fbpx

Sammenbragt familie problemer er uundgåelige
Her er mit bud på, hvordan du håndterer dem

Problemer i den sammenbragte familie er fuldstændig uundgåelige. Så i stedet for at forsøge at undgå dem, anbefaler jeg, at du forholder dig til, hvordan du vil håndtere dem.

Din tilgang, dit mindset, er nemlig det allervigtigste, når det kommer til at føle dig godt tilpas i din sammenbragte familie – for der opstår løbende problemer.

Det vigtigste for dit velbefindende og din trivsel er, hvordan du vælger at håndtere de problemer, du bliver en del af.

Det får du mit bud på her – ligesom du får svar på, hvis ansvar problemerne er, hvorfor det er vigtigt at være opmærksom på – og sidst men ikke mindst, hvordan du sætter grænser på en måde, hvor du har dig selv med.

Misforstået hensyn, uklar grænsesætning og manglende ansvarstagen er en af hovedårsagerne til problemer, frustrationer og skænderier i den sammenbragte familie.

Det er i hvert fald ofte de faktorer, der bliver fremhævet af ekstramødre, fædre og sammenbragte par, når jeg sidder med dem på mit rådgivningskontor i indre København eller når jeg sidder hjemme i stuerne hos folk – online via Zoom.

I blogindlægget her får du svar på:

✓ Hvorfor problemerne opstår.

✓ Hvem der er skyld i problemerne og vigtigere endnu, hvad du gør ved det.

✓ Hvem der har ansvaret for problemet i den sammenbragte familie, herunder hvad der er dit ansvar og hvad du ikke er ansvarlig for.

✓ Hvorfor misforstået hensyn ikke løser noget – og hvad du kan gøre i stedet.

✓ Hvordan du kan sætte tydelige og kærlige grænser.

Når du har læst blogindlægget, vil du vide, hvorfor problemerne opstår i den sammenbragte familie og endnu vigtigere; hvordan du forholder dig konstruktivt til dem, så du styrer dine problemer i stedet for, at de styrer dig.

 

Ansvar og grænser i den sammenbragte familie
– En udfordrende størrelse og årsagen til, at problemer opstår

Ansvar og grænser er en udfordrende størrelse. Af to forskellige årsager dog. Når det kommer til ansvar, har de fleste af os en tendens til at tøve med at tage ansvaret for vores problemer, fordi vi tror, at skyld og ansvar hænger sammen. Vi tror, fejlagtigt, at det at være ansvarlig for sine problemer også betyder, at du selv er skyld i dem.

Men sådan hænger skyld og ansvar ikke nødvendigvis sammen. Du kan sagtens få ansvar for problemer, du ikke selv er skyld i, er opstået. Det sker løbende i den sammenbragte familie, for her bliver du ofte med-ansvarlig for noget, der ikke er din skyld.

En anden årsag til, at ansvaret ikke er soleklart i den sammenbragte familie, er uenigheden eller de u-afstemte forventninger til rollerne. Hvem må hvad – det er ofte noget af det, der udfordrer ekstraforælderen allermest. Det uklare råderum, kalder jeg det også.

Hvor meget må jeg blande mig i opdragelsen, er et spørgsmål, jeg ofte får.

Har du og din partner ikke allerede afstemt dit råderum, anbefaler jeg, at I gør det. Hvordan kan du læse mere om i Sammenbragt familie: Opdragelse og udfordringer – blogindlægget

Det var lidt om ansvaret. Når det kommer til grænser, er det heller ikke nødvendigvis enkelt. Grænser er personlige, og derfor er det også forskelligt, hvornår de bliver overtrådt.

Det er vigtigt, at du sætter din personlige grænse, så andre ved, hvor den er. Hvordan du sætter grænser, kan du læse mere om sidst i blogindlægget.

I den sammenbragte familie har de voksne har altid ansvaret, men der er forskel på forælderens ansvar og ekstraforælderens ansvar

Ansvaret i den sammenbragte familie er også en udfordring, fordi det kun er den ene forælder, der er til stede. Ansvaret er derfor ikke ligeligt fordelt. For ekstraforælderen er det ofte helt åbenlyst, at han eller hun er ekstra og derfor ikke kan forventes at bidrage på lige fod med forælderen, hverken på det følelsesmæssige eller praktiske plan.

