Skænderier i parforhold er helt almindelige og uundgåelige. Og ubehagelige. Som par kan I ikke undgå skænderier. To mennesker kan umuligt blive enige om alting altid, heller ikke selvom I elsker hinanden højt.

Lad os starte med at slå fast, hvad skændes egentlig betyder. Om ”skændes” står der i den danske ordbog:
 
"Udtrykke uenighed eller fornærmelser på en irritabel, højlydt og respektløs måde"

Overraskende nok er det ikke mængden af skænderier i parforhold, der afgør om et (sammenbragt) par ultimativt ender med at gå hver til sit. 

Det er måden skænderierne foregår på, der har den største betydning for din trivsel eller mangel på samme. I blogindlægget her tager jeg i særdeleshed ”højlydt” og ”respektløs” under lup.

I stedet for at håbe på, at I kan undgå at skændes, vil jeg opfordre til at være opmærksom på, hvordan I skændes. 

Hvis vi virkelig elsker hinanden, hvorfor skændes vi så hele tiden?

Skænderier i parforhold er uundgåelige, alligevel er der en indgroet holdning i mange af os, der går på:
Hvis vi virkelig elsker hinanden, hvorfor skændes vi så (hele tiden)?

Når det kommer til skænderier, er der nogle ting, der er vigtige at være opmærksomme på.

For det første er der mange, der bruger ordet ”skændes”, når der i virkeligheden er tale om uenigheder. At være uenige er ikke det samme som at skændes. Vi kan godt være uenige uden at skændes. Det ville lyde sådan her: "Jeg er ikke enig med dig"

Blot er der en del af os, der har det bedst, når vi er enige med vores partner – og i særdeleshed når vores partner er enige med os. Når vi har det bedst med enighed, vil forskellighed og uenigheder føles ubehagelige og måske endda farlige.

En af hovedårsagerne til at vi er uenige og skændes i vores parforhold er, at vi har forskellige;

værdier
grænser
behov
ønsker
præferencer
personligheder
og måder at føle os elsket på. 

For det andet er det også vigtigt at være opmærksom på graden af og alvoren i uenigheden og skænderiet.

Nogle skænderier er mindre, fx hvis tur det er til at bede teenageren rydde op efter sig i køkkenet kontra det tilfælde hvor barnets andet hjem, har sagt, at du, som ekstraforælder, ikke må komme med til barnets konfirmationen.

Mange forældre, i særdeleshed fædre, i sammenbragte familier føler sig mast mellem deres nuværende partner og barnets mor, hvilket udløser en del skænderier og nogle gange en decideret krise i parforholdet.

Men hvorfor skændes vi sådan?
Er det, fordi vi ikke kan finde ud af at være et par?

Størstedelen af de sammenbragte par jeg møder i min rådgivning siger, de kun skændes om børnene. De har et solidt parforhold, stor kærlighed til hinanden og er rigtig gode sammen. MEN når børnene kommer, når de skal snakke om børnene eller børnenes andet hjem, så skændes de. På en måde som de begge bliver forskrækkede over.

Som du allerede ved, er skænderier i parforhold umulige at undgå. Det er forventeligt og forståeligt, at en forælder ofte er ekstra sensitiv, når det drejer sig om deres børn. Derfor er det vigtigt, at vi siger tingene på en respektfuld måde. 

Vi ved fra Dr. Patricia Papernow (USA), at ekstraforældre generelt ønsker sig flere grænser og begrænsninger for deres ekstrabørn. Vi ved også, forældre generelt ønsker sig en større forståelse for og kærlighed til deres børn fra ekstraforælderen.

Det er dét skisma, der udløser mange af skænderierne i sammenbragte parforhold. Nogle gange i en sådan grad, at det udløser en krise i den sammenbragte familie som helhed.

Når vi skændes, er det, fordi der er noget, der vigtigt for os. Noget vi værner om. Ellers ville vi ikke have så stærke følelser og holdninger. Noget af det er grundlagt i vores barndom og opvækst. Alle har en bagage med fra opvæksten og alt efter, hvor afklarede og reflekterede vi er, styrer den ubevidst vores ord og handlinger i vores voksne liv.

I en del tilfælde reagerer mange kraftigt, fordi det nuværende skænderi har aktiveret en tidligere følelse af fx

at blive ignoreret eller følelsesmæssigt forladt
 ikke at blive lyttet til eller forstået
 at blive latterliggjort eller skældt ud
 ikke at blive trøstet

Nej! Det er ikke, fordi I ikke kan finde ud af at være et par, at I skændes.

Det er ikke, fordi I ikke kan finde ud af at være et par, der er skænderier i jeres parforhold. Det er, fordi I har forskellige baggrunde, og fordi I ser forskelligt på tingene. I kan lære at snakke om jeres forskelligheder på en ordentlig og respektfuld måde. 

I kan fint have et velfungerende parforhold trods uenigheder og forskelligheder. Min mand og jeg er, på en del punkter, noget forskellige, men respekterer forskellighederne og ved, hvordan vi skal forholde os konstruktivt til det.

Forskelligheder og uenigheder behøver ikke at komme imellem jer, som det måske gør nu. Jo mere forskellige I er som personer, jo vigtigere er det, at I lærer at håndtere det på en konstruktiv og kærlig måde.

Kører I i ring på egen hånd, så book en indledende session her, hvor vi sammen kan lægge en plan for at ændre på jeres uhensigtsmæssige dynamik.

Hvorfor mænd og kvinder misforstår hinanden! 

Fra amerikansk forskning af Dr John Gottman ved vi, at hele 80% af vores konflikter og skænderier opstår på baggrund af misforståelser. Det er 4 af ud 5 konflikter, der muligvis kan undgås eller i hvert fald reduceres betragteligt.

En ting er, hvad jeg tror, jeg har sagt.
En helt anden ting kan være, hvad lytteren har hørt og dermed fået mine ord til at betyde.

Og ligeså;
En ting er, hvad din partner siger til dig.
En helt anden ting kan være, hvad du hører.

Som beskrevet i afsnittet ovenfor, anbefaler jeg, du øver dig i at stille nogle undrende spørgsmål, så du kan afklare, om du har (mis)forstået det, der blev sagt.

Mænd og kvinder bruger ofte forskellige ord og kommunikerer forskelligt.
Derfor opstår der misforståelser og begge parter ender med en følelse af
 ”Du forstår ikke, hvad jeg siger” 

Groft generaliseret bruger kvinder mange ord sammenlignet med mænd. Mange kvinder har et bredt ordforråd og vil ofte beskrive deres følelser mere nuanceret end mænd.

En mand vil måske sige, han er vred, skuffet eller ikke føler sig respekteret.

En kvinde vil måske, om samme situation, sige, at hun er frustreret, irriteret, skuffet, oprevet, ked af det, føler sig såret, svigtet, ladt alene og lignende.

Mange mænd har det godt med at fikse ting – og følelser. Men følelser kan ikke fikses. Manden kan derfor i bedste mening sige;

- Det er de andre, der er galt på den!
- Det forstår jeg ikke, du gider bruge tid på at tænke over!
- F*ck dem!
- Det er ikke dit problem!
- Det er da så ligegyldigt. 

Når kvinder fortæller om deres følelser og problemer, har de oftest ikke en forventning om, det bliver løst eller fikset. Men derimod en forventning og forhåbning om at blive lyttet til og forstået. Når hun får et af ovenstående svar, vil hun netop ikke føle sig forstået. 

Manden vil undre sig over, hvorfor hun stadig er berørt af problemet, når han er kommet med flere ”løsningsforslag”. Hvis du vil være klogere på kommunikation i parforholdet så læs med her. 

Jeg møder mange kvinder, der er kede af, deres partner ikke forstår dem. Det forstår jeg godt. Blot kan vi ikke tvinge vores partner til at forstå os, hvis h*n ikke forstår os. Vi kan heldigvis noget andet, der gør, at forståelsen fra vores partner bliver mindre vigtig – og det hjælper jeg ekstramødrene med i de personlige rådgivningsforløb. 

Manden kan ofte bedst lide at snakke om ting med det formål at finde en løsning. I samtalen vil han derfor have et ”løsnings-fokus”, hvor kvinden oftere vil have et ”hvordan-har-du-det-med-det-fokus”. 

For at undgå misforståelser er det en god ide at afstemme, hvad ”målet” er.

Snakker vi bare lidt om, hvordan vi har det?
Skal der findes en løsning?
Har du brug for et råd?
Er det forventningen, vi bliver enige?

Når vi begge to ved, hvilken samtalen det er, kan vi sammen holde os på sporet af det aftalte og dermed undgå alt for mange misforståelser og talen forbi hinanden.

Hvordan kommer vi videre efter et skænderi?

Ligesom jeg tidligere i indlægget anbefalede nogle ”skænderi-regler”, anbefaler jeg også, at I har en ”hvordan-kommer-vi-videre-efter-et-skænderi-aftale”.

Afhængig af vores personlighed og tidligere erfaringer, har vi forskellige strategier til at håndtere skænderier. Nogle bliver tavse og trækker sig mentalt. Andre går, sådan helt fysisk, ud af lokalet. Andre igen bliver højlydte og hæver stemmen.

Der er ikke en ”rigtig” eller ”forkert” måde at skændes på.
Der er konstruktive og ukonstruktive måder at skændes på.

Vi er nødt til at have respekt for vores partners personlighed og håndtering samtidig med, vi prøver at være konstruktive.

Jeg anbefaler, at I, når det går godt, snakker om, hvordan I sammen kan komme godt videre efter et skænderi, næste gang i står i den situation. I fredstid er det nemlig lettere at snakke om de svære ting, fordi vores nervesystem er roligt.

For nogle vil det være nærhed.
For andre vil det være at have lidt ”space”.
For nogle vil det være at lægge det bare sig – ”vi er videre”.
For andre vil det være at snakke om det igen, hvis behovet opstår.

Du kan bedst mærke, hvad det er for dig. Og så kan du være nysgerrig på, hvad det er for din partner.

Herfra kan I sammen aftale, hvad der er muligt. I får den bedste dialog ud af det, hvis I begge er indstillede på at komme jeres partner i møde – naturligvis uden at give fuldstændig afkald på dig selv.

Er det for hårdt og opslidende at håndtere selv, vil jeg meget gerne hjælpe jer. Det gør jeg i en indledende session, som I kan læse om her, hvor I også kan finde de ledige tider.  

At være ekstraforælder, og i særdeleshed ekstramor,
er det ultimative kontroltab. Muligvis også identitetstab.
Det kræver vejledning, viden og værktøjer at forstå og rådgive om

Når vi som fagfolk rådgiver sammenbragte familier, er det ekstremt vigtigt at være opmærksom på præmisserne i den sammenbragte familie og i særdeleshed de voldsomme følelser mange ekstraforældre mærker.

Med efteruddannelsen i sammenbragte familie er det mit mål at klæde fagfolk på til at give den bedst mulige rådgivning til ekstraforældre, forældre og par i sammenbragte familier.

At blive ekstraforælder og i særdeleshed at blive ekstramor er en overvældende følelsesmæssig oplevelse, som stort set ingen er forberedte på, når de forelsker sig i en, der er forælder. Det er et voldsomt tab af kontrol over eget liv, fordi du som ekstraforælder bliver nødt til at tilpasse dig beslutninger din nuværende partner og dennes ekspartner, medforælderen, har truffet, før du kom ind i billedet. Og stadig træffer mens du er inde i billedet. Det er ikke en lille opgave, ekstraforælderen bliver sat på.

Mange bliver så følelsesmæssigt berørt, at de ikke længere kan kende sig selv.
Som fagpersoner er det vores vigtige opgave at adressere og normalisere dette.

For ekstraforælderen bliver følelsesmæssigt kaos, ”forbudte” og ofte meget skamfulde følelser hverdag.

Mange beskriver at de ikke længere kan kende sig selv, at deres selvværd hænger i laser, og at deres selvforståelse og selvbillede helt er krakeleret. Ifølge amerikanske og canadiske studier, ser det også ud til, ekstramoren har en øget tendens til stress og depression sammenlignet med biologiske mødre. Det er alvorligt og skal tages meget alvorligt.

Som fagperson er det vores vigtige opgave at adressere det og at lære ekstraforælderen at håndtere det og at italesætte adfærden overfor parret, så begge ved, det er normalt og for de fleste uundgåeligt. Vores allervigtigste opgave er naturligvis at hjælpe ekstraforælderen, forælderen og parret med at håndtere det i praksis.

Når vi rådgiver sammenbragte familier, er vi også nødt til at være opmærksomme på, at barnets medforælder kan have det svært med ekstraforælderen, og det kan have en stor betydning ikke kun for medforælderen, men også for dennes tilgang til det sammenbragte par og for barnet. Der er rigtig mange, der kan komme i klemme, når alle de voksne, der omgiver barnet; dvs barnets 2 forældre, hvis det har 2 forældre og barnets ekstraforældre, ikke kan håndtere deres egne følelser konstruktivt. Det skal vi være knivskarpe på at italesætte og hjælpe med at håndtere.

Alt det underviser jeg i, i dybden, på efteruddannelsen i sammenbragte familier, der målrettet fagpersoner.

Forælderen i den sammenbragte familie er også udsat.
Det er svært, næsten umuligt, at tilgodese både barn, barnets anden forælder og nuværende partner uden mindst én føler sig afvist og uretfærdigt behandlet

Forælderen i den sammenbragte familie er også udsat. Det er ikke kun svært for ekstraforælderen eller for barnet. Mange af de forældre, jeg møder, hvoraf størstedelen er fædre, fortæller, at de føler sig utilstrækkelige, pressede og stressede over bare gerne at ville gøre alle glade, men at uanset hvad de gør, føles det som om, det ikke er godt nok. Der er altid mindst en, hvis ikke flere, der skælder ud, er kede af det eller på anden vis er utilfredse.

Alt for mange fagpersoner mangler indgående viden om sammenbragte familier og de præmisser de forskellige familiemedlemmer er underlagt. En sammenbragt familie kan naturligvis se ud på mange forskellige måder og bestå af mange forskellige personligheder.

Men der er nogle præmisser, dynamikker, mønstre og problemer der ofte går igen. Dem skal vi, som fagpersoner, adressere og hjælpe parret med at forstå og navigere konstruktivt i. Vi kan – og skal – ikke få følelser og præmisserne til at gå væk, men vi kan i den grad hjælpe med at håndtere dem. Og lige præcis dét er vores fornemmeste opgave, hvis du spørger mig.

Vi skal aftabuisere og vi skal normalisere.
Det i sig selv er hjælpsomt, selv om vi måske ikke kan løse problemerne.

Uvist råderum, manglende indflydelse på opdragelse, ansvarsforskubbelse og fejlagtig skyldplacering er dagligdag i sammenbragte familier.
Mange fagfolk er ikke ordentligt klædt på til at rådgive og hjælpe familierne med at håndtere det på en konstruktiv måde

Jeg har allerede været inde på det kontroltab ekstraforælder-rollen, og i særdeleshed ekstramor-rollen, er. Hvad det betyder i praksis i hverdagen i den sammenbragte familier og hvad det betyder for den måde, vi som fagfolk, rådgiver på, kan ikke understreges nok!

Ikke alene bliver du som ekstraforælder en del af en familie, der allerede er etableret med roller, mønstre, traditioner og værdier. Måske har du også selv børn med ind i forholdet og vil gerne fastholde nogle af de traditioner og værdier, der er vigtige for dig og dine børn og skabe nye sammen med din nuværende partner. Hvis du selv har en eks, en medforælder, til dine børn, har du måske en god relation til ham eller hende og dennes nye partner. I er ikke enige om alt, men finder ud af det.

Sådan er det ikke for alle skilte par. Nogle ekstraforældre oplever også i deres parforhold, at de bliver firet direkte ned i en kampzone mellem de 2 forældre på grund af deres indbyrdes konflikter.

