Sammenbragt familie:
Opdragelse og udfordringer
Sammenbragt familie og opdragelse kan være en svær kombination. Hvordan gør du det bedst? Og må du godt ”blande” dig i din partners opdragelse? Opdrage på hans børn?
Der er mange spørgsmål og udfordringer, der kan komme i spil, når du lever i en sammenbragt familie.
Dem vil jeg sætte fokus på i det her blogindlæg og komme med mit bud på, hvordan du og I som sammenbragt familie kan gribe opdragelsen an – også når I ser meget forskelligt på det.
I blogindlægget kan du bl.a. læse om:
Må jeg overhovedet opdrage min partners børn?
Opdragelse er et af de store spørgsmål, der ofte trænger sig på, når du lever i en sammenbragt familie. Til det spørgsmål er der ikke et entydigt svar, for det kommer helt an på, hvordan din partner ser på det, hvordan du ser på det og faktisk også, hvordan barnets mor ser på det.
Hendes perspektiv betyder noget, fordi det er det synspunkt, hun giver børnene med i rygsækken. Derfor bliver det også det synspunkt, som børnene opererer ud fra. Og det synspunkt, du er nødt til at have in mente, når du taler med børnene.
Uanset hvad, finder du kun ud af, hvad du selv, din partner og barnets mor tænker, hvis I snakker om det. Sammen. Det kommer jeg tilbage til. Jeg starter lige et andet og meget vigtigt sted først.
Kvinder i sammenbragte familier
Der er mange betegnelser for kvinder i sammenbragte familier, hvoraf bonusmor er meget udbredt. Jeg er ikke sikker på, at alle ser det som bonus. Bonusmor, bonusbarn, bonusfamilie. Det er ofte en kompleks følelsesmæssig familiekonstellation.
Jeg kalder det ekstramor. Det gør jeg af flere årsager. For det første, fordi jeg ser mig selv som en slags ekstra mor barnet har til rådighed, når han eller hun er sammen med sin far. For det andet, fordi der kommer mange ekstra ting i spil både følelsesmæssigt og lavpraktisk, når vi lever i en sammenbragt familie.
Stedmor er jeg helt sikkert ikke. Jeg er ikke i stedet for barnets mor. Jeg er nærmere et ”add on”; noget ekstra. Derfor kalder jeg mig selv for ekstramor og ikke stedmor, bonusmor, papmor eller fars kæreste.
Start med dig selv. Find ud af, hvad DU gerne vil
Når du er ekstramor, bonusmor, papmor, fars kæreste eller mors kæreste, så kommer der ofte rigtig mange følelser i spil. Mange forbudte følelser. Dem har jeg tidligere skrevet om her.
Fordi du er blevet forelsket i en, der har børn, er det ikke det samme som, at du har et stort og inderligt ønske om at blive ”med-forælder”. For nogle er det, for andre ikke. Begge dele er helt okay og op til den enkelte.
Derfor anbefaler jeg, at du først og fremmest bruger tid med dig selv for at finde ud af, hvad DU vil.
Hvad kunne du tænke dig, hvis der var frit valg på alle hylder?
Hvilke tanker har du gjort dig om opdragelse?
Hvordan så du så din rolle, hvad var dit bidrag og hvilke input ville du komme med til jeres sammenbragte familie?
Når det står klart for dig, så kan du bedre snakke med din partner.
For hvis du ikke selv har gjort dig nogle tanker, kan du risikere, at det bliver din partners forventninger, der ender med at gøre sig gældende. Og det føles rarere og friere, når du selv har truffet en bevidst beslutning i stedet for, at andre har gjort det for dig. Det kan jo sagtens være, at I finder ud af, at I er enige – du er bare nødt til at have dig selv med, før du inddrager andres tanker, holdninger og følelser i ligningen.
Oftest har ingen af jer prøvet at leve i en sammenbragt familie før, så er I nødt til at finde jeres vej i det her sammen. Og der er meget stor forskel på at leve i en “traditionel” kernefamilie og i en sammenbragt familie. Det kan du læse mere om her.
(U)realistiske forventninger til hinanden
Nogle gange kan både du og din partner have nogle forventninger til den anden, som ganske enkelt ikke er realistiske. Det bliver I nødt til at få afstemt. Med hinanden.
