Mange ekstramødre kommer ofte i tvivl om, hvorvidt det er okay at sige fra og at sige nej i deres eget hjem. Hvorfor er det mon sådan?
Jeg tror, det hænger sammen med flere faktorer. Blandt andet de forbudte følelser; jalousi, skam og skyld, som jeg tidligere skrevet om. Men også det faktum, at langt de fleste af os rationelt set godt ved, hvad der er ”det rigtige at gøre”, når vi står i en situation og skal vælge, om vi vil sige fra over for vores kæreste eller hans barn.
Vi ved det godt; lige indtil vi kommer i en følelsesmæssig klemme, fordi vi bliver bange for at gøre barnet eller den, vi elsker, ked af det eller måske endda sur. Og så er det, for familiefredens skyld, nogen gange måske bare nemmere at ignorere følelsen i maven, der siger: “Jeg burde sige nej lige nu.” Men det er ikke uden omkostninger, når vi overhører eller ignorerer vores mavefornemmelse. Hør her, hvorfor.
Kvinder i sammenbragte familier
Der er mange betegnelser for kvinder i sammenbragte familier, hvoraf bonusmor er meget udbredt. Jeg er ikke sikker på, at alle ser det som bonus. Bonusmor, bonusbarn, bonusfamilie. Det er ofte en kompleks følelsesmæssig familiekonstellation.
Jeg kalder det ekstramor. Det gør jeg af flere årsager. For det første, fordi jeg ser mig selv som en slags ekstra mor barnet har til rådighed, når han eller hun er sammen med sin far. For det andet, fordi der kommer mange ekstra ting i spil både følelsesmæssigt og lavpraktisk, når vi lever i en sammenbragt familie.
Stedmor er jeg helt sikkert ikke. Jeg er ikke i stedet for barnets mor. Jeg er nærmere et ”add on”; noget ekstra. Derfor kalder jeg mig selv for ekstramor og ikke stedmor, bonusmor, papmor eller fars kæreste.
Og nu er jeg lidt nysgerrig:
Hvad kalder du dig for?
Det vil jeg elske, hvis du har lyst til at dele med mig nederst i kommentarfeltet.
Det handler i virkeligheden alt sammen om grænser. Dine grænser
Og dine grænser betyder noget. De er virkelig vigtige, for at du kan være dig. Og være tilpas i din sammenbragte familie.
Men grænser er også en svær størrelse. For nogen gange ved du ikke engang, hvad eller hvor din grænse er, før nogen træder over den. Og dine grænser kan godt gøre andre kede af det. Og det er svært, for det er det sidste, du ønsker.
Men du er nødt til at stå fast på, hvor din grænse går. Så du ikke mister dig selv. Og det gælder både i tilværelsen som ekstramor, men også i alle de andre relationer, du indgår i.
Vi mennesker har så nemt ved at sige ja. Det at sige nej er lidt en anden snak. Men det at sige nej og at sætte grænser går ofte hånd i hånd. Og vores medmennesker er meget bedre tjent med et ærligt nej fremfor et halvhjertet ja.
Du kan læse mere om, hvad jeg tænker om grænser – og hvorfor de er så vigtige – her.
Må jeg godt sige nej som bonusmor?
Om du må sige nej til dine ekstrabørn eller dine bonusbørn, hvis du kalder dem det, kommer helt an på, hvem du spørger. Hvis du spørger mig, er svaret et højt, kærligt og rungende: JA
Selvfølgelig må du godt sige fra. Selvfølgelig må du godt sige nej, når noget bliver for meget for dig. Også selvom det ikke er dine biologiske børn. Det er stadig dit liv, de bliver en del af. Og dit hjem, de kommer ind i. Derfor er det mere end okay at sige både fra og nej nogen gange.
Jeg vil faktisk anbefale dig, at du øver dig i at sige fra som ekstramor. At sætte foden ned og sige nej, når du har brug for det. For den slags har det med at hobe sig op indeni os. Indtil det en dag bliver for meget, og læsset vælter. Det kan koste dyrt både for familien og parforholdet. Derfor er du nødt til at sige fra – hellere før end siden.
Sig fra, når noget bliver for meget
Sig fra, når noget bliver for meget og ikke føles rigtigt for dig …
Sig nej, når der er noget, du ikke har lyst til …
Der er naturligvis mange situationer i livet, hvor du bliver nødt til at gøre noget, du ikke har sådan helt rigtigt lyst til. Som for eksempel at tage til tandlæge, gå til læge, hvis du er syg eller udføre den der super kedelige tjans på jobbet, som faktisk er dit ansvar. Den slags der.
