Bonusmor til teenager

Bonusmor til teenager:
En relation, du let kan slå dig på, hvis du ikke passer på dig selv

At være teenager er en helt særlig periode af et menneskes liv, som ikke er lige let at navigere i, hverken for teenageren selv og heller ikke nødvendigvis for de voksne omkring ham eller hende.

Og møder du først dit ekstrabarn, når han eller hun er teenager, kan det være svært at få en tæt relation, fordi teenageren helt naturligt er i fuld gang med at løsrive sig fra den familie, han eller hun allerede har – og derfor ikke har den store interesse i at opbygge en ny.

Derfor er det også en relation, du let kan slå dig på, hvis du ikke passer på dig selv – og din teenager.

Hvad er en bonusmor?

Der er mange betegnelser for kvinder i sammenbragte familier, hvoraf bonusmor er meget udbredt. Jeg er ikke sikker på, at alle ser det som bonus. Bonusmor, bonusbarn, bonusfamilie. Det er ofte en kompleks følelsesmæssig familiekonstellation.

Jeg kalder det ekstramor. Det gør jeg af flere årsager. For det første, fordi jeg ser mig selv som en slags ekstra mor barnet har til rådighed, når han eller hun er sammen med sin far. For det andet, fordi der kommer mange ekstra ting i spil både følelsesmæssigt og lavpraktisk, når vi lever i en sammenbragt familie.

Stedmor er jeg helt sikkert ikke. Jeg er ikke i stedet for barnets mor. Jeg er nærmere et ”add on”; noget ekstra. Derfor kalder jeg mig selv for ekstramor og ikke stedmor, bonusmor, papmor eller fars kæreste.

Uanset hvad vi kalder det, er det ikke let. At være ekstramor til en teenager er slet ikke let. Og det er uanset, om du har kendt barnet fra lille eller først lært det at kende som teenager.

Og det er måske her, hvor det i virkeligheden bliver tydeligt både for teenageren og bonusmoren, at der ikke er så meget bonus over det. Du ved, at jeg foretrækker at kalde det ekstramor, ekstraforælder, ekstrabarn eller ekstrateenager i det her tilfælde, fordi det er noget ekstra. Ekstra relationer, ekstra følelser, ekstra irriterende, ekstra alt muligt…

De biologiske forældres tilgang og relation til teenageren er ikke dit bord

Som ekstramor kan du godt have nogle meninger om, hvordan din partner bør være forælder. Det er du i din gode ret til. Jeg anbefaler dog, at du holder din mening og gode råd for dig selv – medmindre du bliver decideret spurgt til råds. Det er en utrolig fin balance, når man har sammenbragte børn.

Er der noget, du ikke forstår – og det vil der helt sikkert være – så anbefaler jeg, at du spørger. Oprigtigt undrende, nysgerrigt, kærligt – ikke fordømmende eller bedrevidende.

Som ekstraforælder kan og bør du ikke blande dig i forælderens relation til barnet. Det er måske en af de absolut sværeste opgaver: At lade være. Hands off simpelthen.

Jeg anbefaler naturligvis ikke, at du bare sætter dig ned og ser til. Jeg anbefaler, at du oprigtigt undrer dig, hvis din partner og eks’en gør noget markant anderledes, end du selv ville have gjort. Og formulér din undren som kærlige spørgsmål. Ikke som en hel kavalkade af spørgsmål, men som oprigtige spørgsmål, hvor du er interesseret i at høre svaret for at blive klogere. Og forstå deres valg bedre.

Om din partner vælger at top-servicere den store teenager, har ikke noget med dig at gøre. Men det bliver sikkert svært for dig at se på, fordi du synes, de burde bidrage med noget mere i hjemmet, og fordi du oprigtigt ønsker at klæde dem på til at komme ud i livet. Men det er ikke dit bord. Og husk også på, at det bestemt heller ikke altid er nemt at være skilsmissefar.

