DNA er ikke det, der skaber søskende i sammenbragte familier.
Det gør kærlighed og kemi

Som jeg sagde i indledningen, er det ikke nødvendigvis det genetiske ophav, der afgør, om et barn føler sig knyttet til sine søskende. I nogle sammenbragte familier bliver såkaldte ekstrasøskende tættere knyttede end de såkaldte biologiske søskende. En god søskenderelation er altså ikke kun et spørgsmål om biologi, men om at få skabt gode oplevelser sammen, og så i høj grad handler det også om kemi.

Nogle mennesker har bare en bedre kemi end andre. Det er indiskutabelt. Og bare fordi du har det samme genetiske ophav, er det ikke ensbetydende med, at I får en tæt relation. Ligesom det heller ikke er sikkert, at dine børn og din partners børn bliver bedste venner, bare fordi I har besluttet jer for at leve sammen som en sammenbragt familie.

Men en ting er sikkert, de gode søskenderelationer opstår ikke nødvendigvis af sig selv og helt automatisk. Nogle gange er I nødt til at arbejde for dem – og det er altid de voksnes ansvar at hjælpe børnene med det. Og her gælder det om at holde tungen lige i munden og ikke lade følelserne løbe af med dig, men derimod gå konstruktivt til værks. Og ja, så vil det ofte være nødvendigt at forskelsbehandle. Det er ikke noget problem, så længe det bliver italesat tydeligt og kærligt. Du kan læse mere om forskelsbehandling af børn her.

Det er svært at være skilsmissebarn og pludselig skulle undvære sine stedsøskende

 Hvis vi som voksne kan have lidt svært at altid at overskue den følelsesmæssige konstellation, den sammenbragte familie er, kan det være ekstra godt lige at minde os selv om, at det heller ikke altid er let for (særligt de mindre) børn at forstå, hvordan familien egentlig hænger sammen.

Mit bedste råd til dig er, at I øver jer på at italesætte det.
Jeg anbefaler, at I snakker med jeres børn om, hvor deres søskende er henne, hvornår de kommer, og hvornår de tager retur til deres andet hjem igen. Og det kan I gøre, helt fra jeres børn er små. Det er rart – både for store og små – at vide, hvor dem du elsker er henne, så savnet ikke bliver blandet med uvished og utryghed

Søskende relationer i hverdagen kan godt skabe forvirring over børnenes tilhørsforhold

 Som du måske allerede ved, lever jeg i en sammenbragt familie bestående af 4 børn. Min mand, Søren, er far til alle 4 piger, jeg er mor til de 2 yngste, og de 2 ældste har hver sin mor. Der er et aldersspænd på 13 år fra den ældste til den yngste.

Da mine børn var små, kneb det lidt for dem at forstå, hvordan vores familie hang sammen. I lange perioder var det skiftedag om søndagen, hvorfor vi fortalte dem, at i dag skal jeres storesøstre hjem til deres andet hjem hos deres mødre.

Jeg husker tydeligt følgende dialog med min ældste datter, der vel har været 5-6 år på det tidspunkt.

Mig: "Om lidt kører far dine storesøstre hjem til deres mødre."

Min datter: "Hvor er det?"

Mig: "I København. Du ved da godt, hvor de bor."

Min datter: "Men hvem er så deres far?"

Mig: "Det er jo far. Far har 4 piger. Dig og dine søstre."

Min datter: "Men hvem er så deres mor?"

Mig: "De har hver deres mor, og så I har alle sammen samme far."

Min datter: "Hvem er så min mor?"

Mig: "Det er jo mig, der er din mor. Og far, der er din far."

Min datter: "Men er deres mødre, så mine ekstramødre?"

Mig: "Nej, det er de ikke. Din far og mor bor jo sammen."

Min datter: "Jeg synes, det er forvirrende …"

Det er det også. For både store, små og alle dem indimellem.

Regler i den sammenbragte familie – på tværs af to hjem – er ikke altid let.
Men husk den gode tone

Min kærlige anbefaling er, at I taler om børnenes hjem i en kærlig og sober tone uanset, hvor store udfordringer, der eventuelt måtte være med barnets andet hjem.

Det er svært for voksne at være skilt, men den ultimativt store pris betaler børnene. Lad os tage os kærligt af det. Barnet er jo en del af begge sine forældre, og taler vi disrespektfuldt eller nedladende om den anden forælder, vil barnet typisk føle sig ramt.

Jeg ved godt, det ikke altid er let. Især ikke hvis jeres samarbejde er anstrengt, eller når ekskonen fylder for meget. Men som ekstramor er det vigtigt at huske på, hvor meget det betyder både for dine ekstrabørn og biologiske børn, at der er en god tone mellem alle børnenes hjem. Og så husk dig selv på, at det er helt okay at sige fra både overfor din partner og dennes ekspartner, så længe du ikke involverer børnene i den konflikt. Du kan læse mere om, hvordan, du gør i blogindlægget “Må jeg godt sige fra som bonusmor?” her.

Husk også, at tale jeres eget hjem, de gode søskenderelationer i skilsmissen og jeres familieform op

Udover at tale positivt om børnenes øvrige hjem, så er det også min opfordring, at I taler jeres familieform op. For selvom det er svært at leve i en sammenbragt familie, ja, så er det faktisk også jeres mulighed for at vise jeres sammenbragte børn, at I er modige nok til at give kærligheden et forsøg mere – modige nok til at leve som en sammenbragt familie med alt, hvad det indebærer. Det er også en rigtig god idé at tale med børnene om, hvor lærerigt og udviklende det kan være at få X antal ekstra søskende.

Forskelsbehandling af søskende i den sammenbragte familie

Der vil være forskel på børneflokken i den sammenbragte familie, og det anbefaler jeg, at I italesætter fra dag 1.

Der vil være noget, nogle børn må, fordi de er ældre, eller fordi forældrene har en anden tilgang.

Jeg har en hel del gange måtte forskelsbehandle mine egne børn ”negativt”, da der var noget, jeg ikke ville have. De nævnte naturligvis, at det var snyd og uretfærdigt, eller at de ville ønske deres storesøsters mor, var deres mor. Og jo, det svider at få at vide, men jeg synes stadig, at det er vigtigt at holde fast i.

Eksempelvis måtte mine ekstrabørn gå med mascara, før mine børn måtte. Og det er, lige som det skal være. Det blander jeg mig ikke i. Jeg fastholder blot mine egne grænser.

Og når mine børn så påpeger, at det er vildt uretfærdigt, eller at jeg er super tarvelig, så anerkender jeg deres følelser ved at sige:

– “Ja, det kan jeg godt høre, du synes.”

Eller

– “Ja, det kan du godt have ret i.”

– “Men mor, må jeg så ikke nok …”

– “Nej. Det må du ikke for mig.”

Livet i den sammenbragte familie er ikke fair, og praktiserer du millimeterdemokrati, får du et problem med tiden, hvis du spørger mig. Jeg er mere interesseret i at kigge på, hvad det enkelte barns behov er og så sikre, at hvert barn trives. End jeg er i at give alle det samme. Det er ikke en god ide nødvendigvis – måske ingen af dem i sidste ende vil trives.

Mine egne børn er også meget forskellige til trods for, at de har samme far og mor. Hvis jeg behandlede dem ens, ville det ikke være godt for nogle af dem.