Selv når det er de 2 forældre, der har en konflikt, har det en stor afsmittende effekt på ekstraforælderen og det eksisterende parforhold. Mange har et stort fokus på de biologiske forældre og børnene, der i sagens natur også lider, når far og mor ikke kan enes. Det er et helt essentielt fokus. Blot må vi ikke glemme eller overse, hvilken effekt det har på ekstraforælderen og den sammenbragte familie som helhed.

Mange fagfolk får ikke bevidst adresseret, hvad det gør ved ekstraforælderens trivsel at være vidne til, at dennes partner, forælderen, er under voldsom beskydning fra medforælderen. Mange af de ekstramødre jeg hjælper og rådgiver, kommer fordi de ikke ved, hvordan de skal håndtere, når barnets mor, ekskonen, fylder for meget. 

Det skal vi, som fagfolk være meget mere opmærksomme på at spørge ind til og hjælpe med at håndtere. Vi er ikke interesserede i, at den sammenbragte familie også går i opløsning. For det betyder ét brud mere for børn og voksne.

Præmisserne og (usagte) ubevidste forventninger

Når du er helt nyforelsket og lader til at have fundet den eneste ene (igen), tænker du ikke nødvendigvis så meget over, at der følger en lange række præmisser med, hvis du er enlig forælder eller deleforælder, eller hvis du forelsker dig i en partner, der har barn fra tidligere.

De fleste af os tænker - helt fyldt op af oxytocin;
”Hvor heldig har jeg lige lov at være, jeg har mødt kærligheden big time.”

Så rammer hverdagen og præmisserne for det sammenbragte familieliv begynder at mærkes tydeligere. Det bliver sværere, end du lige havde regnet med. Nu begynder det også i stigende grad at mærkes, at præmisserne er kommet for at blive. Har det ikke været så tydeligt før, bliver det det ofte, når parret flytter sammen. Her bliver det også meget meget tydeligt, at parterne ofte ikke har fået snakket om, hvilke forventninger de har til deres egne roller, hinandens roller og familielivet.

Det hjælper jeg, stort set hver dag, par med at tage stilling til. En del forældre vil typisk sige: "Jeg har ikke som sådan nogle forventninger. Min partner skal bare være sig selv"

Men når vi kigger på konflikterne og begynder at folde de ting ud, der er svært for det sammenbragte par, hænger det meget ofte sammen med uafstemte, ubevidste og usagte forventninger. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper parret med at skabe overblik over præmisser, forventninger og ikke mindst ansvarsområder.

Det er naturligvis også et af de emner jeg underviser i på efteruddannelsen.

Den (u)farlige forskelsbehandling

Et underbelyst aspekt er den sammenbragte familie er forskelsbehandlingen af børn. Mange bestræber sig på, der ikke må gøres forskel på børn. Som udgangspunkt forstår jeg godt tanken. Men jeg er uenig i tilgangen.

Nu siger jeg det direkte:
Der er forskel på børnene i den sammenbragte familie.
Faktisk er der en verden til forskel på, om det er dit ekstrabarn eller dit eget barn.

Det skal vi have en stor respekt og forståelse for.
Ikke mindst for barnets skyld.

I sammenbragte familier er der og bliver der gjort forskel på børn. Det er vores opgave, som fagpersoner, at være opmærksomme på det og at hjælpe forældre og ekstraforældre med at forstå, håndtere og italesætte det, så alle i familien trives og ved, hvilken forskel der er tale om. Især for børnenes skyld.

Vi hjælper ikke børnene ved at lade som om, der ikke er forskel.
Tværtimod, så gør vi tingene værre.
Fordi børnene kan ende med at føle sig forkerte i deres følelser.
Det er vi ikke interesserede i, de gør

Vi er interesserede i at hjælpe børn (og voksne) med at håndtere de svære følelser, der opstår som en konsekvens af, barnets forældre ikke længere bor sammen. Vi er også interesserede i at italesætte, faktuelt, kærligt og børnevenligt, at der kan være forskel på det, børnene får og har i den sammenbragte familie.

Nogle af børnene har flere hjem.
Nogle har måske ikke.
Nogle kommer på ferie flere gange, andre ikke.
Nogle af fysisk en del af familien hele tiden, andre er ikke.

Det bedste vi kan gøre for vores ekstrabørn og børn er at hjælpe dem med at håndtere de følelser, de har som en konsekvens af de livsvilkår, der er deres.

Som fagpersoner er det vores opgave at klæde forældrene på til at tage de svære snakke med deres børn og ekstrabørn. Det er ikke et mål i sig selv, alle børn skal behandles ens. Så vil der være nogle børn, der ikke får det, de har brug for. Målet er at møde og hjælpe barnet – og de andre børn, der bliver påvirket af det.

Alt det folder jeg også mere ud på efteruddannelsen om sammenbragte familier. Vil du allerede gerne vil vide mere om min holdning til forskelsbehandling, kan du læse om med her

Hvem er efteruddannelsen til?

Efteruddannelsen er til fagfolk, der har følelsen af komme til kort, når de skal hjælpe og rådgive om konflikter, problemer og udfordringer i den sammenbragte familie.

Det er typisk pædagoger, psykologer, inklusionsmedarbejdere, lærere, familiebehandlere og ledere i daginstitutioner, på skoler og i kommuner. Eller privatpraktiserende coaches, psykologer, psykiatere, terapeuter og familierådgivere.

Vil du vide mere om uddannelsen, kan du booke en indledende samtale, hvor du kan stille de spørgsmål, du gerne vil have svar på og høre mere om selve undervisningen og indholdet. Jeg anbefaler, at du starter med at læse om uddannelsen her.

Er I en hel afdeling, der gerne vil med,
men kan I ikke alle sammen være væk i de 3 dage efteruddannelsen varer?

Efteruddannelsen er et åbent hold, hvor alle, der opfylder optagelseskravene, kan være med.

Jeg har stor forståelse for, at en hel afdeling måske ikke kan være væk i 3 dage. Jeg kommer meget gerne ud på arbejdspladser eller i virksomheder, hvor vi kan tilrettelægge dagene, så de er forenelige med afdelingens hverdagsliv og arbejdsopgaver.

Vil du høre mere om mulighederne for et skræddersyet forløb til din afdeling eller virksomhed, så send en mail til mig på janne@ekstramor.dk, så kontakter jeg dig hurtigst muligt. Skriv gerne i mailen, om du foretrækker jeg ringer dig op og i så fald på hvilket nummer, og hvornår det typisk er et godt tidspunkt. Eller om du foretrækker jeg kontakter dig indledningsvist på mail.

Eksen er noget af det, som kan give anledning til allerflest frustrationer og andre svære følelser, når du er ekstramor. Fordi eksen, som jo er i hans fortid, stadigvæk har indflydelse på jeres nutid og fremtid.

Derfor har jeg i dette blogindlæg samlet al min viden, erfaring og gode råd til dig om eksen, så du kan slutte fred med hende og på den måde passe godt på dig selv.

Ser du på hende som hans ekskone eller som hans barns mor?

Hvis du har fulgt mig i et stykke tid, kommer det nok ikke som en overraskelse, at jeg opfordrer dig til at kigge på din partners eks som barnets mor (eller far) mere end hans eks.

Det er dit ekstrabarns medforælder, vi taler om – ikke en tilfældig ekskæreste. En signifikant person i din partners liv. Det er også heri frustrationen består. Det er jeg helt med på.

Måske ved du, at jeg selv lever i en sammenbragt familie og har mere end 23 års erfaring som ekstramor.

Min mand har to døtre fra to tidligere forhold, så i min ”pakke” fulgte der altså 2 børn og 2 mødre med. Sammen har vi også fået 2 døtre.

Med andre ord: Jeg ved godt, hvordan du har det lige nu. Med stor sandsynlighed har jeg prøvet det samme eller noget lignende. Og derfor ligger det mig så meget på sinde at give min erfaring videre til dig, så du kan få et godt liv som ekstramor.

Der findes mange forskellige typer mødre
 – fælles for dem er, at de er, som de er –
indtil de selv beslutter sig for at ændre sig

I min rådgivning af ekstramødre, fædre og sammenbragte par, fylder barnets mor ofte en del. Det er der mange forskellige årsager til. Der findes naturligvis mange forskellige slags mødre (og ekstramødre). Nogle er samarbejdende, nogle modarbejdende, nogle er midt imellem.

Sagen er den, at hun er, som hun er, og at hun kun ændrer sig, hvis hun selv får lyst. Det kan end ikke Familieretshuset, konfliktmægling eller noget som helst andet ændre på.

Hun ændrer sig, når og hvis hun bliver motiveret til det. Ikke før. Nogle bliver aldrig motiverede, heller ikke selvom deres børn kommer i klemme. Fordi sådan ser hun det ikke. Den viden er essentiel for dig, fordi den forhåbentlig kan give dig en ro, når du bliver frustreret over hende og ikke forstår, hvorfor du ikke kan ændre på hende eller hendes opførsel.

Når hans ekskone blander sig,
så skab et stærkt fundament at stå på sammen med din partner

En af de ting, der måske hjemsøger dig, er de værdier, som andre har defineret før dig, som du nu er del af, fordi du træder ind i familie, der allerede er skabt.

Selvom de værdier er defineret af nogle andre og fungerede for dem, er det ikke ensbetydende med, at de fungerer for dig. Jeg foreslår derfor, at du afsætter tid – og energi – til at mærke efter, hvilke værdier der er vigtige for dig som menneske og som ekstramor.

– Hvad er kardinalpunkter, dvs dine vigtigste værdier?

– Hvad er mindre vigtigt?

– Hvad vil du gå på kompromis med uden at føle, at du mister dig selv?

– Hvad vil du ikke gå på kompromis med uden at føle, at du går i stykker?

Kort sagt mærk efter, hvad der er vigtigt for dig, sådan så de værdier bliver det fyrtårn, der lyser din vej op.

Du er naturligvis også nødt til at involvere din partner i dine værdier på et tidspunkt, så I sammen finder jeres fælles værdier, der skal skabe det fundament jeres parforhold bygger på. Men først er du nødt til at vide, hvilke værdier der er dine og stå stærkt i dem. For der vil opstå mange situationer, hvor dine værdier bliver udfordrede eller undermineret af andre. Også hans eks.

Når hans ekskone ødelægger jeres forhold:
Sig fra – også selvom det ikke “hjælper”

Som ekstramor kommer der masser af situationer, som du bliver nødt til at bide i dig. Kameler, du bliver nødt til at sluge. Kompromisser, du bliver nødt til at indgå (selvom du virkelig ikke har lyst).

MEN, for der er et stort “men”. Det er ikke ensbetydende med, at du ikke skal eller må sige fra. Selvfølgelig skal og må du sige fra. Blot er det ikke sikkert, det ændrer eller hjælper på den uønskede situation. Men det hjælper helt afgjort på din selvfølelse at sige fra og at stå op for dig selv.

Sig fra.
Sig til.
Sig noget.

Fordi du er ekstramor og lidt ude i periferien, er det ikke ensbetydende med, at din stemme ikke må bruges. Du kan læse mere i blogindlægget “Må jeg godt sige fra som ekstramor?” her.

Sørg for, at du har tid til dig selv, så dine følelser for ekskonen ikke overtager for meget

Netop det at føle sig til overs eller overflødig, er en af de ekstramor-følelser, der gnaver i selvværdet. Det tror jeg ikke, du og jeg kan ændre på, men det, du kan ændre på, er at lægge et lille pusterum ind i hverdagen.

Tid, der kun er til dig.
Tid til dig selv.
Tid på dine præmisser
Tid, hvor du kan gøre lige det, du har lyst til – kun for din egen skyld.

Du kan læse mere om flere af de forbudte følelser, der følger med rollen som ekstramor her.

Når hans eks er din diametrale modsætning, og du i virkeligheden har fået nok af ekskonen, er du nødt til at slutte fred med det

Uanset hvor forskellige dit ekstrabarns mor og du er, og uanset hvor irriterende, du måtte synes, hun er, så er hun en vigtig person i det persongalleri, der er dit. Af den grund anbefaler jeg altid, at du slutter fred med hende (i dit hoved) og med det faktum, at hun er en vigtig del af dit liv.

Du kan bevidst vælge at acceptere hende uden at være enig i en eneste ting, hun siger eller gør. Du kan vælge at acceptere hende, selvom du overhovedet ikke forstår en eneste af hendes handlinger.

At acceptere en person eller en handling er ikke ensbetydende med, at du er enig eller forstår.

Accept er bare accept. Hvis accept er et lidt for stærkt ord for dig, kan det måske være, at det klinger bedre for dig at affinde dig med hende. Det betyder, at du stopper med at bruge energi på at tænke på, hvordan tingene kunne blive anderledes. Og i stedet accepterer tingene, som de er.

Accepten sætter dig fri. Fri til at leve det liv, der er dit. Til at hun med-eksisterer i din periferi, uden at hun påvirker dig eller dit parforhold alt for meget.

Når hans eks er din diametrale modsætning, så kan du vælge at acceptere, at det er sådan det er.

Er det nemt?
Nej, det er det bestemt ikke. Men alternativet, nemlig at hun river dig rundt i dine følelsers vold, er værre, hvis du spørger mig. Vil du have hjælp til at lære at acceptere hende, så anbefaler jeg, at du læser om og booker en indledende session her. 

Hvorfor siger han ikke fra, når hun ikke overholder aftalerne?

Jeg gætter på, at du nogen gange synes, at din partner godt kunne blive bedre til at sige fra overfor barnets mor. At hun får for stor magt over ham og jeres liv. Det føles som om, hun bestemmer og udstikker ordrer.

Et eksempel:
Når hun spørger, om I kan bytte dage, finder I som regel altid en løsning på det.

Når I gerne vil bytte nogle dage, er det sjældent muligt. Eller hvis det lykkes, er det ofte med møje og besvær og følelsen af, at I skylder hende noget til gengæld. Måske har du i den her slags situationer tænkt: Hvorfor siger han ikke bare til hende:

“Vi kommer dig i møde stort set hver gang. Kan du ikke bare, denne ene gang, hjælpe os uden at gøre et stort nummer ud af det?”

Eller

“Jeg behøver ikke alle dine forklaringer og undskyldninger. Jeg skal bare bruge et ja eller nej. Så hvad bliver det?”

Det gør han sandsynligvis ikke, fordi han er bange for, at det går ud over barnet. At hun kan finde på at sige til barnet: “Din far gider ikke ha’ dig, fordi han skal til fest …”

Mit råd er i sådan en situation er:
I stedet for at dømme ham, så spørg. Kærligt. Nysgerrigt. Oprigtigt. Undrende. Du kan læse mere om kommunikation i parforholdet her.

Fokuser på det, I kan være sammen om i forhold til hans eks, i stedet for det, der skiller jer

Når du fokuserer på det, I kan være sammen om i forhold til hans eks, styrker det jeres sammenhold og følelse af at være et team i stedet for, at hun er en kile imellem jer. De ting, der irriterer dig, irriterer sikkert også ham, men fordi du bringer dem op, vil han opleve, at du anklager ham for ikke at gøre det godt nok, og han vil flytte fokus fra irritationen over hendes adfærd over til dig i stedet for.

Det, du kan gøre, er præcis, som jeg skrev i mit råd ovenfor:
Gå nysgerrigt, undersøgende og undrende til værks.
Interessér dig for, hvorfor det mon er sådan?

På den måde kan I være sammen om, hvorfor det er sådan i stedet for at skændes om det.

Stil spørgsmål.
Lad være med at konkludere på hans vegne.
Spørg og udvis en oprigtig interesse i svaret.

Det kunne lyde sådan her:

– “Jeg har lagt mærke til, at du sjældent siger nej til [indsæt barnets mors navn] … – hvordan kan det mon være?”

– “Jeg undrer mig over, at [indsæt barnets mors navn] taler/skriver så grimt til dig og tænker på, hvordan det mon føles for dig?”

– “Jeg har tænkt over, hvorfor [indsæt barnets mors navn] blander sig i tingene herhjemme hos os. Hvad synes du om det?”

