Hvad du kan gøre, hvis dit ekstrabarns mor er ustabil
eller har en personlighedsforstyrrelse
At være ekstramor kan bedst sammenlignes med en tur i rutschebanen. Nogle gange går det op. Nogle gange går det ned. Nogle gange holder du stille. Andre gange kører du i ring. Og andre gange igen får du et voldsomt sug i maven og kvalme.
Hvis du så ovenikøbet er særligt udfordret, fordi barnets biologiske mor har en personlighedsforstyrrelse eller på anden vis er svingende i sin stabilitet som mor, kan det være ekstra svært.
I blogindlægget kan du bl.a. læse om:
En ustabil eks kan have store konsekvenser
for dit parforhold og dit liv generelt
Først og fremmest har det en række konsekvenser for barnet, når dets mor ikke kan opretholde en naturlig mor-barn relation. Det har også konsekvenser for barnets far, som bliver nødt til at holde ud at se på, at hans barn ikke har den mor, han kunne ønske sig for barnet. Det er ikke altid let at være skilsmissefar, for det kan være rigtigt hårdt for ham at være vidne til det, der foregår – uden at kunne gøre hverken fra eller til. Og så har det nogle konsekvenser for dig som ekstramor. Det er dem, jeg sætter fokus på i dag.
For hvad gør du, når hans eks ikke udfylder sin rolle som mor? Eller måske ligefrem har en personlighedsforstyrrelse?
Måske var det allerede sådan, da du mødte din partner – med andre ord: Du vidste det fra starten af. Det gør det ikke nemmere.
Måske var det ikke sådan, da I mødtes, men det kom “snigende”. Uanset om du vidste det eller ikke, så har det en stor betydning for ting som deleordningen, dit parforhold og dit liv generelt.
Nogle mødre er udredt og diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse. Det gør det ikke lettere at være ekstramor. Men det kan være rart at have en forklaring på hendes adfærd og svingende formåen som mor.
Andre mødre har ikke fået en lægefaglig diagnose, men har måske symptomerne og adfærden, der er kendetegnende for en personlighedsforstyrrelse. De har blot ikke officielt fået en diagnose. Det er heller ikke nemt for dig at navigere i – især ikke, hvis hun ikke selv anerkender sine udfordringer som mor.
Når barnets mor er ustabil i mor-rollen, vil det oftest betyde, at barnet er meget mere hos jer end hos sin mor. Måske betyder det, at barnet bor fast hos jer og kun ser sin mor sporadisk. Det har en betydning for dit liv, og måske var det ikke det, du gik ind til, da du mødte din partner.
I din fortvivlelse over situationen kan du godt sidde med følelsen af, at hun bare ikke gør det godt nok – det er en ommer. Det kan være, du tænker, at …
… hun må stramme lidt op og tage sig af sit barn.
… hun må tage sin mor-rolle på sig.
… hun ikke bare kan fralægge sig sit forældreansvar.
En ting er ustabiliteten i mor-rollen, en anden ting er hendes adfærd over for barnets far – din partner. Her er der også en del, der oplever en grænseløs adfærd. Og det kan være en stor sorg at se ham, du elsker gang på gang blive såret og behandlet uretfærdigt.
Hendes grænseløse adfærd kan få betydning for dig som kæreste
Med grænseløs adfærd mener jeg eksempelvis, at hun ringer til barnets far hver dag. Mange gange om dagen. På alle tidspunkter af døgnet. Måske tropper hun også op uanmeldt på bopælen og vil ind. Eller låser sig selv ind. Eller får barnet til at lukke hende ind.
Det kan føles voldsomt grænseoverskridende for dig som ekstramor og sikkert også for barnets far. Men han har nogle helt andre følelser i spil og har måske svært ved at få sagt fra, fordi han også har stor medfølelse med hende, og fordi han måske stadigvæk har en snert dårlig samvittighed over at have forladt hende.
På samme tid vil han også gøre alt, hvad han kan for at få det til at fungere – for barnets skyld. Det vigtigste er, at I har en åben dialog omkring, hvad I hver især føler, når eksen gør, som hun gør. Tal højt om det, der føles svært og grænseoverskridende – sig til, hvis eksens opførsel overskrider dine grænser, så I sammen kan lægge en slagplan. Det vil også styrke båndet og kærligheden mellem jer, at I kan være fuldstændigt ærlige over for hinanden – selv i de svære situationer.
Det kan være rigtigt svært, når alle forventer noget af dig som ekstramor
Som ekstramor kan du også løbe ind i forventningsproblemer. Ham, du elsker (barnets far), og omverdenen har måske en forventning om, at du “kompenserer” eller agerer mor, når nu barnets biologiske mor ikke helt er til stede i sin mor-rolle. At du har fokus på, hvor synd det er for barnet. At du kan rumme det hele – og helst med et overskudssmil på læben. At du bare kan se gennem fingrene med hendes adfærd, opringninger og uanmeldte besøg. Og lægge dine egne følelser til side og være der for barnet. For…
Det er jo bare et barn …
Du ved jo godt, der er noget med hende …
Du vidste jo, hvad du gik ind til..
