fbpx

Søskenderelationer i sammenbragt familie: Når det er noget andet end DNA, der binder jer sammen

Det er svært at være ekstramor. Det er svært at være skilsmissebarn. Det er svært at være skilsmisseforælder. Men det kan faktisk også være svært at være barn i en familie, hvor dine søskende ikke er der hele tiden.

Derfor handler dette blogindlæg om søskenderelationerne i sammenbragte familier. Den sammenbragte familie i børnehøjde. Lad os sige, at du og din partner lever sammen med jeres fælles barn. Barnet har begge forældre ved sin side hver dag. Så langt så godt.

Men når en af jer eller I begge har et barn fra tidligere, mangler jeres fælles barn jo sin søskende noget af tiden. Det synes jeg er et undervurderet og underbelyst aspekt ved den sammenbragte familie.

Der er stort fokus på børnene af skilte forældre, og det giver virkelig god mening, for det er også en særlig livssituation, der kan være svær. Især når man er barn. Men det er det faktisk også for de børn, der bor sammen med begge deres forældre, men ikke alle deres søskende hver dag.

Kalder I det ekstra søskende, papsøskende halvsøskende, bonussøskende eller noget helt femte?

Der er mange udtryk, der dækker over søskende i sammenbragte familier:

✓ Søskende

✓ Bonussøskende

✓ Papsøskende

✓ Ekstrasøskende

✓ Stedsøskende

✓ Halvsøskende

Hjemme hos mig siger vi slet og ret søskende eller typisk din søster eftersom, det er 4 piger. Jeg har også lagt mærke til, at mine børn og ekstrabørn siger søstre, fx jeg har 3 søstre.

Som sagt handler det om søskenderelationerne i dag – uafhængigt af det biologiske ophav. Det er relationen til nogen, som børnene har kær, jeg går op i, i dag.

Ikke, om de genetisk er halvt, helt eller overhovedet ikke forbundne. Det er hjertet, vi taler med.

Og det er sandelig også i hjertet, at det mærkes, hvis familien må brydes op, og du som barn måske derfor mister relationen til en af dem, du betragter som dine søskende, og som du har knyttet dig til.

Lad os kaste os ud i det.

DNA er ikke det, der skaber ​​søskende i sammenbragte familier. Det gør kærlighed og kemi

Som jeg sagde i indledningen, er det ikke nødvendigvis det genetiske ophav, der afgør, om et barn føler sig knyttet til sine søskende. I nogle sammenbragte familier bliver såkaldte ekstrasøskende tættere knyttede end de såkaldte biologiske søskende. En god søskenderelation er altså ikke kun et spørgsmål om biologi, men om at få skabt gode oplevelser sammen, og så i høj grad handler det også om kemi.

Nogle mennesker har bare en bedre kemi end andre. Det er indiskutabelt. Og bare fordi du har det samme genetiske ophav, er det ikke ensbetydende med, at I får en tæt relation. Ligesom det heller ikke er sikkert, at dine børn og din partners børn bliver bedste venner, bare fordi I har besluttet jer for at leve sammen som en sammenbragt familie.

Men en ting er sikkert, de gode søskenderelationer opstår ikke nødvendigvis af sig selv og helt automatisk. Nogle gange er I nødt til at arbejde for dem – og det er altid de voksnes ansvar at hjælpe børnene med det. Og her gælder det om at holde tungen lige i munden og ikke lade følelserne løbe af med dig, men derimod gå konstruktivt til værks. Og ja, så vil det ofte være nødvendigt at forskelsbehandle. Det er ikke noget problem, så længe det bliver italesat tydeligt og kærligt. Du kan læse mere om forskelsbehandling af børn her.

Det er svært at være skilsmissebarn og pludselig skulle undvære sine stedsøskende

Hvis vi som voksne kan have lidt svært at altid at overskue den følelsesmæssige konstellation, den sammenbragte familie er, kan det være ekstra godt lige at minde os selv om, at det heller ikke altid er let for (særligt de mindre) børn at forstå, hvordan familien egentlig hænger sammen.

