Sådan undgår du at føle dig som gæst i eget hjem, når dit ekstrabarn er hos jer
Det kan være hårdt, drænende og uholdbart, hvis du føler dig som gæst i dit eget hjem. Det er du nødt til at undgå. Men det er lettere sagt end gjort, når du er ekstramor. Det ved jeg godt.
For du får højst sandsynligt ondt i maven, hjertebanken, søvnbesvær eller andre fysiske symptomer, inden dit ekstrabarn kommer hjem til jer. Sådan har rigtig mange ekstramødre det. Og så er det selvsagt svært at føle sig afslappet og godt tilpas i sit eget hjem og i sig selv.
Derudover følger der jo også nogle ændringer i jeres hverdag og ikke mindst i jeres parforhold med, når barnet er hos jer. Det er ikke følelser, du bare kan slukke for – men i dette blogindlæg vil jeg gerne give dig mine råd til, hvordan du sætter dig selv fri, og hvordan du finder dig til rette i din rolle som ekstramor, så du kan føle dig hjemme og tilpas i dit eget hjem – også når dit ekstrabarn er hos jer.
I blogindlægget vil jeg fortælle dig om …
✓ Hvilke følelser mange andre ekstramødre oplever, når ekstrabarnet kommer hjem til dem.
✓ Hvorfor disse følelser nærmere handler om din partner og jeres relation – og i virkeligheden måske slet ikke om dit ekstrabarn.
✓ Hvorfor det kan være svært at skulle se ham, du elsker både som kæreste og som far.
✓ Hvordan du forholder dig til barnets mor.
✓ Hvordan du navigerer i din partner og hans ekspartners relation.
✓ At det hele nok skal blive rigtigt fint. Men på en anden måde, end du først havde tænkt.
✓ Hvorfor det er så vigtigt, at du sætter dig selv fri og accepterer de vilkår, som du nu er nødt til at leve med som ekstramor.
Der følger mange (også ubehagelige) følelser med, når hans barn er hos jer
– “Jeg var rasende og frustreret over følelsen af ikke at kunne være i mit eget hjem …”
– “Ofte fandt jeg mig selv i en udgave, jeg slet ikke havde lyst til at være …”
– “Jeg er så trist over, at jeg er hende den sure. Det er slet ikke sådan, jeg normalt er …”
Den slags følelser går ikke væk af sig selv heller ikke, hvis vi prøver at ignorere dem, selvom det måske virker som det nemmeste. Derfor vil jeg i dette blogindlæg give dig mine perspektiver og erfaringer, som du forhåbentligt kan bruge i din rolle som ekstramor – så du kan føle dig godt tilpas i dit eget hjem – også når dit ekstrabarn er hos jer.
Hvad kalder du din partners barn?
Det er nemlig ikke fuldstændig uden betydning for dit velbefindende, om du siger ekstrabarn, bonusbarn, papbarn, stedbarn eller hans barn. For det siger noget om måden, du opfatter relationen på.
Jeg selv ser på min mands børn som ekstrabørn. De er noget ekstra for mig. Selvom de er helt fantastiske, har det heller ikke altid føltes som en bonus, blandt andet på grund af al den koordinering, der har været nødvendig mellem 3 forskellige hjem. De er heller ikke i stedet for noget andet. Men de er noget ekstra for mig – ligesom jeg selv er en slags ekstramor for dem. Min rolle er heller ikke altid en bonus for dem, for det ville være nemmere, hvis deres mor og far boede under samme tag.
Relationen til vores ekstrabarn er ikke givet – den er noget, vi skaber sammen. Den er helt unik for lige netop jeres sammenbragte familie.
Så hvis du har lyst, vil jeg elske at høre, hvad du kalder din partners barn i kommentarfeltet herunder – og hvorfor du kalder dem det, du gør.
Dine følelser omkring dit ekstrabarns ankomst handler i virkeligheden slet ikke om dit ekstrabarn
– det handler om ham, du elsker
At du bliver fysisk og mentalt udfordret af din rolle som ekstramor og din rolle i din sammenbragte familie, hænger ikke kun sammen med at dit ekstrabarn ankommer. Faktisk hænger det ofte forbavsende lidt sammen med barnets ankomst.
Det hænger i langt højere grad sammen med den måde, din partner ændrer sig på. For han bliver (delvist) en anden. Og prioriterer dig anderledes. Og dét er svært at håndtere. Sværere end at håndtere barnet, er min påstand. Fordi du måske kan føle dig fravalgt og mindre vigtig, når hans barn er der. Fordi hans følelser for barnet kan være altoverskyggende. Især hvis de ikke ser hinanden så tit.
