fbpx

Sådan undgår du at føle dig som gæst i eget hjem, når dit ekstrabarn er hos jer

Det kan være hårdt, drænende og uholdbart, hvis du føler dig som gæst i dit eget hjem. Det er du nødt til at undgå. Men det er lettere sagt end gjort, når du er ekstramor. Det ved jeg godt.

For du får højst sandsynligt ondt i maven, hjertebanken, søvnbesvær eller andre fysiske symptomer, inden dit ekstrabarn kommer hjem til jer. Sådan har rigtig mange ekstramødre det. Og så er det selvsagt svært at føle sig afslappet og godt tilpas i sit eget hjem og i sig selv.

Derudover følger der jo også nogle ændringer i jeres hverdag og ikke mindst i jeres parforhold med, når barnet er hos jer. Det er ikke følelser, du bare kan slukke for – men i dette blogindlæg vil jeg gerne give dig mine råd til, hvordan du sætter dig selv fri, og hvordan du finder dig til rette i din rolle som ekstramor, så du kan føle dig hjemme og tilpas i dit eget hjem – også når dit ekstrabarn er hos jer.

I blogindlægget vil jeg fortælle dig om …

✓ Hvilke følelser mange andre ekstramødre oplever, når ekstrabarnet kommer hjem til dem.

✓ Hvorfor disse følelser nærmere handler om din partner og jeres relation – og i virkeligheden måske slet ikke om dit ekstrabarn.

✓ Hvorfor det kan være svært at skulle se ham, du elsker både som kæreste og som far.

✓ Hvordan du forholder dig til barnets mor.

✓ Hvordan du navigerer i din partner og hans ekspartners relation.

✓ At det hele nok skal blive rigtigt fint. Men på en anden måde, end du først havde tænkt.

✓ Hvorfor det er så vigtigt, at du sætter dig selv fri og accepterer de vilkår, som du nu er nødt til at leve med som ekstramor.

Der følger mange (også ubehagelige) følelser med, når hans barn er hos jer
Nogle af de ekstramødre, jeg har hjulpet, beskriver følelserne, de fik, når ekstrabarnet var hos dem sådan her:
– “Jeg havde ondt i maven i flere dage, inden min kærestes søn skulle komme …”

– “Jeg var rasende og frustreret over følelsen af ikke at kunne være i mit eget hjem …”

– “Ofte fandt jeg mig selv i en udgave, jeg slet ikke havde lyst til at være …”

– “Jeg er så trist over, at jeg er hende den sure. Det er slet ikke sådan, jeg normalt er …”

Den slags følelser går ikke væk af sig selv heller ikke, hvis vi prøver at ignorere dem, selvom det måske virker som det nemmeste. Derfor vil jeg i dette blogindlæg give dig mine perspektiver og erfaringer, som du forhåbentligt kan bruge i din rolle som ekstramor – så du kan føle dig godt tilpas i dit eget hjem – også når dit ekstrabarn er hos jer.

Hvad kalder du din partners barn?

Det er nemlig ikke fuldstændig uden betydning for dit velbefindende, om du siger ekstrabarn, bonusbarn, papbarn, stedbarn eller hans barn. For det siger noget om måden, du opfatter relationen på.

Jeg selv ser på min mands børn som ekstrabørn. De er noget ekstra for mig. Selvom de er helt fantastiske, har det heller ikke altid føltes som en bonus, blandt andet på grund af al den koordinering, der har været nødvendig mellem 3 forskellige hjem. De er heller ikke i stedet for noget andet. Men de er noget ekstra for mig – ligesom jeg selv er en slags ekstramor for dem. Min rolle er heller ikke altid en bonus for dem, for det ville være nemmere, hvis deres mor og far boede under samme tag.

Relationen til vores ekstrabarn er ikke givet – den er noget, vi skaber sammen. Den er helt unik for lige netop jeres sammenbragte familie.

