Sammenbragte familier med voksne børn

Sammenbragte familier med udeboende, voksne børn er ikke nødvendigvis problemfrie

Sammenbragte familier med voksne børn er ikke nødvendigvis problemfrie, bare fordi børnene er flyttet hjemmefra.

Lad mig starte med at slå fast, at en sammenbragt familie er en familie, der består af et par, hvor mindst den ene har et barn eller flere fra tidligere. Den sammenbragte familie er altså ikke defineret af børnenes alder, men derimod af det faktum, at mindst den ene i parforholdet har et barn eller flere fra tidligere forhold, som den nuværende partner derfor ikke er medforælder til. Det kan også være, I begge har et barn eller flere fra tidligere og at måske også har et fælles barn. Kombinationsmulighederne er mange.

Når du lever i en sammenbragt familie med mindre børn, kan du nemt komme til at tro, at ”problemerne løser sig selv”, når børnene flytter hjemmefra. Sådan forholder det sig ikke nødvendigvis.

Nogle problemer er ikke længere aktuelle og mærkbare i hverdagen, f.eks. forsvinder diskussioner om oprydning, rengøring, sengetider, alkoholindtag, etc. naturligt, når det unge menneske flytter hjemmefra.

Når det er sagt, er forælderen stadig forælder selv om barnet, nu er et voksent, udeboende barn. De ting I ikke var enige om, da barnet boede hjemme f.eks serviceniveauet og økonomiske bidrag til barnet, bliver I nok ikke pludseligt enige om, når barnet er flyttet. Jeres præferencer og værdier vil stadig være forskellige.

Forældreskabet stopper ikke, fordi det nu voksne barn flytter hjemmefra. Et forældreskab er for livet, uanset barnets alder. Du er stadig mor eller far, selv om du måske er 60 år og dit barn er 30 år.

Hvordan får man en sammenbragt familie med udeboende, voksne børn til at fungere?

I alle sammenbragte familier er der en række præmisser, der følger med familieformen. Nogle er mere aktuelle og udfordrende, når dine ekstrabørn er små, fordi I bor sammen og skal have en hverdag inklusive samarbejdet med barnets andet hjem til at fungere bedst muligt.

Det er ikke lige så aktuelt for dig, hvis dit ekstrabarn er 25 år. Uanset hvor gammelt barnet er, når du, som ekstraforælder, kommer ind i familien, bliver du en del af en familie, en dynamik og et mønster, som du ikke selv har været med til at skabe fra start. Det kan være en stor omvæltning at finde sig tilpas i og indordne sig under.

Jeg anbefaler, at I som par, afstemmer jeres forventninger til, hvilken familie I sammen ønsker at skabe med respekt og nænsomhed for det, der allerede er og med respekt og nænsomhed for, at der kommer et nyt familiemedlem, der også fortjener at få mulighed for at sætte sit aftryk og danne nye traditioner fremadrettet.

Fordelen ved at have kendt dit ekstrabarn fra det var lille er naturligvis, at I har mange minder og oplevelser sammen, som styrker jeres relation, kendskab til hinanden og følelsen af forbundethed. Fordelen er også, at du har haft mulighed for at vokse i din ekstraforælder-rolle i takt med dit ekstrabarn.

Hvis du først lærer dit ekstrabarn at kende, når han eller hun er (stor) teenager, eller efter de er flyttet hjemmefra, bliver det betydeligt sværere, måske endda urealistisk, at opbygge en tæt relation.

De færreste teenagere ønsker sig en ”ny” familie. De er i fuld gang med at løsrive sig fra den familie, de allerede har. De er i gang med at blive sig selv. Det bliver de bedst ved at løsrive sig fra far og mor, så de kan finde ud af, hvem de selv gerne vil være.

Når barnet flytter hjemmefra, ophører den relativt forudsigelige samværsordning også. Nu kommer barnet, aka det unge menneske, ikke længere efter et ”fastlagt skema”, men når det har tid og lyst. Det er her, det kan blive lidt udfordrende for ekstraforælderen, der oftest kan lide en vis forudsigelighed, hvorimod forælderen oftest vil synes, at det er fantastisk, at barnet kigger forbi lige så ofte, det vil.

Mange ekstraforælder kommer i tvivl om, om de må sige noget, eller om de må indordne sig under, at børnene kommer og går som de vil, fordi det jo også er deres hjem, selv om de er flyttet hjemmefra.

Min holdning og mit forslag er:
Barnet er altid velkomment i hjemmet. Er han eller hun flyttet hjemmefra (eller er det hos deres anden forælder) mener jeg, at det er god skik, at han eller hun ringer og spørger, om han eller hun kan komme forbi.

Forældre og ekstraforældre er som regel ikke mennesker, der sidder hjemme hver dag og venter på måske at blive kontaktet. De fleste af os lever også selv et liv. Og der vil være dage, hvor et uventet ”kig forbi” er mere belejligt end andre.

