Dine, mine og vores børn er den mest komplekse sammenbragte familie konstellation alene på grund af logistikken og de mange hjem, der er nødt at bl.a. koordinere deleordninger, fødselsdage og ferier. I netop denne sammenbragte konstellation bliver det ofte også tydeligt, at der bliver gjort forskel på børnene af forskellige – helt legitime – årsager.

Når du lever i en familie med dine, mine og vores børn, er det derfor vigtigt, at du er opmærksom på forskellene og løbende italesætter dem både overfor børnene og overfor dig selv og din partner.

Mange af de sammenbragte par jeg møder i mine familierådgivninger bliver forbavsede når jeg direkte siger, der er forskel, så lad os fokusere på, hvordan I håndterer og italesætter det konstruktivt i stedet for at forsøge at glatte ud eller overkompensere. Det duer ikke i min optik.

Alle børn skal naturligvis behandles kærligt og respektfuldt.
Men hvis du behandler dem helt ens, er der nogle, der ikke får det, de har brug for. Og målet er, at alle trives bedst muligt i familien. Det betyder, at vi, på nogle punkter, er nødt til at gøre forskel. Og at det skal siges højt, så alle ved, at det er der, der sker.

Er det retfærdigt?
Nej, ikke nødvendigvis.

Bliver nogle af børnene så ikke kede af det?
Jo. Det bliver de. Ved at vi italesætter det, hjælper vi dem med at håndtere deres følelser i stedet for at forsøge at negligere dem eller forsøge at få børnene til at fokusere på noget andet. Børn i sammenbragte familier får muligvis tidligere i livet en erfaring med livets uretfærdig – lad os hjælpe dem, kærligt, med at håndtere det.

Udfordringen med dine og mine børn og vores børn
Hvordan får man en sammenbragt familie til at fungere med dine, mine og vores børn?

Hvordan du får en sammenbragt familie til at fungere med dine, mine og vores børn er der ikke et entydigt svar på. Det afhænger af en lang række faktorer, blandt andet personlighederne i familien og relationen til barnets andet hjem.

Det, der er godt at være opmærksom på, er forskelsbehandlingen og de forskellige livsomstændigheder børnene har med sig. Også økonomisk og materielt.

Mange af de sammenbragte par jeg møder har en oplevelse af, at deres partner er mere blød og eftergivende overfor deres egne børn fra tidligere (dvs dine børn) end det fælles barn, de har fået (vores barn). Og at partneren er mere striks, når det kommer til mine børn.

Personligt tror jeg ikke, det kan undgås, så jeg fokuserer altid på, hvordan vi kan håndtere det, og anbefaler de par, jeg hjælper med at gøre det samme.

Fra bl.a. Patricia L. Papernow,’s EdD, forskning fremgår det;
”Ekstraforældre generelt ser ud til at ønske flere grænser og begrænsninger, når det kommer til deres ekstrabørn. Forældre derimod ser ud til at ønske mere kærlighed til og forståelse for deres børn.”

Det er også vigtigt at tale om det økonomiske aspekt. For nogle børn har deres to hjem meget forskellig økonomi. Det kan betyde, at nogle får store gaver og andre ikke. Det kan også betyde, at nogle børn kommer meget ud at spise og rejse, andre ikke.

Det kan og skal I ikke kompensere jer ud af, men forklar børnene, hvordan det hænger sammen, så de kan forstå det. Anerkende deres følelse af uretfærdighed, hvis de oplever det uretfærdigt og hjælp dem med at håndtere deres følelser.

Hvordan omtaler jeg min partners børn?
Og skal jeg elske mine stedbørn, bonusbørn, papbørn, ekstrabørn?

Det er meget forskelligt, hvordan ekstraforældre omtaler deres partners børn. De mest gængse betegnelser er stedbørn, bonusbørn, papbørn, ekstrabørn, min kærestes børn eller børnenes navne.

Der er også mange betegnelser for at være ekstraforælder. For mig personligt er betegnelsen ikke vigtig, men den kan være med til at synliggøre rollen i familien, derfor kan det være rart at have snakket om, hvilken betegnelse, du som ekstraforælder, har det bedst med.

Nogle har det dårligt med at bruge en ”forældre-betegnelse” som fx ekstramor eller bonusfar. De foretrækker at blive kaldt fars eller mors kæreste, voksenven, bonusvoksen eller ved navn. Det er en individuel præference-sag, hvis du spørger mig. Og det leder mig over til det spørgsmål, jeg ofte bliver stillet:

”Skal jeg elske mine stedbørn, bonusbørn, papbørn, ekstrabørn?”

Det får du mit svar på i afsnittet herunder.

Skal jeg elske dine børn?
Kan man overhovedet elske andres børn?

Nej. Du skal ikke elske din partners børn. Jeg tror ikke, du kan fremtvinge kærlighed og slet ikke i en sammenbragt familie, hvor der er så mange ambivalente følelser i spil.

Forhåbentlig kommer du til at holde af din partners børn og føle en ømhed, omsorg og kærlighed for dem.
Men du skal ikke elske dem.

Jeg tror heller ikke, at du kommer til at elske dem, som var det dine egne. Det, du skal, er at behandle dem kærligt og respektfuldt, og det kan sagtens lade sig gøre uden at elske dem helt ind i hjertekulen.

Jeg tror godt, du kan elske andres børn, blot tror jeg også, at kærligheden til dit eget barn, hvis du har et, er anderledes. Det er helt, som det skal være, så længe du behandler alle børn, uanset om det er dine eller ej, kærligt og respektfuldt.

En del af de ekstramødre, jeg har mødt og løbende møder, har en forventning til sig selv om, at de skal elske deres stedbarn, ekstrabarn, bonusbarn, papbarn, som var det hendes eget. Så tager vi en snak om, hvorfor det ikke er nødvendigt og måske heller ikke muligt. Det er en stor lettelse for mange, fordi det så kan give plads til at skabe en kærlig relation uden det pres, at det skal være på en bestemt måde. Du kan læse mere om, hvordan relationen til ekstrabørnene ofte føles lige her.

Når den sammenbragte familie med dine, mine og vores børn flytter sammen, vil der opstå problemer med netop dine, mine og vores børn. Her er mit bud på, hvordan I kan få hverdagen i en sammenbragt familie til at fungere

Når dine og mine børn flytter sammen og måske bliver til vores børn, vil der opstå problemer, fordi I er forskellige, har forskellige præferencer, grænser og personligheder.

Nogle gange opstår der også konflikter på grund af aldersforskellen i børneflokken. I min sammenbragte familie, som består af 4 piger, er der et aldersspænd på 13 år fra den ældste til den yngste. Det har derfor ikke altid været let at finde aktiviteter og ferieformer, der passede godt til alle. Af samme årsag har vi også nogle gange været delt op, så de ”store” ikke altid blev begrænset af de ”små”.

I stedet for at lukke øjnene og håbe på det bedste, når I flytter sammen, anbefaler jeg, at I inden bruger tid og energi på at afstemme jeres forventninger især til opdragelse. Netop opdragelse er en kilde til mange konflikter og ultimativt brud i sammenbragte familier. Få mit bud på, hvordan I håndterer jeres forskelligheder, når det kommer til opdragelse, her

Kaos, problemer og uenighed om opdragelse i den sammenbragte familie er et udbredt fænomen. Ansvaret for barnet, uanset alder, er altid forælderens.

Kaos, problemer og uenighed om opdragelse er ikke kun et sammenbragt familiefænomen, der er mange forældre i førstegangsfamilier, der heller ikke er enige om opdragelsen. Min mand og jeg var ikke altid enige om opdragelsen af hans børn, mine ekstrabørn, og vi er det heller ikke altid om opdragelsen af vores fælles børn.

Hvis vi tror, at målet er enighed, bliver det svært, er min erfaring. Forældre, uanset om de er skilt eller ej, er ikke altid enige om opdragelse. Den gode nyhed er, at det behøver de heller ikke være. Dét der er vigtigt er, at du respekterer og anerkender jeres forskelligheder, og at du er oprigtigt nysgerrig på, hvorfor ting er vigtige for din partner. Ligesom det er en god ide at forklare din partner på en kærlig måde, hvorfor noget er vigtigt for dig.

Ansvaret for barnet er altid, uden undtagelse og uanset alder, forælderens. Det er både en god nyhed og en dårlig nyhed. Den gode nyhed for ekstraforælderen er, at det ikke er dit ansvar, om barnet får lavet lektier, børstet tænder, passer sin skole, drikker, ryger, osv.

Den ”dårlige” nyhed er, at eftersom barnet ikke er dit ansvar, har du ofte ikke samme mulighed for, som forælderen, at præge barnet og eventuelt iværksætte initiativer, du mener, der kunne være godt og hjælpsomt for barnet.

Når jeg rådgiver sammenbragte par, lægger jeg altid vægt på, at ansvaret for barnet er forælderens. Når det er sagt, anbefaler jeg, at forælderen tager ekstraforælderen med på råd, så hans eller hendes mening også bliver hørt og meget gerne også vægtet. Men ultimativt er ansvaret og beslutninger vedrørende barnet, forælderens.

Det kan være svært nok, som ekstraforælder, at håndtere når børnene er mindre, men det bliver ikke nødvendigvis nemmere, når børnene er store, fordi du og din partner også her vil have forskellige syn på, hvor selvstændige og uafhængige I mener børnene skal være. Jeg har skrevet mere om sammenbragte familier med voksne børn her.

Parforholdet i den sammenbragte familie er under pres, når der er dine, mine og vores børn. Sådan passer I godt på parforholdet og familien.

I den sammenbragte familie er det primært kærligheden mellem de to voksne, der binder familien sammen, hvor det i førstegangsfamilien også er den fælles og ”lige” kærlighed til børnene.

I den sammenbragte familie er kærligheden til børnene forskellig, hvilket er årsag til der bliver udløst en række følelser, der igen udløser en række konflikter og diskussioner, der tærer på parforholdet.

Det er derfor vigtigt, at du og I prioriterer parforholdet. Er det lidt slidt, anbefaler jeg, at I opsøger rådgivning og får nogle redskaber, der kitter jer tættere sammen igen. Der er mange konkrete øvelser, I kan lave derhjemme på kort tid uden at skulle skaffe pasning og booke en romantisk weekend. Blot kræver det, at I kender til øvelserne.

En af de øvelser jeg ofte giver til par er det, jeg kalder dig og mig tid, hvor I, som par, prioriterer tid sammen og besvarer nogle konkrete spørgsmål, der gør jer klogere på hinanden og skaber en positiv spiral.

Når der er krise i parforholdet lider hele familien ofte under det, fordi børnene kan mærke, at de voksne har det svært.

Derfor er det vigtigt, at I bruger tid på hinanden, at I prioriterer hinanden, at I vælger hinanden til. At I ved, hvad jeres partner sætter pris på, og hvornår han eller hun - helt specifikt og konkret - føler sig elsket. Det arbejder jeg altid sammen med de sammenbragte par, jeg rådgiver.

Når den sammenbragte familie får fælles barn eller børn, udløser det en række følelser hos alle familiemedlemmer

Når dine og mine børn, bliver til dine, mine og vores barn eller børn, er det vigtigt, at I fortæller de eksisterende børn, hvad det kommer til at betyde praktisk og følelsesmæssigt. Dine og mine børn vil højst sandsynligt, alt efter alder, tænke over og måske endda blive bekymrede for, hvor det ”efterlader” dem henne? Tanker som;

Informer også barnets andet hjem

Når du og I har fortalt dine og mine børn, at de skal være storesøskende, så informer også barnets andet hjem. Ikke fordi barnet andet hjem ”skal blande sig”, men fordi det er en livsomvæltende begivenhed for barnet. Derfor bør begge hjem være informeret, så de kan støtte og forhåbentlig glæde sig med barnet over det.

Det kan godt være svært for din medforælder at forlige sig med tanken om, at du nu får barn med en anden, derfor anbefaler jeg, at du informerer ham eller hende, mens barnet er hos jer, så din medforælder kan vænne sig til tanken, hvis det er nødvendigt. For nogle medforældre melder sig også tanker på banen om jeres fælles barn eller børn:

Hvis det udløser en mindre krise hos din medforælder, at du skal være forælder på ny, er det ikke dit ansvar, men medforælderens. Derfor kan du godt udtrykke din empati, hvis det er relevant og bekræfte, at kærligheden til jeres fælles barn ikke bliver mindre af, at det får en søskende.

En gang imellem opstår der krise i en sammenbragt familie.
Her er det vigtigt, at I får professionel hjælp til at håndtere det.
Både de voksne, men også hjælp til børnene.

Jeg kender ingen familier, der ikke har oplevet en krise enten i form af sygdom, dødsfald i nærmeste familie, fyring, stress eller andre store livsomvæltende begivenheder. I den sammenbragte familie bliver kriserne nogle gange mere komplekse, da de vil opleves forskelligt alt efter, hvad der har udløst krisen, og hvem krisen berører mest. Nogle gange opstår krisen i barnets andet hjem og har derfor ikke direkte noget med jeres dagligdag at gøre. Og så alligevel har det, fordi barnet er mærket af krisen.

Uanset krisens oprindelse og omfang, er det vigtigt at I opsøger professionel hjælp til at håndtere jeres krise. Både hjælp til de voksne, men også til børnene, når det er nødvendigt.