Det gør du og I ved at snakke om det – også selvom det måske bliver ubehageligt, fordi I ser forskelligt på det. Men hvis I ikke snakker om det, bliver det noget, I kommer til at kæmpe med hver dag. Og selvom det kunne være fantastisk, så er der ikke noget, der pludselig ændrer sig til det bedre, før I tør tage de svære snakke sammen.
Så snakken kommer du ikke uden om. Derfor er det bedre at tage den tidligt i forløbet. Har du og I ikke gjort det, er det aldrig for sent. I dag er bedre end næste uge. Vær ikke bange for at tage tyren ved hornene. Det vil give dig og din sammenbragte familie så meget mere harmoni, end hvis I fejer det ind under gulvtæppet.
Når I har besluttet jer for at snakke om det, anbefaler jeg, at I begge har haft noget tid til at forberede jer. Det er derfor ikke en god idé at sige som det første, når din partner kommer ind af døren efter en lang dag; ”Hey, nu vil jeg gerne snakke om vores familie, for jeg vil også have noget at skulle have sagt.”
Så er det bedre at sige ”Jeg kunne rigtig godt tænke mig at snakke om, hvordan vi bor sammen som familie. Hvornår vil være et godt tidspunkt til det for dig?”. På den måde kommer jeres snak godt fra start, og den kommer til at foregå i et meget mere trygt og roligt rum, end hvis I forhaster den.
Giv jeres sammenbragte familie et stærkt fundament med fælles familieprincipper
Når I snakker sammen, anbefaler jeg, at I starter med nogle helt lavpraktiske familieprincipper, for det kan gøre andre ting lettere. Eksempler på familieprincipper kunne være:
– Vi siger hej, når vi kommer hjem, og farvel, når vi tager af sted.
– Vi svarer, når vi bliver spurgt om noget.
– Vi rydder op efter os selv.
– Vi sætter vores tallerken i opvaskemaskinen.
Hvis det er det, der er vores familieprincipper behøver vi nemlig ikke at diskutere, hvem der er nødt til at rydde op. Og ja, det kan meget vel være, at børn og unge er nødt til at få nogle remindere. Og så må det være sådan.
Når vi har nogle fælles familieprincipper, bliver det også (lidt) lettere for den voksne, der ikke er forælderen at sige: ”Jeg vil gerne have, du rydder op efter dig” eller ”Jeg vil gerne have, du sætter din tallerken i opvaskemaskinen”, fordi vi refererer til principper, som gælder for alle i familien.
Jeg anbefaler naturligvis, at hele familien bliver bekendt med principperne, og at de eksempelvis hænger på køleskabsdøren eller et andet sted, alle kan se, og hvor alle kommer jævnligt. Derudover er det også rigtig fint, hvis I som familie sammen sætter familieprincipperne. På den måde bliver de noget, som I er blevet enige om, og noget, som alle (forhåbentlig) kan se værdien af.
Afklar med din partner, hvad dit reelle råderum er;
for der ér forskel på aftaler og eksekvering
Når I har de overordnede principper på plads, er det vigtigt, at du får snakket med din partner om, hvad dit reelle råderum er. For der vil være forskel på, hvor vigtigt I hver især synes, tingene er, og hvor bogstaveligt de bliver håndhævet.
En ting er alle de ting, I måske i teorien kan blive enige om, men hvad sker der i praksis, når principperne bliver eller ikke bliver håndhævet. Et eksempel kunne være:
Du har bedt dit ekstrabarn sætte sin tallerken i opvaskemaskinen.
Det sker ikke.
Den er sat på køkkenbordet.
Hvad gør du så? Minder du barnet om det?
Minder du barnets forælder om det?
Hvis du minder barnet om det, og forælderen siger “Det er helt fint, jeg gør det.” – hvad sker der så i dig?
Det kan jo i teorien godt være, at barnets forælder ikke synes, det er vigtigt, at det er barnet, der gør det. Men det synes, du er vigtigt. Det er det, jeg mener med råderum. Tag en konstruktiv snak i ”fredstid” om de scenarier, I eventuelt kan se kan komme til at udspille sig
Sig fra. Sæt din egen grænse. Kort og kærligt.
Så er der ingen, der føler sig forkerte
Det er kun dig, der ved, hvor din grænse går. Og nogle gange ved du det faktisk ikke selv, før den er overtrådt.