Ja, det er bare et barn. Men det er ikke dit barn. Du kan ikke pålægges et ansvar eller en kompensation for en mor, der ikke er tilstede. Det er ikke sådan, det fungerer.
Du er ekstramor. Det er din rolle. Ingen kan kræve af dig, at du også agerer mor. Især ikke hvis du ikke føler, du har overskuddet eller ressourcerne til det.
Ja, du ved godt, at “der er noget med hende”. Men det er stadig grænseoverskridende for dig, at hun ringer 5-10 gange i døgnet eller tropper op uanmeldt på forskellige tider af døgnet. Det er ikke normal adfærd. Og det er helt okay, at du siger fra, når hun træder over din grænse.
Nej. Du kunne ikke vide, præcis hvad du gik ind til. Der er der faktisk ingen, der ved.

Hun gør det bedste, hun kan – med de ressourcer, hun har
Mit ærinde er ikke at udskamme nogle mødre eller ekstramødre. I hele mit DNA og i min grundoverbevisning om andre mennesker, tror jeg på, at alle mødre (og mennesker) gør det bedste, de kan med de ressourcer og evner, de har.
Og det er det, der er pointen. Vi har forskellige ressourcer og evner.
Nogle gange bliver du helt inde i dit privatliv vidne til noget, der er fortvivlende.
Fortvivlende, fordi du synes, det er synd for barnet.
Fortvivlende, fordi det i den grad påvirker din hverdag.
Fortvivlende, fordi du overvejer at gå fra ham, du elsker så højt.
Fortvivlende, fordi det har alvorlige konsekvenser for flere mennesker. Ikke kun nu. Men for altid.

Først er du nødt til at tage iltmasken på selv.
Du kan ikke hjælpe andre, hvis du (næsten) ikke selv kan få vejret.
Det er ikke dit ansvar, at barnets mor ikke kan varetage sin rolle som mor. Det er dit ansvar at få det bedste ud af den situation, der opstår som en konsekvens heraf. Hvis det ikke er muligt at trives i, vil jeg opfordre dig til at få professionel hjælp enten individuelt eller sammen med din partner. I har begge to ret til en hverdag, som I trives med.
Jeg vil også opfordre dig til at mærke efter, om forholdet har for store omkostninger for din trivsel. Om du går for meget i stykker af det. Ja, det er alvorligt, og for nogle betyder det, at de forlader ham, de elsker, fordi hans eks har en personlighedsforstyrrelse. Og så er det sådan, det er. Situationen kan du ikke ændre på. Du kan ændre på din tilgang til den. Eller du kan fjerne dig selv helt fra situationen.
Det er ikke dit ansvar
Min holdning er klar: At barnets mor er svingende i sin mor-rolle, er ikke dit ansvar. Det er det virkelig ikke. Og det betyder heller ikke, at du får et meransvar som ekstramor.
Det betyder, at du bliver nødt til at finde ekstra ressourcer frem i dig selv. Det betyder også, at du bliver nødt til at blive meget tydelig i din kommunikation, grænsesætning og tilgang. At du bliver nødt til at tage din egen trivsel meget alvorlig og formentlig også få professionel hjælp til at navigere i den ulykkelige situation, det er.
At have en psykisk ustabil mor er en kæmpe sorg for barnet, der får mange bekymringer
Hvis dine ekstrabørns mor er psykisk ustabil, vil de typisk opleve både unødvendig stress og mange bekymringer, som ingen børn bør have. Det kan også betyde, at barnet ikke har lyst til at være hjemme hos moren, fordi hendes humør(svingninger) er for uoverskuelige for barnet. Og det kan dermed betyde, at barnet tilbringer mere tid hos jer. Det er en stor sorg for barnet, der jo i bund og grund ønsker at have begge sine forældre tæt på sig så meget som muligt.
For mange børn betyder det også, at de til dels føler sig ansvarlige for moren og tager et overdrevent og unaturligt hensyn til moren, fordi hun ikke formår at agere den voksne i relationen.
Alle børn reagerer naturligvis forskelligt, men du og din partner kender jeres (ekstra)barn bedre end nogen andre. Så hold godt øje med, hvad barnet forsøger at fortælle jer gennem sin opførsel.
For hvis I ikke ser, hvad der foregår i tide, kan det få store konsekvenser for barnet, der tager et alt for stort ansvar på sine skuldre. Børn, der tager voksenansvar på sig, har brug for, at der er en anden voksen, som rækker en hjælpende hånd frem til dem.
Selvom du ikke er barnets biologiske mor, kan det stadigvæk gøre ondt at se dit ekstrabarn have det svært, og der er noget, du kan gøre for at hjælpe ham eller hende … men du skal huske dig selv, og virkelig mærke efter, om du har det mentale overskud til at træde ind i, hvad der potentielt kan være en hvepserede.
Du kan ikke skåne barnet mod den mor, han eller hun har
Men du kan hjælpe barnet, hvis du har ressourcer til det. Du kan lytte til barnet og være sammen med barnet om det, der er svært for ham eller hende. Måske kan du og din partner være sammen om det, der er svært. Når du kan dele det, der er svært med andre, bliver det lidt lettere at bære. Ikke let. Bare lidt lettere. Det vigtigste er, at du mærker efter, hvad du har ressourcer til.
