Skænderier i parforhold er helt almindelige og uundgåelige. Og ubehagelige. Som par kan I ikke undgå skænderier. To mennesker kan umuligt blive enige om alting altid, heller ikke selvom I elsker hinanden højt.

Lad os starte med at slå fast, hvad skændes egentlig betyder. Om ”skændes” står der i den danske ordbog:
 
"Udtrykke uenighed eller fornærmelser på en irritabel, højlydt og respektløs måde"

Overraskende nok er det ikke mængden af skænderier i parforhold, der afgør om et (sammenbragt) par ultimativt ender med at gå hver til sit. 

Det er måden skænderierne foregår på, der har den største betydning for din trivsel eller mangel på samme. I blogindlægget her tager jeg i særdeleshed ”højlydt” og ”respektløs” under lup.

I stedet for at håbe på, at I kan undgå at skændes, vil jeg opfordre til at være opmærksom på, hvordan I skændes. 

Hvis vi virkelig elsker hinanden, hvorfor skændes vi så hele tiden?

Skænderier i parforhold er uundgåelige, alligevel er der en indgroet holdning i mange af os, der går på:
Hvis vi virkelig elsker hinanden, hvorfor skændes vi så (hele tiden)?

Når det kommer til skænderier, er der nogle ting, der er vigtige at være opmærksomme på.

For det første er der mange, der bruger ordet ”skændes”, når der i virkeligheden er tale om uenigheder. At være uenige er ikke det samme som at skændes. Vi kan godt være uenige uden at skændes. Det ville lyde sådan her: "Jeg er ikke enig med dig"

Blot er der en del af os, der har det bedst, når vi er enige med vores partner – og i særdeleshed når vores partner er enige med os. Når vi har det bedst med enighed, vil forskellighed og uenigheder føles ubehagelige og måske endda farlige.

En af hovedårsagerne til at vi er uenige og skændes i vores parforhold er, at vi har forskellige;

værdier
grænser
behov
ønsker
præferencer
personligheder
og måder at føle os elsket på. 

For det andet er det også vigtigt at være opmærksom på graden af og alvoren i uenigheden og skænderiet.

Nogle skænderier er mindre, fx hvis tur det er til at bede teenageren rydde op efter sig i køkkenet kontra det tilfælde hvor barnets andet hjem, har sagt, at du, som ekstraforælder, ikke må komme med til barnets konfirmationen.

Mange forældre, i særdeleshed fædre, i sammenbragte familier føler sig mast mellem deres nuværende partner og barnets mor, hvilket udløser en del skænderier og nogle gange en decideret krise i parforholdet.

Men hvorfor skændes vi sådan?
Er det, fordi vi ikke kan finde ud af at være et par?

Størstedelen af de sammenbragte par jeg møder i min rådgivning siger, de kun skændes om børnene. De har et solidt parforhold, stor kærlighed til hinanden og er rigtig gode sammen. MEN når børnene kommer, når de skal snakke om børnene eller børnenes andet hjem, så skændes de. På en måde som de begge bliver forskrækkede over.

Som du allerede ved, er skænderier i parforhold umulige at undgå. Det er forventeligt og forståeligt, at en forælder ofte er ekstra sensitiv, når det drejer sig om deres børn. Derfor er det vigtigt, at vi siger tingene på en respektfuld måde. 

Vi ved fra Dr. Patricia Papernow (USA), at ekstraforældre generelt ønsker sig flere grænser og begrænsninger for deres ekstrabørn. Vi ved også, forældre generelt ønsker sig en større forståelse for og kærlighed til deres børn fra ekstraforælderen.

Det er dét skisma, der udløser mange af skænderierne i sammenbragte parforhold. Nogle gange i en sådan grad, at det udløser en krise i den sammenbragte familie som helhed.

Når vi skændes, er det, fordi der er noget, der vigtigt for os. Noget vi værner om. Ellers ville vi ikke have så stærke følelser og holdninger. Noget af det er grundlagt i vores barndom og opvækst. Alle har en bagage med fra opvæksten og alt efter, hvor afklarede og reflekterede vi er, styrer den ubevidst vores ord og handlinger i vores voksne liv.

I en del tilfælde reagerer mange kraftigt, fordi det nuværende skænderi har aktiveret en tidligere følelse af fx

at blive ignoreret eller følelsesmæssigt forladt
 ikke at blive lyttet til eller forstået
 at blive latterliggjort eller skældt ud
 ikke at blive trøstet

Nej! Det er ikke, fordi I ikke kan finde ud af at være et par, at I skændes.

Det er ikke, fordi I ikke kan finde ud af at være et par, der er skænderier i jeres parforhold. Det er, fordi I har forskellige baggrunde, og fordi I ser forskelligt på tingene. I kan lære at snakke om jeres forskelligheder på en ordentlig og respektfuld måde. 

I kan fint have et velfungerende parforhold trods uenigheder og forskelligheder. Min mand og jeg er, på en del punkter, noget forskellige, men respekterer forskellighederne og ved, hvordan vi skal forholde os konstruktivt til det.

Forskelligheder og uenigheder behøver ikke at komme imellem jer, som det måske gør nu. Jo mere forskellige I er som personer, jo vigtigere er det, at I lærer at håndtere det på en konstruktiv og kærlig måde.

Kører I i ring på egen hånd, så book en indledende session her, hvor vi sammen kan lægge en plan for at ændre på jeres uhensigtsmæssige dynamik.

Hvorfor mænd og kvinder misforstår hinanden! 

Fra amerikansk forskning af Dr John Gottman ved vi, at hele 80% af vores konflikter og skænderier opstår på baggrund af misforståelser. Det er 4 af ud 5 konflikter, der muligvis kan undgås eller i hvert fald reduceres betragteligt.

En ting er, hvad jeg tror, jeg har sagt.
En helt anden ting kan være, hvad lytteren har hørt og dermed fået mine ord til at betyde.

Og ligeså;
En ting er, hvad din partner siger til dig.
En helt anden ting kan være, hvad du hører.

Som beskrevet i afsnittet ovenfor, anbefaler jeg, du øver dig i at stille nogle undrende spørgsmål, så du kan afklare, om du har (mis)forstået det, der blev sagt.

Mænd og kvinder bruger ofte forskellige ord og kommunikerer forskelligt.
Derfor opstår der misforståelser og begge parter ender med en følelse af
 ”Du forstår ikke, hvad jeg siger” 

Groft generaliseret bruger kvinder mange ord sammenlignet med mænd. Mange kvinder har et bredt ordforråd og vil ofte beskrive deres følelser mere nuanceret end mænd.

En mand vil måske sige, han er vred, skuffet eller ikke føler sig respekteret.

En kvinde vil måske, om samme situation, sige, at hun er frustreret, irriteret, skuffet, oprevet, ked af det, føler sig såret, svigtet, ladt alene og lignende.

Mange mænd har det godt med at fikse ting – og følelser. Men følelser kan ikke fikses. Manden kan derfor i bedste mening sige;

- Det er de andre, der er galt på den!
- Det forstår jeg ikke, du gider bruge tid på at tænke over!
- F*ck dem!
- Det er ikke dit problem!
- Det er da så ligegyldigt. 

Når kvinder fortæller om deres følelser og problemer, har de oftest ikke en forventning om, det bliver løst eller fikset. Men derimod en forventning og forhåbning om at blive lyttet til og forstået. Når hun får et af ovenstående svar, vil hun netop ikke føle sig forstået. 

Manden vil undre sig over, hvorfor hun stadig er berørt af problemet, når han er kommet med flere ”løsningsforslag”. Hvis du vil være klogere på kommunikation i parforholdet så læs med her. 

Jeg møder mange kvinder, der er kede af, deres partner ikke forstår dem. Det forstår jeg godt. Blot kan vi ikke tvinge vores partner til at forstå os, hvis h*n ikke forstår os. Vi kan heldigvis noget andet, der gør, at forståelsen fra vores partner bliver mindre vigtig – og det hjælper jeg ekstramødrene med i de personlige rådgivningsforløb. 

Manden kan ofte bedst lide at snakke om ting med det formål at finde en løsning. I samtalen vil han derfor have et ”løsnings-fokus”, hvor kvinden oftere vil have et ”hvordan-har-du-det-med-det-fokus”. 

For at undgå misforståelser er det en god ide at afstemme, hvad ”målet” er.

Snakker vi bare lidt om, hvordan vi har det?
Skal der findes en løsning?
Har du brug for et råd?
Er det forventningen, vi bliver enige?

Når vi begge to ved, hvilken samtalen det er, kan vi sammen holde os på sporet af det aftalte og dermed undgå alt for mange misforståelser og talen forbi hinanden.

Hvordan kommer vi videre efter et skænderi?

Ligesom jeg tidligere i indlægget anbefalede nogle ”skænderi-regler”, anbefaler jeg også, at I har en ”hvordan-kommer-vi-videre-efter-et-skænderi-aftale”.

Afhængig af vores personlighed og tidligere erfaringer, har vi forskellige strategier til at håndtere skænderier. Nogle bliver tavse og trækker sig mentalt. Andre går, sådan helt fysisk, ud af lokalet. Andre igen bliver højlydte og hæver stemmen.

Der er ikke en ”rigtig” eller ”forkert” måde at skændes på.
Der er konstruktive og ukonstruktive måder at skændes på.

Vi er nødt til at have respekt for vores partners personlighed og håndtering samtidig med, vi prøver at være konstruktive.

Jeg anbefaler, at I, når det går godt, snakker om, hvordan I sammen kan komme godt videre efter et skænderi, næste gang i står i den situation. I fredstid er det nemlig lettere at snakke om de svære ting, fordi vores nervesystem er roligt.

For nogle vil det være nærhed.
For andre vil det være at have lidt ”space”.
For nogle vil det være at lægge det bare sig – ”vi er videre”.
For andre vil det være at snakke om det igen, hvis behovet opstår.

Du kan bedst mærke, hvad det er for dig. Og så kan du være nysgerrig på, hvad det er for din partner.

Herfra kan I sammen aftale, hvad der er muligt. I får den bedste dialog ud af det, hvis I begge er indstillede på at komme jeres partner i møde – naturligvis uden at give fuldstændig afkald på dig selv.

Er det for hårdt og opslidende at håndtere selv, vil jeg meget gerne hjælpe jer. Det gør jeg i en indledende session, som I kan læse om her, hvor I også kan finde de ledige tider.  

At være ekstraforælder, og i særdeleshed ekstramor,
er det ultimative kontroltab. Muligvis også identitetstab.
Det kræver vejledning, viden og værktøjer at forstå og rådgive om

Når vi som fagfolk rådgiver sammenbragte familier, er det ekstremt vigtigt at være opmærksom på præmisserne i den sammenbragte familie og i særdeleshed de voldsomme følelser mange ekstraforældre mærker.

Med efteruddannelsen i sammenbragte familie er det mit mål at klæde fagfolk på til at give den bedst mulige rådgivning til ekstraforældre, forældre og par i sammenbragte familier.

At blive ekstraforælder og i særdeleshed at blive ekstramor er en overvældende følelsesmæssig oplevelse, som stort set ingen er forberedte på, når de forelsker sig i en, der er forælder. Det er et voldsomt tab af kontrol over eget liv, fordi du som ekstraforælder bliver nødt til at tilpasse dig beslutninger din nuværende partner og dennes ekspartner, medforælderen, har truffet, før du kom ind i billedet. Og stadig træffer mens du er inde i billedet. Det er ikke en lille opgave, ekstraforælderen bliver sat på.

Mange bliver så følelsesmæssigt berørt, at de ikke længere kan kende sig selv.
Som fagpersoner er det vores vigtige opgave at adressere og normalisere dette.

