Grænsesætning

Grænsesætning

Grænsesætning i parforholdet, i (ekstra)forældreskabet, i relationer og på arbejdspladsen er essentielt for at kunne leve et liv, der føles rart. For at kunne leve det liv, du ønsker at leve. For at kunne leve dit liv. Ikke, hvad andre mener og tænker, at du burde mene, tænke og gøre.

At kunne sætte grænser er en livskompetence, du er nødt til at tilegne dig, ligesom du var nødt til at lære at gå, da du var barn. Der er mange faktorer, der er afgørende for, om du bliver komfortabel med at sætte grænser, hvoraf en af de helt vigtige er, hvordan din grænsesætning som barn blev respekteret eller ikke blev respekteret.

Der er ingen mennesker, der er født med dårlige grænser eller grænseløse, men der er nogen af os, der har fået en erfaring med, at grænser ikke bliver respekteret eller, at de bliver hånet, latterliggjort og overtrådt. Heldigvis er det aldrig for sent at lære at sætte grænser.

 Hvad er grænsesætning?

 Grænsesætning er den ultimative selvomsorg, lad os starte med at slå det fast. Men det er også en måde at passe på relationen på. For sætter du ikke din grænse, bliver det mere og mere opslidende for dig at være i relationen. Det er ikke godt for nogle af jer. Derfor er det bedste og kærligste, du kan tilbyde dig selv og andre at sætte din grænse, så andre ved, hvor den er.

Grænser er ikke universelle, de er personlige. Og derfor kan du ikke regne med, at andre ved, når din grænse er nået, den er du nødt til at udtrykke.

Der er naturligvis nogle ting og situationer, som flertallet af os vil være enige i er grænseoverskridende, men der er også masser af hverdagssituationer, hvor du vil føle din grænse bliver overtrådt, uden din partner nødvendigvis registrerer det. Medmindre du siger det. Og omvendt naturligvis.

Grænsesætning er at kunne bestemme over sig selv.
Over hvad du vil, og ikke vil være med til.

Når du sætter din personlige grænse, kræver det ikke andres godkendelse.
Du behøver hverken diskutere, forklare, forsvare, retfærdiggøre, forhandle om eller undskylde din grænse.

Du har lov til at sætte din grænse lige, hvor du vil, så længe du sætter den rundt om dig selv. Mere om det i afsnittet om hvordan sætter man grænser på en god måde.

En ting er at sætte din grænse, en (måske helt) anden ting er at håndhæve den. Nogle sætter grænser, men hvis modparten anfægter grænsen, så håndhæves den ikke. Så er det faktisk ikke en grænse, men bare et ønske eller anmodning.

Eksempel;
Du siger: Hvis du ikke smider dit snavsede tøj i vaskekurven, så bliver det ikke vasket.
Du gør: Du vasker tøjet, men presser løbende stikpiller ud mellem sidebenene a la; hvis du ikke havde mig, gik du rundt i beskidt tøj.

Du siger: Hvis du ikke selv husker at købe gaven til din mor, får hun ingen.
Du gør: Du går ud og køber gaven alligevel med følelsen af, at du er nødt til at ordne det hele, og siger måske noget a la: Hvis ikke det var for mig, så fik din mor jo aldrig en gave.

Du siger: Hvis du ikke snart fylder benzin bilen, løber den tør.
Du gør: Du kører ned og fylder tanken og undlader ikke at fremhæve, hvor ofte det er dig, der må ordne det a la: Det er så uansvarligt ikke at have styr på benzinforbruget, jeg er jo ikke din tankpasser, men var det ikke for mig, ville du køre tør et sted.

I alle ovenstående eksempler havde vedkommende ikke behøvet at ordne tingene, men valgte at gøre det.

Ja, det havde efterladt den anden med et problem, hvis det ikke var blevet ordnet.

Men så var det jo sådan. Den første part kunne godt have valgt at fastholde sin grænse.

At sætte grænser er i virkeligheden en 2-delt proces:

 1) At sætte sin grænse betyder, at du sætter ord og handling på, så den anden ved, at her er din grænse.

2) At håndhæve sin grænse betyder, at du håndhæver din grænse med en konsekvens, når/hvis andre forsøger at overtræde eller ubetydeliggøre din grænse.

Det, der kendetegner en grænse

Det, der er kendetegnende ved en ægte grænse, er, at den har en konsekvens, hvis den ikke bliver overholdt.