Børn sanser alt, derfor er det vigtigt, at vi fortæller dem, på en børnevenlig måde, hvad der sker og, at det er vores ansvar, som de voksne at håndtere det. Det kan og må aldrig være barnets ansvar. Siger vi ikke det direkte til barnet, kan barnet komme at føle sig ansvarlig. Er du i tvivl om, hvordan du fortæller det til barnet, så vil jeg gerne hjælpe dig. Det hjælper jeg sammenbragte familier, som din, med hver dag.

Vær opmærksom på, at det er vigtigt, at du vælger en ekspert i sammenbragte familier, så du og din familie får den rette hjælp. Du kan læse om min specialiserede familierådgivning til sammenbragte par her

 Hvad er grænsesætning?

 Grænsesætning er den ultimative selvomsorg, lad os starte med at slå det fast. Men det er også en måde at passe på relationen på. For sætter du ikke din grænse, bliver det mere og mere opslidende for dig at være i relationen. Det er ikke godt for nogle af jer. Derfor er det bedste og kærligste, du kan tilbyde dig selv og andre at sætte din grænse, så andre ved, hvor den er.

Grænser er ikke universelle, de er personlige. Og derfor kan du ikke regne med, at andre ved, når din grænse er nået, den er du nødt til at udtrykke.

Der er naturligvis nogle ting og situationer, som flertallet af os vil være enige i er grænseoverskridende, men der er også masser af hverdagssituationer, hvor du vil føle din grænse bliver overtrådt, uden din partner nødvendigvis registrerer det. Medmindre du siger det. Og omvendt naturligvis.

Grænsesætning er at kunne bestemme over sig selv.
Over hvad du vil, og ikke vil være med til.

Når du sætter din personlige grænse, kræver det ikke andres godkendelse.
Du behøver hverken diskutere, forklare, forsvare, retfærdiggøre, forhandle om eller undskylde din grænse.

Du har lov til at sætte din grænse lige, hvor du vil, så længe du sætter den rundt om dig selv. Mere om det i afsnittet om hvordan sætter man grænser på en god måde.

En ting er at sætte din grænse, en (måske helt) anden ting er at håndhæve den. Nogle sætter grænser, men hvis modparten anfægter grænsen, så håndhæves den ikke. Så er det faktisk ikke en grænse, men bare et ønske eller anmodning.

Eksempel;
Du siger: Hvis du ikke smider dit snavsede tøj i vaskekurven, så bliver det ikke vasket.
Du gør: Du vasker tøjet, men presser løbende stikpiller ud mellem sidebenene a la; hvis du ikke havde mig, gik du rundt i beskidt tøj.

Du siger: Hvis du ikke selv husker at købe gaven til din mor, får hun ingen.
Du gør: Du går ud og køber gaven alligevel med følelsen af, at du er nødt til at ordne det hele, og siger måske noget a la: Hvis ikke det var for mig, så fik din mor jo aldrig en gave.

Du siger: Hvis du ikke snart fylder benzin bilen, løber den tør.
Du gør: Du kører ned og fylder tanken og undlader ikke at fremhæve, hvor ofte det er dig, der må ordne det a la: Det er så uansvarligt ikke at have styr på benzinforbruget, jeg er jo ikke din tankpasser, men var det ikke for mig, ville du køre tør et sted.

I alle ovenstående eksempler havde vedkommende ikke behøvet at ordne tingene, men valgte at gøre det.

Ja, det havde efterladt den anden med et problem, hvis det ikke var blevet ordnet.

Men så var det jo sådan. Den første part kunne godt have valgt at fastholde sin grænse.

At sætte grænser er i virkeligheden en 2-delt proces:

 1) At sætte sin grænse betyder, at du sætter ord og handling på, så den anden ved, at her er din grænse.

2) At håndhæve sin grænse betyder, at du håndhæver din grænse med en konsekvens, når/hvis andre forsøger at overtræde eller ubetydeliggøre din grænse.

Det, der kendetegner en grænse

Det, der er kendetegnende ved en ægte grænse, er, at den har en konsekvens, hvis den ikke bliver overholdt.

Eksempel:
Din partner sidder og ser noget i fjernsynet. Du spørger, om han eller hun ikke vil skrue lyden ned, fordi du synes, lyden er for høj.
Din partner svarer, at lyden ikke er høj, men derimod helt fin.
Du spørger måske igen: Har du mulighed for at skrue lyden ned, den er meget høj for mig?
Din partner svarer igen: Lyden er helt fin

Her kan du vælge, stille og roligt uden drama, at sige:
Så går jeg ud af stuen, for det er for højt for mig.

Hvorefter du forlader stuen. Så har du kommunikeret og håndhævet din grænse.

Men Janne, ville det ikke have været respektfuldt, hvis partneren havde skruet ned?

Jo, det ville det.
Men du kan ikke bestemme over din partner.
Du kan bestemme over dig selv.

Hvad er grænseoverskridende adfærd?

Grænseoverskridende adfærd vil opleves forskelligt fra person til person. Der er naturligvis nogle gængse ting, som de fleste mennesker kan blive enige i, er grænseoverskridende – og uacceptabel adfærd. Herunder fysisk og psykisk vold, kriminalitet, overgreb og utroskab.

Men der er også ”gråzonerne”, hvor alle de personlige præferencer og grænser hører til. Der er også noget, der er situationsbestemt – og igen, så vil du og din partner måske have en forskellige opfattelse af, hvad der er god situationsfornemmelse, og hvad der ikke er.

Den bedste måde at gardere sig mod grænseoverskridende adfærd er ved, kontinuerligt, at kommunikere dine grænser, ønsker og behov. At værne om disse. Og ikke mindst at håndhæve, det vil sige løbende at minde om dine grænser.

Andre mennesker, inklusive din partner, kan ikke gætte sig til dine grænser, hvis du ikke gør opmærksom på dem. Din partner kan ikke, ud fra dit kropssprog eller ud fra din stilhed, gætte sig til, at du er såret eller vred over noget, han eller hun sagde i går.

Det bliver du nødt til at gøre opmærksom på.

Hvad der er soleklart for dig i forhold til grænsesætning, er det måske ikke for din partner, som derfor ubevidst og helt uden at ville det, kan komme til at overtræde din grænse. Dette kan minimeres – måske endda helt undgås – hvis du fortæller, hvor din grænse går.

Hvad er en personlig grænse?

En personlig grænse er en grænse, du sætter rundt om dig selv, som du kan sætte en konsekvens for, hvis grænsen ikke bliver overholdt. Altså en konsekvens, der er indenfor din kontrol.

Grænser er personlige, fordi det er forskelligt fra person til person, hvad vi ikke synes er i orden. En grænse er noget, du kan sætte, når der er noget, du ikke (længere) vil acceptere, se på, finde dig i eller have, der sker.

Eksempel 1:
Du og din partner skal til middag hos nogle venner og er inviteret til kl. 18.00. Det tager 15 minutter at køre derover, og det betyder meget for dig at komme til tiden, så det vil du gerne.

Din partner har en anden tilgang og tænker, at så længe I ikke kommer mere end 15 minutter for sent, så er det til tiden.

Du kan sætte din personlige grænse ved at sige:
Jeg vil gerne være derovre kl. 18.00, som vi er inviteret til. Hvis du ikke er klar til at tage af sted kl. 17.45, så tager jeg selv afsted, og så ses vi bare derovre.

Du kan ikke tvinge, din partner til at være klar til at tage rettidigt afsted, men du kan selv tage af sted, så du kommer til tiden, som er vigtigt for dig.

Eksempel 2
I har aftalt at leve sundere og kun spise slik/chips i weekenden. Din partner kommer ind i stuen med en skål slik onsdag aften.

Du kan ikke bestemme over ham eller hende og sige, du må ikke spise slik i dag.
Du kan naturligvis spørge, om du har misforstået jeres aftale om kun at spise slik/chips i weekenden, og så kan du lade være med at spise af slikskålen. Men du kan ikke bestemme, om/hvad din partner spiser.

Eksempel 3
Måske tænker du, men Janne, jeg kan vel godt bestemme, at min partner ikke må være sammen med andre?

Både og.

Du kan ikke bestemme om, din partner er sammen med en anden, men du kan 100% bestemme, hvilke konsekvenser det får for jeres parforhold, hvis han eller hun er.

Hvis loyalitet, troskab og monogami er helt essentielt i dit parforhold (det er det i mit eget), så kan du stadig ikke tvinge din partner til at være dig tro, men du kan sætte en konsekvens for, hvad der sker, hvis din partner ikke overholder din grænse om troskab.

Så hvis din partner vælger at være sammen med en anden, kan du afbryde jeres forhold.

Det er din personlige grænse, og den kan du sætte anytime, du har lyst.

Så hvis jeg skal opsummere hvad en personlig grænse er, så er det en grænse, du sætter rundt om dig selv og løbende håndhæver, hvis nogen prøver at overskride den.

Hvorfor er jeg ikke god til at sætte grænser?

 Ikke alle mennesker er komfortable med at sætte grænser, og det er der en god grund til. Der er ingen, der bliver født med at være dårlig til at sætte grænser. Alle små børn kan sætte grænser. Men det der sker, gennem din opvækst, er, at du er nødt til at tilpasse dig omgivelserne og din opvækstfamilie for at passe ind og høre til. Og det er her, at grænsesætningen for de fleste af os, begynder at blive udfordret.

Fordi dine grænser ikke nødvendigvis blev respekteret.
Eller værre endnu måske hånet, latterliggjort eller negligeret:

– Ej, hold da op, det er ikke noget at blive sur over.
– Det nytter ikke at græde – prøv igen.
– Jo, selvfølgelig er du mere sulten, du har næsten ikke spist noget.
– Hvad tror du selv?!! Selvfølgelig må du ikke …
– Du er den store, nu må lige …
– Stram dig lige an og …

Hvordan sætter man grænser på en god måde?

Du sætter grænser på en god måde ved at (begynde at) sætte din grænse, så snart noget, bliver for meget for dig. Det er lettere, ikke let, men lettere at sætte din grænse, når noget bare små-irriterer dig.
Det gør du ved at italesætte dine grænser ud fra dig selv og dine følelser.

Det gør du ved at fortælle, hvilken effekt det har på dig, ikke ved at påpege den andens ”fejl og mangler”.

En god måde at starte din grænsesætning på er altid ved tale i et personligt sprog med udgangspunkt i dine følelser og ønsker. Det kunne typisk lyde sådan her:

Jeg vil gerne
Jeg vil ikke
Jeg vil ikke længere
Jeg vil bede om at
Jeg kunne tænke mig

Din grænsesætning foregår som sagt i 2 trin;
1) ved at sætte den og
2) ved at håndhæve den.

Det er ikke realistisk, at du kun behøver at sige tingene en gang, og så kan din partner (eller dit barn eller ekstrabarn) huske det for evig tid. Du er, løbende, nødt til at minde om og håndhæve din grænse.

Din grænse sætter du altid rundt om dig selv med en konsekvens, som du selv kan styre.

Måske kan det være en hjælp for dig at komme frem til, hvornår du kan sætte en grænse ved at bruge denne ”formel”

Jeg er … (følelse) … på … (person) …,, fordi … (årsag)

Eksempel:
Jeg er sur på min mand, fordi han roder i stuen.

Så har du overblik over, hvad situationen er og kan finde ud af, hvordan du vil sætte din grænse. Vel vidende, at du ikke kan bestemme over ham, men du kan fortælle ham, at rodet generer dig og spørge ham, om han vil rydde det op.

Eksempler på grænsesætning

 Din partner har sagt ja til, at hans/hendes barn kommer i weekenden, som ellers var en børnefri weekend.

Du føler i den grad, at din grænse er blevet overtrådt, fordi det også påvirker din weekend og dine planer. Du vil have, at din partner spørger dig først.

Kort og klar grænsesætning:
Det, du kan sige, er:
“Jeg bryder mig ikke om, at du laver aftaler, der også inkluderer mig, uden du spørger mig først. Jeg vil derfor gerne have, at du spørger mig næste gang, inden du indgår aftalen.”

Du kan ikke bestemme, at din partner ikke må lave en aftale med hans ellers hendes barns medforælder, men du kan bede om at blive taget med på råd. Bliver du ikke det, kan du beslutte, hvordan du vil bruge weekenden.

Kort, klar og kærlig grænsesætning
Det, du kan sige, er:
“Når du laver aftaler, der også inkluderer mig, uden du spørger mig først, føler jeg, at min mening er ubetydelig, og at jeg bare må rette ind.

Det er ikke sikkert, at du har tænkt over det på den måde.

Jeg gætter på, at du har sagt ja til aftalen, fordi du gerne vil være mest muligt sammen med dit barn. Det forstår jeg også godt. Det vil bare betyde meget for mig, at du lige tjekker med mig først, før du siger ja.

Vil det være muligt, at du fremover siger, at du undersøger det, så vi kan snakke om det, inden du vender tilbage? Det ville i hvert fald gøre mig glad.”

]Når du lever i en sammenbragt familie, er det bare sådan, at ekspartneren en gang imellem fylder meget i det nye parforhold også. Det har jeg tidligere skrevet om, du kan derfor læse om når eks’en fylder for meget lige her.

