Sådan undgår du at føle dig som gæst i eget hjem, når dit ekstrabarn er hos jer
Det kan være hårdt, drænende og uholdbart, hvis du føler dig som gæst i dit eget hjem. Det er du nødt til at undgå. Men det er lettere sagt end gjort, når du er ekstramor. Det ved jeg godt.
For du får højst sandsynligt ondt i maven, hjertebanken, søvnbesvær eller andre fysiske symptomer, inden dit ekstrabarn kommer hjem til jer. Sådan har rigtig mange ekstramødre det. Og så er det selvsagt svært at føle sig afslappet og godt tilpas i sit eget hjem og i sig selv.
Derudover følger der jo også nogle ændringer i jeres hverdag og ikke mindst i jeres parforhold med, når barnet er hos jer. Det er ikke følelser, du bare kan slukke for – men i dette blogindlæg vil jeg gerne give dig mine råd til, hvordan du sætter dig selv fri, og hvordan du finder dig til rette i din rolle som ekstramor, så du kan føle dig hjemme og tilpas i dit eget hjem – også når dit ekstrabarn er hos jer.
I blogindlægget vil jeg fortælle dig om …
✓ Hvilke følelser mange andre ekstramødre oplever, når ekstrabarnet kommer hjem til dem.
✓ Hvorfor disse følelser nærmere handler om din partner og jeres relation – og i virkeligheden måske slet ikke om dit ekstrabarn.
✓ Hvorfor det kan være svært at skulle se ham, du elsker både som kæreste og som far.
✓ Hvordan du forholder dig til barnets mor.
✓ Hvordan du navigerer i din partner og hans ekspartners relation.
✓ At det hele nok skal blive rigtigt fint. Men på en anden måde, end du først havde tænkt.
✓ Hvorfor det er så vigtigt, at du sætter dig selv fri og accepterer de vilkår, som du nu er nødt til at leve med som ekstramor.
Der følger mange (også ubehagelige) følelser med, når hans barn er hos jer
– “Jeg var rasende og frustreret over følelsen af ikke at kunne være i mit eget hjem …”
– “Ofte fandt jeg mig selv i en udgave, jeg slet ikke havde lyst til at være …”
– “Jeg er så trist over, at jeg er hende den sure. Det er slet ikke sådan, jeg normalt er …”
Den slags følelser går ikke væk af sig selv heller ikke, hvis vi prøver at ignorere dem, selvom det måske virker som det nemmeste. Derfor vil jeg i dette blogindlæg give dig mine perspektiver og erfaringer, som du forhåbentligt kan bruge i din rolle som ekstramor – så du kan føle dig godt tilpas i dit eget hjem – også når dit ekstrabarn er hos jer.
Hvad kalder du din partners barn?
Det er nemlig ikke fuldstændig uden betydning for dit velbefindende, om du siger ekstrabarn, bonusbarn, papbarn, stedbarn eller hans barn. For det siger noget om måden, du opfatter relationen på.
Jeg selv ser på min mands børn som ekstrabørn. De er noget ekstra for mig. Selvom de er helt fantastiske, har det heller ikke altid føltes som en bonus, blandt andet på grund af al den koordinering, der har været nødvendig mellem 3 forskellige hjem. De er heller ikke i stedet for noget andet. Men de er noget ekstra for mig – ligesom jeg selv er en slags ekstramor for dem. Min rolle er heller ikke altid en bonus for dem, for det ville være nemmere, hvis deres mor og far boede under samme tag.
Relationen til vores ekstrabarn er ikke givet – den er noget, vi skaber sammen. Den er helt unik for lige netop jeres sammenbragte familie.
Så hvis du har lyst, vil jeg elske at høre, hvad du kalder din partners barn i kommentarfeltet herunder – og hvorfor du kalder dem det, du gør.
