Interesse- og loyalitetskonflikt i sammenbragte familier
I den sammenbragte familie er der nogle indbyggede konflikter, der ikke findes i førstegangsfamilier – i hvert fald ikke i samme udstrækning. Det er loyalitetskonflikter og interessekonflikter – som er emnet for dette blogindlæg.
Loyalitetskonflikter og interessekonflikter er nogle af præmisserne for netop denne familieform og præmisserne står ikke til at ændre. Det bedste – og eneste – du kan gøre er at forlige dig med, at det er sådan, det er. Og få det bedste ud af det.
Det kan være enormt givtigt og konstruktivt, når du får skabt dig et overblik over, hvad der er på spil. For så du kan starte den proces, som det ofte er at forlige dig med noget, du ville ønske, var anderledes.
I blogindlægget kan du bl.a. læse om:
Hvad betyder loyalitetskonflikter for din sammenbragte familie?
Lad mig starte med at definere, hvad en loyalitetskonflikt er, så vi har den samme forståelse.
På ordnet.dk definerer de en loyalitetskonflikt på følgende måde:
Dilemma for en person, der er tvunget til at favorisere en af to indbyrdes uenige parter, som han begge vil vise loyalitet.
Der er flere forskellige slags loyalitetskonflikter:
- Det kan være en loyalitetskonflikt for barnet at vælge imellem sin mor og far, og det kan endda udvikle sig til konkurrence om, hvor der er bedst at være.
- Eller en konflikt for barnet, der er splittet mellem sin ekstramor og mor eller sin ekstrafar og far.
- Eller en konflikt for den biologiske forælder, der føler, de skal vælge mellem barnet og ekstraforælderen.
De her konflikter finder ikke kun sted, når der er et højt konfliktniveau generelt
For børn er helt utrolige loyale væsener, når det kommer til deres forældre. Derfor bliver det også ofte svært for børn, der lever i sammenbragte familier. Barnet kommer nemt – og uden at vi voksne vil det – til at stå i en loyalitetskonflikt både mellem mor, far og ekstraforældrene. Det gør det simpelthen svært for barnet at tale med sine forældre om de ting, barnet er optaget af, og børnene bliver kede af det eller på anden vis påvirkede af situationen. Der behøver ikke være en krise i den sammenbragte familie for, at de her konflikter opstår.
Det er ikke kun små børn. Det er også større børn. Og voksne. For vi vil alle sammen gøre det bedste vi kan for dem, vi har tæt på os.
Mine forældre er skilt og har været det siden, jeg var teenager. Nu er jeg en (vel)voksen kvinde i slutningen af 40’erne, og jeg kan stadig mærke, at jeg lige tænker en ekstra gang over, hvad og hvordan jeg fortæller noget om min mor til eksempelvis min far og min ekstramor. Og det til trods for, at de alle har et fint indbyrdes forhold i dag og sagtens kan være til fødselsdag sammen hos os. Vi har endda også holdt jul sammen af flere omgange.
Alligevel tager jeg mig selv i nogle gange lige at stoppe op og tænke over mine ord eller min adfærd en ekstra gang.
Fordi loyalitetskonflikten ikke bare lige uden videre stopper. Og det behøver det heller ikke. Nu ved jeg, at det er sådan, det er. Og ikke mindst, at det er normalt. Det hjælper. Og det vil også hjælpe dit ekstrabarn at vide, at det er helt okay og normalt at have det sådan.
Barnet kan føle sig splittet mellem jer
og måske endda føle sig tvunget til at vælge den ene forælder fra
Uanset hvor god din partners skilsmisse var, så er det et chok for barnet, at hverdagen bliver brudt op, og at de to mennesker, barnet elsker højest, ikke længere elsker hinanden. Nogle voksne er mere afklarede end andre, og det aflæser børn hurtigt.
Det vigtige er at fjerne ansvaret fra børnenes skulder, så de ikke går og tror, at det er deres skyld eller ansvar, hvordan de voksne har det. Det kan og må det aldrig være.