For ekstraforælderen bliver følelsesmæssigt kaos, ”forbudte” og ofte meget skamfulde følelser hverdag.

Mange beskriver at de ikke længere kan kende sig selv, at deres selvværd hænger i laser, og at deres selvforståelse og selvbillede helt er krakeleret. Ifølge amerikanske og canadiske studier, ser det også ud til, ekstramoren har en øget tendens til stress og depression sammenlignet med biologiske mødre. Det er alvorligt og skal tages meget alvorligt.

Som fagperson er det vores vigtige opgave at adressere det og at lære ekstraforælderen at håndtere det og at italesætte adfærden overfor parret, så begge ved, det er normalt og for de fleste uundgåeligt. Vores allervigtigste opgave er naturligvis at hjælpe ekstraforælderen, forælderen og parret med at håndtere det i praksis.

Når vi rådgiver sammenbragte familier, er vi også nødt til at være opmærksomme på, at barnets medforælder kan have det svært med ekstraforælderen, og det kan have en stor betydning ikke kun for medforælderen, men også for dennes tilgang til det sammenbragte par og for barnet. Der er rigtig mange, der kan komme i klemme, når alle de voksne, der omgiver barnet; dvs barnets 2 forældre, hvis det har 2 forældre og barnets ekstraforældre, ikke kan håndtere deres egne følelser konstruktivt. Det skal vi være knivskarpe på at italesætte og hjælpe med at håndtere.

Alt det underviser jeg i, i dybden, på efteruddannelsen i sammenbragte familier, der målrettet fagpersoner.

Forælderen i den sammenbragte familie er også udsat.
Det er svært, næsten umuligt, at tilgodese både barn, barnets anden forælder og nuværende partner uden mindst én føler sig afvist og uretfærdigt behandlet

Forælderen i den sammenbragte familie er også udsat. Det er ikke kun svært for ekstraforælderen eller for barnet. Mange af de forældre, jeg møder, hvoraf størstedelen er fædre, fortæller, at de føler sig utilstrækkelige, pressede og stressede over bare gerne at ville gøre alle glade, men at uanset hvad de gør, føles det som om, det ikke er godt nok. Der er altid mindst en, hvis ikke flere, der skælder ud, er kede af det eller på anden vis er utilfredse.

Alt for mange fagpersoner mangler indgående viden om sammenbragte familier og de præmisser de forskellige familiemedlemmer er underlagt. En sammenbragt familie kan naturligvis se ud på mange forskellige måder og bestå af mange forskellige personligheder.

Men der er nogle præmisser, dynamikker, mønstre og problemer der ofte går igen. Dem skal vi, som fagpersoner, adressere og hjælpe parret med at forstå og navigere konstruktivt i. Vi kan – og skal – ikke få følelser og præmisserne til at gå væk, men vi kan i den grad hjælpe med at håndtere dem. Og lige præcis dét er vores fornemmeste opgave, hvis du spørger mig.

Vi skal aftabuisere og vi skal normalisere.
Det i sig selv er hjælpsomt, selv om vi måske ikke kan løse problemerne.

Uvist råderum, manglende indflydelse på opdragelse, ansvarsforskubbelse og fejlagtig skyldplacering er dagligdag i sammenbragte familier.
Mange fagfolk er ikke ordentligt klædt på til at rådgive og hjælpe familierne med at håndtere det på en konstruktiv måde

Jeg har allerede været inde på det kontroltab ekstraforælder-rollen, og i særdeleshed ekstramor-rollen, er. Hvad det betyder i praksis i hverdagen i den sammenbragte familier og hvad det betyder for den måde, vi som fagfolk, rådgiver på, kan ikke understreges nok!

Ikke alene bliver du som ekstraforælder en del af en familie, der allerede er etableret med roller, mønstre, traditioner og værdier. Måske har du også selv børn med ind i forholdet og vil gerne fastholde nogle af de traditioner og værdier, der er vigtige for dig og dine børn og skabe nye sammen med din nuværende partner. Hvis du selv har en eks, en medforælder, til dine børn, har du måske en god relation til ham eller hende og dennes nye partner. I er ikke enige om alt, men finder ud af det.

Sådan er det ikke for alle skilte par. Nogle ekstraforældre oplever også i deres parforhold, at de bliver firet direkte ned i en kampzone mellem de 2 forældre på grund af deres indbyrdes konflikter.

Selv når det er de 2 forældre, der har en konflikt, har det en stor afsmittende effekt på ekstraforælderen og det eksisterende parforhold. Mange har et stort fokus på de biologiske forældre og børnene, der i sagens natur også lider, når far og mor ikke kan enes. Det er et helt essentielt fokus. Blot må vi ikke glemme eller overse, hvilken effekt det har på ekstraforælderen og den sammenbragte familie som helhed.

Mange fagfolk får ikke bevidst adresseret, hvad det gør ved ekstraforælderens trivsel at være vidne til, at dennes partner, forælderen, er under voldsom beskydning fra medforælderen. Mange af de ekstramødre jeg hjælper og rådgiver, kommer fordi de ikke ved, hvordan de skal håndtere, når barnets mor, ekskonen, fylder for meget. 

Det skal vi, som fagfolk være meget mere opmærksomme på at spørge ind til og hjælpe med at håndtere. Vi er ikke interesserede i, at den sammenbragte familie også går i opløsning. For det betyder ét brud mere for børn og voksne.

Præmisserne og (usagte) ubevidste forventninger

Når du er helt nyforelsket og lader til at have fundet den eneste ene (igen), tænker du ikke nødvendigvis så meget over, at der følger en lange række præmisser med, hvis du er enlig forælder eller deleforælder, eller hvis du forelsker dig i en partner, der har barn fra tidligere.

De fleste af os tænker - helt fyldt op af oxytocin;
”Hvor heldig har jeg lige lov at være, jeg har mødt kærligheden big time.”

Så rammer hverdagen og præmisserne for det sammenbragte familieliv begynder at mærkes tydeligere. Det bliver sværere, end du lige havde regnet med. Nu begynder det også i stigende grad at mærkes, at præmisserne er kommet for at blive. Har det ikke været så tydeligt før, bliver det det ofte, når parret flytter sammen. Her bliver det også meget meget tydeligt, at parterne ofte ikke har fået snakket om, hvilke forventninger de har til deres egne roller, hinandens roller og familielivet.

Det hjælper jeg, stort set hver dag, par med at tage stilling til. En del forældre vil typisk sige: "Jeg har ikke som sådan nogle forventninger. Min partner skal bare være sig selv"

Men når vi kigger på konflikterne og begynder at folde de ting ud, der er svært for det sammenbragte par, hænger det meget ofte sammen med uafstemte, ubevidste og usagte forventninger. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper parret med at skabe overblik over præmisser, forventninger og ikke mindst ansvarsområder.

Det er naturligvis også et af de emner jeg underviser i på efteruddannelsen.

Den (u)farlige forskelsbehandling

Et underbelyst aspekt er den sammenbragte familie er forskelsbehandlingen af børn. Mange bestræber sig på, der ikke må gøres forskel på børn. Som udgangspunkt forstår jeg godt tanken. Men jeg er uenig i tilgangen.

Nu siger jeg det direkte:
Der er forskel på børnene i den sammenbragte familie.
Faktisk er der en verden til forskel på, om det er dit ekstrabarn eller dit eget barn.

Det skal vi have en stor respekt og forståelse for.
Ikke mindst for barnets skyld.

I sammenbragte familier er der og bliver der gjort forskel på børn. Det er vores opgave, som fagpersoner, at være opmærksomme på det og at hjælpe forældre og ekstraforældre med at forstå, håndtere og italesætte det, så alle i familien trives og ved, hvilken forskel der er tale om. Især for børnenes skyld.

Vi hjælper ikke børnene ved at lade som om, der ikke er forskel.
Tværtimod, så gør vi tingene værre.
Fordi børnene kan ende med at føle sig forkerte i deres følelser.
Det er vi ikke interesserede i, de gør

Vi er interesserede i at hjælpe børn (og voksne) med at håndtere de svære følelser, der opstår som en konsekvens af, barnets forældre ikke længere bor sammen. Vi er også interesserede i at italesætte, faktuelt, kærligt og børnevenligt, at der kan være forskel på det, børnene får og har i den sammenbragte familie.

Nogle af børnene har flere hjem.
Nogle har måske ikke.
Nogle kommer på ferie flere gange, andre ikke.
Nogle af fysisk en del af familien hele tiden, andre er ikke.

Det bedste vi kan gøre for vores ekstrabørn og børn er at hjælpe dem med at håndtere de følelser, de har som en konsekvens af de livsvilkår, der er deres.

Som fagpersoner er det vores opgave at klæde forældrene på til at tage de svære snakke med deres børn og ekstrabørn. Det er ikke et mål i sig selv, alle børn skal behandles ens. Så vil der være nogle børn, der ikke får det, de har brug for. Målet er at møde og hjælpe barnet – og de andre børn, der bliver påvirket af det.

Alt det folder jeg også mere ud på efteruddannelsen om sammenbragte familier. Vil du allerede gerne vil vide mere om min holdning til forskelsbehandling, kan du læse om med her

Hvem er efteruddannelsen til?

Efteruddannelsen er til fagfolk, der har følelsen af komme til kort, når de skal hjælpe og rådgive om konflikter, problemer og udfordringer i den sammenbragte familie.

Det er typisk pædagoger, psykologer, inklusionsmedarbejdere, lærere, familiebehandlere og ledere i daginstitutioner, på skoler og i kommuner. Eller privatpraktiserende coaches, psykologer, psykiatere, terapeuter og familierådgivere.

Vil du vide mere om uddannelsen, kan du booke en indledende samtale, hvor du kan stille de spørgsmål, du gerne vil have svar på og høre mere om selve undervisningen og indholdet. Jeg anbefaler, at du starter med at læse om uddannelsen her.

Er I en hel afdeling, der gerne vil med,
men kan I ikke alle sammen være væk i de 3 dage efteruddannelsen varer?

Efteruddannelsen er et åbent hold, hvor alle, der opfylder optagelseskravene, kan være med.

Jeg har stor forståelse for, at en hel afdeling måske ikke kan være væk i 3 dage. Jeg kommer meget gerne ud på arbejdspladser eller i virksomheder, hvor vi kan tilrettelægge dagene, så de er forenelige med afdelingens hverdagsliv og arbejdsopgaver.

Vil du høre mere om mulighederne for et skræddersyet forløb til din afdeling eller virksomhed, så send en mail til mig på janne@ekstramor.dk, så kontakter jeg dig hurtigst muligt. Skriv gerne i mailen, om du foretrækker jeg ringer dig op og i så fald på hvilket nummer, og hvornår det typisk er et godt tidspunkt. Eller om du foretrækker jeg kontakter dig indledningsvist på mail.

Dine, mine og vores børn er den mest komplekse sammenbragte familie konstellation alene på grund af logistikken og de mange hjem, der er nødt at bl.a. koordinere deleordninger, fødselsdage og ferier. I netop denne sammenbragte konstellation bliver det ofte også tydeligt, at der bliver gjort forskel på børnene af forskellige – helt legitime – årsager.

Når du lever i en familie med dine, mine og vores børn, er det derfor vigtigt, at du er opmærksom på forskellene og løbende italesætter dem både overfor børnene og overfor dig selv og din partner.

Mange af de sammenbragte par jeg møder i mine familierådgivninger bliver forbavsede når jeg direkte siger, der er forskel, så lad os fokusere på, hvordan I håndterer og italesætter det konstruktivt i stedet for at forsøge at glatte ud eller overkompensere. Det duer ikke i min optik.