Når du er ekstramor, så er der en række faktorer i dit liv, du ikke længere helt frit kan styre. Men det er ikke ensbetydende med, at du ikke må sige fra eller nej. Selvfølgelig må du det. Hvis du vil vide mere om det – så har jeg skrevet et blogindlæg om, hvorvidt du som ekstramor, bonusmor eller papmor må sige fra.
For mange bliver det svært at sige fra og sætte en grænse, fordi vi også føler, at vi er nødt til at forklare og forsvare vores valg. Men prøv lige at forestille dig: Det behøver du ikke.
Du kan fint bare sige nej uden at forsvare eller forklare dig.
Jo kortere, det vil sige med færre ord, du kan sige fra, jo nemmere bliver det for den anden at forstå. Og jo lettere bliver dit nej også at acceptere, fordi det blot er en konstatering af: Hertil og ikke længere.
Sig kort, klart og kærligt, hvad du kunne tænke dig.
Lad os lige et øjeblik lege med tanken om, at du og jeg vil ud og spise i aften på en dejlig restaurant. Men nu kan jeg mærke, at jeg er blevet for træt og derfor gerne vil flytte aftalen.
Forestil dig, at jeg siger til dig …
“Du ved der i aften, hvor vi skal ud at spise, tænker jeg bare på, om det er en rigtig god idé? Særligt i de her tider, hvor alle jo bør være lidt ekstra forsigtige. Det er måske også dumt at bruge penge på at gå ud at spise i de her usikre tider. Vi ved jo ikke, hvad morgendagen bringer. Måske står en af os pludselig uden job? Så sulten er jeg egentlig heller ikke. Og du ved også godt, at jeg er træt om fredagen. Du ser i øvrigt også selv lidt træt ud.”
Hvad er blevet klart dig?
Kan du finde hoved og hale i, hvad jeg forsøger at sige?
Sikkert ikke. Det kan jeg næsten heller ikke selv, fordi jeg har bragt så mange ting på banen for at forsøge at dulme min dårlige samvittighed over at aflyse og lægge skylden over på dig.
Forestil dig i stedet, at jeg siger til dig …
“Vi havde aftalt, at vi ville ud at spise i dag. Jeg kan mærke, at jeg er for træt. Jeg ved, du havde glædet dig, men jeg har brug for, vi tager af sted en anden dag. Hvad tænker du om det?”
Så har jeg kort, klart og kærligt sagt fra – uden at give dig dårlig samvittighed – samtidig har jeg også givet dig noget konkret, som du kan forholde dig til, i stedet for en masse dårlige undskyldninger, der bare forvirrer mere, end de gavner.
Ja, dit ekstrabarn må godt blive sur på dig.
Nej, det betyder ikke, du skal ændre mening
Lad dit ekstrabarn have de følelser, han eller hun har, når du siger nej eller fra.
Du må gerne sige nej til og fra overfor dit ekstrabarn. Og ja, så kan det meget vel være, at han eller hun bliver sur på dig. Det er helt naturligt at blive sur eller skuffet, når du kunne tænke dig noget, du ikke kan få.
Så må barnet være sur og have lov til at have de følelser, han eller hun har. Og her bliver det måske lidt svært for dig. Det gør det for mange. For nu anbefaler jeg, at du gør det modsatte af det, du plejer (vil jeg tro).
Tip: Tal ind i barnets følelser i stedet for væk fra dem
Lad mig give dig et eksempel. Dit ekstrabarn vil have en is. Du siger nej og kommer med en forklaring. Han eller hun bliver sur. Du prøver at forklare, hvorfor du siger nej med formuleringer som:
– “Nej, du må ikke få en is, for du lige har fået en.”
– “Nej, du må ikke få en is, for vi skal spise om lidt.”
– “Nej, du må ikke få en is, for det er ikke tid til is nu.”
– “Nej, du må ikke få en is nu, men du må gerne få en is en anden gang.”
– “Så sur behøver du ikke blive, det er bare en is, og du har jo fået en.”
– [Indsæt selv, hvad du ellers kunne finde på at sige i sådan en situation]
Men i stedet kan du sige faktisk bare sige: “Nej.”
Så bliver barnet sur.
Og så kan du sige til barnet: “Du ville gerne have haft den is, kan jeg se/høre på dig, og nu bliver du sur over ikke at få den. Er det rigtigt?” Så siger barnet sikkert “Ja!” Så kan du kærligt svare “Ja, det er også ærgerligt, når du gerne ville have haft den”.
