3 gode råd fra psykolog og ekstramor Renée Toft Simonsen

Jeg har interviewet psykolog og ekstramor Renée Toft Simonsen om det at være ekstramor. Selv om interviewet er af ældre dato, er hendes 3 gode råd stadig lige effektive. Du får dem her:

Hvad synes du er det sværeste ved at være ekstramor?
Kontrol. Eller nærmere mangel på samme. Her var et barn jeg ikke bare kunne lemme ind i flokken eller bestemme over i stort som småt, eksempelvis sengetider eller hvornår vi skulle holde ferie, fordi det også skulle passe ind med en anden familie.

A propos kontrol, så det at der nogle gange gælder andre regler for mit ekstrabarn, der f.eks godt måtte falde i søvn på sofaen fredag aften, mens jeg sagde nej til mine børn var heller ikke altid lige nemt – det var uden for min kontrol. Det at blive og være ekstramor rokkede også ved min retfærdighedsfølelse – fik de lige meget opmærksomhed og lige mange ting? Nu, hvor børnene er blevet større, min ekstradatter er i 20′erne, kan jeg godt tænke, hvorfor jeg var så pernittengryn med tingene. Men det var svært at lade være den gang. Der havde jeg heller ikke den viden og indsigt, jeg har i dag.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, da du blev ekstramor?
Det ville måske have været rart at have haft en opmærksomhed på, hvad det er for nogle følelser, det at være ekstramor, kan sætte i gang i en selv og at det sjældent, hvis nogensinde har noget med barnet at gøre. Og i forlængelse heraf, at det er meget normalt, at vores ekstrabørn fremelsker de sider i os selv, vi ikke helt har integreret, det vil sige vores skyggesider.

Når det er sagt har jeg været meget heldig med min ekstradatter, hun havde og har et meget indfangende væsen. Nogle børn er jo nemmere at gå til, hvis de for eksempel er åbne og imødekommende. Det er sværere at komme til med mere lukkede børn. Måske spillede det også en rolle, at mit ekstrabarn og jeg var samme køn og derfor havde mange fælles interesser. Det har jeg faktisk ikke tænkt så meget over, men det er da en mulighed.

Hvad er dit bedste tip til andre ekstramødre?
Giv slip på nogle af de ting, du roder med i forhold til kontrol. Hvis du ikke giver slip kan det ende med at forpeste hele familielivet. Der er store personlige omkostninger ved at holde fast i retfærdighed og kontrol. Hvis der er noget, der er svært, så giv slip. Vær med det, der er.

At give slip er virkelig mit allerbedste tip. Let go. Hvor vigtigt er det at have kontrol og få ret i det store billede? Du lukker dit hjerte til og går glip af en masse kærlighed.

God sommer
Janne

PS:
Sidder du inde med et godt tip, så er du meget velkommen til at dele det på ekstramors facebookside

Email Navn
Share

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


Janne Leth Førgaard | M: janne@ekstramor.dk | T: + 45 60 17 86 60 | CVR: 21 66 84 94 | Forretningsbetingelser | Cookies