Alle børn skal naturligvis behandles kærligt og respektfuldt.
Men hvis du behandler dem helt ens, er der nogle, der ikke får det, de har brug for. Og målet er, at alle trives bedst muligt i familien. Det betyder, at vi, på nogle punkter, er nødt til at gøre forskel. Og at det skal siges højt, så alle ved, at det er der, der sker.

Er det retfærdigt?
Nej, ikke nødvendigvis.

Bliver nogle af børnene så ikke kede af det?
Jo. Det bliver de. Ved at vi italesætter det, hjælper vi dem med at håndtere deres følelser i stedet for at forsøge at negligere dem eller forsøge at få børnene til at fokusere på noget andet. Børn i sammenbragte familier får muligvis tidligere i livet en erfaring med livets uretfærdig – lad os hjælpe dem, kærligt, med at håndtere det.

Udfordringen med dine og mine børn og vores børn
Hvordan får man en sammenbragt familie til at fungere med dine, mine og vores børn?

Hvordan du får en sammenbragt familie til at fungere med dine, mine og vores børn er der ikke et entydigt svar på. Det afhænger af en lang række faktorer, blandt andet personlighederne i familien og relationen til barnets andet hjem.

Det, der er godt at være opmærksom på, er forskelsbehandlingen og de forskellige livsomstændigheder børnene har med sig. Også økonomisk og materielt.

Mange af de sammenbragte par jeg møder har en oplevelse af, at deres partner er mere blød og eftergivende overfor deres egne børn fra tidligere (dvs dine børn) end det fælles barn, de har fået (vores barn). Og at partneren er mere striks, når det kommer til mine børn.

Personligt tror jeg ikke, det kan undgås, så jeg fokuserer altid på, hvordan vi kan håndtere det, og anbefaler de par, jeg hjælper med at gøre det samme.

Fra bl.a. Patricia L. Papernow,’s EdD, forskning fremgår det;
”Ekstraforældre generelt ser ud til at ønske flere grænser og begrænsninger, når det kommer til deres ekstrabørn. Forældre derimod ser ud til at ønske mere kærlighed til og forståelse for deres børn.”

Det er også vigtigt at tale om det økonomiske aspekt. For nogle børn har deres to hjem meget forskellig økonomi. Det kan betyde, at nogle får store gaver og andre ikke. Det kan også betyde, at nogle børn kommer meget ud at spise og rejse, andre ikke.

Det kan og skal I ikke kompensere jer ud af, men forklar børnene, hvordan det hænger sammen, så de kan forstå det. Anerkende deres følelse af uretfærdighed, hvis de oplever det uretfærdigt og hjælp dem med at håndtere deres følelser.

Hvordan omtaler jeg min partners børn?
Og skal jeg elske mine stedbørn, bonusbørn, papbørn, ekstrabørn?

Det er meget forskelligt, hvordan ekstraforældre omtaler deres partners børn. De mest gængse betegnelser er stedbørn, bonusbørn, papbørn, ekstrabørn, min kærestes børn eller børnenes navne.

Der er også mange betegnelser for at være ekstraforælder. For mig personligt er betegnelsen ikke vigtig, men den kan være med til at synliggøre rollen i familien, derfor kan det være rart at have snakket om, hvilken betegnelse, du som ekstraforælder, har det bedst med.

Nogle har det dårligt med at bruge en ”forældre-betegnelse” som fx ekstramor eller bonusfar. De foretrækker at blive kaldt fars eller mors kæreste, voksenven, bonusvoksen eller ved navn. Det er en individuel præference-sag, hvis du spørger mig. Og det leder mig over til det spørgsmål, jeg ofte bliver stillet:

”Skal jeg elske mine stedbørn, bonusbørn, papbørn, ekstrabørn?”

Det får du mit svar på i afsnittet herunder.

Skal jeg elske dine børn?
Kan man overhovedet elske andres børn?

Nej. Du skal ikke elske din partners børn. Jeg tror ikke, du kan fremtvinge kærlighed og slet ikke i en sammenbragt familie, hvor der er så mange ambivalente følelser i spil.

Forhåbentlig kommer du til at holde af din partners børn og føle en ømhed, omsorg og kærlighed for dem.
Men du skal ikke elske dem.

Jeg tror heller ikke, at du kommer til at elske dem, som var det dine egne. Det, du skal, er at behandle dem kærligt og respektfuldt, og det kan sagtens lade sig gøre uden at elske dem helt ind i hjertekulen.

Jeg tror godt, du kan elske andres børn, blot tror jeg også, at kærligheden til dit eget barn, hvis du har et, er anderledes. Det er helt, som det skal være, så længe du behandler alle børn, uanset om det er dine eller ej, kærligt og respektfuldt.

En del af de ekstramødre, jeg har mødt og løbende møder, har en forventning til sig selv om, at de skal elske deres stedbarn, ekstrabarn, bonusbarn, papbarn, som var det hendes eget. Så tager vi en snak om, hvorfor det ikke er nødvendigt og måske heller ikke muligt. Det er en stor lettelse for mange, fordi det så kan give plads til at skabe en kærlig relation uden det pres, at det skal være på en bestemt måde. Du kan læse mere om, hvordan relationen til ekstrabørnene ofte føles lige her.

Når den sammenbragte familie med dine, mine og vores børn flytter sammen, vil der opstå problemer med netop dine, mine og vores børn. Her er mit bud på, hvordan I kan få hverdagen i en sammenbragt familie til at fungere

Når dine og mine børn flytter sammen og måske bliver til vores børn, vil der opstå problemer, fordi I er forskellige, har forskellige præferencer, grænser og personligheder.

Nogle gange opstår der også konflikter på grund af aldersforskellen i børneflokken. I min sammenbragte familie, som består af 4 piger, er der et aldersspænd på 13 år fra den ældste til den yngste. Det har derfor ikke altid været let at finde aktiviteter og ferieformer, der passede godt til alle. Af samme årsag har vi også nogle gange været delt op, så de ”store” ikke altid blev begrænset af de ”små”.

I stedet for at lukke øjnene og håbe på det bedste, når I flytter sammen, anbefaler jeg, at I inden bruger tid og energi på at afstemme jeres forventninger især til opdragelse. Netop opdragelse er en kilde til mange konflikter og ultimativt brud i sammenbragte familier. Få mit bud på, hvordan I håndterer jeres forskelligheder, når det kommer til opdragelse, her

Kaos, problemer og uenighed om opdragelse i den sammenbragte familie er et udbredt fænomen. Ansvaret for barnet, uanset alder, er altid forælderens.

Kaos, problemer og uenighed om opdragelse er ikke kun et sammenbragt familiefænomen, der er mange forældre i førstegangsfamilier, der heller ikke er enige om opdragelsen. Min mand og jeg var ikke altid enige om opdragelsen af hans børn, mine ekstrabørn, og vi er det heller ikke altid om opdragelsen af vores fælles børn.

Hvis vi tror, at målet er enighed, bliver det svært, er min erfaring. Forældre, uanset om de er skilt eller ej, er ikke altid enige om opdragelse. Den gode nyhed er, at det behøver de heller ikke være. Dét der er vigtigt er, at du respekterer og anerkender jeres forskelligheder, og at du er oprigtigt nysgerrig på, hvorfor ting er vigtige for din partner. Ligesom det er en god ide at forklare din partner på en kærlig måde, hvorfor noget er vigtigt for dig.

Ansvaret for barnet er altid, uden undtagelse og uanset alder, forælderens. Det er både en god nyhed og en dårlig nyhed. Den gode nyhed for ekstraforælderen er, at det ikke er dit ansvar, om barnet får lavet lektier, børstet tænder, passer sin skole, drikker, ryger, osv.

Den ”dårlige” nyhed er, at eftersom barnet ikke er dit ansvar, har du ofte ikke samme mulighed for, som forælderen, at præge barnet og eventuelt iværksætte initiativer, du mener, der kunne være godt og hjælpsomt for barnet.

Når jeg rådgiver sammenbragte par, lægger jeg altid vægt på, at ansvaret for barnet er forælderens. Når det er sagt, anbefaler jeg, at forælderen tager ekstraforælderen med på råd, så hans eller hendes mening også bliver hørt og meget gerne også vægtet. Men ultimativt er ansvaret og beslutninger vedrørende barnet, forælderens.

Det kan være svært nok, som ekstraforælder, at håndtere når børnene er mindre, men det bliver ikke nødvendigvis nemmere, når børnene er store, fordi du og din partner også her vil have forskellige syn på, hvor selvstændige og uafhængige I mener børnene skal være. Jeg har skrevet mere om sammenbragte familier med voksne børn her.

Parforholdet i den sammenbragte familie er under pres, når der er dine, mine og vores børn. Sådan passer I godt på parforholdet og familien.

I den sammenbragte familie er det primært kærligheden mellem de to voksne, der binder familien sammen, hvor det i førstegangsfamilien også er den fælles og ”lige” kærlighed til børnene.

I den sammenbragte familie er kærligheden til børnene forskellig, hvilket er årsag til der bliver udløst en række følelser, der igen udløser en række konflikter og diskussioner, der tærer på parforholdet.

Det er derfor vigtigt, at du og I prioriterer parforholdet. Er det lidt slidt, anbefaler jeg, at I opsøger rådgivning og får nogle redskaber, der kitter jer tættere sammen igen. Der er mange konkrete øvelser, I kan lave derhjemme på kort tid uden at skulle skaffe pasning og booke en romantisk weekend. Blot kræver det, at I kender til øvelserne.

En af de øvelser jeg ofte giver til par er det, jeg kalder dig og mig tid, hvor I, som par, prioriterer tid sammen og besvarer nogle konkrete spørgsmål, der gør jer klogere på hinanden og skaber en positiv spiral.

Når der er krise i parforholdet lider hele familien ofte under det, fordi børnene kan mærke, at de voksne har det svært.

Derfor er det vigtigt, at I bruger tid på hinanden, at I prioriterer hinanden, at I vælger hinanden til. At I ved, hvad jeres partner sætter pris på, og hvornår han eller hun - helt specifikt og konkret - føler sig elsket. Det arbejder jeg altid sammen med de sammenbragte par, jeg rådgiver.

Når den sammenbragte familie får fælles barn eller børn, udløser det en række følelser hos alle familiemedlemmer

Når dine og mine børn, bliver til dine, mine og vores barn eller børn, er det vigtigt, at I fortæller de eksisterende børn, hvad det kommer til at betyde praktisk og følelsesmæssigt. Dine og mine børn vil højst sandsynligt, alt efter alder, tænke over og måske endda blive bekymrede for, hvor det ”efterlader” dem henne? Tanker som;

Informer også barnets andet hjem

Når du og I har fortalt dine og mine børn, at de skal være storesøskende, så informer også barnets andet hjem. Ikke fordi barnet andet hjem ”skal blande sig”, men fordi det er en livsomvæltende begivenhed for barnet. Derfor bør begge hjem være informeret, så de kan støtte og forhåbentlig glæde sig med barnet over det.

Det kan godt være svært for din medforælder at forlige sig med tanken om, at du nu får barn med en anden, derfor anbefaler jeg, at du informerer ham eller hende, mens barnet er hos jer, så din medforælder kan vænne sig til tanken, hvis det er nødvendigt. For nogle medforældre melder sig også tanker på banen om jeres fælles barn eller børn:

Hvis det udløser en mindre krise hos din medforælder, at du skal være forælder på ny, er det ikke dit ansvar, men medforælderens. Derfor kan du godt udtrykke din empati, hvis det er relevant og bekræfte, at kærligheden til jeres fælles barn ikke bliver mindre af, at det får en søskende.