Dine følelser omkring dit ekstrabarns ankomst handler i virkeligheden slet ikke om dit ekstrabarn
– det handler om ham, du elsker
At du bliver fysisk og mentalt udfordret af din rolle som ekstramor og din rolle i din sammenbragte familie, hænger ikke kun sammen med at dit ekstrabarn ankommer. Faktisk hænger det ofte forbavsende lidt sammen med barnets ankomst.
Det hænger i langt højere grad sammen med den måde, din partner ændrer sig på. For han bliver (delvist) en anden. Og prioriterer dig anderledes. Og dét er svært at håndtere. Sværere end at håndtere barnet, er min påstand. Fordi du måske kan føle dig fravalgt og mindre vigtig, når hans barn er der. Fordi hans følelser for barnet kan være altoverskyggende. Især hvis de ikke ser hinanden så tit.
Derfor er det i virkeligheden ofte slet ikke dit ekstrabarn, du er vred på eller frustreret over. Men ham, du elsker, som måske ser dig lidt mindre og prioriterer anderledes, end når I blot er jer to.
Ham, du elsker er nu ikke kun din kæreste. Han er også far
Det er jo super fedt, at du har mødt verdens dejligste mand. “Hvor heldig har man lov at være?”, har du sikkert tænkt. Det føles helt rigtigt, og ja, han har et barn, men det går jo nok.
Sådan tror jeg de fleste ekstramødre går ind i ekstramor-skabet.
Men det kan også være skræmmende.
Det ved jeg alt om. Jeg måtte også selv lige tage et lille tilløb, før jeg overgav mig til et liv som ekstramor. En 12 år ældre mand, på det tidspunkt 40, med to børn med to forskellige kvinder, stod trods alt ikke allerøverst på min ”partner-ønskeliste”.
Én ting er, hvor højt du elsker din partner; netop som din partner. En helt en anden ting er, hvordan du har det med ham i hans far-rolle.
Det kan godt være to ret forskellige ting. Og personligheder.
Der er partner-personligheden.
Der er far-personligheden.
Og det er ikke sikkert, at du er lige stor fan af begge personligheder. Det har jeg tidligere skrevet om i mit blogindlæg ”Efterlysning – har du set min mand?”.
Og her sker der nemlig det, at din partner i sin far-rolle muligvis kommer til at fralægge sig lidt af sin power og maskulinitet, fordi han bare gerne vil gøre det så godt for barnet som muligt. Så barnet er glad for at være sammen med ham. Enhver fars (næst)største skræk er, at barnet ikke kan lide at være hos jer. Den største skræk er naturligvis, at der sker barnet noget. Derfor er det også forståeligt, at det er så vigtigt for ham at være den bedst mulige far for sit barn. Men det gør ikke situationen lettere at håndtere for dig. Det ved jeg godt.
Når hans barn kommer, ændrer hans prioriteter sig også
I kærlighedens navn sker der derfor nogle gange det, at barnet får et større ansvar og mere magt, end det er sundt for et barn at have. Det er den voksne, der har ansvaret for forholdet og for relationen. Og med det ansvar følger også de ubehagelige beslutninger, såsom at sige nej, stop og fra. Hvis du synes, det er svært at sige nej og sætte grænser over for dit ekstrabarn, kan du læse mit blogindlæg “Må jeg godt sige fra som bonusmor?” her.
Så når du synes, det er svært, når barnet er hos jer, er det også, fordi du ”mister” din partner, jeres hverdag, jeres rutiner og jeres ”connection”.
Fordi din partner ændrer karakter.
Han mister selvfølgelig det samme. Men han får noget andet, som han har glædet sig til i stedet. Sit barns fysiske tilstedeværelse, opmærksomhed, nærvær og kærlighed. Den forventningens glæde til at være sammen med dit ekstrabarn, har du ikke nødvendigvis. Det er helt naturligt. Men de her følelser, kan være svære både at tale om og anerkende. Det er vi nødt til for at føle os tilpas i vores rolle som ekstramor. Læs mere om de forbudte følelser, der følger med ekstramorrollen her.
