Når du selv bliver mor

 Når du selv bliver mor,
bliver det anderledes at være ekstramor

I begyndelsen af 2002 kom jeg ud på mit livs rejse, da jeg forelskede mig i en mand, der også var far til to piger. At være ekstramor var helt afgjort det sværeste og mest udfordrende, jeg havde prøvet. Og det var ikke, fordi mine ekstrabørn ikke var søde. Det var de. Og det er de stadig. De tog imod mig med åbne arme.

Det var på grund af alt det, der skete inde i mig. Det var som om alle de svære og forbudte følelser blev vakt til live i en eksplosionslignende tilstand. Jeg blev så chokeret over mig selv og mine følelser.

Da jeg selv blev mor, kom der nærmest “dobbelt op” på følelserne. At blive mor, uanset om du er ekstramor eller ikke, er en følelsesmæssig overvældende oplevelse for langt de fleste. Hormonerne suser rundt i kroppen og skal lige finde et naturligt leje igen. Du har brug for tid til at finde dig til rette i rollen som mor. Præcis, som du har brug for tid til at finde dig til rette i rollen som ekstramor.

Indtil nu har du ikke været mor
– men du har heller ikke ikke været mor

For ekstramor er et sted i midten af det hele. Rollen som ekstramor rollen er forbundet med et større kontroltab, frustrationer, følelser og kærlighed, ganske som rollen som mor er. Blot er der meget stor forskel på at være ekstramor og Og det er pointen. Du er ikke din partners børns mor. Det betyder ikke, at du ikke kan elske dem. Det kan du bestemt, nok bare ikke på samme måde, som deres mor og far elsker dem (eller den måde, som du elsker dit eget barn på). Det er helt okay (og ganske naturligt).

Når du så bliver biologisk mor til dit eget barn, vil du sandsynligvis mærke hvordan mor-rollen og rollen som ekstramor er forskellige. Når du kender nuancerne i dine to roller (og de to slags kærligheder), får du også lettere ved at navigere i dem uden at føle dig utilstrækkelig.

 Før I bliver forældre sammen, er I nødt til at tage en vigtig snak

Jeg anbefaler på det varmeste, at du og din partner, inden du føder, snakker om, hvordan I gerne vil være forældre sammen. Og hvordan I ønsker, at jeres nye familiekonstellation skal fungere i praksis. En del fædre er bange for, at der vil blive gjort forskel på hans barn fra tidligere og jeres fælles barn. Og det vil der blive, så det kan I lige så godt tale om, inden I står midt i det. Så det bliver noget, der er konstruktivt og forberedt og ikke noget, der driver en kile imellem jer.

Det vil give mening at dele jer (og dermed børnene) op en gang imellem for eksempel på grund af aldersforskellen på børnene. En nyfødt har selvsagt ikke brug for eller godt af det samme som en 6-årig. På den måde vil I nogle gange stå med følelsen af at være to familier i jeres sammenbragte familie. Det er helt okay – så længe I begge er afklarede med det. Og det er præcis her, at den vigtige før-fødsel snak kommer ind i billedet.

Etiske mor-dilemmaer

For mig var det sådan, at mange etiske dilemmaer og konflikter udspillede sig. Primært inde i mig. Men også mellem pigernes far og jeg. Da jeg blev ekstramor, var der mange “forældre-aspekter”, jeg ikke forstod, fordi jeg ikke selv var forælder. Troede jeg. Da jeg selv blev mor, kunne jeg konstatere, at nogle af de ting, jeg ikke forstod eller ikke var enig i før, forstod jeg stadig ikke, og var jeg stadig ikke enig i.

På det tidspunkt gik det op for mig, at forskellighederne i min mands og min tilgang ikke var, fordi han var far, og jeg “kun” var ekstramor.

Det var, fordi vi er forskellige og ser forskelligt på tingene. Og det gør vi stadig i dag.

Lidt af en aha-oplevelse faktisk. Især var det rart for mig at huske på forskelligheder i de situationer, hvor min mand mente, jeg var “hård”, fordi jeg ikke var moren.

Forskellighederne blev også tydelige igen, da jeg holdt fast i de samme værdier, regler eller rammer overfor mine egne børn. Det var rart for os begge at blive bekræftet i, at det er, fordi vi er forskellige min mand og jeg. Ikke fordi jeg ikke kan lide hans børn. Det kan jeg godt. De har en helt særlig plads i mit hjerte.

Konflikter findes også i kernefamilier

Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at forskelligheder, uenigheder og konflikter også er en stor del og kilde til frustration i kernefamilier. Det er ikke kun et “sammenbragt fænomen”. Det er rigtigt, at de interessekonflikter, der er i sammenbragte familie, ikke findes i kernefamilier. Dem er de foruden. Men der er mange andre konflikter i kernefamilier også. I en kernefamilie er mor og far også forskellige og uenige. Det er vigtigt at huske på, synes jeg.

Konflikter er allestedsnærværende. Derfor er det vigtigt, i min optik, at du lærer at håndtere konflikter, for de kan ikke undgås. Udskydes måske. Men ikke undgås. Og hvis I blot udskyder dem – skubber problemet foran jer – risikerer I også, at de vokser sig alt for store. Derfor anbefaler jeg altid, at I taler sammen om det, der er svært. Så bliver det typisk lidt lettere og mere overkommeligt, fordi I er sammen om det.