Når du forelsker dig i nogens far (eller mor) og dermed lever i en sammenbragt familie, er der en lang række faktorer, du er nødt til at indordne dig under. Men det er ikke ensbetydende med, at du ikke må sige fra og sætte grænser. Selvfølgelig må du også sige fra – hvordan du kan gøre, kan du læse her

Grænser og behov

 Selv om det er rart, når din partner opfylder dine behov, så er du, som voksen, selv 100% ansvarlig for dine behov. Ligesom din partner er 100% ansvarlig for sine egne behov.

Mange ”går galt i byen” og tror, at det er partnerens ansvar at opfylde behovene og stiller det derfor som krav. Det er ikke partnerens ansvar, og du kan ikke stille krav til andre voksne mennesker, medmindre du er chef, og de er dine ansatte. Du kan derfor heller ikke udtrykke dine behov, som krav. Men som ønsker.

Du kan spørge, om han eller hun vil hjælpe dig med at opfylde dine behov, men du kan ikke stille det som et krav. Mange tror fejlagtigt, at de kan ændre deres partner. Det kan de (og du) ikke medmindre partneren selv er interesseret i det. Men du kan altid sætte din grænse for, hvad du vil være med til, og hvad du ikke vil være med til.

Eksempel på krav:
Nu har jeg brug for, at du tager initiativ til en kæresteaften.
Det er et krav. Det går ikke.

Eksempel på ønske:
Jeg ville elske, hvis vi fik en kæresteaften i kalenderen. Ville du have lyst til at tage initiativet?

Eller
Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme ud at spise et sted – har du mod på at finde et sted og booke bord til os?

Grænsesætning i den sammenbragte familie
Forskellige regler hos mor og far

 Grænsesætning i den sammenbragte familie kan hurtigt kompliceres, fordi der i forvejen ofte er usikkerhed om, hvad der må hvad overfor hvem. Og fordi der også i mange familier er forskellige regler hos mor og far.

Lige præcis af den årsag, er der ekstra vigtigt at bruge personlige grænser, fordi de jo netop er personlige og ikke kan diskuteres. Grænser og dermed regler er forskellige fra person til person. Og groft generaliseret også noget forskellige for mænd og kvinder. Og i særdeles forskellige for ekstraforældre og forældre.

Ekstraforælderen vil som oftest ønske sig strammere regler og rammer end forælderen vil. Det i sig selv kan udløse en krise i den sammenbragte familie, som du kan læse om her.

Den gode nyhed for både ekstraforældre og forældre er, at når vi sætter grænser om og for os selv, gør vi det også for barnet. Og dermed bliver det nemmere at være barn. Ren win-win.

Hvordan sætter jeg grænser for min mand?
Eller for min partner?

 Du sætter grænser i parforholdet for din mand eller partner på samme måde som overfor alle andre, nemlig ved at sætte din personlige grænse rundt om dig selv.

Nogle grænsesætnings-problematikker opstår på baggrund af en krise i parforholdet, som jeg har skrevet om her.

Jeg får dårlig samvittighed, når jeg sætter grænser

 Jeg bliver løbende spurgt, hvordan man kan sætte grænser uden at få dårlig samvittighed. Og mit svar er helt klart og kort:

Du kan oftest ikke sætte grænser uden at få dårlig samvittighed. 

Men du kan lære at sætte grænser OG håndtere din dårlige samvittighed, så den ikke står i vejen for at få sagt fra. Det er noget af det, jeg hjælper kvinder, mænd og par i sammenbragte familier med.

Jeg vil også rigtig gerne hjælpe dig, hvis du vil blive bedre til at sige fra og sætte grænser uden at få (alt for) dårlig samvittighed. Du kan læse mere om min personlige rådgivning her. Rigtig god fornøjelse med din grænsesætning – din trivsel er vigtig 

Når parforholdet presses

 Når der er krise i parforholdet, kan det sagtens skyldes udefrakommende faktorer som ikke er direkte relaterbare til eller forbundet med parforholdet. Blot presser det eller de også parforholdet. Det kan være:

Alvorlig eller livstruende sygdom

Stress

Dødsfald

Fyring

Økonomiske problemer

Traumatiske hændelser

Flytning

Og for alle os der lever i den sammenbragte familie, kan eks’er, det vil sige barnets anden forælder, også være en krise-udløsende faktor. Særligt når han eller hun ikke formår at opretholde et konstruktivt samarbejde om barnet. Det har, som oftest, en stor indvirkning på den samarbejdsvillige forælder, hvilket igen har en indvirkning på parforholdet. Du kan læse mere om, når eksen er et problem her

Når du bliver voldsomt presset eller udfordret på dit forældreskab, din bopæl, dit parforhold eller arbejdsliv, har det en indvirkning på dit generelle overskud, overblik og ressourcer. Det siger næsten sig selv. Du har jo ikke et ”sæt” følelser til at håndtere dit parforhold, et ”sæt” til arbejdslivet etc. Selvfølgelig er det ikke helt de samme følelser, du bruger i parforholdet som på jobbet, men alle følelserne bor inde i dig og eksisterer side om side. Hvilket betyder, at det er den samlede sum, der presser og stresser dig.

Når det kommer til stress, kan du på Sundhedsstyrelsens hjemmeside læse dig til følgende:

Andelen af voksne danskere med et højt stressniveau er steget fra 21 pct. i 2010 til 25 pt. i 2017.
Det er især kvinder, der rammes af stress: I 2017 havde 29 pct. af kvinderne et højt stressniveau,
mens det samme gjaldt for 21 pct. af mændene.

[Opdateret 2. januar 2020]

I tillæg viser amerikanske og canadiske studier, at ekstramødre, sammenlignet med biologiske mødre, er overrepræsenterede i stress- og depressionsstatistikker. Og mit gæt er, at alle stress-tal generelt er steget efter Corona-pandemien.

Alt sammen faktorer, der kan udløse personlige og parforholdskriser.

Parforhold i krise
Hvornår kan et forhold reddes?

Hvornår et forhold kan reddes, kommer an på flere faktorer, hvis du spørger mig. Men sådan helt generelt mener jeg, at et parforhold kan reddes, når begge parter er indstillet på at gøre en vedholdende indsats for netop at redde parforholdet.

Lige netop spørgsmålet  ”kan mit parforhold reddes?” modtager løbende, og det kan jeg meget sjældent give et entydigt svar på, for det afhænger af flere faktorer:

1) Hvilke ønsker og forventninger har du til dit parforhold?
2) Hvad vil du gå på kompromis med?
3) Hvornår er et parforhold godt nok til dig?
4) Hvad er dit mål med parforholdet?
5) Hvor vedholdende du selv er

Hvis jeg skal forsøge mig med at svare på, hvornår et parforhold kan reddes, så vil mit svar være:

Et (sundt) parforhold kan reddes,
når begge parter er indstillet på at gøre
en vedholdende indsats for at redde (og endda forbedre) parforholdet.

Fra parforholds-forskningen ved vi, at der er nogle adfærdsmønstre, der kan være med til udløse kriser og efterlade parret med den helt reelle følelse af, at de glider fra hinanden, fordi det rent faktisk er det, der sker.

Vi ved heldigvis også en hel del om, hvilke mønstre og tilgange der er med til at opbygge et godt parforhold. Og der er rigtig mange muligheder for at minimere, afværge og håndtere kriser i parforholdet.

Det er blandt andet det, jeg hjælper sammenbragte par med på mit rådgivningskontor. Vil du vide mere om, hvordan, så læs med om min familierådgivning til sammenbragte par her.

Vil du have nogle 5 her og nu, har jeg inkluderet 5 tips til dig og dit parforhold længere nede i indlægget her. 

 Parforholdet og eksen.
Nogle problemer i parforholdet skyldes den sammenbragte familie-form.
Her er, hvad du og I kan gøre

Når du, som jeg selv, lever i en sammenbragt familie, er det helt normalt og naturligt, at nogle af jeres problemer og måske endda kriser vil opstå på grund af eksen. Det behøver ikke betyde, at han eller hun er problemskabende. Overhovedet ikke.

Men i den sammenbragte familie er der nogle indbyggende interesse-og loyalitetskonflikter, der en gang imellem rører på sig – blandt andet via eksen.

Først og fremmest, ville jeg synes, at det var rigtig ærgerligt, at du forlod ham eller hende du elsker, udelukkende på grund af eksen.

Jeg er helt med på, at der er ekser, der opfører sig usædvanligt uhensigtsmæssigt, og det ér krævende at forholde sig til. Det har jeg derfor også tidligere skrevet om, hvad du kan gøre, når eksen er et problem.

At forholde sig konstruktivt til eksen er, blandt andet, det, jeg hjælper ekstramødre, ekstrafædre og par med. Jeg vil også meget gerne hjælpe dig – du kan læse mere om dine muligheder for personlig rådgivning her.

Det kan du og I gøre:

1) I kan afgrænse hvor meget, og hvornår I snakker om det

2) I kan fokusere på mulige løsninger i stedet for at blive ved med at kredse om problemet

3) I kan opsøge professionel hjælp, så I får konkrete værktøjer, I kan bruge.

Om at sætte grænser i parforholdet
Sådan gør du

En af de afgørende faktorer for din trivsel er din egen evne til at sætte og håndhæve dine grænser. Mange af os er udfordret af at sætte dem, fordi vi ikke har lært det hjemmefra, og fordi vi oftest ikke vil gøre nogle kede af det.

Det lyder fint, at du ikke vil gøre nogen ked af det. Problemet er bare, når du ikke sætter din grænse og siger fra, så bliver du selv som regel ked af det. Og værre endnu, du bliver frustreret over din partner, som ikke har gættet sig til, at din grænse er nået.

Måske kan det være en hjælp for dig at se på det på denne måde:
At sætte grænser er den ultimative omsorg for dig selv og for relationen.

Din grænse er et personligt udtryk for ”hertil og ikke længere”.
Det kan andre ikke gætte sig til.
Det er dit ansvar at udtrykke.
Kontinuerligt.

Men selv når du sætter grænser, er det desværre ikke garanteret, at andre overholder den. Og så bliver det ofte også udfordrende for mange, når de skal til at gentage og håndhæve de grænser, der allerede i første omgang var svære at sætte.

Sådan kommer I videre efter en krise i forholdet
Skab et godt parforhold – det kommer nemlig ikke af sig selv

En krise i parforholdet eller en krise i den sammenbragte familie, behøver ikke udelukkende at være dårlig. En krise kan også give anledning til refleksion, justering af prioriteter og endda forbedringer i parforholdet og i din livskvalitet.

Jeg anbefaler på det varmeste, at I bruger jeres krise konstruktivt, så I rent faktisk får noget med fra den. Det kan I gøre ved at kigge på spørgsmål, som:

1) Hvad har vi lært af krisen?

2) Hvad er det vigtigt, at vi prioriterer fremadrettet?

3) Hvad vil vi gøre mere af?

4) Hvad vil vi gøre mindre af?

5) Hvad vil jeg personligt tage ansvar for og handle på?

Umiddelbart efter en krise i parforholdet er mange af os opmærksomme på nye gode vaner, vi vil indføre. Med tid ebber de nogle gange ud, fordi vi ryger tilbage i de gamle vaner og mønstre.

Tip:
Afsæt fast tid, eksempelvis 15 minutter hver uge, i jeres kalender til at have fokus på jeres parforhold. Brug de 15 minutter på at snakke om, hvad I hver især synes, der er gået godt siden sidst og anerkend hinanden for 3 konkrete ting hver.

Mit gæt er, at du vil blive forbavset over, hvor stor en forskel 15 minutters ugentlig anerkendelse og påskønnelse kan gøre

Parrådgivning: I behøver ikke kæmpe med det selv
– jeg vil gerne hjælpe jer med konkret vejledning og lavpraktiske værktøjer

I kan sagtens komme rigtig langt selv. Nogle gange er det bare rart med en uvildig rådgiver, der kan give jer konkret vejledning helt specifikt ud fra de problematikker, I sidder med og give jer lavpraktiske værktøjer, I kan overskue at bruge i en travl hverdag.

Med i et rådgivningsforløb hos mig, får i nemlig en skræddersyet handleplan, der tager højde for og hånd om jeres problematikker, så I kan værne om og styrke jeres kærlighed.

Størst af alt er jo kærligheden

Ansvar og grænser i den sammenbragte familie
– En udfordrende størrelse og årsagen til, at problemer opstår

Ansvar og grænser er en udfordrende størrelse. Af to forskellige årsager dog. Når det kommer til ansvar, har de fleste af os en tendens til at tøve med at tage ansvaret for vores problemer, fordi vi tror, at skyld og ansvar hænger sammen. Vi tror, fejlagtigt, at det at være ansvarlig for sine problemer også betyder, at du selv er skyld i dem.

Men sådan hænger skyld og ansvar ikke nødvendigvis sammen. Du kan sagtens få ansvar for problemer, du ikke selv er skyld i, er opstået. Det sker løbende i den sammenbragte familie, for her bliver du ofte med-ansvarlig for noget, der ikke er din skyld.

En anden årsag til, at ansvaret ikke er soleklart i den sammenbragte familie, er uenigheden eller de u-afstemte forventninger til rollerne. Hvem må hvad – det er ofte noget af det, der udfordrer ekstraforælderen allermest. Det uklare råderum, kalder jeg det også.

Hvor meget må jeg blande mig i opdragelsen, er et spørgsmål, jeg ofte får.