Pas på dig selv.
Hun får det ikke bedre af, at du får det dårligt
Det allerbedste og vigtigste, du kan gøre, er at passe på dig selv. Barnets mor eller barnet får det ikke bedre af, at du får det dårligt. Du bliver nødt til at tage din egen trivsel meget alvorligt. Ja, det er en virkelig, virkelig ulykkelig situation for alle, når barnets mor er ustabil i sin rolle som mor.
Men.
Det er ikke din skyld.
Det er ikke dit ansvar.
Det er dit ansvar at passe på dig selv, så du ikke går i stykker.
Har du brug for at blive bedre til at sige fra?
Har du brug for at blive bedre til at sige fra eller måske endda til at finde ud af, hvornår det er okay at sige fra, og hvornår det ikke er? Så læs mere i mit blogindlæg: “Må jeg godt sige fra som bonusmor?”.
Det kan også være, at et af mine rådgivningsforløb er noget for dig. Det kan du finde ud af ved at booke en indledende session. Find den tid, der passer dig lige her.
Vil du vide mere om psykisk sundhed eller diagnoser, så læs med hos Psykiatrifonden.dk
Tak for gode artikler.
Jeg har været i et forhold (7 år)med en dejlig mand som har to børn med sin eks. Eksen er og har altid været ustabil, så jeg har aldrig forstået hvorfor de fik den yngste.
Eksen har altid hadet mig og gjort livet besværligt for mig og min kæreste. Børnene har altid lidt under at eksen ikke vil acceptere mig og har modarbejdet at vi fik en sund relation. Hun opfinder hele tiden sygdomme og problemer for at få min kærestes opmærksomhed.
Det har været så slidsomt at nu får jeg en lejlighed for mig selv for at få ro på og finde mig selv igen. Men jeg troede at relationen til børnene ville vokse og blive positiv med tiden. Men det er tværtimod kun blevet værre. (Jeg arbejder med børn til hverdag) Min kæreste har en mistanke om at hans eks er bipolar og hun kan ikke styre sit temperament hvilket og gør børnene mere uregerlige og aggressive i deres adfærd. Tak for en fin blog mvh Ch
Mange tak for dit input, jeg er glad for, at du kan lide blog-indlæggene. Alle de bedste tanker til dig og jer, det lyder virkelig som en hård situation, I står i. Kærligst Janne
TAK for dig!! Jeg har læst de fleste af dine blogindlæg i dag og sidder med tårer i øjnene! Jeg er ikke alene! Jeg har følt mig forkert, ond, modbydelig bonusmor for ikke at kunne lide mit bonusbarn, og ligefrem hade hans skøre mor! Jeg føler ikke, at jeg kan få sat et plaster på det sår som hun har givet mig i det første halve år, hvor jeg datede hendes eks, og hvilket i øvrigt er 8 år siden hun forlod ham og i dag har en ny mand og to børn.
Men den magt hun har haft overfor ham og jeg føler, at hun stadig har, den kan jeg ikke leve med og i! Det psykiske terror hun har kørt imod min kæreste, brugt deres fælles barn imod ham og beskyldt mig for jalousi fordi jeg ikke vil finde mig i, at hun behandlede min kæreste på den måde. Jeg fik bare nok!
Hvordan kommer man til, at kunne tilgive? Ja den dag i dag, lige pludselig fra den ene dag til den anden, siger min kæreste, at hun er blid som et lam. ( den dag vi flyttede sammen) Men jeg vil altid have i mit baghovede, at hendes diagnose lige pludselig ikke kan kapere noget og vi ryger tilbage til hendes manipulerende adfærd og påvirken af hendes søn (min papsøn)
Hvordan får jeg dette væk fra livet?
Du er helt afgjort ikke alene. Slet ikke. Og hvor er det dejligt, at du føler dig forstået, når du læser med.
Det lyder også som en hård situation for dig – og jer. At leve i en sammenbragt familie er i sig selv ikke let, men det bliver endnu sværere, når den ene forælder ikke er stabil i sin forælderrolle. Det stiller nogle særlige krav til jer andre. Jeg har rådgivet en del ekstramødre i lignende situationer.
Du spørger, hvordan du kommer til at kunne tilgive. Jeg vil anbefaler dig, at du træffer en bevidst beslutning om, at det er det, du vil. Så du ikke lader andre eller episoder i fortiden ødelægge din livsglæde, din energi og dit liv i det hele taget. At tilgive er ikke en blåstempling af det, der skete. Det er en måde at sætte dig selv fri på.
Det er en daglig beslutning om at give slip og tilgive. Det er bestemt ikke let, men det er afgjort muligt. Jeg vil anbefale dig at læse mere om min personlige rådgivning, hvor jeg netop hjælper med dette. Her ville vi kunne lægge en konkret, personlig handleplan for dig, der tager højde for lige netop din situation. Du kan læse om min rådgivning lige her: https://ekstramor.dk/personlig-raadgivning/
Alle de bedste ekstramor-tanker til dig
Janne