Mange tak for at læse med.

Jeg forstår godt, at du synes, det er svært, fordi det ribber op i en tid, der var svær.

Jeg vil anbefale dig, at du skriver de ting ned, du bliver frustreret over og tager et ”nøgternt” kig på, hvad det handler om.

Er det på grund af historikken?

Er det, fordi du synes, han ikke siger fra?

Er det, fordi du er usikker på, hvor du har ham?

Er det, fordi du synes, hun ”tager” noget, der er ”dit”?

Er det, fordi hans tilgang er, hvis hans børns mor, har det godt, har børnene det også godt?

Med andre ord; en oprigtig nysgerrighed på, hvad der, præcis, irriterer/frustrerer dig, så du bliver klogere på dig selv.

Måske vil det være en hjælp for dig at sige til ham, at du bliver usikker på dig selv, så det vil være hjælpsomt for dig, at han bekræfter, det er dig, han elsker. Om han vil det, især når de har haft kontakt.

Måske kan det også hjælpe at have et lille mantra kørende på repeat;

“Det er mig, han er sammen med og elsker.”

De bedste tanker
Janne

Jeg har været sammen med min kæreste i 4 år, han har 2 børn fra 2 tidligere forhold. (5 og 6 år)
Den ene af mødrene har jeg desværre lidt en sværere udfordring med.
Jeg synes hun til tider fylder for meget, ringer til min kæreste når det passer hende og fortæller ´ligegyldige ting´. Der har været en fortid mellem hende og jeg, hvor min kæreste fandt mig imens de var ved at gå fra hinanden. (så i en periode har han spillet på 2 heste) Hvilket vi er kommet videre fra nu. Mit problem er nu, at jeg føler hun gør nogen ting for at være ‘provokerende’, jeg føler hun stadig bruger ham meget, til mange ting, og han kan ikke se det fra min side af, at jeg bliver mega frustreret, da jeg hele tiden skal mindes om de ting jeg har været igennem. Vil virkelig gerne have nogle gode råd, til hvordan jeg får vendt alle de ting i mit hovede til, at hun ‘bare’ er moren til deres barn, og det er mig han er sammen med og elsker.

Mvh Julie

Kære Lotte

Mange tak for din kommentar. Jeg vil anbefale dig og jer, at I sammen afstemmer jeres forventninger og ønsker til din kæreste rolle i dine børns liv.

Hvad vil han gerne – hvad vil han ikke?
Hvad ønsker du af ham, og er det muligt eller hvad tænker han?

Med en forventningsafstemning tager I aktivt tager stilling hans rolle og får sat ord på. Så kan du og I nemlig også fortælle dine børn, hvilken rolle din kæreste har, og hvad det betyder han gør og deltager I, og hvad han måske ikke gør.

Det vil gøre det lettere for jer alle sammen på den lange bane.

Helt lavpraktisk vil jeg anbefale dig at sige til din kæreste, at du godt kunne tænke dig, at I taler om rollerne i familien. Og spørg ham da, om ikke han vil gøre sig nogle tanker om, hvilken rolle han gerne vil have særligt overfor børnene både med praktik men også på den mere følelsesmæssige side. Giv ham nogle dage eller en uge – de færreste bryder sig om at blive ”trængt op i krog”, fordi partneren har tænkt over noget længe. Og spørg, hvornår han vil være klar til, at I sammen snakker om det.

På den måde har I begge haft mulighed for at forberede jer og det giver ofte en meget bedre og rarere forventningsafstemning.

Rigtig god fornøjelse
Janne

Kære dig

Tak for din kommentar. Nej, du er ikke forkert på den, dine følelser er normale og dem har du lov til at have. Netop for mange ekstramødre er sengen og natten det sted og den tid, de føler er parforholdets. Det kan derfor føles meget overvældende, at heller ikke det, er ”dit eller jeres”.

Din kærestes følelser er også normale, og dem har han/hun også lov til at have.

Eftersom det er et følsomt emne, og jeg ikke kender alle omstændighederne, herunder barnets alder, er det svært for mig at rådgive. Men på en generel note vil jeg anbefale jer at tage en snak om, hvad der er vigtigt for jer hver især og hvilke mulige alternativer til det nuværende set-up, der kan være.

Kan det fx være at;

– barnet kan sove i en seng eller på en madras ved siden af jer, så det ikke er i selve sengen?

– din kæreste følger barnet tilbage i sin egen seng og sover på en madras på gulvet i barnets værelse, så du har dobbeltsengen alene?

– du vælger at sove i et særskilt rum, hvis barnet sover inde i jeres seng, så du får din nattesøvn?

Du kan sætte grænser for, hvad du vil, fx sove hele natten, men du kan ikke sætte grænser for, hvad din kæreste gør. Du kan fortælle, hvad det gør ved dig og appellere til, at I sammen finder en løsning, der fungerer for jer begge og for barnet.