Fortiden, der tegner din fremtid. Barnets mor – eksen
Det er ikke ”bare” en eks. Det er en medforælder. Et fysisk bevis på alle de lykkelige stunder, din partner har haft med en anden, før han eller hun mødte dig. Det er ikke altid rart at blive mindet om. Og det er ekstra svært, når ekskonen fylder for meget.
For selv når eksen ikke er fysisk til stede – kan hun godt være der alligevel og sætte rammerne for din og din partners tid med barnet. Det kan være barnet ringer til sin mor på Facetime eller på andre måder inddrager moren i samværet hos sin far. Hvis det er over din grænse, er du nødt til at sige fra og eventuelt tale med din partner om, hvordan tingene er, når ekstrabarnet er hos jer. Det vil jeg gerne hjælpe dig med i mit blogindlæg “Må jeg godt sige fra som bonusmor?”, som du finder her.
Det hajfyldte farvand aka de to forældres relation
Det kommer bag på mange ekstramødre, også mig, hvor meget barnets mor eller mødre kommer til at fylde. Måske mest mentalt inde i dig i virkeligheden.
Nogle mødre og ekser er afklarede med at være skilt fra barnets far; andre er ikke.
Nogle mødre og ekser tager imod dig med respekt og med et håb om at få en god relation, fordi du trods alt er nødt til at være en hel del sammen med hendes barn.
Andre ekser hader dig. Måske helt uden at have mødt dig eller kende dig. Hun synes bare pr definition, at du er uønsket, og derfor kan du heller ikke gøre noget rigtigt i hendes optik.
Det er helt afgjort det rareste for alle parter, når de to biologiske forældre har et godt samarbejde, og når der også er plads til, at det kan inkludere de ekstra voksne, der er en stor del af barnets liv. Og at der kan findes en konstellation, som alle har det nogenlunde med.
Men det er desværre langt fra altid, at det går sådan. I langt størstedelen af mine personlige rådgivningsforløb, er barnets mor et (stort) samtaleemne. Og det med alt fra, hvordan hun er mor, hvordan hun er eks og hvordan hun behandler hendes eksmands nye livspartner.
Husk på, at hun ligesom dig sikkert også
har problemer, bekymringer og frustrationer
Ligesom det ikke er let at være ekstramor i den sammenbragte familiekonstellation, er jeg sikker på, at det heller ikke altid er let at være barnets mor. Det tror jeg bestemt ikke, at det er. Men det er hendes ansvar at deale med det. Det kan og skal hun ikke lægge over på dig. Ligesom du ikke kan eller skal lægge din del over på hende. Vi bærer hver vores del. Når vi gør det, kan vi nemlig også ændre på det, der går os på. Fordi vi selv tager ansvaret på os.
Det er langt sværere at ændre på andre mennesker. Så det er vi nødt til at give slip på. De er, som de er, og vi får langt mere ud af at kigge ind ad og se på, hvad vi selv kan gøre for at finde en vej frem, der giver mening for os.
Jeg lover dig, at det bliver bedre med tiden
Det gør det for langt de fleste. Men det kræver, at dit fokus er skarpt. Hold dit fokus på alt det, der fungerer. Når du fokuserer på det, så vokser det. Og så er vedholdenhed også afgørende. Du må blive ved og ved. Fokus og vedholdenhed bliver – sammen med tid og tålmodighed – nogle af dine bedste venner, er min egen erfaring. Sådan var det for mig.
For nogle er virkelighedens vilkår, altså det faktum, at du ikke kan blive en del af en kernefamilie, hvis du vil leve sammen med ham, du elsker, en sorg, som du er nødt til at finde en plads inde i dig selv til.