Men for forælderen kan det godt se lidt anderledes ud. Der har mange, særligt fædre, en (ubevidst) forventning om og et ønske om, at ekstraforælderen tager ansvar og bidrager på lige fod, som var det barnets anden forælder. Det er det ikke, og det er vigtigt, at I snakker om det.

Forælderens ansvar

I min optik er barnet forælderens ansvar. Helt og aldeles. Det er forælderen, der er ansvarlig for barnets trivsel herunder al praktik og logistik forbundet med barnet lige fra bad, madpakker, kostvaner, skærmforbrug, hygiejne, sengetider, påklædning, kørsel, fritidsaktiviteter, etc.

Men det betyder naturligvis ikke, at forælderen ikke kan dele noget af ansvaret med dig som ekstraforælder. Blot er det nødt til at foregå via en forventningsafstemning og en snak, hvor I som par finder frem til, hvad der fungerer for jer.

Ekstraforælderens ansvar

Meget groft generaliseret kan vi sige, at det praktiske er forælderens ansvar og ikke ekstraforælderens, men jeg anbefaler, at du og din partner sammen finder ud af, hvordan I ønsker ansvaret fordelt hos jer og hjælpes ad på den måde, det giver mening for jer.

Det, der altid er ekstraforælderens vigtige med-ansvar, er den følelsesmæssige stemning i hjemmet. Selv om mange har det svært med deres ekstrabarn, fordi det ofte er en ’envejs relation’, hvor du kan stå med følelsen af at give og give uden at få meget retur, så er det dit medansvar, som ekstraforælder at sørge for stemningen, er børnevenlig.

Det er også dit ansvar, at du behandler barnet med respekt og omsorg, så hjemmet er et rart og kærligt sted for barnet – og dig selv at være i, så du ikke føler dig som gæst i eget hjem.

Som ekstraforælder bliver du sat i svære situationer
– og det er dit ansvar at håndtere dem

Det kan være svært at være ekstraforælder – ingen tvivl om det. Der er heller ingen tvivl om, at der vil havne en del problemer på dit bord, som du ikke selv har været med til at skabe, men som det bliver dit ansvar at håndtere.

Nogle gange er livet bare sådan, at du bliver ansvarlig for at håndtere svære situationer, selv om du ikke ønsker det – og selv om du ikke er skyld i, de er opstået.

Jeg vil på ingen måde afvise, at det sagtens kan være andre, eksempelvis din partners eks, der er skyld i, at du er ked af det, frustreret, rasende eller ulykkelig, men det er stadig dig, der har ansvaret for, hvordan du vil håndtere det. Ansvaret for hvor stor – eller lille – påvirkning den andens (upassende) adfærd skal have på dit liv.

Her er din tilgang til ansvar og dine grænser et vigtigt værktøj.

For når du tager ansvaret, kan du gøre noget ved problemet. Når du giver andre ansvaret, er du nødt til at vente på, at de gør noget. Og det kan meget vel blive en lang venten…

Sammenbragt familie:
Hvem er skyldig i den sammenbragte familie?

I min optik giver det ikke nødvendigvis mening at forsøge at finde ”den skyldige” i problemerne i den sammenbragte familie. Det er ikke en kriminalsag, du kan opklare, det er en række komplekse relationer, du er nødt til at håndtere. Oftest er det ikke én specifik person, der er skyld i problemerne. Det er et samspil mellem parterne. Oftest et samspil, der er blevet skabt længe før, du mødte din nuværende partner og blev en del af familien.

Når et forældrepar bliver skilt, kan det ske, at den ene fuldstændig mister sin sunde fornuft og beslutter sig for – bevidst – at gøre livet surt for medforælderen og eventuelt dennes nye partner.

Men oftest sker der bare det, at det samspil, det mønster, den dynamik, der var mellem dem, da de boede sammen fortsætter, selv om de nu bor under hver sit tag.

Måske intensiveres det, fordi en af dem i farten ”glemmer”, at han eller hun ikke kan bestemme over eller kontrollere den anden. Det kunne han eller hun ikke, da de boede sammen (selv om det måske lidt føltes sådan), og det kan de slet ikke nu, hvor de bor hver for sig. Det er der bare mange, “der glemmer.”