Jeg håber, I kan få en rigtig god snak ud af det, så I sammen kan finde en løsning, der fungerer for jer alle. Og ellers kan mit podcast-afsnit om børn i sengen, måske være en inspiration. Det er tilgængeligt hos Podimo.

Kærlig hilsen
Janne

Min kæreste flyttede ind for 1 år siden (efter at have boet alene i 8 år), og han er 10 år ældre end mig (51 år). Hans mindste er 18 år, og jeg har 2 børn på 6 og 11 år. De er hos os hver anden uge, og vi har en noget forskellig opdragelsesstil. Han er meget hård og jeg er mere pædagogisk.

Langt hen ad vejen holder han sig lidt for sig selv, da han som han siger, har været igennem småbørnsræset, og ikke orker barnestøj og hvor meget de fylder. Han sidder derfor ofte og arbejder når de er der. Han han en fin relation til dem, og særligt den mindste er ret glad for ham. Han er også sød til at lave noget med dem indimellem, og siger også at han også trækker sig lidt, så jeg kan få lov at være sammen med mine børn.

Jeg har på intet tidspunkt bedt ham om at tage et ansvar ift. mine børn, og beder ham heller ikke om hjælp ift. dem. Han kan være sød til selv at tilbyde at hente den mindste fx, men han ved at jeg ikke har forventninger til ham i den henseende.

Alligevel synes jeg at det er lidt underligt, at de ofte stort set kun ser ham i spisesituationer når de er hos mig. Hér tænker jeg mere på deres trivsel. Hvordan er det at komme hos mig hver 2. uge, og have en anden voksen i huset, der nærmest er et spøgelse? Skal jeg blot acceptere at han er et andet sted i livet, og nu har sin frihed og har behov for den, eller kan jeg bede ham være mere deltagende?

Tak 🙂

KH Lotte

Kære Maria

For at starte med at svare på, hvor meget din kæreste skal dele med dig om hans følelser og udfordringer, så er det helt op til dig at bestemme, hvor meget og hvad du vil høre på. Jeg anbefaler altid at være lydhør overfor sin partner. Når det er sagt, så er det din kærestes ansvar at tage hånd om de følelser, der er svære for ham at håndtere. Det er ikke dit ansvar. Og slet ikke din søns.

Jeg blev foruroliget, når du skriver, at din kæreste gør meget ud af at fortælle, hvad han savner eller ønsker fra din søn, men at han (din kæreste) ikke selv er indstillet på at tage part at ændre på tingene. Hvis noget skal ændres, er din kæreste, i min optik, en selvskrevet del af ændringen.

Jeg forstår virkelig godt, hvis du er tyndslidt og hvis du har følelsen af at være voldsomt i klemme mellem din søn(ner) og din kæreste. Det er du også, og det er ikke godt for nogen af jer.

Jeg vil i den grad anbefale jer et rådgivningsforløb, hvor vi kan lægge en plan for, hvordan I to voksne kan håndtere det konstruktivt sammen. Det kan og må aldrig blive din søns ansvar, at det er svært for din kæreste. I kan læse om mine forløb her på siden under “Få hjælp” fanebladet

Mange tanker herfra
Janne

Tak for dejligt blogindlæg. Jeg befinder mig i den omvendte situation som mor med min kæreste som ingen børn har . Jeger fraskilt og kommer med 2 drenge på hhv. 14 og 17 år. Min kæreste har det meget svært med min store søn. Stemningen skifter gerne dagen før drengene lander, som vi har i en 7/7 ordning.

Mit spørgsmål er hvor meget han egentlig skal dele med mig omkring hans følelser og udfordringer.

Hans tilgangoverfor mig er at han gør meget ud af at fortælle mig hvad han savner eller nærmere ønsker min søn kunne være overfor ham. Min søns dårlige sider, hvad han gør forkert og hvad han burde gøre osv. Min kæreste udviser stor frustration og vrede når vi taler om det og jeg oplever ikke nogen konstruktiv fremgang i vores skænderier. Han er fuld af gode ideer omkring opdragelse og vores fælles rammer for drengene, men ønsker på ingen måde at tage part i det. Han gør meget ud af at fortælle mig hvor svært han har det. Samtidig føler jeg mig ganske fortabt idet jeg ikke blliver mødt med empati og forståelse for hvad det gør ved mig, som mor og hans kæreste.

Vi har boet sammen i 4 år nu og jeg er meget tyndslidt. Samtidig er jeg utrolig vred idet jeg føler at han fratager mig glæden ved at se frem til at mine drenge lander hos og skal gå og have en knude i maven.

Jeg har bedt ham tale med venner som står i samme konstellation, så han kan få nogle input udefra – men det sker ikke.

