fbpx

Har du det (også) svært med dine bonusbørn?
Få hjælp til at håndtere de svære følelser her

Jalousi er ofte en del af pakken, når du er ekstramor. Og hvis du har det svært med dine bonusbørn, er du ikke alene. Af samme årsag kalder jeg det heller ikke bonusbørn eller bonusmor. Jeg kalder det ekstrabørn og ekstramor. Det er noget ekstra, du får med, når du forelsker dig i en, der er forælder.

Det er ekstra følelser, det er ekstra praktik og logistik, det er ekstra familiemedlemmer og ekstra konflikter. Det ikke så mærkeligt, hvis du synes, det er svært.

Det er svært at være ekstramor, men det er heldigvis også meget andet. Det er også berigende, lærerigt og udviklende. Men det kræver af dig, at du griber det konstruktivt an og fokuserer på det, du selv kan gøre noget ved. Og det er det, jeg gerne vil sætte fokus på i dette blogindlæg.

I blogindlægget kan du læse om:

✓ hvad du kan gøre, når du ikke kan rumme dit ekstrabarn.

✓ hvad du gør, hvis du er blevet ekstramor, men ikke selv er mor endnu (eller måske ikke ønsker at blive det).

✓ hvordan du håndterer de konflikter og problemer, der kan opstå mellem dig og dit ekstrabarn.

✓ hvordan du sætter grænser og siger kærligt nej.

✓ hvordan du får kabalen med parforholdet og ekstrabørn til at gå op.

Hvad gør du, når du er træt af dine bonusbørn?

Der kan være mange grunde til, at du er træt af dit bonusbarn, som jeg – af samme årsag – kalder ekstrabarn.

Der kan være det hardcore fact, at du er træt af barnet alene af den årsag, at barnet eksisterer. Fordi du ville ønske, at du og ham eller hende, du elsker, kunne starte jeres helt egen familie uden børn i forvejen. Det forstår jeg godt – det kan være sorgfuldt at komme overens med, at du aldrig får en kernefamilie. Men det er du nødt til, når du forelsker dig i en, der er nogens mor eller far.

En hel del af de ekstramødre, jeg snakker med, bliver ofte meget forlegne eller skamfulde, når snakken falder på, at de faktisk er trætte af deres ekstrabarn. Det er som om, det er forbudt at være træt af et barn. Men helt ærligt, jeg tror personligt på, at alle (også biologiske) forældre bliver trætte af deres (ekstra)børn i ny og næ. Forskellen er blot den forældrekærlighed, der hurtigt kommer tilbage igen. Sådan er det ikke for ekstraforælderen.

Så lad mig lige slå fast:
Du må gerne være træt af dit ekstrabarn.
Det må du da gerne.
Det er dine følelser, og dem har du lov til at mærke og anerkende.

Men det er rigtigt vigtigt, at du aldrig siger det til dit ekstrabarn eller lader det komme til udtryk i den måde, du behandler dit ekstrabarn på. Børn lægger mærke til meget mere, end vi tror. Også de ting, vi siger med vores adfærd og ikke med ord.

Betyder det, at du ikke må sige fra som bonusmor eller ekstramor?
Nej, overhovedet ikke. Det betyder, at du ikke involverer barnet i dine følelser. Du kan læse mere om det med at sige fra i mit blogindlæg “Må jeg godt sige fra som bonusmor?” her.

Jeg gætter på, at du selv ville blive både overrasket og såret, hvis en tæt på dig kom over til dig og sagde: “Hvor er du bare træls at være sammen med …”

Det vil ikke styrke jeres relation – tværtimod.

Men det, der i virkeligheden er interessant, er:

1) Hvorfor er du træt af dit ekstrabarn?
2) Og hvad du gør ved det?

Og det er her, at du kommer på arbejde. Som en slags detektiv, der undersøger, hvordan tingene hænger sammen. Inde i dig selv. Det første og vigtigste at få styr på er at adskille problemet og personen. For her ligger der muligvis en del af svaret.

