Forskelsbehandling af børn i sammenbragt familie:
Sådan gør du det kærligt og respektfuldt
Jeg ved det godt. Forskelsbehandling – særligt af børn – er et sprængfarligt emne. Men det er også vigtigt. Derfor træder jeg alligevel ud på den potentielt tynde is, så vi kan tale om det.
Lad mig starte med at slå fast, hvor jeg står i forhold til det her emne.
Må du gøre forskel på børn?
Ja, det må du gerne i min optik.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er du nødt til at gøre. Hvis du vil behandle børn (og mennesker generelt) ordentligt, er du nødt til at behandle dem forskelligt. Fordi børn (og mennesker) er forskellige.
Det skal selvfølgelig gøres på en både kærlig og respektfuld måde. Det vil jeg gerne hjælpe dig med i blogindlægget her.
I blogindlægget kan du bl.a. læse om:
Hvorfor jeg mener, at du godt må gøre forskel på dine (ekstra)børn
Det korte svar er: Fordi børn er forskellige og har forskellige behov, ønsker og krav til et godt liv. Hvis du behandler dem ens, får nogle måske det, de har brug for, mens andre “mangler” noget.
Så ja, du må – og er nødt til – at behandle børn forskelligt. På en ordentlig og respektfuld måde naturligvis. Og du er nødt til at turde tale om og sige forskelsbehandlingen højt, så det ikke bliver en dans om den varme grød, der gør alle utilpasse.
Jeg fraråder at lade som om ingenting, ligesom jeg fraråder at forsøge at fjerne fokus fra det ved at begynde at snakke om noget andet. Det, vi kan snakke om, gør ikke nær så ondt, som det vi ikke kan snakke om.
Når det kommer til forskelsbehandling af børn
er millimeterdemokrati sjældent the way to go
Nogle sammenbragte familier kommer til (selvom de har de bedste intentioner) at indføre millimeterdemokrati. For at sørge for, at alle i familien er lige. Jeg forstår godt bevæggrunden, som ofte er, at alle fortjener at føle sig værdsatte, vigtige, lige og retfærdigt behandlet. Men i det virkelige liv er det ikke sådan, det fungerer. Din kærlige intention får ofte en helt anden effekt i stedet.
Retfærdighed findes ikke. Ikke i den sammenbragte familie. Ikke i livet som helhed. Derfor giver det ikke mening at indføre millimeterdemokrati.
Hvis du har en stærk retfærdighedssans, vil du sikkert ofte føle dig uretfærdigt behandlet. Det vil jeg heller ikke afvise, at du bliver. For livet er som sagt ikke altid retfærdigt.
Hvis du har en stærk retfærdighedssans, kan det blive ret anstrengende at leve i en sammenbragt familie. I stedet for at fokusere på uretfærdigheden vil jeg anbefale dig at vende blikket mod, hvad barnet, børnene eller du selv har behov for. Det er langt mere interessant i min optik. Fordi det er det, der er nødvendigt at fokusere på, for at I alle føler jer godt tilpas i jeres familie.
Men hvad gør du så, når børnene bliver kede af forskelsbehandlingen?
Så hjælper du dem med deres følelser ved at sætte ord på. Børn kan sagtens tåle ikke at ”få deres vilje”, hvis deres følelser bliver taget alvorligt, i stedet for at blive negligeret eller helt gemt væk.
Så hvis barnet nu siger: ”Det er ikke fair”, så bekræft ham eller hende i det, hvis du er enig.
Det kan i al sin enkelthed lyde sådan her:
”Det kan du godt have ret i.”
Det kan også være, at barnet vil have dig til at love noget specifikt a la ”Hvis han får det største stykke i dag, så vil jeg have det største stykke næste gang…”
Det vil jeg aldrig anbefale dig at love. Barnet vil huske det, og det vil du sandsynligvis ikke. Det jeg vil anbefale dig er at sige – kærligt og i øjenhøjde:
”Det kan jeg desværre ikke love dig.”
Så bliver barnet muligvis sur eller ked af det. Og det er helt naturligt. Så kan du kærligt tilføje: ”Det bliver du rigtig ked af, kan jeg se.” Og på den måde møde barnet der, hvor han eller hun er – i stedet for at forsøge at quick fixe problemet, der så potentielt bare vokser sig større og større – og mere og mere betændt for relationerne i familien.