Har du og din partner ikke allerede afstemt dit råderum, anbefaler jeg, at I gør det. Hvordan kan du læse mere om i Sammenbragt familie: Opdragelse og udfordringer – blogindlægget

Det var lidt om ansvaret. Når det kommer til grænser, er det heller ikke nødvendigvis enkelt. Grænser er personlige, og derfor er det også forskelligt, hvornår de bliver overtrådt.

Det er vigtigt, at du sætter din personlige grænse, så andre ved, hvor den er. Hvordan du sætter grænser, kan du læse mere om sidst i blogindlægget.

 I den sammenbragte familie har de voksne har altid ansvaret,
men der er forskel på forælderens ansvar og ekstraforælderens ansvar

 Ansvaret i den sammenbragte familie er også en udfordring, fordi det kun er den ene forælder, der er til stede. Ansvaret er derfor ikke ligeligt fordelt. For ekstraforælderen er det ofte helt åbenlyst, at han eller hun er ekstra og derfor ikke kan forventes at bidrage på lige fod med forælderen, hverken på det følelsesmæssige eller praktiske plan.

Men for forælderen kan det godt se lidt anderledes ud. Der har mange, særligt fædre, en (ubevidst) forventning om og et ønske om, at ekstraforælderen tager ansvar og bidrager på lige fod, som var det barnets anden forælder. Det er det ikke, og det er vigtigt, at I snakker om det.

Forælderens ansvar

I min optik er barnet forælderens ansvar. Helt og aldeles. Det er forælderen, der er ansvarlig for barnets trivsel herunder al praktik og logistik forbundet med barnet lige fra bad, madpakker, kostvaner, skærmforbrug, hygiejne, sengetider, påklædning, kørsel, fritidsaktiviteter, etc.

Men det betyder naturligvis ikke, at forælderen ikke kan dele noget af ansvaret med dig som ekstraforælder. Blot er det nødt til at foregå via en forventningsafstemning og en snak, hvor I som par finder frem til, hvad der fungerer for jer.

Ekstraforælderens ansvar

Meget groft generaliseret kan vi sige, at det praktiske er forælderens ansvar og ikke ekstraforælderens, men jeg anbefaler, at du og din partner sammen finder ud af, hvordan I ønsker ansvaret fordelt hos jer og hjælpes ad på den måde, det giver mening for jer.

Det, der altid er ekstraforælderens vigtige med-ansvar, er den følelsesmæssige stemning i hjemmet. Selv om mange har det svært med deres ekstrabarn, fordi det ofte er en ’envejs relation’, hvor du kan stå med følelsen af at give og give uden at få meget retur, så er det dit medansvar, som ekstraforælder at sørge for stemningen, er børnevenlig.

Det er også dit ansvar, at du behandler barnet med respekt og omsorg, så hjemmet er et rart og kærligt sted for barnet – og dig selv at være i, så du ikke føler dig som gæst i eget hjem.

 Som ekstraforælder bliver du sat i svære situationer
– og det er dit ansvar at håndtere dem

 Det kan være svært at være ekstraforælder – ingen tvivl om det. Der er heller ingen tvivl om, at der vil havne en del problemer på dit bord, som du ikke selv har været med til at skabe, men som det bliver dit ansvar at håndtere.

Nogle gange er livet bare sådan, at du bliver ansvarlig for at håndtere svære situationer, selv om du ikke ønsker det – og selv om du ikke er skyld i, de er opstået.

Jeg vil på ingen måde afvise, at det sagtens kan være andre, eksempelvis din partners eks, der er skyld i, at du er ked af det, frustreret, rasende eller ulykkelig, men det er stadig dig, der har ansvaret for, hvordan du vil håndtere det. Ansvaret for hvor stor – eller lille – påvirkning den andens (upassende) adfærd skal have på dit liv.

Her er din tilgang til ansvar og dine grænser et vigtigt værktøj.

For når du tager ansvaret, kan du gøre noget ved problemet. Når du giver andre ansvaret, er du nødt til at vente på, at de gør noget. Og det kan meget vel blive en lang venten…

Sammenbragt familie:
Hvem er skyldig i den sammenbragte familie?

I min optik giver det ikke nødvendigvis mening at forsøge at finde ”den skyldige” i problemerne i den sammenbragte familie. Det er ikke en kriminalsag, du kan opklare, det er en række komplekse relationer, du er nødt til at håndtere. Oftest er det ikke én specifik person, der er skyld i problemerne. Det er et samspil mellem parterne. Oftest et samspil, der er blevet skabt længe før, du mødte din nuværende partner og blev en del af familien.

Når et forældrepar bliver skilt, kan det ske, at den ene fuldstændig mister sin sunde fornuft og beslutter sig for – bevidst – at gøre livet surt for medforælderen og eventuelt dennes nye partner.

Men oftest sker der bare det, at det samspil, det mønster, den dynamik, der var mellem dem, da de boede sammen fortsætter, selv om de nu bor under hver sit tag.

Måske intensiveres det, fordi en af dem i farten ”glemmer”, at han eller hun ikke kan bestemme over eller kontrollere den anden. Det kunne han eller hun ikke, da de boede sammen (selv om det måske lidt føltes sådan), og det kan de slet ikke nu, hvor de bor hver for sig. Det er der bare mange, “der glemmer.”

Selv om det måske er din partners medforælder, der umiddelbart skaber problemerne, så bliver du med-ansvarlig for at håndtere dem, fordi de også lander på dit bord.

Er det ikke uretfærdigt?
Jo! I dén grad.

Hvor fedt det end ville være, kan hverken du eller jeg ændre på det. Men jeg kan og vil meget gerne hjælpe dig med at håndtere uretfærdigheden. Det er det jeg gør i de personlige rådgivningsforløb.

Når du lever i en sammenbragt familie, bliver du nogle gange tildelt et ansvar i forhold til at håndtere situationer og problemer, du slet ikke selv har været en del af.

Nogle gange bliver du ansvarlig for at håndtere ting, der ikke er din skyld. Og her kan det være en hjælp at huske på, at selv om du handler ansvarligt, så er det ikke det samme som, du påtager dig skylden. Det er to helt forskellige ting.

Hvem har ansvaret for problemet i den sammenbragte familie?
Hvad der er dit ansvar – og hvad du ikke er ansvarlig for

 Ansvaret for problemer har det med at blive at blive skubbet rundt, fordi de færreste af sig selv siger;

”Ja, det var mig, der skabte problemet, det beklager jeg”.

Oftere lyder det noget i stilen med…

”Hvis det ikke var for …, så ville vi slet ikke stå i den her situation”

Eller

”Ja, det kan godt være at jeg … , men det var fordi du….”

eller

”Det er klart, jeg … når du …”

Jeg er sikker på, du har fanget pointen;
Vi forsøger at skubbe ansvaret fra os.

I min optik og i den ideelle verden har dem, der har skabt problemet også ansvaret for at løse det. Men det er ikke sådan verden fungerer i praksis, det kan vi hurtigt blive enige i.

Lad os sige, at problemet er, at din partners medforælder bliver ved med at ”justere” lidt i deleordningen ved at ændre tidspunkter, foreslå byttedage, men oftest kun, når det er i eget favør. Når I spørger, kan ting sjældent lade sig gøre.

Hvem er så ansvarlig for det problem?
Lad mig vende det rundt.

Problemet opstår fordi den ene forælder løbende vil ændre i ting. På den måde kan vi sige, at hende eller ham, der fremsætter alle ændringerne, skaber nogle problemer ovre hos jer. Som det så pludselig også bliver jeres ansvar at forholde jer til og måske endda løse.

Du er ikke ansvarlig for eller skyld i, at problemet er opstået, men du er ansvarlig for at være med til at løse det - uanset hvor uretfærdigt det må føles, så er det sådan, det er.

Hvorfor misforstået hensyn ikke løser noget

I kærlighedens navn – og med de bedste intentioner – kommer du nogle gange til at tage nogle misforståede hensyn, fordi du ikke vil gøre den anden ked af det.

Det giver selvfølgelig god mening, at du ikke vil gøre din partner eller dit ekstrabarn ked af det. Problemet med de misforståede hensyn er bare, at det ofte går skævt. Du tager et hensyn, som du måske i virkeligheden ikke helt har lyst til at tage, den anden tager ikke rigtigt ordentligt imod det, og så står du med sådan en ærgerlig følelse. En følelse af at gøre meget og måske kun få lidt igen.

Det samme gælder mange forældre-børn relationer. Forælderen tager nogle misforståede hensyn, fordi forælderen er ”bange” for at skuffe, såre eller gøre barnet ked af det.

Jeg tror på, at det er bedst at sige tingene, som de er, fordi det er lettere for os mennesker at forholde os til andre, når der er overensstemmelse mellem det, de tænker og det, de siger.

Det kunne lyde sådan her:

Dit ekstrabarn spørger:
Vil du bygge togbane med mig?

Du tænker:
Nej! Det gider jeg ikke – jeg vil hellere … [det du er i gang med]

Du siger (i et kærligt toneleje):
Tak fordi du spørger. Nej lige nu vil jeg ikke bygge togbane med dig.

______

Din partner spørger:
Vi går på legepladsen – går du ikke med?

Du tænker:
Nej! Det gider jeg ikke – jeg vil hellere … [det du er i gang med]

Du siger (i et kærligt toneleje):
Jeg er glad for, du spørger. Nej, jeg går ikke med i dag.

______

Bliver dit ekstrabarn og/eller din partner så ikke skuffede?
Jo. Det tror jeg, de bliver.
Det må de også gerne blive.

Du kan desværre ikke undgå at skuffe andre. Det er helt umuligt. Men du kan tage kærligt vare på dig selv og dine behov.

Det er deres ansvar at håndtere deres skuffelse. Og det er dit ansvar at holde ud, at du skuffer dem i det øjeblik.

Hvis der er noget, der er sikkert her i livet, så er det, at du kommer til at skuffe dem, du elsker, og at de kommer til at skuffe dig. Kunsten er at gøre det så nænsomt som muligt.

Misforståede hensyn og forskelsbehandling

Mange af de ekstramødre, fædre og sammenbragte par jeg møder på mit rådgivningskontor, er optagede af og udfordrede af forskelsbehandling både af dine, mine og vores børn – og forskelsbehandlingen af nuværende partner kontra ekspartner.

Forskelsbehandling særligt af børn er et helt emne for sig – som du kan læse om her.

Sæt grænser
Og vær tydelig i dine grænser

En af de allervigtigste kompetencer som ekstramor (og som menneske i det hele taget) er at kunne sige fra, sige nej, sætte en grænse. At kunne sætte din personlig grænse. Hvornår er nok, nok for dig. Det ved kun du – indtil du siger det højt, så ved andre det også.

Desværre er det ikke sådan, at andre kan gætte sig til, hvornår din grænse er nået.

Grænser er personlige, og hvad én ville synes var grænseoverskridende, ville en anden overhovedet ikke tænke på. Selvfølgelig er der nogle gængse grænser, som de fleste af os er enige i. Men igen er der stor forskel på, hvordan vi håndtere det, når de bliver brudt.

Jeg har tidligere skrevet om grænser, og om at du godt må sige fra som bonusmor, det kan du læse om her.

Der er oftest to årsager til, du ikke får sat din grænse i tide:

1. Du mærker det først bagefter
Nogle gange mærker du først din grænse, når den bliver overtrådt. Som ekstramor kommer du til at stå i mange situationer, du ikke anede, du ville komme til at stå i. Og du kan jo af gode grunde ikke sige fra på forhånd overfor noget, du ikke anede ville opstå.

2. Du kan ikke lide at gøre andre kede af det eller skuffede
Som udgangspunkt har du nok ikke et ønske om at gøre hverken din partner eller dit ekstrabarn ked af det, og lige netop det, afholder dig i at sige fra. Det afholder i hvert fald mange af de ekstramødre, jeg taler med.

Jeg forstår dig godt. Det er ikke det.
Jeg er jo selv ekstramor i en sammenbragt familie.

Grænser er ikke nice to have
Grænser er really need to have

Hvis du ikke sætter grænser, udvisker du dig selv og vil antageligvis føle dig mere og mere ”kvalt” i den sammenbragte familie, fordi du får følelsen af, at det meste foregår på andres præmisser.

Du er nødt til at sige fra.
Sætte grænser og være tydelig i dine grænser.

Måske er det en hjælp for dig at tænke på det sådan her:

En grænse er individuelle og personlige, og er blot en personlig markering af “hertil og ikke længere”.

Vil du gerne have hjælp og konkrete forslag til, hvordan du kan sætte grænser på en god måde i din sammenbragte familie, vil jeg rigtig gerne hjælpe dig.

At sætte grænser og udtrykke sine behov, følelser og tanker, så de bliver lyttet til, hjælper jeg ekstramødre, fædre og par i sammenbragte familier med hver dag – og jeg vil også gerne hjælpe dig.

Du kan læse mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig her. 

Alle kan have brug for et trygt forum og hjælp til det, der er svært

Det kan være angstprovokerende og skamfuldt at bede om hjælp. Måske fordi du endda kan tænke, at der er noget galt med dig og din sammenbragte familie, når I oplever krise i sammenbragt familie. Det er der ikke; det ér bare svært at leve i en sammenbragt familie. For det ér noget andet end at leve i en kernefamilie.

Kærligheden er ikke givet på forhånd som i en førstegangsfamilie. I er nødt til at være tålmodige. Meget tålmodige.