Det kan godt være en stor sorg at skulle se i øjnene, at far, mor og børn-drømmen ikke kommer til at gå i opfyldelse på netop den måde, du først havde tænkt dig. Den kan gå i opfyldelse på en anden måde. Det er ikke en dårligere måde. Men det ér en anden måde, og det kræver, at du giver slip på håbet om det, der endegyldigt ikke kan blive. Det tager tid. Og det er sorgfuldt for mange.
Sæt dig selv fri, og acceptér de vilkår,
der følger med ekstramorrollen
Jeg lever selv i en sammenbragt familie. Og det ville helt afgjort have været nemmere på mange parametre, hvis jeg ikke havde forelsket mig i en mand med to børn fra to tidligere forhold. Men det gjorde jeg. Kærligheden lader sig ikke styre. Det er også det, der gør den så fantastisk, når den slår benene væk under dig.
Ja. Det bliver nemmere med tiden. Og på samme tid er jeg også vokset som menneske med min rolle som ekstramor. Og som mor. Det har sandelig heller ikke været en konflikt- og udfordringsfri rute. Det er det stadig ikke.
Var jeg blevet ekstramor, hvis jeg havde vidst, hvad jeg skulle igennem med mig selv?
Sikkert ikke.
Ville jeg gøre det hele igen, hvis jeg vidste, hvor vi endte henne?
Ja, det ville jeg. Anytime.
Jeg var ikke blevet den, jeg er i dag, hvis det ikke var for rejsen. Men ærligt, jeg havde ikke valgt den frivilligt. Det har været et bekendtskab, jeg har slået mig på. Både som ekstramor. Som mor. Og som menneske.
Men jeg har sat mig selv fri. Jeg har gjort det godt nok. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne med den viden, jeg havde på det respektive tidspunkt.
Jeg fristes til at sige, at lykken ligger i at acceptere de vilkår, der er blevet dine.
Vilkårene kan du ikke ændre på. Men du kan – til hver en tid – ændre på din tilgang eller din fortælling om vilkårene. Og det er netop deri, lykken ligger; at vide, at du kan ændre den historie, du fortæller dig selv om dig selv.
Kærligst Janne
Ekstramor til 2 og mor til 2
Familierådgiver og forfatter til Førstehjælp til Ekstramødre
Siden 2011 har jeg hjulpet ekstramødre med at få en lettere hverdag med ro på tankerne, et styrket parforhold og følelsen af at kunne være sig selv, også sammen med ekstrabarnet.
Jeg kalder dem for bonusbørn, fordi jeg oftest synes de beriger mit liv. Men ville jeg gøre det her igen? Nej, der ville jeg ikke gøre.
Mange tak for at dele dine tanker. Det er godt vi ikke på forhånd ved præcis, hvad vi går ind til, så havde kærligheden muligvis trange kår. Kærlig hilsen og alt det bedste på din ekstramor-vej Janne
Kalder mig selv bonus overfor den ældste. Den yngste svinger meget i hvad jeg er, men nok bare fars kæreste. Hun er nemlig ikke en bonus for mig.
Jeg ville ikke gøre det igen hvis jeg vidste hvor mange tårer det kræver.
Mangler lidt du også skriver om at man ikke føler sig hjemme den dag de kommer hjem igen, altså skiftedagene.
Mange tak for dit input – også om skiftedagene. Kærlig hilsen Janne
Jeg kalder dem ekstra børn, fordi de bor hos os, i mit tidligere alene hjem, 12 ud af 14 dage. Jeg er mere sammen med dem end begge deres forældre til sammen og det er bestemt ikke altid lykken. For hverken dem eller mig.
Den ene kalder mig bonus tror jeg, den mindste er jeg nok mest bare fars kæreste.
Det er det sværeste jeg nogensinde har prøvet og jeg var aldrig gået ind til det, hvis jeg havde vidst hvor svært det er.