Derfor er det i virkeligheden ofte slet ikke dit ekstrabarn, du er vred på eller frustreret over. Men ham, du elsker, som måske ser dig lidt mindre og prioriterer anderledes, end når I blot er jer to.
Ham, du elsker er nu ikke kun din kæreste. Han er også far
Det er jo super fedt, at du har mødt verdens dejligste mand. “Hvor heldig har man lov at være?”, har du sikkert tænkt. Det føles helt rigtigt, og ja, han har et barn, men det går jo nok.
Sådan tror jeg de fleste ekstramødre går ind i ekstramor-skabet.
Men det kan også være skræmmende.
Det ved jeg alt om. Jeg måtte også selv lige tage et lille tilløb, før jeg overgav mig til et liv som ekstramor. En 12 år ældre mand, på det tidspunkt 40, med to børn med to forskellige kvinder, stod trods alt ikke allerøverst på min ”partner-ønskeliste”.
Én ting er, hvor højt du elsker din partner; netop som din partner. En helt en anden ting er, hvordan du har det med ham i hans far-rolle.
Det kan godt være to ret forskellige ting. Og personligheder.
Der er partner-personligheden.
Der er far-personligheden.
Og det er ikke sikkert, at du er lige stor fan af begge personligheder. Det har jeg tidligere skrevet om i mit blogindlæg ”Efterlysning – har du set min mand?”.
Og her sker der nemlig det, at din partner i sin far-rolle muligvis kommer til at fralægge sig lidt af sin power og maskulinitet, fordi han bare gerne vil gøre det så godt for barnet som muligt. Så barnet er glad for at være sammen med ham. Enhver fars (næst)største skræk er, at barnet ikke kan lide at være hos jer. Den største skræk er naturligvis, at der sker barnet noget. Derfor er det også forståeligt, at det er så vigtigt for ham at være den bedst mulige far for sit barn. Men det gør ikke situationen lettere at håndtere for dig. Det ved jeg godt.

Når hans barn kommer, ændrer hans prioriteter sig også
I kærlighedens navn sker der derfor nogle gange det, at barnet får et større ansvar og mere magt, end det er sundt for et barn at have. Det er den voksne, der har ansvaret for forholdet og for relationen. Og med det ansvar følger også de ubehagelige beslutninger, såsom at sige nej, stop og fra. Hvis du synes, det er svært at sige nej og sætte grænser over for dit ekstrabarn, kan du læse mit blogindlæg “Må jeg godt sige fra som bonusmor?” her.
Så når du synes, det er svært, når barnet er hos jer, er det også, fordi du ”mister” din partner, jeres hverdag, jeres rutiner og jeres ”connection”.
Fordi din partner ændrer karakter.
Han mister selvfølgelig det samme. Men han får noget andet, som han har glædet sig til i stedet. Sit barns fysiske tilstedeværelse, opmærksomhed, nærvær og kærlighed. Den forventningens glæde til at være sammen med dit ekstrabarn, har du ikke nødvendigvis. Det er helt naturligt. Men de her følelser, kan være svære både at tale om og anerkende. Det er vi nødt til for at føle os tilpas i vores rolle som ekstramor. Læs mere om de forbudte følelser, der følger med ekstramorrollen her.
Fortiden, der tegner din fremtid. Barnets mor – eksen
Det er ikke ”bare” en eks. Det er en medforælder. Et fysisk bevis på alle de lykkelige stunder, din partner har haft med en anden, før han eller hun mødte dig. Det er ikke altid rart at blive mindet om. Og det er ekstra svært, når ekskonen fylder for meget.
For selv når eksen ikke er fysisk til stede – kan hun godt være der alligevel og sætte rammerne for din og din partners tid med barnet. Det kan være barnet ringer til sin mor på Facetime eller på andre måder inddrager moren i samværet hos sin far. Hvis det er over din grænse, er du nødt til at sige fra og eventuelt tale med din partner om, hvordan tingene er, når ekstrabarnet er hos jer. Det vil jeg gerne hjælpe dig med i mit blogindlæg “Må jeg godt sige fra som bonusmor?”, som du finder her.
Det hajfyldte farvand aka de to forældres relation
Det kommer bag på mange ekstramødre, også mig, hvor meget barnets mor eller mødre kommer til at fylde. Måske mest mentalt inde i dig i virkeligheden.
Nogle mødre og ekser er afklarede med at være skilt fra barnets far; andre er ikke.
Nogle mødre og ekser tager imod dig med respekt og med et håb om at få en god relation, fordi du trods alt er nødt til at være en hel del sammen med hendes barn.