En gang imellem opstår der krise i en sammenbragt familie.
Her er det vigtigt, at I får professionel hjælp til at håndtere det.
Både de voksne, men også hjælp til børnene.

Jeg kender ingen familier, der ikke har oplevet en krise enten i form af sygdom, dødsfald i nærmeste familie, fyring, stress eller andre store livsomvæltende begivenheder. I den sammenbragte familie bliver kriserne nogle gange mere komplekse, da de vil opleves forskelligt alt efter, hvad der har udløst krisen, og hvem krisen berører mest. Nogle gange opstår krisen i barnets andet hjem og har derfor ikke direkte noget med jeres dagligdag at gøre. Og så alligevel har det, fordi barnet er mærket af krisen.

Uanset krisens oprindelse og omfang, er det vigtigt at I opsøger professionel hjælp til at håndtere jeres krise. Både hjælp til de voksne, men også til børnene, når det er nødvendigt.

Børn sanser alt, derfor er det vigtigt, at vi fortæller dem, på en børnevenlig måde, hvad der sker og, at det er vores ansvar, som de voksne at håndtere det. Det kan og må aldrig være barnets ansvar. Siger vi ikke det direkte til barnet, kan barnet komme at føle sig ansvarlig. Er du i tvivl om, hvordan du fortæller det til barnet, så vil jeg gerne hjælpe dig. Det hjælper jeg sammenbragte familier, som din, med hver dag.

Vær opmærksom på, at det er vigtigt, at du vælger en ekspert i sammenbragte familier, så du og din familie får den rette hjælp. Du kan læse om min specialiserede familierådgivning til sammenbragte par her

 Hvad er grænsesætning?

 Grænsesætning er den ultimative selvomsorg, lad os starte med at slå det fast. Men det er også en måde at passe på relationen på. For sætter du ikke din grænse, bliver det mere og mere opslidende for dig at være i relationen. Det er ikke godt for nogle af jer. Derfor er det bedste og kærligste, du kan tilbyde dig selv og andre at sætte din grænse, så andre ved, hvor den er.

Grænser er ikke universelle, de er personlige. Og derfor kan du ikke regne med, at andre ved, når din grænse er nået, den er du nødt til at udtrykke.

Der er naturligvis nogle ting og situationer, som flertallet af os vil være enige i er grænseoverskridende, men der er også masser af hverdagssituationer, hvor du vil føle din grænse bliver overtrådt, uden din partner nødvendigvis registrerer det. Medmindre du siger det. Og omvendt naturligvis.

Grænsesætning er at kunne bestemme over sig selv.
Over hvad du vil, og ikke vil være med til.

Når du sætter din personlige grænse, kræver det ikke andres godkendelse.
Du behøver hverken diskutere, forklare, forsvare, retfærdiggøre, forhandle om eller undskylde din grænse.

Du har lov til at sætte din grænse lige, hvor du vil, så længe du sætter den rundt om dig selv. Mere om det i afsnittet om hvordan sætter man grænser på en god måde.

En ting er at sætte din grænse, en (måske helt) anden ting er at håndhæve den. Nogle sætter grænser, men hvis modparten anfægter grænsen, så håndhæves den ikke. Så er det faktisk ikke en grænse, men bare et ønske eller anmodning.

Eksempel;
Du siger: Hvis du ikke smider dit snavsede tøj i vaskekurven, så bliver det ikke vasket.
Du gør: Du vasker tøjet, men presser løbende stikpiller ud mellem sidebenene a la; hvis du ikke havde mig, gik du rundt i beskidt tøj.

Du siger: Hvis du ikke selv husker at købe gaven til din mor, får hun ingen.
Du gør: Du går ud og køber gaven alligevel med følelsen af, at du er nødt til at ordne det hele, og siger måske noget a la: Hvis ikke det var for mig, så fik din mor jo aldrig en gave.

Du siger: Hvis du ikke snart fylder benzin bilen, løber den tør.
Du gør: Du kører ned og fylder tanken og undlader ikke at fremhæve, hvor ofte det er dig, der må ordne det a la: Det er så uansvarligt ikke at have styr på benzinforbruget, jeg er jo ikke din tankpasser, men var det ikke for mig, ville du køre tør et sted.

I alle ovenstående eksempler havde vedkommende ikke behøvet at ordne tingene, men valgte at gøre det.

Ja, det havde efterladt den anden med et problem, hvis det ikke var blevet ordnet.

Men så var det jo sådan. Den første part kunne godt have valgt at fastholde sin grænse.

At sætte grænser er i virkeligheden en 2-delt proces:

 1) At sætte sin grænse betyder, at du sætter ord og handling på, så den anden ved, at her er din grænse.

2) At håndhæve sin grænse betyder, at du håndhæver din grænse med en konsekvens, når/hvis andre forsøger at overtræde eller ubetydeliggøre din grænse.

Det, der kendetegner en grænse

Det, der er kendetegnende ved en ægte grænse, er, at den har en konsekvens, hvis den ikke bliver overholdt.

Eksempel:
Din partner sidder og ser noget i fjernsynet. Du spørger, om han eller hun ikke vil skrue lyden ned, fordi du synes, lyden er for høj.
Din partner svarer, at lyden ikke er høj, men derimod helt fin.
Du spørger måske igen: Har du mulighed for at skrue lyden ned, den er meget høj for mig?
Din partner svarer igen: Lyden er helt fin

Her kan du vælge, stille og roligt uden drama, at sige:
Så går jeg ud af stuen, for det er for højt for mig.

Hvorefter du forlader stuen. Så har du kommunikeret og håndhævet din grænse.

Men Janne, ville det ikke have været respektfuldt, hvis partneren havde skruet ned?

Jo, det ville det.
Men du kan ikke bestemme over din partner.
Du kan bestemme over dig selv.

Hvad er grænseoverskridende adfærd?

Grænseoverskridende adfærd vil opleves forskelligt fra person til person. Der er naturligvis nogle gængse ting, som de fleste mennesker kan blive enige i, er grænseoverskridende – og uacceptabel adfærd. Herunder fysisk og psykisk vold, kriminalitet, overgreb og utroskab.

Men der er også ”gråzonerne”, hvor alle de personlige præferencer og grænser hører til. Der er også noget, der er situationsbestemt – og igen, så vil du og din partner måske have en forskellige opfattelse af, hvad der er god situationsfornemmelse, og hvad der ikke er.

Den bedste måde at gardere sig mod grænseoverskridende adfærd er ved, kontinuerligt, at kommunikere dine grænser, ønsker og behov. At værne om disse. Og ikke mindst at håndhæve, det vil sige løbende at minde om dine grænser.

Andre mennesker, inklusive din partner, kan ikke gætte sig til dine grænser, hvis du ikke gør opmærksom på dem. Din partner kan ikke, ud fra dit kropssprog eller ud fra din stilhed, gætte sig til, at du er såret eller vred over noget, han eller hun sagde i går.

Det bliver du nødt til at gøre opmærksom på.

Hvad der er soleklart for dig i forhold til grænsesætning, er det måske ikke for din partner, som derfor ubevidst og helt uden at ville det, kan komme til at overtræde din grænse. Dette kan minimeres – måske endda helt undgås – hvis du fortæller, hvor din grænse går.

Hvad er en personlig grænse?

En personlig grænse er en grænse, du sætter rundt om dig selv, som du kan sætte en konsekvens for, hvis grænsen ikke bliver overholdt. Altså en konsekvens, der er indenfor din kontrol.

Grænser er personlige, fordi det er forskelligt fra person til person, hvad vi ikke synes er i orden. En grænse er noget, du kan sætte, når der er noget, du ikke (længere) vil acceptere, se på, finde dig i eller have, der sker.

Eksempel 1:
Du og din partner skal til middag hos nogle venner og er inviteret til kl. 18.00. Det tager 15 minutter at køre derover, og det betyder meget for dig at komme til tiden, så det vil du gerne.

Din partner har en anden tilgang og tænker, at så længe I ikke kommer mere end 15 minutter for sent, så er det til tiden.

Du kan sætte din personlige grænse ved at sige:
Jeg vil gerne være derovre kl. 18.00, som vi er inviteret til. Hvis du ikke er klar til at tage af sted kl. 17.45, så tager jeg selv afsted, og så ses vi bare derovre.

Du kan ikke tvinge, din partner til at være klar til at tage rettidigt afsted, men du kan selv tage af sted, så du kommer til tiden, som er vigtigt for dig.

Eksempel 2
I har aftalt at leve sundere og kun spise slik/chips i weekenden. Din partner kommer ind i stuen med en skål slik onsdag aften.

Du kan ikke bestemme over ham eller hende og sige, du må ikke spise slik i dag.
Du kan naturligvis spørge, om du har misforstået jeres aftale om kun at spise slik/chips i weekenden, og så kan du lade være med at spise af slikskålen. Men du kan ikke bestemme, om/hvad din partner spiser.

Eksempel 3
Måske tænker du, men Janne, jeg kan vel godt bestemme, at min partner ikke må være sammen med andre?

Både og.

Du kan ikke bestemme om, din partner er sammen med en anden, men du kan 100% bestemme, hvilke konsekvenser det får for jeres parforhold, hvis han eller hun er.

Hvis loyalitet, troskab og monogami er helt essentielt i dit parforhold (det er det i mit eget), så kan du stadig ikke tvinge din partner til at være dig tro, men du kan sætte en konsekvens for, hvad der sker, hvis din partner ikke overholder din grænse om troskab.

Så hvis din partner vælger at være sammen med en anden, kan du afbryde jeres forhold.

Det er din personlige grænse, og den kan du sætte anytime, du har lyst.

Så hvis jeg skal opsummere hvad en personlig grænse er, så er det en grænse, du sætter rundt om dig selv og løbende håndhæver, hvis nogen prøver at overskride den.

Hvorfor er jeg ikke god til at sætte grænser?

 Ikke alle mennesker er komfortable med at sætte grænser, og det er der en god grund til. Der er ingen, der bliver født med at være dårlig til at sætte grænser. Alle små børn kan sætte grænser. Men det der sker, gennem din opvækst, er, at du er nødt til at tilpasse dig omgivelserne og din opvækstfamilie for at passe ind og høre til. Og det er her, at grænsesætningen for de fleste af os, begynder at blive udfordret.

Fordi dine grænser ikke nødvendigvis blev respekteret.
Eller værre endnu måske hånet, latterliggjort eller negligeret:

– Ej, hold da op, det er ikke noget at blive sur over.
– Det nytter ikke at græde – prøv igen.
– Jo, selvfølgelig er du mere sulten, du har næsten ikke spist noget.
– Hvad tror du selv?!! Selvfølgelig må du ikke …
– Du er den store, nu må lige …
– Stram dig lige an og …

Hvordan sætter man grænser på en god måde?

Du sætter grænser på en god måde ved at (begynde at) sætte din grænse, så snart noget, bliver for meget for dig. Det er lettere, ikke let, men lettere at sætte din grænse, når noget bare små-irriterer dig.
Det gør du ved at italesætte dine grænser ud fra dig selv og dine følelser.

Det gør du ved at fortælle, hvilken effekt det har på dig, ikke ved at påpege den andens ”fejl og mangler”.

En god måde at starte din grænsesætning på er altid ved tale i et personligt sprog med udgangspunkt i dine følelser og ønsker. Det kunne typisk lyde sådan her:

Jeg vil gerne
Jeg vil ikke
Jeg vil ikke længere
Jeg vil bede om at
Jeg kunne tænke mig

Din grænsesætning foregår som sagt i 2 trin;
1) ved at sætte den og
2) ved at håndhæve den.