Alle medlemmerne i en sammenbragt familie elsker ikke hinanden ubetinget fra første møde. Måske kommer I aldrig til det – eller måske tager det lang tid at opbygge kærligheden.

Det er kærligheden mellem dig og din partner, der binder familien sammen. Det er jeres styrke, men det er også noget af det, der kan gøre det rigtigt svært, fordi der er så mange interesser på spil. Og fordi I står over for den svære opgave, det er at definere, hvilken familie I gerne vil skabe i fællesskab. En ting er, hvad I gerne vil skabe, en anden ting er nogle gange, hvad der er muligt med de personligheder, præferencer og præmisser der gælder for lige netop jer. 

Derfor tilbyder jeg både personlig rådgivning kun til dig, men også familierådgivning til dig og din partner.

Hele familiens forum for konflikter – også din partners

Nok kan det være en udfordring at være ekstramor. Men det er heller ikke let at være skilsmissefar. Langt fra. Ligesom det heller ikke er let at være barnets mor med alt det, det indebærer.

Det er helt afgørende, at I kan snakke sammen om de ting, I hver især synes er svære og at I kan (arbejde på) at rumme hinaden. Særligt når I ser forskelligt på tingene. Når du kan sætte dig i din partners sted, kan du, som regel, også finde en større rummelighed for det, han eller hun kæmper med. At holde hjertet varmt er et af flere vigtige parametre, når I gerne vil komme styrket gennem kriser og udfordringer.

I behøver ikke blive enige, det kan I heller ikke altid, men I kan arbejde på at sætte jer i den andens sted og dermed udvide forståelsen og rummeligheden i jeres parforhold.

Rigtig mange oplever, at frygten og den dårlige samvittighed fylder meget i begyndelsen. På begge sider. I stedet for at lade de følelser styre dig og jer som familie vil jeg anbefale jer at tage kontrollen tilbage.

Tal om, hvilken familie I ønsker at skabe.
Hvilken hverdag I godt kunne tænke jer?

Og sæt jer så ned og find ud af, hvad der skal til for, at I sammen kan nå i mål med netop det.

I kan også skabe jer et gør det selv-forum,
hvor I kan tale om det, der fylder og er svært

En af dine vigtigste opgaver som ekstramor (og menneske) er at sige de ting højt (på en kærlig måde og et velvalgt tidspunkt), som går dig på. De ting, som gør, at din hverdag pludselig ikke føles rar at være i.

Især de forbudte følelser såsom jalousi, skam og skyld kan være svære at åbne op omkring. Fordi det gør så ondt at føle, at du ikke er den vigtigste i din partners liv. Men foruden at det er smertefuldt, er det også svært at være ærlig om lige netop de følelser, når de opstår. For hvem er jaloux på et barn?

Mit bedste og kærligste råd fra en ekstramor til en anden er, at du taler til dig selv, som du taler til dine veninder. Jeg gætter på, at du taler langt grimmere til dig selv, end du ville gøre til dine veninder – og meget grimmere, end du har fortjent.

Vær mild med dig selv.
Det er svært!

En anden ting er accepten af jeres familiekonstellation. For måske forstår dit hoved godt, at du lever i en sammenbragt familie, og at du dermed per definition aldrig kan komme til at leve i en kernefamilie, hvis du får børn med din partner.

Men forstår dit hjerte det? Og har dit hjerte accepteret, at det er vilkårene, hvis du gerne vil leve sammen med ham eller hende, du elsker? Hvis ikke, er det et rigtigt godt sted at starte, hvis I kan mærke, at der er ubalancer i jeres familieliv.

Det allerbedste I kan gøre for jer selv og jeres familie er at afstemme forventningerne og sætte ord på, hvilken familie I gerne vil være. Det er kun jer, der ved det. Der er mange måder at være sammenbragt familie på.

Rådgivning til sammenbragt familie er guld værd på den lange bane

For det er en investering i, at hele familien er glad i hverdagen. I kan let komme til at undertrykke det, der er svært. At gemme det væk og forsøge at tie det ihjel. Det hjælper bare sjældent, og problemerne har det med kun at vokse sig større og mere uoverskuelige.

Hvis I har brug for et rum til jeres frustrationer og konflikter – et rum, hvor der er en professionel til stede, som kan facilitere samtalen – og som har stået der, hvor I står nu, selv – vil jeg opfordre dig til at booke en indledende session.

Her kan vi i fællesskab finde ud af, hvilken løsning der passer til lige netop dig og din familie.

Kommentarfeltet herunder kan være den sammenbragte families forum til at få luft

Du er aldrig alene. Og chancen for, at der er nogen, som lige nu gennemgår det samme som dig – eller som har gjort det – den er stor. Men sådan ved jeg godt, det ikke føles, når du står midt i det.

Derfor vil jeg gerne invitere dig og alle andre, der læser med her, til at bruge kommentarfeltet nederst i blogindlægget. Sådan at vi kan dele erfaringer og viden – og sådan at vi kan mærke, at vi aldrig er alene med vores følelser – heller ikke dem, som måske føles forkerte og forbudte.

Du er også hjerteligt velkommen til at stille spørgsmål til mig i kommentarfeltet, hvis du har nogen. Så vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dig godt videre.

Hvad gør du, når du er træt af dine bonusbørn?

Der kan være mange grunde til, at du er træt af dit bonusbarn, som jeg – af samme årsag – kalder ekstrabarn.

Der kan være det hardcore fact, at du er træt af barnet alene af den årsag, at barnet eksisterer. Fordi du ville ønske, at du og ham eller hende, du elsker, kunne starte jeres helt egen familie uden børn i forvejen. Det forstår jeg godt – det kan være sorgfuldt at komme overens med, at du aldrig får en kernefamilie. Men det er du nødt til, når du forelsker dig i en, der er nogens mor eller far.

En hel del af de ekstramødre, jeg snakker med, bliver ofte meget forlegne eller skamfulde, når snakken falder på, at de faktisk er trætte af deres ekstrabarn. Det er som om, det er forbudt at være træt af et barn. Men helt ærligt, jeg tror personligt på, at alle (også biologiske) forældre bliver trætte af deres (ekstra)børn i ny og næ. Forskellen er blot den forældrekærlighed, der hurtigt kommer tilbage igen. Sådan er det ikke for ekstraforælderen.

Så lad mig lige slå fast:
Du må gerne være træt af dit ekstrabarn.
Det må du da gerne.
Det er dine følelser, og dem har du lov til at mærke og anerkende.

Men det er rigtigt vigtigt, at du aldrig siger det til dit ekstrabarn eller lader det komme til udtryk i den måde, du behandler dit ekstrabarn på. Børn lægger mærke til meget mere, end vi tror. Også de ting, vi siger med vores adfærd og ikke med ord.

Betyder det, at du ikke må sige fra som bonusmor eller ekstramor?
Nej, overhovedet ikke. Det betyder, at du ikke involverer barnet i dine følelser. Du kan læse mere om det med at sige fra i mit blogindlæg “Må jeg godt sige fra som bonusmor?” her.

Jeg gætter på, at du selv ville blive både overrasket og såret, hvis en tæt på dig kom over til dig og sagde: “Hvor er du bare træls at være sammen med …”

Det vil ikke styrke jeres relation – tværtimod.

Men det, der i virkeligheden er interessant, er:

1) Hvorfor er du træt af dit ekstrabarn?
2) Og hvad du gør ved det?

Og det er her, at du kommer på arbejde. Som en slags detektiv, der undersøger, hvordan tingene hænger sammen. Inde i dig selv. Det første og vigtigste at få styr på er at adskille problemet og personen. For her ligger der muligvis en del af svaret.

Er det måske snarere din partners (manglende) håndtering af dit ekstrabarn, du er træt af?

I alle relationer og situationer er det vigtigt at have øjnene på problemet og ikke på personen. Det er altid problemet, der er problemet og ikke personen (som er et barn i den her sammenhæng).

Jo, der kan sagtens være en adfærd, som er problematisk. Den kommer et sted fra. Og det er ikke fra barnet selv. Det er fra barnets nære omgivelser.

En af grundene til, det kan være opslidende at være sammen med dit ekstrabarn er, at din partner måske ikke sætter de grænser, du mener er rimelige. Du bliver frustreret over barnets adfærd, men det, der virkelig frustrerer dig, er, at din partner ikke gør noget ved det. Ikke siger fra eller nej.

Her er et eksempel:
Lad os sige, at I alle sammen sidder i sofaen og ser tv. Dit ekstrabarn er også på mobilen med høj lyd. Det er ikke i orden for dig, for du har svært ved at koncentrere dig om tv’et. Din partner ignorerer det – han eller hun siger i hvert fald ikke noget.

Så bliver du træt af dit ekstrabarn. Det er naturligt. Det er helt bogstaveligt et forstyrrende element. Hvad gør du så?

Du skuler til din partner og venter på, at han eller hun siger noget.

Men der sker ikke en dyt. For din partner sidder selv med næsen nede i mobilen, den bærbare eller ser måske bare den udsendelse, I er i gang med at se.

Du forsøger muligvis med vilde øjne og fnysen at appellere til, at han eller hun kommer ind i kampen og siger noget til barnet. Det sker ikke.

What to do?

Her er det en god idé, at du forsøger at adskille problem og person. Altså det ekstrabarnet gør fra ekstrabarnet i sig selv.

Problemet er, at du bliver forstyrret af (den høje) lyd fra mobiltelefonen

Derfor anbefaler jeg, at du siger til dit ekstrabarn: “Jeg vil gerne have, du skruer ned for lyden på din mobil eller tager et headset på. Jeg kan ikke koncentrere mig om udsendelsen.”

Og lige der, bliver du bare træt af dit ekstrabarn. Fordi lyden er høj. Fordi barnets forælder ikke har sagt fra. Fordi du er nødt til at sige fra og synes, det er ubehageligt og overskrider dine grænser

Hvis du vil have en god relation til dit ekstrabarn, så er du nødt til at sige (kærligt og klart) fra, når noget bliver for meget for dig. Nogle gange bliver det respektereret. Ikke altid. Men jeg anbefaler stadig, at du siger noget. Og fokuserer på problemet frem for personen. Nogle gange kan det være svært at tale om de her ting i familien. I de situationer anbefaler jeg altid, at I får hjælp til at løse problemerne, så de ikke vokser sig for store, for eksempel gennem familierådgivning.

“Jeg kan ikke rumme min kærestes barn”

Som jeg skrev i starten, kan der være mange årsager til, at du er træt af dit ekstrabarn eller ikke kan rumme ham eller hende. Hvis vi skærer ind til benet, kan det handle om det faktum, at du ville ønske barnet ikke var født. Det kan være, at barnet har nogle udfordringer, der gør det ekstra svært at være ekstramor. Det kan være, at du (lige nu) bare ikke kan rumme din kærestes barn.

Uanset årsagen er det hårdt at have det sådan, så lad os kigge på, hvad du kan gøre ved det.

Lad os starte med at kigge på dine egne tanker. Jeg forestiller mig, at de ikke er milde. Måske er de ikke engang kærlige. Mod dig selv, that is. De fleste ekstramødre bliver både overraskede og forskrækkede over, hvor følelsesmæssigt voldsomt det er at blive ekstramor.

Rigtig mange ekstramødre bliver også meget selvkritiske desværre. For hvilket menneske er du, hvis du har svært ved at rumme et barn. Din partners barn.

De fleste er hurtige med dommen:
De stempler sig selv som værende et ikke særligt rummeligt menneske. Heller ikke et sympatisk menneske. Måske endda et dårligt menneske? Et jaloux og egoistisk menneske?

Det bliver ofte din egen dom.
Og den er hård.

Men hey, forestil dig lige, hvor dejligt og opløftende det ville være, hvis du i stedet for at dømme dig selv, vidste at:

Du er helt normal.
Du er stadig sympatisk
Du er også rummelig
Der er ikke noget galt med dig.
Du er ikke et dårligt menneske.
Du er ikke egoistisk.

Mind dig selv om det, når du kan mærke, at du begynder at være for hård ved dig selv.

Ekstramor-rollen og jalousi går ofte hånd i hånd

Du er nok ”bare” blevet jaloux. Det er bare det. Og det er så naturligt, som det kan være.

De har noget sammen, du ikke er en del af.
Selvfølgelig er det svært for dig.
Det kan ikke være anderledes.

Det gør dig altså ikke til et dårligt menneske. Det gør dig bare til ekstramor. Og det er en kompleks rolle i en familie.

Jeg vil anbefale dig at lære de følelser, der følger med ekstramor-rollen at kende.

Jalousi i forskellige afskygninger og intensitet er én af ekstramor-følelserne.

Hvis du har svært ved at rumme din kærestes barn, vil jeg bare sige:
Det er helt normalt. Der er ikke noget galt med dig.

Men det kan naturligvis også skyldes, at der er nogle udfordringer, der gør det virkelig svært. Er det tilfældet, anbefaler jeg, at du snakker med din partner om, hvordan I sammen kan lægge en plan for de udfordringer, der er.

Det er ikke nødvendigvis muligt at ændre på tingene, men så kan forventningerne afstemmes. Og I kan tale ærligt omkring, hvordan I har det. Måske er det tid til:

at ændre på familiedynamikken derhjemme?

at kigge på, om den måde, I p.t. har organiseret jer, fungerer efter hensigten?

at du i en periode overlader (mere af) ansvaret til forælderen, så du er mindre på?

at du for en stund er mindre sammen med barnet – og mere dyrker dit sociale liv ved siden af?