Det, du kan gøre, er, at du kan finde ud af, hvad du vil være med til i din relation til teenageren, så finder din partner, forælderen, ud af det samme.

I puberteten begynder teenagere i større udstrækning at være mere sammen med deres venner end deres familier. Og derfor kommer nogle forældre fejlagtigt til at skrue ned for kravene, fordi de ikke vil bruge tiden på at diskutere, når de endelig er sammen. Jeg forstår godt, det er svært. For opdragelse i en sammenbragt familie er utroligt komplekst.

   Det har været ekstra svært at være teenager i 2020 og 2021

Teenagere begynder at være mere sammen med deres venner end forældre. I coronatiden har det været omvendt. Der har mange teenagere været mere sammen med deres forældre og ekstraforældre end deres venner.

For nogle ekstramødre betyder det, at forholdet til teenageren er blevet utrolig anstrengt, fordi de har været så meget sammen – og ingen af dem, hverken teenager eller ekstramor, har kunnet oprette et normalt socialt liv.

Pandemien har presset langt de fleste familier, også førstegangsfamilierne. Men netop i den sammenbragte familier, hvor der ikke er en naturlig iboende kærlig relation mellem alle, har det været meget svært for mange ekstramødre og teenagere. Her kan det nogle gange være hjælpsomt og meget virkefuldt for ekstramoren mentalt for en stund at træde over i teenagerens “sko”.

Hvordan ser der ud derovre?
Hvad er vigtigt?
Hvad er mindre vigtigt?

Og måske endda spørge teenageren, hvad der har været fedt i perioden, og hvad der har været ufedt. Så bliver I sammen klogere.

 Teenagerens hjerne:
”Lukket på grund af ombygning”

En teenagers hjerne er, sådan rent neurobiologisk under ombygning i teenageårene. Og det er virkelig vigtigt at huske på. Især når du (måske) bliver ekstra frustreret eller vred på din ekstra-teenager.

Der sker så store biologiske forandringer i deres hjerner, at de fleste ekstraforældre og forældre faktisk ikke synes, at de kan kende deres ekstrabarn eller barn. Og de kan blive oprigtigt bekymrede for, om al sund fornuft er væk.

En ting er, at mange voksne synes, det er svært at deale med. Jeg synes, det er vigtigt at huske på, at det kan det også være for teenageren. På baggrund af alle de mentale og biologiske ændringer er de nødt til at vende en stor del af deres opmærksomhed indad.

Og det er her, at vi voksne er nødt til at holde tungen helt lige i munden. For vi kan nemlig godt komme til at tage det personligt. Til at tro, at vores relation pludselig er blevet meget dårlig. Det er den ikke nødvendigvis, men den er ved at ændre sig. Det her er noget, teenageren gør for sig selv – ikke mod dig. Han eller hun prøver ikke bevidst at genere dig eller såre dig. Det er ekstremt vigtigt, så jeg skriver det lige igen:

Det er noget, teenageren gør for sig selv – ikke mod dig.

Men at miste eller måske nærmere transformere en relation, der har været tæt, kan være svær. Mens du måske synes, dit ekstrabarn var ret nuttet, da hun eller han var lille, og I flettede hår eller legede sammen, er der ikke samme nuttethed over en fåmælt teenager. Det er der bare ikke.

Den nyeste hjerneforskning viser, at den del af hjernen, der har med konsekvensberegning at gøre, ikke fungerer i teenageårene. Så hvis du synes, at det indimellem ser ud som om, din ekstrateenager ikke ser ud til at forstå konsekvenserne af et valg, kan det meget vel være 100% korrekt.

Og her er det vigtigt at huske på, at du som ekstramor eller forælder ikke kommer til at tage kendsgerninger personligt, for de er jo ikke møntet på dig personligt.

Det kan betyde, at du og barnets biologiske forælder kommer til at bekymre jer og være urolige for jeres teenager. Men I er nødt til at lade ham eller hende finde sin egen vej. Og stole på, at han eller hun ved, at I altid vil stå klar med en hjælpende hånd.