Det er ikke realistisk, at du kun behøver at sige tingene en gang, og så kan din partner (eller dit barn eller ekstrabarn) huske det for evig tid. Du er, løbende, nødt til at minde om og håndhæve din grænse.

Din grænse sætter du altid rundt om dig selv med en konsekvens, som du selv kan styre.

Måske kan det være en hjælp for dig at komme frem til, hvornår du kan sætte en grænse ved at bruge denne ”formel”

Jeg er … (følelse) … på … (person) …,, fordi … (årsag)

Eksempel:
Jeg er sur på min mand, fordi han roder i stuen.

Så har du overblik over, hvad situationen er og kan finde ud af, hvordan du vil sætte din grænse. Vel vidende, at du ikke kan bestemme over ham, men du kan fortælle ham, at rodet generer dig og spørge ham, om han vil rydde det op.

Eksempler på grænsesætning

 Din partner har sagt ja til, at hans/hendes barn kommer i weekenden, som ellers var en børnefri weekend.

Du føler i den grad, at din grænse er blevet overtrådt, fordi det også påvirker din weekend og dine planer. Du vil have, at din partner spørger dig først.

Kort og klar grænsesætning:
Det, du kan sige, er:
“Jeg bryder mig ikke om, at du laver aftaler, der også inkluderer mig, uden du spørger mig først. Jeg vil derfor gerne have, at du spørger mig næste gang, inden du indgår aftalen.”

Du kan ikke bestemme, at din partner ikke må lave en aftale med hans ellers hendes barns medforælder, men du kan bede om at blive taget med på råd. Bliver du ikke det, kan du beslutte, hvordan du vil bruge weekenden.

Kort, klar og kærlig grænsesætning
Det, du kan sige, er:
“Når du laver aftaler, der også inkluderer mig, uden du spørger mig først, føler jeg, at min mening er ubetydelig, og at jeg bare må rette ind.

Det er ikke sikkert, at du har tænkt over det på den måde.

Jeg gætter på, at du har sagt ja til aftalen, fordi du gerne vil være mest muligt sammen med dit barn. Det forstår jeg også godt. Det vil bare betyde meget for mig, at du lige tjekker med mig først, før du siger ja.

Vil det være muligt, at du fremover siger, at du undersøger det, så vi kan snakke om det, inden du vender tilbage? Det ville i hvert fald gøre mig glad.”

]Når du lever i en sammenbragt familie, er det bare sådan, at ekspartneren en gang imellem fylder meget i det nye parforhold også. Det har jeg tidligere skrevet om, du kan derfor læse om når eks’en fylder for meget lige her.

Når du forelsker dig i nogens far (eller mor) og dermed lever i en sammenbragt familie, er der en lang række faktorer, du er nødt til at indordne dig under. Men det er ikke ensbetydende med, at du ikke må sige fra og sætte grænser. Selvfølgelig må du også sige fra – hvordan du kan gøre, kan du læse her

Grænser og behov

 Selv om det er rart, når din partner opfylder dine behov, så er du, som voksen, selv 100% ansvarlig for dine behov. Ligesom din partner er 100% ansvarlig for sine egne behov.

Mange ”går galt i byen” og tror, at det er partnerens ansvar at opfylde behovene og stiller det derfor som krav. Det er ikke partnerens ansvar, og du kan ikke stille krav til andre voksne mennesker, medmindre du er chef, og de er dine ansatte. Du kan derfor heller ikke udtrykke dine behov, som krav. Men som ønsker.

Du kan spørge, om han eller hun vil hjælpe dig med at opfylde dine behov, men du kan ikke stille det som et krav. Mange tror fejlagtigt, at de kan ændre deres partner. Det kan de (og du) ikke medmindre partneren selv er interesseret i det. Men du kan altid sætte din grænse for, hvad du vil være med til, og hvad du ikke vil være med til.

Eksempel på krav:
Nu har jeg brug for, at du tager initiativ til en kæresteaften.
Det er et krav. Det går ikke.

Eksempel på ønske:
Jeg ville elske, hvis vi fik en kæresteaften i kalenderen. Ville du have lyst til at tage initiativet?

Eller
Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme ud at spise et sted – har du mod på at finde et sted og booke bord til os?

Grænsesætning i den sammenbragte familie
Forskellige regler hos mor og far

 Grænsesætning i den sammenbragte familie kan hurtigt kompliceres, fordi der i forvejen ofte er usikkerhed om, hvad der må hvad overfor hvem. Og fordi der også i mange familier er forskellige regler hos mor og far.

Lige præcis af den årsag, er der ekstra vigtigt at bruge personlige grænser, fordi de jo netop er personlige og ikke kan diskuteres. Grænser og dermed regler er forskellige fra person til person. Og groft generaliseret også noget forskellige for mænd og kvinder. Og i særdeles forskellige for ekstraforældre og forældre.

Ekstraforælderen vil som oftest ønske sig strammere regler og rammer end forælderen vil. Det i sig selv kan udløse en krise i den sammenbragte familie, som du kan læse om her.

Den gode nyhed for både ekstraforældre og forældre er, at når vi sætter grænser om og for os selv, gør vi det også for barnet. Og dermed bliver det nemmere at være barn. Ren win-win.

Hvordan sætter jeg grænser for min mand?
Eller for min partner?

 Du sætter grænser i parforholdet for din mand eller partner på samme måde som overfor alle andre, nemlig ved at sætte din personlige grænse rundt om dig selv.

Nogle grænsesætnings-problematikker opstår på baggrund af en krise i parforholdet, som jeg har skrevet om her.

Jeg får dårlig samvittighed, når jeg sætter grænser

 Jeg bliver løbende spurgt, hvordan man kan sætte grænser uden at få dårlig samvittighed. Og mit svar er helt klart og kort:

Du kan oftest ikke sætte grænser uden at få dårlig samvittighed. 

Men du kan lære at sætte grænser OG håndtere din dårlige samvittighed, så den ikke står i vejen for at få sagt fra. Det er noget af det, jeg hjælper kvinder, mænd og par i sammenbragte familier med.

Jeg vil også rigtig gerne hjælpe dig, hvis du vil blive bedre til at sige fra og sætte grænser uden at få (alt for) dårlig samvittighed. Du kan læse mere om min personlige rådgivning her. Rigtig god fornøjelse med din grænsesætning – din trivsel er vigtig 

Når parforholdet presses

 Når der er krise i parforholdet, kan det sagtens skyldes udefrakommende faktorer som ikke er direkte relaterbare til eller forbundet med parforholdet. Blot presser det eller de også parforholdet. Det kan være:

Alvorlig eller livstruende sygdom

Stress

Dødsfald

Fyring

Økonomiske problemer

Traumatiske hændelser

Flytning

Og for alle os der lever i den sammenbragte familie, kan eks’er, det vil sige barnets anden forælder, også være en krise-udløsende faktor. Særligt når han eller hun ikke formår at opretholde et konstruktivt samarbejde om barnet. Det har, som oftest, en stor indvirkning på den samarbejdsvillige forælder, hvilket igen har en indvirkning på parforholdet. Du kan læse mere om, når eksen er et problem her

Når du bliver voldsomt presset eller udfordret på dit forældreskab, din bopæl, dit parforhold eller arbejdsliv, har det en indvirkning på dit generelle overskud, overblik og ressourcer. Det siger næsten sig selv. Du har jo ikke et ”sæt” følelser til at håndtere dit parforhold, et ”sæt” til arbejdslivet etc. Selvfølgelig er det ikke helt de samme følelser, du bruger i parforholdet som på jobbet, men alle følelserne bor inde i dig og eksisterer side om side. Hvilket betyder, at det er den samlede sum, der presser og stresser dig.

Når det kommer til stress, kan du på Sundhedsstyrelsens hjemmeside læse dig til følgende:

Andelen af voksne danskere med et højt stressniveau er steget fra 21 pct. i 2010 til 25 pt. i 2017.
Det er især kvinder, der rammes af stress: I 2017 havde 29 pct. af kvinderne et højt stressniveau,
mens det samme gjaldt for 21 pct. af mændene.

[Opdateret 2. januar 2020]

I tillæg viser amerikanske og canadiske studier, at ekstramødre, sammenlignet med biologiske mødre, er overrepræsenterede i stress- og depressionsstatistikker. Og mit gæt er, at alle stress-tal generelt er steget efter Corona-pandemien.

Alt sammen faktorer, der kan udløse personlige og parforholdskriser.

Parforhold i krise
Hvornår kan et forhold reddes?

Hvornår et forhold kan reddes, kommer an på flere faktorer, hvis du spørger mig. Men sådan helt generelt mener jeg, at et parforhold kan reddes, når begge parter er indstillet på at gøre en vedholdende indsats for netop at redde parforholdet.

Lige netop spørgsmålet  ”kan mit parforhold reddes?” modtager løbende, og det kan jeg meget sjældent give et entydigt svar på, for det afhænger af flere faktorer:

1) Hvilke ønsker og forventninger har du til dit parforhold?
2) Hvad vil du gå på kompromis med?
3) Hvornår er et parforhold godt nok til dig?
4) Hvad er dit mål med parforholdet?
5) Hvor vedholdende du selv er

Hvis jeg skal forsøge mig med at svare på, hvornår et parforhold kan reddes, så vil mit svar være:

Et (sundt) parforhold kan reddes,
når begge parter er indstillet på at gøre
en vedholdende indsats for at redde (og endda forbedre) parforholdet.

Fra parforholds-forskningen ved vi, at der er nogle adfærdsmønstre, der kan være med til udløse kriser og efterlade parret med den helt reelle følelse af, at de glider fra hinanden, fordi det rent faktisk er det, der sker.

Vi ved heldigvis også en hel del om, hvilke mønstre og tilgange der er med til at opbygge et godt parforhold. Og der er rigtig mange muligheder for at minimere, afværge og håndtere kriser i parforholdet.

Det er blandt andet det, jeg hjælper sammenbragte par med på mit rådgivningskontor. Vil du vide mere om, hvordan, så læs med om min familierådgivning til sammenbragte par her.

Vil du have nogle 5 her og nu, har jeg inkluderet 5 tips til dig og dit parforhold længere nede i indlægget her. 

 Parforholdet og eksen.
Nogle problemer i parforholdet skyldes den sammenbragte familie-form.
Her er, hvad du og I kan gøre

Når du, som jeg selv, lever i en sammenbragt familie, er det helt normalt og naturligt, at nogle af jeres problemer og måske endda kriser vil opstå på grund af eksen. Det behøver ikke betyde, at han eller hun er problemskabende. Overhovedet ikke.

Men i den sammenbragte familie er der nogle indbyggende interesse-og loyalitetskonflikter, der en gang imellem rører på sig – blandt andet via eksen.

Først og fremmest, ville jeg synes, at det var rigtig ærgerligt, at du forlod ham eller hende du elsker, udelukkende på grund af eksen.

Jeg er helt med på, at der er ekser, der opfører sig usædvanligt uhensigtsmæssigt, og det ér krævende at forholde sig til. Det har jeg derfor også tidligere skrevet om, hvad du kan gøre, når eksen er et problem.

At forholde sig konstruktivt til eksen er, blandt andet, det, jeg hjælper ekstramødre, ekstrafædre og par med. Jeg vil også meget gerne hjælpe dig – du kan læse mere om dine muligheder for personlig rådgivning her.

Det kan du og I gøre:

1) I kan afgrænse hvor meget, og hvornår I snakker om det

2) I kan fokusere på mulige løsninger i stedet for at blive ved med at kredse om problemet

3) I kan opsøge professionel hjælp, så I får konkrete værktøjer, I kan bruge.