På den måde kan han bedre mærke, hvordan det reelt er for ham i stedet for at være en lus mellem to negle. Barnets mor er ikke tilfreds. Du er ikke tilfreds.

Han gør det afgjort, så godt han kan, men han sidder alligevel med følelsen af ikke at gøre det godt nok, uanset hvor umage han gør sig. Det er heller ikke let at være skilsmissefar, som jeg har skrevet om tidligere.

“Min mand siger ikke fra overfor ekskonen”

Det gør han måske ikke. Men det er heller ikke sikkert, at han sagde fra, da de var sammen.

Når jeg snakker med ekstramødre i mine personlige rådgivningsforløb, er en af top-frustrationerne i relation til barnets mor ofte, at ekstramorens partner (barnets far) ikke siger fra.

Ekskonen fylder for meget. Har for stor indflydelse på ham, jeres parforhold, jeres hjem, jeres ferier.

Måske du igen og igen har tænkt …

– Hvorfor sætter han ikke bare foden ned?

– Hvordan siger han ikke stop?

– Hvorfor beder han hende ikke blande sig udenom?

– Hvorfor lukker han ikke bare munden på hende én gang for alle?

Det er nogle af de oftest stillede spørgsmål – og dem vil jeg gerne svare på;
Det gjorde han (sandsynligvis) heller ikke, da de var sammen.
Der var du (formentlig) bare ikke inde i billedet og behøvede derfor ikke forholde dig til det.

Nu er de skilt, og han skal finde sine “far-fødder” at stå på. Finde ud af, hvad han mener. Sige fra, når det bliver for meget. Han skal lige vænne sig til det. Han skal lære det. Han skal finde sin egen vej. Det, at han skal lære at sige fra, har ikke noget med dig at gøre.

Der er ikke nogen rationel grund til, at du bliver usikker på dig selv i forhold til hans eks, fordi han ikke siger fra. Det er en sag mellem ham og hende. Ikke mellem dig og hende. Så gør det ikke til din sag. Du har mange andre sager, hvor dine kræfter er bedre brugt.

Du kan læse mere om den her problemstilling i mit blogindlæg “Når ekskonen fylder for meget” her.

“Det føles som om ekskonen er mellem os.
Har han følelser for hende?
Jeg bliver usikker på mig selv i forhold til hende”

Bliver du usikker på dig selv i forhold til hans eks, er du ikke alene. Normalt når du indgår i et nyt parforhold, behøver du ikke forholde dig til din udkårnes eks. Hun (eller han) er ligesom fortid. Det er hun også, når du bliver kæreste med et barns far, og så alligevel overhovedet ikke.

Som jeg tidligere har skrevet, er hun, i egenskab af at være mor til hans barn, en nøgleperson i hans liv. Det kommer du ikke udenom, selvom det kan være nok så træls at tænke på. Du bliver derfor nødt til at have en relation til hende, uanset om du har lyst til det eller ej, uanset hvad du synes om hende, og uanset om du nogensinde møder hende fysisk eller ej. Du er nødt til at finde et sted i dig, hvor hun kan “bo”.

Der findes alle mulige slags ekser og mødre – og måske har du vitterligt ikke fået den nemmeste med i “pakken”, da du blev forelsket i ham eller hende den dejlige. Det er surt. Og det er irriterende. Men det er din virkelighed, så det er det, du bliver nødt til at tage udgangspunkt i.

Sammenlign dig ikke med hende.
Hun er sig. Du er dig

En af grundene til du bliver usikker på dig selv kan være, at du sammenligner dig med hende. Med din kærestes eks. Barnets mor. Hun har sandsynligvis prøvet alt det med din kæreste, som du kunne du tænke dig, og så bliver du (måske) usikker på dig selv og tænker tanker som … 

– Hvordan var tingene mon med hende?

– Lægger hun an på ham, når de ses?

– Hvis han kunne få hende tilbage, ville han så have det?

– Er hun sjovere, pænere eller klogere end jeg er?

Som tidligere nævnt, er det uinteressant, hvordan hun er. For kun hun kan ændre på, hvordan hun er. Du kan intet stille op. Kun sætte dine grænser tydeligt op og sørge for, at du ikke bærer unødigt brænde til bålet. Få hjælp til det her, hvis det er for svært på egen hånd

Hvad gør du, når du - uanset hvor meget du anstrenger dig –
ikke kan forstå, hvor hun gør, som hun gør?

Hvor meget kontakt behøver de egentlig at have? En ting er, at hun er der. Men hvad gør du, når hun er din diametrale modsætning, og du bliver udfordret af hendes adfærd, som du oplever som unødvendig og måske endda grænseoverskridende.

Selv når du virkelig anstrenger dig, forstår du ikke hendes udgangspunkt, adfærd eller tilgang. Hæng i, jeg kommer med mit bud på, hvad du kan gøre, men jeg starter lige et andet sted.

Hun ér i dit, hans og jeres liv.
Derfor er du nødt til at slutte fred med hende
– også for din egen skyld

Hun er et spøgelse – usynligt til stede over alt. Mit bedste råd er at slutte fred med, at hans fortid er en del af din nutid og fremtid og ikke mindst det faktum, at hans barns mor nu er en vigtig del af dit liv. Hun er lidt som et spøgelse, der er usynligt til stede i dit og jeres liv. Nogle gange tydeligere end andre.

Slut fred med hende i dit hoved, ellers risikerer du, at hun hjemsøger dig nat og dag. Og det vil ikke være befordrende for dig, din trivsel eller dit parforhold.

Hvorfor skal du slutte fred med hende,
når det er hende, der opfører sig ”mystisk”?

Det skal du gøre først og fremmest for din egen skyld, for ellers vil dine tanker om hende drive dig til vanvid. Men også af respekt for dit parforhold og ikke mindst dit ekstrabarn. Når eksen “bor” et neutralt sted i dig, er der så mange ting, der bliver rarere og nemmere for dig. Ikke mindst relationen til dit ekstrabarn.

Jeg anbefaler naturligvis også, at du siger fra, når noget bliver for meget for dig. Nogle gange er det muligt og ændrer rent faktisk noget. Andre gange kan det ikke lade sig gøre. Det er altid muligt at snakke med din partner og spørge ind til, hvilke muligheder der er for at justere på noget.

Hvor meget kontakt skal der være?

Mange ekstramødre vil gerne vide, hvor meget kontakt, deres partner behøver at have med den anden forælder.

Til det er mit (meget vage, I know) svar:
Den kontakt, der er nødvendig.

Det må basere sig på barnets (og forældrenes) behov, forstået på den måde, at hvis der er særlige hensyn at tage, så er en hyppigere kontakt nødvendig.

For dig som ekstramor kan det være en god idé at tage stilling til, om du vil informeres om al kontakten af din partner, eller om det måske er bedre, at du kun bliver involveret i den del, der vedrører aftaler, der har en direkte indflydelse på dig og jeres fælles liv.

Der er ingen rigtige eller forkerte svar her. I må sammen finde ud af, hvad jeres respektive behov er. Jeres behov vil helt sikkert være forskellige. Det er en del af interessekonflikterne i den sammenbragte familie.

Start altid med at spørge undrende ind til, hvordan tingene er for din partner.

Hvad synes han eller hun om det?

Og vær faktuel med de ting, hun gør, som gør dig ked af det eller frustreret. Det er vigtigt, du siger det højt både for hans og din egen skyld. Det er også vigtigt, at det ikke bliver en kritik af din partner. Han (eller hun) kan ikke fjernstyre eks'en.

Lad ikke eks’en ødelægge dit parforhold

Hvor mange er I egentlig i dit parforhold?

“Vi er to. Min partner og jeg,” tænker du nok.

Men er I nu også det?

Hvis dit parforhold er, som mange af de sammenbragte par, jeg taler med er, så er barnets mor, en af (hoved)kilderne til konflikter mellem jer. Jeg har (desværre) ikke en trylleformular, der kan få konflikterne, der omhandler hende til at forsvinde. Men, jeg har nogle bud på, hvordan hun kan fylde betydeligt mindre mellem jer som par.

Du synes måske, han er for “blødsøden, vattet og over-imødekommende” overfor hende. Han skal til at sætte foden ned. Nu, tak.

Mit råd til dig er at træde et skridt væk og se nøgternt på det:
Ja, måske er han konfliktsky og for vag.
Måske ville det være bedre, hvis han sagde mere nej.
Måske ikke.

Men det er i virkeligheden ikke din sag. Det er en sag mellem ham og hans barn, som udspiller sig via barnets mor. Du kan ikke vide, hvad hans bevæggrund er, medmindre du spørger ham. Ofte tror du, som ekstramor, at det er noget, han gør for barnets mors skyld. Det er det som regel ikke. Det er noget, han gør for sit barns skyld.

Han er for længst færdig med kærligheden til barnets mor, men opretholder en nødvendig relation, fordi han er et ordentligt menneske og en god far for sit barn, hvis hjem er delt i to.

Måske er det alligevel meget rart at være kæreste med en, der kan tilsidesætte sig selv og sine egne behov for at imødekomme andres?

Tænk, hvis han behandlede moren og barnet virkelig dårligt?
– Var det så i virkeligheden en mand, du ville have lyst til at være sammen med?

Lur mig om ikke en af de ting, du også forelskede dig i hos ham, var hans kærlige væsen. 

Barnets mor og dig

Hvis deres parforhold var som de fleste parforhold, var det sikkert hende, der stod for langt størstedelen af de praktiske ting forbundet med barnet. Nu er de blevet skilt, og han skal finde sine egne far-ben at stå på. Det glemmer barnets mor nogle gange og vil gerne fortsat bestemme, hvordan tingene skal være. Også hjemme hos ham. Og dig.

Hun “ignorerer”, at de er skilt og fortsætter, som hun gjorde, da de var sammen. Det skal de begge vænne sig til, at hun ikke kan. Det er en sag mellem hende og ham. Ikke dig og ham. Ikke dig og hende.

Mit råd er derfor, at hun ikke optager uforholdsmæssig meget plads i din hjerne. Men at du selvfølgelig siger fra overfor ham i forhold til det, der bliver for meget. Og at du i øvrigt med oprigtig nysgerrig interesse spørger ind til, hvordan det mon er for ham at være i midten af jer to.

Stil opklarende spørgsmål med et kærligt toneleje, så han får lyst til at svare dig.

Skyder du løs på ham som et maskingevær, er han nødt til at bruge al sin energi på at forsvare sig – i stedet for at svare dig. Du er først og fremmest nødt til at starte med dig selv

Lad være med at bære brænde til bålet. Kig på din egen tilgang – er den konstruktiv? Eller er du, som du beskylder hende for, i gang med at bosse rundt med ham, fordi du gerne vil bestemme, hvordan tingene skal fungere?

Jeg er helt med på, at det kan være frustrerende, at en kvinde fra hans fortid er med til at sætte dagsordenen for din fremtid. Min mand har jo altså 2 ekser. Så jeg forstår virkelig godt, hvordan du har det.

Og der må naturligvis også være en sund grænse for, hvad hun er med til at sætte dagsordenen for.

Men hun er med til at sætte (noget af) dagsordenen. Det er din virkelighed. Dit vilkår. Ligesom det er min og mit.

Jo før du finder en konstruktiv måde at håndtere det på, jo rarere bliver det for dig – og for ham.

Og nej, med det mener jeg ikke, at du bare skal lægge dig fladt ned. Jeg mener, du skal få overblik over, hvad du reelt kan gøre noget ved og så bruge din energi der.

Din tilgang har altafgørende betydning for din trivsel som ekstramor. Og derfor betyder det også rigtig meget for jeres parforhold.

Hvis du har brug for personlig rådgivning, eller hvis I har brug for familierådgivning, for at finde melodien i jeres sammenbragte familieliv, anbefaler jeg, at du eller I finder en ledig tid til en indledende session her.

 Hvad betyder loyalitetskonflikter for din sammenbragte familie?

 Lad mig starte med at definere, hvad en loyalitetskonflikt er, så vi har den samme forståelse.

På ordnet.dk definerer de en loyalitetskonflikt på følgende måde:
Dilemma for en person, der er tvunget til at favorisere en af to indbyrdes uenige parter, som han begge vil vise loyalitet.

Der er flere forskellige slags loyalitetskonflikter:

1. Det kan være en loyalitetskonflikt for barnet at vælge imellem sin mor og far, og det kan endda udvikle sig til konkurrence om, hvor der er bedst at være.
2. Eller en konflikt for barnet, der er splittet mellem sin ekstramor og mor eller sin ekstrafar og far.
3. Eller en konflikt for den biologiske forælder, der føler, de skal vælge mellem barnet og ekstraforælderen.
   
   

 De her konflikter finder ikke kun sted, når der er et højt konfliktniveau generelt

 For børn er helt utrolige loyale væsener, når det kommer til deres forældre. Derfor bliver det også ofte svært for børn, der lever i sammenbragte familier. Barnet kommer nemt – og uden at vi voksne vil det – til at stå i en loyalitetskonflikt både mellem mor, far og ekstraforældrene. Det gør det simpelthen svært for barnet at tale med sine forældre om de ting, barnet er optaget af, og børnene bliver kede af det eller på anden vis påvirkede af situationen. Der behøver ikke være en krise i den sammenbragte familie for, at de her konflikter opstår.

Det er ikke kun små børn. Det er også større børn. Og voksne. For vi vil alle sammen gøre det bedste vi kan for dem, vi har tæt på os.

Mine forældre er skilt og har været det siden, jeg var teenager. Nu er jeg en (vel)voksen kvinde i slutningen af 40’erne, og jeg kan stadig mærke, at jeg lige tænker en ekstra gang over, hvad og hvordan jeg fortæller noget om min mor til eksempelvis min far og min ekstramor. Og det til trods for, at de alle har et fint indbyrdes forhold i dag og sagtens kan være til fødselsdag sammen hos os. Vi har endda også holdt jul sammen af flere omgange.

Alligevel tager jeg mig selv i nogle gange lige at stoppe op og tænke over mine ord eller min adfærd en ekstra gang.

Fordi loyalitetskonflikten ikke bare lige uden videre stopper. Og det behøver det heller ikke. Nu ved jeg, at det er sådan, det er. Og ikke mindst, at det er normalt. Det hjælper. Og det vil også hjælpe dit ekstrabarn at vide, at det er helt okay og normalt at have det sådan.

Barnet kan føle sig splittet mellem jer
og måske endda føle sig tvunget til at vælge den ene forælder fra

Uanset hvor god din partners skilsmisse var, så er det et chok for barnet, at hverdagen bliver brudt op, og at de to mennesker, barnet elsker højest, ikke længere elsker hinanden. Nogle voksne er mere afklarede end andre, og det aflæser børn hurtigt.

Det vigtige er at fjerne ansvaret fra børnenes skulder, så de ikke går og tror, at det er deres skyld eller ansvar, hvordan de voksne har det. Det kan og må det aldrig være.

Særligt som ekstraforælder kan det være svært. Nogle gange ér du bare vidne til, at den ene forælder opfører sig på en yderst uhensigtsmæssig måde overfor medforælderen og dermed også overfor deres fælles barn. Og det kan være meget svært, for ikke at sige næsten umuligt, at forstå, at et voksent menneske, en forælder, er villig til at sætte sit barn i så ubehagelig og uhensigtsmæssig en situation.

Nogle gange er, du som ekstramor, decideret centrum for loyalitetskonflikten, fordi barnets mor har givet barnet det indtryk, at du ikke er godt selskab, eller at du er skyld i, at far og mor ikke længere er sammen. Uanset om det er sandt eller ej. Det er altid meget uheldigt at tage barnet ”som gidsel”, for det stiller virkelig barnet i en voldsom loyalitetskonflikt.

En del af mine individuelle rådgivninger af ekstramødre handler netop om loyalitetskonflikter, da ekstramoren er stærkt udfordret af den biologiske mors tilgang og tankegang. Det er svært at se på, for barnet betaler den største pris. Du kan læse mere i mit blogindlæg “Når ekskonen fylder for meget” her.

