fbpx

Jo. Du må godt synes hans barn er træls

Mange ekstramødre tror ikke, at de må synes hans barn er træls. Og bliver ofte meget forlegne, når snakken falder på det i mine personlige rådgivningsforløb.

Men helt ærligt, selvfølgelig må du synes hans barn er træls.

Det må du da!

Lad mig lige understrege med det samme, at jeg aldrig, aldrig, anbefaler, at du siger det til barnet. Eller barnets far. Det kommer der simpelt hen ikke noget godt ud af. Du ville nok heller ikke selv bryde om, hvis der kom en over og sagde til dig:
“Ih, hvor er du bare træls at være sammen med…” Det er næppe en relations-bygger.

Det der er interessant for mig er to ting;

1) Hvorfor du synes det?
2) Hvad du gør ved det?

Og det er her, at du skal på arbejde. Som en slags detektiv, der undersøger, hvordan tingene hænger sammen. Det første og vigtigste at få styr på er at adskille problem og person.

Eksempel:
Lad os sige, at dit ekstrabarn hopper i sofaen. Det er ikke i orden for dig. Barnets far ignorerer det. I hvert fald siger han ikke noget til det.

Så synes du barnet er træls, mens du venter på, hvornår farmand siger noget.

Men der sker ikke en dyt.
For han sidder med næsen nede i mobilen. Eller avisen. Eller den bærbare.

Du forsøger med vilde øjne og hovedrysten at signalere, at du bare ikke synes, det er i orden.
Han bøjer hovedet lidt længere ned i det, han er i gang med. Langt nok ned til han ikke længere kan se dig ud af øjenkrogen…..

Grrrrr…..
What to do?

Her adskiller du problem og person:
Problemet er, at der bliver hoppet i sofaen og det vil du ikke have.

Derfor siger du til dit ekstrabarn:
Stop. Jeg vil ikke have, du hopper i sofaen.

Og lige der midt i alt det hopperi, synes du bare ekstrabarnet er træls. Det forstår jeg godt. Jeg vil heller ikke have, at nogen hopper i min sofa. I nogle hjem er det helt fint. Og det er virkelig helt fint for mig. Hos mig må du bare ikke hoppe i sofaen. Derfor beder jeg dig venligt om at stoppe, hvis du hopper i min sofa.

Nu var det at hoppe i sofaen bare et eksempel. Det kan jo være alt muligt andet. Min pointe er, at du er nødt til at sige fra, på en rolig og selvafgrænset måde, når noget bliver for meget for dig. Med selvafgrænset mener jeg, at du taler ud fra dig selv, så det bliver tydeligt, at det er din grænse. Der er meget stor forskel på at sige:

Stop. Jeg vil ikke have, du hopper i sofaen.
vs
Hvad tænker du på? Du ved da udemærket godt, du ikke må hoppe i sofaen. Ned med dig.

Kærligst
Janne

Familierådgiver Janne Leth Førgaard

Rådgivning til ekstramødre og sammenbragte familier

Få mit miniforløb på 3 sessioner, der gør det lettere at være ekstramor allerede i dag

Sådan vinker du farvel til skyld, skam og dårlig samvittighed

Sådan håndterer du egne og andres forventninger til dig som ekstramor

Sådan får du din partner på banen uden (for mange) konflikter

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så lander miniforløbet automatisk i din indbakke
Det koster blot din e-mail - så modtager du løbende inspirationsmails og tilbud

Tak - Tjek venligst din e-mail