Er det måske snarere din partners (manglende) håndtering af dit ekstrabarn, du er træt af?

I alle relationer og situationer er det vigtigt at have øjnene på problemet og ikke på personen. Det er altid problemet, der er problemet og ikke personen (som er et barn i den her sammenhæng).

Jo, der kan sagtens være en adfærd, som er problematisk. Den kommer et sted fra. Og det er ikke fra barnet selv. Det er fra barnets nære omgivelser.

En af grundene til, det kan være opslidende at være sammen med dit ekstrabarn er, at din partner måske ikke sætter de grænser, du mener er rimelige. Du bliver frustreret over barnets adfærd, men det, der virkelig frustrerer dig, er, at din partner ikke gør noget ved det. Ikke siger fra eller nej.

Her er et eksempel:
Lad os sige, at I alle sammen sidder i sofaen og ser tv. Dit ekstrabarn er også på mobilen med høj lyd. Det er ikke i orden for dig, for du har svært ved at koncentrere dig om tv’et. Din partner ignorerer det – han eller hun siger i hvert fald ikke noget.

Så bliver du træt af dit ekstrabarn. Det er naturligt. Det er helt bogstaveligt et forstyrrende element. Hvad gør du så?

Du skuler til din partner og venter på, at han eller hun siger noget.

Men der sker ikke en dyt. For din partner sidder selv med næsen nede i mobilen, den bærbare eller ser måske bare den udsendelse, I er i gang med at se.

Du forsøger muligvis med vilde øjne og fnysen at appellere til, at han eller hun kommer ind i kampen og siger noget til barnet. Det sker ikke.

What to do?

Her er det en god idé, at du forsøger at adskille problem og person. Altså det ekstrabarnet gør fra ekstrabarnet i sig selv.

Problemet er, at du bliver forstyrret af (den høje) lyd fra mobiltelefonen

Derfor anbefaler jeg, at du siger til dit ekstrabarn: “Jeg vil gerne have, du skruer ned for lyden på din mobil eller tager et headset på. Jeg kan ikke koncentrere mig om udsendelsen.”

Og lige der, bliver du bare træt af dit ekstrabarn. Fordi lyden er høj. Fordi barnets forælder ikke har sagt fra. Fordi du er nødt til at sige fra og synes, det er ubehageligt og overskrider dine grænser

Hvis du vil have en god relation til dit ekstrabarn, så er du nødt til at sige (kærligt og klart) fra, når noget bliver for meget for dig. Nogle gange bliver det respektereret. Ikke altid. Men jeg anbefaler stadig, at du siger noget. Og fokuserer på problemet frem for personen. Nogle gange kan det være svært at tale om de her ting i familien. I de situationer anbefaler jeg altid, at I får hjælp til at løse problemerne, så de ikke vokser sig for store, for eksempel gennem familierådgivning.

“Jeg kan ikke rumme min kærestes barn”

Som jeg skrev i starten, kan der være mange årsager til, at du er træt af dit ekstrabarn eller ikke kan rumme ham eller hende. Hvis vi skærer ind til benet, kan det handle om det faktum, at du ville ønske barnet ikke var født. Det kan være, at barnet har nogle udfordringer, der gør det ekstra svært at være ekstramor. Det kan være, at du (lige nu) bare ikke kan rumme din kærestes barn.

Uanset årsagen er det hårdt at have det sådan, så lad os kigge på, hvad du kan gøre ved det.

Lad os starte med at kigge på dine egne tanker. Jeg forestiller mig, at de ikke er milde. Måske er de ikke engang kærlige. Mod dig selv, that is. De fleste ekstramødre bliver både overraskede og forskrækkede over, hvor følelsesmæssigt voldsomt det er at blive ekstramor.