Eksempel:
Din partner sidder og ser noget i fjernsynet. Du spørger, om han eller hun ikke vil skrue lyden ned, fordi du synes, lyden er for høj.
Din partner svarer, at lyden ikke er høj, men derimod helt fin.
Du spørger måske igen: Har du mulighed for at skrue lyden ned, den er meget høj for mig?
Din partner svarer igen: Lyden er helt fin

Her kan du vælge, stille og roligt uden drama, at sige:
Så går jeg ud af stuen, for det er for højt for mig.

Hvorefter du forlader stuen. Så har du kommunikeret og håndhævet din grænse.

Men Janne, ville det ikke have været respektfuldt, hvis partneren havde skruet ned?

Jo, det ville det.
Men du kan ikke bestemme over din partner.
Du kan bestemme over dig selv.

Hvad er grænseoverskridende adfærd?

Grænseoverskridende adfærd vil opleves forskelligt fra person til person. Der er naturligvis nogle gængse ting, som de fleste mennesker kan blive enige i, er grænseoverskridende – og uacceptabel adfærd. Herunder fysisk og psykisk vold, kriminalitet, overgreb og utroskab.

Men der er også ”gråzonerne”, hvor alle de personlige præferencer og grænser hører til. Der er også noget, der er situationsbestemt – og igen, så vil du og din partner måske have en forskellige opfattelse af, hvad der er god situationsfornemmelse, og hvad der ikke er.

Den bedste måde at gardere sig mod grænseoverskridende adfærd er ved, kontinuerligt, at kommunikere dine grænser, ønsker og behov. At værne om disse. Og ikke mindst at håndhæve, det vil sige løbende at minde om dine grænser.

Andre mennesker, inklusive din partner, kan ikke gætte sig til dine grænser, hvis du ikke gør opmærksom på dem. Din partner kan ikke, ud fra dit kropssprog eller ud fra din stilhed, gætte sig til, at du er såret eller vred over noget, han eller hun sagde i går.

Det bliver du nødt til at gøre opmærksom på.

Hvad der er soleklart for dig i forhold til grænsesætning, er det måske ikke for din partner, som derfor ubevidst og helt uden at ville det, kan komme til at overtræde din grænse. Dette kan minimeres – måske endda helt undgås – hvis du fortæller, hvor din grænse går.

Hvad er en personlig grænse?

En personlig grænse er en grænse, du sætter rundt om dig selv, som du kan sætte en konsekvens for, hvis grænsen ikke bliver overholdt. Altså en konsekvens, der er indenfor din kontrol.

Grænser er personlige, fordi det er forskelligt fra person til person, hvad vi ikke synes er i orden. En grænse er noget, du kan sætte, når der er noget, du ikke (længere) vil acceptere, se på, finde dig i eller have, der sker.

Eksempel 1:
Du og din partner skal til middag hos nogle venner og er inviteret til kl. 18.00. Det tager 15 minutter at køre derover, og det betyder meget for dig at komme til tiden, så det vil du gerne.

Din partner har en anden tilgang og tænker, at så længe I ikke kommer mere end 15 minutter for sent, så er det til tiden.

Du kan sætte din personlige grænse ved at sige:
Jeg vil gerne være derovre kl. 18.00, som vi er inviteret til. Hvis du ikke er klar til at tage af sted kl. 17.45, så tager jeg selv afsted, og så ses vi bare derovre.

Du kan ikke tvinge, din partner til at være klar til at tage rettidigt afsted, men du kan selv tage af sted, så du kommer til tiden, som er vigtigt for dig.

Eksempel 2
I har aftalt at leve sundere og kun spise slik/chips i weekenden. Din partner kommer ind i stuen med en skål slik onsdag aften.

Du kan ikke bestemme over ham eller hende og sige, du må ikke spise slik i dag.
Du kan naturligvis spørge, om du har misforstået jeres aftale om kun at spise slik/chips i weekenden, og så kan du lade være med at spise af slikskålen. Men du kan ikke bestemme, om/hvad din partner spiser.

Eksempel 3
Måske tænker du, men Janne, jeg kan vel godt bestemme, at min partner ikke må være sammen med andre?

Både og.

Du kan ikke bestemme om, din partner er sammen med en anden, men du kan 100% bestemme, hvilke konsekvenser det får for jeres parforhold, hvis han eller hun er.