Men det er ikke den slags, jeg taler om her. Det ved jeg også, at du ved.
Det, jeg taler om, er at kunne sige fra, når noget bliver for meget, for voldsomt og for grænseoverskridende for dig. Når nogen træder ind i dit space og går over din grænse.
At sige fra er ikke nødvendigvis det samme som, at tingene bliver, som du ønsker. At sige fra er at markere en grænse. Din grænse. Stop. Hertil og ikke længere. Det bliver for meget for mig.
Du kan ikke kontrollere din kæreste, hans børn eller nogen andre for den sags skyld. Men du kan sige fra og lade menneskene omkring dig vide, hvad du føler, og hvornår de træder over din grænse. Derfra er det op til dem, hvordan de responderer.
Det behøver ikke at være store og revolutionerende ting, du siger fra overfor. Det kan sagtens være af en mindre kaliber. For det er ofte de små ting, der hober sig op. Mindre episoder, hvor du ikke fik sagt fra, fordi det lige var nemmere i situationen at lade være. Det bliver alt sammen små irritationsmomenter, der vokser sig større. Og før du ved af det, blev noget ret simpelt (og måske endda banalt – men ikke for dig og dine grænser) til et stort problem for dig og din sammenbragte familie.
At kunne sige fra er vigtigt for din trivsel;
ikke kun som ekstramor, men i livet generelt
Jeg gætter på, at grunden, til at du bliver i tvivl om, hvorvidt det er okay at sige fra, er, at du rådfører dig med skiftevis den vægelsindede og skrappe del af dig selv. Vi kan såmænd også kalde det din indre papegøje. Den knævrer løs fra morgen til aften.
Den vægelsindede del af dig kan finde argumenter for, hvorfor det er helt okay, ja, endda sund fornuft at sige fra:
✔️ “Selvfølgelig må du sige fra – det er jo ikke dit barn.”
✔️ “Selvfølgelig må du sige fra – hvad havde han egentlig forestillet sig?!”
✔️ “Øh ja, selvfølgelig må du sige fra – hans eks skal jo ikke styre hele showet. Hvis ikke du siger fra, er der jo tydeligvis ingen, der gør …”
Men så lige bagefter kommer tvivlen på besøg …
✔️ “Det er jo bare et barn, så jeg må lige bide tænderne sammen.”
✔️ “Han tænker sig jo bare ikke om, så jeg bliver nødt til at stå det igennem.”
✔️ “Hvis ikke hans eks var så urimelig, ja, så ville mit liv og parforhold være ret fedt. Jeg må bare bide det i mig …”
Den skrappe del af dig kan finde argumenter for, hvorfor du bare lige er nødt til tage dig lidt sammen …
Den skrappe del kan finde på at synes, at du er en slapsvans, at du er utaknemmelig, at du er en kylling og at du “bare lige” kan stramme lidt op.
Det er den del af dig, der bare aldrig synes, du gør det godt nok. Tit er det den del af os, som råber højest. Så du er nødt til at være virkelig bevidst omkring det for ikke at lade den overtage dine tanker fuldstændigt.
Er det at sige fra og nej det samme?
Svaret er endnu en gang irriterende: Det kommer an på, hvem du spørger. For nogen er det det samme, for andre er det ikke.
For nogen relaterer det at sige fra sig mere til, når noget bliver for meget, når din grænse bliver overtrådt. For eksempel, hvis barnet larmer meget højt, og du ikke kan lide at bede barnet om at skrue ned for lyden, fordi du ikke vil virke kontrollerende, eller som om du blander dig i din kærestes børneopdragelse.
Det at sige nej relaterer sig mere til et konkret spørgsmål. Det kan være din kæreste spørger, om du vil med ud og se hans barn spille kamp en søndag. Og du virkelig, virkelig ikke har tid, lyst eller overskud.
Som med så meget andet i ekstramor-livet er der ikke en facitliste til eller en guide i at sige fra og nej. Det er individuelt, og det afhænger rigtig meget af den situation, du står i. Det er en slags rejse. Ind i dig selv, hvor du lærer dig selv, dine behov og dine grænser bedre at kende. Så du ved, hvornår du har brug for enten at sige fra eller nej til et andet menneske.