Så hvis du har lyst, vil jeg elske at høre, hvad du kalder din partners barn i kommentarfeltet herunder – og hvorfor du kalder dem det, du gør.

Dine følelser omkring dit ekstrabarns ankomst handler i virkeligheden slet ikke om dit ekstrabarn
– det handler om ham, du elsker

At du bliver fysisk og mentalt udfordret af din rolle som ekstramor og din rolle i din sammenbragte familie, hænger ikke kun sammen med at dit ekstrabarn ankommer. Faktisk hænger det ofte forbavsende lidt sammen med barnets ankomst.

Det hænger i langt højere grad sammen med den måde, din partner ændrer sig på. For han bliver (delvist) en anden. Og prioriterer dig anderledes. Og dét er svært at håndtere. Sværere end at håndtere barnet, er min påstand. Fordi du måske kan føle dig fravalgt og mindre vigtig, når hans barn er der. Fordi hans følelser for barnet kan være altoverskyggende. Især hvis de ikke ser hinanden så tit.

Derfor er det i virkeligheden ofte slet ikke dit ekstrabarn, du er vred på eller frustreret over. Men ham, du elsker, som måske ser dig lidt mindre og prioriterer anderledes, end når I blot er jer to.

Ham, du elsker er nu ikke kun din kæreste. Han er også far

Det er jo super fedt, at du har mødt verdens dejligste mand. “Hvor heldig har man lov at være?”, har du sikkert tænkt. Det føles helt rigtigt, og ja, han har et barn, men det går jo nok.

Sådan tror jeg de fleste ekstramødre går ind i ekstramor-skabet.

Men det kan også være skræmmende.

Det ved jeg alt om. Jeg måtte også selv lige tage et lille tilløb, før jeg overgav mig til et liv som ekstramor. En 12 år ældre mand, på det tidspunkt 40, med to børn med to forskellige kvinder, stod trods alt ikke allerøverst på min ”partner-ønskeliste”.

Én ting er, hvor højt du elsker din partner; netop som din partner. En helt en anden ting er, hvordan du har det med ham i hans far-rolle.

Det kan godt være to ret forskellige ting. Og personligheder.

Der er partner-personligheden.

Der er far-personligheden.

Og det er ikke sikkert, at du er lige stor fan af begge personligheder. Det har jeg tidligere skrevet om i mit blogindlæg ”Efterlysning – har du set min mand?”.

Og her sker der nemlig det, at din partner i sin far-rolle muligvis kommer til at fralægge sig lidt af sin power og maskulinitet, fordi han bare gerne vil gøre det så godt for barnet som muligt. Så barnet er glad for at være sammen med ham. Enhver fars (næst)største skræk er, at barnet ikke kan lide at være hos jer. Den største skræk er naturligvis, at der sker barnet noget. Derfor er det også forståeligt, at det er så vigtigt for ham at være den bedst mulige far for sit barn. Men det gør ikke situationen lettere at håndtere for dig. Det ved jeg godt.

Gaest i eget hjem 2

Når hans barn kommer, ændrer hans prioriteter sig også

I kærlighedens navn sker der derfor nogle gange det, at barnet får et større ansvar og mere magt, end det er sundt for et barn at have. Det er den voksne, der har ansvaret for forholdet og for relationen. Og med det ansvar følger også de ubehagelige beslutninger, såsom at sige nej, stop og fra. Hvis du synes, det er svært at sige nej og sætte grænser over for dit ekstrabarn, kan du læse mit blogindlæg “Må jeg godt sige fra som bonusmor?” her.

Så når du synes, det er svært, når barnet er hos jer, er det også, fordi du ”mister” din partner, jeres hverdag, jeres rutiner og jeres ”connection”.

Fordi din partner ændrer karakter.