Hvis loyalitet, troskab og monogami er helt essentielt i dit parforhold (det er det i mit eget), så kan du stadig ikke tvinge din partner til at være dig tro, men du kan sætte en konsekvens for, hvad der sker, hvis din partner ikke overholder din grænse om troskab.

Så hvis din partner vælger at være sammen med en anden, kan du afbryde jeres forhold.

Det er din personlige grænse, og den kan du sætte anytime, du har lyst.

Så hvis jeg skal opsummere hvad en personlig grænse er, så er det en grænse, du sætter rundt om dig selv og løbende håndhæver, hvis nogen prøver at overskride den.

Hvorfor er jeg ikke god til at sætte grænser?

 Ikke alle mennesker er komfortable med at sætte grænser, og det er der en god grund til. Der er ingen, der bliver født med at være dårlig til at sætte grænser. Alle små børn kan sætte grænser. Men det der sker, gennem din opvækst, er, at du er nødt til at tilpasse dig omgivelserne og din opvækstfamilie for at passe ind og høre til. Og det er her, at grænsesætningen for de fleste af os, begynder at blive udfordret.

Fordi dine grænser ikke nødvendigvis blev respekteret.
Eller værre endnu måske hånet, latterliggjort eller negligeret:

– Ej, hold da op, det er ikke noget at blive sur over.
– Det nytter ikke at græde – prøv igen.
– Jo, selvfølgelig er du mere sulten, du har næsten ikke spist noget.
– Hvad tror du selv?!! Selvfølgelig må du ikke …
– Du er den store, nu må lige …
– Stram dig lige an og …

Hvordan sætter man grænser på en god måde?

Du sætter grænser på en god måde ved at (begynde at) sætte din grænse, så snart noget, bliver for meget for dig. Det er lettere, ikke let, men lettere at sætte din grænse, når noget bare små-irriterer dig.
Det gør du ved at italesætte dine grænser ud fra dig selv og dine følelser.

Det gør du ved at fortælle, hvilken effekt det har på dig, ikke ved at påpege den andens ”fejl og mangler”.

En god måde at starte din grænsesætning på er altid ved tale i et personligt sprog med udgangspunkt i dine følelser og ønsker. Det kunne typisk lyde sådan her:

Jeg vil gerne
Jeg vil ikke
Jeg vil ikke længere
Jeg vil bede om at
Jeg kunne tænke mig

Din grænsesætning foregår som sagt i 2 trin;
1) ved at sætte den og
2) ved at håndhæve den.

Det er ikke realistisk, at du kun behøver at sige tingene en gang, og så kan din partner (eller dit barn eller ekstrabarn) huske det for evig tid. Du er, løbende, nødt til at minde om og håndhæve din grænse.

Din grænse sætter du altid rundt om dig selv med en konsekvens, som du selv kan styre.

Måske kan det være en hjælp for dig at komme frem til, hvornår du kan sætte en grænse ved at bruge denne ”formel”

Jeg er … (følelse) … på … (person) …,, fordi … (årsag)

Eksempel:
Jeg er sur på min mand, fordi han roder i stuen.

Så har du overblik over, hvad situationen er og kan finde ud af, hvordan du vil sætte din grænse. Vel vidende, at du ikke kan bestemme over ham, men du kan fortælle ham, at rodet generer dig og spørge ham, om han vil rydde det op.

Eksempler på grænsesætning

 Din partner har sagt ja til, at hans/hendes barn kommer i weekenden, som ellers var en børnefri weekend.

Du føler i den grad, at din grænse er blevet overtrådt, fordi det også påvirker din weekend og dine planer. Du vil have, at din partner spørger dig først.

Kort og klar grænsesætning:
Det, du kan sige, er:
“Jeg bryder mig ikke om, at du laver aftaler, der også inkluderer mig, uden du spørger mig først. Jeg vil derfor gerne have, at du spørger mig næste gang, inden du indgår aftalen.”

Du kan ikke bestemme, at din partner ikke må lave en aftale med hans ellers hendes barns medforælder, men du kan bede om at blive taget med på råd. Bliver du ikke det, kan du beslutte, hvordan du vil bruge weekenden.

Kort, klar og kærlig grænsesætning
Det, du kan sige, er:
“Når du laver aftaler, der også inkluderer mig, uden du spørger mig først, føler jeg, at min mening er ubetydelig, og at jeg bare må rette ind.

Det er ikke sikkert, at du har tænkt over det på den måde.

