Kære Lotte

Mange tak for din kommentar. Jeg vil anbefale dig og jer, at I sammen afstemmer jeres forventninger og ønsker til din kæreste rolle i dine børns liv.

Hvad vil han gerne – hvad vil han ikke?
Hvad ønsker du af ham, og er det muligt eller hvad tænker han?

Med en forventningsafstemning tager I aktivt tager stilling hans rolle og får sat ord på. Så kan du og I nemlig også fortælle dine børn, hvilken rolle din kæreste har, og hvad det betyder han gør og deltager I, og hvad han måske ikke gør.

Det vil gøre det lettere for jer alle sammen på den lange bane.

Helt lavpraktisk vil jeg anbefale dig at sige til din kæreste, at du godt kunne tænke dig, at I taler om rollerne i familien. Og spørg ham da, om ikke han vil gøre sig nogle tanker om, hvilken rolle han gerne vil have særligt overfor børnene både med praktik men også på den mere følelsesmæssige side. Giv ham nogle dage eller en uge – de færreste bryder sig om at blive ”trængt op i krog”, fordi partneren har tænkt over noget længe. Og spørg, hvornår han vil være klar til, at I sammen snakker om det.

På den måde har I begge haft mulighed for at forberede jer og det giver ofte en meget bedre og rarere forventningsafstemning.

Rigtig god fornøjelse
Janne

Min kæreste flyttede ind for 1 år siden (efter at have boet alene i 8 år), og han er 10 år ældre end mig (51 år). Hans mindste er 18 år, og jeg har 2 børn på 6 og 11 år. De er hos os hver anden uge, og vi har en noget forskellig opdragelsesstil. Han er meget hård og jeg er mere pædagogisk.

Langt hen ad vejen holder han sig lidt for sig selv, da han som han siger, har været igennem småbørnsræset, og ikke orker barnestøj og hvor meget de fylder. Han sidder derfor ofte og arbejder når de er der. Han han en fin relation til dem, og særligt den mindste er ret glad for ham. Han er også sød til at lave noget med dem indimellem, og siger også at han også trækker sig lidt, så jeg kan få lov at være sammen med mine børn.

Jeg har på intet tidspunkt bedt ham om at tage et ansvar ift. mine børn, og beder ham heller ikke om hjælp ift. dem. Han kan være sød til selv at tilbyde at hente den mindste fx, men han ved at jeg ikke har forventninger til ham i den henseende.

Alligevel synes jeg at det er lidt underligt, at de ofte stort set kun ser ham i spisesituationer når de er hos mig. Hér tænker jeg mere på deres trivsel. Hvordan er det at komme hos mig hver 2. uge, og have en anden voksen i huset, der nærmest er et spøgelse? Skal jeg blot acceptere at han er et andet sted i livet, og nu har sin frihed og har behov for den, eller kan jeg bede ham være mere deltagende?

Tak 🙂

KH Lotte

Kære X

Mange tak for dit spørgsmål og input. Hvor lyder det dejligt, at I har en god og kærlig en relation. Og så kan jeg godt forstå, at du bliver paf og i tvivl om, hvad du skulle svare.

Og jeg kan sagtens forstå, at du ikke ønsker at træde barnets mor over tæerne, at du gerne vil respektere hendes rolle og samtidig anerkende barnets følelser.

I forhold til følelsen af at træde barnets mor over tæerne, kan det måske være en hjælp for dig at huske på, at det ikke er dig, der har foreslået barnet, at det skulle kalde dig mor. Det er barnet, der, grundet jeres gode relation, har fået lyst til at kalde dig mor, selvom det har en mor i forvejen.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det nok ikke ville være rart for moren, hvis hun hørte det.

Men jeg ville måske overveje at spørge forsigtigt ind til, hvorfor barnet tænker sig sådan?
Måske er det et udtryk for, at I hygger jer sammen, måske har du og gør du noget, som barnet forbinder med en mor-rolle, måske er det noget helt andet?

I relationen med barnet – kan du overveje følgende spørgsmål. Ikke alle spørgsmålene på en gang, men alt efter, hvad der giver mening.

Så du ønsker dig, at jeg var din mor – jeg bliver nysgerrig på, hvorfor det mon kan være?
Når du siger, at du ville ønske, jeg var din mor, er det så, fordi du synes, vi hygger os sammen?
Jeg ved, du allerede har en mor og så kom du lige til at tænke på, at du ville ønske, jeg var din mor?

Noget i din stil, der anerkender hendes udsagn og lægger op til refleksion og nysgerrighed.

Kærlig hilsen
Janne

Jeg har et spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at du belyste i dine indlæg eller podcast..
Hvordan håndterer man det, når ens ekstrabarn er så glad for en, at det udtaler at det ønsker at man er dets mor? Jeg blev selv paf, og ved ikke om jeg reagerede korrekt – jeg forsøgte kærligt at sige at det allerede har en sød mor som elsker det. Men er det overhovedet anerkendende?
Og hvordan skal man reagere hvis ens ekstrabarn vil kalde en for mor? Skal det have lov til det, eller skal man flytte opmærksomhed tilbage på at det har en mor? Det er svært for mig, for man er jo en slags mor, selvom man ikke er biomor. Jeg har ikke lyst til at træde biomor over tæerne, og respekterer hendes rolle. Men samtidig vil jeg gerne anerkende ekstrabarnets følelser.

Kh X