 Det kan gøre ondt at sige farvel til jeres relation, som du kender den

Jesper Juul, hvis principper og metoder jeg er uddannet efter, har skrevet:

”Det er tit lige så vanskeligt at tage afsked med en drøm eller fantasi, som det er med en kær, afdød slægtning.”

Og det er lidt det, der sker, når teenageårene starter. Du er nødt til at tage afsked med relationen, som du kender den, og du er også nødt til at vinke farvel til den tid, hvor der blev lyttet til dig det det meste af tiden. Nu er teenageren i fuld gang med at danne sig sine egne erfaringer. Og det kan være nerve-wrecking at være vidne til. Men sådan er det. Sådan var det også, da du og jeg gennemgik den periode af vores liv.

 Bonusteenager eller en konfliktfyldt relation?

Familielivet med en teenager kan være relativt konfliktfyldt også i førstegangsfamilier. Den helt store forskel for sammenbragte familier er jo dog, at de to voksne, der bor sammen, ikke har samme kærlighed og overbærenhed til teenageren, som førstegangsfamilier oftest har, fordi de to voksne begge er de biologiske forældre.

Lad mig starte med at slå et par vigtige ting fast:

Teenagere kan virkelig ikke lide bekymringer fra forældre eller ekstraforældre. De vil oftest opleve det som manglende tiltro til deres evner og dømmekraft. Som en slags mistillid.

Der er ikke noget, der er meget værre for almindeligt velfungerende teenagere end at mærke de voksnes bekymring.

En teenagers vigtigste opgave er at forme sit eget liv, så det bliver i tråd med det, der er vigtigt for lige netop ham eller hende. Og her er du som ekstravoksen nødt til at være opmærksom på, at hvad der er vigtigt og rigtigt for dig, ikke behøver at være det vigtige og det rigtige for teenageren. Naturligvis har du noget livserfaring og indsigt, der kunne komme den unge til gode. Det er bare ikke sikkert, at han eller hun har lyst til at drage nytte af dine erfaringer.

Som min ældste teenager meget klogt sagde for nogle år siden, da jeg ville fortælle (læs: belære) hende om noget:

”Det kan godt være, det er rigtigt for dig, mor. Men du er altså ikke mig, og jeg vil gerne gøre mig mine egne erfaringer.”

Smack. Lige i ansigtet. Jeg vidste, hun havde ret. Men det ramte mig stadigvæk.

Det, hele teenageperioden går ud på, er jo dybest sig at løsrive sig fra forældrene og derefter at finde ud af, hvordan du gerne vil leve dit liv på dine præmisser med de erfaringer, du selv er nødt til at gøre dig.

Og her har du nogle gange det privilegium, at du som ekstravoksen er et ”hak” længere ude end forældrene og derfor ikke er helt så irriterende som mor eller far. Af samme årsag kan du måske nogle gange fungere som en fortrolig voksenven mere end en ekstramor eller ekstraforælder.

Mange teenagere bliver meget usikre på sig selv i de år og kan have svært ved at finde deres plads i den sammenbragte familie, hvis den er ved at blive etableret.

Det bedste og kærligste, du kan gøre, er jo at lade dem være, som de er. Invitér dem ind i samtalen, når det giver mening for dig. Spørg (ikke med en byge af spørgsmål), hvordan det går med vennerne, og om der er noget særligt, de er optaget af? Tit har din ekstrateenager ikke brug for andet end at vide, at du er der for ham eller hende.

Måske bliver du mødt med enstavelsesord, og så er det sådan. Lad dem vide, at de altid kan komme til dig, hvis der er noget, de gerne vil snakke om. Det kan være svært, og måske er relationen ofte envejs. That’s the deal med sammenbragte børn.

 Sammenbragt familie med teenagere og kommunikation
– hvordan er det nu lige?

Når det kommer til kommunikation i parforhold og i den sammenbragte familie generelt, er der rigtig meget at hente. En god kommunikation kan være altafgørende for trivslen. Både i parforholdet, men også i relationen mellem dig som ekstraforælder og teenageren.