Du taler ind i følelserne i stedet for væk fra dem. Det er den korteste og kærligste vej til at få god relation. Du anerkender barnets følelser, men det betyder ikke, at barnet får sin vilje (eller isen). Det betyder, at barnet får lov til at have det, lige præcis som han eller hun har det i øjeblikket. Og det er rart.
Relationen til dit ekstrabarn er (til dels) en envejsrelation.
Pas på med at holde regnskab
Det kan nemlig betyde, at du bliver bitter. Samtidig er det også en svær relation at indgå i.
Relationen til dit ekstrabarn er nemlig til dels en envejsrelation, fordi du er en slags ”back-up” forælder eller voksen og ikke den ”rigtige” forælder. Derfor vil der være mange situationer, hvor du kan komme til at stå med følelsen af at have gjort rigtig meget for barnet uden, at der kommer meget (eller noget) “retur”. Hvor du kommer til at stå med følelsen af at være værdiløs eller ubetydelig.
Det kan faktuelt meget vel være 100 % korrekt. Og det hjælper dig ikke at holde regnskab med det. Det er en præmis, du lever med. Derfor er det også så vigtigt, at du får sagt fra på en kærlig måde i tide. Så det ikke bliver for meget for dig. Det er ingen af jer tjent med.
Og som altid anbefaler jeg naturligvis, at du tager dig kærligt af dig selv og dine følelser. Det er en voldsom oplevelse at være ekstramor. Så pas godt på dig selv.
Din partner og dig er (måske) meget forskellige i jeres syn på opdragelse
Men lad mig berolige dig med: Det er ”kun” et problem, hvis I gør det til et.
Mange par er udfordrede af, at de ser forskelligt på opdragelse, og derfor bliver det roden til konflikter. Mange og tilbagevendende konflikter. Det kender jeg udmærket godt til i mit eget liv også. På skift kan min mand og jeg synes, at den anden er for blød eller hård. Og det eneste, vi kunne regne med hver gang, var, at jo ”blødere” den ene blev, jo ”hårdere” blev den anden. På ingen måde en hensigtsmæssig tilgang. Heldigvis er vi også blevet klogere, og vi gør derfor noget andet nu. Og det er dét “andet”, jeg ofte hjælper par med, når de har svært ved at håndtere deres forskelligheder. For ja, det ér svært.
Når det kommer til børn, er de heldigvis utroligt kvikke. Uanset om det er dine egne eller ej. De ved godt, at der er forskel på jer og jeres måde at anskue opdragelse på. Ligesom de ved, at der med stor sandsynlighed er forskel på, hvordan det er hos mor og hos jer. Det kan børn godt navigere i, når I kan.
Børn vil bare gerne have et “ja” og forsøger at få det. Indtil de kan mærke, at det får de ikke denne gang, så stopper de. Men er der en mindste lillebitte chance, så vil de gå efter den. De vil bare gerne have et ja. Det er ikke for at genere dig eller for at ”udstille din partner” som en, der ikke siger et kontant nej. Barnet vil bare gerne have sit ja.
Mit råd til dig
Hvis du overværer et ”plageri” mellem dit ekstrabarn og barnets forælder og er liiiiige ved at eksplodere i et raserianfald, så sig følgende i stedet for at gøre det: “Jeg går lige en tur/udenfor/på toilettet.”
Hvis du har brug for at sige noget om det, fordi du simpelthen ikke kan slippe det, anbefaler jeg dig, at du spørger i stedet for at belære eller dømme din partner. Du kan for eksempel sige:
“I dag da [barnets navn] blev ved med at spørge om det samme, og du til sidst gav dig/var længe om at stoppe det, undrer jeg mig over, hvordan det kunne være?”.
Hej.
Først og fremmest tak for nogle virkelige gode indlæg!