Det er naturligvis forskelligt fra person til person. Men jeg ville heller ikke selv besøge mine forældre uden at have ringet først og spurgt, om det passede, at jeg kigger forbi.

Snak om og afstem jeres forventninger til, hvordan I ønsker, det skal være hos jer?

Konflikter og forholdet mellem voksne børn i sammenbragte familier

Hvis der var ting, I ikke var enige i, da dit ekstrabarn boede hjemme, bliver I ikke pludselig enige, bare fordi barnet er flyttet hjemmefra. I vil stadig se forskelligt på det.

Derfor er det vigtigt, at du, når du sætter grænser, sætter dine personlige grænser, for dem har du altid mulighed for at opretholde.

Det er dine grænser, og den konsekvens du sætter, hvis din grænse ikke bliver overholdt, er en konsekvens der skal være indenfor din egen kontrol. Bliv klogere på, hvordan du kan sætte grænser her.

Eksempel:
Dit ekstrabarn er i starten af 20’erne og er flyttet hjemmefra, men har altid vasketøj med, når han eller hun kommer hjem. Skal han eller hun have lov at vaske det hjemme hos jer?

Det kommer sikkert an på, hvem du spørger.

Forælderen vil muligvis sige:
Selvfølgelig. Der går ingen skår af os for det. Og hvis det er en hjælp for ham eller hende, så er det da det mindste, vi kan gøre. Især med de stigende priser.

Ekstraforælderen vil oftest mene, at det er bedre, at ekstrabarnet (i 20’erne) selv lærer at vaske tøj og administrere sin økonomi.

Hvad er rigtigt og hvad er forkert?
Der er ikke noget, der er rigtigt og noget, der er forkert. Det er 2 forskellige måder at anskue det på og begge dele er lige fint. Det er 2 forskellige synspunkter.

Det, ekstraforælderen kan gøre for at sætte en personlig grænse, er f.eks:

Du kan ikke bestemme over andre, heller ikke din partner eller dennes udeboende børn, men du kan bestemme, hvad du vil og ikke vil være med til.

Hjælp - mine voksne børn gider mig ikke...

At vi er i familie med hinanden, er ikke en garanti for, at vi kommer strålende ud af det med hinanden. Måske gør vi. Måske gør vi ikke. Kemien mellem de forskellige familiemedlemmer er afgørende – uanset om vi lever i en sammenbragt familie eller ikke.

At være ekstraforælder og forælder er på en del måder en envejs relation. Når barnet er lille og op til det juridisk set bliver myndigt, er det afhængigt af forælderen, der forhåbentlig øser ud af al den kærlighed og omsorg, der er ønskværdigt for at sende barnet godt ud i verden på egne ben.

Når barnet bliver voksent og flytter hjemmefra, er det ikke sådan, at forælderen er fuldstændig betydningsløs. Blot kan det godt føles sådan for forælderen, der ikke længere har den samme tætte (eller daglige) relation til barnet.

Uanset barnets og forælderens alder, så er det forælderen, der er primær ansvarlig for relationen. Min anbefaling er derfor, at du som forælder arbejder på at opretholde en relation. Også når den ikke kan blive, som du ønsker dig.

En personlig note og et tip:
I skrivende stund er jeg mor til 2 store teenagepiger, der går i henholdsvis 2.g og 3.g. De træffer valg, jeg ikke er enig i og som strider imod mine menneskelige værdier. Men hvis jeg gerne vil have en god relation til mine piger – og det vil jeg – så er min vigtigste opgave at være nysgerrig. Nysgerrig på, hvorfor de træffer lige netop de valg, de gør.

Jeg vil anbefale dig at være det samme. Vær nysgerrig – spørg ind – bliv klogere på, hvad det er, der driver dit nu voksne barn eller ekstrabarn.

Hvilke tanker gør han eller hun sig?

Det er meget let at være dømmende. Blot kommer du meget længere i dine relationer, hvis du er oprigtigt nysgerrig og interesserer dig for deres ”hvorfor”. Hvorfor gør de, som de gør?

Og så vil jeg anbefale dig at fylde dit liv ud med ting, der gør dig glad. Hvad har du lyst til at lave?

Min mands eller hustrus voksne børn
Voksne børn og ny kæreste
- og hvad der er godt at være opmærksom på

Hvis du først møder din partner, når hans eller hendes (og måske dine egne) børn er store, kan det være svært at komme tæt ind på livet af børnene, fordi de er flyttet hjemmefra og i fuld gang med at leve deres eget liv.

Og fordi de ikke har et stort behov for at lære dig, som mors eller fars nye partner, at kende. Som med så mange andre situationer i det sammenbragte familieliv, anbefaler jeg, at du kigger dine forventninger efter i sømmene.