Så hvor går grænsen til at dele tanker og følelser når det til sidst føles smertefyldt og destruktivt ?

KH
Maria

Jamen det er fint at alle ikke er enige .. det er jo dejligt med forskelligheder..
Det er jo præcis det jeg syntes du mangler at tage i betragtning i din klumme..

Det handler ikke så meget for mig om hvad jeg tror på, men mere om den virkelige verden hvor der også findes alle de frusterende ekstra mødre og fædre.. samt mødre og fædre hvor det ikke kan lade sig gøre at samarbejde… på den åbenlyse fine måde som du så fint beskriver .., at børn trives bedst når alle parter samarbejder .

Et godt og nemt samarbejde jeg selv har været så heldig at have både med mit barns far og min kærestes eks..
Så er ked af hvis jeg har givet dig fornemmelsen af at andet fungerer bedre for mig..
det er ikke tilfældet.
Men jeg var heldig ..

Men det er heller ikke min pointe for den del om at samarbejde er bedst ,er åbenlys for alle mennesker.

Men jeg kan tale fra egen erfaring som du .

Og der hvor jeg er helt uenig med dig . Er når du skriver til ekstra mødre/fædre at de skal indse at deres kærestes eks altid vil være en vigtig del af deres kærstes liv..
Det er i min optik ret offensiv ,hypet og glorificerende at sende sådan et budskab.

Som sagt har jeg været heldig at have det godt både med min eks og min kærestes eks.
Hvilket kunne kun lade sig gøre fordi alle parter var åbne og der ingen bitterhed var.. (der kan være mange factorer når tingene ikke spiller og hvor det ikke kan lade sig gøre at det gør)

Mit barn er voksent nu og der kan gå år imellem jeg støder på hans far .. det samme med min kærestes eks..
Ikke fordi at vi ikke kan li hinanden ..
Men fordi vores børn er voksne og samarbejdet omkring dem ikke er nødvendigt mere.

Mit barns far er vigtig i mit barns liv . Men han er på ingen måder vigtig i mit og min kærestes liv ..det samme omvendt..
han er for mig det samme som mit barns fætter på mit barns fars side eller mit barns ven.. en der er i mit barns liv og som er vigtig for mit barn ..men på ingen måder vigtig i mit liv.
Mit barn har også venner jeg måske kun møder til barnedåb , bryllupper ect. men som igen ikke er vigtig for mig men er vigtig for mit barn.

Så hvis du mener at sådanne berøringsflader gør at eks er vigtig resten af ekstra morens kærestes liv ..
ja så må jeg sige .. vildt nok .
Rimelig store sætninger at bruge.
Og langt fra virkeligeden efter min mening
Dermed min udtalelse om at glorificerer fordi det virker på mig som om det skal se så politisk og pænt ud.. meget eventyr agtigt…
og meget ensporet syn at se det på …mener jeg
jeg tror der stadig sidder mange ekstramødre og fædre derude der rent faktisk godt kunne bruge nogle flere gode modeller end den åbenlyse..
fordi det ikke er muligt for alle at bruge den åbenlyse .
Og som ikke har brug for at gøres forkert .

Så for at slutte den af .. ja så er vi enge om at den åbenlyse måde at samarbejde om sine børn er selvfølgelig det bedste.

Men hvis alle kunne gøre det ville dit Arb ikke være nødvendigt…

Og der hvor vi ikke er enige er at eks altid vil være en vigtig del i dit eller din kærstes liv.

Håber du kunne bruge et andet perspektiv og det kunne give stof til eftertanke ..

For en god ordens skyld syntes jeg at du har mange brugbare råd i din kumme ..
mener blot der mangler noget og at det er noget af en bagage at sætte på ekstra mødre/fædre.. med altid en vigtig del i din kærestes liv..

De bedste hilsner fra mig:)

Hej R

Tak for dit input – jeg kan læse mig frem til, at vi ser forskelligt på det, og det er så fint.

Du har helt ret i, at når børnene er voksne, så kan de (som regel) klare sig selv, og det er derfor ikke nødvendigt for forældrene at samarbejde som sådan om børnene. Blot mener jeg, at den anden forælder stadig vil være en del af dit liv og din berøringsflade, når I ses til familiekomsammen, bryllup, barnedåb, etc.

Min erfaring er, at det også er rart for voksne børn, når forældre og ekstraforældre kommer fornuftigt ud af det med hinanden, både når de er i samme rum, men også når de omtaler hinanden. Derfor bliver du, i min optik, løbende mindet om den anden forælder eller din eks, hvorfor jeg mener, de stadig er en vigtig del. Men jeg fornemmer, du tror på noget andet, som fungerer bedre for dig.

De bedste hilsner
Janne