Sammenbragt familie: Forum for konflikter og frustrationer
Når du lever i en sammenbragt familie, kan du få brug for et rum, hvor du kan lufte dine tanker og følelser om de konflikter og frustrationer, der er en del af livet som ekstramor.
Det rum har jeg siden 2011 forsøgt at skabe gennem Ekstramor. Fordi jeg har mærket på egen krop, hvordan det føles at mangle et sted at gå hen. Derfor vil jeg bare byde dig velkommen her på min side – her er ingen følelser forbudte, og du er aldrig alene.
I blogindlægget her kan du læse mere om, hvad et forum for konflikter og frustrationer kan gøre for dig og din sammenbragte familie – og så vil jeg gerne fortælle dig lidt om, hvordan du bruger det rum til at passe på dig selv.
Alle kan have brug for et trygt forum og hjælp til det, der er svært
Det kan være angstprovokerende og skamfuldt at bede om hjælp. Måske fordi du endda kan tænke, at der er noget galt med dig og din sammenbragte familie, når I oplever krise i sammenbragt familie. Det er der ikke; det ér bare svært at leve i en sammenbragt familie. For det ér noget andet end at leve i en kernefamilie.
Kærligheden er ikke givet på forhånd som i en førstegangsfamilie. I er nødt til at være tålmodige. Meget tålmodige. Alle medlemmerne i en sammenbragt familie elsker ikke hinanden ubetinget fra første møde. Måske kommer I aldrig til det – eller måske tager det lang tid at opbygge kærligheden. Det er derimod kærligheden mellem dig og din partner, der binder familien sammen. Det er jeres styrke, men det er også noget af det, der kan gøre det rigtigt svært, fordi der er så mange interesser på spil. Og fordi I står over for den svære opgave, det er at definere, hvilken familie I gerne vil skabe i fællesskab.
Derfor tilbyder jeg både personlig rådgivning kun til dig, men også familierådgivning til dig og din partner.
Hele familiens forum for konflikter – også din partners
For det er heller ikke let at være skilsmissefar. Langt fra. Ligesom det heller ikke er let at være ekstramor med alt det, det indebærer.
Men hvis I rummer hinanden og virkelig ser det, den anden kæmper med, så siger min erfaring mig, at I også vil komme ud stærkere på den anden side, netop fordi I kan sætte jer i den andens sted og dermed udvide forståelsen og rummeligheden i jeres parforhold.
Rigtig mange oplever, at frygten og den dårlige samvittighed fylder meget i begyndelsen. På begge sider. I stedet for at lade de følelser styre dig og jer som familie vil jeg anbefale jer at tage kontrollen tilbage.
Tal om, hvilken familie I ønsker at skabe.
Hvilken hverdag I godt kunne tænke jer?
Og sæt jer så ned og find ud af, hvad der skal til for, at I sammen kan nå i mål med netop det.
I kan også skabe jer et gør det selv-forum,
hvor I kan tale om det, der fylder og er svært
En af dine vigtigste opgaver som ekstramor (og menneske) er at sige de ting højt, som går dig på. De ting, som gør, at din hverdag pludselig ikke føles rar at være i.
Især de forbudte følelser såsom jalousi, skam og skyld kan være svære at åbne op omkring. Fordi det gør så ondt at føle, at du ikke er den vigtigste i din partners liv. Men foruden at det er smertefuldt, er det også svært at være ærlig om lige netop de følelser, når de opstår. For hvem er jaloux på et barn?
Mit bedste og kærligste råd fra en ekstramor til en anden er, at du taler til dig selv, som du taler til dine veninder. Jeg gætter på, at du taler langt grimmere til dig selv, end hvad godt er – og meget grimmere, end du har fortjent.
En anden ting er accepten af jeres familiekonstellation. For måske forstår dit hoved godt, at du lever i en sammenbragt familie, og at du dermed per definition aldrig kan komme til at leve i en kernefamilie, hvis du får børn med din partner.
Men forstår dit hjerte det? Og har dit hjerte accepteret, at det er vilkårene, hvis du gerne vil leve sammen med ham, du elsker? Hvis ikke, er det et rigtigt godt sted at starte, hvis I kan mærke, at der er ubalancer i jeres familieliv.
Rådgivning til sammenbragt familie er guld værd på den lange bane
For det er en investering i, at hele familien er glad i hverdagen. I kan let komme til at undertrykke det, der er svært. At gemme det væk og forsøge at tie det ihjel. Det hjælper bare sjældent, og problemerne har det med kun at vokse sig større og mere uoverskuelige.
Hvis I har brug for et rum til jeres frustrationer og konflikter – et rum, hvor der er en professionel til stede, som kan facilitere samtalen – og som har stået der, hvor I står nu, selv – vil jeg gerne invitere dig til en afklarende samtale. Så kan vi i fællesskab finde ud af, hvilken løsning der passer til lige netop dig og din familie.
Book jeres indledende session her
Kommentarfeltet herunder kan være den sammenbragte families forum til at få luft
Du er aldrig alene. Og chancen for, at der er nogen, som lige nu gennemgår det samme som dig – eller som har gjort det – den er stor. Men sådan ved jeg godt, det ikke føles, når du står midt i det.
Derfor vil jeg gerne invitere dig og alle andre, der læser med her, til at bruge kommentarfeltet nederst i blogindlægget. Sådan at vi kan dele erfaringer og viden – og sådan at vi kan mærke, at vi aldrig er alene med vores følelser – heller ikke dem, som måske føles forkerte og forbudte.
Du er også hjerteligt velkommen til at stille spørgsmål til mig i kommentarfeltet, hvis du har nogen. Så vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dig godt videre.