Om at sætte grænser i parforholdet
Sådan gør du

En af de afgørende faktorer for din trivsel er din egen evne til at sætte og håndhæve dine grænser. Mange af os er udfordret af at sætte dem, fordi vi ikke har lært det hjemmefra, og fordi vi oftest ikke vil gøre nogle kede af det.

Det lyder fint, at du ikke vil gøre nogen ked af det. Problemet er bare, når du ikke sætter din grænse og siger fra, så bliver du selv som regel ked af det. Og værre endnu, du bliver frustreret over din partner, som ikke har gættet sig til, at din grænse er nået.

Måske kan det være en hjælp for dig at se på det på denne måde:
At sætte grænser er den ultimative omsorg for dig selv og for relationen.

Din grænse er et personligt udtryk for ”hertil og ikke længere”.
Det kan andre ikke gætte sig til.
Det er dit ansvar at udtrykke.
Kontinuerligt.

Men selv når du sætter grænser, er det desværre ikke garanteret, at andre overholder den. Og så bliver det ofte også udfordrende for mange, når de skal til at gentage og håndhæve de grænser, der allerede i første omgang var svære at sætte.

Sådan kommer I videre efter en krise i forholdet
Skab et godt parforhold – det kommer nemlig ikke af sig selv

En krise i parforholdet eller en krise i den sammenbragte familie, behøver ikke udelukkende at være dårlig. En krise kan også give anledning til refleksion, justering af prioriteter og endda forbedringer i parforholdet og i din livskvalitet.

Jeg anbefaler på det varmeste, at I bruger jeres krise konstruktivt, så I rent faktisk får noget med fra den. Det kan I gøre ved at kigge på spørgsmål, som:

1) Hvad har vi lært af krisen?

2) Hvad er det vigtigt, at vi prioriterer fremadrettet?

3) Hvad vil vi gøre mere af?

4) Hvad vil vi gøre mindre af?

5) Hvad vil jeg personligt tage ansvar for og handle på?

Umiddelbart efter en krise i parforholdet er mange af os opmærksomme på nye gode vaner, vi vil indføre. Med tid ebber de nogle gange ud, fordi vi ryger tilbage i de gamle vaner og mønstre.

Tip:
Afsæt fast tid, eksempelvis 15 minutter hver uge, i jeres kalender til at have fokus på jeres parforhold. Brug de 15 minutter på at snakke om, hvad I hver især synes, der er gået godt siden sidst og anerkend hinanden for 3 konkrete ting hver.

Mit gæt er, at du vil blive forbavset over, hvor stor en forskel 15 minutters ugentlig anerkendelse og påskønnelse kan gøre

Parrådgivning: I behøver ikke kæmpe med det selv
– jeg vil gerne hjælpe jer med konkret vejledning og lavpraktiske værktøjer

I kan sagtens komme rigtig langt selv. Nogle gange er det bare rart med en uvildig rådgiver, der kan give jer konkret vejledning helt specifikt ud fra de problematikker, I sidder med og give jer lavpraktiske værktøjer, I kan overskue at bruge i en travl hverdag.

Med i et rådgivningsforløb hos mig, får i nemlig en skræddersyet handleplan, der tager højde for og hånd om jeres problematikker, så I kan værne om og styrke jeres kærlighed.

Størst af alt er jo kærligheden

Ansvar og grænser i den sammenbragte familie
– En udfordrende størrelse og årsagen til, at problemer opstår

Ansvar og grænser er en udfordrende størrelse. Af to forskellige årsager dog. Når det kommer til ansvar, har de fleste af os en tendens til at tøve med at tage ansvaret for vores problemer, fordi vi tror, at skyld og ansvar hænger sammen. Vi tror, fejlagtigt, at det at være ansvarlig for sine problemer også betyder, at du selv er skyld i dem.

Men sådan hænger skyld og ansvar ikke nødvendigvis sammen. Du kan sagtens få ansvar for problemer, du ikke selv er skyld i, er opstået. Det sker løbende i den sammenbragte familie, for her bliver du ofte med-ansvarlig for noget, der ikke er din skyld.

En anden årsag til, at ansvaret ikke er soleklart i den sammenbragte familie, er uenigheden eller de u-afstemte forventninger til rollerne. Hvem må hvad – det er ofte noget af det, der udfordrer ekstraforælderen allermest. Det uklare råderum, kalder jeg det også.

Hvor meget må jeg blande mig i opdragelsen, er et spørgsmål, jeg ofte får.

Har du og din partner ikke allerede afstemt dit råderum, anbefaler jeg, at I gør det. Hvordan kan du læse mere om i Sammenbragt familie: Opdragelse og udfordringer – blogindlægget

Det var lidt om ansvaret. Når det kommer til grænser, er det heller ikke nødvendigvis enkelt. Grænser er personlige, og derfor er det også forskelligt, hvornår de bliver overtrådt.

Det er vigtigt, at du sætter din personlige grænse, så andre ved, hvor den er. Hvordan du sætter grænser, kan du læse mere om sidst i blogindlægget.

 I den sammenbragte familie har de voksne har altid ansvaret,
men der er forskel på forælderens ansvar og ekstraforælderens ansvar

 Ansvaret i den sammenbragte familie er også en udfordring, fordi det kun er den ene forælder, der er til stede. Ansvaret er derfor ikke ligeligt fordelt. For ekstraforælderen er det ofte helt åbenlyst, at han eller hun er ekstra og derfor ikke kan forventes at bidrage på lige fod med forælderen, hverken på det følelsesmæssige eller praktiske plan.

Men for forælderen kan det godt se lidt anderledes ud. Der har mange, særligt fædre, en (ubevidst) forventning om og et ønske om, at ekstraforælderen tager ansvar og bidrager på lige fod, som var det barnets anden forælder. Det er det ikke, og det er vigtigt, at I snakker om det.

Forælderens ansvar

I min optik er barnet forælderens ansvar. Helt og aldeles. Det er forælderen, der er ansvarlig for barnets trivsel herunder al praktik og logistik forbundet med barnet lige fra bad, madpakker, kostvaner, skærmforbrug, hygiejne, sengetider, påklædning, kørsel, fritidsaktiviteter, etc.

Men det betyder naturligvis ikke, at forælderen ikke kan dele noget af ansvaret med dig som ekstraforælder. Blot er det nødt til at foregå via en forventningsafstemning og en snak, hvor I som par finder frem til, hvad der fungerer for jer.

Ekstraforælderens ansvar

Meget groft generaliseret kan vi sige, at det praktiske er forælderens ansvar og ikke ekstraforælderens, men jeg anbefaler, at du og din partner sammen finder ud af, hvordan I ønsker ansvaret fordelt hos jer og hjælpes ad på den måde, det giver mening for jer.

Det, der altid er ekstraforælderens vigtige med-ansvar, er den følelsesmæssige stemning i hjemmet. Selv om mange har det svært med deres ekstrabarn, fordi det ofte er en ’envejs relation’, hvor du kan stå med følelsen af at give og give uden at få meget retur, så er det dit medansvar, som ekstraforælder at sørge for stemningen, er børnevenlig.

Det er også dit ansvar, at du behandler barnet med respekt og omsorg, så hjemmet er et rart og kærligt sted for barnet – og dig selv at være i, så du ikke føler dig som gæst i eget hjem.

 Som ekstraforælder bliver du sat i svære situationer
– og det er dit ansvar at håndtere dem

 Det kan være svært at være ekstraforælder – ingen tvivl om det. Der er heller ingen tvivl om, at der vil havne en del problemer på dit bord, som du ikke selv har været med til at skabe, men som det bliver dit ansvar at håndtere.

Nogle gange er livet bare sådan, at du bliver ansvarlig for at håndtere svære situationer, selv om du ikke ønsker det – og selv om du ikke er skyld i, de er opstået.

Jeg vil på ingen måde afvise, at det sagtens kan være andre, eksempelvis din partners eks, der er skyld i, at du er ked af det, frustreret, rasende eller ulykkelig, men det er stadig dig, der har ansvaret for, hvordan du vil håndtere det. Ansvaret for hvor stor – eller lille – påvirkning den andens (upassende) adfærd skal have på dit liv.

Her er din tilgang til ansvar og dine grænser et vigtigt værktøj.

For når du tager ansvaret, kan du gøre noget ved problemet. Når du giver andre ansvaret, er du nødt til at vente på, at de gør noget. Og det kan meget vel blive en lang venten…

Sammenbragt familie:
Hvem er skyldig i den sammenbragte familie?

I min optik giver det ikke nødvendigvis mening at forsøge at finde ”den skyldige” i problemerne i den sammenbragte familie. Det er ikke en kriminalsag, du kan opklare, det er en række komplekse relationer, du er nødt til at håndtere. Oftest er det ikke én specifik person, der er skyld i problemerne. Det er et samspil mellem parterne. Oftest et samspil, der er blevet skabt længe før, du mødte din nuværende partner og blev en del af familien.

Når et forældrepar bliver skilt, kan det ske, at den ene fuldstændig mister sin sunde fornuft og beslutter sig for – bevidst – at gøre livet surt for medforælderen og eventuelt dennes nye partner.

Men oftest sker der bare det, at det samspil, det mønster, den dynamik, der var mellem dem, da de boede sammen fortsætter, selv om de nu bor under hver sit tag.

Måske intensiveres det, fordi en af dem i farten ”glemmer”, at han eller hun ikke kan bestemme over eller kontrollere den anden. Det kunne han eller hun ikke, da de boede sammen (selv om det måske lidt føltes sådan), og det kan de slet ikke nu, hvor de bor hver for sig. Det er der bare mange, “der glemmer.”

Selv om det måske er din partners medforælder, der umiddelbart skaber problemerne, så bliver du med-ansvarlig for at håndtere dem, fordi de også lander på dit bord.

Er det ikke uretfærdigt?
Jo! I dén grad.

Hvor fedt det end ville være, kan hverken du eller jeg ændre på det. Men jeg kan og vil meget gerne hjælpe dig med at håndtere uretfærdigheden. Det er det jeg gør i de personlige rådgivningsforløb.

Når du lever i en sammenbragt familie, bliver du nogle gange tildelt et ansvar i forhold til at håndtere situationer og problemer, du slet ikke selv har været en del af.

Nogle gange bliver du ansvarlig for at håndtere ting, der ikke er din skyld. Og her kan det være en hjælp at huske på, at selv om du handler ansvarligt, så er det ikke det samme som, du påtager dig skylden. Det er to helt forskellige ting.

Hvem har ansvaret for problemet i den sammenbragte familie?
Hvad der er dit ansvar – og hvad du ikke er ansvarlig for

 Ansvaret for problemer har det med at blive at blive skubbet rundt, fordi de færreste af sig selv siger;

”Ja, det var mig, der skabte problemet, det beklager jeg”.

Oftere lyder det noget i stilen med…

”Hvis det ikke var for …, så ville vi slet ikke stå i den her situation”

Eller

”Ja, det kan godt være at jeg … , men det var fordi du….”

eller

”Det er klart, jeg … når du …”

Jeg er sikker på, du har fanget pointen;
Vi forsøger at skubbe ansvaret fra os.

I min optik og i den ideelle verden har dem, der har skabt problemet også ansvaret for at løse det. Men det er ikke sådan verden fungerer i praksis, det kan vi hurtigt blive enige i.

Lad os sige, at problemet er, at din partners medforælder bliver ved med at ”justere” lidt i deleordningen ved at ændre tidspunkter, foreslå byttedage, men oftest kun, når det er i eget favør. Når I spørger, kan ting sjældent lade sig gøre.

