikke på den måde, som deres mor og far elsker dem (eller den måde, som du elsker dit eget barn på). Det er helt okay (og ganske naturligt).
Når du så bliver biologisk mor til dit eget barn, vil du måske endelig se, hvordan mor-rollen og rollen som ekstramor er forskellige. Når du forstår nuancerne i dine to roller (og de to slags kærligheder), får du også lettere ved at navigere i dem uden at føle dig utilstrækkelig.

Før I bliver forældre sammen, er I nødt til at tage en vigtig snak

Jeg anbefaler på det varmeste, at du og din partner, inden du føder, snakker om, hvordan I gerne vil være forældre sammen. Og hvordan I ønsker, at jeres nye familiekonstellation skal fungere i praksis. En del fædre er bange for, at der vil blive gjort forskel på hans barn fra tidligere og jeres fælles barn. Og det vil der blive, så det kan I lige så godt tale om, inden I står midt i det. Så det bliver noget, der er konstruktivt og forberedt og ikke noget, der driver en kile imellem jer.
Det vil give mening at dele jer (og dermed børnene) op en gang imellem for eksempel på grund af aldersforskellen på børnene. En nyfødt har selvsagt ikke brug for eller godt af det samme som en 6-årig. På den måde vil I nogle gange stå med følelsen af at være to familier i jeres sammenbragte familie. Det er helt okay – så længe I begge er afklarede med det. Og det er præcis her, at den vigtige før-fødsel snak kommer ind i billedet.

Snak med (ekstra)barnet, før lillebror eller lillesøster bliver født

Når et barn skal være storebror eller storesøster, sætter det en masse tanker i gang hos ham eller hende. Og selvom barnet giver udtryk for at glæde sig, kan det også godt være ængsteligt indeni og blive bekymret for, om der nu stadig er plads til ham eller hende. Og om forælderen måske vil elske lillebror eller lillesøster højere. Derfor anbefaler jeg, at I sammen snakker med barnet om, hvilke ændringer der sandsynligvis kommer til at ske – også på det praktiske plan.

Bekræft barnet i, at han eller hun altid vil være noget helt særligt, fordi det er det lige præcis, som det er. Der er ingen andre, hverken en lillesøster eller en lillebror, der kan tage den særlige plads, som barnet har i jeres hjerter. Det er i øvrigt ikke kun i sammenbragte familier, at den snak er god at tage. Det er den med alle børn, der bliver storebror eller storesøster. For følelserne er de samme.

Men en sammenbragt familie er noget helt særligt. Og hertil kommer der også nogle helt særlige udfordringer, der kræver noget særligt af jer som familie, par og forældre. Du kan læse mere i mit blogindlæg “Sammenbragt familie” her.

Etiske mor-dilemmaer

For mig var det sådan, at mange etiske dilemmaer og konflikter udspillede sig. Primært inde i mig. Men også mellem pigernes far og jeg. Da jeg blev ekstramor, var der mange “forældre-aspekter”, jeg ikke forstod, fordi jeg ikke selv var forælder. Troede jeg. Da jeg selv blev mor, kunne jeg konstatere, at nogle af de ting, jeg ikke forstod eller ikke var enig i før, forstod jeg stadig ikke, og var jeg stadig ikke enig i.

På det tidspunkt gik det op for mig, at forskellighederne i min mands og min tilgang ikke var, fordi han var far, og jeg “kun” var ekstramor.

Det var, fordi vi er forskellige og ser forskelligt på tingene. Og det gør vi stadig i dag.

Lidt af en aha-oplevelse faktisk. Især var det rart for mig at huske på forskelligheder i de situationer, hvor min mand mente, jeg var “hård”, fordi jeg ikke var moren.

Forskellighederne blev også tydelige igen, da jeg holdt fast i de samme værdier, regler eller rammer overfor mine egne børn. Det var rart for os begge at blive bekræftet i, at det er, fordi vi er forskellige min mand og jeg. Ikke fordi jeg ikke kan lide hans børn. Det kan jeg godt. De har en helt særlig plads i mit hjerte.