Konflikter mellem søskende og halvsøskende er noget,
I er nødt til at hjælpe børnene med at håndtere

 Søskendekonflikter er en naturlig del af familielivet – især hvis du er bonusmor til en teenager – og i sammenbragte familier er der flere parter at konflikte med på grund af de iboende interessekonflikter. Du kan læse mere om interesse- og loyalitetskonflikter i sammenbragte familier her.

Forskning og litteratur af blandt andet Erik Sigsgaard (i form af bogen Skæld mindre ud) og nu afdøde familieterapeut Jesper Juul, hvis grundlære jeg er uddannet i, viser, at skældud ikke virker og er skadeligt for børn. Derfor er vi nødt til at gribe tingene an på en anden måde.

Når vi gør os til dommer over børns konflikter, uanset om det er vores egne eller andres børn, øges konflikten som regel (en konflikt, der i forvejen kan være intens, hvis den ene part er mismatcher).

Det medfører jalousi (en af de forbudte følelser, du som ekstramor sikkert kender), fordi den ene sidder tilbage med følelsen af, at den voksne bedre kan lide det andet barn.

Jalousi handler ofte mere om, at vi synes, vi får for lidt, end det handler om, at vi synes andre får for meget. Det er en besked til forældrene og ekstraforældrene om, at der er noget, som mangler. Måske tid, opmærksomhed eller kærlighed.

Giv omsorg til den ”forsmåede” i stedet for at skælde ”skyldneren” ud. Med andre ord er du nødt til at tilføre noget af det, der mangler, hvis de er meget sure, taler grimt til hinanden eller måske endda slås, så tilfør det, der mangler; nemlig omsorg.

Opdragelse i en sammenbragt familie bestemt ikke let. Det bedste, vi kan gøre, er at lære dem at løse konflikterne selv. Det gør vi ved at være nysgerrige i stedet for at dømme. Ved at undersøge – sammen med børnene – hvad skete der egentlig?

Det kan du gøre på følgende måde:

• Spørg hvert barn: ”Hvad synes du, der er sket?” Hvis det andet barn afbryder, siger du roligt: “Lige nu taler x, det er din tur om lidt.”
• Så kan du sige: “Når I nu ser så forskelligt på det, kunne I så komme med en løsning, der fungerer for jer begge, og som I begge er tilfredse med?”
• Og som afslutning kan du sige: “Hvis I ikke selv kan komme frem til en løsning, vil I så høre min?” Hvis I ikke kommer til en løsning, så kan du sige “Vi er alle løbet tør for løsninger, så nu stopper vi her.”

Lad børnene løse konflikterne selv, så vidt det overhovedet er muligt. En konflikt er jo trods alt, to eller flere parter, der ser forskelligt på den samme ting. Og du hjælper dem med at finde et fælles ståsted.

Søskenderelationer i forskellige hjem – hvad sker der, hvis I mister kontakten?

 En hel del sammenbragte familier går hver til sit igen. Her anbefaler jeg, at de voksne tager stilling til, hvilken kontakt (hvis nogen) børnene kan have efterfølgende. Er I forældre til fælles børn også, giver det sig selv. Men er I forældre til hver jeres børn fra tidligere, er relationen og forholdet jo for så vidt slut. Tal meget gerne med børnene om det også, og sørg for at sige ordentligt tak for nu og farvel.

Og lav en aftale om, hvilken slags kontakt der kan være (hvis nogen) mellem børnene og mellem børnene og ekstraforælderen.

Også i sådan en situation, står vi, som ekstraforældre, helt uden rettigheder. Har vi knyttet os til barnet, er det bare tough luck, hvis vi ikke må se barnet mere for forælderen. Derfor er så vigtigt at få sagt et fint farvel. Det gør stadig ondt, men så er det sagt højt, og vi har haft chancen for at sige tak for den tid, vi har haft sammen.

Følsomme forbindelser og hjertets rum med en helt særlig plads

 Måske har du hørt mig tale om hjertets rum før. Jeg synes, det er helt på sin plads at bringe det op igen her til slut, fordi det er sådan en kærlig måde at forklare børn, hvordan kærligheden hænger sammen. Især hvis I på et tidspunkt er nødt til at sige farvel til hinanden.

I den situation – eller i en situation, hvor dit barn føler sig uretfærdigt behandlet i forhold sine (ekstra)søskende kan du sige følgende:

“Mit hjerte (og alle hjerter) består af forskellige rum. Og der er et rum, der er dit. Det er helt særligt, fordi du er helt særlig for mig. Det rum er der aldrig nogen, der kan tage eller udfylde, fordi de ikke er lige som dig.”

Hvad er en bonusmor?

Der er mange betegnelser for kvinder i sammenbragte familier, hvoraf bonusmor er meget udbredt. Jeg er ikke sikker på, at alle ser det som bonus. Bonusmor, bonusbarn, bonusfamilie. Det er ofte en kompleks følelsesmæssig familiekonstellation.

Jeg kalder det ekstramor. Det gør jeg af flere årsager. For det første, fordi jeg ser mig selv som en slags ekstra mor barnet har til rådighed, når han eller hun er sammen med sin far. For det andet, fordi der kommer mange ekstra ting i spil både følelsesmæssigt og lavpraktisk, når vi lever i en sammenbragt familie.

Stedmor er jeg helt sikkert ikke. Jeg er ikke i stedet for barnets mor. Jeg er nærmere et ”add on”; noget ekstra. Derfor kalder jeg mig selv for ekstramor og ikke stedmor, bonusmor, papmor eller fars kæreste.

Uanset hvad vi kalder det, er det ikke let. At være ekstramor til en teenager er slet ikke let. Og det er uanset, om du har kendt barnet fra lille eller først lært det at kende som teenager.

Og det er måske her, hvor det i virkeligheden bliver tydeligt både for teenageren og bonusmoren, at der ikke er så meget bonus over det. Du ved, at jeg foretrækker at kalde det ekstramor, ekstraforælder, ekstrabarn eller ekstrateenager i det her tilfælde, fordi det er noget ekstra. Ekstra relationer, ekstra følelser, ekstra irriterende, ekstra alt muligt…

De biologiske forældres tilgang og relation til teenageren er ikke dit bord

Som ekstramor kan du godt have nogle meninger om, hvordan din partner bør være forælder. Det er du i din gode ret til. Jeg anbefaler dog, at du holder din mening og gode råd for dig selv – medmindre du bliver decideret spurgt til råds. Det er en utrolig fin balance, når man har sammenbragte børn.

Er der noget, du ikke forstår – og det vil der helt sikkert være – så anbefaler jeg, at du spørger. Oprigtigt undrende, nysgerrigt, kærligt – ikke fordømmende eller bedrevidende.

Som ekstraforælder kan og bør du ikke blande dig i forælderens relation til barnet. Det er måske en af de absolut sværeste opgaver: At lade være. Hands off simpelthen.

Jeg anbefaler naturligvis ikke, at du bare sætter dig ned og ser til. Jeg anbefaler, at du oprigtigt undrer dig, hvis din partner og eks’en gør noget markant anderledes, end du selv ville have gjort. Og formulér din undren som kærlige spørgsmål. Ikke som en hel kavalkade af spørgsmål, men som oprigtige spørgsmål, hvor du er interesseret i at høre svaret for at blive klogere. Og forstå deres valg bedre.

