fbpx

De forbudte følelser

Ekstramor-rollen |  8 Kommentar
ekstramor de forbudte følelser

Janne er familierådgiver med speciale i sammenbragte familier og forfatter til 2 bøger om sammenbragte familier.

Forfatter: Janne Leth Førgaard
Udgivet: 26. april 2020
Opdateret: 26. april 2020

Forbudte følelser som jalousi, skam og skyld følger med, når du bliver ekstramor

Måske kender du det her fra dit eget liv, hvis du lige tænker lidt tilbage. Forelskelsen var overvældende og fantastisk. Det føltes som en drøm. Så fandt du ud af, at børn var en del af pakken. Ikke ønskescenariet, men det går vel nok, tænkte du. Men det ér noget andet. Og det kræver noget andet af dig at være både ekstramor og kæreste. For når man bliver ekstramor, følger der også forbudte følelser med.

Det kan være du tænkte:
Hvor svært kan det være?

Måske trøstede du dig selv med, at barnet alligevel var en stor del af tiden hos sin mor. Men nu er det blevet hverdag. Og du har erfaret, at det ér svært. Meget sværere, end du troede. Især at finde hoved og hale i dine egne følelser omkring dit ekstrabarn eller bonusbarn, som mange også kalder det. Derfor har jeg skrevet dette blogindlæg. Til dig og de andre ekstramødre, der har det præcis ligesom dig.

I blogindlægget kan du bl.a. læse om:

  • Det er svært at få det bedre, før du anerkender de følelser, du har som ekstramor.
  • Du faktisk kan opfatte jalousien som noget brugbart.
  • Det hverken hjælper dig, din kæreste eller hans barn, at du dunker dig selv i hovedet med din dårlige samvittighed.
  • To råd til, hvad du rent faktisk kan gøre ved de her ekstramor-følelser. Hvad der hjalp mig – og stadig gør det.


Når “hans” weekender betyder svære følelser af afmagt, nedprioritering og tristhed

Mange ekstramødre beskriver, hvordan de føler, at de ikke kan være sig selv, når ekstrabarnet er hos sin far. At de føler sig som gæst i eget hjem. Det er alt for tungt at gå rundt i lange perioder og føle afmagt og tristhed på den måde.

Derfor kan du som ekstramor fra tid til anden blive ramt af tanken: Er det overhovedet det hele værd? Det er naturligvis kun dig, der kan svare på det. Ofte handler det mere om, at du er blevet overmandet af alle dine kaotiske ekstramor-følelser, end det handler om et reelt ønske om at gå fra ham, du elsker. Det er blevet svært. Og det skræmmer dig.

Selvfølgelig skal der indgås nogle kompromisser, det er klart. Men det betyder ikke, at alle kompromiserne skal være på din bekostning. Det, det betyder, er, at du er ansvarlig for at sige, hvad du har brug for, så I får snakket sammen og (forhåbentlig) fundet frem til en fælles løsning.

Jeg anbefaler naturligvis, at du snakker med ham, du elsker om, hvad I sammen kan gøre for at gøre det lettere for jer alle. Men der er en del af “turen”, som du må gå selv. Det er turen med dine ekstramor-følelser. Det betyder også, at du først og fremmest skal anerkende de følelser, som dit ekstrabarn får frem i dig. Kun sådan kan du forstå og arbejde videre med dem. De følelser vil jeg gerne tale lidt med dig om i det her blogindlæg.


Rigtig mange føler skam som ekstramor,
når det hele bliver for meget

Du er ikke et dårligt menneske, fordi du har svært ved at rumme dit ekstrabarn. Selvfølgelig ikke. Men sådan kan det godt føles. Jeg kender det fra mig selv, da jeg var helt ny ekstramor. Og det kan være svært ikke at blive overmandet af alle de negative, skamfulde og forbudte følelser, som følger med, når du bliver ekstramor.