Han mister selvfølgelig det samme. Men han får noget andet, som han har glædet sig til i stedet. Sit barns fysiske tilstedeværelse, opmærksomhed, nærvær og kærlighed. Den forventningens glæde til at være sammen med dit ekstrabarn, har du ikke nødvendigvis. Det er helt naturligt. Men de her følelser, kan være svære både at tale om og anerkende. Det er vi nødt til for at føle os tilpas i vores rolle som ekstramor. Læs mere om de forbudte følelser, der følger med ekstramorrollen her.

Fortiden, der tegner din fremtid. Barnets mor – eksen

En af de helt store forskelle på førstegangsfamilier og sammenbragte familier er, at tidligere partnere er ude af billedet i førstegangsfamilier. Det er de overhovedet ikke i sammenbragte familier. Tværtimod. Der er der en eks, der fylder rimelig meget i din hverdag og i dit liv. Og måske fylder hun eller han i virkeligheden allermest oppe i dit hoved.

Det er ikke ”bare” en eks. Det er en medforælder. Et fysisk bevis på alle de lykkelige stunder, din partner har haft med en anden, før han eller hun mødte dig. Det er ikke altid rart at blive mindet om. Og det er ekstra svært, når ekskonen fylder for meget.

For selv når eksen ikke er fysisk til stede – kan hun godt være der alligevel og sætte rammerne for din og din partners tid med barnet. Det kan være barnet ringer til sin mor på Facetime eller på andre måder inddrager moren i samværet hos sin far. Hvis det er over din grænse, er du nødt til at sige fra og eventuelt tale med din partner om, hvordan tingene er, når ekstrabarnet er hos jer. Det vil jeg gerne hjælpe dig med i mit blogindlæg “Må jeg godt sige fra som bonusmor?”, som du finder her.

Det hajfyldte farvand aka de to forældres relation

Alt efter, hvordan de to forældres brud foregik, og hvor længe det er siden, så kan du meget vel træde ind i et hajfyldt farvand. Mere om det om lidt.

Det kommer bag på mange ekstramødre, også mig, hvor meget barnets mor eller mødre kommer til at fylde. Måske mest mentalt inde i dig i virkeligheden.

Nogle mødre og ekser er afklarede med at være skilt fra barnets far; andre er ikke.

Nogle mødre og ekser tager imod dig med respekt og med et håb om at få en god relation, fordi du trods alt er nødt til at være en hel del sammen med hendes barn.

Andre ekser hader dig. Måske helt uden at have mødt dig eller kende dig. Hun synes bare pr definition, at du er uønsket, og derfor kan du heller ikke gøre noget rigtigt i hendes optik.

Det er helt afgjort det rareste for alle parter, når de to biologiske forældre har et godt samarbejde, og når der også er plads til, at det kan inkludere de ekstra voksne, der er en stor del af barnets liv. Og at der kan findes en konstellation, som alle har det nogenlunde med.

Men det er desværre langt fra altid, at det går sådan. I langt størstedelen af mine personlige rådgivningsforløb, er barnets mor et (stort) samtaleemne. Og det med alt fra, hvordan hun er mor, hvordan hun er eks og hvordan hun behandler hendes eksmands nye livspartner.

Husk på, at hun ligesom dig sikkert også
har problemer, bekymringer og frustrationer

Ligesom det ikke er let at være ekstramor i den sammenbragte familiekonstellation, er jeg sikker på, at det heller ikke altid er let at være barnets mor. Det tror jeg bestemt ikke, at det er. Men det er hendes ansvar at deale med det. Det kan og skal hun ikke lægge over på dig. Ligesom du ikke kan eller skal lægge din del over på hende. Vi bærer hver vores del. Når vi gør det, kan vi nemlig også ændre på det, der går os på. Fordi vi selv tager ansvaret på os.

Det er langt sværere at ændre på andre mennesker. Så det er vi nødt til at give slip på. De er, som de er, og vi får langt mere ud af at kigge ind ad og se på, hvad vi selv kan gøre for at finde en vej frem, der giver mening for os.