Om din partner vælger at top-servicere den store teenager, har ikke noget med dig at gøre. Men det bliver sikkert svært for dig at se på, fordi du synes, de burde bidrage med noget mere i hjemmet, og fordi du oprigtigt ønsker at klæde dem på til at komme ud i livet. Men det er ikke dit bord. Og husk også på, at det bestemt heller ikke altid er nemt at være skilsmissefar.

Det, du kan gøre, er, at du kan finde ud af, hvad du vil være med til i din relation til teenageren, så finder din partner, forælderen, ud af det samme.

I puberteten begynder teenagere i større udstrækning at være mere sammen med deres venner end deres familier. Og derfor kommer nogle forældre fejlagtigt til at skrue ned for kravene, fordi de ikke vil bruge tiden på at diskutere, når de endelig er sammen. Jeg forstår godt, det er svært. For opdragelse i en sammenbragt familie er utroligt komplekst.

   Det har været ekstra svært at være teenager i 2020 og 2021

Teenagere begynder at være mere sammen med deres venner end forældre. I coronatiden har det været omvendt. Der har mange teenagere været mere sammen med deres forældre og ekstraforældre end deres venner.

For nogle ekstramødre betyder det, at forholdet til teenageren er blevet utrolig anstrengt, fordi de har været så meget sammen – og ingen af dem, hverken teenager eller ekstramor, har kunnet oprette et normalt socialt liv.

Pandemien har presset langt de fleste familier, også førstegangsfamilierne. Men netop i den sammenbragte familier, hvor der ikke er en naturlig iboende kærlig relation mellem alle, har det været meget svært for mange ekstramødre og teenagere. Her kan det nogle gange være hjælpsomt og meget virkefuldt for ekstramoren mentalt for en stund at træde over i teenagerens “sko”.

Hvordan ser der ud derovre?
Hvad er vigtigt?
Hvad er mindre vigtigt?

Og måske endda spørge teenageren, hvad der har været fedt i perioden, og hvad der har været ufedt. Så bliver I sammen klogere.

 Teenagerens hjerne:
”Lukket på grund af ombygning”

En teenagers hjerne er, sådan rent neurobiologisk under ombygning i teenageårene. Og det er virkelig vigtigt at huske på. Især når du (måske) bliver ekstra frustreret eller vred på din ekstra-teenager.

Der sker så store biologiske forandringer i deres hjerner, at de fleste ekstraforældre og forældre faktisk ikke synes, at de kan kende deres ekstrabarn eller barn. Og de kan blive oprigtigt bekymrede for, om al sund fornuft er væk.

En ting er, at mange voksne synes, det er svært at deale med. Jeg synes, det er vigtigt at huske på, at det kan det også være for teenageren. På baggrund af alle de mentale og biologiske ændringer er de nødt til at vende en stor del af deres opmærksomhed indad.

Og det er her, at vi voksne er nødt til at holde tungen helt lige i munden. For vi kan nemlig godt komme til at tage det personligt. Til at tro, at vores relation pludselig er blevet meget dårlig. Det er den ikke nødvendigvis, men den er ved at ændre sig. Det her er noget, teenageren gør for sig selv – ikke mod dig. Han eller hun prøver ikke bevidst at genere dig eller såre dig. Det er ekstremt vigtigt, så jeg skriver det lige igen:

Det er noget, teenageren gør for sig selv – ikke mod dig.

Men at miste eller måske nærmere transformere en relation, der har været tæt, kan være svær. Mens du måske synes, dit ekstrabarn var ret nuttet, da hun eller han var lille, og I flettede hår eller legede sammen, er der ikke samme nuttethed over en fåmælt teenager. Det er der bare ikke.

Den nyeste hjerneforskning viser, at den del af hjernen, der har med konsekvensberegning at gøre, ikke fungerer i teenageårene. Så hvis du synes, at det indimellem ser ud som om, din ekstrateenager ikke ser ud til at forstå konsekvenserne af et valg, kan det meget vel være 100% korrekt.

Og her er det vigtigt at huske på, at du som ekstramor eller forælder ikke kommer til at tage kendsgerninger personligt, for de er jo ikke møntet på dig personligt.

Det kan betyde, at du og barnets biologiske forælder kommer til at bekymre jer og være urolige for jeres teenager. Men I er nødt til at lade ham eller hende finde sin egen vej. Og stole på, at han eller hun ved, at I altid vil stå klar med en hjælpende hånd.

 Det kan gøre ondt at sige farvel til jeres relation, som du kender den

Jesper Juul, hvis principper og metoder jeg er uddannet efter, har skrevet:

”Det er tit lige så vanskeligt at tage afsked med en drøm eller fantasi, som det er med en kær, afdød slægtning.”

Og det er lidt det, der sker, når teenageårene starter. Du er nødt til at tage afsked med relationen, som du kender den, og du er også nødt til at vinke farvel til den tid, hvor der blev lyttet til dig det det meste af tiden. Nu er teenageren i fuld gang med at danne sig sine egne erfaringer. Og det kan være nerve-wrecking at være vidne til. Men sådan er det. Sådan var det også, da du og jeg gennemgik den periode af vores liv.

 Bonusteenager eller en konfliktfyldt relation?

Familielivet med en teenager kan være relativt konfliktfyldt også i førstegangsfamilier. Den helt store forskel for sammenbragte familier er jo dog, at de to voksne, der bor sammen, ikke har samme kærlighed og overbærenhed til teenageren, som førstegangsfamilier oftest har, fordi de to voksne begge er de biologiske forældre.

Lad mig starte med at slå et par vigtige ting fast:

Teenagere kan virkelig ikke lide bekymringer fra forældre eller ekstraforældre. De vil oftest opleve det som manglende tiltro til deres evner og dømmekraft. Som en slags mistillid.

Der er ikke noget, der er meget værre for almindeligt velfungerende teenagere end at mærke de voksnes bekymring.

En teenagers vigtigste opgave er at forme sit eget liv, så det bliver i tråd med det, der er vigtigt for lige netop ham eller hende. Og her er du som ekstravoksen nødt til at være opmærksom på, at hvad der er vigtigt og rigtigt for dig, ikke behøver at være det vigtige og det rigtige for teenageren. Naturligvis har du noget livserfaring og indsigt, der kunne komme den unge til gode. Det er bare ikke sikkert, at han eller hun har lyst til at drage nytte af dine erfaringer.

Som min ældste teenager meget klogt sagde for nogle år siden, da jeg ville fortælle (læs: belære) hende om noget:

”Det kan godt være, det er rigtigt for dig, mor. Men du er altså ikke mig, og jeg vil gerne gøre mig mine egne erfaringer.”

Smack. Lige i ansigtet. Jeg vidste, hun havde ret. Men det ramte mig stadigvæk.

Det, hele teenageperioden går ud på, er jo dybest sig at løsrive sig fra forældrene og derefter at finde ud af, hvordan du gerne vil leve dit liv på dine præmisser med de erfaringer, du selv er nødt til at gøre dig.

Og her har du nogle gange det privilegium, at du som ekstravoksen er et ”hak” længere ude end forældrene og derfor ikke er helt så irriterende som mor eller far. Af samme årsag kan du måske nogle gange fungere som en fortrolig voksenven mere end en ekstramor eller ekstraforælder.

Mange teenagere bliver meget usikre på sig selv i de år og kan have svært ved at finde deres plads i den sammenbragte familie, hvis den er ved at blive etableret.