Konflikter findes også i kernefamilier

Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at forskelligheder, uenigheder og konflikter også er en stor del og kilde til frustration i kernefamilier. Det er ikke kun et “sammenbragt fænomen”. Det er rigtigt, at de interessekonflikter, der er i sammenbragte familie, ikke findes i kernefamilier. Dem er de foruden. Men der er mange andre konflikter i kernefamilier også. I en kernefamilie er mor og far også forskellige og uenige. Det er vigtigt at huske på, synes jeg.

Konflikter er allestedsnærværende. Derfor er det vigtigt, i min optik, at du lærer at håndtere konflikter, for de kan ikke undgås. Udskydes måske. Men ikke undgås. Og hvis I blot udskyder dem – skubber problemet foran jer – risikerer I også, at de vokser sig alt for store. Derfor anbefaler jeg altid, at I taler sammen om det, der er svært. Så bliver det typisk lidt lettere og mere overkommeligt, fordi I er sammen om det.

Mor og ekstramor

Følelsen af at have lyst til “at puffe nogle ud af reden”
Kan du godt have. Uden at handle på den.

Nogle ting blev alligevel lettere for mig at forstå og acceptere, efter jeg selv blev mor. Andre ting blev faktisk sværere. Fordi jeg helt instinktivt blev fanget i en uhensigtsmæssig millimeter demokratisk tankegang.

Sådan lidt a la, hvis hans barn fik X, så skulle vores fælles barn også have X.

Det er en svær følelse, fordi den også tit betyder, at du føler, at du eller dit barn “går glip” af noget – nu hvor I er én mere i jeres sammenbragte familie.

Sådan en millimeter demokratisk tankegang strider faktisk imod det, jeg normalt tror på. Jeg tror helt oprigtigt på, at du behandler børn bedst og mest respektfuldt ved at behandle dem forskelligt. På den måde får hvert barn det, han eller hun har brug for. Børn er forskellige, og det er deres behov også.

Ja, så vil børnene nogle gange opleve – og påpege – at det er uretfærdigt. Til det plejer jeg at møde dem i øjenhøjde med en kærlig stemmeføring, varme øjne og sige: “Ja, det kan du godt have ret i.” For det er sådan, barnet oplever det. Og det er helt fint, men det ændrer ikke ved, at jeg har vurderet, at min beslutning var til det bedste – og også i barnets interesse.

Jeg betragter mig selv som rimelig rummelig. Jeg er klart mere large, end jeg er smålig. Jeg er klart mere alle-har-ret-til-at-være-her end nogle-er-vigtigere-end-andre. I alle mine celler tror jeg på, at der kærlighed nok til alle. Alligevel kom jeg i kontakt med nogle ekstramor-følelser, efter jeg var blevet mor, som jeg næsten ikke kunne holde ud, at jeg havde. Derfor var det en kæmpe lettelse for mig at erfare, at vores urinstinkt som mor faktisk er (mentalt) at ville puffe dem ud af reden, der “ikke hører til”.

Det anbefaler jeg naturligvis under ingen omstændigheder, at du gør. Barnet har ret til sin far. Og barnet var der før dig. Men følelsen af at have lyst til “at puffe nogle ud af reden” kan du godt have. Uden at handle på den. Jeg anbefaler til gengæld, at du tager dig kærligt af den følelse. Og dig selv. Det er heftige, hormonelle og følelsesmæssige sager at blive mor. Og ekstramor. Lad være med at slå dig selv oveni hovedet. Dine følelser er dine følelser, og dem er du nødt til at tage dig kærligt af.

Det kan du gøre, når du føler dig overvældet som mor og ekstramor

Jeg anbefaler altid på det allerkraftigste, at du tager dig selv, dine følelser og din trivsel meget alvorligt. Hvis du er helt overvældet, nærmest stresset over at være ekstramor, så er du ikke alene. Overhovedet ikke. Og er du lige blevet mor – eller bliver du det snart – så der mange hormoner og følelser i dig. De følelser er du heller ikke alene med. Det kan tit være rart at tænke på, at der ikke er noget galt med dig, men at de følelser, du har er helt normale.