Der er ofte mange muligheder at tage fat i. Det kræver blot, du stopper op og tager din (mis)trivsel alvorligt. Og gør noget andet. Ellers fortsætter du med at have det, som du har det. Og det er ingen i familien tjent med.

Sagt med al respekt og kærlighed, så får du det ikke bedre af at brokke dig over dit ekstrabarn, hvis du ikke følger din utilfredshed op med en form for handling. Det er handlingen, der reelt kan gøre en forskel for dig og for dit ekstrabarn.

Brok og utilfredshed uden handling opretholder i bedste fald status quo; i værste fald får du det værre. Brok og utilfredshed efterfulgt af konkrete, konstruktive handlinger skaber en reel forandring, så det bliver rarere at være dig.

Det er svært at være bonusmor

Ja. Det er svært at være ekstramor eller bonusmor om du vil. Det skyldes mange ting. Selve familiekonstellationen i den sammenbragte familie og ikke mindst forventningerne. Både dine egne og andres.

Der er især mange forældre, ofte fædre har jeg erfaret, der tror og håber, at deres nye partner, som ikke er mor til barnet, vil elske barnet, som han selv gør, og som var det hendes eget.

Sådan forholder det sig dog utroligt sjældent. For de fleste fædre er det en forventning, der bliver til en frustration, der bliver til sorg, som lige er nødt til at lande et sted, hvor det ikke gør alt for ondt. Det kan godt tage tid.

Det kræver af dig som skilsmissefar, at du tager vare på dine følelser, og det kræver af dig som ekstramor, at du bliver god til at sige fra, når noget bliver for meget for dig. Det kræver som regel også en del øvelse.

Men lad os vende tilbage til det med at elske. For det er ofte et ”hot topic”

Du behøver ikke elske dit ekstrabarn, hvis du ikke gør det.
Kærlighed kan og skal ikke fremtvinges.
Det, du behøver, er at anerkende og respektere dit ekstrabarn.

Anerkend de ting ved barnet, som du oprigtigt kan lide. Nogle gange er det meget få ting, fordi I ikke har en kemi, der passer sammen. Og fordi jeres personligheder er som nat og dag. Så er det sådan, det er. Det er ikke problematisk, hvis du ikke gør det til et problem, så længe du respekterer, at ekstrabarnet er en del af dit liv og behandler ham eller hende, som du ville behandle ethvert andet menneske, du er nødt til at have en fornuftig relation til.

Du kan ikke tvinge dig selv til at elske et menneske, du ikke elsker.
Men du kan altid vælge at behandle dem med anerkendelse og respekt.

Lad os et øjeblik sige, du mødte en, som ville være “det rigtige valg”.

En fornuftig mand eller kvinde. Med værdier, der ligger meget tæt op ad dine. Han eller hun er arbejdsom, venlig, kærlig og romantisk.

Du kan ikke sige hvorfor, men du kan bare mærke, at det ikke skal være dig og ham eller hende. Selvom alt i dig på en måde ville ønske det, fordi det ville være så godt et match.

Men – noget mangler.

I det her tilfælde sætter du dig nok ikke ned og tænker: Fandme jo. Den kærlighed SKAL tvinges igennem. Koste, hvad det vil. Jeg SKAL bare elske ham eller hende.

Nej vel?

Måske prøver du en rum tid at bilde dig ind, at du elsker ham eller hende, indtil du en dag indser, at det kommer ikke til at ske. Så slutter du fred med, at det ikke var ”meant to be”. Her er den helt store forskel naturligvis, at du ikke behøver at have en relation med vedkommende. Det gør du med dit ekstrabarn.

Du behøver ikke elske dit ekstrabarn, men anerkend ham eller hun for det menneske, det er.

Når du er ekstramor, men ikke mor

At blive ekstramor er sjældent et stort iboende ønske eller et specifikt mål, kvinder går efter. For nogle af os bliver det bare sådan, fordi ham eller hende vi har forelsket os i har børn fra tidligere forhold.

Der er mange aspekter af dit eget følelsesregister, du lærer at kende, når du bliver ekstramor, og det er ikke let. Nogle ekstramødre er selv mødre i forvejen til børn fra tidligere forhold, andre bliver mødre i deres nuværende forhold, mens andre ekstramødre aldrig bliver mødre.

Nogle kvinder fravælger af forskellige årsager at få deres egne børn, og det er helt, som det skal være. Og på den måde bliver det måske endnu sværere at være ekstramor eller ekstravoksen, fordi du som udgangspunkt har valgt børn fra, og nu ender du så alligevel med at “få børn”. Jeg får løbende henvendelser fra ekstramødre i sådan en situation, der synes, det er svært at navigere i og gerne vil have nogle råd og vejledning til netop det.

Som i så mange andre situationer, handler det om, at du som ekstramor må gøre op med dig selv, hvor dine grænser går, og hvad du eksempelvis vil være med til, og hvad du ikke vil. Det er helt okay at sige nej til at tage med på legepladsen, til fodboldstævne og til at lege. Jeg anbefaler aldrig, at du slår knuder på dig selv, fordi du føler, du er nødt til at please barnet eller barnets forælder.

Jeg anbefaler, at du siger til og fra. Kort, klart og kærligt (mere om det senere). Synes du, det er for svært, så er du helt afgjort ikke alene. Det er noget af det, jeg hjælper rigtig mange ekstramødre med i min personlige rådgivning. Både dem, der selv er mødre og dem, der ikke er.

Ekstrabørn eller bonusbørn:
Konflikter og problemer er også tit en del af pakken

Kriser i sammenbragte familier er helt naturlige. Nogle af dine konflikter og problemer med dine ekstrabørn skyldes muligvis, at du tager et ansvar på dig, som måske ikke er dit. I den gode sags tjeneste og i kærlighedens navn. Det er jeg helt med på. Men noget af det, der udfordrer mange ekstramødre og måske også dig, er, følelsen af at have et for stort ansvar. Derfor anbefaler jeg, at du kigger på, om det mon er bedre at give noget af ansvaret til den biologiske forælder. Sammenbragte børn er i sidste ende forælderens ansvar, ikke ekstraforælderens.

Mange ekstramødre sidder on and off med følelsen af, at deres ekstrabarn fylder for meget. Og at det derfor er anstrengende at være sammen med barnet. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i.

Sagen er bare, at det aldrig er barnets skyld eller ansvar. Det er forælderen, der ikke har været tydelig nok overfor barnet. Og det er uheldigt både for barnet og omgivelserne.

En lille refleksions-øvelse

Når du synes, at andre fylder for meget, kan det også nogle gange være lærerigt at kigge din egen adfærd efter i sømmene.

Fylder du selv for lidt?
Kunne du med fordel tage lidt mere plads?
Sige lidt mere fra?

Når du lægger mange bånd på dig selv, er det svært ikke at blive provokeret af andre, der fylder og tager al den plads, de vil.

Andre gange er det ”bare”, fordi barnets forældre ikke er tydelige i deres grænsesætning, og det derfor bliver mest på barnets præmisser. Det er aldrig godt. Det er et for stort ansvar for barnet at bære.

Parforhold og bonusbørn eller ekstrabørn:
En til tider svær cocktail

I den sammenbragte familie er parforholdet under stærkt pres fra dag 1. For her har I ikke mulighed for 24/7 at lære hinanden at kende, eftersom forælderen en del af tiden er fysisk sammen med sit barn. Selv når forælderen ikke er fysisk sammen med sit barn, er barnet oftest i forælderens tanker. Og der kan sagtens være masser af spørgsmål og andet, som forælderen er nødt til at forholde sig til. Afhængigt af, hvordan relationen er til barnets anden forælder, kan det også kræve en hel del ressourcer af din partner, hvis eksen fylder for meget. Du kan læse mere i mit blogindlæg “Sammenbragt familie: Opdragelse og udfordringer”.

Vigtigst af alt er barnet naturligvis i forælderens hjerte 24/7. Det er lige præcis det faktum, der kræver lidt tilvænning for det fleste ekstraforældre. Særligt hvis du ikke selv har børn med ind i forholdet.

Det er de to voksnes kærlighed, der limer hele den sammenbragte familie sammen, så sørg for, at I plejer jeres kærlighed og styrker den med tydelig kommunikation i parforholdet. Det er virkelig alfa og omega.

Jeg håber, du fik noget ud af blogindlægget her – og at du i hvert fald ved, at du ikke er alene med dine følelser som ekstramor – heller ikke de forbudte følelser.

Har du brug for sparring, råd eller vejledning, er du altid velkommen til at booke en session med mig. Det kan du gøre lige her

Hvorfor jeg mener, at du godt må gøre forskel på dine (ekstra)børn

Det korte svar er: Fordi børn er forskellige og har forskellige behov, ønsker og krav til et godt liv. Hvis du behandler dem ens, får nogle måske det, de har brug for, mens andre “mangler” noget.

Så ja, du må – og er nødt til – at behandle børn forskelligt. På en ordentlig og respektfuld måde naturligvis. Og du er nødt til at turde tale om og sige forskelsbehandlingen højt, så det ikke bliver en dans om den varme grød, der gør alle utilpasse.

Jeg fraråder at lade som om ingenting, ligesom jeg fraråder at forsøge at fjerne fokus fra det ved at begynde at snakke om noget andet. Det, vi kan snakke om, gør ikke nær så ondt, som det vi ikke kan snakke om.

Når det kommer til forskelsbehandling af børn
er millimeterdemokrati sjældent the way to go

Nogle sammenbragte familier kommer til (selvom de har de bedste intentioner) at indføre millimeterdemokrati. For at sørge for, at alle i familien er lige. Jeg forstår godt bevæggrunden, som ofte er, at alle fortjener at føle sig værdsatte, vigtige, lige og retfærdigt behandlet. Men i det virkelige liv er det ikke sådan, det fungerer. Din kærlige intention får ofte en helt anden effekt i stedet.

Retfærdighed findes ikke. Ikke i den sammenbragte familie. Ikke i livet som helhed. Derfor giver det ikke mening at indføre millimeterdemokrati.

Hvis du har en stærk retfærdighedssans, vil du sikkert ofte føle dig uretfærdigt behandlet. Det vil jeg heller ikke afvise, at du bliver. For livet er som sagt ikke altid retfærdigt.

Hvis du har en stærk retfærdighedssans, kan det blive ret anstrengende at leve i en sammenbragt familie. I stedet for at fokusere på uretfærdigheden vil jeg anbefale dig at vende blikket mod, hvad barnet, børnene eller du selv har behov for. Det er langt mere interessant i min optik. Fordi det er det, der er nødvendigt at fokusere på, for at I alle føler jer godt tilpas i jeres familie.

Men hvad gør du så, når børnene bliver kede af forskelsbehandlingen?

Så hjælper du dem med deres følelser ved at sætte ord på. Børn kan sagtens tåle ikke at ”få deres vilje”, hvis deres følelser bliver taget alvorligt, i stedet for at blive negligeret eller helt gemt væk.

Så hvis barnet nu siger: ”Det er ikke fair”, så bekræft ham eller hende i det, hvis du er enig.

Det kan i al sin enkelthed lyde sådan her:
”Det kan du godt have ret i.”

Det kan også være, at barnet vil have dig til at love noget specifikt a la ”Hvis han får det største stykke i dag, så vil jeg have det største stykke næste gang…”

Det vil jeg aldrig anbefale dig at love. Barnet vil huske det, og det vil du sandsynligvis ikke. Det jeg vil anbefale dig er at sige – kærligt og i øjenhøjde:

”Det kan jeg desværre ikke love dig.”

Så bliver barnet muligvis sur eller ked af det. Og det er helt naturligt. Så kan du kærligt tilføje: ”Det bliver du rigtig ked af, kan jeg se.” Og på den måde møde barnet der, hvor han eller hun er – i stedet for at forsøge at quick fixe problemet, der så potentielt bare vokser sig større og større – og mere og mere betændt for relationerne i familien.

Sommerferien – et konkret eksempel fra mit eget liv

Mine to ekstrabørn har hver deres mødre, og fordi de jo i sagens natur er børn af skilte forældre, har de i alle de sommerferier, jeg kan kendt dem, været på 2 ferier. En med os og en med deres mødre.

På et tidspunkt blev mine børn store nok til at forstå det og følte en vis uretfærdighed over, at de ”kun” kom på én ferie, når deres storesøstre kom på to. Og foreslog derfor, at vi også bookede en ekstra ferie…

Betød det, at jeg bookede en ekstra ferie til mine børn?
Selvfølgelig ikke.

Men jeg anerkendte deres følelse af, at de synes, det var uretfærdigt. Det må de gerne synes. Det er det jo på en måde også. Og jeg kommer ikke til at booke en ferie mere til dem af den grund. Og det er helt okay. Så længe vi taler om det og ser tingene fra hinandens perspektiver.

Forskelsbehandling af voksne børn kræver mod

Det samme princip gælder også voksne børn. Det kærligste, vi kan tilbyde voksne børn, er også at give dem det, de har brug for. Ikke det, deres ekstrasøster eller ekstrabror har brug for. Og også her gælder det, du må finde modet til at italesætte det, når der bliver gjort forskel.

Det er også en øvelse for dig at rumme, at nogle af børnene, dine, din partners eller jeres fælles vil føle sig uretfærdigt behandlet. Den følelse kan du ikke tage fra vedkommende. Følelser er budbringere om, at noget er vigtigt her. Det er ikke ordre, der skal pareres.