Sommerferien – et konkret eksempel fra mit eget liv
Mine to ekstrabørn har hver deres mødre, og fordi de jo i sagens natur er børn af skilte forældre, har de i alle de sommerferier, jeg kan kendt dem, været på 2 ferier. En med os og en med deres mødre.
På et tidspunkt blev mine børn store nok til at forstå det og følte en vis uretfærdighed over, at de ”kun” kom på én ferie, når deres storesøstre kom på to. Og foreslog derfor, at vi også bookede en ekstra ferie…
Betød det, at jeg bookede en ekstra ferie til mine børn?
Selvfølgelig ikke.
Men jeg anerkendte deres følelse af, at de synes, det var uretfærdigt. Det må de gerne synes. Det er det jo på en måde også. Og jeg kommer ikke til at booke en ferie mere til dem af den grund. Og det er helt okay. Så længe vi taler om det og ser tingene fra hinandens perspektiver.
Forskelsbehandling af voksne børn kræver mod
Det samme princip gælder også voksne børn. Det kærligste, vi kan tilbyde voksne børn, er også at give dem det, de har brug for. Ikke det, deres ekstrasøster eller ekstrabror har brug for. Og også her gælder det, du må finde modet til at italesætte det, når der bliver gjort forskel.
Det er også en øvelse for dig at rumme, at nogle af børnene, dine, din partners eller jeres fælles vil føle sig uretfærdigt behandlet. Den følelse kan du ikke tage fra vedkommende. Følelser er budbringere om, at noget er vigtigt her. Det er ikke ordre, der skal pareres.
Jamen, er der så ikke nogen, der vil føle sig uretfærdigt behandlet?
Jo, det tror jeg helt afgjort, at der er. Det vil der også være nogle, der følte, selv hvis alle blev behandlet helt ens. Igen er det bedste, du kan gøre at være lydhør over for deres følelser. Du er (heldigvis) ikke ansvarlig for at fikse andre menneskers følelser.
Har du svært ved at forskelsbehandle på en kærlig og respektfuld måde? Så du passer både på dig selv og din sammenbragte familie. Så er du mere end velkommen til at booke en indledende session her og høre mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig.
Udfordring i den sammenbragte familie:
Hvad gør I, når I ikke er enige?
En af de udfordringer mange par i sammenbragte familier løber ind i, er uenighed om opdragelsen og især forskelsbehandling af børn. Det forstår jeg godt. Vi ønsker alle det bedste for vores børn og synes, de kun fortjener det bedste af det bedste.
Forældre og ekstraforældre behøver ikke være enige om opdragelsen – faktisk vil jeg mene, at det kan blive meget svært at blive 100 % enige om. Det er det også i førstegangsfamilier, så at tro, at det kan lade sig gøre i sammenbragte familier er i min optik ikke realistisk. Så derfor mener jeg:
Det eneste, de voksne behøver at være enige om, er, at det er i orden at være forskellige. Og at der vil blive gjort forskel.
For mig er det utopisk at forvente, at din partner elsker dine børn, som var det vedkommendes egne. Det tror jeg, de færreste gør. Fordi du er vildt forelsket i forælderen, er det ikke ensbetydende med, at du elsker hans eller hendes barn, som var det dit eget. Og alene af den årsag vil du gøre forskel på børnene. Ligesom barnet naturligvis gør forskel på sine biologiske forældre og ekstraforældre.
Det svarer lidt til at forvente, at du eksempelvis elsker dine nevøer eller niecer lige så højt, som deres forældre aka dine søskende, gør. Sådan er det sjældent – selvom du sagtens kan føle stor kærlighed for dem. Og nogle gange større end til dit ekstrabørn, fordi du ikke har alle de ”ekstra-følelser” i klemme hos dine nevøer og niecer.
Det vigtige er, at I som par sammen finder en (nogenlunde) farbar vej, som I kan være enige om. Og når I ikke kan blive enige, så vær enige om at være uenige. Det er også en del af livet. Og det betyder ikke, at I ikke kan få det til at fungere.