Hvilken relation er det realistisk, at I kan få?

Måske kan I, til en start, få en høflig, overfladisk relation, der med tiden udvikler sig og bliver tættere?

Måske får I ikke, som sådan, en relation, men I ses ved familiære mærkedage og højtider og konverserer høfligt.

Måske bliver det voksne barn oprevet over din tilstedeværelse og bekymret for, hvilken betydning det har for hans eller hendes egen relation til forælderen, din partner.

Uanset er det godt at være opmærksom på forventningerne og måske sænke dem lidt til en start – så kan du altid med tiden bygge ud og bygge på.

Det samme gælder den allerede etablerede vennekreds. De skal måske også pludselig vænne sig til, at der er ”ny” i flokken, som de ikke kender. Det er naturligvis også en stor tilvænning for den nye ekstraforælder, der kommer ind i mange allerede, etablerede relationer.

Sammenbragt familie med store teenagere

Der er stor forskel på at være en sammenbragt familie med teenagere, der er i starten af deres teenage-år og teenagere, der er i slutningen af deres teenage-år.

Nogle udfordringer være vil ens og så alligevel ikke.

Mange ekstraforældre vil føle, at det er lettere, ikke let, men lettere, at bede en 13-årig rydde op efter sig end 19-årig.

De fleste af os vil have en større tålmodighed med en 13-årig end en 19-årig, som, på papiret, er et voksent menneske. Blot føles det ikke altid som om deres ord og handlinger er en voksens, og dermed kan vores tålmodighed, som ekstraforælder, muligvis komme til kort.

Det kan den naturligvis også for forælderen. Men som med alle andre udfordringer i den sammenbragte familie, er forskellen den naturlige, iboende kærlighedsrelation, der er mellem forælderen og barnet. Den er der ikke på samme måde for ekstraforælderen og ekstrabarnet.

Hvad kan og må du sige noget til og om, når du ”kun” er ekstraforælder?

Er det okay at sige til dit 19-årige ekstrabarn, at du gerne vil frabede dig, hun går rundt i stuen i g-streng?

Kan du sige noget om påklædningen, hvis du synes, den er for udfordrende, når I skal ud sammen?

Kan du snakke med hende eller ham, hvis du får fornemmelsen af, at de er kommet i dårligt selskab?

Hvad skal du gøre, hvis du opdager rusmidler på hans eller hendes værelse?

Ferier og højtider med voksne, udeboende børn

Hvor længe skal børn inviteres med på ferie er et spørgsmål og kilde til diskussion i sammenbragte familier. Når et barn er flyttet hjemmefra og er ”selvforsørgende”, skal du så fortsat invitere og betale for, at det udeboende, voksne barn tager med på ferie?

Igen er der ikke et entydigt svar.
Det kommer an på, hvem du spørger.

Jeg kan fortælle, at I min sammenbragte familie, inviterer vi ikke normalt mine nu voksne og udeboende ekstrabørn med på ferie. Når det er sagt, har vi gjort undtagelser i forbindelse med min mands, deres fars, runde og halvrunde fødselsdage. Så bliver alle inviteret med.

Som udgangspunkt er det i skrivende stund ”kun” vores 2 fælles og hjemmeboende børn, vi har med. Når de er flyttet hjemmefra, inviterer vi heller ikke dem med længere medmindre, vi inviterer alle 4 børn (og svigerbørn og barnebarn) samlet.

Når eller hvis en af jer gerne vil invitere voksne, udeboende børn med på ferie, er det vigtigt, at I, som par, sammen har afstemt:

På den måde vil det føles mest som ferie for alle, når I hver især ved, hvad der venter forude.

En ferie behøver ikke at betyde, at I rejser. En ferie kan lige så vel være en juleferie, påskeferie eller sommerferie hjemme.

Hvor længe og hvor ofte er det forventeligt, at de udeboende børn er på ferie hos jer?
Igen er der ikke et klart svar. Det kommer an på mange faktorer og præferencer hvoraf den fysiske plads også spiller en rolle for mange.

Hvis I er mange mennesker, der er nødt til at bo meget tæt sammen i mange dage, bliver det som regel lidt for intenst for de fleste.

Hvis I er få, der må ile rundt og servicere flere adskillige gange om dagen, bliver I som regel trætte.

Hvis I er vant til at have partid og tosomhed og denne tid forsvinder fuldstændig, bliver især ekstraforælderen ofte frustrere.

Kører jeres diskussioner i ring?

Hvis jeres diskussioner om udeboende børn kører i ring, så lad os tage en indledende samtale om, hvordan min specialiserede rådgivning til par i sammenbragte familier kan hjælpe jer. Du kan læse mere om det her, hvor du også kan booke en tid til en indledende gratis telefonsamtale.Enter your text here...