Teenageperioden er nogle hårde år både for ekstraforældre, forældre og teenagere, der alle ofte føler sig misforståede og på nogle måder respektløst behandlet.

Som voksne ender vi ofte med tæppebombe dem med spørgsmål, fordi vi gerne vil vide noget om, hvad de går rundt og laver, hvem de er sammen med, og især hvordan de har det. Men det kan som sagt give bagslag.

Din rolle som ekstramor ændrer sig nemlig også lidt, når dit ekstrabarn bliver teenager. Her bliver din rolle i endnu større grad egentlig at være en slags sparringspartner eller måske endda en slags mentor, de kan gå til.

Du er nu nået til et punkt i relationen og teenagerens liv, hvor regler ikke længere kan bruges. De fungerer bedst frem til barnets 10-12 leveår alt efter omstændigheder og personlighed.

Nu stiller relationen nemlig krav til dig om at være endnu mere lydhør og tage din ekstrateenagers ønsker og behov alvorligt. Det er ikke det samme som, at du behøver at gøre, som han eller hun siger. Men det er vigtigt, at du tager det alvorligt og lytter til det. Det er nemlig sådan med os mennesker uanset alder, at jo mere du bliver lyttet til, jo mere dine ønsker og behov bliver taget alvorligt, des mindre vigtigt bliver det paradoksalt nok at få ret.

De fleste af os er selv opdraget på en sådan måde, at vi skulle indordne os de regler og rammer, der nu engang var. Dem var der mange af os, der ikke betvivlede som sådan eller i hvert fald ikke på det niveau, som teenagere gør i dag.

Som det allerførste vil jeg anbefale dig at droppe sammenligningen med, hvordan det var, da du var teenager og så nu. Dertil har den teknologiske udvikling simpelthen været for vild.

Vi kan ikke længere (hvis vi nogensinde har kunnet) bruge regler til at løse konflikter og problemer. Det går bare ikke. Regler fungerer ofte ikke, eller også bliver de brudt igen og igen – og så fungerer de jo heller ikke, hvis du spørger mig.

I stedet for at hidse dig voldsomt op over det, anbefaler jeg, at du vender blikket i en anden retning. En ny retning. En retning, hvor alle meninger er velkomne, og hvor der er lydhørhed overfor – samtidig med, at de voksne dog har the final say. Men at føle sig set og hørt er alfa og omega for at have lyst til at følge nogle retningslinjer og rammer, der er udstukket af de voksne, som (ekstra)teenageren er uenig i.

Den endeløse diskussion:
Hvad bør teenagere bidrage med i hjemmet?

Hvad bør teenagere bidrage med i hjemmet er et meget åbent spørgsmål med mange svar. Svaret afhænger fuldstændig af, hvem der svarer.

Spørger du teenageren vil svaret muligvis være ”meget lidt”.
Spørger du de voksne vil svaret muligvis være ”det, der er rimeligt”

Det er op til hver enkelt familie at tage stilling til, men jeg mener personligt, at det er helt naturligt, at de bidrager til fællesskabet ved at være med til at løse nogle af alle de mange opgaver, der er i hvert hjem; herunder for eksempel oprydning, rengøring og madlavning.

Jeg vil også gerne slå fast, at det faktisk er vigtigt for teenagerens selvværd og selvrespekt, at de bidrager aktivt. De er ikke dumme – de ved godt, at tingene ikke ordner sig selv. De har bare ikke personligt set en upside i at tilbyde deres hjælp helt af sig selv.

En del forældre tror (fejlagtigt), at service, det vil sige at varte deres teenager op, er kærlighed.

Det er det ikke.
Opvartning er opvartning.