Andre ekser hader dig. Måske helt uden at have mødt dig eller kende dig. Hun synes bare pr definition, at du er uønsket, og derfor kan du heller ikke gøre noget rigtigt i hendes optik.
Det er helt afgjort det rareste for alle parter, når de to biologiske forældre har et godt samarbejde, og når der også er plads til, at det kan inkludere de ekstra voksne, der er en stor del af barnets liv. Og at der kan findes en konstellation, som alle har det nogenlunde med.
Men det er desværre langt fra altid, at det går sådan. I langt størstedelen af mine personlige rådgivningsforløb, er barnets mor et (stort) samtaleemne. Og det med alt fra, hvordan hun er mor, hvordan hun er eks og hvordan hun behandler hendes eksmands nye livspartner.
Husk på, at hun ligesom dig sikkert også
har problemer, bekymringer og frustrationer
Ligesom det ikke er let at være ekstramor i den sammenbragte familiekonstellation, er jeg sikker på, at det heller ikke altid er let at være barnets mor. Det tror jeg bestemt ikke, at det er. Men det er hendes ansvar at deale med det. Det kan og skal hun ikke lægge over på dig. Ligesom du ikke kan eller skal lægge din del over på hende. Vi bærer hver vores del. Når vi gør det, kan vi nemlig også ændre på det, der går os på. Fordi vi selv tager ansvaret på os.
Det er langt sværere at ændre på andre mennesker. Så det er vi nødt til at give slip på. De er, som de er, og vi får langt mere ud af at kigge ind ad og se på, hvad vi selv kan gøre for at finde en vej frem, der giver mening for os.
Jeg lover dig, at det bliver bedre med tiden
Det gør det for langt de fleste. Men det kræver, at dit fokus er skarpt. Hold dit fokus på alt det, der fungerer. Når du fokuserer på det, så vokser det. Og så er vedholdenhed også afgørende. Du må blive ved og ved. Fokus og vedholdenhed bliver – sammen med tid og tålmodighed – nogle af dine bedste venner, er min egen erfaring. Sådan var det for mig.
For nogle er virkelighedens vilkår, altså det faktum, at du ikke kan blive en del af en kernefamilie, hvis du vil leve sammen med ham, du elsker, en sorg, som du er nødt til at finde en plads inde i dig selv til.
Det kan godt være en stor sorg at skulle se i øjnene, at far, mor og børn-drømmen ikke kommer til at gå i opfyldelse på netop den måde, du først havde tænkt dig. Den kan gå i opfyldelse på en anden måde. Det er ikke en dårligere måde. Men det ér en anden måde, og det kræver, at du giver slip på håbet om det, der endegyldigt ikke kan blive. Det tager tid. Og det er sorgfuldt for mange.
Sæt dig selv fri, og acceptér de vilkår,
der følger med ekstramorrollen
Jeg lever selv i en sammenbragt familie. Og det ville helt afgjort have været nemmere på mange parametre, hvis jeg ikke havde forelsket mig i en mand med to børn fra to tidligere forhold. Men det gjorde jeg. Kærligheden lader sig ikke styre. Det er også det, der gør den så fantastisk, når den slår benene væk under dig.
Ja. Det bliver nemmere med tiden. Og på samme tid er jeg også vokset som menneske med min rolle som ekstramor. Og som mor. Det har sandelig heller ikke været en konflikt- og udfordringsfri rute. Det er det stadig ikke.
Var jeg blevet ekstramor, hvis jeg havde vidst, hvad jeg skulle igennem med mig selv?
Sikkert ikke.
Ville jeg gøre det hele igen, hvis jeg vidste, hvor vi endte henne?
Ja, det ville jeg. Anytime.
Jeg var ikke blevet den, jeg er i dag, hvis det ikke var for rejsen. Men ærligt, jeg havde ikke valgt den frivilligt. Det har været et bekendtskab, jeg har slået mig på. Både som ekstramor. Som mor. Og som menneske.
Men jeg har sat mig selv fri. Jeg har gjort det godt nok. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne med den viden, jeg havde på det respektive tidspunkt.
Jeg fristes til at sige, at lykken ligger i at acceptere de vilkår, der er blevet dine.
Vilkårene kan du ikke ændre på. Men du kan – til hver en tid – ændre på din tilgang eller din fortælling om vilkårene. Og det er netop deri, lykken ligger; at vide, at du kan ændre den historie, du fortæller dig selv om dig selv.