Rigtig mange ekstramødre bliver også meget selvkritiske desværre. For hvilket menneske er du, hvis du har svært ved at rumme et barn. Din partners barn.

De fleste er hurtige med dommen:
De stempler sig selv som værende et ikke særligt rummeligt menneske. Heller ikke et sympatisk menneske. Måske endda et dårligt menneske? Et jaloux og egoistisk menneske?

Det bliver ofte din egen dom.
Og den er hård.

Men hey, forestil dig lige, hvor dejligt og opløftende det ville være, hvis du i stedet for at dømme dig selv, vidste at:

Du er helt normal.
Du er stadig sympatisk
Du er også rummelig
Der er ikke noget galt med dig.
Du er ikke et dårligt menneske.
Du er ikke egoistisk.

Mind dig selv om det, når du kan mærke, at du begynder at være for hård ved dig selv.

Ekstramor-rollen og jalousi går ofte hånd i hånd

Du er nok ”bare” blevet jaloux. Det er bare det. Og det er så naturligt, som det kan være.

De har noget sammen, du ikke er en del af.
Selvfølgelig er det svært for dig.
Det kan ikke være anderledes.

Det gør dig altså ikke til et dårligt menneske. Det gør dig bare til ekstramor. Og det er en kompleks rolle i en familie.

Jeg vil anbefale dig at lære de følelser, der følger med ekstramor-rollen at kende.

Jalousi i forskellige afskygninger og intensitet er én af ekstramor-følelserne.

Hvis du har svært ved at rumme din kærestes barn, vil jeg bare sige:
Det er helt normalt. Der er ikke noget galt med dig.

Men det kan naturligvis også skyldes, at der er nogle udfordringer, der gør det virkelig svært. Er det tilfældet, anbefaler jeg, at du snakker med din partner om, hvordan I sammen kan lægge en plan for de udfordringer, der er.

Det er ikke nødvendigvis muligt at ændre på tingene, men så kan forventningerne afstemmes. Og I kan tale ærligt omkring, hvordan I har det. Måske er det tid til:

– at ændre på familiedynamikken derhjemme?

– at kigge på, om den måde, I p.t. har organiseret jer, fungerer efter hensigten?

– at du i en periode overlader (mere af) ansvaret til forælderen, så du er mindre på?

– at du for en stund er mindre sammen med barnet – og mere dyrker dit sociale liv ved siden af?

Der er ofte mange muligheder at tage fat i. Det kræver blot, du stopper op og tager din (mis)trivsel alvorligt. Og gør noget andet. Ellers fortsætter du med at have det, som du har det. Og det er ingen i familien tjent med.

Sagt med al respekt og kærlighed, så får du det ikke bedre af at brokke dig over dit ekstrabarn, hvis du ikke følger din utilfredshed op med en form for handling. Det er handlingen, der reelt kan gøre en forskel for dig og for dit ekstrabarn.

Brok og utilfredshed uden handling opretholder i bedste fald status quo; i værste fald får du det værre. Brok og utilfredshed efterfulgt af konkrete, konstruktive handlinger skaber en reel forandring, så det bliver rarere at være dig.

Et kærligt tip fra en fellow ekstramor

Lav en aftale med dig selv om, hvor mange gange, og hvor længe ad gangen (fx 30 minutter), du må brokke dig over det samme uden at gøre noget ved det. Det er nok det værktøj, der har hjulpet mig med at skabe allerflest forandringer i mit liv.
Svært med bonusbørn

Det er svært at være bonusmor

Ja. Det er svært at være ekstramor eller bonusmor om du vil. Det skyldes mange ting. Selve familiekonstellationen i den sammenbragte familie og ikke mindst forventningerne. Både dine egne og andres.

Der er især mange forældre, ofte fædre har jeg erfaret, der tror og håber, at deres nye partner, som ikke er mor til barnet, vil elske barnet, som han selv gør, og som var det hendes eget.