Mange tak for at dele dine tanker – jeg sender alle de bedste tanker retur til dig. Det er bestemt ikke let at være ekstramor. Kærligst Janne
Jeg er ikke nogens bonus eller pap, men mine børn har en ekstra voksen i hjemmet når de er hos deres far.
Jeg synes man skal huske på, at der med en skilsmisse, og et nyt liv hver for sig, fortsat kun er en mor og en far – dertil kommer evt. kærester, som for børnene kan være rigtig svære at forholde sig til.
Respekten imellem kæreste og kærestes børn skal være der…… ellers er det klart man ikke kan føle sig hjemme i eget hjem. Men er det ikke os voksne der har ansvaret for netop at skabe respekt og plads – så alle kan være der!?
Mine børn er hos deres far hver anden uge, og føler hver gang de blot er på besøg – hans kæreste har også sagt, at de må være der, men det er ikke deres hjem.
I mine øjne er det respektløs, men måske pga. hendes frustrationer over ikke at føle sig hjemme i eget hjem, at hun siger sådan. Men at føle sig hjemme i eget hjem, handler også om hvordan man har det inderst inde.
Der er mange følelser, mange tanker, og det kræver meget af alle….. og med respekten for at børnene kun har en mor og en far, og det at acceptere at man er en ekstra voksen, tror jeg man kommer langt på vejen til at kunne være i eget hjem, og føle sig hjemme.
Mange tak for dit input. Jeg er helt enig med dig i, at der kun er én mor og én far. Nogle børn og familier er så heldige, at de får en slags ekstraforælder, en ekstra voksen i deres liv, som de også får en god relation til, omend det ikke er en ny mor eller far. Men sådan er det ikke altid.
Jeg er ked af at høre, at dine børn ikke føler sig hjemme hos deres far og bliver ked af på deres vegne, at de har fået at vide, at det ikke er deres hjem. Det er lige så meget deres hjem, som det er ekstramorens hjem.
Selv om du, som ekstramor, måske ikke føler dig hjemme, når børnene er der, er det aldrig børnenes ansvar. Det er den voksne, der har ansvaret. Og synes den voksne, i det her tilfælde ekstramoren, at det er for svært på egen hånd, så anbefaler jeg, at hun søger hjælp. Som du skriver, så handler det at føle sig hjemme også om, hvordan du, som ekstramor, har det inderst inde og har du det ikke godt, anbefaler jeg altid, at du tager det meget alvorligt og gør noget ved det.
Det bedste hilsner
Janne
Tak – jeg blev rørt da jeg læste din blog. Jeg har ind imellem troet at jeg var blevet skør. Jeg forstår nu at jeg er helt normal. Jeg kalder mine for pap- og bonusbørn, for det er det de kalder mig. Det veksler. Begge dele er kærligt ment.
Tak for at læse med – jeg er rigtig glad for, at du er blevet bekræftet i, at du er helt normal.
Kærligst
Janne
Jeg omtaler min ekstrabørn som min “pige” og “dreng” ikke søn og datter – de er ikke bonusbørn og jeg hader ordet papbørn. Min pige omtaler min søn og vores fælles børn som søskende, mens min dreng ønsker dem omtalt som papsøskende. Det har vi talt igennem og respekterer.
Vi er dog alle 7 enige om at vi er “familie” som vil hinanden det bedste.
Det lyder så fint, at I har fundet nogle begreber eller ord, der passer til jer hver især – og ikke mindst at I er enige om at ville hinanden det bedste. Kærligst Janne
Er det nødvendigt, at man kalder sig selv for en ekstramor/bonusmor eller andet? Jeg er langt fra hendes mor og synes det er en træls titel at få. Ja, jeg interessere mig for hende og hendes hverdag. Men jeg har ikke noget at skulle have sagt ud over hvordan tingene fungere herhjemme. Jeg er hendes fars kone, som jeg har to børn sammen og dem er jeg mor overfor. Hvorfor skal der pålægges en rolle/titel på os, bare fordi han har et barn i forvejen. Jeg har kendt barnet siden hun var 2 år, men forholdet er stadig svært fordi hendes personlighed ligger så langt fra min. Men hvor er der også mange børn der lider under disse omstændigheder. Tænkt selv, at skulle skifte seng hver anden weekend og forholde sig til to hjem der kører tingene vidt forskelligt. Fedt du sætter fokus på emnet.