Kærligst Janne
Janne Leth Førgaard
Ekstramor til 2 og mor til 2
Familierådgiver og forfatter til bogen:
Førstehjælp til Ekstramødre
Siden 2011 har jeg hjulpet ekstramødre med at få en lettere hverdag med ro på tankerne, et styrket parforhold og følelsen af at kunne være sig selv, også sammen med ekstrabarnet.
Lige nu kæmper jeg lidt med min ene bonuspige på snart 16 år. Jeg har været en del af familien i 2.5 år nu og det går godt det meste af tiden. Det er dog svært at være rummelig overfor ej teenager som har nul respekt for os andre i hjemmet. Hun går i bad og opholder sig ude på badeværelset i lang tid, selvom vores husregel er maks 30 minutter med lukket dør. Og hun tømmer alt varmt vand (200 liter!!) så ingen anden i familien kan gå i bad. Hun hjælper ikke til med noget som helst her i hjemmet og jeg er godt træt af at rydde efter hende. Lige nu er jeg på barsel og jeg kan mærke at jeg sket ikke har lyst til at bruge tid på at rydde op efter hende eller stå og vente på at få komme ind på badeværelset. Hendes far har sagt til hende utallige gange, om alt muligt, men det bliver ikke bedre. Min tålmodighed er brugt nu.
Vi har for nylig fået mit første og vores eneste fællesbarn, og bonus sidder og laver grimasser når vores barn prutter eller gylper og synes barnet er klamt. Hun griner når barnet er utrøstelig og skriger, fordi hun synes det ser sjovt ud. Det gør helt ondt i mit modershjerte og jeg synes på ingen måde det er ok.
Skal siges at hendes far virkelig gør alt han kan for at sætte grænser og markere at den type opførsel ikke er ok. Det hjælper bare ikke!
Mange tak for at dele dine tanker og bekymringer, det lyder bestemt som en rigtig udfordrende situation. Og jeg kan sagtens forstå, at din rummelighed er på alvorlig prøve. Om end din bonuspige er teenager og sikkert ikke gør tingene bevidst for at genere – så kan det sagtens opleves meget generende for dig. Det lyder også uhensigtsmæssigt i mine ører – hvis jeg skal komme med et råd, ville jeg prøve at snakke med din bonuspige om, hvad der skal til for, at hun lytter bedre efter, det I beder om og hvorfor hun mon har behov for at lave grimasser. Jeg ville også i kærligt sige, at det bryder du dig ikke om, så det vil du bede hende holde op med.
Jeg er glad for, at din kæreste bakker dig op, selvom det desværre ikke har den ønskede effekt.
Har I mon overvejet at få noget familierådgivning i forhold til, hvordan I kan gå til tingene på en anden måde, så det bliver lidt rarere for dig og jer?
Du og I er i hvert fald meget velkomne til at læse om min måde at hjælpe sammenbragte par på. Du kan du gøre her https://ekstramor.dk/familieraadgivning/
Kærlig hilsen
Janne
Jeg kender godt til den problemstilling. Jeg har 4 bonusbørn, bio. mor død. Dog er 2 nu flyttet hjemmefra. Nu bor en på 21 og en på 17 herhjemme. Deres opførsel er dog ikke så slem som kvinden ovenover skriver, men teenagerer er bare en udfordring, specielt når det ikke er ens egne og de bor her hele tiden. Mine 32 børn er for længst flyttet hjemmefra, et barnebarn, ingen fællesbørn, bonus børnenes mor døde da den yngste var 2 år, jeg flyttede ind i deres hjem da den yngste var 5 år.
En af mine mange udfordring går på, at de 2 af bonusbørnene, på 25 og 26, som er flyttet hjemme fra, de seneste 3 -4 år, kommer hjem meget ofte, i sær den ene. Og det er vel en hver forældres drøm, at deres børn stadig besøger dem, bare ikke min når det er så ofte og så længe af gangen, og at jeg ingen indflydelse har på det. De ringer til deres far og aftaler hvornår de kommer, hvorefter han giver mig besked herom. I sommer kom den ældste og boede her i halvanden måned, den yngst i 3 uger, jeg bliver ikke spurgt, når jeg har taget det op, får jeg at vide, at det aldrig kommer til at ske, at han siger til hans børn at de ikke bare kan komme, de må komme her så ofte og så længe de vil, “og det kommer du aldrig til at bestemme. ” Den ældste har voldsomme kronfrontationer med sin far hver gang han er her, jeg har også haft episoder med ham, hvor mine grænser er blevet voldsomt overskredet. Hans søskende fortrækker når han kommer her, de kan heller ikke lide den energi der er omkring ham og hans far. Jeg må tofte age væk hjemmefra, når han er her.
Så er der nogen som kender denne problematik? og hvad gør I?
Kære Henriette
Mange tak for dit input. Det lyder som en uhensigtsmæssig dynamik, både at du ikke bliver taget med på råd, men også konfrontationerne. Jeg vil anbefale, at du appellerer til din partner, at I snakker om, hvordan I kan sætte nogle rammer op, der fungerer for jer alle – særligt når I er sammen. Er det for svært på egen hånd, vil jeg anbefale jer noget rådgivning hos en upartisk rådgiver, der kan hjælpe med konkrete råd og værktøjer. Du er velkommen til at læse mere her på min side under familierådgivning
De bedste hilsner
Janne
PS: Jeg er med på, at 32 børn var en tastefejl. Det er 2 børn, du mener 😊
der skulle have stået mine 2 børn og ikke 32 (:
Jeg er med på, at det 2 børn og ikke 32 🙂
De bedste hilsner
Janne