Du findes ikke på Aula

Du findes ikke på Aula, er bare ét af problemerne.
Det efterlader nemlig den ene voksne i husstanden uden adgang til vigtig information

Der er brug for efteruddannelse i forståelsen af sammenbragte familier. I mit arbejde med sammenbragte par, er der en række genkendelige og gennemgående konflikter og problemer, stort set alle par bøvler med. Nogle af problemerne er større problematikker, der ikke lige lader sig løse, fordi de er en del af familiekonstellationen og personlighederne.

Andre problemer er mindre og af lavpraktisk karakter, hvor det oftere er til at finde en løsning. Men ikke en løsning, der nødvendigvis vil gøre alle glade.

I sammenbragte familier opstår der konflikter og problemer, der ikke opstår i førstegangsfamilier. I hvert fald slet ikke på samme måde. Når du forelsker dig i en, der er forælder i forvejen, følger der en række præmisser med, som de færreste af os er klædt på til at håndtere. Det er, i sig selv, problematisk.

Hvad der er endnu mere problematisk er, at mange fagfolk ikke har tilstrækkelig viden om eller ubevidst undervurderer og minimerer de præmisser den sammenbragte familie er underlagt. Det er meget uheldigt for at sige det diplomatisk.

Når du, som ekstraforælder, har forelsket dig i en, der er forælder i forvejen, er der en lang række ting, der ikke længere er muligt.

Der er en lang række situationer, hvor dit liv, som ekstraforælder, i høj grad bliver påvirket af valg din partner og dennes medforælder træffer. Valg, du faktisk ikke har direkte indflydelse på, men som også har en stor betydning i dit liv.

Der er også lang række situationer, hvor du ikke får vigtig førstehånds-information, herunder på Aula, hvor du ikke en gang officielt eksisterer. Der er ”kun” plads til far og mor.

En af mange vigtige forskelle på førstegangsfamilier og sammenbragte familier er, at de 2 voksne i husstanden, dvs forælderen og ekstraforælderen langt fra er ligestillede, når det kommer til at træffe vigtige beslutninger. Og slet ikke, når det kommer til rettigheder.

Det er ét af de mange temaer, vi dykker ned i på efteruddannelsen af fagfolk og sætter ord på, hvad det, helt konkret betyder i praksis, når det kommer til hele familiens trivsel.

At være ekstraforælder, og i særdeleshed ekstramor,
er det ultimative kontroltab. Muligvis også identitetstab.
Det kræver vejledning, viden og værktøjer at forstå og rådgive om

Når vi som fagfolk rådgiver sammenbragte familier, er det ekstremt vigtigt at være opmærksom på præmisserne i den sammenbragte familie og i særdeleshed de voldsomme følelser mange ekstraforældre mærker.

Med efteruddannelsen i sammenbragte familie er det mit mål at klæde fagfolk på til at give den bedst mulige rådgivning til ekstraforældre, forældre og par i sammenbragte familier.

At blive ekstraforælder og i særdeleshed at blive ekstramor er en overvældende følelsesmæssig oplevelse, som stort set ingen er forberedte på, når de forelsker sig i en, der er forælder. Det er et voldsomt tab af kontrol over eget liv, fordi du som ekstraforælder bliver nødt til at tilpasse dig beslutninger din nuværende partner og dennes ekspartner, medforælderen, har truffet, før du kom ind i billedet. Og stadig træffer mens du er inde i billedet. Det er ikke en lille opgave, ekstraforælderen bliver sat på.

Mange bliver så følelsesmæssigt berørt, at de ikke længere kan kende sig selv.
Som fagpersoner er det vores vigtige opgave at adressere og normalisere dette.

For ekstraforælderen bliver følelsesmæssigt kaos, ”forbudte” og ofte meget skamfulde følelser hverdag.

Mange beskriver at de ikke længere kan kende sig selv, at deres selvværd hænger i laser, og at deres selvforståelse og selvbillede helt er krakeleret. Ifølge amerikanske og canadiske studier, ser det også ud til, ekstramoren har en øget tendens til stress og depression sammenlignet med biologiske mødre. Det er alvorligt og skal tages meget alvorligt.

Som fagperson er det vores vigtige opgave at adressere det og at lære ekstraforælderen at håndtere det og at italesætte adfærden overfor parret, så begge ved, det er normalt og for de fleste uundgåeligt. Vores allervigtigste opgave er naturligvis at hjælpe ekstraforælderen, forælderen og parret med at håndtere det i praksis.

Når vi rådgiver sammenbragte familier, er vi også nødt til at være opmærksomme på, at barnets medforælder kan have det svært med ekstraforælderen, og det kan have en stor betydning ikke kun for medforælderen, men også for dennes tilgang til det sammenbragte par og for barnet. Der er rigtig mange, der kan komme i klemme, når alle de voksne, der omgiver barnet; dvs barnets 2 forældre, hvis det har 2 forældre og barnets ekstraforældre, ikke kan håndtere deres egne følelser konstruktivt. Det skal vi være knivskarpe på at italesætte og hjælpe med at håndtere.