Jeg lover dig, at det bliver bedre med tiden

Det gør det for langt de fleste. Men det kræver, at dit fokus er skarpt. Hold dit fokus på alt det, der fungerer. Når du fokuserer på det, så vokser det. Og så er vedholdenhed også afgørende. Du må blive ved og ved. Fokus og vedholdenhed bliver – sammen med tid og tålmodighed – nogle af dine bedste venner, er min egen erfaring. Sådan var det for mig.

For nogle er virkelighedens vilkår, altså det faktum, at du ikke kan blive en del af en kernefamilie, hvis du vil leve sammen med ham, du elsker, en sorg, som du er nødt til at finde en plads inde i dig selv til.

Det kan godt være en stor sorg at skulle se i øjnene, at far, mor og børn-drømmen ikke kommer til at gå i opfyldelse på netop den måde, du først havde tænkt dig. Den kan gå i opfyldelse på en anden måde. Det er ikke en dårligere måde. Men det ér en anden måde, og det kræver, at du giver slip på håbet om det, der endegyldigt ikke kan blive. Det tager tid. Og det er sorgfuldt for mange.

Sæt dig selv fri, og acceptér de vilkår,
der følger med ekstramorrollen

Jeg lever selv i en sammenbragt familie. Og det ville helt afgjort have været nemmere på mange parametre, hvis jeg ikke havde forelsket mig i en mand med to børn fra to tidligere forhold. Men det gjorde jeg. Kærligheden lader sig ikke styre. Det er også det, der gør den så fantastisk, når den slår benene væk under dig.

Ja. Det bliver nemmere med tiden. Og på samme tid er jeg også vokset som menneske med min rolle som ekstramor. Og som mor. Det har sandelig heller ikke været en konflikt- og udfordringsfri rute. Det er det stadig ikke.

Var jeg blevet ekstramor, hvis jeg havde vidst, hvad jeg skulle igennem med mig selv?
Sikkert ikke.

Ville jeg gøre det hele igen, hvis jeg vidste, hvor vi endte henne?
Ja, det ville jeg. Anytime.

Jeg var ikke blevet den, jeg er i dag, hvis det ikke var for rejsen. Men ærligt, jeg havde ikke valgt den frivilligt. Det har været et bekendtskab, jeg har slået mig på. Både som ekstramor. Som mor. Og som menneske.

Men jeg har sat mig selv fri. Jeg har gjort det godt nok. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne med den viden, jeg havde på det respektive tidspunkt.

Jeg fristes til at sige, at lykken ligger i at acceptere de vilkår, der er blevet dine.

Vilkårene kan du ikke ændre på. Men du kan – til hver en tid – ændre på din tilgang eller din fortælling om vilkårene. Og det er netop deri, lykken ligger; at vide, at du kan ændre den historie, du fortæller dig selv om dig selv.

Kærligst Janne

Familierådgiver Janne Leth Førgaard

Janne Leth Førgaard
Ekstramor til 2 og mor til 2
Familierådgiver og forfatter til bogen:
Førstehjælp til Ekstramødre

Siden 2011 har jeg hjulpet ekstramødre med at få en lettere hverdag med ro på tankerne, et styrket parforhold og følelsen af at kunne være sig selv, også sammen med ekstrabarnet.

Min mission er at gøre det lettere for alle familiemedlemmerne i den sammenbragte familie, derfor er mit fokus i dag både på kvinder, mænd og par i sammenbragte familier

Familierådgiver Janne Førgaard

Få mine tips og værktøjer, der gør det lettere at være ekstramor allerede i dag

Sådan vinker du farvel til skyld, skam og dårlig samvittighed

Sådan håndterer du det kontroltab det er at være ekstramor

 Få overblik over hvad du må som ekstramor

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så lander værktøjerne automatisk i din indbakke
Det koster blot din e-mail - herefter modtager du løbende inspirationsmails og tilbud

Tak - Tjek venligst din e-mail