Desværre sker der også ofte det efter en rum tid, når forælderen eller ekstraforælderen er blevet trætte af at opretholde serviceniveauet, at de bliver sure. Det er ikke fair. Teenageren bad ikke om det. Du gjorde det frivilligt. Måske fordi du vurderede, at det var nemmere og ville udløse færre konflikter. Men det ansvar er dit. Når du gerne vil ændre på noget eller kommunikere i det hele taget, så brug det, jeg kalder det personlige sprog. Det fortæller noget om dig, hvem du er, og især hvad du vil eller ikke vil være med til:

Jeg vil – jeg vil ikke
Jeg kan godt lide – jeg kan ikke lide
Jeg vil have – jeg vil ikke have

Lad det ikke være til diskussion, om teenageren er nødt til at bidrage, men gør det til en snak om, hvad han eller hun kan bidrage med. Det er federe at skulle løse nogle opgaver – i det her tilfælde bidrage til familiefællesskabet – når du selv har haft indflydelse på, hvilke opgaver du bidrager til.

Lav (eventuelt sammen med din partner) en liste over opgaver i hjemmet, som er til ”uddelegering”, og tag så en snak om, hvordan de kan fordeles.

En måde er at sige: “Vi har de har opgaver (på listen). Vi vil bede dig mindst vælge 3 af dem.”

Vil du og den biologiske forælder ikke se forskelligt på det?
Jo, det vil I sikkert.

Jeg anbefaler, du har fokus på, hvad du vil og ikke vil være med til.

Et eksempel:
Du vil ikke lægge tøj, der er smidt på gulvet af din ekstrateenager, i vaskekurven, da du mener, det er hans eller hendes eget ansvar.

Teenagerens far vil ikke bede ham eller hende om det, fordi han synes, det er ikke er så vigtigt, hvem der har gjort det. Han eller hun glemte det sikkert bare … Og så gør faren det bare for ham eller hende for at undgå konfrontationen.

Det vil du ikke.
Det er helt fint.
Så siger du bare stille og roligt til din ekstrateenager:

“Jeg vil gerne have, at du lægger dit vasketøj i vaskekurven.”

Bonusmor, konflikt, teenager:
Tre ting, der (desværre) ofte går hånd i hånd

Som jeg har skrevet lidt om før, så afhænger din relation til din ekstrateenager nok lidt af, hvornår og hvordan I mødtes.

Jeg kender ikke mange – hvis nogle – teenagere, der har et iboende ønske om at knytte sig til en ny familie. De er jo i fuld gang med at løsrive sig fra den eksisterende.

Det er ikke en personlig afvisning af dig. Men mere en ”Jeg kan ikke helt se pointen i at bruge tid sammen med dig, når jeg kan være sammen med mine venner.”

Så hvis du har forelsket dig i nogens far eller mor, som har teenagebørn vil jeg anbefale dig at sætte din forventninger til, hvor tætte I kan blive et godt stykke ned af forventningsbarometret.

Sandheden er nemlig:
Teenagere ønsker sig meget sjældent ekstraforældre.

Det er ikke en personlig ting imod dig; det er den rolle, du har i barnets liv. De fleste ville hellere, at far og mor stadig var sammen. Eller at de sådan set bare kan leve deres teenageliv i fred og ro.

Og ja, selvfølgelig er det da mærkeligt at skulle leve tæt sammen med nogle, som du måske ikke kender ret godt, og som ikke er super interesserede i at lære dig at kende.

At være ekstramor er virkelig ikke for sarte sjæle.
Det stiller store krav til din objektivitet, fleksibilitet og dit selvværd.

Jeg anbefaler, at du beslutter dig for, hvor meget du vil investere i relationen for, at du kan se dig selv i øjnene hver aften og lide det, du ser. At holde regnskab er en exceptionelt dårlig idé. For relationen mellem ekstraforælderen og de sammenbragte børn er ofte en envejsrelation.

Hvis der er noget, der er svært i teenagerens liv generelt, kan det letteste være at lægge problemet hos ekstraforælderen, fordi det er mindst smertefuldt at lægge det der. Det er ikke ensbetydende med, at du er problemet. Din rolle er bare det letteste sted at lægge det, der er svært. Beklager. Og nej, det er bestemt ikke rart. Det ved jeg.