Sådan forholder det sig dog utroligt sjældent. For de fleste fædre er det en forventning, der bliver til en frustration, der bliver til sorg, som lige er nødt til at lande et sted, hvor det ikke gør alt for ondt. Det kan godt tage tid.

Det kræver af dig som skilsmissefar, at du tager vare på dine følelser, og det kræver af dig som ekstramor, at du bliver god til at sige fra, når noget bliver for meget for dig. Det kræver som regel også en del øvelse.

Men lad os vende tilbage til det med at elske. For det er ofte et ”hot topic”

Du behøver ikke elske dit ekstrabarn, hvis du ikke gør det.
Kærlighed kan og skal ikke fremtvinges.
Det, du behøver, er at anerkende og respektere dit ekstrabarn.

Anerkend de ting ved barnet, som du oprigtigt kan lide. Nogle gange er det meget få ting, fordi I ikke har en kemi, der passer sammen. Og fordi jeres personligheder er som nat og dag. Så er det sådan, det er. Det er ikke problematisk, hvis du ikke gør det til et problem, så længe du respekterer, at ekstrabarnet er en del af dit liv og behandler ham eller hende, som du ville behandle ethvert andet menneske, du er nødt til at have en fornuftig relation til.

Du kan ikke tvinge dig selv til at elske et menneske, du ikke elsker.
Men du kan altid vælge at behandle dem med anerkendelse og respekt.

Lad os et øjeblik sige, du mødte en, som ville være “det rigtige valg”.

En fornuftig mand eller kvinde. Med værdier, der ligger meget tæt op ad dine. Han eller hun er arbejdsom, venlig, kærlig og romantisk.

Du kan ikke sige hvorfor, men du kan bare mærke, at det ikke skal være dig og ham eller hende. Selvom alt i dig på en måde ville ønske det, fordi det ville være så godt et match.

Men – noget mangler.

I det her tilfælde sætter du dig nok ikke ned og tænker: Fandme jo. Den kærlighed SKAL tvinges igennem. Koste, hvad det vil. Jeg SKAL bare elske ham eller hende.

Nej vel?

Måske prøver du en rum tid at bilde dig ind, at du elsker ham eller hende, indtil du en dag indser, at det kommer ikke til at ske. Så slutter du fred med, at det ikke var ”meant to be”. Her er den helt store forskel naturligvis, at du ikke behøver at have en relation med vedkommende. Det gør du med dit ekstrabarn.

Du behøver ikke elske dit ekstrabarn, men anerkend ham eller hun for det menneske, det er.

bonusboern

Når du er ekstramor, men ikke mor

At blive ekstramor er sjældent et stort iboende ønske eller et specifikt mål, kvinder går efter. For nogle af os bliver det bare sådan, fordi ham eller hende vi har forelsket os i har børn fra tidligere forhold.

Der er mange aspekter af dit eget følelsesregister, du lærer at kende, når du bliver ekstramor, og det er ikke let. Nogle ekstramødre er selv mødre i forvejen til børn fra tidligere forhold, andre bliver mødre i deres nuværende forhold, mens andre ekstramødre aldrig bliver mødre.

Nogle kvinder fravælger af forskellige årsager at få deres egne børn, og det er helt, som det skal være. Og på den måde bliver det måske endnu sværere at være ekstramor eller ekstravoksen, fordi du som udgangspunkt har valgt børn fra, og nu ender du så alligevel med at “få børn”. Jeg får løbende henvendelser fra ekstramødre i sådan en situation, der synes, det er svært at navigere i og gerne vil have nogle råd og vejledning til netop det.

Som i så mange andre situationer, handler det om, at du som ekstramor må gøre op med dig selv, hvor dine grænser går, og hvad du eksempelvis vil være med til, og hvad du ikke vil. Det er helt okay at sige nej til at tage med på legepladsen, til fodboldstævne og til at lege. Jeg anbefaler aldrig, at du slår knuder på dig selv, fordi du føler, du er nødt til at please barnet eller barnets forælder.