 Hvad gør du så ved de her modstridende interesser?

Det er værst for barnet, men heller ikke rart for dig som ekstramor. Og ej heller for skilsmissefaren.

Hvad gør du så?

Du hanker godt op i dit personlige lederskab og sørger for at lægge dit fokus der, hvor du har indflydelse. Nemlig på din egen håndtering. Ellers gætter jeg på, at du bliver overvældet af uretfærdighed og en akut trang til at forsvare dig og fortælle ”sandheden om mor til barnet”…

Det kommer der absolut ikke noget godt ud af – for nogen af jer.

For slet ikke at tale om den mængde energi, du er nødt til at bruge på at holde barnet og moren adskilt oppe i dit hoved. Det kan være utroligt svært, særligt hvis barnet udtrykker sig, ligesom moren gør. Det er virkelig en kunst og lidt af en ekstramor-opgave, du er sat på.

Men man skal vel ikke bare finde sig i at blive behandlet sådan her?

Både ja og nej.

Jeg mener, at det er de voksnes ansvar at sørge for at tilføre mindst muligt smerte til barnet og også sørge for, at barnets smerte aldrig bliver glemt. Også selvom du i teorien med rette kunne sige: “Det er din mor, der er skyld i, at vi har et dårligt forhold. Hendes opførsel er uacceptabel, unødvendig og uretfærdig.”

Jeg forstår godt trangen til at sige det – for det ér uretfærdigt, men det hjælper ikke dig og slet ikke barnet.

Skal du så sige noget til barnets mor? Det kommer helt an på konteksten. Er det overhovedet muligt med den relation, I har?

Min egen livsfilosofi er rimelig simpel …
Jeg bærer ikke brænde til bålet

 Jeg behandler andre, som jeg gerne selv vil behandles.

Er det ensbetydende med, at jeg altid bliver behandlet pænt af alle?

Nej, det er det overhovedet ikke. Men jeg er ikke indstillet på at bære brænde til bålet.

Når det bliver for meget, bestræber jeg mig på at sige fra. Kort, kærligt og klart. Nogle gange bliver det respekteret. Andre gange ikke.

Du kan læse mere om, hvordan du gør i mit blogindlæg “Må jeg sige fra som bonusmor?”

 Barnet kan føle sig ramt af jeres indbyrdes konflikt

 Barnet får det svært indeni, fordi han eller hun bliver forvirret over, at det, mor siger, ikke stemmer overens med barnets egen oplevelse af dig. Derfor bliver barnet i tvivl om, om det er ham eller hende, der er noget galt med. Som udgangspunkt holder børn op med at elske sig selv, før de holder op med at elske deres forældre.

Bliver det – forståeligt nok – for hårdt eller for svært for dig at håndtere, anbefaler jeg, at du opsøger hjælp. Der er heldigvis masser af tips og værktøjer til at forholde sig til det på en måde, så du ikke bliver helt ædt op indeni. Det kræver blot et knivskarpt fokus og en klar handleplan, hvilket jeg tilbyder i min personlige rådgivning.

Det er ikke kun børnene, der oplever loyalitetsproblemer
– mine og dine børn-konflikter kan også let opstå i en sammenbragt familie

 Den biologiske forælder kan også ofte føle sig splittet mellem barnet og partneren.

Forælderen føler måske, at du er for hård ved barnet og bliver derfor mere eftergivende. Eller forælderen er mere eftergivende fra starten af, og du tænker: “Hov, stop lige her, hvad skal det ikke ende med? Jeg må lige trække nogle grænser op.”

Det kan resultere i, at du bliver mere hård. Det er en helt almindelig – omend uheldig – dynamik. Både i sammenbragte familier og i kernefamilier.

 Lad mig komme med et eksempel: Forestil dig, at det er lørdag aften…

…. og du vil gerne se en film med din partner og mener fint, barnet kan komme i seng ”til tiden”, så der også er noget voksentid,

... eller at teenageren fint kan hygge sig på værelset i stedet for at sidde ”på nakken af jer”. Er det ikke også lidt unaturligt at klamre sig sådan til sin forælder i den alder…. tænker du måske?

Du trænger til noget voksentid – det har der nemlig ikke været meget af i dag. Det vil din partner sådan set også gerne – men han eller hun kommer i en voldsom loyalitetskonflikt, fordi personen faktisk også gerne vil være sammen med barnet eller teenageren. Det er et rigtigt svært dilemma for din partner at stå i. Og det er ikke mindst svært for dig også.

Du kan læse mere om det at være bonusmor til teenager her.
 

Du behøver ikke undgå loyalitetskonflikter for at få et godt familieliv

 Så lad mig opsummere: Der vil opstå loyalitetskonflikter. De kan ikke undgås. Det behøves de heldigvis heller ikke. Hjælp barnet og dig selv med at håndtere dem ved at turde tale om dem.

For eksempel ved at hjælpe barnet (og dig selv) med at sætte ord på de ambivalente følelser, når de opstår.

Når din partner vælger sit barn til, er det ikke det samme som et fravalg af dig, selvom jeg er klar over, at det kan føles sådan. Det er et tilvalg af barnet, som har en helt helt særlig plads i din partners hjerte. Det har du også. Det er bare en anden plads. Det er ikke enten eller. Det er både og for forælderen. For ham eller hende er det typisk ikke enten eller, som det kan føles for dig.

 Når ekstramor-konflikten rammer dig rigtig hårdt…

Som ekstramødre har vi har ikke bedt om barnet.
OG barnet har ikke bedt om os.

Relationer mellem børn og voksne er den voksnes ansvar. Også når det bliver supersvært for den ekstra voksne – for ja, det bliver svært. Det er ikke let at være ekstraforælder.

Det er blandt andet derfor, jeg har stiftet Ekstramor, så du ikke behøver at være alene med dine tabubelagte, skamfulde og forbudte følelser. Jeg er selv ekstramor og har været (og er til dels stadig) hele følelsesregisteret igennem. 

 De forskellige typer af interessekonflikt i den sammenbragte familie

I alle sammenbragte familier er der også en række interessekonflikter. En interessekonflikt er en situation, hvor to eller flere parters forskellige interesser er i konflikt med hinanden.

De klassiske interessekonflikter i sammenbragte familier er mellem:

#1 Ekstramor/ekstrafar og ekstrabarn
#2 Ekstramor og mor eller ekstrafar og far
#3 Ekstramor og far
#4 Men også mellem den biologiske mor og far.

Lad os dykke lidt ned i de fire klassiske interessekonflikter:

 #2 Så er der barnets mor … og dig

Det er naturstridigt, at en partner fra hans fortid i høj grad former din fremtid og i nogen udstrækning træder ind af døren i form af ekstrabarnet.

Nogle ekspartnere er meget samarbejdsvillige, nogle er meget lidt samarbejdsvillige, og nogle er midt i mellem.

Det er ikke let at være ekstramoren, men det er heller ikke let at være moren, der skal holde ud at tænke på, at en anden kvinde, som måske har taget hendes plads, er lige så meget sammen med barnet, som hun selv er.

Måske kæmper hun også med usikkerhed og jalousi, fordi hun bliver bange for, at barnet rent faktisk bedre kan li’ dig som ekstramor, end hende som mor. Nogle mødre tager konstruktivt hånd om de følelser, andre vender dem som frustration, had eller raseri mod ekstramoren. Morens følelser er hendes eget ansvar. Ikke dit som ekstramor. Men det er helt afgjort ikke rart at være genstand for andres voldsomme følelser.

Og jeg kan jo lige så godt sige det, som det er:
Både moren og ekstramoren vil gerne have en del at skulle have sagt.

En del ekstramødre kommer til at stå med oplevelsen af, at partneren prioriterer barnets mors behov over hende. At partneren ikke sætter foden ned og siger nej. Som en ekstramor sagde til mig i sidste uge: “Jeg skal da lige love for, at han kan sætte foden ned overfor mig, men åbenbart ikke overfor hende …”

Det hænger oftest sammen med, at hun har noget, der er meget værdifuldt for ham: Barnet. Og han er klog nok til at vide, at hvis hun har det godt, har barnet det også godt. Men det er en balance; helt afgjort. For lynhurtigt kan magten tippe i et meget uheldigt og usundt favør. Det tjener ingen. Heller ikke barnet.

#3 Konflikten mellem ekstramoren og hendes partner

 Så er der også interessekonflikten mellem dig og din partner. Mellem ekstraforælderen og den biologiske forælder. I har for eksempel ikke samme behov for eller lyst til at være sammen med barnet.

I har ikke samme ubetingede kærlighed, hvis nogen kærlighed overhovedet, overfor barnet.

I har ikke samme interesse i, hvor mange af jer, der skal med på ferie og måske heller ikke, hvad en ”god” ferie er.

I glædes måske heller ikke ligeligt over første tabte tand, første dag i børnehave, skole, konfirmation, studenterfest, bryllup, barnebarn, you name it..

Det gør dig ikke til nogen dårlig ekstramor. Det betyder bare, at du ikke er mor på samme måde, som din partner er far eller mor.

#4 Konflikten mellem den biologiske mor og far

Det er naturligvis i begge de biologiske forældres interesse, at deres fælles barn har det bedst muligt. Men hvordan ”bedst muligt” ser ud kan være meget forskelligt. Og jo mere forskelligt det er, jo større bliver konflikten også. Det kan vi også se på både antal af møder i Familieretshuset og ventetiden hos dem.

Begge forælder har oftest også en interesse i at være mest muligt sammen med deres barn. Men jo mere de selv kan være sammen med barnet, jo mindre kan den anden forældre være sammen med barnet, og det er jo faktisk også en konflikt.

Så hvad er løsningen på alle disse interessekonflikter?

Det brutale svar er:
Der er ingen løsning. Konflikterne er en del af familieformen.

Det lidt mere empatiske svar er:
Forsøg at finde nogle kompromisser, der nogenlunde tilgodeser alle, sådan helt overordnet. Er det svært? Øh ja. Det er det da i hvert fald. Og det lykkes overhovedet ikke altid. Men hvis vi ikke gør et forsøg, lykkes det helt afgjort ikke.

Hvis I har brug for hjælp – eller hvis du bare kan mærke, at det hele bliver for meget, er du velkommen til at booke en indledende session med mig, så vi sammen kan finde en vej frem, der både tilgodeser dig og din sammenbragte familie.

Hvad er en matcher?

En matcher er markant anderledes end en mismatcher. Cirka 70 % af befolkningen er matchere. Det ligger lidt i ordet, at de oftest er enige. De matcher. De tænker som oftest:

“Ja, jeg er enig, hvordan kan jeg bruge det i min dagligdag?”

Derfor kaldes de også ’ja-mennesker’. De siger og tænker i stil med:

“Ja, det er en god idé.

Hvor er det, jeg allerede kender det fra?

Hvordan kan jeg bruge det?

Det er ikke bedre at være mismatcher end matcher. Og det er ikke bedre at være matcher end mismatcher. Det er to forskellige måder at være i verden på. Derfor er du nødt til at kommunikere på to forskellige måder alt efter, hvem du står overfor.

Facts om matchere

• Cirka 70 % af befolkningen er matchere
• De kaldes også ja-mennesker
• For de siger ofte “ja”
• De tænker som udgangspunkt: “Hvor er jeg enig.” 

 Mismatchere forsøger ikke at genere dig – de tænker bare anderledes

Cirka 30 % af befolkningen er mismatchere. Som det ligger i ordet, tænker de modsat. Når de bliver præsenteret for noget, tænker de som oftest først:

“Nej, hvad kunne være anderledes” eller også tænker de “Jeg er ikke enig.”

Derfor kaldes de også nogle gange ’nej-mennesker’. De trives med at se forskelligheder, med at ’mismatche’ og foreslår derfor ofte, at tingene skal være anderledes, spørger om vi kan gøre det modsatte, eller om vi kan gøre mindre eller mere af en ting. Altså ofte det modsatte af det, der er foreslået.

Facts om mismatchere

• Cirka 30 % af befolkningen er mismatchere
• De kaldes også nej-mennesker
• For de siger ofte (ubevidst) “nej”
• De tænker: “Hvad kan være anderledes” eller “hvor er jeg uenig.”
• De kan godt lide udfordringer
• De får energi af at gå imod strømmen

Når et menneskes personlighedstype er mismatcher, er denne adfærd ofte latent i dem

At være mismatcher er en personlighedstype ligesom det for eksempel er at være introvert. Det er ikke et valg eller resultat af en bestemt opdragelse. Det er sådan, de er indrettet. Men det kan være særligt svært at vide, hvordan du med fordel kan agere, hvis mismatcherne er jeres sammenbragte børn.

Når de modtager ny information, lytter og lærer nyt, tænker de helt automatisk:

“Nej …
… hvor er jeg uenig.
… hvad kunne blive bedre her?
… hvad skal der være mere eller mindre af?”

Derfor har de oftest også en stærk iboende naturlig trang til at stille spørgsmålstegn ved al den information, der kommer deres vej, fordi hvor ved vedkommende egentlig det fra?

Mismatchere kan godt lide udfordringer, finder energi i at gå imod strømmen og sætter pris på en rigtig god diskussion. Det stik modsatte af matcherne, som oftest vil føle, at retorikken og omgangstonen bliver for hård, og at det koster en del kræfter at navigere i. Sådan er det ikke for mismatcherne. De bliver ofte motiveret, hvis andre siger til dem, at de nok ikke kan klare det eller ikke har tid. Derfor kan mismatchere også ofte opleves som rimelig konkurrenceprægede. Og det kan skabe splid og konflikter – både i en sammenbragt familie og i en kernefamilie.

Men det er vigtigt at forstå, at mismatchere ikke siger nej bare for at sige nej, de gør det, hvis de føler, at der bliver konkluderet på deres vegne, eller hvis de får at vide, at de SKAL. Det bryder de sig virkelig ikke om.

Mismatchere er ofte mere jeg-orienterede. Det vil sige, de tænker mest: “Jeg vil”, “jeg føler”, “jeg mærker.” Matchere er derimod ofte mere “os-orienterede.”

Mismatchere kan desuden have en tendens til at tro, at de har mere ret til ting, og at de altid har ret – sådan helt generelt – derudover kan de have en tendens til at fralægge sig ansvaret.

Mismatchere kan godt føle sig lidt forfulgte, fordi de kan opfattes som de kritiske, negative og nej-sigere. Så når de kan lægge ansvaret et andet sted, kan det være en befrielse for dem at sige: “Det var ikke min skyld”, “det er ikke mit ansvar”, “det er ikke mig.”

Sådan spotter du en mismatcher

Udover selve sproget – det vil sige ’ja’- og ’nej’-tendensen, kan det også ofte ses på personens attitude og kropssprog. Mismatchere har en tendens til at være lidt mere lukkede i kropssproget, fordi de venter på at blive overbevist, fremfor at søge kompromisserne.

 Sådan kommunikerer du med en mismatcher

Når det kommer til mismatcher og kommunikation, er der nogle helt basale principper, jeg anbefaler, du benytter dig af:

Giv dem muligheder – brug omvendt psykologi.

Måden, du gør det på, hænger selvfølgelig sammen med, hvilket menneske, det er du står over for. Din approach til et barn er anderledes end til en voksen. For eksempel:

Til den voksne-mismatcher kunne du måske sige:
“Du har sikkert ikke lyst, og det er nok heller ikke muligt nu, men kunne vi/du måske gøre a, b eller c?”

Hold mulighederne åbne for modtageren – for siger du til en mismatcher, at det nok ikke er et godt tidspunkt, så vil de oftest med det samme tænke mismatchende: “Jo, det er.”

Til et barn, der er mismatcher, er retorikken lidt anderledes:
“Jeg tror ikke, at du kan nå at få jakken på til, vi skal afsted?”

Stil åbne spørgsmål
Hvis du stiller åbne spørgsmål og for eksempel siger: “Har du tid til at gå ud at spise i aften?”, så virker det meget bedre, end hvis du siger “Vi skal ud at spise i aften.”

