Velkommen til din nye virkelighed som ”ekstramor” eller ekstra voksen i nogle børns liv. Jeg kan sagtens forstå, at det kan være svært at være ekstramor til mindre børn, når ens egne er blevet større og du er blevet glad for den frihed, der følger med lidt større børn. Jeg håber, at du og I finder en vej, der føles helt rigtig for jer.

De bedste hilsner
Janne

PS:
Dejligt du er glad for siden og for podcasten.

Kære Marie

Tak for dit input. Jeg forstår dit dilemma og frustration. Som du selv nævner, er kunsten at finde et kompromis. Det kan være svært at finde et, hvor alle har følelsen af, at det er kompromis, når I ser meget forskelligt på det.

Helt firkantet, så er det ultimativt forælderen, der bestemmer over sit eget barn. Og hvis din kæreste ikke mener, hans datter behøver at spise med, er han, som far, i sin ret til at beslutte det. Derved ikke sagt, at I ikke kan snakke om, hvilke værdier, I synes, der er vigtige at have som familie. Jeg anbefaler altid at skabe et fælles fundament. Nogle gange kommer det til at se anderledes ud, end vi troede. Jeg forstår, at du værdsætter middagen højt, det gør jeg også selv. Din kæreste ser anderledes på det. Når man er teeanger, er det andre end forældrene og ekstraforældrene, der begynder at være de vigtigste i deres prioritering særligt nytårsaften. Jeg synes bestemt ikke, du er forkert på den. Du har et ønske om, at I spiser sammen. Blot kan det ikke lade sig gøre på den måde, du ønsker dig.

Min anbefaling vil være, at du tænker over om den fællesskabs-følelse måske kan opnås på andre måder? Nu er jeg klar over, at det var nytårsaften, og at der er længe til næste nytårsaften. Men kan man forestille sig, at I hygger sammen om eftermiddagen i stedet for middagen? Kunne det være en brunch? En frokost? Kan I “nytænke konceptet” lidt, sådan så I er sammen, hvilket jeg forestiller mig er det vigtige for dig, men at det måske ikke lige er ved middagen i nogle år?

Kærlig hilsen
Janne

Min kæreste og jeg kan F.eks. Ikke blive enige om, hvordan vi burde gøre til nytåret med vores sammenbragte familie. For mig er det vigtigt at spise sammen, da det er noget, vi altid har gjort i min familie og jeg har altid elsker det. Så er vi smuttet til venner/veninder senere. Min kæreste har en pige på 14, som
Gerne ville ses med tre andre veninder, hvilket jeg uden tvivl bakkede op om. Jeg foreslog, om vi evt. kunne spise sammen og så hun smuttede til dem senere (de havde ikke planlagt at spise sammen). Hun ville dog gerne spise hos den ene veninde. Min kæreste mener, han har retten til ar bestemme, da det er hans datter og jeg kunne godt tænke mig en fælles beslutning som familie under samme tag. Han mener, han fratager hans datters frihed, hvis han siger nej til hende. Jeg mener godt, man kan finde et kompromis – hun er trods Alt kun 14 og der var ikke aftale spisning. Jeg føler mig ikke rigtig imødekommet af ham – eller hørt. Ikke at jeg skal bestemme – men fordi det bliver “hun er min, så jeg bestemmer i sidste ende”.. Så kan jeg aldrig “ønske” noget som “familie” og vi kommer til at gå på hver vores vej, når der hele tiden tænkes i “dine og mine”.. Han mener sagtens vi kan opdrage forskelligt, hvis vi ikke er ens. At den ener noget og de to andre på noget andet – hvor jeg tænker, det vil være godt mes et nogenlunde fælles fundament. Måske er jeg forkert på den?

Kh Marie