Særligt som ekstraforælder kan det være svært. Nogle gange ér du bare vidne til, at den ene forælder opfører sig på en yderst uhensigtsmæssig måde overfor medforælderen og dermed også overfor deres fælles barn. Og det kan være meget svært, for ikke at sige næsten umuligt, at forstå, at et voksent menneske, en forælder, er villig til at sætte sit barn i så ubehagelig og uhensigtsmæssig en situation.
Nogle gange er, du som ekstramor, decideret centrum for loyalitetskonflikten, fordi barnets mor har givet barnet det indtryk, at du ikke er godt selskab, eller at du er skyld i, at far og mor ikke længere er sammen. Uanset om det er sandt eller ej. Det er altid meget uheldigt at tage barnet ”som gidsel”, for det stiller virkelig barnet i en voldsom loyalitetskonflikt.
En del af mine individuelle rådgivninger af ekstramødre handler netop om loyalitetskonflikter, da ekstramoren er stærkt udfordret af den biologiske mors tilgang og tankegang. Det er svært at se på, for barnet betaler den største pris. Du kan læse mere i mit blogindlæg “Når ekskonen fylder for meget” her.
Hvad gør du så ved de her modstridende interesser?
Det er værst for barnet, men heller ikke rart for dig som ekstramor. Og ej heller for skilsmissefaren.
Hvad gør du så?
Du hanker godt op i dit personlige lederskab og sørger for at lægge dit fokus der, hvor du har indflydelse. Nemlig på din egen håndtering. Ellers gætter jeg på, at du bliver overvældet af uretfærdighed og en akut trang til at forsvare dig og fortælle ”sandheden om mor til barnet”…
Det kommer der absolut ikke noget godt ud af – for nogen af jer.
For slet ikke at tale om den mængde energi, du er nødt til at bruge på at holde barnet og moren adskilt oppe i dit hoved. Det kan være utroligt svært, særligt hvis barnet udtrykker sig, ligesom moren gør. Det er virkelig en kunst og lidt af en ekstramor-opgave, du er sat på.
Men man skal vel ikke bare finde sig i at blive behandlet sådan her?
Både ja og nej.
Jeg mener, at det er de voksnes ansvar at sørge for at tilføre mindst muligt smerte til barnet og også sørge for, at barnets smerte aldrig bliver glemt. Også selvom du i teorien med rette kunne sige: “Det er din mor, der er skyld i, at vi har et dårligt forhold. Hendes opførsel er uacceptabel, unødvendig og uretfærdig.”
Jeg forstår godt trangen til at sige det – for det ér uretfærdigt, men det hjælper ikke dig og slet ikke barnet.
Skal du så sige noget til barnets mor? Det kommer helt an på konteksten. Er det overhovedet muligt med den relation, I har?
Min egen livsfilosofi er rimelig simpel …
Jeg bærer ikke brænde til bålet
Jeg behandler andre, som jeg gerne selv vil behandles.
Er det ensbetydende med, at jeg altid bliver behandlet pænt af alle?
Nej, det er det overhovedet ikke. Men jeg er ikke indstillet på at bære brænde til bålet.
Når det bliver for meget, bestræber jeg mig på at sige fra. Kort, kærligt og klart. Nogle gange bliver det respekteret. Andre gange ikke.
Du kan læse mere om, hvordan du gør i mit blogindlæg “Må jeg sige fra som bonusmor?”
Barnet kan føle sig ramt af jeres indbyrdes konflikt
Barnet får det svært indeni, fordi han eller hun bliver forvirret over, at det, mor siger, ikke stemmer overens med barnets egen oplevelse af dig. Derfor bliver barnet i tvivl om, om det er ham eller hende, der er noget galt med. Som udgangspunkt holder børn op med at elske sig selv, før de holder op med at elske deres forældre.