Det bedste og kærligste, du kan gøre, er jo at lade dem være, som de er. Invitér dem ind i samtalen, når det giver mening for dig. Spørg (ikke med en byge af spørgsmål), hvordan det går med vennerne, og om der er noget særligt, de er optaget af? Tit har din ekstrateenager ikke brug for andet end at vide, at du er der for ham eller hende.

Måske bliver du mødt med enstavelsesord, og så er det sådan. Lad dem vide, at de altid kan komme til dig, hvis der er noget, de gerne vil snakke om. Det kan være svært, og måske er relationen ofte envejs. That’s the deal med sammenbragte børn.

 Sammenbragt familie med teenagere og kommunikation
– hvordan er det nu lige?

Når det kommer til kommunikation i parforhold og i den sammenbragte familie generelt, er der rigtig meget at hente. En god kommunikation kan være altafgørende for trivslen. Både i parforholdet, men også i relationen mellem dig som ekstraforælder og teenageren.

Teenageperioden er nogle hårde år både for ekstraforældre, forældre og teenagere, der alle ofte føler sig misforståede og på nogle måder respektløst behandlet.

Som voksne ender vi ofte med tæppebombe dem med spørgsmål, fordi vi gerne vil vide noget om, hvad de går rundt og laver, hvem de er sammen med, og især hvordan de har det. Men det kan som sagt give bagslag.

Din rolle som ekstramor ændrer sig nemlig også lidt, når dit ekstrabarn bliver teenager. Her bliver din rolle i endnu større grad egentlig at være en slags sparringspartner eller måske endda en slags mentor, de kan gå til.

Du er nu nået til et punkt i relationen og teenagerens liv, hvor regler ikke længere kan bruges. De fungerer bedst frem til barnets 10-12 leveår alt efter omstændigheder og personlighed.

Nu stiller relationen nemlig krav til dig om at være endnu mere lydhør og tage din ekstrateenagers ønsker og behov alvorligt. Det er ikke det samme som, at du behøver at gøre, som han eller hun siger. Men det er vigtigt, at du tager det alvorligt og lytter til det. Det er nemlig sådan med os mennesker uanset alder, at jo mere du bliver lyttet til, jo mere dine ønsker og behov bliver taget alvorligt, des mindre vigtigt bliver det paradoksalt nok at få ret.

De fleste af os er selv opdraget på en sådan måde, at vi skulle indordne os de regler og rammer, der nu engang var. Dem var der mange af os, der ikke betvivlede som sådan eller i hvert fald ikke på det niveau, som teenagere gør i dag.

Som det allerførste vil jeg anbefale dig at droppe sammenligningen med, hvordan det var, da du var teenager og så nu. Dertil har den teknologiske udvikling simpelthen været for vild.

Vi kan ikke længere (hvis vi nogensinde har kunnet) bruge regler til at løse konflikter og problemer. Det går bare ikke. Regler fungerer ofte ikke, eller også bliver de brudt igen og igen – og så fungerer de jo heller ikke, hvis du spørger mig.

I stedet for at hidse dig voldsomt op over det, anbefaler jeg, at du vender blikket i en anden retning. En ny retning. En retning, hvor alle meninger er velkomne, og hvor der er lydhørhed overfor – samtidig med, at de voksne dog har the final say. Men at føle sig set og hørt er alfa og omega for at have lyst til at følge nogle retningslinjer og rammer, der er udstukket af de voksne, som (ekstra)teenageren er uenig i.

Den endeløse diskussion:
Hvad bør teenagere bidrage med i hjemmet?

Hvad bør teenagere bidrage med i hjemmet er et meget åbent spørgsmål med mange svar. Svaret afhænger fuldstændig af, hvem der svarer.

Spørger du teenageren vil svaret muligvis være ”meget lidt”.
Spørger du de voksne vil svaret muligvis være ”det, der er rimeligt”

Det er op til hver enkelt familie at tage stilling til, men jeg mener personligt, at det er helt naturligt, at de bidrager til fællesskabet ved at være med til at løse nogle af alle de mange opgaver, der er i hvert hjem; herunder for eksempel oprydning, rengøring og madlavning.

Jeg vil også gerne slå fast, at det faktisk er vigtigt for teenagerens selvværd og selvrespekt, at de bidrager aktivt. De er ikke dumme – de ved godt, at tingene ikke ordner sig selv. De har bare ikke personligt set en upside i at tilbyde deres hjælp helt af sig selv.

En del forældre tror (fejlagtigt), at service, det vil sige at varte deres teenager op, er kærlighed.

Det er det ikke.
Opvartning er opvartning.

Desværre sker der også ofte det efter en rum tid, når forælderen eller ekstraforælderen er blevet trætte af at opretholde serviceniveauet, at de bliver sure. Det er ikke fair. Teenageren bad ikke om det. Du gjorde det frivilligt. Måske fordi du vurderede, at det var nemmere og ville udløse færre konflikter. Men det ansvar er dit. Når du gerne vil ændre på noget eller kommunikere i det hele taget, så brug det, jeg kalder det personlige sprog. Det fortæller noget om dig, hvem du er, og især hvad du vil eller ikke vil være med til:

Jeg vil – jeg vil ikke
Jeg kan godt lide – jeg kan ikke lide
Jeg vil have – jeg vil ikke have

Lad det ikke være til diskussion, om teenageren er nødt til at bidrage, men gør det til en snak om, hvad han eller hun kan bidrage med. Det er federe at skulle løse nogle opgaver – i det her tilfælde bidrage til familiefællesskabet – når du selv har haft indflydelse på, hvilke opgaver du bidrager til.

Lav (eventuelt sammen med din partner) en liste over opgaver i hjemmet, som er til ”uddelegering”, og tag så en snak om, hvordan de kan fordeles.

En måde er at sige: “Vi har de har opgaver (på listen). Vi vil bede dig mindst vælge 3 af dem.”

Vil du og den biologiske forælder ikke se forskelligt på det?
Jo, det vil I sikkert.

Jeg anbefaler, du har fokus på, hvad du vil og ikke vil være med til.

Et eksempel:
Du vil ikke lægge tøj, der er smidt på gulvet af din ekstrateenager, i vaskekurven, da du mener, det er hans eller hendes eget ansvar.

Teenagerens far vil ikke bede ham eller hende om det, fordi han synes, det er ikke er så vigtigt, hvem der har gjort det. Han eller hun glemte det sikkert bare … Og så gør faren det bare for ham eller hende for at undgå konfrontationen.

Det vil du ikke.
Det er helt fint.
Så siger du bare stille og roligt til din ekstrateenager:

“Jeg vil gerne have, at du lægger dit vasketøj i vaskekurven.”

Bonusmor, konflikt, teenager:
Tre ting, der (desværre) ofte går hånd i hånd

Som jeg har skrevet lidt om før, så afhænger din relation til din ekstrateenager nok lidt af, hvornår og hvordan I mødtes.

Jeg kender ikke mange – hvis nogle – teenagere, der har et iboende ønske om at knytte sig til en ny familie. De er jo i fuld gang med at løsrive sig fra den eksisterende.

Det er ikke en personlig afvisning af dig. Men mere en ”Jeg kan ikke helt se pointen i at bruge tid sammen med dig, når jeg kan være sammen med mine venner.”

Så hvis du har forelsket dig i nogens far eller mor, som har teenagebørn vil jeg anbefale dig at sætte din forventninger til, hvor tætte I kan blive et godt stykke ned af forventningsbarometret.