Mit bedste råd til dig er, at I øver jer på at italesætte det.

Jeg anbefaler, at I snakker med jeres børn om, hvor deres søskende er henne, hvornår de kommer, og hvornår de tager retur til deres andet hjem igen. Og det kan I gøre, helt fra jeres børn er små. Det er rart – både for store og små – at vide, hvor dem du elsker er henne, så savnet ikke bliver blandet med uvished og utryghed

Søskende relationer i hverdagen kan godt skabe forvirring over børnenes tilhørsforhold

Som du måske allerede ved, lever jeg i en sammenbragt familie bestående af 4 børn. Min mand, Søren, er far til alle 4 piger, jeg er mor til de 2 yngste, og de 2 ældste har hver sin mor. Der er et aldersspænd på 13 år fra den ældste til den yngste.

Da mine børn var små, kneb det lidt for dem at forstå, hvordan vores familie hang sammen. I lange perioder var det skiftedag om søndagen, hvorfor vi fortalte dem, at i dag skal jeres storesøstre hjem til deres andet hjem hos deres mødre.

Jeg husker tydeligt følgende dialog med min ældste datter, der vel har været 5-6 år på det tidspunkt.

– Mig: Om lidt kører far dine storesøstre hjem til deres mødre.

– Min datter: Hvor er det?

– Mig: I København. Du ved da godt, hvor de bor.

– Min datter: Men hvem er så deres far?

– Mig: Det er jo far. Far har 4 piger. Dig og dine søstre.

– Min datter: Men hvem er så deres mor?

– Mig: De har hver deres mor, og så I har alle sammen samme far.

– Min datter: Hvem er så min mor?

– Mig: Det er jo mig, der er din mor. Og far, der er din far.

– Min datter: Men er deres mødre, så mine ekstramødre?

– Mig: Nej, det er de ikke. Din far og mor bor jo sammen.

– Min datter: Jeg synes, det er forvirrende …

… Og ja, det er det. For både store, små og alle dem indimellem.

søskenderelationer sammenbragt familie

Regler i den sammenbragte familie – på tværs af to hjem – er ikke altid let. Men husk den gode tone

Min kærlige anbefaling er, at I taler om børnenes hjem i en kærlig og sober tone uanset, hvor store udfordringer, der eventuelt måtte være med barnets andet hjem.

Det er svært for voksne at være skilt, men den ultimativt store pris betaler børnene. Lad os tage os kærligt af det. Barnet er jo en del af begge sine forældre, og taler vi disrespektfuldt eller nedladende om den anden forælder, vil barnet typisk føle sig ramt.

Jeg ved godt, det ikke altid er let. Især ikke hvis jeres samarbejde er anstrengt, eller når ekskonen fylder for meget. Men som ekstramor er det vigtigt at huske på, hvor meget det betyder både for dine ekstrabørn og biologiske børn, at der er en god tone mellem alle børnenes hjem. Og så husk dig selv på, at det er helt okay at sige fra både overfor din partner og dennes ekspartner, så længe du ikke involverer børnene i den konflikt. Du kan læse mere om, hvordan, du gør i blogindlægget “Må jeg godt sige fra som bonusmor?” her.

Husk også, at tale jeres eget hjem, de gode søskenderelationer i skilsmissen og jeres familieform op

Udover at tale positivt om børnenes øvrige hjem, så er det også min opfordring, at I taler jeres familieform op. For selvom det er svært at leve i en sammenbragt familie, ja, så er det faktisk også jeres mulighed for at vise jeres sammenbragte børn, at I er modige nok til at give kærligheden et forsøg mere – modige nok til at leve som en sammenbragt familie med alt, hvad det indebærer. Det er også en rigtig god idé at tale med børnene om, hvor lærerigt og udviklende det kan være at få X antal ekstra søskende.

Forskelsbehandling af søskende i den sammenbragte familie

Der vil være forskel på børneflokken i den sammenbragte familie, og det anbefaler jeg, at I italesætter fra dag 1.

Der vil være noget, nogle børn må, fordi de er ældre, eller fordi forældrene har en anden tilgang.