Min kæreste og jeg kan F.eks. Ikke blive enige om, hvordan vi burde gøre til nytåret med vores sammenbragte familie. For mig er det vigtigt at spise sammen, da det er noget, vi altid har gjort i min familie og jeg har altid elsker det. Så er vi smuttet til venner/veninder senere. Min kæreste har en pige på 14, som
Gerne ville ses med tre andre veninder, hvilket jeg uden tvivl bakkede op om. Jeg foreslog, om vi evt. kunne spise sammen og så hun smuttede til dem senere (de havde ikke planlagt at spise sammen). Hun ville dog gerne spise hos den ene veninde. Min kæreste mener, han har retten til ar bestemme, da det er hans datter og jeg kunne godt tænke mig en fælles beslutning som familie under samme tag. Han mener, han fratager hans datters frihed, hvis han siger nej til hende. Jeg mener godt, man kan finde et kompromis – hun er trods Alt kun 14 og der var ikke aftale spisning. Jeg føler mig ikke rigtig imødekommet af ham – eller hørt. Ikke at jeg skal bestemme – men fordi det bliver “hun er min, så jeg bestemmer i sidste ende”.. Så kan jeg aldrig “ønske” noget som “familie” og vi kommer til at gå på hver vores vej, når der hele tiden tænkes i “dine og mine”.. Han mener sagtens vi kan opdrage forskelligt, hvis vi ikke er ens. At den ener noget og de to andre på noget andet – hvor jeg tænker, det vil være godt mes et nogenlunde fælles fundament. Måske er jeg forkert på den?
Kh Marie
Kære Marie
Tak for dit input. Jeg forstår dit dilemma og frustration. Som du selv nævner, er kunsten at finde et kompromis. Det kan være svært at finde et, hvor alle har følelsen af, at det er kompromis, når I ser meget forskelligt på det.
Helt firkantet, så er det ultimativt forælderen, der bestemmer over sit eget barn. Og hvis din kæreste ikke mener, hans datter behøver at spise med, er han, som far, i sin ret til at beslutte det. Derved ikke sagt, at I ikke kan snakke om, hvilke værdier, I synes, der er vigtige at have som familie. Jeg anbefaler altid at skabe et fælles fundament. Nogle gange kommer det til at se anderledes ud, end vi troede. Jeg forstår, at du værdsætter middagen højt, det gør jeg også selv. Din kæreste ser anderledes på det. Når man er teeanger, er det andre end forældrene og ekstraforældrene, der begynder at være de vigtigste i deres prioritering særligt nytårsaften. Jeg synes bestemt ikke, du er forkert på den. Du har et ønske om, at I spiser sammen. Blot kan det ikke lade sig gøre på den måde, du ønsker dig.
Min anbefaling vil være, at du tænker over om den fællesskabs-følelse måske kan opnås på andre måder? Nu er jeg klar over, at det var nytårsaften, og at der er længe til næste nytårsaften. Men kan man forestille sig, at I hygger sammen om eftermiddagen i stedet for middagen? Kunne det være en brunch? En frokost? Kan I “nytænke konceptet” lidt, sådan så I er sammen, hvilket jeg forestiller mig er det vigtige for dig, men at det måske ikke lige er ved middagen i nogle år?
Kærlig hilsen
Janne
Mange tak for både din side her og din podcast. Jeg er ny i det at være “ekstramor”, og egentlig har jeg slet ikke brug for ordet “mor” i den forbindelse, for jeg er i forvejen mor til et par store teenagere. Vi er en sammenbragt flok, hvor min kæreste står for en teenager og to mindre børn i indskolingsalderen. Jeg kæmper med mine tanker omkring de to små. Mine børn plus den ældste af min kærestes børn, er stort set færdigbagte. De er selvhjulpne og virkelig skønne at være sammen med, men de to mindste råber konstant efter deres far, som kører et meget højt serviceniveau overfor dem. De fylder en del og bor hos os hver anden uge. Jeg kan mærke, jeg bliver irriteret, hver gang de råber efter deres far, og nogle gange tænker jeg, så løb dog ind til dem, fordi jeg ikke kan holde deres råben ud. De svarer heller ikke altid, når der hilses, siges godmorgen eller bliver spurgt om noget. Dette gælder overfor mig og de store børn. Jeg elsker min kæreste og er virkelig glad for hans ældste datter, men tanken om at bo med de små mange år endnu, får mig til at overveje, om det er noget jeg har lyst i længden.
Velkommen til din nye virkelighed som ”ekstramor” eller ekstra voksen i nogle børns liv. Jeg kan sagtens forstå, at det kan være svært at være ekstramor til mindre børn, når ens egne er blevet større og du er blevet glad for den frihed, der følger med lidt større børn. Jeg håber, at du og I finder en vej, der føles helt rigtig for jer.
De bedste hilsner
Janne
PS:
Dejligt du er glad for siden og for podcasten.