Bliver det – forståeligt nok – for hårdt eller for svært for dig at håndtere, anbefaler jeg, at du opsøger hjælp. Der er heldigvis masser af tips og værktøjer til at forholde sig til det på en måde, så du ikke bliver helt ædt op indeni. Det kræver blot et knivskarpt fokus og en klar handleplan, hvilket jeg tilbyder i min personlige rådgivning.
Tips til, hvad du kan sige til dit ekstrabarn
…. når han eller hun pludselig befinder sig i en loyalitetskonflikt mellem dig og den biologiske mor.
Måske dit ekstrabarn konfronterer dig med noget (det kan både være usandt og vildt ubehageligt), som den biologiske mor har sagt til ekstrabarnet.
Så kan du kan sige:
“Sådan er det for mor.”
eller
“Ja, sådan ser mor på det.”
Så møder du barnet i øjenhøjde og anerkender barnets dilemma. Uden at tale grimt om barnets mo
Det er ikke kun børnene, der oplever loyalitetsproblemer
– mine og dine børn-konflikter kan også let opstå i en sammenbragt familie
Den biologiske forælder kan også ofte føle sig splittet mellem barnet og partneren.
Forælderen føler måske, at du er for hård ved barnet og bliver derfor mere eftergivende. Eller forælderen er mere eftergivende fra starten af, og du tænker: “Hov, stop lige her, hvad skal det ikke ende med? Jeg må lige trække nogle grænser op.”
Det kan resultere i, at du bliver mere hård. Det er en helt almindelig – omend uheldig – dynamik. Både i sammenbragte familier og i kernefamilier.
Lad mig komme med et eksempel: Forestil dig, at det er lørdag aften…
…. og du vil gerne se en film med din partner og mener fint, barnet kan komme i seng ”til tiden”, så der også er noget voksentid,
... eller at teenageren fint kan hygge sig på værelset i stedet for at sidde ”på nakken af jer”. Er det ikke også lidt unaturligt at klamre sig sådan til sin forælder i den alder…. tænker du måske?
Du trænger til noget voksentid – det har der nemlig ikke været meget af i dag. Det vil din partner sådan set også gerne – men han eller hun kommer i en voldsom loyalitetskonflikt, fordi personen faktisk også gerne vil være sammen med barnet eller teenageren. Det er et rigtigt svært dilemma for din partner at stå i. Og det er ikke mindst svært for dig også.
Du behøver ikke undgå loyalitetskonflikter for at få et godt familieliv
Så lad mig opsummere: Der vil opstå loyalitetskonflikter. De kan ikke undgås. Det behøves de heldigvis heller ikke. Hjælp barnet og dig selv med at håndtere dem ved at turde tale om dem.
For eksempel ved at hjælpe barnet (og dig selv) med at sætte ord på de ambivalente følelser, når de opstår.
Når din partner vælger sit barn til, er det ikke det samme som et fravalg af dig, selvom jeg er klar over, at det kan føles sådan. Det er et tilvalg af barnet, som har en helt helt særlig plads i din partners hjerte. Det har du også. Det er bare en anden plads. Det er ikke enten eller. Det er både og for forælderen. For ham eller hende er det typisk ikke enten eller, som det kan føles for dig.
Når ekstramor-konflikten rammer dig rigtig hårdt…
Som ekstramødre har vi har ikke bedt om barnet.
OG barnet har ikke bedt om os.
Relationer mellem børn og voksne er den voksnes ansvar. Også når det bliver supersvært for den ekstra voksne – for ja, det bliver svært. Det er ikke let at være ekstraforælder.
Det er blandt andet derfor, jeg har stiftet Ekstramor, så du ikke behøver at være alene med dine tabubelagte, skamfulde og forbudte følelser. Jeg er selv ekstramor og har været (og er til dels stadig) hele følelsesregisteret igennem.
De forskellige typer af interessekonflikt i den sammenbragte familie
I alle sammenbragte familier er der også en række interessekonflikter. En interessekonflikt er en situation, hvor to eller flere parters forskellige interesser er i konflikt med hinanden.
