Tusind tak for dit input. Jeg kan sagtens forstå din sorg og alle de medfølgende følelser. Som ekstramor er det normalt, men ikke rart, at have det sådan, som du beskriver det. Jeg vil på det kærligste opfordre dig til at opsøge hjælp, så du kan føle dig bedre tilpas både i dig selv og din rolle som ekstramor. Kærligheden i den sammenbragte familie er ikke let, men det behøver heldigvis heller ikke at være så hårdt, som det er for dig lige nu. Du er hjertelig velkommen til at læse om min rådgivning og til at booke en afklaringssamtale, hvor du kan høre mere om mine forløb, sådan så du kan genfinde dig selv og glæden igen. Du kan læse mere under “personlig rådgivning” her på siden.

Mange kærlige tanker
Janne

Jeg falder over din blog mens jeg sidder og stortuder her en fredag aften, og hverken kan få hoved eller hale på det hele. Min kæreste er på improviseret campingtur med sine to piger fra et tidligere ægteskab, og jeg blev ramt af en dyb følelse af ulykkelighed, da vi talte sammen i telefon tidligere. Jeg har bare ikke kunne sætte en finger på hvorfor. Der hjælper dine ord – og kommentarsporet – meget, og jeg genkender pludselig så mange følelser. Hans piger kan godt lide mig, og jeg kan se på min kæreste hvor lykkelig det gør ham når vi er sammen. I starten, for et lille års tid siden, gik det også rigtigt fint, men nu får jeg sværere og sværere ved at se mig selv i det. Jeg bliver stille og trækker mig overfor børnene, og jeg græder mig ofte i søvn når jeg bliver alene med min kæreste. Særligt når de er her, i min lejlighed. Jeg tror mest af alt det handler om den store sorg du beskriver.. at jeg ikke kan få den familie og de relationer jeg drømte om. Jeg er endog ved at prøve at tvinge mig selv til at opgive drømmen om egne børn. Selvom han gerne vil have flere. Jeg synes ikke der er plads. Hverken fysisk eller psykisk. Jeg føler mig i det hele taget meget langt fra den glade, forelskede 30-årige, der endelig troede at hun har fundet den rigtige. Han havde bare fundet hende 10 år tidligere..

Undskyld, det blev til en længere sludder for en sladder. Jeg ville egentlig bare have skrevet at jeg refererer til dem som “pigerne” eller “hans piger”, men jeg forklarer overfor folk at jeg er en slags bonusmor, en Astrid…

Tak – jeg er glad for at læse, at du har glæde af indlæggene. Lige præcis den følelse af at have lyst til at stikke af, når din kæreste børn er hos jer, ved jeg, at flertallet af ekstramødre kan nikke genkendende til – også selv om børnene er søde og I har et godt forhold. Du er ikke alene om at have det, som du har det.

Kærligst
Janne

Det er et interesant spørgsmål, for faktisk har jeg måtte tænke over hvad jeg kalder det. Jeg kalder dem børnene eller dine børn foran min kæreste og foran veninder og andre er det bare “min kærestes børn”.

Men jeg føler nok ikke jeg rigtig har en plads. Jeg er bare hende der er der – jeg sætter mig selv lidt på stand-by og prøver at passe ind i deres liv. Mest af alt har jeg lyst til at stikke af når de er der. Og det har meget lidt med børnene at gøre, for de er søde og vi har et godt forhold .

Tusind tak for din kommentar – det lyder som en rigtig hård tid, du og I har været igennem. Det er aldrig rart at blive ”skydeskive” for problemer.

Godt du rakte ud efter professionel hjælp og traf en vigtig (og hård forestiller jeg mig også), beslutning om, hvad du ville og ikke ville være med til fremadrettet og hvilke ændringer, der var nødvendige for, at du igen kunne trives.

Hvor er det dejligt, at du har fået dit gode humør tilbage igen.

De bedste tanker til dig og jer
Janne

Tak for dit svar. Jeg har selv en familie, hvor jeg gik all in på at få en god relation til min mands børn, men hverken de eller deres mor lukkede mig ind. Til sidst blev stemningen så dårlig herhjemme, at jeg faktisk fik en depression og efter et besøg på psykologik skadestue måtte drage den konklusion, at jeg ikke ville bo sammen med dem mere. Enten skulle han og de flytte, alternativt skulle jeg og mine børn flytte, mens sidste mulighed var, at hans børn flyttede tilbage til deres mor. Jeg overlod selve løsningen til min mand, da han stod nærmest for at afgære, hvad der var til hans børns bedste, mens min analyse i forhold til mine børn var, at de fortjente en glad mor.

Da først jeg havde formuleret min beslutning – med udgangspunkt i min egen tilstand – følte jeg igen, at jeg fik ejerskab over mit liv. Jeg koncentrerede al min energi på det, som jeg kunne løse. Nemlig at være en god og tilstedeværende mor overfor mine egne børn. Og samtidig måtte jeg sygemelde mig – så meget var jeg slidt ned.

At min mands børn ikke kunne lide mig og mistrivedes i mit selskab, parkerede jeg som – groft sagt – et problem, der ikke var mit. Så måtte min mand jo tage ansvar for situationen og flytte. Ligesom jeg jo selv tilbød at flytte fordi jeg godt vidste, at det her var skadeligt for både mig selv og min mands børn.

Først da jeg tydeligt meldte mig ud af klubben og lagde alt ansvar for børnenes trivsel over på børnenes forældre, blev der stille og roligt løst op for konflikterne. Nu var jeg ude af billedet og deres frustrationer kunne ikke længere rettes mod mig. Jeg var der jo ikke længere “som årsag” og det har været en kæmpe befrielse. Bl.a. har jeg fået mit gode humør tilbage, som jeg kan bruge på mine egne børn.

Jeg har samtidig erkendt, at min mands børn altid vil forblive hans børn. Muligheden for at oparbejde mere end almindelig høflighed overfor dem, er desværre forpasset.

Tak for dit input, det er også en enkel og neutral måde at forklare, hvem barnet er.

De bedste hilsner
Janne

Mange tak for dit input – jeg ved, at rigtig mange ekstramødre kan nikke genkendende til det, du skriver. Men derfor er det naturligvis stadig hårdt for dig at have det sådan. Jeg håber, at det bliver nemmere for dig med tiden, og at du løbende opsøger viden og værktøjer, så ikke du går rundt med en knude i maven i flere dage.

Kærlige ekstramor-hilsner
Janne