Uoverensstemmelser mellem de voksne er naturligt i alle familier
Der vil, helt naturligt, opstå uoverensstemmelser mellem de voksne i ethvert parforhold. Det sammenbragte par er ingen undtagelse.
Det er de to voksne, der bor under samme tag i den sammenbragte familier, der har til opgave at skabe et fællesskab i familien, hvor der er plads til alle. Det er de voksnes ansvar – de kan fint inddrage familiens børn og unge, så de bliver set og hørt – og er med til at sætte rammerne for familien, som de er en vigtig del af. Men det ultimative ansvar er de voksnes.
Og nogle gange kan de voksne ikke blive enige, og så er det det, I må sige til børnene. Det er også god læring for dem.
Et (måske banalt) eksempel fra mit eget liv
Min mand og jeg ser forskelligt på, hvornår man spiser sundt. Jeg synes, der var svært, da det var mine ekstrabørn. Men da var det min klare holdning, at det er forælderen, der ultimativt har ansvaret, og at det derfor ikke var op til mig at blande mig i. Nu er det så også mine egne børn, og der synes jeg også, det er svært. Virkelig svært. Fordi sund kost virkelig er noget, der ligger mig på sinde.
Det er ikke, fordi min mand er fortaler for usund kost. Han er nok bare ikke lige så passioneret omkring det, som jeg er (hvilket er helt naturligt, for han har heller ikke den samme viden som mig – jeg har læst til biopat, det har han ikke). Og til sidst så har han også en helt anden grundlæggende holdning om, hvad sundt og usundt er. Hans måde fungerer for ham. Og min måde fungerer for mig.
Derfor får vores børn (og ekstrabørn) også nogle forskellige svar, alt efter hvem de spørger om hvad.
Er det ikke forvirrende for børn?
Nej, ikke hvis du er klar i mælet om, hvad du mener.
Børn kan sagtens håndtere, at der er forskel på (ekstra)mor og far. Men de vil naturligvis argumentere for at få det, de gerne vil have. Heldigvis da. Det betyder ikke, at jeg giver dem det. En dialog kunne meget vel være sådan her:
Barn: Må jeg gerne tage en is nu?
Mig: Nej, det må du ikke.
Barn: Hvorfor ikke?
Mig: Fordi jeg ikke vil have det.
Barn: Far havde sagt ja
Mig: Ja. Det kan du godt have ret i.
Barn: Kan du så ikke også bare sige ja?
Mig: Det kunne jeg godt. Men det vil jeg ikke. Jeg vil ikke have, du spiser en is nu.
Barn: Du er SÅ tarvelig!!
Mig: Ja. Det kan jeg godt høre, du synes.
Eller teenage-dialogen:
Teenager: Vil du købe nogle nudler med næste gang, du skal handle?
Mig: Nej, det vil jeg ikke.
Teenager: OMG – hvorfor ikke?
Mig: Fordi jeg ikke mener, at det er ordentlig mad
Teenager: Seriøst?!? Du handler jo alligevel, kan du ikke bare købe de nudler med?!?
Mig: Nej. Det vil jeg ikke.
Teenager: Så køber jeg dem bare for mine egne penge.
Mig: Det kan eller vil jeg ikke blande mig i.
Teenager: Eller også spørger jeg bare far.
Mig: Okay.
Det vigtige her er, at jeg har været lyttet til barnets eller teenagerens ønsker uden at skælde mit barn eller teenager (eller mand) ud – og det uden at gå på kompromis med mig selv. Og så er det essentielt, at du er fuldstændig tydeligt, så dit barn eller din teenager ikke er i tvivl om, hvad du mener.
Selvfølgelig er det nødvendigt at kunne indgå kompromisser. Men det er ikke nødvendigt at gå på kompromis med sig selv.
Men vil barnet så oftest ikke spørge faren?
Jo, det vil han eller hun nok, hvis faren er hjemme.
Og så er det jo sådan, det er. Jeg har tillid til min mands far-kompetence. Jeg er blot uenig i nogle af hans beslutninger og valg. Men jeg ved, han gør det, han synes er bedst for hans og vores børn.
Pas på, at jeres frustrationer i parforholdet ikke vokser jer over hovedet
Når I ser forskelligt på tingene, så er det vigtigt, at du holder tungen lige i munden og ikke lader jeres uenighed vokse sig til en (større) frustration i parforholdet.