Det kan føles som en rutschebanetur, der fuldstændig tager pusten fra dig. Et vaskeægte følelsesmæssigt kaos, der gør det svært at kende dig selv. Og som gør, at du i perioder taler rigtig grimt om og til dig selv. Sammenbragte børn vækker mange følelser – også de grimme, som du helst vil ignorere …

Måske har du tænkt om dig selv, at du er…

  • … usympatisk
  • … ussel
  • … et dårligt menneske
  • … jaloux
  • … egoistisk
  • … smålig
  • … og bare dårlig til at rumme andre mennesker. Især dit ekstrabarn.

Overvej det her. Sådan som du taler til dig selv om din rolle som ekstramor. Ville du nogensinde tale sådan til en af dine veninder?

Højst sandsynlig ikke. Derfor anbefaler jeg også, at du ser på dig selv med mildere øjne. Ellers ender du med at få dårlig samvittighed over, at du har det dårligt. Når du dømmer dig selv så hårdt, giver du dig selv et prædikat, som er meget tungt at bære rundt på. Alt for tungt.

For det tynger. Især dit selvværd og selvbillede. Dit humør svinger, og du får endnu sværere ved at kende dig selv. Normalt er du ikke typen, der bliver hylet ud af den. Men det er du nu.


Hvad hvis du ingen følelser for hans børn har?

Kærligheden i en sammenbragt familie er langt mere kompleks, end den er i en førstegangsfamilie, som kernefamilien jo er. I kernefamilien elsker alle hinanden ubetinget. De er familie og har altid været det. Du har derimod kun forelsket dig i din partner – du elsker ikke nødvendigvis hans børn.

Det er helt okay. Og meget naturligt at have det svært med dine bonusbørn. I skal lige lære hinanden at kende – så kan det være kærligheden kommer – det kan også være, den ikke gør. I en sammenbragt familie er det primært de to voksnes kærlighed, der binder jer sammen – og det behøver du ikke slå dig selv i hovedet over. Så længe du er klar over, at det er en af de skamfulde følelser, der kan opstå i en sammenbragt familie. Det handler ikke om dig. Om at du gør noget forkert.

Men det handler om, at du bliver god til at mærke efter, hvornår noget bliver for meget og så husker at sige fra som bonusmor. Det kan godt være svært, fordi andre bliver kede af det. Men en kærlig grænsesætning er den bedste måde at passe på jer alle på.

ekstramor de forbudte følelser

Jalousien er en kompliceret følgesvend,
men ofte en af de forbudte følelser, der følger med, når man er ekstramor

Jalousien er typisk noget, der rammer os, når vi er bange for at miste noget eller nogen, vi holder meget af. Det fortæller jeg dig, fordi jeg selv har fundet, at det hjælper mig at forstå, hvorfor mine følelser – for eksempel jalousi – faktisk opstår. Det gør det langt nemmere at tage stilling til dem og handle ud fra dem.

For jalousien kan være svær at rumme. Det er ikke nogen rar følelse. Det er ikke en følelse, som vi ønsker at stå ved. For hvem har lyst til at indrømme, at de er jaloux? (og da slet ikke på et barn, der bare elsker sin far). Og hvad sker der egentlig, hvis vi gør det?

Jeg plejer at sige til dem, jeg rådgiver, at det bliver svært at få det bedre, før de tør stå ved, hvordan de har det. Også selvom det måske ikke er den mest flatterende side af dem selv, som de så er nødt til at erkende.

Jalousien kan være et værktøj. Den kan gøre det tydeligt for os, hvad der måske kan forbedres i vores liv. Så vi får det bedre. Jalousien er typisk blot et symptom på noget underliggende. Derfor skal vi ikke være bange for følelsen af jalousi. Den kan nemlig hjælpe os med at få det bedre, hvis du som ekstramor anerkender de forbudte følelser – og giver dem lov til at eksistere – i stedet for at bebrejde dig selv eller føle dig forkert og som et dårligt menneske. Det er du ikke – i en sammenbragt familie ér der bare mange (også forbudte) følelser. Det er præmissen.