Sandheden er nemlig:
Teenagere ønsker sig meget sjældent ekstraforældre.

Det er ikke en personlig ting imod dig; det er den rolle, du har i barnets liv. De fleste ville hellere, at far og mor stadig var sammen. Eller at de sådan set bare kan leve deres teenageliv i fred og ro.

Og ja, selvfølgelig er det da mærkeligt at skulle leve tæt sammen med nogle, som du måske ikke kender ret godt, og som ikke er super interesserede i at lære dig at kende.

At være ekstramor er virkelig ikke for sarte sjæle.
Det stiller store krav til din objektivitet, fleksibilitet og dit selvværd.

Jeg anbefaler, at du beslutter dig for, hvor meget du vil investere i relationen for, at du kan se dig selv i øjnene hver aften og lide det, du ser. At holde regnskab er en exceptionelt dårlig idé. For relationen mellem ekstraforælderen og de sammenbragte børn er ofte en envejsrelation.

Hvis der er noget, der er svært i teenagerens liv generelt, kan det letteste være at lægge problemet hos ekstraforælderen, fordi det er mindst smertefuldt at lægge det der. Det er ikke ensbetydende med, at du er problemet. Din rolle er bare det letteste sted at lægge det, der er svært. Beklager. Og nej, det er bestemt ikke rart. Det ved jeg.

Nogle af de konflikter, du oplever med dit ekstrabarn, din ekstrateenager vil du sikkert også mene kunne undgås, hvis din partner bakkede dig (mere) op. Det vil jeg heller ikke afvise. Sagen er blot den, at I sammenbragte familier vil forældre-barn relationen altid gå forud for det nye parforhold, det vil sige forud for dig som ekstramor eller ekstrafar.

For at du kan navigere i det, er det vigtigt, at du håndterer dine konflikter på en måde, der føles god for dig.

Når det kommer til mennesker og relationer, tror jeg personligt ikke på, at der er en one size fits all eller en manual, vi kan ty til. Der er helt afgjort noget, der er bedre end andet. Når det er sagt, er vi mennesker jo også forskellige, og hvad der måske føles godt for mig, vil ikke nødvendigvis føles godt for dig og omvendt. Derfor er du nødt til at prøve dig frem og være tydelig med hensyn til, hvad du vil og ikke vil være med til. Det er din beslutning, som du løbende er nødt til at kommunikere klart og kærligt ud.

Hvor er dit fokus

Det kan være let at have fokus på konflikterne og alt det, der kunne være bedre og anderledes. Det har jeg da selv været indendørs verdensmester i.

Prøv at lægge mærke til, hvad du fokuserer på – hvor er dit fokus?

Gør det til en vane også at have fokus på og kommenter gerne det, der fungerer godt. Vi mennesker, store som små, er sådan indrettet, at det, vi får at vide, at vi gør godt, gør vi mere af.

Anbefaler jeg, at du negligerer, undervurderer og sugarcoater udfordringerne?
Slet ikke. Jeg anbefaler, at du OGSÅ husker at kigge på det, der fungerer godt, samtidig med at du har fokus på det, du kunne tænke dig at ændre på.

Den strategi er i øvrigt ikke kun en, jeg anbefaler i din relation med din ekstrateenager. Jeg anbefaler den faktisk også i livet generelt.

Sex, drugs and rock n’roll
Alkohol, stoffer og sex til teenagere

For efterhånden en del år siden var jeg til et foredrag om teenagere med en anerkendt familieterapeut. Hun sagde, at det ikke var et spørgsmål om, hvorvidt de unge eksperimenterede med stoffer, men om hvornår og hvordan de gjorde det.

Jeg var lige ved at rasle ned af stolen og var dybt bekymret i flere dage. Især fordi jeg inderst inde vidste, det var rigtigt, hvad hun sagde. En fortvivlende (hvis du spørger mig) stor del af unge mennesker i folkeskolen har prøvet forskellige euforiserende stoffer og alkohol. Der bliver drukket allerede fra 7. klasse nu.

Jeg anbefaler derfor, at du og I har en dialog med jeres (ekstra)teenager om, hvordan I forholder jer til det. Måske er det ikke dig, som ekstraforælder, der kan have snakken. Eller måske er det netop dig som ekstraforælder, der kan have snakken, fordi du er et ”hak” længere ude og ikke er helt lige så følelsesmæssigt påvirket.

Da mine ekstrabørn var teenagere, var det naturligt, at det var deres mødre og far, der snakkede med dem om rygning, stoffer og sex. Det var ikke ensbetydende med, at jeg ikke kunne snakke med dem om det løbende eller interessere mig for det. Det var bare ikke naturligt, at det var mig der tog ”snakken”.

   Forbud gør ofte ting mere interessante

For mig er der forskel på at have en nul-tolerance og så decideret forbyde noget. Personligt tror jeg på, at forbud gør tingene lidt mere interessante i de unges øjne. Jeg har gjort det helt klart overfor mine piger, hvad min holdning er til både rygning og euforisende stoffer – jeg har en klar nultolerance.

Jeg har også gjort det helt klart, at hvis de mod forventning kommer til at eksperimentere med det alligevel, er det noget, vi kan snakke om efterfølgende. Og at jeg anytime hellere vil vide besked end ikke vide noget. Også når de træder ved siden af. Og det kommer de til. Det er jo mennesker.

Unges sexliv er ret aktivt

Mange teenagere er tidligt seksuelt aktive i dag, og det er altså ikke kun inde på værelset og i sengen, det foregår. Så sørg for at snakke med teenageren om, hvordan de passer på sig selv, at det er helt okay at sige nej og ikke mindst om beskyttelse aka prævention.

Heldigvis er det at købe kondomer slet ikke forbundet med så stor skam og hemmeligholdelse, som det var for bare år tilbage.

Når dine bonusbørn er teenagere, har de brug for helt klare retningslinjer

Må teenagere komme og gå, som han eller hun vil i begge hjem, eller skal han eller hun spørge først? Det kan være svært og meget dilemmafyldt at sætte retningslinjer i forhold til, hvornår teenagerne bare må komme og gå, som de vil i ”den anden forælders uge”.

Mange ekstramødre oplever det stressende, at de aldrig ved, om deres ekstrabarn, nu ekstrateenagere, kommer, og hvor mange venner der er med, eller om de har huset for sig selv. Det forstår jeg udmærket godt.

Det kan jo være svært nok i sig selv at være ekstramor, men uvisheden om, hvornår og hvor mange der kommer ind ad døren, kan være ekstra svær. Ikke kun for dig som ekstramor, men også for faren, for det er jo BÅDE teenagernes hjem, ekstramorens hjem OG hans hjem. Og som udgangspunkt er det jo bedst, hvis alle føler sig velkomne og tilpas i hjemmet.

Jeg mener, at alle der bor der altid er velkomne. Jeg mener også, at det er helt okay og nødvendigt at lave nogle rammer og regler for, hvordan vi så er sammen. Også og især når det sker uventet. Så du ikke risikerer at føle dig som gæst i eget hjem.

Jeg mener godt, at du kan bede teenageren spørge, om det passer, at de kommer fordi. Det er deres hjem, selvfølgelig er de velkomne. Eftersom du troede, de ville være hos deres anden forældre den dag, kan det jo være, du er i gang med noget, der egner sig mindre til, de kommer ind ad døren. Det kan også være, du bare er træt og har brug for ro.