Eller til barnet:

“Vil du helst børste tænder eller frisere håret først?”

Mismatcher og parforhold:
Sådan slutter du fred med kompromisernes kunst

At leve i parforhold med en mismatcher kan godt være lidt opslidende en gang imellem, fordi du kan stå med følelsen af, at han eller hun bare altid har nej-hatten på. Det kan føles som om, at det oftest er dig, der må give dig og sørge for at genoprette den harmoniske stemning mellem jer. Det kan jeg heller ikke afvise, at det er.

Men jeg kan til gengæld afvise, at han eller hun gør det for at genere dig. En del, der lever i et parforhold med mismatchere, oplever også, at han eller hun i første omgang siger nej, men når han eller hun har tænkt over det et par dage, kan de godt finde på at være enige i. Det er bare vigtigt for dem, at det kommer fra dem selv. De er ofte også mennesker, der slet ikke bryder sig om at tabe ansigt. Det er der nok ingen af os, der gør, men mismatchere gør i hvert fald slet ikke. 

 Mismatcher-børn: Den her adfærd går ikke over
– det er en del af barnets DNA helt fra starten af

Det ser ud til, at den mismatchende personlighed er medfødt, så derfor vil det oftest komme til udtryk helt fra barnsben af. Nogle forveksler det med “trodsalderen” og tror (og håber), at det går over igen. Det gør det ikke for mismatcherne, for det er en del af den, de er.

Det kan være ret opslidende for familielivet, indtil du og I bliver bevidst om, hvorfor barnet oftest har “nej-hatten” på. Når det er kommet frem i lyset, så bliver det lettere at kommunikere på en måde, hvor de endeløse diskussioner bliver lidt kortere.

Min egen erfaring, her efter 19 år med en mismatchende mand, et mismatchende ekstrabarn og 17 år med et mismatchende barn, er, at det bliver betydeligt nemmere med øvelse og erfaring. Som med alt andet i livet. Men det stiller stadig (store) krav til min kommunikationsform, fordi jeg selv er matcher, og fordi det derfor er min mest naturlige tilgang til andre mennesker.

Det viljestærke barn:
Har du et viljestærkt barn eller ekstrabarn, så har du især én vigtig opgave

Der bruges forskellige begreber om børn (og voksne) til at tilkendegive, at de er anderledes end flertallet. De mest gængse udtryk er nok mismatchende børn, nej børn, autonome børn eller viljestærke børn.

Fælles for dem alle er, at det kræver noget af dig som ekstraforælder eller forælder at have en god relation til denne type børn. Den relation er en lang personlig udvikling, fordi du ikke kan bruge de “gængse” børneprincipper og opdragelsesformer. De passer ganske enkelt ikke til de børn.

Det har ikke noget at gøre med, at du som ekstraforælder eller den biologiske forælder har gjort noget forkert, ikke er striks nok, er for striks, er for gammeldags i jeres børnesyn eller er for laissez faire i jeres børnesyn. Det har helt enkelt noget at gøre med, at de børn (og voksne) har en personlighed, der kalder på en anden måde at gøre tingene på.

Men derfor kan det stadig godt være helt utroligt opslidende. Det kan føles umuligt – og som om det er noget, der kiler sig imellem dig og din partner. Men der er noget, du kan gøre, når dit ekstrabarn er viljestærkt.

Du kan støtte din partner i, at det er svært. Din partner har som oftest ikke brug for belæring, u-inviterede råd eller løftede pegefingre. Ligesom du ikke selv har. Han eller hun har ganske enkelt brug for, at du anerkender, at det ser svært ud. At han eller hun gør det så godt, som han eller hun kan. Og at du er der for ham eller hende. På den måde vil du opleves som en støtte i situationen frem for hende den sure – og det kan være med til at afhjælpe, at du føler dig som gæst i eget hjem, der ikke kan sige eller gøre noget rigtigt.

Vil du vide endnu mere, helt specifikt om viljestærke børn, så anbefaler jeg, at du lytter til mit afsnit med familierådgiver Smilla Lynggaard i min podcast Ekstramor. Smilla er specialiseret i viljestærke børn og har skrevet flere bøger om emnet. Du finder podcasten lige her, og afsnittet hedder “Viljestærke børn”.

Jeg håber, du kunne bruge blogindlægget her – og at det gjorde dig lidt klogere på, hvorfor der så let opstår konflikter mellem matchere og mismatchere – og hvad du kan gøre for at undgå dem eller i hvert fald nedtone dem. Måske du endda blev mere bevidst omkring, hvordan jeres sammenbragte familie er sammensat af matchere og mismatchere.

Hvis du kan mærke, at du har brug for sparring, råd eller vejledning til, hvordan du håndterer dit ekstrabarn (eller din mismatchende partner), er du altid velkommen til at booke en indledende session med mig. Du kan finde de ledige tider her

 Kommunikation i sammenbragt familie
– I kan faktisk blive stærkere af krisen

Lad mig lige slå fast, at kriser er svære at håndtere uanset, hvor god kommunikationen er i parforholdet og mellem de biologiske forældre. En krise er en krise. Vi kan lære noget af den, vi kan komme styrket ud af den, men den er hård, mens den står på. For alle involverede parter.

Men netop god kommunikation er alfa og omega, fordi kriser er uundgåelige i den sammenbragte familie – og i livet generelt. Helt afgørende for den gode kommunikation er et oprigtigt ønske om at forstå den anden. At fjerne blikket fra sig selv og ”forstå mig nu tilgangen” til at udvise et nysgerrigt blik for den anden med et oprigtigt ønske om at forstå, hvad der er på spil ovre hos din partner.

Prøv at spørge:

“Forstår jeg dig?”

“Har jeg forstået, hvad der er vigtigt for dig?”

Det gælder ikke kun din partner, men det gælder også barnets anden forælder, som du ikke bor sammen med. Der er ikke noget så sundt (og nødvendigt, hvis du spørger mig) som en gang imellem at sætte sig i den andens sted.

Hvordan ser der ud derovre?
Hvad er vigtigt for ham eller hende?

Konstruktiv kommunikation i parforholdet er kernen til trivsel, derfor har jeg også dedikeret et helt indlæg til netop det. Du finder mit blogindlæg om kærlig og konstruktiv kommunikation i parforholdet her.

 Udfordringer og problemer i sammenbragte familier – og hvordan du håndterer dem

Når du siger farvel til kernefamilien, får du en række udfordringer og problemer med, du ikke ville opleve ellers. Jeg kan ikke komme ind på dem alle her, men jeg har listet et udsnit af nogle af dem, jeg ved, mange løber ind i. Du kan desuden læse mere om livet i en sammenbragt familie her.

Ændring i samvær

Jeg har endnu til gode at møde en ekstramor, der ikke med sin hjerne kan se og forstå det helt rimelige, nødvendige og kærlige i at sætte barnets tarv forrest, når det kommer til ændringer i samværet. Når det er sagt, kan det godt føles anderledes i hjertet. 

Det kan føles som om, du bliver kørt over, fordi du ikke har noget at skulle have sagt i dit eget hjem. At du bare må indordne dig under det, andre beslutter hen over hovedet på dig. Det er ikke rart. Faktisk er det utrolig ubehageligt. Lidt som at føle sig som gæst i eget hjem.

Prøv at huske dig selv på, at nogle gange sker der bare ændringer, og det er sådan, det er. Jeg anbefaler alle forældre at tage deres partner, ekstraforælderen, med på råd, når der skal laves ændringer i samværet. Det er ikke ensbetydende med, at det bliver, som ekstraforælderen ønsker sig, men at blive lyttet til og taget med på råd er helt utroligt rart.

Og præsentér også løsningen på en kærlig måde:

“Barnets mor og jeg har besluttet, at … 

Jeg ved godt, at det også har en stor påvirkning på dig.

Hvordan får vi det bedste ud af det?”

Det er så rart at blive hørt og blive anerkendt, selvom det ikke går, som vi ønsker os. Tag ansvar for at forklare din partner det, så han forstår, hvad det betyder for dig.

 Planlægning og (u)forudsigelighed

I sammenbragte familier er det nødvendigt med en del planlægning og logistik-koordinering. Jeg anbefaler at have et ”løst” forhold til planer forstået på den måde, at det, du har planlagt, måske ikke helt kommer til at ske, sådan som du havde planlagt.

Det har helt afgjort været en af mine største ekstramor-udfordringer. Alle de ændringer i planer og tilhørende uforudsigelighed har i den grad sat mig på voldsom prøve. At blive og være ekstramor er på så mange parametre det ultimative kontroltab.

Mit absolut bedste råd til dig er:

Planlæg det, du og I kan, og hav en fleksibel tilgang til ændringer såvel som uforudsigelighed, så lider din trivsel ikke på helt samme måde overlast, når der ændres i tingene. Igen.

 Omskifteligheden fra uge til uge

Når du lever i en sammenbragt familie, så skifter familien som regel struktur hver anden uge.

For nogle går den fra total tosomhed til familie bestående af et eller flere børn. Det kan være særligt svært for ekstramoren, der ikke selv har børn. Manden glæder sig vildt til at se sit barn og har nu de to (eller flere), han elsker allerhøjest under samme tag. For ham er det også en ændring, men ikke lige så voldsom, da han jo i sagens natur også har glædet sig til samværet – og derudover har savnet at være sammen med sit barn. Det har ekstramoren ikke på samme måde, så hun vil oftest føle det som en stor og kæmpe omvæltning, som hun uge efter uge skal finde fodfæste i. Her kan de forbudte følelser altså godt komme på besøg. Det er helt naturligt og okay. Netop de forbudte følelser kan du læse mere om her.

For andre består ændringen i at være én slags familie til pludselig at skulle være en anden slags familie. Og det kræver noget af alle. Ikke kun af ekstramoren. Også af det barn eller de børn, der skifter bopæl. Og de børn, hvis søskende nu kommer hjem igen.

Et ofte overset aspekt er netop det med søskende. Hvis du har fået fælles barn med din partner, der har barn eller børn fra tidligere, så er dit barn heller ikke sammen med sine søskende hele tiden.

Som med meget andet, der kan være svært og udfordrende, anbefaler jeg, at du og din partner taler om det. Også med børnene. Det er godt at sætte ord på jeres følelser og den stemning, I hver især mærker i hjemmet. Og eventuelt hvordan I opfatter forskellene. Der er oftest forskel på dine, mine og vores børn. Børn kan godt tåle, at der er forskel, hvis vi voksne kan. Og hvis vi kan tale om det på en konstruktiv og kærlig måde. Fantasien er altid værre og mere dramatisk end virkeligheden for børn.

 Barnets savn af den anden forælder

For det barn, der ikke har begge forældre under samme tag, kan der nogle gange være et stort savn af den anden forælder. Det er svært for barnet. Men det kan også være svært for forælderen, der er sammen med barnet – for ikke at tale om ekstraforælderen. Her kan du godt komme til at føle dig utilstrækkelig, fordi barnet savner den anden så voldsomt. Det har ikke noget med dig at gøre, og det er vigtigt at huske på. Barnets savn er barnets savn, og det anbefaler jeg, at du tager kærligt hånd om. Hvad det savn gør ved dig som forælder eller ekstramor, anbefaler jeg også, at du tager dig kærligt af.

 Samarbejdet mellem de to hjem

Jeg kender ikke nogen, der er uenige i, at det er vigtigt at have et godt samarbejde mellem de to hjem. Men hvad et godt samarbejde præcist er, kan der være meget delte meninger om.

En del ekstramødre står med oplevelsen af, at samarbejdet er ”godt”, fordi faren til barnet gør, som den biologiske mor vil have. Det betyder, at ekstramoren kan få følelsen af, at det bliver hendes bekostning. Og at han hellere vil sørge for, at den biologiske mor er glad, end at hans partner er det.

For manden handler det ofte om noget andet; nemlig at han gerne vil sikre sig, at barnet har det godt. Og det ved han, at barnet har, hvis barnets mor har det godt.

Der er dog desværre masser af tilfælde, hvor der er en skævvridning i samarbejdet, og barnets biologiske mor har en uforholdsmæssig stor magt over relationen. Det er ikke godt hverken for hende, for barnets far eller for barnet. Og i øvrigt heller ikke for dig.

Et godt samarbejde inkluderer en gensidig lydhørhed, en kompromis-søgende tilgang, respekten for forskelligheder og evnen til at tilsætte egne behov for en stund. Det ved jeg godt, kan være lettere sagt end gjort, især når ekskonen fylder for meget.

 Krig mellem bioforældrene

I nogle skilsmissefamilier er konfliktniveauet desværre så højt, at der er decideret krig mellem de biologiske forældre. Det er naturligvis værst for dem og for barnet, men det er virkelig også hårdt at være vidne til som ekstramor. På den måde bliver du ufrivilligt fanget midt i kampzonen.

Her er der et par ting, der er ekstremt vigtige at være opmærksomme på i min optik:

– Forsøg at afgrænse det bedst muligt, så du og I ikke ender med at give konflikten alt jeres bedste taletid. Snak om det i tidsbegrænsede intervaller.

– Fokusér på det, du kan gøre noget ved – brug din energi og dit overskud på det, du kan influere på og lad resten ligge. Jeg ved, hvor helt utroligt svært det er. Jeg ved også, at det er vejen frem, hvis du ikke vil blive bitter og ædt op indeni.

Er det ensbetydende med, at du accepterer en urimelig og uacceptabel adfærd?
Slet ikke. Det er ensbetydende med, at du bruger din energi konstruktivt og (selv)kærligt. Mens du passer godt på dig selv.

 Svigerforældrenes forventninger til dig som ekstramor

Nogle svigerforældre har også en meget stærk holdning til, hvor meget og hvad deres svigerdatter skal involvere sig i ekstrabarnet. Det er én udfordring. En anden udfordring er, at nogle svigerforældre stadig har en meget tæt relation til deres første svigerdatter, hvilket kan gøre det svært for den nye ”at komme til” og at finde sin plads. Hvis du kan mærke, at det er en stor udfordring, så prøv at starte med at tale med din partner om det, så I sammen kan finde ud af, hvordan I griber det an, så du kan være i det.

Konflikter i sammenbragte familier kan blive udløst af flere ting

Der er de konflikter, som udløses af, at det er en sammenbragt familie, du lever i. Det er nogle af dem, du netop læst om. Og så er der de konflikter, der bliver udløst af, at din partner og dig er forskellige og ser forskelligt på tingene.

Fælles for alle konflikter er, at de er ubehagelige. Min anbefaling til at håndtere dine konflikter er egentlig uafhængig af konfliktens oprindelse. 

 Opdragelse i sammenbragte familier kan være
en bombe under den gode stemning og det gode samarbejde

Opdragelse kan være et sprængfarligt emne – også i den sammenbragte familie. Det er sjældent, at begge forældre går helt ens til værks. Det gør de heller ikke i kernefamilier. Der bliver det muligvis bare mindre kritisk, da begge forælder har (nogenlunde) den samme kærlighed til og overbærenhed med barnet.

Da jeg var ekstramor, men ikke selv mor, troede jeg, at en del af vores uenigheder og forskellige syn på tingene, skyldtes det faktum, at jeg ikke var mor, men ”kun” ekstramor. Da vi fik fælles børn, kunne jeg konstatere, at vores uenigheder ikke havde noget med, hvem der var biologisk forælder at gøre, men derimod noget at gøre med, at vi ser forskelligt på tingene, min mand og jeg. Det gør vi stadigvæk her 19 år efter. Vi er langt fra enige om alt. Og hurra for det. Men vi ved, hvordan vi skal tackle vores forskelligheder. Og det er rart – og en tryg følelse.

I sammenbragte familier kan vi både være uenige internt i parforholdet, men også med den anden forælder, der muligvis opdrager markant anderledes. Og præcis dén forskellighed er barnet nødt til at navigere i. Og det er ekstraforælderen også.

Opdragelse i den sammenbragte familie er et helt emne for sig, derfor har jeg også dedikeret et helt blogindlæg til det. Det kan du læse om i mit blogindlæg “Sammenbragt familie: Opdragelse og udfordringer” her.