Kærligst Janne
Ekstramor til 2 og mor til 2
Familierådgiver og forfatter til Førstehjælp til Ekstramødre
Siden 2011 har jeg hjulpet ekstramødre med at få en lettere hverdag med ro på tankerne, et styrket parforhold og følelsen af at kunne være sig selv, også sammen med ekstrabarnet.
Jeg kalder dem for bonusbørn, fordi jeg oftest synes de beriger mit liv. Men ville jeg gøre det her igen? Nej, der ville jeg ikke gøre.
Mange tak for at dele dine tanker. Det er godt vi ikke på forhånd ved præcis, hvad vi går ind til, så havde kærligheden muligvis trange kår. Kærlig hilsen og alt det bedste på din ekstramor-vej Janne
Kalder mig selv bonus overfor den ældste. Den yngste svinger meget i hvad jeg er, men nok bare fars kæreste. Hun er nemlig ikke en bonus for mig.
Jeg ville ikke gøre det igen hvis jeg vidste hvor mange tårer det kræver.
Mangler lidt du også skriver om at man ikke føler sig hjemme den dag de kommer hjem igen, altså skiftedagene.
Mange tak for dit input – også om skiftedagene. Kærlig hilsen Janne
Jeg kalder dem ekstra børn, fordi de bor hos os, i mit tidligere alene hjem, 12 ud af 14 dage. Jeg er mere sammen med dem end begge deres forældre til sammen og det er bestemt ikke altid lykken. For hverken dem eller mig.
Den ene kalder mig bonus tror jeg, den mindste er jeg nok mest bare fars kæreste.
Det er det sværeste jeg nogensinde har prøvet og jeg var aldrig gået ind til det, hvis jeg havde vidst hvor svært det er.
Mange tak for at dele dine tanker – jeg sender alle de bedste tanker retur til dig. Det er bestemt ikke let at være ekstramor. Kærligst Janne
Jeg er ikke nogens bonus eller pap, men mine børn har en ekstra voksen i hjemmet når de er hos deres far.
Jeg synes man skal huske på, at der med en skilsmisse, og et nyt liv hver for sig, fortsat kun er en mor og en far – dertil kommer evt. kærester, som for børnene kan være rigtig svære at forholde sig til.
Respekten imellem kæreste og kærestes børn skal være der…… ellers er det klart man ikke kan føle sig hjemme i eget hjem. Men er det ikke os voksne der har ansvaret for netop at skabe respekt og plads – så alle kan være der!?
Mine børn er hos deres far hver anden uge, og føler hver gang de blot er på besøg – hans kæreste har også sagt, at de må være der, men det er ikke deres hjem.
I mine øjne er det respektløs, men måske pga. hendes frustrationer over ikke at føle sig hjemme i eget hjem, at hun siger sådan. Men at føle sig hjemme i eget hjem, handler også om hvordan man har det inderst inde.
Der er mange følelser, mange tanker, og det kræver meget af alle….. og med respekten for at børnene kun har en mor og en far, og det at acceptere at man er en ekstra voksen, tror jeg man kommer langt på vejen til at kunne være i eget hjem, og føle sig hjemme.
Mange tak for dit input. Jeg er helt enig med dig i, at der kun er én mor og én far. Nogle børn og familier er så heldige, at de får en slags ekstraforælder, en ekstra voksen i deres liv, som de også får en god relation til, omend det ikke er en ny mor eller far. Men sådan er det ikke altid.
Jeg er ked af at høre, at dine børn ikke føler sig hjemme hos deres far og bliver ked af på deres vegne, at de har fået at vide, at det ikke er deres hjem. Det er lige så meget deres hjem, som det er ekstramorens hjem.
Selv om du, som ekstramor, måske ikke føler dig hjemme, når børnene er der, er det aldrig børnenes ansvar. Det er den voksne, der har ansvaret. Og synes den voksne, i det her tilfælde ekstramoren, at det er for svært på egen hånd, så anbefaler jeg, at hun søger hjælp. Som du skriver, så handler det at føle sig hjemme også om, hvordan du, som ekstramor, har det inderst inde og har du det ikke godt, anbefaler jeg altid, at du tager det meget alvorligt og gør noget ved det.
Det bedste hilsner
Janne
Tak – jeg blev rørt da jeg læste din blog. Jeg har ind imellem troet at jeg var blevet skør. Jeg forstår nu at jeg er helt normal. Jeg kalder mine for pap- og bonusbørn, for det er det de kalder mig. Det veksler. Begge dele er kærligt ment.
Tak for at læse med – jeg er rigtig glad for, at du er blevet bekræftet i, at du er helt normal.
Kærligst
Janne