Det er jo ikke sikkert, at det lige passer, at der sidder fem højlydte teenagere i sofaen og ser tv (med høj volumen) i dag, hvis du sidder og arbejder ved spisebordet – eller du måske selv har nogle gæster. Så kan du fint sige; “Du og I er velkomne – blot vil jeg bede jer være på værelset, da jeg selv lige er i gang i stuen (eller hvad det nu er).” Du må godt sige fra som ekstramor.

Jeg har sagt til mine børn (og mine ekstrabørn), at deres venner er velkomne, men at jeg gerne vil have, de spørger først. Der kan jo godt være en dag, hvor det ikke passer. Det betragter jeg som helt almindelig omtanke, og det gælder som sagt både ekstrabørn og egne børn. Ingen forskel der.

Kriser i den sammenbragte familie

At have en teenager i familien kan sagtens udløse en krise i den sammenbragte familie.

Det er vigtigt at understrege, at det ikke er teenageres skyld, men derimod de voksnes mulighed for at lære at navigere i en ny relation. Og det stiller ret store krav til vores selvindsigt, selvbeherskelse og selvudvikling. Det gør det til den biologiske forælder, men jeg skal love for, at det også gør til ekstraforælderen.

Teenageren har egentlig bare brug for at vide, at han eller hun er helt okay, som de er. Det har du som ekstramor også. Og du er helt okay, som du er. Som ekstramor struggler du nok lidt med relationen. Teenageren struggler også med sig selv. På det punkt er I måske ikke så forskellige.

Hvis du har brug for nogen at sparre med omkring, hvordan du går til din ekstrateenager, er du hjerteligt velkommen til at booke en indledende session med mig, så du kan høre lidt mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig. Det er helt uforpligtende.

Relationen til dit ekstrabarn er (primært) en envejsrelation,
som du er ansvarlig for

Også når det nogle gange føles som om, du er mere husholderske og tjenestepige end ekstramor.

Flere ekstramødre har spurgt mig, hvordan man håndterer følelsen af at være tjener og husholderske for ekstrabarnet.

Et vigtigt og relevant spørgsmål.

Allerede i formuleringen fornemmer jeg, at det drejer sig om nogle grænser, der ikke er blevet sat. Det kan der være mange grunde til. Men hvis du vil trives som ekstramor, er det helt utroligt vigtigt, at du kan sætte grænser og sige fra.

Mange ekstramødre føler lidt de løber panden mod en mur i relationen til og med deres ekstrabarn. At alle de tjenester og ting, de gør for barnet, ikke bliver værdsat. Måske kender du følelsen af, at du giver og giver uden at få noget igen. At relationen primært går én vej. Og at det er på din bekostning som ekstramor.

Jeg vil ikke afvise, at det meget vel kan være faktuelt rigtigt.

Af samme årsag er jeg også passioneret fortaler for, at du kigger dit ekstramor-ambitionsniveau godt efter i sømmene. Nogle gange kommer du ganske enkelt til – med de bedste intentioner naturligvis – at gabe over mere, end du har ressourcer til.

Og det er skidt. Uanset hvilken relation, det drejer sig om. Men særligt skidt i relationen til og med dit ekstrabarn, fordi det i denne relation ofte er svært for mange ekstramødre at sige nej og sætte grænser. Læs mere i mit blogindlæg “Må jeg godt sige fra som ekstramor?” her. For du er nødt til at sætte dine grænser og sige nej, når du er ekstramor. Både for at passe på dig selv og på din sammenbragte familie.

Hvis du har brug for hjælp til at sætte grænser – eller måske i virkeligheden først finde ud af, hvor dine grænser er – så er du velkommen til at booke en indledende session her.

Gør det for din egen skyld.
Find ud af, hvad der kendetegner dig som ekstramor og som menneske

Nogle gange kommer du til at stå med følelsen af at være en tjenende ånd, der egentlig er lidt i vejen. Det er en af de sværeste følelser som ekstramor. At føle sig som gæst i eget hjem.

Mange ekstramødre har over for mig beskrevet, hvordan de føler sig som tjener og husholderske for ekstrabarnet. Der var endda engang en, som brugte ordet “slave” for at beskrive hendes virkelighed. Det kan være en altoverskyggende følelse, der i den grad sætter sig i dig som ekstramor, men også i din sammenbragte familie.

De her følelser håndterer du ved at praktisere det, jeg lige har skrevet. Når du mener nej, så siger du nej. Når du mener ja, så siger du ja. Og så hviler du i, at du har været tro mod dig selv – også selvom det betyder, at dit ekstrabarn bliver sur eller frustreret. Det er ikke verdens undergang, at barnet bliver sur. Det er ikke rart. Men barnet er i sin gode ret til at blive sur, når han eller hun ikke får det, som han eller hun gerne vil have. Og du er i den gode ret til at sige nej eller fra, når der er noget, du ikke vil.

Jeg anbefaler naturligvis, at du og din partner snakker om og afstemmer din rolle, så det bliver nemmere for dig at navigere i den – og så du kan føle dig mere fri i din rolle som ekstramor. Hvis både din partner og dit ekstrabarn har en klar forventning til dig om et eller andet, kan nu være et godt tidspunkt at snakke om det og justere det.

Hvis I har brug for hjælp til at afstemme forventninger – også dine egne forventninger til dig selv – er du velkommen til at booke en indledende session med mig her. 

Jeg har én simpel leveregel,
som jeg bruger hver dag for at huske på,
hvem jeg er. Som ekstramor, mor og menneske

Jeg har gjort op med mig selv, hvad det er, der er kendetegnende ved mig og min måde at være ekstramor, mor og menneske på. Og det har rustet mig rigtig godt til at træffe de valg, jeg har det godt, bedst, med.

Fordi jeg ved, hvad jeg ønsker, der skal kendetegne mig, så jeg har besluttet, at jeg

– “siger godnat, selvom der måske ikke bliver sagt godnat til mig.”

– “siger hej, selvom der måske ikke bliver sagt hej tilbage.”

– “udviser interesse, selvom der måske ikke bliver udvist samme interesse for mig.”

– “taler ordentligt, selvom der måske ikke altid bliver talt ordentligt til mig.”

– “spørger om noget, selvom der måske ikke bliver svaret.”

– “siger nej, hvis der er noget, jeg ikke vil, selvom den anden vil blive skuffet.”

– “ikke holder regnskab over relationen eller “tjenesterne”, for så får kærligheden trange kår.”

– “holder fast i det, der er vigtigt for mig, selvom jeg måske møder modstand.”

– “udviser oprigtig nysgerrighed overfor, hvordan det ser ud hos den anden.”

Måske kan du bruge mine punkter som inspiration. For vi er alle sammen forskellige, og derfor kan det være, der er nogle andre ting, som er vigtigere for dig, og for, at du føler dig godt tilpas i din rolle som ekstramor og som menneske.

 Dit vigtigste – fysiske – ekstramor-værktøj:
Tandbørsten

 For at min leveregel netop er en regel, der lever hver dag, så har jeg et meget simpelt dagligt ritual, der sikrer mig, at jeg er on track. Du er hjertelig velkommen til at lade dig inspirere af den. Jeg gør sådan her:

 Hver aften inden jeg skal i seng, står jeg på mit badeværelse og børste tænder. Foran mig er der et spejl.