Sig fra uden at få (alt for) dårlig samvittighed
Når du skal i gang med noget nyt, kan det sagtens føles lidt angstprovokerende. Det gælder alt her i livet. Og måske får du allerede lidt sved på panden, når du læser med her (fordi du godt ved, hvad du burde gøre …). Det er helt perfekt. For så ved du, at der er noget på spil. Noget, der er vigtigt her. Og det er et godt udgangspunkt, når ting betyder noget for os mennesker.
Jeg vil gerne give dig 2 overkommelige trin,
som hjalp mig med at sige fra og nej som ekstramor
Trinene er meget simple – og derfor også overskuelige. Men de virker. Jeg ved det, for jeg har prøvet det på egen krop og sjæl.
Trin 1: Mærk efter …
Start med at mærke efter. Det kan være svært nok i sig selv, fordi du lige er nødt til have filtreret alle de der “Jeg burde …” og “Jeg skal også …” fra. Men det kan godt lade sig gøre. Og det er ikke egoistisk. Du gør det både for dig selv, men i den grad også for hele din sammenbragte familie.
Trin 2: Eksekvér …
Begynd at sige fra – start i det små. Sagt på en anden måde: Nu er du nødt til at eksekvere.
Husk dig selv på, at hvert lille skridt, du tager, er bedre end intet skridt. Og det er okay ikke at springe i fra 10 meter vippen første gang – start stille og roligt fra kanten, mærk vandet og bliv rolig og tryg i det, du nu er nødt til at gøre.
Du behøver ikke fuldstændig revolutionere din personlighed. Det bliver lidt for meget. Tag et lille skridt. Det første skridt. Så vil du helt sikkert opleve, at det hen ad vejen bliver nemmere at sige fra over for menneskene, du holder af, og at du bliver bedre og bedre til at sige nej til større og større ting.
Når du siger fra, bliver det lidt lettere, hvis du taler ud fra dig selv
Med det mener jeg, at du med fordel kan bruge formuleringer som:
✔️ “Jeg vil gerne have, at … Kan det lade sig gøre?”
✔️ “Jeg kan mærke at …”
✔️ “Jeg føler …”
✔️ “Jeg kunne tænker mig … - hvad siger du til det?”
På den måde taler du ud fra dig selv. Dine behov, dine følelser og dine ønsker – og det står jo ikke til diskussion, hvordan du har det, eller hvad dine behov er. Det er noget inde i dig, som kun du kender.
Jeg tager min egen medicin. Læs, hvordan jeg gør her
Min mand og jeg er meget forskellige. Jeg føler, at han kan være meget hård i sin retorik. Det siger han, at han ikke er. Men det står jo ikke til diskussion, at jeg føler, han er det. Dét er sådan, jeg opfatter hans måde at tale på.
Så det, jeg kan gøre (og det, jeg gør), er at sige noget i stil med:
“Jeg vil gerne have, at du siger det på en anden måde. Kan det lade sig gøre?”
“Jeg føler, at du taler meget hårdt til mig. Det bliver jeg ked af.”
Det er meget mere konstruktivt at fortælle, hvordan en andens opførsel får dig til at føle, end det er at angribe den anden for det, de gør. Især fordi vi er individer – og vi opfatter situationer vidt forskelligt.
Bliv bedre til at sige fra over for andre mennesker
Hvis du synes, det med at sige fra og nej lyder svært, så er du ikke alene. Det ér svært. Ingen af os har lyst til at skuffe dem, vi elsker.
Men. Det er fuldstændig umuligt at undgå. I alle parforhold (jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige i alle relationer) kommer du til at skuffe den anden, ligesom den anden kommer til at skuffe dig. Sådan er det. Det er også en del af det at være menneske.
Vil du bare rigtig gerne i gang med at sige fra og nej, men ved du ikke helt, hvor du skal starte, eller hvordan du skal gøre? Du ved bare, at du skal gøre noget. Nu.
Så lad os tage en snak. At sige fra er noget af det, jeg hjælper rigtig mange ekstramødre med i deres personlige rådgivningsforløb, og jeg vil også meget gerne hjælpe dig.
Forestil dig lige, hvor rart det ville være, at der er endnu større overensstemmelse mellem de følelser, der er inde i dig, og de ord, der kommer ud af munden. Det føles som at blive sat fri.
Du kan booke en indledende session her, hvor vi sammen kan kigge på, hvordan du kan sætte grænser.
PS:
Som jeg skrev er det ikke kun i din rolle som ekstramor eller bonusmor, du er nødt til at sige fra og sætte grænser. Det er i dit liv generelt. Det har Sygeforsikring Danmark også bragt en artikel om.