Alle bonusmor følelser er helt okay. Også følelsen af jalousi.
Du er nødt til at turde rumme den.
Kun sådan kan du forstå den

Forestil dig, hvordan det vil være, hvis du i stedet for at dømme dig selv vidste, at du ikke er…

  • … usympatisk
  • … ussel
  • … et dårligt menneske
  • … egoistisk
  • … smålig
  • … men du ér jaloux.

Og det er så normalt og naturligt, som det kan være. Især når du er ekstramor. Du ved godt, at du er den kvinde, din kæreste elsker utroligt højt, men følelsen af ikke at være den og det vigtigste i hans liv. Det er dén, der rammer dig. Og det ér altså naturligt. Og det er okay.

For de har noget sammen, du ikke er en del af. Selvfølgelig er det svært for dig. Men det er et vilkår, du skal leve med. Det kan ikke være anderledes. Men derfor gør det dig stadigvæk ikke til et dårligt menneske, at du føler, som du gør.


Ekstramor sorgen kan være en tung byrde at bære, hvis du ikke slutter fred med den

At sige farvel til kernefamilien er en stor sorg for rigtig mange mennesker, der forelsker sig i én, der allerede har børn. For I kan pr. definition aldrig blive en kernefamilie. I ér en sammenbragt familie med alt, hvad det indebærer af sorger og glæder.

Sorgen ved rollen som ekstramor er derfor ikke uvæsentlig. For den repræsenterer alle de drømme, du nu tager afsked med. Forsøg at minde dig selv om, hvad du får i stedet. Du får ham. I skaber et liv sammen. Med hans børn og med eventuelle fælles børn i fremtiden. Og selvom I aldrig bliver en kernefamilie, kan I sagtens få et rigtigt dejligt liv sammen. Det betyder ikke, at der ikke kommer krise i den sammenbragte familie. Men hvis I kommunikerer ærligt og kærligt om de bump, der kommer på vejen, kan I sagtens skabe jer et dejligt liv sammen.

Men mit råd til dig er:
Giv plads til din sorg.
Lad være med at ignorere den og undertrykke den.
Acceptér, at den er der.
Og at den nu er en del af dig.

Du kan få flere råd til, hvordan I finder melodien i jeres familie i mit blogindlæg “Sammenbragt familie: Opdragelse og udfordringer” her.


De ekstramor følelser, du har, betyder én ting.
At du nu er ekstramor med alt, hvad det indebærer

Derfor bliver du nødt til at acceptere de følelser. At lære dem at kende. Så du føler dig tryg i dem og har dig selv med hele vejen.

Jalousi i forskellige afskygninger og intensitet er nogle af ekstramor-følelserne. Skam er en anden følgesvend, når man er ekstramor. Dårlig samvittighed er også en ekstramor-følelse, mange har selskab af.

Hvis du har svært ved at rumme din kærestes barn, vil jeg bare sige til dig:

  • Det er helt normalt
  • Der er ikke noget galt med dig
  • Husk på det

Hvordan håndterer du så følelsen af ikke at kunne rumme hverken hans barn eller dig selv?
Uden at tænke “Jeg føler mig forkert som bonusmor”

Du er ikke alene. Jalousien, skammen og den dårlige samvittighed kan langt de fleste ekstramødre nikke genkendende til. Det kan jeg i hvert fald selv.

Og det hjælper at vide, du ikke er alene med de her følelser. At de er helt normale, og at der er nogen, der har det ligesom dig.

Derfor vil jeg gerne give dig to gode råd, som jeg selv har haft stor glæde af

Mit første råd er: 
Tal med nogen. Nogen, der forstår dig og de følelser, du har. Andre ekstramødre. For når du hører deres historier, vil det blive helt klart for dig, at du ikke er alene med, hvordan du har det. At du er helt normal. Og det kan faktisk nogle gange være en større trøst og støtte, end du umiddelbart skulle tro.