Parforhold kommer i krise
– men det behøver ikke være begyndelsen på enden

I kernefamilier binder børnene forældrenes bånd tættere sammen. Den binding er der ikke i sammenbragte familier. Faktisk kan det nogle gange føles stik modsat. At det er børnene og jeres forskellige tilgange til og interesser i dem, der skiller jer ad.

Det er en af de indbyggede interessekonflikter, der er på spil i sammenbragte familier, og derfor kommer parforholdet unægtelig i krise.

Ekstraforælderen og den biologiske forælder har ikke samme interesse i og kærlighed til barnet. Det er sådan, det er. Og det giver anledning til konflikter, kriser, skuffelser og diskussioner. Det kommer I ikke uden om. Det er en uundgåelig del af livet og dynamikken i den sammenbragte familie.

Men det behøver ikke at være så slidsomt at håndtere, som det måske er nu. Med god krisehåndtering kan det blive lettere at håndtere, og I vil også opleve, at god kommunikation, nysgerrighed og forståelse kan forkorte krisens levetid og intensitet.

Gør det lettere for jer selv - bed om hjælp til det der er svært;
familierådgivning til sammenbragte familier

Ud fra et personligt synspunkt kan jeg ikke anbefale hjælp og rådgivning nok. Nogle betragter det som en falliterklæring. En del af mig forstår det godt. Jeg har også høje forventninger til, hvad jeg selv burde kunne overkomme. Men hvorfor slide sig igennem tingene, når du kan få konkrete råd, teknikker og værktøjer, der gør det lettere at være i jeres sammenbragte familie? Både for dig, din partner og børnene.

Personligt har jeg altid betragtet hjælp og rådgivning som en investering i mig selv og i kærligheden. Et signal til partneren om, at du er vigtig for mig, jeg vil gerne have, vi løser det her, og eftersom vi ikke selv kan (det kan de færreste), så lad os få noget hjælp.

Du kan læse mere om min familierådgivning til par i sammenbragte familier lige her.

Jeg forstår godt, hvis du synes, det er en stor beslutning at søge hjælp. Og jeg forstår også godt, hvis en af grundene til, at du ikke har fået det gjort, er, at du er tvivl om, hvem du skal vælge. I kan booke en indledende session med mig lige her.

Skilsmissefar. Fraskilt far. Biologisk far. Adoptivfar. Weekendfar. Delefar. Tivolifar. Bonusfar. Ekstrafar. Stedfar. Papfar. Far.

Der er forskellige betegnelser for manden i den sammenbragte familie. Der er også forskellige måder at være far på. Nogle mænd er både fædre og ekstrafædre. Nogle mænd er fædre. Nogle mænd er ekstrafædre.

En ting er den ”korrekte” beskrivelse af hans rolle, en (helt) anden ting er måden, han udfylder rollen på. Og her har vi fat i roden af noget, der er vigtigt. Men også noget, som kan være kilde til store diskussioner og konflikter. Han er jo nødt til at være far på den måde, han gerne vil være far på.

Det kommer bare nogle gange bag på dig, der ikke er moren til hans barn, at han er far på den måde, han er. Du har mødt ham og lært ham at kende som mand og partner. Og nu lærer du også hans far-side at kende. Og det er ikke altid let, fordi det er andre sider af ham og egenskaber, som du nu får at se.
 

Det kan være rigtig svært at sige farvel til kernefamilien 

Først og fremmest så er det at forelske sig i et barns far eller mor – det at vælge at leve et liv med ham eller hende – et endegyldigt farvel til kernefamilien. Hvis den ene part har et barn med ind i forholdet, så kan det per definition ikke blive en kernefamilie. Det behøver ikke være en dårlig ting. Overhovedet ikke. Det er bare ikke en kernefamilie med far, mor og fælles børn.

Ligesom det er svært for ekstramoren at finde sig til rette og navigere i den familiekonstellation, så er det det også for manden. Og det, synes jeg, er et overset aspekt. Måske fordi mænd ikke snakker lige så meget om det, som vi kvinder gør. I hvert fald er der slet ikke skrevet de mængder litteratur om mænd i sammenbragte familier, som der er om kvinder. Det vil jeg med dette blogindlæg rette en smule op på.

Så lad os træde over i hans sko og se, hvordan der egentlig ser ud derovre:

Pas på, at din frygt og dårlige samvittighed ikke får overhånden

Stort set alle skilsmisseforældre rammes on and off af en frygt for, at barnet ikke kan lide at være hos dem. At barnet hellere vil være hos den anden forælder. Det kan jeg virkelig sagtens forstå. Det er utroligt sårbart (og lærerigt) at være forælder, og når vi ikke har barnet hos os hele tiden, bliver den tid, hvor vi er sammen, ofte virkelig afgørende.

Mange forældre bliver ramt af en voldsom dårlig samvittighed over at have brudt barnets hjem op. At have gjort deres barn til delebarn. Selvom det efterhånden er helt almindeligt, og selvom 1 ud af 3 børn, før de fylder 18, vil blive delebarn, så er det stadig en stor følelsesmæssig påvirkning – både for børn og voksne. Det tror jeg ikke kan undgås. Det skal det heller ikke.

Det, der er virkelig vigtigt at være opmærksom på, er, hvordan frygten for at miste barnets kærlighed og vores egen dårlige samvittighed bliver beslutningstagere i vores liv.

Forestil dig lige, hvor uheldigt det er at have frygt og dårlig samvittighed, som chauffør på dit livs rejse. Du er nødt til at træffe dine egne beslutninger, så du er in charge of dit eget liv, og ikke lader dig styre af frygten eller din dårlige samvittighed.

Du har brug for viden, vejledning og værktøjer
 – ikke kun i forhold til praktik, men også i forhold til dine følelser 

Min klare og kærlige anbefaling til alle fædre er: Opsøg viden og værktøjer – for både din, din partners og dine børns skyld. Det kan jeg give dig i min personlige rådgivning, som du kan læse mere om her. Og ja beskrivelsen henvender sig primært til kvinder, men jeg har også mænd i forløb.

Hvis du ikke har lyst til at få professionel hjælp, så find en kollega, fodboldkammerat eller andre, der er i samme situation som dig, og spørg, hvordan han egentlig har gjort i forhold til det at være skilsmissefar.

Har han mon gjort sig nogle erfaringer, du kan drage nytte af?
Nogle genveje, du kan skyde i stedet for at gå hele omvejen?
Måske I bare kan tale om de følelser, der følger med at være skilsmissefar?
Nogle af de følelser, som din partner og din øvrige omgangskreds, har svært ved at forstå? 

En sammenbragt familie betyder flere familier i familien 

Det er ikke let at være ekstramor. Men det er virkelig heller ikke let at være far i en sammenbragt familie. En vigtig og væsentlig pointe at huske på.

Uanset om du forlod dit barns mor, hun forlod dig eller om I aldrig rigtig var et par, så er det et faktum, at din nye partner – dit barns ekstramor ikke elsker dit barn lige så højt og betingelsesløst, som du gør.

Ligesom barnet naturligvis ikke elsker ekstramoren eller ekstrafaren, som det elsker sine biologiske forældre. Det er et vilkår. Og det er helt fint, når bare vi husker på, at det er sådan, virkeligheden er. Uden at forsøge at forcere følelser, vi ikke har.

Nogle mænd håber og tror lidt, at der kommer en ny mor, der bliver lige så glade for barnet, som han selv er. Det sker ofte ikke. Det er for stor en forventning at have til et andet menneske, der ikke selv har valgt at få det barn, som du (formentlig) har valgt og kendt hele barnets liv.

En del fædre, der skal være fædre igen bliver nervøst for, at der bliver flere familier i familien, når de får barn med deres nuværende partner. Og at der bliver gjort forskel på børnene.

Det forstår jeg godt.
For der bliver gjort forskel.
Der er forskel.

Det behøver ikke være så dårligt, som det måske lyder. Det er bare ultra-vigtigt, at I snakker sammen om det på en respektfuld måde. Alle i familien fortjener naturligvis at blive behandlet kærligt og respektfuldt. Men det kan ikke være på samme måde. Hvad der er godt til en baby, er ikke nødvendigvis godt til en 6-årig.

I sammenbragte familier er der ofte en aldersforskel mellem børnene, som gør det naturligt i en periode at dele sig op for eksempel ved aktiviteter, udflugter og den slags. Det anser jeg ikke som problematisk, hvis I snakker om det. Problemet er oftest, at I ikke snakker om det af frygt for, at nogen skal føle sig udenfor. Som med meget andet her i livet er vished bedre og mildere end de skrækscenarier, vi kan opbygge i vores fantasier.

Det kan være svært at balancere din nye partner og dine børn

Det kan være en udfordring at balancere det at være en god partner uden at føle, at du tilsidesætter dine børn. Det er en svær balancekunst. Virkelig. Derfor ville jeg også ønske, at jeg havde et magisk råd a la ”Gør sådan her, så bliver alt godt.”

Det har jeg desværre ikke. Men jeg ved, at det der virker hver gang er at snakke sammen om det. Kommunikation i parforhold er alfa og omega.

At du og din kæreste sammen snakker om, hvad der er realistisk, når dine børn er hos jer, og hvad der ikke er realistisk. Det er ikke dit ansvar som mand, far og kæreste at fikse det hele. Heldigvis ikke. Det er dit ansvar at tage hånd om de følelser, der kommer i spil i dig. Og i dine børn. Jeg anbefaler naturligvis også, at du udviser interesse, lydhørhed og omsorg for din partner. Men det, der er svært for hende, er hendes. Det, der bliver svært i parforholdet, er jeres.

Nogle gange kan det være, din partner har ønsker, du ikke kan indfri. Eksempelvis din udelte opmærksomhed, selvom du er sammen med dit barn. Det kan du ikke give hende. Og det er helt, som det skal være, men derfor kan din partner godt blive rigtig ked af ikke at kunne få det. Blot er det ikke dit ansvar som mand. Det, der ofte virker godt, er at anerkende det. Det kan eksempelvis lyde sådan her:

”Jeg ved godt, at du kunne tænke dig, at vi to sad og så en film sammen.
Det kan jeg desværre ikke give dig lige nu.”

 Sagt med kærlighed i stemmen. Ofte forsvinder en del af den følelsesmæssige intimitet og de fysiske berøringer også, når børnene er hos jer. Det er ikke kun dit ansvar som far og mand. Overhovedet ikke. 

Ændrer din kæreste sig, når dit barn kommer?

Mange ekstramødre får målbare fysiske symptomer, inden ekstrabarnet kommer og mens barnet er hos jer. Ekstramødre er desværre også overrepræsenteret i stress- og depressions-statistikker sammenlignet med biologiske mødre.

Det er naturligvis en frygtelig kattepine for dig som partner og far. For du glæder dig jo til og over, at dem, du elsker allerhøjest, endelig er samlet under samme tag igen. Det kan være, du føler dig magtesløs, når din kæreste ændrer sig og trækker sig fra dig og fra dine børn.

Det ér et af vilkårene ved den sammenbragte familie.
En af de modstridende interesser.

Du vil helst være mest muligt sammen med barnet – det behov har din kæreste ikke.

Som far fortryder du forhåbentlig ikke, at du har fået dit barn. Som ekstramor kan man derimod godt komme til periodevis at fortryde at have indledt et forhold til en, der er far. Det er ikke det samme som at ville ud af forholdet. Det er en indikator af, at noget er supersvært.

Som mand og kæreste er det ikke rart at se på, at hende, du elsker højt, er lige ved at gå i stykker over valg, som du har foretaget i din fortid. Det kan være et tungt åg at bære, særligt hvis du selv har det svært med nogle af dine valg også.

Det er ikke nemt at være manden mellem 2 kvinder

Som mand mellem 2 eller flere kvinder, befinder du dig ikke i en nem rolle. Helt afgjort ikke.

Min egen mand har 4 døtre med 3 mødre, hvoraf jeg er en af mødrene. Du behøver ikke være matematikprofessor for at regne ud, at det ikke altid har været nemt at være ham.

Chancen for, at vi alle, eller bare os 3 mødre, har været glade eller bare tilfredse samtidig, er nærmest lig nul. Derfor har det også været en stor øvelse for ham at mærke efter, hvad der var vigtigt for ham som menneske, som ekspartner, som far og som (ægte)mand. Og så holde fast i de værdier.

Som han så fint sagde til mig en gang:

Så let er det altså heller ikke at være mig.

Der er altid en brik, der ligger skævt.

Det er som om, der altid mangler en stol, fordi mindst én altid er utilfreds.

Det gjorde stort indtryk på mig. Måske fordi jeg mest havde været optaget af, hvor svært, jeg synes, det var at være ekstramor og skulle forholde mig til min mands ekser. Jeg havde helt mistet blikket for ham. Det er jo ofte, det der sker. Du bliver mere optaget af, hvordan det er for dig, og mindre, hvordan det er for den anden.

Derfor kan en af dine kærligste handlinger meget vel være bare en gang imellem at sætte dig i din partners sted.

Hvordan ser der egentlig ud derovre fra?

Det er mit formål med dette blogindlæg – at se det hele fra mandens perspektiv, for det kan være meget sundt både for dig og parforholdet lige at skifte perspektivet engang imellem.

Føler du dig i klemme mellem eksen og kæresten?

Pas på med at lade din eks stå i vejen for din lykke. Når ekskonen fylder for meget, kan det nemlig have konsekvenser for det parforhold, du er i nu. For selvom det er en eks og dermed din fortid, så er I for altid forbundet, når I har et barn sammen.

Netop den forbundethed er svær for den nye partner. Hvis begge parter i det oprindelige par er afklarede med at være gået hver til sit og blot ønsker det bedste for den anden, så gør det bestemt nogle ting lettere både for barnet, men også for den nye partner, der jo så bliver inkluderet som en naturlig del af den udvidede familie.

Langt fra sådan går det for alle. Det kan vi se på antallet af møder og ventetiden hos Familieretshuset.

Nogle bliver så optændt af had og hævn over partneren, at de helt glemmer at tænke på, at det faktisk er barnets anden forælder. De ser kun en ekspartner, de vil have ned med nakken. En ekspartner, de ønsker at straffe.

Samarbejde i den sammenbragte familie er ikke altid let

I nogle parforhold sidder der en ekskone, barnets mor, og delvist styrer eksmanden, fordi han af skræk for at miste samværet med sine børn eller af frygt for, hvad hun kan finde på at sige til dem om ham, gør nogenlunde, som hun siger, uanset at det hverken er ret eller rimeligt.

Eksempler jeg ofte hører om er at …

hun gerne vil bytte dage, når det er til hendes favør. Men hvis han og den nye partner beder om noget, kan det meget sjældent lade sig gøre.

hun udstikker ordrer om, hvad ekstramoren må give barnet i gave, om hun må komme med til gymnastik-opvisning, fodboldkampe og så videre.

at ekstramor ikke bliver sat med resten af familien til konfirmationen, at hun ikke bliver nævnt i konfirmandens takketale og lignende.

at børnene bliver nægtet fritidsaktiviteter, efterskoleophold, hvis han ikke betaler (meget) ekstra udover de lovmæssige takster.

at eksen kører en hetz uden grund mod den nye kæreste – desværre også ofte via børnene.

Det er naturligvis hårdt at være modtager af sådan en hetz. Men manden (og ekstramoren) skal nok håndtere det. Enten selv eller med professionel rådgivning. De helt store tabere i det her er desværre børnene, der kommer voldsomt i klemme.

Opdragelsen i to hjem kan være konfliktfyldt

Min klokkeklare anbefaling til dig, som mand og far, er at du ikke lader din ekskone styre slagets gang hos dig og din nye partner. Det privilegium havde hun måske en gang, men det mistede hun endegyldigt, da I flyttede hver til sit. Det er ikke alle kvinder, der af sig selv er opmærksomme på det. Hun er naturligvis velkommen til at fremsætte alle de forslag og ønsker, hun kan komme i tanke om. Og du er fri til at sige ja eller nej, som du synes.