Med tandbørsten i hånden kigger jeg ind i spejlet og spørger mig selv:

“Har du været i dag, som du ønsker at være?”

Det er et uhyre simpelt spørgsmål. En no brainer kan du næsten kalde det. Svaret er enten ja eller nej. Der er ikke et njaaaa-svar. Det er enten eller her.

Men spørgsmålet har også en klar præventiv effekt for mig.

Om morgenen når dagen starter, ved jeg allerede, at spørgsmålet kommer senere.

Det gør det let(tere) for mig at agere, som jeg gerne vil i løbet af dagen.

Misforstå mig ikke. Jeg er bestemt ikke perfekt.

For ja, jeg får også lyst til at lade være med at sige hej, hvis jeg bliver ignoreret.
Ja, jeg får også lyst at hvæse “snak lige ordentligt”, hvis jeg bliver vrisset af.
Ja, jeg får også lyst at lade være med at gøre noget, hvis det bliver taget for givet.
Ja, jeg får også lyst til at sige ja, selvom jeg mener nej – fordi ja’et er lettere på den korte bane.

Vi er alle sammen bare mennesker. Men derfor kan du godt stadig – for din egen skyld – bruge lidt energi på at være sådan, som du allerhelst vil være. Være den version af dig, som er aller gladest og mest tilpas.

Det er en aftale, jeg har med mig selv

Og på den måde undgår jeg at “falde i” – at tale grimt til min familie eller gå på kompromis med mine egne værdier. For det kan jeg ikke tillade mig, hvis jeg vil overholde min aftale med mig selv om, hvad der er kendetegnende ved mig. Det handler ikke om nogen andre. Det handler om mig og om den, jeg gerne vil være. Og det er faktisk en stor hjælp for mig i løbet af dagen. Som ekstramor. Som mor. Som menneske.

Jeg vil gerne sikre mig, at jeg er en udgave af mig selv, som jeg kan se i øjnene hver aften og smile venligt til. En person, jeg kan stå ved og være stolt af. En person, jeg kan se (selv)kærligt på. Især hvis jeg føler, jeg ikke er blevet mødt med smil eller med taknemmelighed.

Det her er ikke en sag mellem mit ekstrabarn og mig.

Det er en sag i mig.

Det er noget, jeg gør, 100% for min egen skyld.

Så jeg kan se mig selv i øjnene hver aften. Og holde af det, jeg ser. Og så jeg kan fungere i det, der er min virkelighed: En sammenbragt familie. Du kan læse mere i mit blogindlæg “Sammenbragt familie: Opdragelse og udfordringer” her.

Hvad er dit vigtigste ekstramor-værktøj?

Hvis du har et ekstramor-værktøj, -tip eller -trick, som du tænker andre kan få glæde af, håber jeg, at du vil skrive det i kommentarfeltet herunder. Måske du tænker, at det bare er en lille ting, du gør – men måske er det lige det tip eller trick, som en af vores med-ekstramødre har brug for.

Så: Hvad er dit vigtigste værktøj, som har gjort en forskel for dig i din rolle som ekstramor?

Må jeg overhovedet opdrage min partners børn?

Opdragelse er et af de store spørgsmål, der ofte trænger sig på, når du lever i en sammenbragt familie. Til det spørgsmål er der ikke et entydigt svar, for det kommer helt an på, hvordan din partner ser på det, hvordan du ser på det og faktisk også, hvordan barnets mor ser på det.

Hendes perspektiv betyder noget, fordi det er det synspunkt, hun giver børnene med i rygsækken. Derfor bliver det også det synspunkt, som børnene opererer ud fra. Og det synspunkt, du er nødt til at have in mente, når du taler med børnene.

Uanset hvad, finder du kun ud af, hvad du selv, din partner og barnets mor tænker, hvis I snakker om det. Sammen. Det kommer jeg tilbage til. Jeg starter lige et andet og meget vigtigt sted først.

Start med dig selv. Find ud af, hvad DU gerne vil

Når du er ekstramor, bonusmor, papmor, fars kæreste eller mors kæreste, så kommer der ofte rigtig mange følelser i spil. Mange forbudte følelser. Dem har jeg tidligere skrevet om her.

Fordi du er blevet forelsket i en, der har børn, er det ikke det samme som, at du har et stort og inderligt ønske om at blive ”med-forælder”. For nogle er det, for andre ikke. Begge dele er helt okay og op til den enkelte.

Derfor anbefaler jeg, at du først og fremmest bruger tid med dig selv for at finde ud af, hvad DU vil.

Hvad kunne du tænke dig, hvis der var frit valg på alle hylder?
Hvilke tanker har du gjort dig om opdragelse?
Hvordan så du så din rolle, hvad var dit bidrag og hvilke input ville du komme med til jeres sammenbragte familie?

Når det står klart for dig, så kan du bedre snakke med din partner.

For hvis du ikke selv har gjort dig nogle tanker, kan du risikere, at det bliver din partners forventninger, der ender med at gøre sig gældende. Og det føles rarere og friere, når du selv har truffet en bevidst beslutning i stedet for, at andre har gjort det for dig. Det kan jo sagtens være, at I finder ud af, at I er enige – du er bare nødt til at have dig selv med, før du inddrager andres tanker, holdninger og følelser i ligningen.

Oftest har ingen af jer prøvet at leve i en sammenbragt familie før, så er I nødt til at finde jeres vej i det her sammen. Og der er meget stor forskel på at leve i en “traditionel” kernefamilie og i en sammenbragt familie. Det kan du læse mere om her.

 (U)realistiske forventninger til hinanden

Nogle gange kan både du og din partner have nogle forventninger til den anden, som ganske enkelt ikke er realistiske. Det bliver I nødt til at få afstemt. Med hinanden.

Det gør du og I ved at snakke om det – også selvom det måske bliver ubehageligt, fordi I ser forskelligt på det. Men hvis I ikke snakker om det, bliver det noget, I kommer til at kæmpe med hver dag. Og selvom det kunne være fantastisk, så er der ikke noget, der pludselig ændrer sig til det bedre, før I tør tage de svære snakke sammen.

Så snakken kommer du ikke uden om. Derfor er det bedre at tage den tidligt i forløbet. Har du og I ikke gjort det, er det aldrig for sent. I dag er bedre end næste uge. Vær ikke bange for at tage tyren ved hornene. Det vil give dig og din sammenbragte familie så meget mere harmoni, end hvis I fejer det ind under gulvtæppet.

Når I har besluttet jer for at snakke om det, anbefaler jeg, at I begge har haft noget tid til at forberede jer. Det er derfor ikke en god idé at sige som det første, når din partner kommer ind af døren efter en lang dag; ”Hey, nu vil jeg gerne snakke om vores familie, for jeg vil også have noget at skulle have sagt.”

Så er det bedre at sige ”Jeg kunne rigtig godt tænke mig at snakke om, hvordan vi bor sammen som familie. Hvornår vil være et godt tidspunkt til det for dig?”. På den måde kommer jeres snak godt fra start, og den kommer til at foregå i et meget mere trygt og roligt rum, end hvis I forhaster den.

 Giv jeres sammenbragte familie et stærkt fundament med fælles familieprincipper

Når I snakker sammen, anbefaler jeg, at I starter med nogle helt lavpraktiske familieprincipper, for det kan gøre andre ting lettere. Eksempler på familieprincipper kunne være:

– Vi siger hej, når vi kommer hjem, og farvel, når vi tager af sted.