Jeg anbefaler, at du siger til og fra. Kort, klart og kærligt (mere om det senere). Synes du, det er for svært, så er du helt afgjort ikke alene. Det er noget af det, jeg hjælper rigtig mange ekstramødre med i min personlige rådgivning. Både dem, der selv er mødre og dem, der ikke er.

Ekstrabørn eller bonusbørn:
Konflikter og problemer er også tit en del af pakken

Kriser i sammenbragte familier er helt naturlige. Nogle af dine konflikter og problemer med dine ekstrabørn skyldes muligvis, at du tager et ansvar på dig, som måske ikke er dit. I den gode sags tjeneste og i kærlighedens navn. Det er jeg helt med på. Men noget af det, der udfordrer mange ekstramødre og måske også dig, er, følelsen af at have et for stort ansvar. Derfor anbefaler jeg, at du kigger på, om det mon er bedre at give noget af ansvaret til den biologiske forælder. Sammenbragte børn er i sidste ende forælderens ansvar, ikke ekstraforælderens.

Mange ekstramødre sidder on and off med følelsen af, at deres ekstrabarn fylder for meget. Og at det derfor er anstrengende at være sammen med barnet. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i.

Sagen er bare, at det aldrig er barnets skyld eller ansvar. Det er forælderen, der ikke har været tydelig nok overfor barnet. Og det er uheldigt både for barnet og omgivelserne.

En lille reflekssions-øvelse

Når du synes, at andre fylder for meget, kan det også nogle gange være lærerigt at kigge din egen adfærd efter i sømmene.

Fylder du selv for lidt?
Kunne du med fordel tage lidt mere plads?
Sige lidt mere fra?

Når du lægger mange bånd på dig selv, er det svært ikke at blive provokeret af andre, der fylder og tager al den plads, de vil.

Andre gange er det ”bare”, fordi barnets forældre ikke er tydelige i deres grænsesætning, og det derfor bliver mest på barnets præmisser. Det er aldrig godt. Det er et for stort ansvar for barnet at bære.

Om at sætte grænser

Vi har allerede været lidt inde på det: Mange ekstramødre (og mødre) har svært ved at sætte grænser (i tide) for deres ekstrabarn (eller eget barn). Mange af de ekstramødre, jeg har talt med, beskriver også følelsen af at være gæst i eget hjem.

Det er der mange årsager til – jeg vil særligt fremhæve to her:

1. Du mærker det ”for sent”

Nogle gange mærker du først din grænse i det sekund, den bliver overtrådt. Så kan du jo altså ikke sætte den på forhånd. Som ekstramor kommer du nemlig til at stå i rigtig mange situationer, du ikke er forberedt på.

2. Du har det bedst, hvis ingen bliver kede af det

Du har ikke lyst til at gøre barnet (eller ham, du elsker) ked af det. Derfor siger du ikke noget, selvom du er ved at krølle sammen indeni. Og så bliver du ked af det.

Nu går jeg lige til stålet og sige det, som det er:
Hvis du vil trives som ekstramor og som menneske, så er grænser ikke nice to have. Grænser er really need to have.

Hvis du ikke sætter grænser, forsvinder du.

Du udvisker dig selv.
Du ender med ikke at kunne kende dig selv.
Du ender med ikke at være dig selv.

Og det går ikke. For det afstedkommer nogle helt andre problemer end det at sætte en grænse, selvom det kan føles vildt nok, hvis du ikke er vant til at sætte grænser eller ikke bryder dig om det.

Lad os sammen kigge på, hvad der rent faktisk sker, når du sætter en grænse.

Måske kan du allerede mærke pulsen stige ved tanken om, at du beslutter dig for at sige mere nej.
I stedet for bare at levere dit automat-ja eller din mavepinefremkaldende tavshed.