Omvendt anbefaler jeg naturligvis heller ikke, at din nuværende partner udelukkende sætter dagsordenen.

Det er netop i dette krydsfelt, at mange mænd kommer i klemme. Her er min klokkeklare anbefaling:

At du som mand, menneske og far mærker efter, hvad der vigtigt for dig og hvorfor. Og at du holder fast i det.

Ja, så bliver mindst en af dem sure eller skuffede. Det kan ikke undgås. Det er ofte i det mislykkede forsøg på at forsøge at undgå det, at det går galt. Gå ind i det i stedet for udenom.

Du kan eventuelt læse mere i mit blogindlæg “Sammenbragt familie: Opdragelse” her.

Når vi prøver at gøre alle glade i den sammenbragte familie,
er det den sikre vej til stress og magtesløshed

Det er sådan en smuk tanke, at alle skal være glade i den sammenbragte familie. Det var bestemt også mit eget mål og ønske. Men det er bare også vejen til stress og magtesløshed.

I en sammenbragt familie, hvor der, i sagens natur, er indbygget en del interessekonflikter, er det i min optik for ambitiøst at tro, at vi alle kan være glade samtidig. Det kan vi muligvis i glimt. Men ikke hele tiden. Det behøver vi heller ikke.

Et af de vigtigste læringspunkter for mig selv efter mere end 18 år i en sammenbragt familie er at favne og lære at holde af forskelligheden.

Af mangfoldigheden.

Af diversiteten.

Af det, der er anderledes end mig selv.

Hvis du holder et skarpt fokus på, hvad du kan bidrage med og reelt påvirke, så kommer du virkelig langt.
Så kommer du til at føle dig godt tilpas.
Så ved du, hvornår det er tid til at lade ting, du ikke kan ændre på, ligge.

Er der noget, du ikke forstår, så udvis nysgerrighed. Når du spørger, får du svar, og på den måde bliver du klogere på din partner og på jeres indbyrdes relation. Nogle gange er det rart. Andre gange ikke. Men hvis du ikke spørger, så får du ikke et svar, og så er det dine egne antagelser, der skaber billedet. Nogle gange er det konstruktivt. Andre gange ikke.

Er du bonusfar eller ekstrafar?

Der er en grund til, at jeg bruger ekstramor-begrebet fremfor bonusmor. Af samme årsag bruger jeg også ekstrafar fremfor bonusfar. Som bonusfar eller ekstrafar er din rolle naturligvis anderledes end den biologiske fars.

Heldigvis for ekstrafædrene er der ikke de samme forventninger til dem, som der er til ekstramødre. Uretfærdigt? Ja, helt bestemt, men det er ikke det, blogindlægget her handler om. Det handler heller ikke om kønsforskelle. Det handler om, hvordan vi finder os til rette i den rolle, vi får tildelt eller tager i den familie, vi vælger at leve i.

Som ekstrafar er du uden egentlige rettigheder over et barn, som du måske tilbringer lige så meget tid med som barnets mor – og måske mere tid med end barnets far. Det er ikke en let rolle. Det er mit indtryk, at det er nogle andre ting, der er svære ved at være ekstrafar end der er ved at være ekstramor.

Det er ikke de samme følelser, der kommer i spil. Og du får måske heller ikke de samme fysiske symptomer som hjertebanken, søvnbesvær, ondt i maven, grådlabilitet, som ekstramødre ofte gør. Men måske tager jeg helt fejl – og så fald, må du endelig give det til kende i kommentarfeltet herunder. For så vil jeg utrolig gerne være med til at starte en dialog om det.

Det er heller ikke mit indtryk, at de fraskilte fædre på samme måde som mødrene forsøger direkte og indirekte at blande sig i, hvordan tingene foregår hos deres ekspartner. Derfor bliver ekstrafædrene skånet for farens (utidige) indblanding i det liv, der nu er hans. Med andre ord slipper du for at skulle tage alt for meget stilling til din partners eks og dermed fortid.

Har du lyst til at dele dine erfaringer som enten skilsmissefar, ekstrafar, skilsmissemor eller ekstramor, så gør det endelig i kommentarfeltet lige herunder.

 Konflikthåndtering i parforhold:
De fleste problemer i parforholdet skyldes dårlig kommunikation

Dårlig kommunikation i parforholdet er en af de helt store årsager til problemer, konflikter, skænderier og diskussioner. Ja, faktisk også til brud. Det siger måske også næsten sig selv, at hvis vi er dårlige til at kommunikere, så må det gå galt på et tidspunkt. Vi misforstår hinanden. Vi mistolker hinanden. Måske holder vi endda helt op med at snakke sammen, fordi det er for svært for os at gøre på en kærlig og respektfuld måde.

Lad mig starte med at slå fast, hvad en konflikt egentlig er. Det er nemlig bedst, hvis vi har samme udgangspunkt. Det er præcis det, der går galt, når kommunikationen løber af sporet – at vi ikke har samme udgangspunkt.

 Hvad er en konflikt?
Og hvordan sikrer man god og kærlig kommunikation i parforholdet?

En konflikt er i al sin enkelthed to mennesker (eller flere), der vil noget forskelligt. Lad mig illustrere det:

Vi to har aftalt, at vi vil ud at gå en tur sammen. Jeg har en klar forventning og et ønske om, at det er ved vandet. Du, derimod, vil en tur i skoven. Så er der en konflikt. Vi er enige om gåturen, men vi vil noget forskelligt. Henholdsvis vand og skov. Det er det at ville noget forskelligt, der skaber konflikten.

Det er sådan, at alle konflikter starter.
Med forskellige ønsker og forskellige behov.

Hvis du og jeg hver især bliver meget oprørte over, at det ikke bliver på den måde, vi havde tænkt os, løber konflikten tit af sporet. Så sker der nemlig ofte det, at vi kommer til at sige ”altid og aldrig”. Og det er skidt og virkelig ikke konstruktivt for situationen, vi befinder os i.

“Du vil bare altid have tingene på din måde!”
“Du lytter aldrig til det, jeg gerne vil …”
“Så typisk dig. Du vil altid bestemme.”

Pludselig handler det ikke længere ”kun” om den konflikt, vi aktuelt står i, men også om mange af dem, vi har haft.

Det er uheldigt, for dem kan vi ikke ændre på nu. De har fundet sted. Og er (mere eller mindre) afsluttede. Men pludselig har vi vakt dem til live igen.

Derfor er det bedre at holde sig til den aktuelle konflikt og koncentrere sig om den. Og så er der en ting, der er virkelig vigtigt:

Hvis du vil have bedre kommunikation i dit parforhold, er du nok nødt til at gøre noget andet, end du gør nu, gætter jeg på.

Det kan være svært. Det er det altid, når vi er nødt til at bryde med gamle vaner. Men det kan godt lade sig gøre.

 Nysgerrighed, “jeg”, timing og ærlighed er nøgleordene,
når det kommer til kommunikation og parforhold

Der er mange ting, der er vigtigt i et parforhold. Når det kommer til kommunikation, er der særligt 4 ting, jeg vil fremhæve som vigtige og yderst nødvendige.

Pas på ikke at glemme at være nysgerrig – også når det bliver hverdag

Desværre er det sådan, at du oftest mister nysgerrigheden på dem, du er tættest på. Lad mig tage et vildt gæt;

Da du lige mødte din nuværende partner, kunne du sikkert slet ikke få nok. Du var nysgerrig og ville bare vide alt eller i hvert fald det meste om ham eller hende. Du var nysgerrig og interesseret. Du spurgte løs, og måske googlede du også.

Så gik månederne og årene, og din nysgerrighed dalede. Du ved, hvad der er at vide på godt og ondt. Tror du …

Der er et kinesisk citat, jeg er meget begejstret for:
”Den, der tror, han er færdiguddannet, er mere færdig end uddannet.”

Hvis vi skal oversætte det til et nutidigt dansk parforhold kunne det lyde:
“Den, der tror, at han eller hun ved alt om den anden, tager fejl.”

For at få og have en god kommunikation i parforholdet er det vigtigt at være nysgerrig på, hvordan der mon egentlig ser ud ovre hos den anden.

“Hvordan har vedkommende det?
Når han siger X, hvad mener han så egentlig?

Ved jeg det med sikkerhed – eller kunne det give mening lige at undersøge det ved at spørge?”

Det kunne i al sin enkelthed gøres sådan her:

”Når siger du X, så tror jeg, at det betyder X.
Har jeg forstået dig rigtigt?”

Her er et mere håndgribeligt og detaljeret eksempel:

”Når du bliver skuffet over, at jeg ikke vil med på legepladsen med dit barn og ikke siger noget til mig, får jeg følelsen af, at du ikke længere elsker mig og synes, det ville være nemmere, hvis jeg ikke var her. Er det sådan, du har det?”

Ofte, ikke altid, men ofte, vil du opleve, at der er nuancer, du måske ikke har fået med. Det finder du ud af ved at spørge. Du vil muligvis også opleve, at du tolker tingene anderledes, end det er tænkt. Og det vil feje mange misforståelser af bordet, før de vokser sig større og skaber afstand mellem jer.
 

Du er nødt til at blive på din egen banehalvdel

I konflikter har de fleste mennesker en tendens til at lægge ansvaret hos den anden og dermed fralægge sig deres egen andel. Det er også klart det letteste, fordi vi jo netop så ikke har nogen andel. Det er, fordi ”du gør sådan og sådan”, at vi ender her.

Der er jeg simpelthen nødt til at sige… Stop. Hold lige en gang.

Nej. Vi ender her, fordi den anden gør, som han eller hun gør. Og fordi du gør, som du gør. Der er altid to til at skabe en konflikt. Hvis den ene ikke går ind i konflikten, er der ikke en konflikt.

Siger jeg så, at du bare skal lade som ingenting? Nej, slet ikke. Det kunne aldrig falde mig ind.

Jeg siger, nej, jeg anbefaler, at du går anderledes til værks. Og selvfølgelig ville det også være godt, hvis din partner gjorde. Men lad os holde os til dig, da det er dig, der læser med.

Når det er sagt, er du hjertelig velkommen til at sende indlægget her til din partner, kollega, chef eller andre, der kunne have glæde af at læse med. Vi kan alle sammen have brug for en reminder om at blive på vores egen banehalvdel i stedet for at bebrejde og beskylde hinanden. 

Overvej timingen af de svære snakke

Timing er virkelig altafgørende, når det handler om kommunikation. Særligt hvis det, I er nødt til at snakke om, er lidt svært eller vækker nogle sårede eller skuffede følelser.

Så er det måske ikke lige midt i ulvetimen, når der skal laves mad og ryddes op, at du åbner for den helt store diskussion.

I bliver nødt til at vente til, I har god tid og godt med overskud til at sætte jer ned og snakke sammen. Til, ingen af jer bliver stressede af tingene omkring jer eller har en deadline.

Det giver jer også det absolut bedste udgangspunkt for en god dialog, så I begge rent faktisk går derfra med en følelse af, at I både blev hørt og lyttet på den anden.

Og hvis du kan mærke, at det hele spidser til, når I diskuterer, og at det bliver mindre og mindre konstruktivt, så er det også helt okay lige at bede om 5 minutters timeout. For nogle gange kan vi også komme så meget op i det røde felt, at vi til sidst helt har glemt, hvorfor vi overhovedet blev uenige til at starte med. Og så er det meget godt en gang imellem lige at trække vejret og vende tilbage til situationen med friske øjne og lidt kortere lunte. Det er altid mere konstruktivt end at smække med døren og sige ting, du ikke mener, fordi du er frustreret eller decideret rødglødende af raseri.

Derudover er det også rigtigt vigtigt, at vi mennesker er store nok til at indrømme, når vi tager fejl og er urimelige. Og det kan være helt vildt svært. Især hvis man er rødglødende af raseri. Du behøver ikke være fejlfri – det gør din partner heller ikke – det vigtigste er bare, at I viser hinanden kærlighed og respekt – selv når I fejler.

Pas på med at pakke dine følelser ind
– vær ærlig overfor din partner, og sig, hvordan du har det

Den gamle traver “jeg har det fint”, som alle efterhånden ved, ikke betyder fint, men derimod helt sikkert ikke fint, duer ikke, hvis I skal kunne kommunikere ærligt og kærligt med hinanden.

For det første er din partner ikke tankelæser. Så hvis du siger, du ikke er sur, eller at du har det fint, så er det umuligt for ham at vide, hvis det ikke passer.

For det andet skaber det også mistillid i jeres kommunikation. For hvordan skal din partner kunne stole på noget af det, du siger, hvis du siger “jeg er ikke sur”, selvom det er tydeligt for enhver, at det er du?

Det er okay at sige, hvordan du har det. Også selvom du er sur, ked af det, såret, vred eller frustreret. I er et par – et team – og der er plads til alle følelser. Også de forbudte følelser.

Kommunikation a la mænd og kvinder

Nu har jeg snakket om, at det er vigtigt at bevare nysgerrigheden og at tale ud fra mig selv og starte sætningen med jeg. Det er godt at vide og vil allerede sende dig godt på vej til en bedre kommunikation i dit parforhold.

Men der er også en anden vigtig faktor. Og det er forskellen i den måde mænd og kvinder kommunikerer og tænker på. Det er der skrevet virkelig mange (og gode) bøger om blandt andet “He is ok, she is ok” af Jeannette Lofas, Ph.D, LCSW, der er stifter af Stepfamily Foundation i New York, hvorfra jeg også er uddannet.

Men helt overordnet set kan det også hjælpe rigtig meget, hvis vi forstår, hvorfor den anden gør, som de gør. Derfor vil jeg nu fortælle dig både om den mandlige og den kvindelige kommunikationsform, så du forhåbentligt kan forstå både dig selv og din partner bedre.

Mænd kommunikerer for det meste fra A til B uden svinkeærinder

Manden er lineær i sin kommunikationsform. Sagt forenklet bevæger han sig fra punkt A til punkt B til punkt C. Det vil sige fremadgående i lineær retning. Manden kan som udgangspunkt lide at snakke om et emne ad gangen og leder samtidig efter en løsning. Måske er det derfor, at han kan lide at have et fokus for samtalen.

Manden er lineær i sin kommunikationsform. Sagt forenklet bevæger han sig fra punkt A til punkt B til punkt C. Det vil sige fremadgående i lineær retning. Manden kan som udgangspunkt lide at snakke om et emne ad gangen og leder samtidig efter en løsning. Måske er det derfor, at han kan lide at have et fokus for samtalen.

Kvinder kommunikerer overvejende cirkulært

Kvinden derimod er mindre lineær og mere cirkulær i hendes kommunikationsform. Det betyder, at hun måske starter ved punkt A, springer til punkt K, tilbage til punkt E. Hun starter med at bringe ét emne på banen, men også bringer flere andre emner ind i samtalen. Hendes måde at kommunikere på er svær for den mandlige hjerne at forstå. Måske er det også derfor, at kvinder har det helt fint med ikke at have et specifikt fokus for samtalen.

Når alt det her er sagt, så er det selvfølgelig vigtigt at huske på, at vi mennesker er forskellige – og nogle gange falder vi uden for den her slags kategorier. Men det her er de overvejende mønstre, som du for eksempel kan bruge, hvis du bliver frustreret over din partners måde at kommunikere på – til bedre at forstå, hvorfor han eller hun kommunikerer på en bestemt og anderledes måde end dig selv.

Er du konfliktsky, konsensussøgende eller konfronterende af natur?

Med ”kommunikations-formalia” på plads er det selvfølgelig også vigtigt at huske på, at vi ikke alene er forskellige som mænd og kvinder. Vi har naturligvis også vores forskellige personligheder. Nogle er mere konfliktsky, end de er konfronterede og omvendt. Mens andre bare generelt er konsensussøgende.

Det kan være rigtigt fint at have in mente. Herunder får du nogle forslag til, hvad du kan spørge dig selv om, hvis du står i en svær situation og ikke bare vil gøre, hvad du plejer – men derimod gøre det der er mest konstruktivt for jeres kommunikation.
 