Hvem er så ansvarlig for det problem?
Lad mig vende det rundt.

Problemet opstår fordi den ene forælder løbende vil ændre i ting. På den måde kan vi sige, at hende eller ham, der fremsætter alle ændringerne, skaber nogle problemer ovre hos jer. Som det så pludselig også bliver jeres ansvar at forholde jer til og måske endda løse.

Du er ikke ansvarlig for eller skyld i, at problemet er opstået, men du er ansvarlig for at være med til at løse det - uanset hvor uretfærdigt det må føles, så er det sådan, det er.

Hvorfor misforstået hensyn ikke løser noget

I kærlighedens navn – og med de bedste intentioner – kommer du nogle gange til at tage nogle misforståede hensyn, fordi du ikke vil gøre den anden ked af det.

Det giver selvfølgelig god mening, at du ikke vil gøre din partner eller dit ekstrabarn ked af det. Problemet med de misforståede hensyn er bare, at det ofte går skævt. Du tager et hensyn, som du måske i virkeligheden ikke helt har lyst til at tage, den anden tager ikke rigtigt ordentligt imod det, og så står du med sådan en ærgerlig følelse. En følelse af at gøre meget og måske kun få lidt igen.

Det samme gælder mange forældre-børn relationer. Forælderen tager nogle misforståede hensyn, fordi forælderen er ”bange” for at skuffe, såre eller gøre barnet ked af det.

Jeg tror på, at det er bedst at sige tingene, som de er, fordi det er lettere for os mennesker at forholde os til andre, når der er overensstemmelse mellem det, de tænker og det, de siger.

Det kunne lyde sådan her:

Dit ekstrabarn spørger:
Vil du bygge togbane med mig?

Du tænker:
Nej! Det gider jeg ikke – jeg vil hellere … [det du er i gang med]

Du siger (i et kærligt toneleje):
Tak fordi du spørger. Nej lige nu vil jeg ikke bygge togbane med dig.

______

Din partner spørger:
Vi går på legepladsen – går du ikke med?

Du tænker:
Nej! Det gider jeg ikke – jeg vil hellere … [det du er i gang med]

Du siger (i et kærligt toneleje):
Jeg er glad for, du spørger. Nej, jeg går ikke med i dag.

______

Bliver dit ekstrabarn og/eller din partner så ikke skuffede?
Jo. Det tror jeg, de bliver.
Det må de også gerne blive.

Du kan desværre ikke undgå at skuffe andre. Det er helt umuligt. Men du kan tage kærligt vare på dig selv og dine behov.

Det er deres ansvar at håndtere deres skuffelse. Og det er dit ansvar at holde ud, at du skuffer dem i det øjeblik.

Hvis der er noget, der er sikkert her i livet, så er det, at du kommer til at skuffe dem, du elsker, og at de kommer til at skuffe dig. Kunsten er at gøre det så nænsomt som muligt.

Misforståede hensyn og forskelsbehandling

Mange af de ekstramødre, fædre og sammenbragte par jeg møder på mit rådgivningskontor, er optagede af og udfordrede af forskelsbehandling både af dine, mine og vores børn – og forskelsbehandlingen af nuværende partner kontra ekspartner.

Forskelsbehandling særligt af børn er et helt emne for sig – som du kan læse om her.

Sæt grænser
Og vær tydelig i dine grænser

En af de allervigtigste kompetencer som ekstramor (og som menneske i det hele taget) er at kunne sige fra, sige nej, sætte en grænse. At kunne sætte din personlig grænse. Hvornår er nok, nok for dig. Det ved kun du – indtil du siger det højt, så ved andre det også.

Desværre er det ikke sådan, at andre kan gætte sig til, hvornår din grænse er nået.

Grænser er personlige, og hvad én ville synes var grænseoverskridende, ville en anden overhovedet ikke tænke på. Selvfølgelig er der nogle gængse grænser, som de fleste af os er enige i. Men igen er der stor forskel på, hvordan vi håndtere det, når de bliver brudt.

Jeg har tidligere skrevet om grænser, og om at du godt må sige fra som bonusmor, det kan du læse om her.

Der er oftest to årsager til, du ikke får sat din grænse i tide:

1. Du mærker det først bagefter
Nogle gange mærker du først din grænse, når den bliver overtrådt. Som ekstramor kommer du til at stå i mange situationer, du ikke anede, du ville komme til at stå i. Og du kan jo af gode grunde ikke sige fra på forhånd overfor noget, du ikke anede ville opstå.

2. Du kan ikke lide at gøre andre kede af det eller skuffede
Som udgangspunkt har du nok ikke et ønske om at gøre hverken din partner eller dit ekstrabarn ked af det, og lige netop det, afholder dig i at sige fra. Det afholder i hvert fald mange af de ekstramødre, jeg taler med.

Jeg forstår dig godt. Det er ikke det.
Jeg er jo selv ekstramor i en sammenbragt familie.

Grænser er ikke nice to have
Grænser er really need to have

Hvis du ikke sætter grænser, udvisker du dig selv og vil antageligvis føle dig mere og mere ”kvalt” i den sammenbragte familie, fordi du får følelsen af, at det meste foregår på andres præmisser.

Du er nødt til at sige fra.
Sætte grænser og være tydelig i dine grænser.

Måske er det en hjælp for dig at tænke på det sådan her:

En grænse er individuelle og personlige, og er blot en personlig markering af “hertil og ikke længere”.

Vil du gerne have hjælp og konkrete forslag til, hvordan du kan sætte grænser på en god måde i din sammenbragte familie, vil jeg rigtig gerne hjælpe dig.

At sætte grænser og udtrykke sine behov, følelser og tanker, så de bliver lyttet til, hjælper jeg ekstramødre, fædre og par i sammenbragte familier med hver dag – og jeg vil også gerne hjælpe dig.

Du kan læse mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig her. 

Alle kan have brug for et trygt forum og hjælp til det, der er svært

Det kan være angstprovokerende og skamfuldt at bede om hjælp. Måske fordi du endda kan tænke, at der er noget galt med dig og din sammenbragte familie, når I oplever krise i sammenbragt familie. Det er der ikke; det ér bare svært at leve i en sammenbragt familie. For det ér noget andet end at leve i en kernefamilie.

Kærligheden er ikke givet på forhånd som i en førstegangsfamilie. I er nødt til at være tålmodige. Meget tålmodige.

Alle medlemmerne i en sammenbragt familie elsker ikke hinanden ubetinget fra første møde. Måske kommer I aldrig til det – eller måske tager det lang tid at opbygge kærligheden.

Det er kærligheden mellem dig og din partner, der binder familien sammen. Det er jeres styrke, men det er også noget af det, der kan gøre det rigtigt svært, fordi der er så mange interesser på spil. Og fordi I står over for den svære opgave, det er at definere, hvilken familie I gerne vil skabe i fællesskab. En ting er, hvad I gerne vil skabe, en anden ting er nogle gange, hvad der er muligt med de personligheder, præferencer og præmisser der gælder for lige netop jer. 

Derfor tilbyder jeg både personlig rådgivning kun til dig, men også familierådgivning til dig og din partner.

Hele familiens forum for konflikter – også din partners

Nok kan det være en udfordring at være ekstramor. Men det er heller ikke let at være skilsmissefar. Langt fra. Ligesom det heller ikke er let at være barnets mor med alt det, det indebærer.

Det er helt afgørende, at I kan snakke sammen om de ting, I hver især synes er svære og at I kan (arbejde på) at rumme hinaden. Særligt når I ser forskelligt på tingene. Når du kan sætte dig i din partners sted, kan du, som regel, også finde en større rummelighed for det, han eller hun kæmper med. At holde hjertet varmt er et af flere vigtige parametre, når I gerne vil komme styrket gennem kriser og udfordringer.

I behøver ikke blive enige, det kan I heller ikke altid, men I kan arbejde på at sætte jer i den andens sted og dermed udvide forståelsen og rummeligheden i jeres parforhold.

Rigtig mange oplever, at frygten og den dårlige samvittighed fylder meget i begyndelsen. På begge sider. I stedet for at lade de følelser styre dig og jer som familie vil jeg anbefale jer at tage kontrollen tilbage.

Tal om, hvilken familie I ønsker at skabe.
Hvilken hverdag I godt kunne tænke jer?

Og sæt jer så ned og find ud af, hvad der skal til for, at I sammen kan nå i mål med netop det.

I kan også skabe jer et gør det selv-forum,
hvor I kan tale om det, der fylder og er svært

En af dine vigtigste opgaver som ekstramor (og menneske) er at sige de ting højt (på en kærlig måde og et velvalgt tidspunkt), som går dig på. De ting, som gør, at din hverdag pludselig ikke føles rar at være i.

Især de forbudte følelser såsom jalousi, skam og skyld kan være svære at åbne op omkring. Fordi det gør så ondt at føle, at du ikke er den vigtigste i din partners liv. Men foruden at det er smertefuldt, er det også svært at være ærlig om lige netop de følelser, når de opstår. For hvem er jaloux på et barn?

Mit bedste og kærligste råd fra en ekstramor til en anden er, at du taler til dig selv, som du taler til dine veninder. Jeg gætter på, at du taler langt grimmere til dig selv, end du ville gøre til dine veninder – og meget grimmere, end du har fortjent.

Vær mild med dig selv.
Det er svært!

En anden ting er accepten af jeres familiekonstellation. For måske forstår dit hoved godt, at du lever i en sammenbragt familie, og at du dermed per definition aldrig kan komme til at leve i en kernefamilie, hvis du får børn med din partner.

Men forstår dit hjerte det? Og har dit hjerte accepteret, at det er vilkårene, hvis du gerne vil leve sammen med ham eller hende, du elsker? Hvis ikke, er det et rigtigt godt sted at starte, hvis I kan mærke, at der er ubalancer i jeres familieliv.

Det allerbedste I kan gøre for jer selv og jeres familie er at afstemme forventningerne og sætte ord på, hvilken familie I gerne vil være. Det er kun jer, der ved det. Der er mange måder at være sammenbragt familie på.

Rådgivning til sammenbragt familie er guld værd på den lange bane

For det er en investering i, at hele familien er glad i hverdagen. I kan let komme til at undertrykke det, der er svært. At gemme det væk og forsøge at tie det ihjel. Det hjælper bare sjældent, og problemerne har det med kun at vokse sig større og mere uoverskuelige.

Hvis I har brug for et rum til jeres frustrationer og konflikter – et rum, hvor der er en professionel til stede, som kan facilitere samtalen – og som har stået der, hvor I står nu, selv – vil jeg opfordre dig til at booke en indledende session.

Her kan vi i fællesskab finde ud af, hvilken løsning der passer til lige netop dig og din familie.

Kommentarfeltet herunder kan være den sammenbragte families forum til at få luft

Du er aldrig alene. Og chancen for, at der er nogen, som lige nu gennemgår det samme som dig – eller som har gjort det – den er stor. Men sådan ved jeg godt, det ikke føles, når du står midt i det.

Derfor vil jeg gerne invitere dig og alle andre, der læser med her, til at bruge kommentarfeltet nederst i blogindlægget. Sådan at vi kan dele erfaringer og viden – og sådan at vi kan mærke, at vi aldrig er alene med vores følelser – heller ikke dem, som måske føles forkerte og forbudte.

Du er også hjerteligt velkommen til at stille spørgsmål til mig i kommentarfeltet, hvis du har nogen. Så vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dig godt videre.