Alt det underviser jeg i, i dybden, på efteruddannelsen i sammenbragte familier, der målrettet fagpersoner.

Forælderen i den sammenbragte familie er også udsat.
Det er svært, næsten umuligt, at tilgodese både barn, barnets anden forælder og nuværende partner uden mindst én føler sig afvist og uretfærdigt behandlet

Forælderen i den sammenbragte familie er også udsat. Det er ikke kun svært for ekstraforælderen eller for barnet. Mange af de forældre, jeg møder, hvoraf størstedelen er fædre, fortæller, at de føler sig utilstrækkelige, pressede og stressede over bare gerne at ville gøre alle glade, men at uanset hvad de gør, føles det som om, det ikke er godt nok. Der er altid mindst en, hvis ikke flere, der skælder ud, er kede af det eller på anden vis er utilfredse.

Alt for mange fagpersoner mangler indgående viden om sammenbragte familier og de præmisser de forskellige familiemedlemmer er underlagt. En sammenbragt familie kan naturligvis se ud på mange forskellige måder og bestå af mange forskellige personligheder.

Men der er nogle præmisser, dynamikker, mønstre og problemer der ofte går igen. Dem skal vi, som fagpersoner, adressere og hjælpe parret med at forstå og navigere konstruktivt i. Vi kan – og skal – ikke få følelser og præmisserne til at gå væk, men vi kan i den grad hjælpe med at håndtere dem. Og lige præcis dét er vores fornemmeste opgave, hvis du spørger mig.

Vi skal aftabuisere og vi skal normalisere.
Det i sig selv er hjælpsomt, selv om vi måske ikke kan løse problemerne.

Uvist råderum, manglende indflydelse på opdragelse, ansvarsforskubbelse og fejlagtig skyldplacering er dagligdag i sammenbragte familier.
Mange fagfolk er ikke ordentligt klædt på til at rådgive og hjælpe familierne med at håndtere det på en konstruktiv måde

Jeg har allerede været inde på det kontroltab ekstraforælder-rollen, og i særdeleshed ekstramor-rollen, er. Hvad det betyder i praksis i hverdagen i den sammenbragte familier og hvad det betyder for den måde, vi som fagfolk, rådgiver på, kan ikke understreges nok!

Ikke alene bliver du som ekstraforælder en del af en familie, der allerede er etableret med roller, mønstre, traditioner og værdier. Måske har du også selv børn med ind i forholdet og vil gerne fastholde nogle af de traditioner og værdier, der er vigtige for dig og dine børn og skabe nye sammen med din nuværende partner. Hvis du selv har en eks, en medforælder, til dine børn, har du måske en god relation til ham eller hende og dennes nye partner. I er ikke enige om alt, men finder ud af det.

Sådan er det ikke for alle skilte par. Nogle ekstraforældre oplever også i deres parforhold, at de bliver firet direkte ned i en kampzone mellem de 2 forældre på grund af deres indbyrdes konflikter.

Selv når det er de 2 forældre, der har en konflikt, har det en stor afsmittende effekt på ekstraforælderen og det eksisterende parforhold. Mange har et stort fokus på de biologiske forældre og børnene, der i sagens natur også lider, når far og mor ikke kan enes. Det er et helt essentielt fokus. Blot må vi ikke glemme eller overse, hvilken effekt det har på ekstraforælderen og den sammenbragte familie som helhed.

Mange fagfolk får ikke bevidst adresseret, hvad det gør ved ekstraforælderens trivsel at være vidne til, at dennes partner, forælderen, er under voldsom beskydning fra medforælderen. Mange af de ekstramødre jeg hjælper og rådgiver, kommer fordi de ikke ved, hvordan de skal håndtere, når barnets mor, ekskonen, fylder for meget. 

Det skal vi, som fagfolk være meget mere opmærksomme på at spørge ind til og hjælpe med at håndtere. Vi er ikke interesserede i, at den sammenbragte familie også går i opløsning. For det betyder ét brud mere for børn og voksne.

Præmisserne og (usagte) ubevidste forventninger

Når du er helt nyforelsket og lader til at have fundet den eneste ene (igen), tænker du ikke nødvendigvis så meget over, at der følger en lange række præmisser med, hvis du er enlig forælder eller deleforælder, eller hvis du forelsker dig i en partner, der har barn fra tidligere.

De fleste af os tænker - helt fyldt op af oxytocin;
”Hvor heldig har jeg lige lov at være, jeg har mødt kærligheden big time.”