Nej, det er helt bestemt ikke nødvendigt, at man kalder sig selv for ekstramor/bonusmor eller andet. Nogle kalder sig ekstra voksen, voksenven og andre igen deres navn. Det er helt op til den enkelte. Ja, du har helt ret i, at der desværre er mange børn, der kommer i klemme og endda lider under den sammenbragte familiekonstellation. Min pointe og fokus er at gøre det så kærligt, som det nu er muligt for alle parter, så færrest muligt kommer i klemme. Kærlig hilsen Janne
Hej Janne
Jeg har SÅ svært ved at skrive det her, står midt i følelses-kaos og er SÅ glad for at læse, at jeg ikke er et ondt menneske, fordi jeg ikke lige elsker min kærestes søn eller har lyst til at se på ham som en bonus. Der er også ting ved ham, som irriterer mig. Dog holder jeg af ham og kan lide mange andre ting ved ham og han holder af mig. Jeg har ham 12 ud af 14 dage. Derfor er der også nogle ting, som ikke helt passer på os i din artikel. Det med at hans far ser frem til at få ham i weekenden kommer ikke helt frem på den måde, og min kæreste sætter heller ikke mig som 2. prioritet, han ser det som 2 forskellige slags kærlighed og elsker mig meget meget højt, så den del er jeg ikke udfordret på. Alligevel synes jeg det er svært, at han har noget med andre, som jeg ikke er en del af og ikke har med ham. Han har faktisk 2 børn med 2 forskellige mødre (den ældste er voksen og flyttet hjemmefra og begge mødre er psykisk og mentalt udfordret, hvilket også giver særlige udfordringer). Vi snakker om at få et barn sammen, måske meget stort ønske for ham og til dels også mig, men jeg er SÅ bange for, hvilke reaktioner det kan give fra vores børn. Jeg har 3 børn fra et ægteskab med en narcissist, det giver også problemer i sig selv, og min yngste på 9 er autist, men ikke voldsomt udfordret og min kæreste fungerer fint med mine børn og han siger, han elsker dem, hvilket jeg ikke helt kan forstå. Min kæreste er en af de mænd, som meget gerne snakker om følelser. Jeg er selv pædagog på en skole, har børn i special klasse, så jeg er jo vant til at rumme særligt udfordrede børn, så jeg har SÅ svært ved, at jeg har svært ved at rumme mit “ekstra” barn (i øvrigt tak for det udtryk, min kæreste har hele tiden kaldt det for “bonus” og det udtryk passer bestemt ikke til mine følelser pt – håber virkelig på, at det ændrer sig, da min dårlige samvittighed fylder). Han har det også særlig svært lige nu, da vi har fået bopæl (en time fra hans tidligere bopæl) på ham pga hans mors mindre begavelse og alkoholmisbrug, så han har også skiftet skole, så jeg ved jo godt, at han på ingen måde har det let og jeg faktisk burde tage mig ekstra særligt af ham. Men…jeg er selv fyldt op af min fortid med forfølgelse og overvågning af eks’en og et overgreb på min datter og hun har fyldt meget. Derudover har jeg hevet min kæreste op fra en depression (var selv i depression efter alt min forhistorie), så jeg er virkelig fyldt op på alle parametre. Derfor kan jeg næsten ikke overskue ham og hans problemer også, er det helt forkert?? Til sidst skal nævnes at vi også begge står over for to forældremyndighedssager.
Hilsen fra en mor/kæreste og ekstra mor med MEGET dårlig samvittighed.