Jamen, er der så ikke nogen, der vil føle sig uretfærdigt behandlet?

Jo, det tror jeg helt afgjort, at der er. Det vil der også være nogle, der følte, selv hvis alle blev behandlet helt ens. Igen er det bedste, du kan gøre at være lydhør over for deres følelser. Du er (heldigvis) ikke ansvarlig for at fikse andre menneskers følelser.

Har du svært ved at forskelsbehandle på en kærlig og respektfuld måde? Så du passer både på dig selv og din sammenbragte familie. Så er du mere end velkommen til at booke en indledende session her og høre mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig.

Uoverensstemmelser mellem de voksne er naturligt i alle familier

Der vil, helt naturligt, opstå uoverensstemmelser mellem de voksne i ethvert parforhold. Det sammenbragte par er ingen undtagelse.

Det er de to voksne, der bor under samme tag i den sammenbragte familier, der har til opgave at skabe et fællesskab i familien, hvor der er plads til alle. Det er de voksnes ansvar – de kan fint inddrage familiens børn og unge, så de bliver set og hørt – og er med til at sætte rammerne for familien, som de er en vigtig del af. Men det ultimative ansvar er de voksnes.

Og nogle gange kan de voksne ikke blive enige, og så er det det, I må sige til børnene. Det er også god læring for dem.

Et (måske banalt) eksempel fra mit eget liv

Min mand og jeg ser forskelligt på, hvornår man spiser sundt. Jeg synes, der var svært, da det var mine ekstrabørn. Men da var det min klare holdning, at det er forælderen, der ultimativt har ansvaret, og at det derfor ikke var op til mig at blande mig i. Nu er det så også mine egne børn, og der synes jeg også, det er svært. Virkelig svært. Fordi sund kost virkelig er noget, der ligger mig på sinde.

Det er ikke, fordi min mand er fortaler for usund kost. Han er nok bare ikke lige så passioneret omkring det, som jeg er (hvilket er helt naturligt, for han har heller ikke den samme viden som mig – jeg har læst til biopat, det har han ikke). Og til sidst så har han også en helt anden grundlæggende holdning om, hvad sundt og usundt er. Hans måde fungerer for ham. Og min måde fungerer for mig.

Derfor får vores børn (og ekstrabørn) også nogle forskellige svar, alt efter hvem de spørger om hvad.

Er det ikke forvirrende for børn?
Nej, ikke hvis du er klar i mælet om, hvad du mener.

Børn kan sagtens håndtere, at der er forskel på (ekstra)mor og far. Men de vil naturligvis argumentere for at få det, de gerne vil have. Heldigvis da. Det betyder ikke, at jeg giver dem det. En dialog kunne meget vel være sådan her:

Barn: Må jeg gerne tage en is nu?
Mig: Nej, det må du ikke.
Barn: Hvorfor ikke?
Mig: Fordi jeg ikke vil have det.
Barn: Far havde sagt ja
Mig: Ja. Det kan du godt have ret i.
Barn: Kan du så ikke også bare sige ja?
Mig: Det kunne jeg godt. Men det vil jeg ikke. Jeg vil ikke have, du spiser en is nu.
Barn: Du er SÅ tarvelig!!
Mig: Ja. Det kan jeg godt høre, du synes.

Eller teenage-dialogen:
Teenager: Vil du købe nogle nudler med næste gang, du skal handle?
Mig: Nej, det vil jeg ikke.
Teenager: OMG – hvorfor ikke?
Mig: Fordi jeg ikke mener, at det er ordentlig mad
Teenager: Seriøst?!? Du handler jo alligevel, kan du ikke bare købe de nudler med?!?
Mig: Nej. Det vil jeg ikke.
Teenager: Så køber jeg dem bare for mine egne penge.
Mig: Det kan eller vil jeg ikke blande mig i.
Teenager: Eller også spørger jeg bare far.
Mig: Okay.

Det vigtige her er, at jeg har været lyttet til barnets eller teenagerens ønsker uden at skælde mit barn eller teenager (eller mand) ud – og det uden at gå på kompromis med mig selv. Og så er det essentielt, at du er fuldstændig tydeligt, så dit barn eller din teenager ikke er i tvivl om, hvad du mener.

Selvfølgelig er det nødvendigt at kunne indgå kompromisser. Men det er ikke nødvendigt at gå på kompromis med sig selv.

Men vil barnet så oftest ikke spørge faren?
Jo, det vil han eller hun nok, hvis faren er hjemme.

Og så er det jo sådan, det er. Jeg har tillid til min mands far-kompetence. Jeg er blot uenig i nogle af hans beslutninger og valg. Men jeg ved, han gør det, han synes er bedst for hans og vores børn.

Pas på, at jeres frustrationer i parforholdet ikke vokser jer over hovedet

Når I ser forskelligt på tingene, så er det vigtigt, at du holder tungen lige i munden og ikke lader jeres uenighed vokse sig til en (større) frustration i parforholdet.

En kærlig del af det at leve sammen med et andet menneske er også at acceptere ham eller hende, som han eller hun er. Ikke som du ønsker, de skal være, men som de er.

Her taler jeg naturligvis om normal adfærd og normer. Jeg anbefaler aldrig, at du accepterer nogle former for psykisk eller fysisk vold. Selvfølgelig ikke.

Når du bliver frustreret, er det som regel, fordi der er noget, du savner. Måske er det anerkendelse, nærvær, berøring, kontakt eller noget helt andet. Det samme gælder naturligvis for din partner.

Derfor kan det være godt at spørge sig selv;

✓ Måske er du nødt til at bede om noget fra din partner? Det kan være sårbart, fordi du ikke ved, om du kan få det. Spørger du ikke, får du det nok ikke. Vedkommende er jo ikke tankelæser.

✓ Måske er du nødt til at kigge på den måde, du behandler dig selv på?

✓ Måske er du nødt til at foretage nogle valg og fravalg?

✓ Måske er du nødt til at give slip på håbet om, at en specifik ting – som er helt og aldeles udenfor din kontrol – ændrer sig?

 Når du er frustreret, er det dit ansvar at tage det alvorligt. De fleste har en tendens til at lægge det over på deres partner i stedet. Det er usmart af to årsager:

1) Du er ansvarlig for dit eget liv

Er der noget i dit parforhold, der ikke fungerer, så tag ansvar for det ved at fokusere på din egen del. Også når du taler med din partner om det.

Hvad er det, jeg føler, jeg mangler?

Og herefter lægge en plan for, hvordan du selv sørger for at få det.

2) Du frasiger dig muligheden for at ændre på det,
hvis du ikke selv tager ansvar for dine frustrationer

Hvis du lægger ansvaret over på din partner, frasiger du dig muligheden for at ændre på det. Du kan ikke vide, hvornår og om din partner bliver motiveret til at gøre lige præcis det, du har brug for. Men hvis du kort, klart og kærligt efterspørger det, så er chancen betydeligt større.

Når det er sagt, er kærlighed også at gøre din partner vigtig i dit liv. Så han eller hun kan mærke det. Ikke kun i ord, men i dine daglige handlinger.

Det kan du helt konkret gøre ved at tillægge din partners liv, værdier, behov og mål samme betydning som dine egne – uden at overtage ansvaret for det eller dem vel at mærke. Og ja, det er lidt af en kunst. Og en gang imellem vil du blive frustreret. Det vigtige er, at I kan snakke om det. Det kan du få hjælp til i mit blogindlæg “Kommunikation i parforholdet” her. 

Kan du mærke, at jeres uenigheder er for store til, at I selv kan håndtere dem?
Så vil jeg meget gerne hjælpe jer. Det gør jeg ved, at I booker en indledende session, hvor vi sammen lægger en plan. 

Opdragelse og værdier i sammenbragte familier:
I må godt være forskellige – og uenige

Forskellige holdninger til opdragelse og forskellige værdier er en evig kilde til diskussion. Ikke kun i sammenbragte familier, men også i kernefamilier, hvor de ligeledes er direkte årsag til opbrud i familien.

Vi behøver ikke være så bange for vores forskelligheder. Det er ikke et mål, at vi kan blive enige om alting med vores partner. Forestil dig lige, hvor kedeligt det ville blive?

Det gælder om at finde et fælles fodslag.
Et fælles fundament, hvorpå I kan stå sammen. Det meste af tiden.

Så vil der være en del ting, der ikke er fælles.
Og det er fint. Hvis I ikke gør det til et problem.

At leve tæt sammen med et andet menneske og i en familie er krævende. Det er nødvendigt dagligt at indgå kompromisser, og jeg vil lige her overlade ordet til Jesper Juul, min store inspirationskilde:

Problemer med din partners børn? Dem er du nødt til selv at tage dig kærligt af

Jeg får helt lyst til at skrive: Selvfølgelig vil du opleve problemer med din partners børn. To mennesker (eller flere), der er sammen over længere tid, VIL løbe ind i diskussioner, frustrationer og forskelligheder, som vil føles vanskelige at håndtere. Som vil føles som et større eller mindre problem.

Jeg anbefaler, at du selv tager dine konflikter med din partners børn, hvis det er en ekstern konflikt. Med en ekstern konflikt mener jeg ting, barnet har gjort eller ikke har gjort, som du ikke synes er i orden.

Det kan være:

✓ ikke at rydde op efter sig.

✓ ikke at sige farvel, når han eller hun går.

✓ ikke at svare dig, når du spørger om noget.

✓ ikke at gøre det, du har bedt om.

✓ tage dine personlige ting uden at spørge.

Den slags konflikter behøver ikke gå gennem barnets biologiske forældre. Ofte har forælderen slet ikke været til stede på tidspunktet og vil derfor ikke have opdaget det. Barnet vil vide, at du har ”sladret”, og at forælderen er sendt afsted på dine vegne. Det er ikke godt for relationen.

Det er langt bedre, at du;

– Beder dit ekstrabarn (kort og kærligt) om at rydde op efter sig.

– Spørger dit ekstrabarn, om der er en særlig grund til, han eller hun ikke siger farvel.

– Spørger direkte, hvorfor barnet ikke svarer, når du spørger om noget.

– Snakker med barnet om, hvorfor han eller hun ikke gør det, du har bedt om.

– Siger ”Jeg vil ikke have, du tager mine ting uden at spørge mig først”.

Alt sammen i en kærlig og oprigtigt nysgerrig tone.

Hvis det var så let at samarbejde om børn, ville der ikke være så mange børnefamilier, hvor forældrene blev skilt. At samarbejde om fælles børn kan være vanskeligt nok for de biologiske forældre, der bor sammen og elsker hinanden.

Så selvfølgelig kommer der yderligere et komplekst lag på, når den ene af jer ikke er den biologiske forælder, men ekstraforælderen.

At leve i en sammenbragte familie stiller ret store krav til de voksnes ansvarlighed og fleksibilitet. Både dem, der bor under samme tag, og dem, der ikke gør.

Når du oplever symptomer hos børnene og ubalance af barnets værd,
så husk på, at barnet aldrig er problemet

Som sagt ved du nu, at jeg mener, at forskelsbehandling og uretfærdighed er en del af livet i den sammenbragte familie. Men det er klart, at det ikke må gå hen og påvirke barnets selvværd i negativ retning. Gør det det, og udviser barnet symptomer på ikke at trives, er der noget, vi har overset. Noget, vi ikke har taget kærlig hånd om. Og så er det tid til det.

Barnet er aldrig problemet. Det virkelige problem findes i barnets nære omgivelser. Og det er vi som voksne ansvarlige for at handle på. Er det for svært på egen hånd, er der mange kyndige ”børnerådgivere”, der kan hjælpe. Jeg er ikke en af dem. Jeg fokuserer på de voksne. For jeg tror på, at når de voksne har det godt, så har (de fleste) børn det også godt.

Hvis I har brug for en dygtig børnerådgiver, kan jeg varmt anbefale Bettina Vestergaard fra Skilsmissekonsulenten.

Og hvis du kan mærke, at I nærmere skal arbejde på jer voksne først, er du som altid mere end velkommen til at booke en indledende session med mig her.

Ferie i den sammenbragte familie er ikke bare ferie. Hvilken slags ferie og om det overhovedet føles som ferie, afhænger muligvis af hvem og hvor mange, der er med.

I en kernefamilie er det givet på forhånd. Mor og far tager på ferie med deres (fælles) børn.

Sådan er det ikke, når du har sagt farvel til kernefamilien. I den sammenbragte familie er det ikke givet på samme måde, hvor mange og hvilke familiemedlemmer ferien inkluderer.

Der er flere familier om at sætte ferie-programmet so to speak. Flere kalendere og meget logistik, der er nødt til at gå op i højere enhed, for at alle får en god ferie.

Derfor har jeg skrevet det her blogindlæg til dig. Fordi jeg kender kaosset og frustrationerne, der følger med at planlægge ferien, når man lever i en sammenbragt familie.

Dine, mine og vores børn på sommerferie

I den sammenbragte familie melder der sig også – oftest hos ekstramoren, der ikke selv har børn fra tidligere – et relevant og ømtåleligt spørgsmål på banen:

Må vi rejse uden alle familiemedlemmer eller er det no go?