– Vi svarer, når vi bliver spurgt om noget.

– Vi rydder op efter os selv.

– Vi sætter vores tallerken i opvaskemaskinen.

Hvis det er det, der er vores familieprincipper behøver vi nemlig ikke at diskutere, hvem der er nødt til at rydde op. Og ja, det kan meget vel være, at børn og unge er nødt til at få nogle remindere. Og så må det være sådan.

Når vi har nogle fælles familieprincipper, bliver det også (lidt) lettere for den voksne, der ikke er forælderen at sige: ”Jeg vil gerne have, du rydder op efter dig” eller ”Jeg vil gerne have, du sætter din tallerken i opvaskemaskinen”, fordi vi refererer til principper, som gælder for alle i familien.

Jeg anbefaler naturligvis, at hele familien bliver bekendt med principperne, og at de eksempelvis hænger på køleskabsdøren eller et andet sted, alle kan se, og hvor alle kommer jævnligt. Derudover er det også rigtig fint, hvis I som familie sammen sætter familieprincipperne. På den måde bliver de noget, som I er blevet enige om, og noget, som alle (forhåbentlig) kan se værdien af.

Sig fra. Sæt din egen grænse. Kort og kærligt.
Så er der ingen, der føler sig forkerte

Det er kun dig, der ved, hvor din grænse går. Og nogle gange ved du det faktisk ikke selv, før den er overtrådt.

Når du er ekstramor, så er der en række faktorer i dit liv, du ikke længere helt frit kan styre. Men det er ikke ensbetydende med, at du ikke må sige fra eller nej. Selvfølgelig må du det. Hvis du vil vide mere om det – så har jeg skrevet et blogindlæg om, hvorvidt du som ekstramor, bonusmor eller papmor må sige fra.

For mange bliver det svært at sige fra og sætte en grænse, fordi vi også føler, at vi er nødt til at forklare og forsvare vores valg. Men prøv lige at forestille dig: Det behøver du ikke.

Du kan fint bare sige nej uden at forsvare eller forklare dig.

Jo kortere, det vil sige med færre ord, du kan sige fra, jo nemmere bliver det for den anden at forstå. Og jo lettere bliver dit nej også at acceptere, fordi det blot er en konstatering af: Hertil og ikke længere.

Sig kort, klart og kærligt, hvad du kunne tænke dig.

Lad os lige et øjeblik lege med tanken om, at du og jeg vil ud og spise i aften på en dejlig restaurant. Men nu kan jeg mærke, at jeg er blevet for træt og derfor gerne vil flytte aftalen.

Forestil dig, at jeg siger til dig …

“Du ved der i aften, hvor vi skal ud at spise, tænker jeg bare på, om det er en rigtig god idé? Særligt i de her tider, hvor alle jo bør være lidt ekstra forsigtige. Det er måske også dumt at bruge penge på at gå ud at spise i de her usikre tider. Vi ved jo ikke, hvad morgendagen bringer. Måske står en af os pludselig uden job? Så sulten er jeg egentlig heller ikke. Og du ved også godt, at jeg er træt om fredagen. Du ser i øvrigt også selv lidt træt ud.”

Hvad er blevet klart dig?
Kan du finde hoved og hale i, hvad jeg forsøger at sige?

Sikkert ikke. Det kan jeg næsten heller ikke selv, fordi jeg har bragt så mange ting på banen for at forsøge at dulme min dårlige samvittighed over at aflyse og lægge skylden over på dig.

Forestil dig i stedet, at jeg siger til dig …

“Vi havde aftalt, at vi ville ud at spise i dag. Jeg kan mærke, at jeg er for træt. Jeg ved, du havde glædet dig, men jeg har brug for, vi tager af sted en anden dag. Hvad tænker du om det?”

Så har jeg kort, klart og kærligt sagt fra – uden at give dig dårlig samvittighed – samtidig har jeg også givet dig noget konkret, som du kan forholde dig til, i stedet for en masse dårlige undskyldninger, der bare forvirrer mere, end de gavner.

Ja, dit ekstrabarn må godt blive sur på dig.
Nej, det betyder ikke, du skal ændre mening

Lad dit ekstrabarn have de følelser, han eller hun har, når du siger nej eller fra.

Du må gerne sige nej til og fra overfor dit ekstrabarn. Og ja, så kan det meget vel være, at han eller hun bliver sur på dig. Det er helt naturligt at blive sur eller skuffet, når du kunne tænke dig noget, du ikke kan få.

Så må barnet være sur og have lov til at have de følelser, han eller hun har. Og her bliver det måske lidt svært for dig. Det gør det for mange. For nu anbefaler jeg, at du gør det modsatte af det, du plejer (vil jeg tro).

Relationen til dit ekstrabarn er (til dels) en envejsrelation.
Pas på med at holde regnskab

Det kan nemlig betyde, at du bliver bitter. Samtidig er det også en svær relation at indgå i.

Relationen til dit ekstrabarn er nemlig til dels en envejsrelation, fordi du er en slags ”back-up” forælder eller voksen og ikke den ”rigtige” forælder. Derfor vil der være mange situationer, hvor du kan komme til at stå med følelsen af at have gjort rigtig meget for barnet uden, at der kommer meget (eller noget) “retur”. Hvor du kommer til at stå med følelsen af at være værdiløs eller ubetydelig.

Det kan faktuelt meget vel være 100 % korrekt. Og det hjælper dig ikke at holde regnskab med det. Det er en præmis, du lever med. Derfor er det også så vigtigt, at du får sagt fra på en kærlig måde i tide. Så det ikke bliver for meget for dig. Det er ingen af jer tjent med.

Og som altid anbefaler jeg naturligvis, at du tager dig kærligt af dig selv og dine følelser. Det er en voldsom oplevelse at være ekstramor. Så pas godt på dig selv.

Din partner og dig er (måske) meget forskellige i jeres syn på opdragelse

Men lad mig berolige dig med: Det er ”kun” et problem, hvis I gør det til et.

Mange par er udfordrede af, at de ser forskelligt på opdragelse, og derfor bliver det roden til konflikter. Mange og tilbagevendende konflikter. Det kender jeg udmærket godt til i mit eget liv også. På skift kan min mand og jeg synes, at den anden er for blød eller hård. Og det eneste, vi kunne regne med hver gang, var, at jo ”blødere” den ene blev, jo ”hårdere” blev den anden. På ingen måde en hensigtsmæssig tilgang. Heldigvis er vi også blevet klogere, og vi gør derfor noget andet nu. Og det er dét “andet”, jeg ofte hjælper par med, når de har svært ved at håndtere deres forskelligheder. For ja, det ér svært.

Når det kommer til børn, er de heldigvis utroligt kvikke. Uanset om det er dine egne eller ej. De ved godt, at der er forskel på jer og jeres måde at anskue opdragelse på. Ligesom de ved, at der med stor sandsynlighed er forskel på, hvordan det er hos mor og hos jer. Det kan børn godt navigere i, når I kan.

Børn vil bare gerne have et “ja” og forsøger at få det. Indtil de kan mærke, at det får de ikke denne gang, så stopper de. Men er der en mindste lillebitte chance, så vil de gå efter den. De vil bare gerne have et ja. Det er ikke for at genere dig eller for at ”udstille din partner” som en, der ikke siger et kontant nej. Barnet vil bare gerne have sit ja.