De klassiske interessekonflikter i sammenbragte familier er mellem:
#1 Ekstramor/ekstrafar og ekstrabarn
#2 Ekstramor og mor eller ekstrafar og far
#3 Ekstramor og far
#4 Men også mellem den biologiske mor og far.
Lad os dykke lidt ned i de fire klassiske interessekonflikter:
#1 Den store interessekonflikt ses mellem ekstramor/ekstrafar og barnet
Du har forelsket dig i vidunderlig mand – eller kvinde – der tilfældigvis også er forælder. Hvor svært kan det være?, tænker de fleste af os, når vi står der forblændet af forelskelse.
Det er lidt sværere end som så, fordi en tsunami af følelser river dig rundt, indtil du knap nok kan huske, hvad du hedder.
Helt ned på urinstinkt-niveau, har du som voksen kvinde lyst til at puffe dem ud, der ”ikke hører til”. Og det gør ekstrabarnet ikke i din biologi. Det er ikke dit barn. Det er vi heldigvis for civiliserede til at eksekvere på, men instinktet og følelsen kan godt være der alligevel.
Når ekstrabarnet kommer hjem til jer, tager det uanset hvad af din partners tid, opmærksomhed og interesse fra dig. Det er helt, som det skal være. Men. Det er i modstrid med dine interesser. Og muligvis i stærk kontrast til den tosomhed, der var mens barnet var hjemme hos den anden forælder. Pludselig er din partner ikke længere tilgængelig på samme måde.
Og uanset hvor meget du med din voksne logik godt ved, at det er to forskellige slags kærlighed.
Og at barnet har ret til sin forælder…
At du ikke mister noget ved det…
Ja, så er den følelse af jalousi, mange kommer i kontakt med, altså bare voldsom. Og overraskende.
Helt kort om jalousi
Jalousien bunder i frygten for ikke at få det, du vil have eller frygten for at miste det, du har.
Og på en måde, mister vi jo kortvarigt det, vi har, når barnet er her.
Af natur er jeg ikke selv jaloux anlagt. Troede jeg. Men jeg skal da nok lige love for, at da der kom to mindreårige piger ind i mit liv, som min mand var en meget dedikeret far for, ja, så kom jalousien, småligheden og faktisk også raseriet til at bo i mig. Jeg blev nærmest helt bange for mig selv, fordi jeg anså mig selv som en virkelig rummelig person indtil da…
Pigerne var (og er) søde – de tog imod mig med åbne arme.
Det gjorde det ikke nødvendigvis nemmere, fordi det for mig var enormt skamfuldt, at jeg havde så mange divergerende følelser indeni. Jeg kunne ikke undskylde det med, at det var svært, fordi de var dårligt opdragede, uforskammede eller andet. Det var de ikke. Og det er de ikke.
Jeg hankede derfor godt op i min selvdisciplin og empati, som jeg altid lod stå forrest uanset, hvor udfordret jeg selv var af mine egne følelser. Og det var jeg. Jeg har gjort alt, hvad der stod i min magt for, at mine svære følelser ikke skinnede igennem til mine ekstrabørn. Er jeg lykkedes med det 100 % af tiden? Nej, det er jeg helt sikkert ikke. Jeg er et helt almindeligt menneske, så selvfølgelig har jeg også klumret i det.
Mit overordnede ekstramor- og menneskemål var – og er – at mine ekstrabørn kan tænke tilbage på den del af deres barndom, der også involverer mig, med følelsen af at føle sig velkomne, mødt og ønskede.
Er det lykkes mig til fulde? Nej, det tror jeg ikke. Det er ikke heller ikke lykkes med mine egne børn altid. Men jeg har gjort mig umage. Og det er godt nok til mig. Resten er jeg helt indstillet på at reparere på og undskylde for, hvis det bliver nødvendigt.