Måske er dit normalt store overskud forsvundet, og måske har du mest af alt lyst til at løbe skrigende bort eller bare lægge dig ned og græde. Så er det også normalt. Og for de fleste aftager det igen. Men gør det ikke det, vil jeg opfordre dig til at søge hjælp. Det er alt for hårdt for dig (og dit barn) at gå rundt og være helt ved siden af dig selv.

Ja. Nogle dage sidder følelserne helt ude på tøjet, og tårerne hænger meget løst. Særligt lige efter du har født. Men står det på over længere tid, så håber jeg, at du tager dig kærligt af det. Præcis som du ville gøre, hvis dit barn var ked af det. Der tror jeg ikke, du ville begynde at skælde det ud og sige, at han eller hun liiiige skulle tage sig lidt sammen. Udvis den samme mildhed og medfølelse overfor dig selv. Det har du fortjent.

♥ ♥ Et lille praktisk tip fra en ekstramor og mor til en anden ♥ ♥

Måden jeg selv har håndteret mine etiske overvejelser på er ret simpel. I teorien. Men har krævet en hel del af mig at udføre i praksis. Her får du mine etiske overvejelser og strategi. Du får både mit råd til en given situation, men også min daglige etiske praksis i livet generelt. Du er hjertelig velkommen til at lade dig inspirere af det, hvis du kan bruge det.

En given situation med et ekstramor- og/eller mor-dilemma:
Her har jeg hver gang stillet mig selv spørgsmålet:
“Hvad er det kærligste, jeg kan gøre i denne situation?”

Svaret er kontekstbestemt. Det kan være alt mellem at sige fra, sige til, bede mit eget barn om noget, bede mit ekstrabarn om noget eller slet og ret selv tie helt stille. Nogle gange er det kærligste valg at sige ingenting.

Læs mere om at sige fra i blogindlægget “Må jeg godt sige fra som bonusmor?” her..

Min daglige etiske praksis:
Hver aften, når jeg står og børster tænder, kigger jeg i spejlet og stiller mig selv dette enkle spørgsmål:

“Har du været, som du gerne vil være, og gjort dit bedste i dag?”

Udover at jeg løber dagens handlinger igennem, så har det faktisk også en præventiv effekt i løbet af dagen, fordi jeg ved, jeg skal svare på spørgsmålet om aftenen.

Mor og barn

Det er ikke let at være ekstramor.
Eller mor for den sags skyld

Det tror jeg ikke, der er nogen, som synes, det er. Der er masser af dilemmaer både som mor og ekstramor. Både i sammenbragte familier og i kernefamilier.

Vær mild og kærlig ved dig selv. Har din indre kritiker fået al taletiden, så lad os to tage en snak. Jeg har ingen lette løsninger eller quick fixes på hylderne. Desværre. Men jeg har forståelse, empati, værktøjer og konkrete råd, der kan gøre en forskel for din trivsel som ekstramor og som mor. Og så ved jeg, hvordan det føles. For jeg har prøvet det på min egen krop. Den erfaring vil jeg elske at dele med dig.

Du kan læse mere om min rådgivning lige her. Du er også hjertelig velkommen til at booke en gratis afklaringssamtale, hvor du kan høre mere om min rådgivning og derefter mærke, om det er noget for dig.

Kærligst Janne

Familierådgiver Janne Leth Førgaard
 

Janne Leth Førgaard
Ekstramor til 2 og mor til 2
Familierådgiver og forfatter til bogen:
Førstehjælp til Ekstramødre

Siden 2011 har jeg hjulpet ekstramødre med at få en lettere hverdag med ro på tankerne, et styrket parforhold og følelsen af at kunne være sig selv, også sammen med ekstrabarnet.

Få mine tips og værktøjer, der gør det lettere at være ekstramor allerede i dag

Sådan vinker du farvel til skyld, skam og dårlig samvittighed

Sådan håndterer du det kontroltab det er at være ekstramor

 Få overblik over hvad du må som ekstramor

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så lander værktøjerne automatisk i din indbakke
Det koster blot din e-mail - herefter modtager du løbende inspirationsmails og tilbud

Tak - Tjek venligst din e-mail