Kære ekstramor
Først og fremmest vil jeg sige, at det du og I har været igennem og står i nu lyder meget alvorligt. Med tanke på alt det, er det helt naturlig og fuldt forståeligt, hvis du ikke har kapacitet til at overskue flere problemer lige nu. Det gør dig ikke til et dårligt menneske, men til et menneske, hvis kapacitet og ressourcer har været spændt helt ud til det maksimale over en lang periode.
Får du ikke allerede professionel hjælp og vejledning, vil min anbefaling være at søge det. Det lyder som alvorlige og voldsomme problematikker, du har stået i og stadig gør.
Ultimativt er dit ekstrabarn ikke dit ansvar. Barnet er forældrenes ansvar og jeg læser mig til, at det er faren der lyder til at være den primære forældre pt. Derfor er det hans ansvar at hjælpe sit barn bedst muligt. Bliver det for svært for ham, vil jeg også anbefale ham at få professionel hjælp.
Måske er det bedste og kærligste du kan gøre for dit ekstrabarn – og dig selv – at passe bedst muligt på dig selv, søge noget hjælp, så du ikke brænder sammen.
Slutteligt for at svare på dit spørgsmål:
Nej, det er ikke forkert. Din situation taget i betragtning, er det helt naturligt, at du pt ikke kan overskue dit ekstrabarns udfordringer.
Kærligst
Janne
Det kan desværre også blive mere svært med tiden.
Har kendt min mand siden hans 2 børn var 2 og 6 år. I starten kastede jeg mig gladeligt ud i rollen og påtog mig en masse ansvar til stor irritation for børnenes mor.. Senere indså jeg at jeg ikke kunne leve op til egne forventninger og heller ikke passede på mig selv. Især blev det svært da vi fik 2 børn sammen og der konstant skulle tages hensyn til de ældste og deres mor. Det resulterede i at vi blev skilt.
Senere fandt vi sammen igen og lovede hinanden at passe bedre på den lille familie (ham, jeg og de 2 fællesbørn). Det varede dog kun få måneder, idet hans ældste valgte at flytte ind hos os, og 3 år senere fulgte lillesøsteren trop.
De flyttede ind ifm gymnasiestart. Og da vi i flere år forinden havde set dem meget lidt var det nærmest fremmede teenagere vi pludseligt havde i huset.
I 5 år har der ingen pauser været bortset fra en weekend i ny og næ, hvor de besøger deres mor.
Synes det er så svært. Jeg har følelsen af at jeg bare holder vejret indtil den yngste forhåbentligt flytter om 1,5 år. Jeg oplever at jeg trækker mig fra fællesskabet fordi jeg føler mig utilpas i mit eget hjem. De aftaler, drømme og forhåbninger vi/jeg havde er sat på hold, alt imens tiden bare går.
Jeg havde aldrig valgt dette hvis jeg havde vidst hvad jeg ved idag.
Plejede at kalde dem papbørn, fordi det i mine øre lød sødt – idag kalder jeg dem hans børn. Jeg oplever at forholdet til dem var rigtig godt og kærligt engang, men ikke mere.
Anerkender at han har fået sin store drøm om at bo sammen med dem igen opfyldt og at vores fællesbørn har oplevet glæden ved at bo sammen med deres storesøskende. Men for mig personligt er det bare en daglig kamp at være tilstede i mit eget hjem.
Mange tak for din kommentar. Det lyder ikke rart med en daglig kamp om at være til stede i dit eget hjem. Jeg er helt med på, at det kan være en udfordring at være ekstramor og leve i en sammenbragt familie. Men det skal ikke være en daglig kamp. Har du eventuelt overvejet sparring eller rådgivning, så det bliver rarere at være dig i din hverdag og i din familie? Det vil i hvert fald være min kærlige anbefaling. Det lyder hårdt at skulle holde vejret i 1½ år endnu.
Kærligst
Janne