Jeg har en hel del gange måtte forskelsbehandle mine egne børn ”negativt”, da der var noget, jeg ikke ville have. De nævnte naturligvis, at det var snyd og uretfærdigt, eller at de ville ønske deres storesøsters mor, var deres mor. Og jo, det svider at få at vide, men jeg synes stadig, at det er vigtigt at holde fast i.

Eksempelvis måtte mine ekstrabørn gå med mascara, før mine børn måtte. Og det er, lige som det skal være. Det blander jeg mig ikke i. Jeg fastholder blot mine egne grænser.

Og når mine børn så påpeger, at det er vildt uretfærdigt, eller at jeg er super tarvelig, så anerkender jeg deres følelser ved at sige:

– “Ja, det kan jeg godt høre, du synes.”

Eller

– “Ja, det kan du godt have ret i.”

– “Men mor, må jeg så ikke nok …”

– “Nej. Det må du ikke for mig.”

 Livet i den sammenbragte familie er ikke fair, og praktiserer du millimeterdemokrati, får du et problem med tiden, hvis du spørger mig. Jeg er mere interesseret i at kigge på, hvad det enkelte barns behov er og så sikre, at hvert barn trives. End jeg er i at give alle det samme. Det er ikke en god ide nødvendigvis – måske ingen af dem i sidste ende vil trives.

Mine egne børn er også meget forskellige til trods for, at de har samme far og mor. Hvis jeg behandlede dem ens, ville det ikke være godt for nogle af dem.

Behandling af børn retfærdigt: Du behandler børn retfærdigt ved at behandle dem forskelligt

Der er derfor ingen grund til at opretholde millimeter demokrati. Sådan er livet jo heller ikke i den virkelige verden.

Som forældre og ekstraforældre er det vores ansvar at ruste børnene til at begå sig i verden. Og det gør vi ikke ved at pakke dem ind i vat. Deres følelser er 100 % valide, dem er der virkelig ikke noget galt med. Men det kan der være med handlingerne. Deres og vores.

Fortæl også gerne, de børn, der ikke er hos jer hele tiden, om det I laver, sådan så det ikke kommer som et chok for barnet at blive ”ekskluderet”. Når barnet er i sit andet hjem, laver I jo også nogle gange noget. Det er bedre at vide, end at I forsøger at skjule, og måske dermed stiller nogle af børnene i en uhensigtsmæssig situation, hvor der er noget, de ikke må nævne for deres søskende.

Konflikter mellem søskende og halvsøskende er noget, I er nødt til at hjælpe børnene med at håndtere

Søskendekonflikter er en naturlig del af familielivet – især hvis du er bonusmor til en teenager – og i sammenbragte familier er der flere parter at konflikte med på grund af de iboende interessekonflikter. Du kan læse mere om interesse- og loyalitetskonflikter i sammenbragte familier her.

Forskning og litteratur af blandt andet Erik Sigsgaard (i form af bogen Skæld mindre ud) og nu afdøde familieterapeut Jesper Juul, hvis grundlære jeg er uddannet i, viser, at skældud ikke virker og er skadeligt for børn. Derfor er vi nødt til at gribe tingene an på en anden måde.

Når vi gør os til dommer over børns konflikter, uanset om det er vores egne eller andres børn, øges konflikten som regel (en konflikt, der i forvejen kan være intens, hvis den ene part er mismatcher).

Det medfører jalousi (en af de forbudte følelser, du som ekstramor sikkert kender), fordi den ene sidder tilbage med følelsen af, at den voksne bedre kan lide det andet barn.

Jalousi handler ofte mere om, at vi synes, vi får for lidt, end det handler om, at vi synes andre får for meget. Det er en besked til forældrene og ekstraforældrene om, at der er noget, som mangler. Måske tid, opmærksomhed eller kærlighed.

Giv omsorg til den ”forsmåede” i stedet for at skælde ”skyldneren” ud. Med andre ord er du nødt til at tilføre noget af det, der mangler, hvis de er meget sure, taler grimt til hinanden eller måske endda slås, så tilfør det, der mangler; nemlig omsorg.