Nogle af de konflikter, du oplever med dit ekstrabarn, din ekstrateenager vil du sikkert også mene kunne undgås, hvis din partner bakkede dig (mere) op. Det vil jeg heller ikke afvise. Sagen er blot den, at I sammenbragte familier vil forældre-barn relationen altid gå forud for det nye parforhold, det vil sige forud for dig som ekstramor eller ekstrafar.

For at du kan navigere i det, er det vigtigt, at du håndterer dine konflikter på en måde, der føles god for dig.

Når det kommer til mennesker og relationer, tror jeg personligt ikke på, at der er en one size fits all eller en manual, vi kan ty til. Der er helt afgjort noget, der er bedre end andet. Når det er sagt, er vi mennesker jo også forskellige, og hvad der måske føles godt for mig, vil ikke nødvendigvis føles godt for dig og omvendt. Derfor er du nødt til at prøve dig frem og være tydelig med hensyn til, hvad du vil og ikke vil være med til. Det er din beslutning, som du løbende er nødt til at kommunikere klart og kærligt ud.

Hvor er dit fokus

Det kan være let at have fokus på konflikterne og alt det, der kunne være bedre og anderledes. Det har jeg da selv været indendørs verdensmester i.

Prøv at lægge mærke til, hvad du fokuserer på – hvor er dit fokus?

Gør det til en vane også at have fokus på og kommenter gerne det, der fungerer godt. Vi mennesker, store som små, er sådan indrettet, at det, vi får at vide, at vi gør godt, gør vi mere af.

Anbefaler jeg, at du negligerer, undervurderer og sugarcoater udfordringerne?
Slet ikke. Jeg anbefaler, at du OGSÅ husker at kigge på det, der fungerer godt, samtidig med at du har fokus på det, du kunne tænke dig at ændre på.

Den strategi er i øvrigt ikke kun en, jeg anbefaler i din relation med din ekstrateenager. Jeg anbefaler den faktisk også i livet generelt.

Sex, drugs and rock n’roll
Alkohol, stoffer og sex til teenagere

For efterhånden en del år siden var jeg til et foredrag om teenagere med en anerkendt familieterapeut. Hun sagde, at det ikke var et spørgsmål om, hvorvidt de unge eksperimenterede med stoffer, men om hvornår og hvordan de gjorde det.

Jeg var lige ved at rasle ned af stolen og var dybt bekymret i flere dage. Især fordi jeg inderst inde vidste, det var rigtigt, hvad hun sagde. En fortvivlende (hvis du spørger mig) stor del af unge mennesker i folkeskolen har prøvet forskellige euforiserende stoffer og alkohol. Der bliver drukket allerede fra 7. klasse nu.

Jeg anbefaler derfor, at du og I har en dialog med jeres (ekstra)teenager om, hvordan I forholder jer til det. Måske er det ikke dig, som ekstraforælder, der kan have snakken. Eller måske er det netop dig som ekstraforælder, der kan have snakken, fordi du er et ”hak” længere ude og ikke er helt lige så følelsesmæssigt påvirket.

Da mine ekstrabørn var teenagere, var det naturligt, at det var deres mødre og far, der snakkede med dem om rygning, stoffer og sex. Det var ikke ensbetydende med, at jeg ikke kunne snakke med dem om det løbende eller interessere mig for det. Det var bare ikke naturligt, at det var mig der tog ”snakken”.

   Forbud gør ofte ting mere interessante

For mig er der forskel på at have en nul-tolerance og så decideret forbyde noget. Personligt tror jeg på, at forbud gør tingene lidt mere interessante i de unges øjne. Jeg har gjort det helt klart overfor mine piger, hvad min holdning er til både rygning og euforisende stoffer – jeg har en klar nultolerance.

Jeg har også gjort det helt klart, at hvis de mod forventning kommer til at eksperimentere med det alligevel, er det noget, vi kan snakke om efterfølgende. Og at jeg anytime hellere vil vide besked end ikke vide noget. Også når de træder ved siden af. Og det kommer de til. Det er jo mennesker.