Selv om det måske er din partners medforælder, der umiddelbart skaber problemerne, så bliver du med-ansvarlig for at håndtere dem, fordi de også lander på dit bord.

Er det ikke uretfærdigt?
Jo! I dén grad.

Hvor fedt det end ville være, kan hverken du eller jeg ændre på det. Men jeg kan og vil meget gerne hjælpe dig med at håndtere uretfærdigheden. Det er det jeg gør i de personlige rådgivningsforløb.

Når du lever i en sammenbragt familie, bliver du nogle gange tildelt et ansvar i forhold til at håndtere situationer og problemer, du slet ikke selv har været en del af.

Nogle gange bliver du ansvarlig for at håndtere ting, der ikke er din skyld. Og her kan det være en hjælp at huske på, at selv om du handler ansvarligt, så er det ikke det samme som, du påtager dig skylden. Det er to helt forskellige ting.

Spørgsmålstegn

Hvem har ansvaret for problemet i den sammenbragte familie?
Hvad der er dit ansvar – og hvad du ikke er ansvarlig for

Ansvaret for problemer har det med at blive at blive skubbet rundt, fordi de færreste af sig selv siger;

”Ja, det var mig, der skabte problemet, det beklager jeg”.

Oftere lyder det noget i stilen med…

”Hvis det ikke var for …, så ville vi slet ikke stå i den her situation”

Eller

”Ja, det kan godt være at jeg … , men det var fordi du….”

eller

”Det er klart, jeg … når du …”

Jeg er sikker på, du har fanget pointen;
Vi forsøger at skubbe ansvaret fra os.

I min optik og i den ideelle verden har dem, der har skabt problemet også ansvaret for at løse det. Men det er ikke sådan verden fungerer i praksis, det kan vi hurtigt blive enige i.

Lad os sige, at problemet er, at din partners medforælder bliver ved med at ”justere” lidt i deleordningen ved at ændre tidspunkter, foreslå byttedage, men oftest kun, når det er i eget favør. Når I spørger, kan ting sjældent lade sig gøre.

Hvem er så ansvarlig for det problem?
Lad mig vende det rundt.

Problemet opstår fordi den ene forælder gerne løbende vil ændre i ting. På den måde kan vi sige, at hende eller ham, der fremsætter alle ændringerne, skaber nogle problemer ovre hos jer. Som det så pludselig også bliver jeres ansvar at forholde jer til og måske endda løse.

Du er ikke ansvarlig for eller skyld i, at problemet er opstået, men du er ansvarlig for at være med til at løse det.

Skyld og ansvar

Skyld er en konsekvens af ting, der allerede er sket.
Mens ansvar er en konsekvens af de valg, du træffer nu.
For du bliver mange gange ansvarlig for ting, der ikke er din skyld.
Særligt i en sammenbragt familie.

Ansvaret for din trivsel og dit liv – er dit   

Du er ansvarlig for din trivsel og for dit liv – også selv om andre er skyld i, du har det dårligt. Så er det dit ansvar at sørge for at det bedste ud af de præmisser, som livet har stillet og løbende stiller op for dig.

Det er også dit ansvar at sige fra og nej. Og ja, der vil være mange situationer, hvor dit nej og din grænse måske ikke bliver respekteret eller kan imødekommes, men for dit eget selvværd, dit selvbillede og for din generelle trivsel, så er det nødvendigt, at du siger fra og nej.

Ligesom du måske synes, at din partners medforælder er skyld i, dit liv er blevet udfordrende, så synes han eller hun måske, at du er skyld i, deres liv er blevet dårligt. Det er ikke det samme som, at du rent faktisk er skyld i det.

Det er meget stor forskel på at give en anden skylden for din situation og på, at den person rent faktisk er ansvarlig for din situation.

Du har ansvaret for dit liv, din trivsel og dit velbefindende og jeg er helt med på, at andre – helt unødvendigt – kan udfordre det ganske betragteligt. Og det er dit ansvar at finde ud af, hvordan du vil håndtere det.