Så rammer hverdagen og præmisserne for det sammenbragte familieliv begynder at mærkes tydeligere. Det bliver sværere, end du lige havde regnet med. Nu begynder det også i stigende grad at mærkes, at præmisserne er kommet for at blive. Har det ikke været så tydeligt før, bliver det det ofte, når parret flytter sammen. Her bliver det også meget meget tydeligt, at parterne ofte ikke har fået snakket om, hvilke forventninger de har til deres egne roller, hinandens roller og familielivet.

Det hjælper jeg, stort set hver dag, par med at tage stilling til. En del forældre vil typisk sige: "Jeg har ikke som sådan nogle forventninger. Min partner skal bare være sig selv"

Men når vi kigger på konflikterne og begynder at folde de ting ud, der er svært for det sammenbragte par, hænger det meget ofte sammen med uafstemte, ubevidste og usagte forventninger. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper parret med at skabe overblik over præmisser, forventninger og ikke mindst ansvarsområder.

Det er naturligvis også et af de emner jeg underviser i på efteruddannelsen.

Den (u)farlige forskelsbehandling

Et underbelyst aspekt er den sammenbragte familie er forskelsbehandlingen af børn. Mange bestræber sig på, der ikke må gøres forskel på børn. Som udgangspunkt forstår jeg godt tanken. Men jeg er uenig i tilgangen.

Nu siger jeg det direkte:
Der er forskel på børnene i den sammenbragte familie.
Faktisk er der en verden til forskel på, om det er dit ekstrabarn eller dit eget barn.

Det skal vi have en stor respekt og forståelse for.
Ikke mindst for barnets skyld.

I sammenbragte familier er der og bliver der gjort forskel på børn. Det er vores opgave, som fagpersoner, at være opmærksomme på det og at hjælpe forældre og ekstraforældre med at forstå, håndtere og italesætte det, så alle i familien trives og ved, hvilken forskel der er tale om. Især for børnenes skyld.

Vi hjælper ikke børnene ved at lade som om, der ikke er forskel.
Tværtimod, så gør vi tingene værre.
Fordi børnene kan ende med at føle sig forkerte i deres følelser.
Det er vi ikke interesserede i, de gør

Vi er interesserede i at hjælpe børn (og voksne) med at håndtere de svære følelser, der opstår som en konsekvens af, barnets forældre ikke længere bor sammen. Vi er også interesserede i at italesætte, faktuelt, kærligt og børnevenligt, at der kan være forskel på det, børnene får og har i den sammenbragte familie.

Nogle af børnene har flere hjem.
Nogle har måske ikke.
Nogle kommer på ferie flere gange, andre ikke.
Nogle af fysisk en del af familien hele tiden, andre er ikke.

Det bedste vi kan gøre for vores ekstrabørn og børn er at hjælpe dem med at håndtere de følelser, de har som en konsekvens af de livsvilkår, der er deres.

Som fagpersoner er det vores opgave at klæde forældrene på til at tage de svære snakke med deres børn og ekstrabørn. Det er ikke et mål i sig selv, alle børn skal behandles ens. Så vil der være nogle børn, der ikke får det, de har brug for. Målet er at møde og hjælpe barnet – og de andre børn, der bliver påvirket af det.

Alt det folder jeg også mere ud på efteruddannelsen om sammenbragte familier. Vil du allerede gerne vil vide mere om min holdning til forskelsbehandling, kan du læse om med her

Hvem er efteruddannelsen til?

Efteruddannelsen er til fagfolk, der har følelsen af komme til kort, når de skal hjælpe og rådgive om konflikter, problemer og udfordringer i den sammenbragte familie.

Det er typisk pædagoger, psykologer, inklusionsmedarbejdere, lærere, familiebehandlere og ledere i daginstitutioner, på skoler og i kommuner. Eller privatpraktiserende coaches, psykologer, psykiatere, terapeuter og familierådgivere.

Vil du vide mere om uddannelsen, kan du booke en indledende samtale, hvor du kan stille de spørgsmål, du gerne vil have svar på og høre mere om selve undervisningen og indholdet. Jeg anbefaler, at du starter med at læse om uddannelsen her.

Er I en hel afdeling, der gerne vil med,
men kan I ikke alle sammen være væk i de 3 dage efteruddannelsen varer?

Efteruddannelsen er et åbent hold, hvor alle, der opfylder optagelseskravene, kan være med.

Jeg har stor forståelse for, at en hel afdeling måske ikke kan være væk i 3 dage. Jeg kommer meget gerne ud på arbejdspladser eller i virksomheder, hvor vi kan tilrettelægge dagene, så de er forenelige med afdelingens hverdagsliv og arbejdsopgaver.

Vil du høre mere om mulighederne for et skræddersyet forløb til din afdeling eller virksomhed, så send en mail til mig på janne@ekstramor.dk, så kontakter jeg dig hurtigst muligt. Skriv gerne i mailen, om du foretrækker jeg ringer dig op og i så fald på hvilket nummer, og hvornår det typisk er et godt tidspunkt. Eller om du foretrækker jeg kontakter dig indledningsvist på mail.