En kærlig del af det at leve sammen med et andet menneske er også at acceptere ham eller hende, som han eller hun er. Ikke som du ønsker, de skal være, men som de er.
Her taler jeg naturligvis om normal adfærd og normer. Jeg anbefaler aldrig, at du accepterer nogle former for psykisk eller fysisk vold. Selvfølgelig ikke.
Når du bliver frustreret, er det som regel, fordi der er noget, du savner. Måske er det anerkendelse, nærvær, berøring, kontakt eller noget helt andet. Det samme gælder naturligvis for din partner.
Derfor kan det være godt at spørge sig selv;
✓ Måske er du nødt til at bede om noget fra din partner? Det kan være sårbart, fordi du ikke ved, om du kan få det. Spørger du ikke, får du det nok ikke. Vedkommende er jo ikke tankelæser.
✓ Måske er du nødt til at kigge på den måde, du behandler dig selv på?
✓ Måske er du nødt til at foretage nogle valg og fravalg?
✓ Måske er du nødt til at give slip på håbet om, at en specifik ting – som er helt og aldeles udenfor din kontrol – ændrer sig?
Når du er frustreret, er det dit ansvar at tage det alvorligt. De fleste har en tendens til at lægge det over på deres partner i stedet. Det er usmart af to årsager:
1) Du er ansvarlig for dit eget liv
Er der noget i dit parforhold, der ikke fungerer, så tag ansvar for det ved at fokusere på din egen del. Også når du taler med din partner om det.
Hvad er det, jeg føler, jeg mangler?
Og herefter lægge en plan for, hvordan du selv sørger for at få det.
2) Du frasiger dig muligheden for at ændre på det,
hvis du ikke selv tager ansvar for dine frustrationer
Hvis du lægger ansvaret over på din partner, frasiger du dig muligheden for at ændre på det. Du kan ikke vide, hvornår og om din partner bliver motiveret til at gøre lige præcis det, du har brug for. Men hvis du kort, klart og kærligt efterspørger det, så er chancen betydeligt større.
Når det er sagt, er kærlighed også at gøre din partner vigtig i dit liv. Så han eller hun kan mærke det. Ikke kun i ord, men i dine daglige handlinger.
Det kan du helt konkret gøre ved at tillægge din partners liv, værdier, behov og mål samme betydning som dine egne – uden at overtage ansvaret for det eller dem vel at mærke. Og ja, det er lidt af en kunst. Og en gang imellem vil du blive frustreret. Det vigtige er, at I kan snakke om det. Det kan du få hjælp til i mit blogindlæg “Kommunikation i parforholdet” her.
Kan du mærke, at jeres uenigheder er for store til, at I selv kan håndtere dem?
Så vil jeg meget gerne hjælpe jer. Det gør jeg ved, at I booker en indledende session, hvor vi sammen lægger en plan.
Opdragelse og værdier i sammenbragte familier:
I må godt være forskellige – og uenige
Forskellige holdninger til opdragelse og forskellige værdier er en evig kilde til diskussion. Ikke kun i sammenbragte familier, men også i kernefamilier, hvor de ligeledes er direkte årsag til opbrud i familien.
Vi behøver ikke være så bange for vores forskelligheder. Det er ikke et mål, at vi kan blive enige om alting med vores partner. Forestil dig lige, hvor kedeligt det ville blive?
Det gælder om at finde et fælles fodslag.
Et fælles fundament, hvorpå I kan stå sammen. Det meste af tiden.
Så vil der være en del ting, der ikke er fælles.
Og det er fint. Hvis I ikke gør det til et problem.