 Til dig, der er overvejende konfliktsky

Har du en tendens til at være mere konfliktsky end konfronterende, kan det måske være en hjælp at stille dig selv disse spørgsmål:

“Hvordan vil jeg have det, hvis jeg ikke siger noget i den her situation?”

“Hvad er mest ubehageligt for mig; at sige noget i situationen eller gå rundt med det inden i efterfølgende?”

På den måde kan du sikre dig, at du ikke brænder sammen, fordi du brænder inde med noget, som du ikke fik sagt, fordi du ikke ville skabe en konflikt.

Til dig, der er overvejende konsensussøgende

Har du en tendens til at være konsensussøgende gætter jeg på, at du er på (over)arbejde i din ekstramor-rolle og i din sammenbragte familie. Måske kan det være en hjælp for dig at stille dig selv disse vigtige spørgsmål:

“Er det realistisk, at vi i denne situation kan blive enige?”

“Hvad kunne mon være den næstbedste løsning, hvis vi er uenige?”

Ellers bliver det alt for hårdt for dig at være både ekstramor og partner. Nogle gange må du erkende, at det at nå til enighed er noget nært umuligt. At I ikke begge to kan få jeres vilje. Og så er det vigtigt, at du ikke banker dig selv oveni hovedet, men minder dig selv om, at I er forskellige mennesker med forskellige ønsker og behov – og at et kompromis derfor nogle gange kan være den bedste løsning for, at I alle sammen føler jer hjemme i jeres sammenbragte familie.
 

 Til dig, der er overvejende konfronterende

Har du en tendens til at være mere konfronterende end konfliktsky, kan det måske være en god ide at stille dig selv dette spørgsmål:

“Skal det her siges højt af mig lige nu, eller giver det mere mening at tænke over det en ekstra gang?”

Det kan godt være rigtigt svært. Det ved jeg godt. Men nogle gange er tavshed virkelig bare guld, og du kan sagtens ytre din mening – måske bare når du lige har talt til ti og sikret dig, at det er tiden og stedet til at gøre det. Og at du får det formuleret på en kærlig(ere) måde.

Hvordan opnår man det gode parforhold i en sammenbragt familie?
Og hvad er et godt parforhold overhovedet?

En gang imellem bliver jeg spurgt, hvordan får man et godt parforhold. Til det spørgsmål er mit svar altid: Ved at være med til at skabe det selv. Og ved at respektere jeres forskelligheder. At I er forskellige, kan I godt finde en vej at navigere i, men det kræver en indsats. Som så meget andet, der skal lykkes, gør.

Min mand og jeg er på mange parametre meget forskellige. Det mærkes i sagens natur særligt, når vi bliver uenige. Med årene har vi opbygget en respekt og accept af vores forskelligheder, så de ikke står i vejen i hver enkelt konflikt, men derimod bliver betragtet som et vilkår på lige fod med, at han er en mand, og at jeg er kvinde.

Vi diskuterer ikke længere, hvem der har ret. Han har helt ret i, at noget er det rigtige for ham. Og jeg har helt ret i, at noget (andet) er rigtigt for mig. Vi er forskellige, vi oplever verden forskelligt og vi føler forskellige ting i forskellige situationer. Det er vi nødt til at omfavne i stedet for, at det bliver en hæmsko for os.

Det, vi gør, er, at vi kigger efter ressourcerne og er nysgerrige

Hvad kan vi være fælles om?
Hvor kan vi blive enige?
Hvordan ser der egentlig ud ovre hos den anden?

Når vi ikke kan være fælles om noget, så er vi enige om, at vi uenige. Det er jo også en del af livet. Uenigheden.

Et godt spørgsmål er altid (og det er faktisk altid):

“Fortæl mig, hvorfor det er så vigtigt for dig, at …”

På den måde bliver du klogere på, hvorfor det er så vigtigt for den anden. Og så er der måske – måske ikke – noget, der bliver mindre vigtigt for dig.

Nogen gange kan det være nødvendigt at få hjælp til kommunikation i parforholdet
- en slags førstehjælp til parforholdet

For når man først er kommet ind i en vane, hvor man hverken er nysgerrig eller bliver på egen banehalvdel, kan det være umådeligt svært at bryde med det.

Derfor hjælper jeg par i min rådgivning med at genfinde den gode kommunikation, så de bliver mere bevidste omkring, hvordan de kommunikerer både kærligt og respektfuldt.

Jeg vil også hjertens gerne hjælpe jer. Fordi jeg ved, hvor meget dårlig kommunikation kan ødelægge. Og fordi jeg ved, hvor meget kærlig og respektfuld kommunikation kan løfte et parforhold. Og der er absolut ingen grund til, at to mennesker, der elsker hinanden, skal komme længere og længere væk fra hinanden, hvis det er muligt at løse uenighederne med god kommunikation.

Hvis I har brug for hjælp til at knække koden i forhold til kommunikationen mellem jer, foreslår jeg, at I booker en indledende session med mig, I finder de ledige tider her. Du kan også læse mere om min familierådgivning her.

Hvad er en sammenbragt familie?

Lad mig starte med at fastlægge, hvad en sammenbragt familie er. Det kan være meget rart fra starten af at være sikker på, at vi taler samme sprog.

En sammenbragt familie er en familie, der består af et kæreste- eller ægtepar, hvoraf den ene eller begge har et barn eller flere børn fra tidligere forhold. De kan også have fælles børn, men hele præmissen for en sammenbragt familie er, at der er et eller flere børn fra tidligere forhold.

I min bog ”Førstehjælp til ekstramødre” kaldte jeg det en sammensat familie. Det gjorde jeg, fordi det er mange familier, der er sat sammen – ikke nødvendigvis kun dem, der bor under samme tag. Men sammenbragt familie er det gængse ord – det, de fleste kender familieformen som – og derfor er det dét, jeg primært bruger her.

 Hvad med børnene i den sammenbragte familie?
Dine, mine og vores børn

Hvert barn har én biologisk mor og én biologisk far. I en kernefamilie bestående af far, mor og børn, bor barnet typisk sammen med begge. I andre familieformer bor barnet sammen med begge, men på skift, dvs har 2 eller flere hjem. Børn, der er adopterede bor sjældent sammen med nogle af deres biologiske forældre.

I sammenbragte familier kan der sagtens være flere ekstraforældre alt efter om begge forældre er i nye forhold og alt efter hvilken familiekonstellation der er tale om, kan der være en ekstramor, bonusmor, papmor, stedmor eller en ekstrafar, bonusfar, papfar, stedfar.

I sammenbragte familier er der også børn, der får søskende udover dem, de er biologisk forbundne med fra den oprindelige familie. Det vil sige, at de måske får ekstrasøskende eller bonussøskende både hos mor og far. Både via forældrenes nye partnere, men også hvis barnets far eller mor vælger at få et barn med den nye partner.

Det kan være uoverskueligt (for hele familien) med de mange relationer

For børn og voksne kan det være mange relationer og regelsæt at holde styr på og forholde sig til. Alene det faktum, at delebørn ikke er sammen med begge deres forældre og muligvis heller ikke alle deres søskende hver dag, er en markant forskel på en sammenbragt familie og en kernefamilie. I kernefamilien eller førstegangsfamilien er barnet er sammen med sine forældre og alle sine søskende hver dag, indtil de voksne børn flytter hjemmefra.

I en kernefamilie er der vores børn.

I en sammenbragt familie kan der være dine børn, mine børn og vores børn.

Det er mange relationer, der skal tages stilling og hensyn til for, at livet i den sammenbragte familie ikke bliver for konfliktfyldt. Der vil komme konflikter. Det gør der også i kernefamilier. Men konflikterne er anderledes i en sammenbragt familie. Og du har brug for nogle redskaber, du kan hive frem, når du ikke aner, hvad du skal gøre. Dem vil jeg gerne give dig i dette blogindlæg. Men først en snak om, hvad der kendetegner en kernefamilie og en sammenbragt familie.

 Sammenbragte familier i kaos?
Eller kaos i sammenbragte familier?

I alle sammenbragte familier hersker der et vist kaos blandt andet på grund af skiftedage, logistik, koordinering, savn, afsavn, interessekonflikter og ikke mindst de mange modsatrettede følelser og forventninger, der følger med. Ikke kun for dig som ekstramor, bonusmor, papmor eller hvad du kalder dig selv. Men også for ham (eller hende), du elsker, og for hans (eller hendes) barn. Og for barnets mor. Eller far. Du kan læse om, hvordan jeg anbefaler, at du forholder dig til barnets mor, lige her).

At leve i en sammenbragt familie medfører et til tider kaotisk følelsesliv, fordi der er så mange aspekter af dit liv, der rent faktisk er udenfor din kontrol. Det kræver tid og tålmodighed at vænne sig til. Og så kræver det en klar og kærlig kommunikation og ikke mindst en stærk konflikthåndtering.

Netop konflikthåndtering, inklusive en konkret konflikthåndteringsmodel i 3 enkle trin, er grundstenen i begge mine rådgivningsforløb til par i sammenbragte familier. Læs mere om dem her.

 Løs udfordringerne, konflikterne og problemerne i jeres sammenbragte familie
ved at tage hånd om dem i stedet for at ignorere dem

I alle sammenbragte familier er der en række udfordringer, konflikter og problemer afhængigt af barnets alder, konfliktniveauet mellem forældrene og mange andre faktorer, der også spiller ind. At tro vi kan undgå udfordringer, er det samme som at tro, vi kan undgå, at det bliver mandag, når det har været søndag. Det er bare ikke muligt.

Kunsten er ikke at undgå udfordringerne, konflikterne og problemerne, for det er ganske enkelt ikke muligt. Kunsten er at vide, hvordan du og I kan håndtere dem på en konstruktiv måde, når de banker på i parforholdet. Og ikke ved at ignorere dem eller udskyde dem.

Konflikter kan i et vist omfang udskydes. Det er dog ikke min anbefaling. Du skal naturligvis ikke stå og diskutere højlydt med din partner foran børnene. Men det er du nok med på.

Problemet med at udskyde konflikter er, at de vokser. Tingene hober sig op, og det bliver konflikten ikke mindre af. Når I ikke kan udskyde den længere og derfor er nødt til at tage hul på den, bliver det ofte meget voldsomt; netop fordi tingene har hobet sig op.

Hvis I kæmper med nogle af de her følelser, er der hjælp at hente

For heldigvis lever vi i en tid, hvor der er mange hjælpemuligheder ved hånden og en del af dem er endda gratis. Der er masser af hjælp og inspiration at hente online. I teorien behøver du derfor ikke en gang at forlade dit hjem for at blive klogere på, hvordan du og I som sammenbragt familie får det bedste ud af netop jeres familiekonstellation.

Her er et par forslag til læsning, der kan hjælpe jer i forståelsen af, hvilke dynamikker der er på spil i jeres familie. 

Jeg har selv skrevet et blogindlæg om de forbudte følelser, der følger med rollen som ekstramor. Jeg har også delt mine tanker om, hvordan man bedst håndterer hans ekskone, når hun fylder for meget, på bloggen. Du kan også læse mere om den familierådgivning, jeg tilbyder, på min hjemmeside. 

Der er mange dygtige mennesker, som har gode, evidensbaserede råd til, hvordan man bedst lever i en sammenbragt familie. Jeg kan anbefale dr. Patricia L. Papernows 7 tips for parenting and stepparenting og Ph.D Jeannette Lofas’ Dynamics of the stepfamily.

Jeannette Lofas har jeg et helt særligt forhold til. Jeg er uddannet af hende back in the days. Hun er stifter af Stepfamily Foundation. Hun har arbejdet med sammenbragte familier siden midten af 70’erne og fik i 1995 den første National Parent’s Day Award fra Præsident Bill Clinton med ordene: “Your efforts in strengthening step relationships in families across America and thus contribute to effective parenting.” Derfor får hun mine varmeste anbefalinger.

Patricia Papernow har jeg også et helt særligt forhold til. Jeg går i fast supervision hos hende og var en del af hendes globale panel, der fremlagde deres arbejde med sammenbragte familier på den første internationale konference i februar 2025 på Malta.

Når du bliver presset, er det menneskeligt og naturligt
at lægge skylden og ansvaret over på andre

“Hvis han sagde mere fra, ville det jo være lidt lettere at være mig …” 

“Hvis hun holdt helt op med at blande sig i vores liv, ville det være noget federe at være mig …” 

Sådan har jeg selv tænkt nogle gange. Og mange af de ekstramødre, jeg har hjulpet gennem tiden, har udtrykt samme frustrationer. Har du det mon lige sådan? Prøv at finde ud af det:

“Hvis [indsæt selv dit problem], ville [indsæt selv din løsning/dit ønskescenarie] …”

Der er bare det ved det, at det ikke løser dit problem at fralægge dig selv ansvaret. Særligt ikke, hvis du mener, at dine problemer eksempelvis skyldes en ekspartner, hvad enten det er din egen eller din partners.

Som udgangspunkt kan du aldrig ændre på eller bestemme over din partner. Men når I bor sammen er der alligevel en vis sandsynlighed for, at din partner vil forsøge at imødekomme dine behov og ønsker, hvis du altså husker at fortælle om dem. Ingen kan gætte sig frem til det.

Når du bliver skilt fra forælderen til dit barn, forsvinder det privilegium, du måske havde i forhold til at påvirke adfærden fuldstændigt. Så kan du virkelig ikke længere påvirke, hvad den anden gør. Du kan naturligvis altid spørge eller bede om noget.

Nogle gange sker der det, at du bliver kæreste med en, hvis eks er markant anderledes end dig og har nogle helt andre værdier og en helt anden tilgang til for eksempel børn, grænser, kost og motion, end du selv har.

I sådanne relationer gælder det virkelig om at holde tungen lige i munden og huske på, at hvad hun eller han tror på og agerer ud fra, er det rigtige for hende eller ham. Det er én måde at anskue tingene på. Du har en helt anden vinkel på det, og den er rigtig for dig. Ligesom den anden tilgang er rigtig for ham eller hende.

Alle gør det, så godt de kan

Min menneskelige grundtanke er i virkeligheden ret simpel:

Alle gør det, så godt de kan.

Jeg har det bedst med en tilgang til andre mennesker, der er ressourcefuld. Det vil sige; jeg tror på, at alle virkelig gør det, så godt de kan med de ressourcer, de har til deres rådighed. Det synes jeg er vigtigt at huske på. Særligt i en sammenbragt familie, hvor der er mange interessekonflikter, og hvor du let kan komme til at fokusere på, hvad andre kunne gøre bedre.

Selvom alle gør det, så godt de kan, så føles det ikke altid godt nok.
Og det er det måske heller ikke.
Men det er en helt anden sag.

Er du blevet nysgerrig på, om rådgivning ville kunne gøre dit overskud større,
forbedre dit parforhold og lette livet i din sammenbragte familie?

Så vil jeg opfordre dig til at booke en indledende session med mig. Der er to muligheder, når du får min hjælp og rådgivning.

Mulighed 1: Vi kan tage en snak bare dig og mig

Hvis du som ekstramor, ekstrafar, mor eller far kunne tænke dig personlig rådgivning i forhold til, hvordan du kan håndtere alle de følelser, forventninger og dilemmaer, du står med, så lad os tage en snak om min personlige rådgivning. Jeg lever selv i en sammenbragt familie og har gjort det siden 2002, derfor baserer min rådgivning sig både på privat og professionel erfaring og viden.

Mulighed 2: I kan booke en parsession

Hvis I som par kunne tænke jer at styrke kærligheden, mindske jeres konflikter og blive klogere på hvorfor I går galt af hinanden, anbefaler jeg, at I booker en familierådgivningssession. Jeg arbejder ud fra en løsningsorienteret tilgang med konkrete handleplaner, så at I har noget specifikt at styre efter.

I kan booke en indledende session, hvor vi sammen lægger en plan for jeres videre forløb. Book den tid der passer jer lige her.