Er det for svært på egen hånd, vil jeg rigtig gerne hjælpe dig. Det er det, jeg hjælper ekstramødre, fædre og sammenbragte par med i min rådgivning hver dag. Læs mere om dine rådgivningsmuligheder her

Hvorfor misforstået hensyn ikke løser noget

I kærlighedens navn – og med de bedste intentioner – kommer du nogle gange til at tage nogle misforståede hensyn, fordi du ikke vil gøre den anden ked af det.

Det giver selvfølgelig god mening, at du ikke vil gøre din partner eller dit ekstrabarn ked af det. Problemet med de misforståede hensyn er bare, at det ofte går skævt. Du tager et hensyn, som du måske i virkeligheden ikke helt har lyst til at tage, den anden tager ikke rigtigt ordentligt imod det, og så står du med sådan en ærgerlig følelse. En følelse af at gøre meget og måske kun få lidt igen.

Det samme gælder mange forældre-børn relationer. Forælderen tager nogle misforståede hensyn, fordi forælderen er ”bange” for at skuffe, såre eller gøre barnet ked af det.

Jeg tror på, at det er bedst at sige tingene, som de er, fordi det er lettere for os mennesker at forholde os til andre, når der er overensstemmelse mellem det, de tænker og det, de siger.

Det kunne lyde sådan her:

Dit ekstrabarn spørger:
Vil du bygge togbane med mig?

Du tænker:
Nej! Det gider jeg ikke – jeg vil hellere … [det du er i gang med]

Du siger (i et kærligt toneleje):
Tak fordi du spørger. Nej lige nu vil jeg ikke bygge togbane med dig.

______

Din partner spørger:
Vi går på legepladsen – går du ikke med?

Du tænker:
Nej! Det gider jeg ikke – jeg vil hellere … [det du er i gang med]

Du siger (i et kærligt toneleje):
Jeg er glad for, du spørger. Nej, jeg går ikke med i dag.

______

Bliver dit ekstrabarn og/eller din partner så ikke skuffede?
Jo. Det tror jeg, de bliver.
Det må de også gerne blive.

Du kan desværre ikke undgå at skuffe andre. Det er helt umuligt. Men du kan tage kærligt vare på dig selv og dine behov.

Det er deres ansvar at håndtere deres skuffelse. Og det er dit ansvar at holde ud, at du skuffer dem i det øjeblik.

Hvis der er noget, der er sikkert her i livet, så er det, at du kommer til at skuffe dem, du elsker, og at de kommer til at skuffe dig. Kunsten er at gøre det så nænsomt som muligt.

Misforståede hensyn og forskelsbehandling

Mange af de ekstramødre, fædre og sammenbragte par jeg møder på mit rådgivningskontor, er optagede af og udfordrede af forskelsbehandling både af dine, mine og vores børn – og forskelsbehandlingen af nuværende partner kontra ekspartner.

Forskelsbehandling særligt af børn er et helt emne for sig – som du kan læse om her.

søskenderelationer sammenbragt familie

Sæt grænser
Og vær tydelig i dine grænser

En af de allervigtigste kompetencer som ekstramor (og som menneske i det hele taget) er at kunne sige fra, sige nej, sætte en grænse. At kunne sætte din personlig grænse. Hvornår er nok, nok for dig. Det ved kun du – indtil du siger det højt, så ved andre det også.

Desværre er det ikke sådan, at andre kan gætte sig til, hvornår din grænse er nået.

Grænser er personlige, og hvad én ville synes var grænseoverskridende, ville en anden overhovedet ikke tænke på. Selvfølgelig er der nogle gængse grænser, som de fleste af os er enige i. Men igen er der stor forskel på, hvordan vi håndtere det, når de bliver brudt.

Jeg har tidligere skrevet om grænser, og om at du godt må sige fra som bonusmor, det kan du læse om her.

Der er oftest to årsager til, du ikke får sat din grænse i tide:

1. Du mærker det først bagefter
Nogle gange mærker du først din grænse, når den bliver overtrådt. Som ekstramor kommer du til at stå i mange situationer, du ikke anede, du ville komme til at stå i. Og du kan jo af gode grunde ikke sige fra på forhånd overfor noget, du ikke anede ville opstå.