Først vil jeg starte med at slå fast:
Ingen dør af at sætte en grænse.

Det er vigtigt at huske på. Fordi det næsten kan lykkes dig at bilde dig selv ind, at det er ”livsfarligt”.

Det er det ikke. Ingen dør. Hverken dig, der sætter grænsen eller det ekstrabarn, som får sat grænsen.

Okay, ingen dør. Men nogen bliver jo kede af det.
Ja, det er rigtigt. Nogen vil blive kede af det, når du sætter din grænse.

Det bliver du også selv, når du ikke kan få det, du gerne vil have. Men ikke desto mindre er grænserne altafgørende, når man lever i en sammenbragt familie.

Din livskvalitet afhænger af, at du nogle gange siger nej. Og står ved dit nej. Også selvom det tit føles lettere at sige ja.

Sig nej, når du mener nej.
Sig ja, når du mener ja.

Selv vil jeg altid foretrække et helhjertet nej frem for et semifesent ja.

Når du sætter grænser ♥

Nogle gange mærker du først din grænse, når den er overtrådt. Ja, nogen vil nok blive kede af det, når du sætter din grænse. Men ingen dør. Dit nej er altafgørende for din livskvalitet – brug det. For din egen skyld. Men også for dem omkring dig. De er bedre tjent med, at du kun siger ja, når du rent faktisk mener det.

Parforhold og bonusbørn eller ekstrabørn:
En til tider svær cocktail

I den sammenbragte familie er parforholdet under stærkt pres fra dag 1. For her har I ikke mulighed for 24/7 at lære hinanden at kende, eftersom forælderen en del af tiden er fysisk sammen med sit barn. Selv når forælderen ikke er fysisk sammen med sit barn, er barnet oftest i forælderens tanker. Og der kan sagtens være masser af spørgsmål og andet, som forælderen er nødt til at forholde sig til. Afhængigt af, hvordan relationen er til barnets anden forælder, kan det også kræve en hel del ressourcer af din partner, hvis eksen fylder for meget. Du kan læse mere i mit blogindlæg “Sammenbragt familie: Opdragelse og udfordringer”.

Vigtigst af alt er barnet naturligvis i forælderens hjerte 24/7. Det er lige præcis det faktum, der kræver lidt tilvænning for det fleste ekstraforældre. Særligt hvis du ikke selv har børn med ind i forholdet.

Det er de to voksnes kærlighed, der limer hele den sammenbragte familie sammen, så sørg for, at I plejer jeres kærlighed og styrker den med tydelig kommunikation i parforholdet. Det er virkelig alfa og omega.

Jeg håber, du fik noget ud af blogindlægget her – og at du i hvert fald ved, at du ikke er alene med dine følelser som ekstramor – heller ikke de forbudte følelser.

Har du brug for sparring, råd eller vejledning, er du altid velkommen til at booke en uforpligtende samtale, så du i ro og mag kan beslutte dig for, om jeg er den rette til at hjælpe dig. Book din afklarende samtale her.

Kærligst Janne

Familierådgiver Janne Leth Førgaard
 

Janne Leth Førgaard
Ekstramor til 2 og mor til 2
Familierådgiver og forfatter til bogen:
Førstehjælp til Ekstramødre

Siden 2011 har jeg hjulpet ekstramødre med at få en lettere hverdag med ro på tankerne, et styrket parforhold og følelsen af at kunne være sig selv, også sammen med ekstrabarnet.

Få mine tips og værktøjer, der gør det lettere at være ekstramor allerede i dag

Sådan vinker du farvel til skyld, skam og dårlig samvittighed

Sådan håndterer du det kontroltab det er at være ekstramor

 Få overblik over hvad du må som ekstramor

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så lander værktøjerne automatisk i din indbakke
Det koster blot din e-mail - herefter modtager du løbende inspirationsmails og tilbud

Tak - Tjek venligst din e-mail