Jeg gætter på, at du har sagt ja til aftalen, fordi du gerne vil være mest muligt sammen med dit barn. Det forstår jeg også godt. Det vil bare betyde meget for mig, at du lige tjekker med mig først, før du siger ja.

Vil det være muligt, at du fremover siger, at du undersøger det, så vi kan snakke om det, inden du vender tilbage? Det ville i hvert fald gøre mig glad.”

]Når du lever i en sammenbragt familie, er det bare sådan, at ekspartneren en gang imellem fylder meget i det nye parforhold også. Det har jeg tidligere skrevet om, du kan derfor læse om når eks’en fylder for meget lige her.

Når du forelsker dig i nogens far (eller mor) og dermed lever i en sammenbragt familie, er der en lang række faktorer, du er nødt til at indordne dig under. Men det er ikke ensbetydende med, at du ikke må sige fra og sætte grænser. Selvfølgelig må du også sige fra – hvordan du kan gøre, kan du læse her

Grænser og behov

 Selv om det er rart, når din partner opfylder dine behov, så er du, som voksen, selv 100% ansvarlig for dine behov. Ligesom din partner er 100% ansvarlig for sine egne behov.

Mange ”går galt i byen” og tror, at det er partnerens ansvar at opfylde behovene og stiller det derfor som krav. Det er ikke partnerens ansvar, og du kan ikke stille krav til andre voksne mennesker, medmindre du er chef, og de er dine ansatte. Du kan derfor heller ikke udtrykke dine behov, som krav. Men som ønsker.

Du kan spørge, om han eller hun vil hjælpe dig med at opfylde dine behov, men du kan ikke stille det som et krav. Mange tror fejlagtigt, at de kan ændre deres partner. Det kan de (og du) ikke medmindre partneren selv er interesseret i det. Men du kan altid sætte din grænse for, hvad du vil være med til, og hvad du ikke vil være med til.

Eksempel på krav:
Nu har jeg brug for, at du tager initiativ til en kæresteaften.
Det er et krav. Det går ikke.

Eksempel på ønske:
Jeg ville elske, hvis vi fik en kæresteaften i kalenderen. Ville du have lyst til at tage initiativet?

Eller
Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme ud at spise et sted – har du mod på at finde et sted og booke bord til os?

Grænsesætning i den sammenbragte familie
Forskellige regler hos mor og far

 Grænsesætning i den sammenbragte familie kan hurtigt kompliceres, fordi der i forvejen ofte er usikkerhed om, hvad der må hvad overfor hvem. Og fordi der også i mange familier er forskellige regler hos mor og far.

Lige præcis af den årsag, er der ekstra vigtigt at bruge personlige grænser, fordi de jo netop er personlige og ikke kan diskuteres. Grænser og dermed regler er forskellige fra person til person. Og groft generaliseret også noget forskellige for mænd og kvinder. Og i særdeles forskellige for ekstraforældre og forældre.

Ekstraforælderen vil som oftest ønske sig strammere regler og rammer end forælderen vil. Det i sig selv kan udløse en krise i den sammenbragte familie, som du kan læse om her.

Den gode nyhed for både ekstraforældre og forældre er, at når vi sætter grænser om og for os selv, gør vi det også for barnet. Og dermed bliver det nemmere at være barn. Ren win-win.

Hvordan sætter jeg grænser for min mand?
Eller for min partner?

 Du sætter grænser i parforholdet for din mand eller partner på samme måde som overfor alle andre, nemlig ved at sætte din personlige grænse rundt om dig selv.

Nogle grænsesætnings-problematikker opstår på baggrund af en krise i parforholdet, som jeg har skrevet om her.

Jeg får dårlig samvittighed, når jeg sætter grænser

 Jeg bliver løbende spurgt, hvordan man kan sætte grænser uden at få dårlig samvittighed. Og mit svar er helt klart og kort:

Du kan oftest ikke sætte grænser uden at få dårlig samvittighed. 

Men du kan lære at sætte grænser OG håndtere din dårlige samvittighed, så den ikke står i vejen for at få sagt fra. Det er noget af det, jeg hjælper kvinder, mænd og par i sammenbragte familier med.

Jeg vil også rigtig gerne hjælpe dig, hvis du vil blive bedre til at sige fra og sætte grænser uden at få (alt for) dårlig samvittighed. Du kan læse mere om min personlige rådgivning her. Rigtig god fornøjelse med din grænsesætning – din trivsel er vigtig