At leve tæt sammen med et andet menneske og i en familie er krævende. Det er nødvendigt dagligt at indgå kompromisser, og jeg vil lige her overlade ordet til Jesper Juul, min store inspirationskilde:
Hvordan man tackler forskelligheder og uenigheder
ifølge forfatter Jesper Juul fra bogen "Din kompetente familie"
”Kravet om den store enighed vil ofte føre til, at en af parterne (ofte den samme) hurtigt bøjer af, lader sig besnakke eller giver op. Og det er noget skidt. Der er ganske vist ting, det er nødvendigt at blive enige om, men det er meget færre af dem, end de fleste kalkulerer med til hverdag. Det kan være en god idé, at I hver især laver en liste over ting, som man finder det nødvendigt at være enige om og så gennemgå den i fællesskab. Dels selvfølgelig for at undersøge, hvor forskellige listerne er blevet, men væsentligst for at se på, hvilke områder dette krav om enighed føles som en belastning for den enkelte, og hvordan man måske i stedet kunne lære at tackle forskelligheden og uenigheden.”
Jesper Juul, Din kompetente familie
Du kan læse mere om opdragelse i den sammenbragte familie her.
Problemer med din partners børn? Dem er du nødt til selv at tage dig kærligt af
Jeg får helt lyst til at skrive: Selvfølgelig vil du opleve problemer med din partners børn. To mennesker (eller flere), der er sammen over længere tid, VIL løbe ind i diskussioner, frustrationer og forskelligheder, som vil føles vanskelige at håndtere. Som vil føles som et større eller mindre problem.
Jeg anbefaler, at du selv tager dine konflikter med din partners børn, hvis det er en ekstern konflikt. Med en ekstern konflikt mener jeg ting, barnet har gjort eller ikke har gjort, som du ikke synes er i orden.
Det kan være:
✓ ikke at rydde op efter sig.
✓ ikke at sige farvel, når han eller hun går.
✓ ikke at svare dig, når du spørger om noget.
✓ ikke at gøre det, du har bedt om.
✓ tage dine personlige ting uden at spørge.
Den slags konflikter behøver ikke gå gennem barnets biologiske forældre. Ofte har forælderen slet ikke været til stede på tidspunktet og vil derfor ikke have opdaget det. Barnet vil vide, at du har ”sladret”, og at forælderen er sendt afsted på dine vegne. Det er ikke godt for relationen.
Det er langt bedre, at du;
– Beder dit ekstrabarn (kort og kærligt) om at rydde op efter sig.
– Spørger dit ekstrabarn, om der er en særlig grund til, han eller hun ikke siger farvel.
– Spørger direkte, hvorfor barnet ikke svarer, når du spørger om noget.
– Snakker med barnet om, hvorfor han eller hun ikke gør det, du har bedt om.
– Siger ”Jeg vil ikke have, du tager mine ting uden at spørge mig først”.
Alt sammen i en kærlig og oprigtigt nysgerrig tone.
Hvis det var så let at samarbejde om børn, ville der ikke være så mange børnefamilier, hvor forældrene blev skilt. At samarbejde om fælles børn kan være vanskeligt nok for de biologiske forældre, der bor sammen og elsker hinanden.
Så selvfølgelig kommer der yderligere et komplekst lag på, når den ene af jer ikke er den biologiske forælder, men ekstraforælderen.
At leve i en sammenbragte familie stiller ret store krav til de voksnes ansvarlighed og fleksibilitet. Både dem, der bor under samme tag, og dem, der ikke gør.
Når du oplever symptomer hos børnene og ubalance af barnets værd,
så husk på, at barnet aldrig er problemet
Som sagt ved du nu, at jeg mener, at forskelsbehandling og uretfærdighed er en del af livet i den sammenbragte familie. Men det er klart, at det ikke må gå hen og påvirke barnets selvværd i negativ retning. Gør det det, og udviser barnet symptomer på ikke at trives, er der noget, vi har overset. Noget, vi ikke har taget kærlig hånd om. Og så er det tid til det.
Barnet er aldrig problemet. Det virkelige problem findes i barnets nære omgivelser. Og det er vi som voksne ansvarlige for at handle på. Er det for svært på egen hånd, er der mange kyndige ”børnerådgivere”, der kan hjælpe. Jeg er ikke en af dem. Jeg fokuserer på de voksne. For jeg tror på, at når de voksne har det godt, så har (de fleste) børn det også godt.
Hvis I har brug for en dygtig børnerådgiver, kan jeg varmt anbefale Bettina Vestergaard fra Skilsmissekonsulenten.
Og hvis du kan mærke, at I nærmere skal arbejde på jer voksne først, er du som altid mere end velkommen til at booke en indledende session med mig her.