Følelsen af at have lyst til “at puffe nogle ud af reden”
Kan du godt have. Uden at handle på den.

Nogle ting blev alligevel lettere for mig at forstå og acceptere, efter jeg selv blev mor. Andre ting blev faktisk sværere. Fordi jeg helt instinktivt blev fanget i en uhensigtsmæssig millimeter demokratisk tankegang.

Sådan lidt a la, hvis hans barn fik X, så skulle vores fælles barn også have X.

Det er en svær følelse, fordi den også tit betyder, at du føler, at du eller dit barn “går glip” af noget – nu hvor I er én mere i jeres sammenbragte familie.

Sådan en millimeter demokratisk tankegang strider faktisk imod det, jeg normalt tror på. Jeg tror helt oprigtigt på, at du behandler børn bedst og mest respektfuldt ved at behandle dem forskelligt. På den måde får hvert barn det, han eller hun har brug for. Børn er forskellige, og det er deres behov også.

Ja, så vil børnene nogle gange opleve – og påpege – at det er uretfærdigt. Til det plejer jeg at møde dem i øjenhøjde med en kærlig stemmeføring, varme øjne og sige: “Ja, det kan du godt have ret i.” For det er sådan, barnet oplever det. Og det er helt fint, men det ændrer ikke ved, at jeg har vurderet, at min beslutning var til det bedste – og også i barnets interesse.

Jeg betragter mig selv som rimelig rummelig. Jeg er klart mere large, end jeg er smålig. Jeg er klart mere alle-har-ret-til-at-være-her end nogle-er-vigtigere-end-andre. I alle mine celler tror jeg på, at der kærlighed nok til alle. Alligevel kom jeg i kontakt med nogle ekstramor-følelser, efter jeg var blevet mor, som jeg næsten ikke kunne holde ud, at jeg havde. Derfor var det en kæmpe lettelse for mig at erfare, at vores urinstinkt som mor faktisk er (mentalt) at ville puffe dem ud af reden, der “ikke hører til”.

Det anbefaler jeg naturligvis under ingen omstændigheder, at du gør. Barnet har ret til sin far. Og barnet var der før dig. Men følelsen af at have lyst til “at puffe nogle ud af reden” kan du godt have. Uden at handle på den. Jeg anbefaler til gengæld, at du tager dig kærligt af den følelse. Og dig selv. Det er heftige, hormonelle og følelsesmæssige sager at blive mor. Og ekstramor. Lad være med at slå dig selv oveni hovedet. Dine følelser er dine følelser, og dem er du nødt til at tage dig kærligt af.

Det kan du gøre, når du føler dig overvældet som mor og ekstramor

Jeg anbefaler altid på det allerkraftigste, at du tager dig selv, dine følelser og din trivsel meget alvorligt. Hvis du er helt overvældet, nærmest stresset over at være ekstramor, så er du ikke alene. Overhovedet ikke. Og er du lige blevet mor – eller bliver du det snart – så der mange hormoner og følelser i dig. De følelser er du heller ikke alene med. Det kan tit være rart at tænke på, at der ikke er noget galt med dig, men at de følelser, du har er helt normale.

Måske er dit normalt store overskud forsvundet, og måske har du mest af alt lyst til at løbe skrigende bort eller bare lægge dig ned og græde. Så er det også normalt. Og for de fleste aftager det igen. Men gør det ikke det, vil jeg opfordre dig til at søge hjælp. Det er alt for hårdt for dig (og dit barn) at gå rundt og være helt ved siden af dig selv.

Ja. Nogle dage sidder følelserne helt ude på tøjet, og tårerne hænger meget løst. Særligt lige efter du har født. Men står det på over længere tid, så håber jeg, at du tager dig kærligt af det. Præcis som du ville gøre, hvis dit barn var ked af det. Der tror jeg ikke, du ville begynde at skælde det ud og sige, at han eller hun liiiige skulle tage sig lidt sammen. Udvis den samme mildhed og medfølelse overfor dig selv. Det har du fortjent.

Det er ikke let at være ekstramor.
Eller mor for den sags skyld

Det tror jeg ikke, der er nogen, som synes, det er. Der er masser af dilemmaer både som mor og ekstramor. Både i sammenbragte familier og i kernefamilier.

Vær mild og kærlig ved dig selv. Har din indre kritiker fået al taletiden, så lad os to tage en snak. Jeg har ingen lette løsninger eller quick fixes på hylderne. Desværre. Men jeg har forståelse, empati, værktøjer og konkrete råd, der kan gøre en forskel for din trivsel som ekstramor og som mor. Og så ved jeg, hvordan det føles. For jeg har prøvet det på min egen krop. Den erfaring vil jeg elske at dele med dig.

Du kan læse mere om min rådgivning lige her. Du er også hjertelig velkommen til at booke en indledende session, hvor vi sammen kan lægge en plan for, hvad der skal til for at du får det endnu bedre med dig selv.