Unges sexliv er ret aktivt

Mange teenagere er tidligt seksuelt aktive i dag, og det er altså ikke kun inde på værelset og i sengen, det foregår. Så sørg for at snakke med teenageren om, hvordan de passer på sig selv, at det er helt okay at sige nej og ikke mindst om beskyttelse aka prævention.

Heldigvis er det at købe kondomer slet ikke forbundet med så stor skam og hemmeligholdelse, som det var for bare år tilbage.

Når dine bonusbørn er teenagere, har de brug for helt klare retningslinjer

Må teenagere komme og gå, som han eller hun vil i begge hjem, eller skal han eller hun spørge først? Det kan være svært og meget dilemmafyldt at sætte retningslinjer i forhold til, hvornår teenagerne bare må komme og gå, som de vil i ”den anden forælders uge”.

Mange ekstramødre oplever det stressende, at de aldrig ved, om deres ekstrabarn, nu ekstrateenagere, kommer, og hvor mange venner der er med, eller om de har huset for sig selv. Det forstår jeg udmærket godt.

Det kan jo være svært nok i sig selv at være ekstramor, men uvisheden om, hvornår og hvor mange der kommer ind ad døren, kan være ekstra svær. Ikke kun for dig som ekstramor, men også for faren, for det er jo BÅDE teenagernes hjem, ekstramorens hjem OG hans hjem. Og som udgangspunkt er det jo bedst, hvis alle føler sig velkomne og tilpas i hjemmet.

Jeg mener, at alle der bor der altid er velkomne. Jeg mener også, at det er helt okay og nødvendigt at lave nogle rammer og regler for, hvordan vi så er sammen. Også og især når det sker uventet. Så du ikke risikerer at føle dig som gæst i eget hjem.

Jeg mener godt, at du kan bede teenageren spørge, om det passer, at de kommer fordi. Det er deres hjem, selvfølgelig er de velkomne. Eftersom du troede, de ville være hos deres anden forældre den dag, kan det jo være, du er i gang med noget, der egner sig mindre til, de kommer ind ad døren. Det kan også være, du bare er træt og har brug for ro.

Det er jo ikke sikkert, at det lige passer, at der sidder fem højlydte teenagere i sofaen og ser tv (med høj volumen) i dag, hvis du sidder og arbejder ved spisebordet – eller du måske selv har nogle gæster. Så kan du fint sige; “Du og I er velkomne – blot vil jeg bede jer være på værelset, da jeg selv lige er i gang i stuen (eller hvad det nu er).” Du må godt sige fra som ekstramor.

Jeg har sagt til mine børn (og mine ekstrabørn), at deres venner er velkomne, men at jeg gerne vil have, de spørger først. Der kan jo godt være en dag, hvor det ikke passer. Det betragter jeg som helt almindelig omtanke, og det gælder som sagt både ekstrabørn og egne børn. Ingen forskel der.

Kriser i den sammenbragte familie

At have en teenager i familien kan sagtens udløse en krise i den sammenbragte familie.

Det er vigtigt at understrege, at det ikke er teenageres skyld, men derimod de voksnes mulighed for at lære at navigere i en ny relation. Og det stiller ret store krav til vores selvindsigt, selvbeherskelse og selvudvikling. Det gør det til den biologiske forælder, men jeg skal love for, at det også gør til ekstraforælderen.

Teenageren har egentlig bare brug for at vide, at han eller hun er helt okay, som de er. Det har du som ekstramor også. Og du er helt okay, som du er. Som ekstramor struggler du nok lidt med relationen. Teenageren struggler også med sig selv. På det punkt er I måske ikke så forskellige.

Hvis du har brug for nogen at sparre med omkring, hvordan du går til din ekstrateenager, er du hjerteligt velkommen til at booke en indledende session med mig, så du kan høre lidt mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig. Det er helt uforpligtende.