DNA er ikke det, der skaber søskende i sammenbragte familier.
Det gør kærlighed og kemi

Som jeg sagde i indledningen, er det ikke nødvendigvis det genetiske ophav, der afgør, om et barn føler sig knyttet til sine søskende. I nogle sammenbragte familier bliver såkaldte ekstrasøskende tættere knyttede end de såkaldte biologiske søskende. En god søskenderelation er altså ikke kun et spørgsmål om biologi, men om at få skabt gode oplevelser sammen, og så i høj grad handler det også om kemi.

Nogle mennesker har bare en bedre kemi end andre. Det er indiskutabelt. Og bare fordi du har det samme genetiske ophav, er det ikke ensbetydende med, at I får en tæt relation. Ligesom det heller ikke er sikkert, at dine børn og din partners børn bliver bedste venner, bare fordi I har besluttet jer for at leve sammen som en sammenbragt familie.

Men en ting er sikkert, de gode søskenderelationer opstår ikke nødvendigvis af sig selv og helt automatisk. Nogle gange er I nødt til at arbejde for dem – og det er altid de voksnes ansvar at hjælpe børnene med det. Og her gælder det om at holde tungen lige i munden og ikke lade følelserne løbe af med dig, men derimod gå konstruktivt til værks. Og ja, så vil det ofte være nødvendigt at forskelsbehandle. Det er ikke noget problem, så længe det bliver italesat tydeligt og kærligt. Du kan læse mere om forskelsbehandling af børn her.

Det er svært at være skilsmissebarn og pludselig skulle undvære sine stedsøskende

 Hvis vi som voksne kan have lidt svært at altid at overskue den følelsesmæssige konstellation, den sammenbragte familie er, kan det være ekstra godt lige at minde os selv om, at det heller ikke altid er let for (særligt de mindre) børn at forstå, hvordan familien egentlig hænger sammen.

Mit bedste råd til dig er, at I øver jer på at italesætte det.
Jeg anbefaler, at I snakker med jeres børn om, hvor deres søskende er henne, hvornår de kommer, og hvornår de tager retur til deres andet hjem igen. Og det kan I gøre, helt fra jeres børn er små. Det er rart – både for store og små – at vide, hvor dem du elsker er henne, så savnet ikke bliver blandet med uvished og utryghed

Søskende relationer i hverdagen kan godt skabe forvirring over børnenes tilhørsforhold

 Som du måske allerede ved, lever jeg i en sammenbragt familie bestående af 4 børn. Min mand, Søren, er far til alle 4 piger, jeg er mor til de 2 yngste, og de 2 ældste har hver sin mor. Der er et aldersspænd på 13 år fra den ældste til den yngste.

Da mine børn var små, kneb det lidt for dem at forstå, hvordan vores familie hang sammen. I lange perioder var det skiftedag om søndagen, hvorfor vi fortalte dem, at i dag skal jeres storesøstre hjem til deres andet hjem hos deres mødre.

Jeg husker tydeligt følgende dialog med min ældste datter, der vel har været 5-6 år på det tidspunkt.

Mig: "Om lidt kører far dine storesøstre hjem til deres mødre."

Min datter: "Hvor er det?"

Mig: "I København. Du ved da godt, hvor de bor."

Min datter: "Men hvem er så deres far?"

Mig: "Det er jo far. Far har 4 piger. Dig og dine søstre."

Min datter: "Men hvem er så deres mor?"

Mig: "De har hver deres mor, og så I har alle sammen samme far."

Min datter: "Hvem er så min mor?"

Mig: "Det er jo mig, der er din mor. Og far, der er din far."

Min datter: "Men er deres mødre, så mine ekstramødre?"

Mig: "Nej, det er de ikke. Din far og mor bor jo sammen."

Min datter: "Jeg synes, det er forvirrende …"

Det er det også. For både store, små og alle dem indimellem.

Regler i den sammenbragte familie – på tværs af to hjem – er ikke altid let.
Men husk den gode tone

Min kærlige anbefaling er, at I taler om børnenes hjem i en kærlig og sober tone uanset, hvor store udfordringer, der eventuelt måtte være med barnets andet hjem.

Det er svært for voksne at være skilt, men den ultimativt store pris betaler børnene. Lad os tage os kærligt af det. Barnet er jo en del af begge sine forældre, og taler vi disrespektfuldt eller nedladende om den anden forælder, vil barnet typisk føle sig ramt.

Jeg ved godt, det ikke altid er let. Især ikke hvis jeres samarbejde er anstrengt, eller når ekskonen fylder for meget. Men som ekstramor er det vigtigt at huske på, hvor meget det betyder både for dine ekstrabørn og biologiske børn, at der er en god tone mellem alle børnenes hjem. Og så husk dig selv på, at det er helt okay at sige fra både overfor din partner og dennes ekspartner, så længe du ikke involverer børnene i den konflikt. Du kan læse mere om, hvordan, du gør i blogindlægget “Må jeg godt sige fra som bonusmor?” her.

Husk også, at tale jeres eget hjem, de gode søskenderelationer i skilsmissen og jeres familieform op

Udover at tale positivt om børnenes øvrige hjem, så er det også min opfordring, at I taler jeres familieform op. For selvom det er svært at leve i en sammenbragt familie, ja, så er det faktisk også jeres mulighed for at vise jeres sammenbragte børn, at I er modige nok til at give kærligheden et forsøg mere – modige nok til at leve som en sammenbragt familie med alt, hvad det indebærer. Det er også en rigtig god idé at tale med børnene om, hvor lærerigt og udviklende det kan være at få X antal ekstra søskende.

Forskelsbehandling af søskende i den sammenbragte familie

Der vil være forskel på børneflokken i den sammenbragte familie, og det anbefaler jeg, at I italesætter fra dag 1.

Der vil være noget, nogle børn må, fordi de er ældre, eller fordi forældrene har en anden tilgang.

Jeg har en hel del gange måtte forskelsbehandle mine egne børn ”negativt”, da der var noget, jeg ikke ville have. De nævnte naturligvis, at det var snyd og uretfærdigt, eller at de ville ønske deres storesøsters mor, var deres mor. Og jo, det svider at få at vide, men jeg synes stadig, at det er vigtigt at holde fast i.

Eksempelvis måtte mine ekstrabørn gå med mascara, før mine børn måtte. Og det er, lige som det skal være. Det blander jeg mig ikke i. Jeg fastholder blot mine egne grænser.

Og når mine børn så påpeger, at det er vildt uretfærdigt, eller at jeg er super tarvelig, så anerkender jeg deres følelser ved at sige:

– “Ja, det kan jeg godt høre, du synes.”

Eller

– “Ja, det kan du godt have ret i.”

– “Men mor, må jeg så ikke nok …”

– “Nej. Det må du ikke for mig.”

Livet i den sammenbragte familie er ikke fair, og praktiserer du millimeterdemokrati, får du et problem med tiden, hvis du spørger mig. Jeg er mere interesseret i at kigge på, hvad det enkelte barns behov er og så sikre, at hvert barn trives. End jeg er i at give alle det samme. Det er ikke en god ide nødvendigvis – måske ingen af dem i sidste ende vil trives.

Mine egne børn er også meget forskellige til trods for, at de har samme far og mor. Hvis jeg behandlede dem ens, ville det ikke være godt for nogle af dem.

Konflikter mellem søskende og halvsøskende er noget,
I er nødt til at hjælpe børnene med at håndtere

 Søskendekonflikter er en naturlig del af familielivet – især hvis du er bonusmor til en teenager – og i sammenbragte familier er der flere parter at konflikte med på grund af de iboende interessekonflikter. Du kan læse mere om interesse- og loyalitetskonflikter i sammenbragte familier her.

Forskning og litteratur af blandt andet Erik Sigsgaard (i form af bogen Skæld mindre ud) og nu afdøde familieterapeut Jesper Juul, hvis grundlære jeg er uddannet i, viser, at skældud ikke virker og er skadeligt for børn. Derfor er vi nødt til at gribe tingene an på en anden måde.

Når vi gør os til dommer over børns konflikter, uanset om det er vores egne eller andres børn, øges konflikten som regel (en konflikt, der i forvejen kan være intens, hvis den ene part er mismatcher).

Det medfører jalousi (en af de forbudte følelser, du som ekstramor sikkert kender), fordi den ene sidder tilbage med følelsen af, at den voksne bedre kan lide det andet barn.

Jalousi handler ofte mere om, at vi synes, vi får for lidt, end det handler om, at vi synes andre får for meget. Det er en besked til forældrene og ekstraforældrene om, at der er noget, som mangler. Måske tid, opmærksomhed eller kærlighed.

Giv omsorg til den ”forsmåede” i stedet for at skælde ”skyldneren” ud. Med andre ord er du nødt til at tilføre noget af det, der mangler, hvis de er meget sure, taler grimt til hinanden eller måske endda slås, så tilfør det, der mangler; nemlig omsorg.

Opdragelse i en sammenbragt familie bestemt ikke let. Det bedste, vi kan gøre, er at lære dem at løse konflikterne selv. Det gør vi ved at være nysgerrige i stedet for at dømme. Ved at undersøge – sammen med børnene – hvad skete der egentlig?

Det kan du gøre på følgende måde:

• Spørg hvert barn: ”Hvad synes du, der er sket?” Hvis det andet barn afbryder, siger du roligt: “Lige nu taler x, det er din tur om lidt.”
• Så kan du sige: “Når I nu ser så forskelligt på det, kunne I så komme med en løsning, der fungerer for jer begge, og som I begge er tilfredse med?”
• Og som afslutning kan du sige: “Hvis I ikke selv kan komme frem til en løsning, vil I så høre min?” Hvis I ikke kommer til en løsning, så kan du sige “Vi er alle løbet tør for løsninger, så nu stopper vi her.”

Lad børnene løse konflikterne selv, så vidt det overhovedet er muligt. En konflikt er jo trods alt, to eller flere parter, der ser forskelligt på den samme ting. Og du hjælper dem med at finde et fælles ståsted.

Søskenderelationer i forskellige hjem – hvad sker der, hvis I mister kontakten?

 En hel del sammenbragte familier går hver til sit igen. Her anbefaler jeg, at de voksne tager stilling til, hvilken kontakt (hvis nogen) børnene kan have efterfølgende. Er I forældre til fælles børn også, giver det sig selv. Men er I forældre til hver jeres børn fra tidligere, er relationen og forholdet jo for så vidt slut. Tal meget gerne med børnene om det også, og sørg for at sige ordentligt tak for nu og farvel.

Og lav en aftale om, hvilken slags kontakt der kan være (hvis nogen) mellem børnene og mellem børnene og ekstraforælderen.

Også i sådan en situation, står vi, som ekstraforældre, helt uden rettigheder. Har vi knyttet os til barnet, er det bare tough luck, hvis vi ikke må se barnet mere for forælderen. Derfor er så vigtigt at få sagt et fint farvel. Det gør stadig ondt, men så er det sagt højt, og vi har haft chancen for at sige tak for den tid, vi har haft sammen.

Følsomme forbindelser og hjertets rum med en helt særlig plads

 Måske har du hørt mig tale om hjertets rum før. Jeg synes, det er helt på sin plads at bringe det op igen her til slut, fordi det er sådan en kærlig måde at forklare børn, hvordan kærligheden hænger sammen. Især hvis I på et tidspunkt er nødt til at sige farvel til hinanden.

I den situation – eller i en situation, hvor dit barn føler sig uretfærdigt behandlet i forhold sine (ekstra)søskende kan du sige følgende:

“Mit hjerte (og alle hjerter) består af forskellige rum. Og der er et rum, der er dit. Det er helt særligt, fordi du er helt særlig for mig. Det rum er der aldrig nogen, der kan tage eller udfylde, fordi de ikke er lige som dig.”