Altså spørgsmålet om, hvorvidt du må rejse med jeres fælles børn uden ekstrabørnene. Det er et stort ønske for mange ekstramødre også at prøve at rejse på ferie bare med ”den lille familie” i den store sammenbragte familie.

Et konkret eksempel:
Hvis dine ekstrabørn ikke er hos jer i for eksempel efterårsferien, er det så i orden, at du, din partner og jeres fælles børn tager på ferie uden ”de store” børn?

Svaret afhænger helt sikkert af, hvem du spørger.

Spørger du mig, er svaret ja.

Men husk at informere alle om, at det er det, der kommer til at ske.

Det er ikke noget, nogen tilfældigt skal finde ud af. Når du lever i en sammenbragt familie, er forskelsbehandling af børn en uundgåelig del af livet. Eksempelvis vil nogle af børnene, dem, hvis forældre er skilt, sikkert komme på to sommerferier. Mens de børn, hvis forældre ikke er skilt, ”kun” kommer på en sommerferie. Det er sådan, det er. For det er vilkårene, når man lever i en sammenbragt familie.

Må far rejse alene med sine børn fra tidligere?

Også spørgsmålet om, hvorvidt far må rejse alene med egne børn fra tidligere uden fælles børn, melder sig på banen.

Nogle børn har et ønske om at komme alene på ferie med deres far eller mor – uden ekstraforældre eller ekstrasøskende. Og nogle forældre har et ønske om at rejse på ferie kun med egne børn. Det er oftest et ønske, når du bor sammen med dine og mine børn, er mit indtryk.

Og må de det?

Igen kommer det an på, hvem du spørger?

Hvis du spørger mig, så er svaret ja.
Det må de gerne.

Det har vi selv praktiseret af flere omgange. Altså at min mand har været afsted med sine børn fra tidligere, og jeg blev hjemme med vores fælles børn.

Vi informerede naturligvis alle om, at det var det, der kom til at ske. Det har primært været skiferier, da min mand er en stor ski-entusiast og gerne ville give glæden videre til børnene. Og da der er et stort aldersspænd på børnene hos os (der er 13 år mellem den ældste og yngste), var det rarest for ham at have de store ”for sig selv” og kunne koncentrere sig om dem.

Da mine ekstrabørn blev konfirmeret, var min mand ligeledes afsted alene med konfirmanden, det vil sige, at hverken søskende eller jeg var med. Da vores fælles børn blev konfirmeret, var han og jeg afsted med konfirmanden. Heller ikke her var der andre søskende med.

De 2 svære ferier, som alle ekstramødre frygter

Der er særligt 2 ferie-tidspunkter på året, der kan få enhver ekstramor til at tabe pusten i kortere eller længere tid. Det er sommerferien. Og juleferien.

Hvilke 5 ting du selv kan gøre for at skabe en god jul i den sammenbragte familie, kan du læse om her.

En af de ting, der oftest udfordrer ekstraforælderen er voksentiden. Den forsvinder ganske enkelt i ferien. Og det er rigtig skidt. For det er netop voksentiden, der er med til at tanke især ekstraforælderen op. Og hvis den mangler, kan du let komme til at føle dig som gæst i eget hjem.

Bevares, den biologiske forælder kan også sagtens ”få nok” af, at ferien måske på nogle punkter er mest på barnets præmisser. Men den helt store og altafgørende forskel på ekstraforælderen og forælderen er den ubetingede kærlighed til barnet. Den har ekstraforælderen ikke. Og det er der ikke noget galt med. Det er helt naturligt.

Fælles for begge ferier (og ferier generelt) er, at det er vigtigt at afstemme forventninger. Forventninger til aktivitetsniveau. Sengetider. Serviceniveau. Skærmforbrug. Voksentid.

Sommerferien i den sammenbragte familie:
Et puslespil, hvor det kan føles som om, brikkerne ikke passer sammen

Hvis du har fulgt mig i noget tid, vil det ikke komme som en overraskelse, at jeg anbefaler, at I starter i god tid med at planlægge sommerferien.

Helt overordnet er der det logistiske at få på plads: Hvornår holder barnet ferie sammen med jer?

Det var lidt af et puslespil, da mine ekstrabørn var yngre, eftersom de jo har hver deres mor. Proceduren var nogenlunde sådan her (måske kan du bruge den som inspiration, hvis du og din partner (og hans ekspartner(e)) har svært ved at finde ud af, hvor pokker I skal starte og slutte.

Step 1
Min mand koordinerede med sine kolleger, hvilke uger han kunne få fri.

Step 2
Min mand spørger eks nummer 1: Kan jeg få vores datter i uge X?

Step 3
Eks nummer 1 koordinerer med sin arbejdsplads, hvornår hun kan holde ferie, så barnet var hos dets far, det vil sige hos os, mens hun selv arbejdede.

Step 4
Min mand spørger eks nummer 2: Kan jeg få vores datter i uge X?

Step 5
Eks nummer 2 koordinerer med sin arbejdsplads, hvornår hun kan holde ferie, så barnet var hos dets far, det vil sige hos os, mens hun selv arbejdede.

Step 6
Når step 1-5 var på plads, undersøgte jeg med min daværende arbejdsplads, om jeg kunne få fri i de uger…

Jeg er sikker på, du forstår logistikken og puslespillet. Og det er præcis det, det er. Et puslespil. Og i alle årene lykkedes det os at få det til at gå op, så vi holdt sommerferie sammen. Og i alle årene synes jeg, det var en helt utrolig anstrengende proces. Så jeg forstår dig virkelig godt, hvis du allerede nu, synes det hele virker uoverskueligt.

Sommerferietips:
Så sommerferien også bliver din ferie.
Dit åndehul. Og din pause fra hverdagen

Sommerferien er en tid på året, de fleste glæder sig til. Sådan er det ikke nødvendigvis for alle ekstramødre. Der kan det være, at du kan mærke, at du glæder dig (mere til) sommerferien med dit ekstrabarn er overstået.

At glæde sig til, at sommerferien er overstået, er ikke et udtryk for, at du er en egoistisk, barnehadende, ond stedmor, men derimod et udtryk for, at du er presset ved tanken om ferien, som den ser ud.

Måske har du ikke mulighed for at påvirke strukturen i ferien eller planlægningen synderligt, men du kan heldigvis skabe en struktur i ferien, du rent faktisk kan se dig selv i.

Jeg anbefaler, at du tager stilling til, om du vil holde hele ferien sammen, eller om det er bedre for alle, du ikke holder ferie i alle dagene.

Mange ekstramødre synes, det er for overvældende og intenst eksempelvis at skulle holde 2 ugers sommerferie med ekstrabarnet.

For at sikre dig, at det også bliver din sommerferie, er der særligt fede 3 ekstramor-muligheder, jeg har lyst til at fremhæve for dig:

#1 Udnyt tiden – gør noget dejligt for dig selv

Benyt dig af, at din partner er optaget af, at barnet er hos jer. Han vil sandsynligvis gerne tilbringe mest muligt tid sammen med barnet. Det ønske eller behov har du ikke på samme måde.

Derfor kan du benytte chancen til at være og gøre noget for dig selv. Ting, der gør dig glad. En gåtur. Et langt bad. En cafétur. Lige præcis, hvad du nu har lyst til.

Pointen er, at du kan vende følelsen af at miste tid og opmærksomhed til følelsen af, hvor rart det er at gøre noget godt for dig selv.

Og nej, det ville du ikke have valgt, hvis du havde valget. Men du har ikke lige valget i den familiekonstellation, du nu engang har. Derfor er du nødt til at få det bedste ud af de kort, du har på hånden.

#2 Vær nysgerrig i stedet for dømmende

Hvis ekstrabørnene reagerer eller opfører sig anderledes end du, dine børn eller jeres fælles børn gør, så tag detektivhatten på og vær nysgerrig i stedet for at dømme dine ekstrabørn. Prøv at overveje…

Hvorfor mon de gør, som de gør?
Hvorfor bliver jeg ’ramt’ af det her?
Hvad er min andel i det?
Hvilken følelse er det, jeg får, når de gør sådan?

Benyt chancen til at blive klogere på dig selv. Det kan du nemlig også bruge din nysgerrighed til.

#3 Fralæg dig ansvarstyveriet

Mange ekstramødre har en tendens til at tage et (for) stort ansvar; jeg kalder det for ansvarstyveri.

I praksis betyder det, at du står med for meget ansvar og din partner med for lidt, hvis det nu er ham, du har taget det fra.

Nyd, at dine ekstrabørn er din partners ansvar, og at du kan byde ind med alt det, du har lyst til. Men lad ansvaret blive der, hvor det hører hjemme: Nemlig hos forælderen.

Det er vigtigt, at du får sagt fra, hvis du kan mærke, at du ikke får plads nok, eller hvis dine grænser bliver overskredet. Du kan læse mere om dette i mit blogindlæg “Må jeg godt sige fra som bonusmor?” her.

Har du brug for hjælp til at prioritere dig selv og tid alene? Også når kalenderen siger ferietid? Så er du mere end velkommen til at booke en indledende session med mig, så vi sammen kan lægge en plan for dig.

Forberedelse af ferien

Når du har det helt åbenlyse på plads; hvor, hvornår og hvor længe, du holder ferie, så anbefaler jeg, at I forbereder ferien. Og involvér meget gerne barnet også. Lad alle familiemedlemmernes ferie-ønsker komme frem i lyset. Det er ikke ensbetydende med, at I behøver at imødekomme dem. Og det vigtigt, at I siger det. Men det betyder, at alle har mulighed for at sige deres mening. Og det er rigtigt vigtigt, at alle medlemmerne i en sammenbragt familie føler sig set, hørt og forstået.

Når I forbereder jer, så husk alle medlemmerne af jeres sammenbragte familie

I din forberedelse synes jeg også, det er vigtigt at tage højde for, at det rent faktisk bliver ferie for alle dem, der nu skal med.

I praksis betyder det for mig, at alle hjælper til og tilgodeses, men i forskellige tempi og situationer. Det betyder også, at alle tager de store sko på og lader være med at hænge sig i småtings-afdelingen. Helikopter-perspektivet, du ved.

Det allervigtigste i din forberedelse er dog i mine øjne klart, at du og din partner afstemmer forventninger til ferien og til hinanden. Og når de er afstemt, kan I involvere og informere børnene.

Forventningsafstemning med alle parter

Såfremt det er muligt anbefaler jeg, at du og I afstemmer med barnets andet hjem. Sådan så barnet får en ”glidende overgang” fra den ene ferie til den anden.

Jeg er fuldstændig opmærksom på, at det meget ofte ikke vil være muligt. Men hvis det er muligt, så anbefaler jeg, at I benytter jer af muligheden.

Jeg talte for nylig med en ekstramor, der var meget frustreret over barnets mors planlægning af sommerferien. Hun var helt stresset på barnets vegne, fordi barnet skulle hastes direkte videre på ferie, når det blev hentet hjemme hos hende og dets far.

Selv havde hun og barnets far planlagt en rolig ferie, som sluttede af med, at de skulle være nogle dage hjemme i barnets vante omgivelser. Og hun forestillede sig, at det ville være rart for barnet lige at lande hjemme hos mor igen, inden de skulle videre.

Det kan jeg så fint sætte mig ind i, og jeg er også enig i, at det ville være en god løsning for sammenbragte børn, der mest af alt jo bare gerne vil tilbringe tid sammen med deres forældre. Det er bare ofte ikke sådan, det går. Husk på at de her ting også med garanti er noget, som går din partner på - det er heller ikke let at være skilsmissefar.

Det, du kan gøre, er at forberede barnet mentalt ved at fortælle, hvad planerne er, når ferien er slut hos jer. Altså de planer du kender til. For du kan ikke blande dig i, hvad der foregår ovre hos hende - hvordan hun gør tingene. Ligesom hun heller ikke kan hos dig. Læs mere om, hvad du kan gøre, når ekskonen fylder for meget her.

Hvad er en succesfuld ferie?

Det er et relevant spørgsmål, og igen vil svaret afhænge af, hvem du spørger. Og det anbefaler jeg, at du gør. Altså spørger.

Ligesom jeg anbefaler, at I planlægger ferien, anbefaler jeg også, at I evaluerer ferien, når den er slut. Meget gerne på skrift. Om et års tid kan I ikke huske i detaljer, hvad der var godt og mindre godt ved denne ferie. Men har I skrevet det ned, er det let at genlæse noterne og indføre justeringer ved næste ferie.

Det kræver ikke mere end 15 minutter, et stykke papir og en kuglepen. Alternativt kan du skrive det ind i noterne på din telefon, den har du sikkert (som alle os andre) lige ved hånden. Så sæt jer gerne ned og spørg hinanden…

Hvad gik rigtig godt?

Hvad er der mulighed for, at vi forbedre til næste år?

Er der noget særligt, vi med fordel kan være opmærksomme på?

Kommunikation i parforholdet - som den her type øvelser kan hjælpe med - er uvurderlig - og uundværlig. Især hvis I står over for noget, som potentielt kan indebære pressede situationer (som for eksempel en sommerferie). Hvis din partner synes, det lyder helt vanvittigt at evaluere ferien, kan du gøre det selv og finde ud af, hvad du vil justere på til næste ferie.

Det er en rigtig fin øvelse, som kan gøre dig mere opmærksom på, hvornår dine grænser blev overskredet, eller hvornår du følte dig særligt godt tilpas.

Med ønsket om en skøn ferie til dig og din sammenbragte familie