#2 Så er der barnets mor … og dig
Det er naturstridigt, at en partner fra hans fortid i høj grad former din fremtid og i nogen udstrækning træder ind af døren i form af ekstrabarnet.
Nogle ekspartnere er meget samarbejdsvillige, nogle er meget lidt samarbejdsvillige, og nogle er midt i mellem.
Det er ikke let at være ekstramoren, men det er heller ikke let at være moren, der skal holde ud at tænke på, at en anden kvinde, som måske har taget hendes plads, er lige så meget sammen med barnet, som hun selv er.
Måske kæmper hun også med usikkerhed og jalousi, fordi hun bliver bange for, at barnet rent faktisk bedre kan li’ dig som ekstramor, end hende som mor. Nogle mødre tager konstruktivt hånd om de følelser, andre vender dem som frustration, had eller raseri mod ekstramoren. Morens følelser er hendes eget ansvar. Ikke dit som ekstramor. Men det er helt afgjort ikke rart at være genstand for andres voldsomme følelser.
Og jeg kan jo lige så godt sige det, som det er:
Både moren og ekstramoren vil gerne have en del at skulle have sagt.
En del ekstramødre kommer til at stå med oplevelsen af, at partneren prioriterer barnets mors behov over hende. At partneren ikke sætter foden ned og siger nej. Som en ekstramor sagde til mig i sidste uge: “Jeg skal da lige love for, at han kan sætte foden ned overfor mig, men åbenbart ikke overfor hende …”
Det hænger oftest sammen med, at hun har noget, der er meget værdifuldt for ham: Barnet. Og han er klog nok til at vide, at hvis hun har det godt, har barnet det også godt. Men det er en balance; helt afgjort. For lynhurtigt kan magten tippe i et meget uheldigt og usundt favør. Det tjener ingen. Heller ikke barnet.
#3 Konflikten mellem ekstramoren og hendes partner
Så er der også interessekonflikten mellem dig og din partner. Mellem ekstraforælderen og den biologiske forælder. I har for eksempel ikke samme behov for eller lyst til at være sammen med barnet.
I har ikke samme ubetingede kærlighed, hvis nogen kærlighed overhovedet, overfor barnet.
I har ikke samme interesse i, hvor mange af jer, der skal med på ferie og måske heller ikke, hvad en ”god” ferie er.
I glædes måske heller ikke ligeligt over første tabte tand, første dag i børnehave, skole, konfirmation, studenterfest, bryllup, barnebarn, you name it..
Det gør dig ikke til nogen dårlig ekstramor. Det betyder bare, at du ikke er mor på samme måde, som din partner er far eller mor.
#4 Konflikten mellem den biologiske mor og far
Det er naturligvis i begge de biologiske forældres interesse, at deres fælles barn har det bedst muligt. Men hvordan ”bedst muligt” ser ud kan være meget forskelligt. Og jo mere forskelligt det er, jo større bliver konflikten også. Det kan vi også se på både antal af møder i Familieretshuset og ventetiden hos dem.
Begge forælder har oftest også en interesse i at være mest muligt sammen med deres barn. Men jo mere de selv kan være sammen med barnet, jo mindre kan den anden forældre være sammen med barnet, og det er jo faktisk også en konflikt.
Så hvad er løsningen på alle disse interessekonflikter?
Det brutale svar er:
Der er ingen løsning. Konflikterne er en del af familieformen.
Det lidt mere empatiske svar er:
Forsøg at finde nogle kompromisser, der nogenlunde tilgodeser alle, sådan helt overordnet. Er det svært? Øh ja. Det er det da i hvert fald. Og det lykkes overhovedet ikke altid. Men hvis vi ikke gør et forsøg, lykkes det helt afgjort ikke.
Hvis I har brug for hjælp – eller hvis du bare kan mærke, at det hele bliver for meget, er du velkommen til at booke en indledende session med mig, så vi sammen kan finde en vej frem, der både tilgodeser dig og din sammenbragte familie.