Mit andet råd til dig er: 
At lægge selvbebrejdelsen på hylden. Det kan være svært, det ved jeg. Men det koster så meget på energikontoen at bebrejde dig selv noget, som du dybest set ikke er herre over. 

Prøv at acceptere, hvordan du har det. For hvis du gør det, kan du også langt nemmere skabe en forandring, når du har brug for det. Det kan du ikke ved at dunke dig selv i hovedet med din dårlige samvittighed. Det får du det bare dårligere af, og det har du ikke brug for.

Med venlig hilsen

Familierådgiver Janne Leth Førgaard
Specialiseret rådgivning af Ekstramor Janne Leth Førgaard

Specialiseret rådgivning til dig og din familie

Mit navn er Janne og jeg er uddannet Stepfamily Coach, Anger facilitator, Edu-therapy specialist, praktisk parterapeut og familierådgiver. Jeg er forfatter til 2 bøger om sammenbragte familier.

Jeg hjælper kvinder, mænd og par i sammenbragte familier med at håndtere de følelser, konflikter og udfordringer, der opstår.

Privat lever jeg i en sammenbragt familie og har gjort det siden 2002. Jeg er også selv barn af skilte forældre.

  • Kære Janne.
    Først og fremmest TUSIND tak for dig. Hvor er jeg dog taknemlig for at finde denne her side jeg kan hellige mig. Du har i den grad sat ord på størstedelen af mine følelser. Jeg er så heldig at have fundet mig en mand med to børn, som hvor relationen til børnene går fuldstændig upåklageligt, og dog har jeg disse følelser indimellem som jeg ikke har vidst hvor jeg skulle placere. Så af hjertet TAK! Det hjælper mig enormt meget. Og så har jeg sat ord på overfor min kæreste, som i øvrigt er verdens mest forstående og dejlige mand. Det jeg vil sige er bare TAK, det hjælper at sige det højt, og læse dine indlæg og mails enormt meget. Jeg er i øvrigt selv barn i sammenbragt familie, med dine, mine og vores. Så har også enormt meget støtte i min skønne mor som ved hvad jeg tumler med.
    Kh en ekstramor til 2. ❤️

    • Tusind tak for din tilbagemelding, hvor er jeg bare glad for, at det jeg skriver vækker genklang og hjælper dig. Kærligst Janne

  • Kære Janne

    Tusind tak for din side – det er så rart at læse, at de til tider overvældende følelser slet ikke er så ualmindelige eller helt forkerte.

    Jeg kom til at tænke på, at du måske kunne tage det op, hvordan vi kan forholde os til det her med barnets FaceTime-samtaler med mor. Jeg finder det ekstremt grænseoverskridende og intimiderende, når min kærestes søn hiver mobilen frem og har videoopkald hos os. Fx skulle han i vores sommerferie vise hele sommerhuset til mor, jeg syntes faktisk ikke det var okay, men føler det er svært at sige fra i forhold til det. Forstår jo godt, han skal have reg til at tale med mor, omvendt synes jeg det er som uanmeldte gæster. Åhr altså!

    Hav en skøn aften 🙂

    • Tusind tak for din tilbagemelding og forslag, det vil jeg helt afgjort tage op. Det er du bestemt ikke alene om at være udfordret af.

      Kærligst Janne

  • Hej Janne
    Tak for et godt blogindlæg. Det som er svært for mig er helt klar jalousien. Mit bonusbarns mor bor i den anden ende af landet. Barnet er kun 2,5 år gammelt og min kæreste og jeg fandt sammen nogle måneder efter barnet blev født. Jeg synes det er svært at min kæreste skal overnatte hos hende i den weekend han besøger sit barn: at de sover under samme tag, at de tager på stranden sammen, at de er sammen med hendes familie, at jeg ikke er med hver gang osv. Jeg ville jo bare ønske at når vi var sammen med barnet, at vi var alene og at det var hjemme hos os. Jeg synes det er enormt svært at være i.