2. Du kan ikke lide at gøre andre kede af det eller skuffede
Som udgangspunkt har du nok ikke et ønske om at gøre hverken din partner eller dit ekstrabarn ked af det, og lige netop det, afholder dig i at sige fra. Det afholder i hvert fald mange af de ekstramødre, jeg taler med.

Jeg forstår dig godt. Det er ikke det.
Jeg er jo selv ekstramor i en sammenbragt familie.

Grænser er ikke nice to have
Grænser er really need to have

Hvis du ikke sætter grænser, udvisker du dig selv og vil antageligvis føle dig mere og mere ”kvalt” i den sammenbragte familie, fordi du får følelsen af, at det meste foregår på andres præmisser.

Du er nødt til at sige fra.
Sætte grænser og være tydelig i dine grænser.

Måske er det en hjælp for dig at tænke på det sådan her:

En grænse er individuelle og personlige, og er blot en personlig markering af “hertil og ikke længere”.

Vil du gerne have hjælp og konkrete forslag til, hvordan du kan sætte grænser på en god måde i din sammenbragte familie, vil jeg rigtig gerne hjælpe dig.

At sætte grænser og udtrykke sine behov, følelser og tanker, så de bliver lyttet til, hjælper jeg ekstramødre, fædre og par i sammenbragte familier med hver dag – og jeg vil også gerne hjælpe dig.

Du kan læse mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig her. Her kan du også booke din gratis afklaringssamtale, hvor vi sammen kan kigge på, hvilket rådgivningsforløb, der ville passe til dig. Afklaringssamtalen er gratis og foregår over telefonen. I løbet af samtalen – eller efter, hvis du lige vil sove på det – kan du beslutte, om du ønsker at starte i et forløb.

Sådan kan du være tydelig i dine grænser

Fordi grænser netop er personlige, anbefaler jeg, at du udtrykker dig personligt og tydeligt, når du sætter din grænse. I praksis betyder det, at du tager udgangspunkt i dig selv og siger noget om det.

 Jeg vil gerne have, at du… – kan det lade sig gøre?
 Jeg vil bede dig om, at du … – hvad siger du til det?
 Jeg bryder mig ikke om …. så det vil jeg bede dig holde op med.
 Det her bliver for meget for mig. Hvilken anden løsning kan vi finde?
 Nej. Det vil jeg ikke.

For at kunne leve et godt ekstramor-liv er du nødt til at kunne sige nej og sætte din grænse.

Dit nej er ikke nice to have.
Din livskvalitet afhænger af dit nej.
Så brug dit nej – i stedet for ja – når det føles rigtigst.

Når du siger nej og siger fra, kan du sagtens imødekomme den andens frustration på en empatisk måde uden at ændre dit nej.

Det kan du eksempelvis gøre i et kærligt toneleje med følgende ord:

 Det blev du ked af, ser det ud til?

 Øv. Du havde håbet på noget andet, fornemmer jeg?

Vil du gerne vide endnu mere om det at sætte grænser, så er der i mit lydkursus om ekstramor-rollen en grænsesætningsmodel, du kan lade dig inspirere af. Vil du gerne have, at jeg hjælper dig med at udtrykke dine grænser, så er det rådgivningsforløbet, du med fordel kan læse om. Her lægger vi nemlig en personlig grænsesætningsplan til dig. 

Kærligst Janne

Familierådgiver Janne Leth Førgaard
 

Janne Leth Førgaard
Ekstramor til 2 og mor til 2
Familierådgiver og forfatter til bogen:
Førstehjælp til Ekstramødre

Siden 2011 har jeg hjulpet ekstramødre med at få en lettere hverdag med ro på tankerne, et styrket parforhold og følelsen af at kunne være sig selv, også sammen med ekstrabarnet.

Familierådgiver Janne Førgaard

Få mine tips og værktøjer, der gør det lettere at være ekstramor allerede i dag

Sådan vinker du farvel til skyld, skam og dårlig samvittighed

Sådan håndterer du det kontroltab det er at være ekstramor

 Få overblik over hvad du må som ekstramor

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så lander værktøjerne automatisk i din indbakke
Det koster blot din e-mail - herefter modtager du løbende inspirationsmails og tilbud

Tak - Tjek venligst din e-mail