Opdragelse i en sammenbragt familie bestemt ikke let. Det bedste, vi kan gøre, er at lære dem at løse konflikterne selv. Det gør vi ved at være nysgerrige i stedet for at dømme. Ved at undersøge – sammen med børnene – hvad skete der egentlig?

Det kan du gøre på følgende måde:
 

  1. Spørg hvert barn: ”Hvad synes du, der er sket?” Hvis det andet barn afbryder, siger du roligt: “Lige nu taler x, det er din tur om lidt.”
  2.  

  3. Så kan du sige: “Når I nu ser så forskelligt på det, kunne I så komme med en løsning, der fungerer for jer begge, og som I begge er tilfredse med?”
  4.  

  5. Og som afslutning kan du sige: “Hvis I ikke selv kan komme frem til en løsning, vil I så høre min?” Hvis I ikke kommer til en løsning, så kan du sige “Vi er alle løbet tør for løsninger, så nu stopper vi her.”
  6.  

  7. Lad børnene løse konflikterne selv, så vidt det overhovedet er muligt. En konflikt er jo trods alt, to eller flere parter, der ser forskelligt på den samme ting. Og du hjælper dem med at finde et fælles ståsted.
søskenderelationer sammenbragt familie

Søskenderelationer i forskellige hjem – hvad sker der, hvis I mister kontakten?

En hel del sammenbragte familier går hver til sit igen. Her anbefaler jeg, at de voksne tager stilling til, hvilken kontakt (hvis nogen) børnene kan have efterfølgende. Er I forældre til fælles børn også, giver det sig selv. Men er I forældre til hver jeres børn fra tidligere, er relationen og forholdet jo for så vidt slut. Tal meget gerne med børnene om det også, og sørg for at sige ordentligt tak for nu og farvel.

Og lav en aftale om, hvilken slags kontakt der kan være (hvis nogen) mellem børnene og mellem børnene og ekstraforælderen.

Også i sådan en situation, står vi, som ekstraforældre, helt uden rettigheder. Har vi knyttet os til barnet, er det bare tough luck, hvis vi ikke må se barnet mere for forælderen. Derfor er så vigtigt at få sagt et fint farvel. Det gør stadig ondt, men så er det sagt højt, og vi har haft chancen for at sige tak for den tid, vi har haft sammen.

Følsomme forbindelser og hjertets rum med en helt særlig plads

Måske har du hørt mig tale om hjertets rum før. Jeg synes, det er helt på sin plads at bringe det op igen her til slut, fordi det er sådan en kærlig måde at forklare børn, hvordan kærligheden hænger sammen. Især hvis I på et tidspunkt er nødt til at sige farvel til hinanden.

I den situation – eller i en situation, hvor dit barn føler sig uretfærdigt behandlet i forhold sine (ekstra)søskende kan du sige følgende:

“Mit hjerte (og alle hjerter) består af forskellige rum. Og der er et rum, der er dit. Det er helt særligt, fordi du er helt særlig for mig. Det rum er der aldrig nogen, der kan tage eller udfylde, fordi de ikke er lige som dig.”

Kærligst Janne

Familierådgiver Janne Leth Førgaard
 

Janne Leth Førgaard
Ekstramor til 2 og mor til 2
Familierådgiver og forfatter til bogen:
Førstehjælp til Ekstramødre

Siden 2011 har jeg hjulpet ekstramødre med at få en lettere hverdag med ro på tankerne, et styrket parforhold og følelsen af at kunne være sig selv, også sammen med ekstrabarnet.

Familierådgiver Janne Førgaard

Få mine tips og værktøjer, der gør det lettere at være ekstramor allerede i dag

Sådan vinker du farvel til skyld, skam og dårlig samvittighed

Sådan håndterer du det kontroltab det er at være ekstramor

 Få overblik over hvad du må som ekstramor

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så lander værktøjerne automatisk i din indbakke
Det koster blot din e-mail - herefter modtager du løbende inspirationsmails og tilbud

Tak - Tjek venligst din e-mail