    • Tak for dit input – det forstår jeg virkelig godt, du synes er svært at være i og ikke mindst, at du ville ønske, at I var alene sammen med barnet. Jeg er klar over, at overnatningen skyldes afstanden, men derfor er det jo stadig svært at håndtere følelsesmæssigt. Jeg håber, at det kan give anledning til nogle gode snakke mellem dig og din kæreste om, hvordan han og du kan navigere i det på en måde, der fungerer for jer begge. De bedste tanker herfra – Janne

  • Hej Janne

    Tak for dejligt blogindlæg. Jeg befinder mig i den omvendte situation som mor med min kæreste som ingen børn har . Jeger fraskilt og kommer med 2 drenge på hhv. 14 og 17 år. Min kæreste har det meget svært med min store søn. Stemningen skifter gerne dagen før drengene lander, som vi har i en 7/7 ordning.

    Mit spørgsmål er hvor meget han egentlig skal dele med mig omkring hans følelser og udfordringer.

    Hans tilgangoverfor mig er at han gør meget ud af at fortælle mig hvad han savner eller nærmere ønsker min søn kunne være overfor ham. Min søns dårlige sider, hvad han gør forkert og hvad han burde gøre osv. Min kæreste udviser stor frustration og vrede når vi taler om det og jeg oplever ikke nogen konstruktiv fremgang i vores skænderier. Han er fuld af gode ideer omkring opdragelse og vores fælles rammer for drengene, men ønsker på ingen måde at tage part i det. Han gør meget ud af at fortælle mig hvor svært han har det. Samtidig føler jeg mig ganske fortabt idet jeg ikke blliver mødt med empati og forståelse for hvad det gør ved mig, som mor og hans kæreste.

    Vi har boet sammen i 4 år nu og jeg er meget tyndslidt. Samtidig er jeg utrolig vred idet jeg føler at han fratager mig glæden ved at se frem til at mine drenge lander hos og skal gå og have en knude i maven.

    Jeg har bedt ham tale med venner som står i samme konstellation, så han kan få nogle input udefra – men det sker ikke.

    Så hvor går grænsen til at dele tanker og følelser når det til sidst føles smertefyldt og destruktivt ?

    KH
    Maria

    • Kære Maria

      For at starte med at svare på, hvor meget din kæreste skal dele med dig om hans følelser og udfordringer, så er det helt op til dig at bestemme, hvor meget og hvad du vil høre på. Jeg anbefaler altid at være lydhør overfor sin partner. Når det er sagt, så er det din kærestes ansvar at tage hånd om de følelser, der er svære for ham at håndtere. Det er ikke dit ansvar. Og slet ikke din søns.

      Jeg blev foruroliget, når du skriver, at din kæreste gør meget ud af at fortælle, hvad han savner eller ønsker fra din søn, men at han (din kæreste) ikke selv er indstillet på at tage part at ændre på tingene. Hvis noget skal ændres, er din kæreste, i min optik, en selvskrevet del af ændringen.

      Jeg forstår virkelig godt, hvis du er tyndslidt og hvis du har følelsen af at være voldsomt i klemme mellem din søn(ner) og din kæreste. Det er du også, og det er ikke godt for nogen af jer.

      Jeg vil i den grad anbefale jer et rådgivningsforløb, hvor vi kan lægge en plan for, hvordan I to voksne kan håndtere det konstruktivt sammen. Det kan og må aldrig blive din søns ansvar, at det er svært for din kæreste. I kan læse om mine forløb her på siden under “Få hjælp” fanebladet

      Mange tanker herfra
      Janne

  • {"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
    >
    Success message!
    Warning message!
    Error message!